Hvilken strategi, Enhedslisten?
Af Jakob Lindblom

Offentliggjort: 16. december 2011
Efter valget i september byder hverdagen sig for alvor til for den nye regering, men så sandelig også for venstrefløjen hos Enhedslisten.

Det så ikke godt ud i starten. De Radikale skrev regeringsgrundlaget, røsterne om løftebrud gjaldede og personsagerne orkestreret af borgerlige medier fyldte i debatten. Også selvom personsagerne med skattesagen er drejet mod blåt stormvejr. Allerede nu er det derfor tid til at løfte blikket en anelse og lufte en bekymring. Den rodede start har nemlig i den grad fået folk til at glemme, hvorfor de stemte rødt, hvilket er bevist af borgerlig fremgang i de fleste målinger siden valget.

Er det så grædekonernes holdeplads, som jeg alt for tidligt begiver mig ud på? Har regeringen ikke masser af tid? Nej til det første og ja til det sidste. Selvfølgeligt kan målingerne vende. Selvfølgeligt skal regeringen have tid til at bevise sit værd, eller mangel på samme. Og selvfølgeligt er der netop tid, men til hvad?

Indtil videre gør to bemærkelsesværdige tendenser sig gældende, hvis man gerne ser en venstredrejning i Danmark.

For det første. SF kan ikke finde sine ben og af de 12 punkter, som de gerne ville måles på forud for valget, så var halvdelen ifølge Politikens opgørelse forsvundet efter valget. Og de mærkesager, som trods alt gik igennem er alle tillige Radikale mærkesager - ikke mindst på klima og miljø. Trods dette, så gik SF-toppen alligevel ud og oversolgte regeringsgrundlaget som en stor sejr, hvilket var en eklatant fejlbrøler af Komiske Ali fra Bagdad-størrelse. Enhver kunne jo se, at det ikke passede, ligesom det i 2003 ikke passede, at Irak havde drevet de "imperialistiske, vantro amerikanerhunde langt ud i Golfen".

Det er den slags politiske overdrivelser og fejlskøn, som desillusionerer vælgerne, som man har set det tidligere hos SF's søsterpartier i Tyskland og Norge. Ligesom det var tilfældet i de to lande, så ser det umiddelbart ikke ud til, at SF formår at trække regeringsprojektet grundlæggende i en rødere retning, men må finde sig i, at skulle administrere S og R's økonomiske politik på samme måde som Konservative måtte administrere DF's værdipolitik. En hård dom måske, men lad os nu se.

Den anden tendens af interesse er Enhedslisten, som tilsyneladende har formået at holde formen, og indtil videre undgået brølere fra uerfarne nyvalgte. Fremtoningen er selvsikker og for første gang i partiets historie indgik de et finansforlig, som dog bestemt ikke var prangende, men alligevel godkendt situationen taget i betragtning. Også selvom regeringen sandsynligvis havde udeladt en række af forbedringerne fra regeringsgrundlaget - alene med et finanslovsforlig med Enhedslisten for øje.

En ting er dog helt sikkert, nemlig at Enhedslisten skal være meget påpasselig med ikke at falde i SF-fælden og oversælge sine resultater. Med Vestager som de facto økonomisk regeringsleder, så kan der måske nok opnås forbedringer, men ikke afgørende forandringer i retning af et socialistisk samfund. Og mon ikke Thorning og Vestager - som Nyrup og Jelved i halvfemserne - fremover kigger mod højre, når finansloven skal i hus?

Brug for en visionær strategidiskussion.
En ting er, at Enhedslisten sammen med SF skal fortsætte det parlamentariske arbejde og have som taktisk grundlag at presse forbedringer igennem og undgå forringelser. En anden ting er, at der allerede nu skal gang i en strategisk diskussion på hele venstrefløjen, i diverse bevægelser og i Enhedslisten i særdeleshed. Ikke blot om det selvfølgelige i, at man vil forandre samfundet i en socialistisk retning, men helt konkret, hvordan vil man forandre samfundet i en socialistisk retning, og hvordan opbygger man en slagkraftig opposition til regeringen, samtidig med, at man er regeringsgrundlag?

Her har Enhedslistens hovedbestyrelse allerede fremlagt et papir om Enhedslistens mål 2012 - 2016, som skal behandles på årsmødet i foråret 2012. Papiret glimrer med en række gode ting, men kommer ikke meget nærmere en egentlig strategisk vision for arbejdet.

