Frankrig 2012 – en præsidentvalgkamp i skyggen af krisen
Af Murray Smith

Offentliggjort: 16. december 2011
Vi befinder os endnu mere end 6 måneder fra præsidentvalget i 2012, men valgkampagnen er allerede i gang. Og vi kan se både valgkampens generelle profil og den sammenhæng, som den vil blive gennemført i.

For et par måneder siden virkede det sandsynligt, at den regerende præsident Nicolas Sarkozy ville komme til at stå overfor IMF-direktøren Dominique Strauss-Kahn, der ifølge opinionsmålingerne stod til at vinde let. Men så kom chokket med Sofitel-affæren i New York. Strauss-Kahn var nødt til at træde tilbage fra IMF og opgive enhver tanke om at erobre præsidentposten. Selv det mindste håb om måske at få en eller anden form for politisk karriere er siden hen blevet kompromitteret ved, at hans navn er dukket op i forbindelse med en politiundersøgelse af en prostitutionsring, centreret omkring den nordfranske by Lille.

Primærvalg og udgangspunkt
Den overraskende fjernelse af Dominique Strauss-Kahn fra konkurrencen om at blive Socialistpartiets kandidat, efterlod et stort rum åbent for Francois Hollande, forhenværende formand for Socialistpartiet og helt sikkert nærmest af alle kandidaterne på det, der kunne kaldes Strauss-Kahns centrum-højre-politik (indenfor partiet). Men det var ikke  en konklusion, som gav sig selv. For første gang blev kandidaten valgt i et åbent primærvalg (dvs. ikke begrænset til medlemmerne af Socialistpartiet selv eller partiets radikale venstrefløjssatellit). For at stemme skulle man blot underskrive en erklæring, der støttede "venstrefløjens værdier".

De andre kandidater var Martine Aubry, den regerende partiformand, der placerede sig som en moderat venstrefløjskandidat i relation til Holland - Manuel Valls på partiets højrefløj - Arnaud Montebourg på venstrefløjen - den tabende kandidat fra 2007 og Hollandes tidligere samlever Segolene Royal - og så en kandidat, som ingen tog alvorligt, nemlig Jean-Michel Baylet, formand for det Radikale Venstreparti.

I første runde slog Holland Aubry med 39 procent af stemmerne mod 30 procent. Royal, Valls og Baylet blev nemt elimineret, alle med mindre end 7 procent af stemmerne. Overraskende var de 17 procent, som gik til Montebourg, der stillede op på et program, der anfægtede de neo-liberalistiske globaliseringsbestræbelser og nedskæringspolitikken. I anden runde vandt Hollande en komfortabel sejr over Aubry.

Bemærkelsesværdigt var også den høje stemmeprocent til primærvalget med 2.650.000 stemmer i første runde og 2.860.000 i anden.

Den høje stemmedeltagelse og den klare sejr gjorde det muligt for Hollande at søsætte sin valgkampagne med en høj grad at troværdighed - i klar kontrast til Sarkozy, der samtidig nåede nye højder af upopularitet. Den første meningsmåling efter Hollandes nominering viste, at han ville føre allerede efter første valgrunde med 39 procent af stemmerne mod Sarkozys 24 procent. Men det kom hurtigt til at stå klart, at kampagnen ikke ville komme til at gå så nemt, som det så ud til.

Den vigtigste årsag er eurozonens aktuelle og stadigt dybere krise og navnlig den måde, hvorpå Frankrig i løbet af de seneste uger er blevet en del af de lande, der har problemer med låntagningen og hvis lån er blevet dyrere - i et sådant omfang at Frankrigs AAA-rating nu er under angreb, mildt sagt. En sådan situation ville yderligere få låneomkostningerne i Frankrig til at stige. Den ville også svække den Europæiske Stabilitetsfond og dens planlagte efterfølger, den Europæiske Stabilitetsmekanisme, hvis troværdighed hænger på de seks AAA-medlemmer i eurozonen.

