”Offentlig-private partnerskaber” - genvej til flere velfærdsinvesteringer eller anden form for privatisering?
Af Henrik Herløv Lund

Offentliggjort: 15. oktober 2011
INDLEDNING
Offentlig - Private Partnerskaber (OPP) er blevet et emne i den aktuelle debat omkring udviklingen af den offentlige sektor og forholdet mellem private virksomheder og det offentlige i den forbindelse.

I den aktuelle debat er det blevet fremført af blandt andet S og SF, at OPP er en både billigere og bedre genvej til at mobilisere private midler ind i offentlige velfærdsinvesteringer og dermed øge velfærden i en situation, hvor de offentlige budgetter og offentlig gældsætning er underlagt betydelige restriktioner.[1] Synspunktet har også genklang i det nyligt offentliggjorte grundlag for S-R-SF- regeringen, hvor man som det første har besluttet at nedsætte en kommission til belysning af OPP.[2]

I det følgende vil myter og realiteter om OPP blive søgt belyst. I del I ses på, hvad OPP nærmere bestemt er, og hvilke forskellige former, der findes. I del II diskuteres myter og realiteter om OPP ud fra undersøgelser heraf. Er der belæg for synspunktet om, at OP er billigere og bedre end traditionelle offentlige investeringer og opgaveløsning?  Og er det rigtigt, at OPP både på kort og langt sigt mobiliserer flere midler til offentligt anlæg og byggeri og offentlige investeringer? Og hvis private finansielle virksomheder og institutioner gennem OPP får en øget rolle, hvilke konsekvenser får det så for den politiske styring?

Så belyses i del III kort udbredelsen af og erfaringerne med OPP. Og i del IV ses på, hvordan OPP forholder sig til den tænkning, der under betegnelsen New Public Management ser inddragelse af private virksomheder og markedsmekanismer som vejen til større effektivitet i den offentlige sektor? Endelig slutter artiklen i del V med en kort perspektivering samt debatoplæg.

DEL I: BELYSNING AF OFFENTLIG - PRIVATE PARTNERSKABER
Hvad forstås ved OPP?

Betegnelsen OPP står som anført for Offentlig-Private Partnerskaber.  Grundideen i OPP er, at en kommune udbyder design, finansiering, byggeri, drift, vedligeholdelse og produktion serviceydelser i op til tredive år som én samlet opgave.

Figur: Processen i et OPP-projekt.[3]

news: hhl_oktober_2011_1.png


Det er den klassiske form for OPP (i det følgende betegnet som OPP Classic), men modellen findes også i varianter. En af disse er det såkaldte OPP Light (også kaldet 'samlet udbud'), hvor finansiering og ejerskab forbliver i offentligt regi.[4] En anden variant er såkaldt PFI (Private Finance Initiative), hvor finansiering, byggeri og evt. drift og vedligeholdelse - men ikke serviceproduktion - ligger hos private. [5] Endelig kan OPP formaliseres i et privat-kommunalt aktieselskab. [6]

Figur: Modeller for offentlig - privat samarbejde, herunder former for OPP.  [7]

news: hhl_oktober_2011_2.png

OPP grænser op til det velkendte "almindelige udbud", som er den mest udbredte model for offentligt privat samarbejde og dækker 80-90 procent af det samlede offentlige-private samarbejde. Kernen heri er en kravspecifikation fra det offentlige som beskriver, hvad det er for en vare, tjenesteydelse eller bygge og anlægsopgave, som skal leveres. Den private virksomhed løser opgaven, men det offentlige tilvejebringer finansiering og har ejerskabet samt varetager efterfølgende drift.[8]

Men OPP går i forhold hertil altså betydeligt længere, idet det også omfatter finansiering, drift og vedligeholdelse samt ejerforhold i en periode på op til 30 år. [9] Dvs. at den private virksomhed her står for alle sider af aktiviteten, herunder har ejerskabet, i en lang årrække, hvorefter dette kan - men ikke nødvendigvis skal - overdrages til det offentlige. I første omgang er det også den private virksomhed, som står for finansieringen, men det er dog i sidste ende det offentlige, som gennem løbende betalinger over de 30 år betaler enten direkte over offentlige budgetter eller (mere sjældent) ved, at de private ejere overtager dele af de offentlige indtægtskilder.