Blandt de gode ting er fokus på partiopbygning, hvor man sætter sig en række mål om uddannelse af partiaktivister, 10.000 medlemmer, 10 procent af stemmerne ved næste valg større lokal gennemslagskraft i afdelingerne, mere arbejde i bevægelserne, skoling og inddragelse af nye som gamle medlemmer osv.

Alt sammen gode ting. På venstrefløjen har vi typisk det fokus at forandringerne skal komme fra bevægelser, der løfter krav ind på den politiske scene. Dette gælder fortsat, men med den tilføjelse, at der jo rent faktisk er bevægelser nok, som blusser op og lige så hurtigt dør ud igen. Det så vi med ATTAC-bevægelsen ved årtusindskiftet, vi har set det med klimabevægelse, velfærdbevægelse midt i nullerne og senest med et skvulp af Occupy.

Det er ikke bevægelser, som har manglet, men kontinuitet og en politisk ramme, der kunne bruges i bevægelsesarbejdet. Her spiller parti- og organisationsopbygning en rolle, hvad enten det er Enhedslisten eller faste bevægelser som Folkebevægelsen mod EU, klima- og miljøbevægelser o.l.

Papiret opstiller såmænd også en langsigtet vision om et bæredygtigt samfund uden udbytning, diskrimination og med frihed for den enkelte. Et samfund som ikke kan indfris under kapitalismen, som det tørt konstateres. Men altså ikke en egentlig strategi for, hvordan man når dertil, eller hvilke politiske delmål, som vi vil arbejde på at indfri i fireårsperioden 2012 - 2016. Delmål, som kan begejstre og samle. Delmål som kan indfris og pege fremad mod mere. Delmål som kan fungere som en strategi på det mellemlange sigte.

Tættest på en egentlig ny strategi for Enhedslisten i det nævnte papir er af temmelig defensiv karakter. Nemlig at man vil flytte styrkeforhold. At det som ikke kan nås i dag skal gøres muligt i morgen. Til dette opremses en række pinde, som man særligt vil ændre på. Det være sig lønarbejderes styrke skal øges overfor arbejdsgiverne. Velfærd og demokratisk kontrol skal styrkes over kapitalinteresser. Økologi og klima overfor markedsøkonomien. Demokrati på arbejdspladsen, for brugere og i lokalsamfund skal styrkes overfor bureaukrati og centralisering og endeligt at ligestilling, solidaritet og menneskerettigheder skal styrkes overfor ulighed, diskrimination og fremmedhad.

Alle sammen gode velmenende ønsker, om end de hverken er nye eller særligt konkrete. Har vi som venstrefløj ikke altid arbejdet efter at ændre styrkeforholdene i vores retning? Har vi ikke altid kæmpet for at styrke arbejderes, miljøets og velfærdsmæssige interesser fremfor kapitalen? Og demokrati og rettigheder overfor demokratisk afvikling og fremmedhad?

I mine øjne er fejlen her, at man forveksler strategi med taktik. Ovennævnte pinde er jo glimrende taktiske redskaber til at vurdere konkrete forslag i Folketinget. Styrker et politisk forslag eller svækker det vores position indenfor et givent område? Og forskellen mellem taktik og strategi er jo forskellen mellem det, man gør "på dagen" og det langsigtede - forskellen på hvad man gerne her og nu vil prøve at nå og hvordan man bringer sig i en position til at nå det.

En fodboldklub er måske et sigende eksempel. Her lægges taktikken efter, hvem man skal spille mod, og hvordan man gerne vil spille? Vælger man en holdopstilling med to eller tre angribere? Er det den fysisk stærke angriber i front, eller en lille hurtig spirrevip, som skal løbe fra modstanderne? Eller vælger man en defensiv opstilling mod et bedre hold? Det er taktikken.

Strategien derimod er helt konkret den måde man har valgt at arbejde for at nå sine mål og indfri sine taktiske ønsker. Hvor én fodboldklub har som strategi at være en købeklub, der køber de bedste fra andre klubber, så kan en anden (mindre) klub have en udviklingsstrategi om at skabe egne spillere gennem talentudvikling. Strategien er de langsigtede valg om, hvordan man når sine mål.

Og her glimrer Hovedbestyrelsens papir ved at mangle konkrete svar på, hvordan vi opnår at ændre styrkeforholdene helt konkret. Der mangler den mellemlange fortælling om, hvad vi her vil arbejde på, som kan give svar og alternativer til kapitalismen. Som kan overbevise om, at vores smukke vision ikke blot er, ja en vision eller en utopi.