I det franske statsbudget for 2011 er der allerede afsat 40 billioner euro til bekæmpelse af truslerne mod euroen. Sarkozys premierminister Francois Fillon var nødt til at annoncere endnu en runde den 24. august og endnu en den 7. november. Dette skulle have være godt nyt for Holland. Men faktum er, at den næste meningsmåling fra den 20. november viste, at Hollande faldt til 30 procent, mens Sarkozy steg til 29. Det lyder måske som en overraskelse, men der er faktisk logik i det.

For at kunne vinde et fransk præsidentvalg i første valgrunde skal man mobilisere sin egen naturlige magtbase - på højrefløjen for Sarkozys vedkommende og på venstrefløjen for Hollandes. Sarkozys villighed til at iværksætte støtteforanstaltninger ser ud til at være blevet vel modtaget af hans egne støtter - hvilket forklarer det faktum, at han steg 5 procent. En lidt senere analyse så ud til at bekræfte dette.

Den 1. december holdt Nicolas Sarkozy en stor tale i Toulon i den sydlige del af Frankrig. Washington Post opsummerede indholdet således: "Med et valg på vej til foråret, besluttede den forretningsorienterede præsident at sælge sig selv som den eneste leder, der ville være I stand til at levere de nedskæringer, som Frankrig var nødt til at gennemføre for at undgå fallit."

En opinionsanalyse offentliggjort af Journal du Dimanche den 4. december 2011 pegede på, at 67 procent af det regerende UMP-partis sympatisører var enige med præsidenten i, at man både skulle bekæmpe truslerne og integrere sig yderligere i Europa. Det var helt givet den reaktion, som Sarkozy håbede på, men i den aktuelle situation kan holdningerne godt skifte. En ting er at være parat til at acceptere de begrænsede støtteforanstaltninger, som er blevet gennemført indtil nu. Det er straks noget ganske andet at blive konfronteret med indgreb af den karakter, som vi ser i Grækenland, Portugal, Spanien og Irland.  Normalt ville hensynet til vælgerne sikre, at Sarkozy ikke annoncerede alvorlige indgreb før valget. Men dette er ikke normale tider, og presset fra markederne og rating-bureauerne kunne godt tvinge ham til noget andet. Ironisk nok - i en tale holdt på samme sted i samme by tre år tidligere - proklamerede Sarkozy, at "vi er nødt til at beslutte os for at kontrollere rating-bureauerne." I dag er det helt klart det modsatte, vi ser.

På samme måde er det én ting helt generelt at være tilhænger af europæisk integration og en helt anden at acceptere den form for overnational kontrol fra Bruxelles af de nationale budgetter i euro-zonen, som er blevet foreslået, eller den ikke specielt diskrete anvendelse af tysk magt. Det er aktuelt ikke klart, hvorvidt Sarkozy vil have held til at fastholde, at de nationale parlamenter skal blive ved med at kontrollere skattereglerne - sådan som han forsøger - eller om han til sidst vil give efter for Merkel og accepterer obligatoriske sanktioner og dermed et alvorligt tab af suverænitet. Vurderet ud fra hvordan det plejer at gå, så ender det nok med, at Merkel får sin vilje.

På et andet plan forsøger Sarkozy at presse en øget støtte frem fra højre. Han har kun én seriøs modstander i den retning, men det er til gengæld en, som udgør en reel trussel.

Marine Le Pen, kandidat for den ultrahøjreorienterede Nationale Front, fører en valgkamp centreret omkring immigration, lov og orden og Europa (hvor hun taler for, at Frankrig opgiver euroen). Hun tildeles aktuelt mellem 15 og 18 procent af stemmerne. Det er ikke nok - endnu - for hende til at gå videre til anden runde, som hendes far gjorde det i 2002, eller til at hun kan stoppe Sarkozy fra at gå videre. Men Sarkozy har en klar interesse i at forhindre, at hans vælgere siver fra UMP til den Nationale Front og måske også i at vinde nogen af frontens støtter over til sig.