DEL III: MYTER OG REALITETER OM OPP.
Af tilhængerne af OPP anføres som hovedargumenter for modellen, at OPP for det første er billigere end traditionel offentlig opgaveløsning, for det andet er mere effektivt driftsmæssigt og giver bedre kvalitet (herunder giver mindre bureaukrati) og endelig for det tredje, at OPP skaffer flere ressourcer til anlæg og investeringer, end det offentlige selv kan (hovedargumentet fra S + SF).

Er OPP billigere og bedre?
Den førstnævnte påstand om, at OPP er billigere end traditionel offentlig opgaveløsning, er imidlertid forkert. Det skyldes, at det offentlige generelt kan låne billigere end private virksomheder, hvorfor OPP har større finansieringsomkostninger end traditionelle offentlige investeringer, jf. nedenstående eksempel.

I nedenstående eksempel er der taget udgangspunkt i en investering på ca. 100 mio. kr. (svarende til en mindre skole). I dette eksempel vil alene rentespændet mellem offentlig og privat finansiering, set over hele aftaleperioden, medføre en meromkostning på ca. 15-20 % ved privat finansiering af projektet sammenlignet med offentlig finansiering (Forudsætninger: Rentespænd fra offentlig til privat finansiering 1,5-1,75 %, diskonteringsrente 5 % og garantirente 0,4 %)


Figur: Offentlig versus privat finansiering. [10]


news: hhl_oktober_2011_3.png


Denne fordyrelse gør sig selvsagt allermest gældende for det klassiske OPP, men rammer også OPP som PFI. Endvidere er OPP også dyrere i afkastkrav end offentlige investeringer, fordi det offentlige i modsætning til private virksomheder ikke skal beregne sig et overskud til driftsherren.

Giver OPP mindre bureaukrati?
Også påstanden om, at OPP giver mindre bureaukrati i kraft af privat effektivitet er fejlagtig.

Dette skyldes, at OPP medfører betydelige "transaktionsomkostninger" til det offentlige til udbud, kontraktindgåelse og opfølgning. Udgiften til opfølgning bliver ikke mindst betydelig af, at der er tale om kontrakter i op til 30 år, hvor en nøje overvågning vil være nødvendig for at sikre, at det offentlige får, hvad det betaler for. Ifølge en norsk undersøgelse udgør transaktionsomkostninger mellem 1,5 og 3 % pr. OPP-projekt.[11]

Og at kravene og dermed tidsanvendelsen til udbud, kontraktindgåelse og opfølgning er betydeligt større end ved en traditionel offentlig gennemførelsesmåde betyder, at OPP således ikke giver mindre, men mere bureaukrati.

Dette fordyrende aspekt ved OPP rammer alle former for OPP, men jo længerevarende kontraktforholdet er, jo mere omfattende bliver opfølgningsindsatsen selvsagt.

Større driftseffektivitet end traditionel offentlig opgaveløsning?
Skal OPP som helhed være billigere end traditionel offentlig opgaveløsning, kræver det med større finansierings -, driftsherre - og transaktionsomkostninger, at disse omkostninger i OPP-projekter modsvares af højere løbende effektivitet i drift og evt. i produktion. At der er en sådan større "drifts- og produktionseffektivitet" i forbindelse med OPP-modellen fremføres da også af tilhængere heraf.

Men generelt er der ikke i forskningen på området belæg for denne påstand. Tværtimod viser evalueringer af OPP fra udlandet, at erfaringerne indtil nu har været blandede, idet "antallet af studier på negativsiden er cirka lige så højt som antallet af studier på positivsiden".[12]

Herhjemme har Dansk Industri (DI) generelt i forbindelse med udbud/licitation fremført en tilsvarende påstand om, at "med udgangspunkt i dokumenterede erfaringer fra kommunerne, kan man forvente en besparelse på 15 % ved at konkurrenceudsætte offentlige velfærdsopgaver".[13] Denne gevinst er opgjort ved at vurdere 57 af 98 cases fra Udbudsportalen.

DI bemærker imidlertid selv, at "casene er selvsagt ikke repræsentative, hverken i antal, geografisk spredning eller med hensyn til positive eller negative konsekvenser ved konkurrenceudsættelse".