Der er allerede elementer af sådanne forslag i papiret, men kun i form af redskaber til at opnå det. Fx at fagbevægelsen skal styrkes og politiseres, men ikke nødvendigvis hvordan og for hvad? Der ligger også i papiret, at der skal skrives et nyt program for Enhedslisten, som måske kan komme til at give nogle af svarene. Men når man samtidig ved, at HB mener, at dette skal være en to årig proces, som først afsluttes i 2014, så er dette midtvejs i den fireårsperioden, som papiret dækker og alt for sent.

Lad mig derfor komme med fire bud på, hvordan vi kan skabe en konkret strategi på dels tre politikområder, som både peger fremad mod noget andet end kapitalismen, som konkret flytter styrkeforhold for solidaritet, arbejderklassen og velfærden og dels et område som udvikler venstrefløjen til at stå stærkere fremover. Og som desværre har været næsten totalt fraværende i Enhedslistens ud ad vendte kommunikation de senere år.

Hvilken offentlig sektor?
Den offentlige sektor er central for et venstreorienteret projekt. Det er her velfærden ligger, det er her den store samfundsmæssige solidaritet og omfordeling ligger og det er her, at den største del af økonomien udenfor markedskræfternes kontrol befinder sig.

Her skal venstrefløjen have en meget mere offensiv linie for, hvilken offentlig sektor vi skal have. Det er ikke nok med "send flere penge" som mantra og så overlade resten af debatten til kommunalordførerne og kommunalpolitikerne i S og SF, som er fedtet lige så meget ind i new public management teorier (NPM), som selv den mest hardcore djøfer.

Det er os sammen med brugerorganisationer og fagbevægelse, som skal gå forrest og udvikle ideerne om velfærdsledelse, vi skal stille krav om et opgør med NPM, med BUM-modeller, kontrol og bureaukrati, og vi skal gøre det konkret og tillokkende så den kommunale hjemmehjælper kan forstå det og spejle sig i det.

En ting er, at vi vil rulle lovgivning tilbage, som den, der tillader profit på daginstitutioner eller har indført "frit valg" med delvis privatisering af hjemmeplejen. En anden ting er at vi skal udvikle og fremlægge alternative visioner - ikke bare tilbagevenden til det gamle. Vi skal gøre det offentlige til Danmarks mest demokratisk drevne arbejdspladser med bruger, medarbejder og folkevalgt demokrati fri for EU-bindinger og kontrollerende markedsinspirerede ledelsesmetoder.

Vi er gode til at have fokus på en værdig pleje og velfærd, men vi har ikke nogen strategi for indfrielse af vores visioner og delmål som offentlige arbejdsgivere og medarbejdere, selvom det vil vise kimen til en helt ny samfundsorganisering og betyde alverden for brugere og medarbejdere. Derfor skal der lægges en strategi for at nå dette delmål.

Demokratisk produktion
Hvordan får vi startet en debat, som reelt peger frem mod nogle andre produktionsformer? Hvis vi mener visionen om et samfund uden udbytning, hvilke eksempler vil vi så fremhæve, og hvilke resultater kan vi skabe, der viser, at det nytter noget - også bare på mellemlangt sigte?

Her tror jeg, at vi skal se på flere ting. For det første skal kommunalfuldmagten ændres, så det bliver muligt for kommuner at iværksætte egentlig produktion og drift, hvad enten det er boliger, landbrug eller kommunalisering af udliciterede områder såsom mad, rengøring, IT og vedligehold. Det kan dels være ordinære arbejdspladser og dels diverse sociale projekter, hvor vi ikke skal lade os binde af EU-regler og blind markedsideologi.

Men det stopper ikke her. Hvilke erfaringer kan vi fremhæve fra diverse medarbejderejede virksomheder, kooperativer, små andelsselskaber, og ikke mindst, hvilke barrierer rammer disse og hvilke lovgivningsmæssige tiltag kan fjerne barriererne, hjælpe med opstart osv? Tænk bare på de milliarder kroner i erhvervsstøtte, som gives til iværksættere. Hvorfor skal dette ikke kunne omlægges til alternative produktionsformer?

Det er velkendt at Mærsk fik støtte fra Eksportkreditfonden til udflagning af Lindøværftet. Kunne man så ikke forestille sig en pulje, der kunne lette tilbageblevne arbejdere på udflagede virksomheder i at drive fabrikker og slagterier videre som medarbejderejede?

Det er ikke nok at tale imod kapitalismen og dens dårligdomme. Vi skal også have en strategi for at udvikle og fremvise alternativerne. Også på det mellemlange sigte.