Et område hvor han vil sigte imod at gøre dette, er immigrationsområdet. Her bruger han blandt andet et af socialistpartiets forslag om at give stemmeret til lokalvalg til ikke-Europæiske immigranter. En lov om dette er allerede blevet formuleret af det franske senat, hvor venstrefløjen for nylig overtog majoriteten. Loven er blevet voldsomt bekæmpet af UMP (til trods for det faktum, at Sarkozy selv talte for løsningen tilbage i 2005).

Imod immigration og lige rettigheder
Det første angreb blev udført af Droite Populaire (Det folkelige Højre), en gruppering på højre side af UMP, der er lige så meget imod, at EU-borgere må stemme til lokalvalg. Men angrebet er blevet støttet kraftigt af premierminister Fillon og endnu kraftigere af Claude Guenat, der aktuelt er indenrigsminister, men som tidligere var generalsekretær for præsidentembedet og en af Sarkozys nærmeste rådgivere. Gueant sagde ligeud, at der var alt for mange udlændinge i Frankrig, og indrømmede - da han blev spurgt om det - at han på det område var enig med Le Pen. Han havde tidligere - i marts i år - udtalt, at "franskmændene konfronteret med en ukontrolleret immigration nogen gange føler det, som om de ikke længere lever i deres eget land." Ved den lejlighed tilbød Marine Le Pen ham ironisk et æresmedlemskab af den Nationale Front.

I hans angreb på ideen om at give immigranter stemmeret, har Gueant oven i købet brugt skræmmebilledet med, at der kunne komme en majoritet af udenlandske borgmestre i det parisiske departement Seine Saint-Denis, til trods for at lovforslaget udelukker udlændinge fra at stille op som borgmestre. Gueant foreslår også, at man skal samkøre kriminalregisteret, udlændingeregisteret og registrene over dem, der modtager sociale ydelser for derigennem at identificere de udlændinge, der snyder sig til offentlig støtte. Den perfekte måde at etablere en sammenhæng mellem udlændinge og kriminalitet. På spørgsmålet om udlændinges ret til at stemme til lokalvalg, viser en opinionsmåling, at 61 procent af den franske befolkning er for, men på kort sigt forsøger Sarkozy ikke at hente stemmer over midten men at udbygge magtpositionen på højrefløjen.

Vi står altså med en præsident og et parti, der er på vej ind i en valgkamp præget af en hård linje overfor immigration og kriminalitet (kombineret uden videre diskussion), og som har proklameret nødvendigheden af eurounderstøttelse, nedskæringer og øget økonomisk styring i euro-zonen. Hvad disse områder angår, skal man huske, at den franske vælgerbefolkning - ligesom vælgerne i andre lande - er blevet udsat for en massiv offensiv fra medierne og fra den politiske verden, der har haft til hensigt at vinde accept for et aksiom om, at det største problem, som Frankrig står med, er gælden og underskuddet (ikke arbejdsløshed, lønninger, uddannelse, sundhed og så videre), og at hårde indgreb er nødvendige. Såfremt der ikke bliver indledt en modoffensiv fra venstrefløjen, der rækker videre end mod UMP's kernevælgere, så er det sådan, billedet tegner sig.

Hvordan så med venstrefløjen?
Så det er altså i en situation med økonomisk krise og en højrefløj, der er helt indstillet på at gå til angreb, at Francois Holland og Socialistpartiet skal føre deres kampagne. Aktuelt virker situationen ikke opmuntrende. Hvis vi vender tilbage til den opinionsmåling, vi tidligere har omtalt, hvor 67 procent af UMP's vælgere går ind for nedskæringer og yderligere europæisk integration, er billedet på venstrefløjen en smule mindre klart. Kun 28 procent af socialistpartiets vælgere accepterer både nedskæringer og øget europæisk integration. 35 procent accepterer mere europæisk integration, men afviser nedskæringer, og 26 procent afviser begge dele. Dette giver dig stadigvæk et flertal på 61 procent, som er imod nedskæringer.