Den manglende repræsentativitet og sikkerhed i tallene er imidlertid lige netop problemet ved DI's opgørelser af gevinst ved udlicitering, herunder ved OPP. Mange af casene er valgt og indberettet af kommunerne selv, og det er ofte ikke dokumenteret på hvilket grundlag casene er valgt. Hertil kommer mangler i opgørelsen med hensyn til, over hvor lang tid besparelsen er opgjort, om fx transaktionsomkostninger er medregnet og/eller om evt. besparelser er sket på bekostning af kvaliteten.[14]

Herudover risikerer OPP's lange bindingsperiode på op til 30 år at give private virksomheder monopol på fremtidige ændringer, som kan koste dyrt i uundgåelige ændrings- og vedligeholdelsesomkostninger.[15] Dette fordyrende aspekt rammer naturligvis primært OPP Classic og OPP Light med kontraktperioder på fra 15 og op til 30 år.

Kan OPP mobilisere flere midler til offentlige (velfærds)investeringer end det offentlige selv kan?
Alt i alt vil OPP-projekter med større finansieringsomkostninger, større transaktionsomkostninger, større ændringsomkostninger og kun tvivlsom driftsbesparelser i sig selv blive dyrere end traditionel offentlig opgaveløsning. Dermed vil de også belaste de offentlige budgetter.

Men hvad så med argumentet om, at brug af OPP-modellen kan afhjælpe begrænsninger på offentlige budgetter og gæld og dermed muliggøre et højere offentligt investeringsniveau end ellers?

Det må først konstateres, at de samlede offentlige ressourcerammer ikke forøges gennem OPP. Man må medgive, at der her og nu og på kort sigt kan tilføres offentlige investeringer flere midler end det offentlige i en presset situation kan tillade sig. Men på længere sigt sker der ikke nogen forøgelse af de offentlige ressourcerammer. Tværtimod bliver disse på sigt mindre, fordi finansieringen er dyrere.[16]

Udgifterne spredes godt nok over flere år, men flyttes ind i fremtiden, hvilket igen som anført øger finansieringsomkostningerne. Samtidig indskrænkes det offentliges økonomiske handlerum på længere sigt, fordi en stigende del af de offentlige budgetter vil blive fastfrosset til betaling af private leverandører.[17]

Denne problematik gælder navnlig OPP Classic og det mere "finansieringsrettede" PFI.

Det offentlige kan dermed komme i den situation i forbindelse med fremtidige besparelser, at man på grund af de fikserede investeringsomkostninger nødsages til at spare på selve driften og serviceproduktionen i de offentlige institutioner, som er skabt gennem OPP-projekter, fordi der ikke kan røres ved kontraktfastlagte betalinger til OPP-leverandører. [18]

Hvad betyder OPP for den politiske styring?
Argumenterne for OPP bevæger sig som fremgået på det økonomiske plan. Fra tilhængerne af OPP er der mindre fokus på konsekvenserne af OPP for den politiske styring. Sådanne konsekvenser kan der imidlertid være.

Når kommunale politikere indgår kontrakter med private leverandører, fraskriver selv samme politikere sig muligheden for at gribe ind og ændre i den service, der leveres til borgere. Ikke alene mistes hermed indflydelse på (lokal)samfundet, men der mistes også fleksibilitet og mulighed for at tilpasse ydelser, når ydelsesformer og niveauer fx låses fast i kontrakterne med de private licitationstagere. Politikerne udliciterer med andre ord deres egen magt.[19]

I forbindelse med almindelig udlicitering kan det måske forekomme overskueligt - i det der typisk går fire år ad gangen fra kontrakten skrives under, til den skal genforhandles - at politikerne er lammede og må tilsidesætte borgernes klager, krav eller ønsker. Men ved OPP er denne horisont helt anderledes lang: Ved OPP Light måske op til 15 år, men i OPP Classic 25 til 30 år.

De demokratiske problemer forstærkes, hvis politikerne vælger sådanne partnerskabsaftaler, der løber over 30 år. Hvis der er 30 år, hvor man ikke kan justere noget, så er det ikke bare en enkelt, men 7 til 8 valgperioder ud i fremtiden. Hvad hvis man efter 15 år ikke længere har brug for den gennem OPP opførte skole, men er bundet til den 15 år yderligere? Så kan kommunen stå med valget mellem at betale driften så længe eller opsige kontrakten, hvilket også kan blive dyrt.[20] Dette er naturligvis også navnlig et kritisk aspekt, som gør sig gældende ved OPP Classic og OPP Light.

Endelig kommer - på mere overordnet statsligt plan ved fx en lempelse af deponeringsregler - det tidligere anførte problem om, hvordan man politisk på overordnet plan skal styre investeringer i offentligt regi?  Afskaffer man denne begrænsning, fx ved at give fri adgang til at "låne" privat kapital til OPP-projekter, ville kommunerne kunne igangsætte byggerier, selv om de ikke har penge hertil i kassen. Dermed ville det være vanskeligt at sikre en overordnet makroøkonomisk styring af den offentlige sektors anlægsbudgetter.