Demokrati og EU
Det tredje politikområde, hvor vi mangler en strategisk satsning er arbejderbevægelsens måske ældste kamp. Nemlig kampen for demokrati. Bevares demokrati er også indeholdt i ovenstående med en demokratisk offentlig sektor og demokratisk styret produktion.

Alligevel er der specielt et punkt, som savner målrettet adressering: Nemlig EU. Når HB-papiret tørt konstaterer, at vores langsigtede vision ikke kan indfris under kapitalismen, så kan det tilføjes, at selv ikke mange af vores dagligdags og taktiske forslag kan gennemføres i EU.

I dag bestemmer EU ca. 80 % af lovgivningen i medlemslandene og dette på en enormt udemokratisk måde, hvor det er næsten umuligt at ændre politikken igen gennem valg, som det ellers kendes fra normalt demokrati. Og det går enormt stærkt med at gennemføre bindende nyliberale politikker, som følge af euroens krise.

Hvis Enhedslisten skal gøre sig håb om forandring og ikke kun forbedringer i det små, så kræver det et brud med EU. Så skal man lægge den berøringsangst fra sig, som er vokset i takt med DF'iseringen af dansk politik, og som har medført, at Enhedslisten de sidste år har nedtonet systemkritikken af EU og udmeldelseskravet.

Dette skal der rettes op på, og skal vi ændre styrkeforhold, så vi kan ryste os fri af EU enten gennem parlamentarisk ulydighed eller direkte udmeldelse til fordel for socialistiske forandringer, så kræver det en strategisk vedtagelse om, at man målrettet vil fokusere på at ændre befolkningens holdning til EU som konstruktion og lægge mindst samme energi i dette, som man de senere år har lagt i asylpolitikken.

Generel styrkelse af venstrefløjen
Sidst men ikke mindst, så skal vi have styrket venstrefløjen generelt. Det er glimrende med partiopbygning, og det er fint at involvere medlemmerne mere i bevægelsesarbejde, som der lægges op til i papiret, men hvorfor ikke kigge mere bredt på det?

Et af venstrefløjens største problemer er, at vi mangler platforme til at komme ud med vores budskaber. Vi har Modkraft.dk og Dagbladet Arbejderen, som kan kaldes "massemedier" på venstrefløjen, men bestemt ikke i samfundet som sådan. Desuden har vi en række tidsskrifter som Kritisk Debat, Det Ny Clarté osv. Men det er langt fra nok!

Der er brug for en medie-modmagt, hvor der ikke bare er tale om nichemedier til egen afklaring. Større og stærkere venstrefløjsmedier er nødvendige til at rejse bevægelser og sætte delkampe i et fælles perspektiv - også for dem, som deltager for første gang.

Det er her de kritiske debatter skal tages i fællesskab, og her vi kan blive klogere på hinanden og læse alt det, som de borgerlige ikke gider skrive om. Det er her den primære skoling i sammenhænge, strukturer og alternativer skal tages. Ikke bare i egne medlemsblade og envejskommunikation som hjemmesiden, som der lægges op til fra Hovedbestyrelsens side.

Tænk på, hvor massivt de borgerlige tanker dominerer i avisbilledet herhjemme, se på det danske svar på FOX News - TV2 og tænk på hvor sjældent der er radikal samfundskritik, selv i hæderlige undtagelser til det borgerlige mediebillede som Information og til dels DR.

Det vil i sandhed være en strategisk opgave, hvis Enhedslisten påtog sig en rolle med at styrke venstrefløjens medier. Strategisk, da det netop er et spørgsmål om, at sige nuvel, hvordan kommer vi ud med vores analyser, forslag og kritikker? Hvordan får vi forklaret, hvorfor det er en god taktik at gøre lige netop sådan her i en given situation og får skabt dialog med bevægelserne og vennerne på venstrefløjen om det?  Strategisk fordi det er et middel til at opnå noget større og forhåbentligt noget blivende, hvor vi ikke er afhængige af Johannes øjeblikkelige mediepopularitet eller debatredaktørernes luner.

Ovenstående fire bud er såmænd ikke udtømmende. Man kan sagtens foreslå andre områder også. Man skal bare huske to ting, at man skal holde sig endemålet om egentlig samfundsforandring for øje, ellers glemmer man det i den daglige politiske trummerum og at det kræver en strategi, at vide, hvor man vil hen.

Man kan læse Enhedslistens Hovedbestyrelses forslag i sin helhed ved at klikke HER