Socialistpartiets program - der blev vedtaget tidligere i år - indeholder, selvom det langt fra er perfekt, en række positive forslag. Man ønsker at oprette en offentlig investeringsbank, der kan understøtte den offentlige økonomi - man ønsker en opdeling mellem  indskyderbanker og investeringsbanker - man vil indføre en beskatning på finansielle transaktioner - man vil oprette et europæisk rating-bureau - og man ønsker at etablere 300.000 nye jobs.

Desværre vil forpligtelsen til at reducere de offentlige underskud nok underminere de planer, som kræver penge - navnlig jobskabelsen. Og de forslag, der handler om den finansielle sektor, vil blive mødt med indædt modstand og pression fra bankerne. Tre af Hollandes rådgivere, Francois Rebsamen, leder af socialistgruppen i senatet, Jerome Cahusac, der tippes til at blive økonominister, hvis Hollande bliver valgt og Micahel Sapin, har alle advaret om, at partiprogrammet ikke i sin helhed vil være gennemførligt i den aktuelle situation - en sang vi har hørt før. Hollande selv var nødt til at frafalde sit løfte om at skabe 60.000 lærerjobs, idet han gjorde det klart, at dette ikke ville blive nye jobs - blot en erstatning for de lærere, der bliver pensioneret. Hvilket er bedre end hvad Sarkozy vil, men ikke akkurat inspirerende.

Hollande forfølger aktuelt en strategi, der går ud på at gå efter venstrefløjens kernevælgere - den samme strategi som gjorde, at Lionel Jospin tabte valget I 2002 - opsummeret i Jospins selvmordserklæring om, at "mit projekt er ikke socialistisk". Ifølge Bruna Amable, en økonom på venstrefløjen af Socialistpartiet: "Han (Hollande) forfølger en centristisk strategi på det politiske niveau og støtter sig på sociale kategorier, der helt og fuldt er positive overfor europæisk integration. Dette forklarer også hans mangel på fantasi."

Hollandes centristiske orientering bliver sammenfattet af hans tilbud om en ministerpost til Francois Bayrou, en centristisk kandidat - bare han ringer efter første valgrunde. Forudsat altså at det sikrer en stemme på Hollande i anden runde. Han vil også komme til at opleve presset - ikke blot hvis han vinder, men også under valgkampen - fra markederne og de øvrige europæiske ledere, fra IMF og fra ECB. Dette pres vil blive akut, hvis den finansielle og økonomiske krise blusser op.

Det er desværre svært at forestille sig, at Hollande kan stå imod presset fra markederne og de internationale institutioner, som Papandreou og Zapatero var ude af stand til at modstå. Som Bruno Amable formulerer det: "Faktisk er det sådan, at hvis ikke han indtager en meget venstreorienteret position - hvad han aldrig kunne finde på - så vil han forblive inden for de rammer, som vi allerede har været inde på."

I teorien - hvis Hollande havde viljen til at gøre det - kunne han opbygge en kampagne omkring en afvisning af at gøre gælden til basis for et nedskæringsprogram og for såkaldte strukturelle reformer - hvor man skærer ned på den offentlige sektor, ændrer arbejdsmarkedets vilkår, lægger pensionerne om og privatiserer. Han kunne gøre op med den underminerende ortodokse konsensus i det neoliberale Europa og forsvare en model, der handler om ekspansion.

Faktisk kunne han udmærket - lige så vel som han har afveget til højre fra partiprogrammet - afvige til venstre. Og der ville være en basis for det. Hvis man ser bort fra de 17 procent, som stemte på Montebourg, så stemte mange af dem, der gik ind for enten Royal eller endda Aubry, på dem i håbet om at kunne skubbe partiet længere til venstre. Men en sådan orientering ville møde modstand fra mange i partiets ledelse - for slet ikke at tale om fra markederne og medierne.

Montebourg, der virker til at have udnævnt sig selv til partiets enfant terrible, taler stadigvæk lige ud af posen. De seneste dage har han stukket en kæp i hvepsereden ved at sige, at: "Merkel er i gang med at ødelægge euro-zonen ved at tvinge middelklassen og folket til at betale prisen for den gæld, som er hobet op på grund af krisen." Ved samtidig at sige, at Frankrig ikke skulle acceptere et tysk diktat, har han udløst en offensiv fra højrefløjen og medierne der beskylder ham for tyskfjendtlighed. Og som sædvanlig - når der kommer pres på - så er Socialistpartiets ledelse gået i retræten og lagt afstand til Montebourg.

En venstrefløj med sin egen politik
Potentialet for en mere regulær venstrefløjspolitik eksisterer både i Socialistpartiet og blandt dets vælgere. Og der er til dette valg en kandidat til venstre for partiet, der måske kan drage nytte af enhver svaghed og vaghed fra Hollandes side. Jean-Luc Melenchon, der meldte sig ud af Socialistpartiet sammen med 2.000 støtter i 2008, stiller op for Venstrefronten, der omfatter Kommunistpartiet, hans eget parti Fælleslisten og adskillige andre. Han får aktuelt 7-8 procent af stemmerne i opinionsanalyserne.

Sammenlignet med i 2007, er der færre kandidater til venstre for Socialisterne. Kandidaterne fra både Lutte Ouvriere og det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) får aktuelt mindre end en procent, og NPA er opsplittet og i krise. Aktuelt er den eneste anden seriøse kandidat på venstrefløjen Eva July fra Europe Ecology Les Verts (EELV) - med 6 procent i målingerne. Men der er et problem. EELV går ind for at opgive atomkraften. Men partiet har netop indgået en aftale med Socialisterne ifølge hvilken det vil blive overladt til de enkelte distrikter uden en socialistisk kandidat til at partiet kan få sin egen parlamentsgruppe. Alternativet var en politisk aftale, hvor atomkraftens afskaffelse ikke var inkluderet. Eva Joly, der ikke er professionel politiker, var meget klart og meget direkte utilfreds med aftalen. Så EELV har startet sin egen kampagne med et modsætningsforhold mellem sin egen kandidat og partiet. Hvilke konsekvenser det vil få, må vi vente og se.

Venstrefrontens kampagne, der har haft stadigt større succes siden den blev dannet I 2009, er meget klart negativ overfor den neoliberale konsensus. Herfra argumenterer man for en jobskabelsespolitik, for en udvidelse af offentlige tilbud, for at bryde med markedernes og finanssektorens kvælertag og for et Europa baseret på solidaritet. Den uforbederlige optimist Melenchon siger, at han har til hensigt at få flere stemmer end Holland i første valgrunde. Dette er til stadighed mere usandsynligt, og det ved Melenchon uden tvivl. Men det er hans måde at sige på, at han og Venstrefronten ikke blot er med for at kritisere, men også agter at præsentere et reelt alternativ, og at de ønsker at sige, at der et valg mellem de to logikker på venstrefløjen. Hvis der lurer en overraskelse i valgkampen, så kan den meget vel komme fra denne retning.

De overordnede linjer i denne præsidentvalgkamp er klare nu. De måder, hvorpå den vil blive påvirket af krisen og dens effekter, er stadigvæk umulige at forudsige, men krisen er den kontekst, i hvilken kampagnen vil udfolde sig. Og de måder, hvorpå de forskellige kandidater reagerer på tildragelserne, vil være lige så vigtige som - om ikke vigtigere end - deres programmer. Intet i denne valgkamp vil kunne køre på automatik. Hollande vil ikke vinde på grund af vælgernes utilfredshed med Sarkozy. Han bliver nødt til at demonstrere - først og fremmest over for arbejdervælgerne - at han kommer med et alternativt program og ikke blot med en måske lidt blidere udgave af nedskæringerne. På samme måde kan Melenchon - der er begyndt godt - ikke blot løbe an på Hollande's fejltagelser og tvivlrådighed for at vinde de socialistiske vælgere. Han vil være nødt til at overbevise dem om sit program. Forskellen er måske den, at Melenchon forstår, hvad han er nødt til at gøre. Lige nu i det mindste - har Hollande ikke bevist, at han gør det.

Oversat af fra engelsk af Jan Mølgaard