Eller sagt på almindeligt dansk: Så ville kommunerne frit kunne investere løs ved at invitere private indenfor til at låne dem pengene. Det kunne umiddelbart lyde fristende, men hvis staten dermed tvinges til - gennem omfattende besparelser andet sted fx på selve serviceproduktionen - at modvirke et kommunalt "byggeboom" finansieret gennem private pensionsmidler, er det jo spørgsmålet, om der hermed er opnået bedre velfærd?

DEL III: UDBREDELSE AF OG ERFARINGER MED OPP.
Udbredelsen af OPP i EU og i Danmark.
OPP har fundet en vis udbredelse både inden for og uden for EU. I EU er omfanget af OPP-projekter øget betydeligt igennem 90'erne og i 00'erne. Navnlig i begyndelsen havde anvendelsen af OPP til formål at afhjælpe stramme rammer for offentlige investeringer og gældsstiftelse gennem inddragelse af privat kapital. OPP er især udbredt i Storbritannien, men hidtil ikke i særlig høj grad i fx Skandinavien, herunder Danmark. [21]

I de fleste EU lande (ekskl. Storbritannien) er der fortrinsvis tale om OPP-projekter på transportområdet. Over 80 % af værdien gælder transport og heraf igen udgør vejbyggeri broderparten. Den samlede økonomiske betydning af OPP er dog overskuelig. Investeringerne i form af OPP udgjorde i perioden 2005-2008 i EU (ekskl. Storbritannien) omkring 5 % af de samlede investeringer i transportsektoren og omkring 1 % i sundhedssektoren. OPP-investeringerne udgør mindre end 1 % af samlet BNP i EU. [22]

I Danmark viser en opgørelse fra første halvår 2010, at 9 projekter var gennemført eller under gennemførelse og yderligere 17 var til undersøgelse og overvejelser.[23]

Pr. 1. halvår 2010 var der i Danmark 9 OPP-projekter gennemført eller under gennemførelse:
  • En folkeskole i Herning Kommune
  • Nye arkiver til Rigsarkivet i København (staten)
  • En tinglysningsret i Hobro
  • Et skattecenter i Haderslev
  • En folkeskole på Langeland
  • En bygning til stadsarkivet i Aalborg
  • En motorvejsstrækning mellem Sønderborg og Kiplev
  • 4 nye retsbygninger i Herning, Holbæk, Holstebro og Kolding
Desuden var der forundersøgelser i gang til yderligere 17 kommunale og regionale OPP-projekter.[24]

Økonomiske årsager til langsom udbredelse i Danmark.
OPP har altså fået en langsom udbredelse i Danmark. Dette må vurderes ikke mindst at have sammenhæng med de hidtil anvendte deponeringsregler[25], som har begrænset den økonomiske tilskyndelse hos kommunerne til at indgå i OPP-projekter.

Reglerne indebærer, at et privat finansieret OPP-projekt i princippet betragtes som en lejeaftale med en efterfølgende aftale om drift; men at lejen erstatter en kommunal anlægsudgift, hvor kommunen selv ville have investeret. Dvs. lejen ses som en slags lån. Derfor opfattes privat finansierede OPP-projekter reelt som låntagning. Og for at staten kan styre den samlede offentlige låntagning og anlægsinvestering er der begrænsninger på, hvad kommunerne kan lånefinansiere på anlægsområdet. Kommunerne kan dog komme uden om ved at deponere et beløb svarende til anlægsprisen. Men hermed neutraliseres den likviditetsgevinst, som kommunerne ellers ville have opnået ved at leje et anlægsaktiv frem for selv at opføre det.[26] Kommunerne får altså ikke flere penge i kassen ved at private midler skydes ind i et OPP-projekt i stedet for kommunens egne, fordi kommunen skal deponere en tilsvarende sum.

Afskaffer man denne begrænsning, fx ved at give fri adgang til at "låne" privat kapital til OPP-projekter, ville kommunerne kunne igangsætte byggerier selv om de ikke har penge hertil i kassen. Dermed ville det være vanskeligt at sikre en overordnet makroøkonomisk styring af den offentlige sektors anlægsbudgetter. Eller på almindeligt dansk: Så ville kommunerne frit kunne investere løs ved at invitere private indenfor til at låne dem pengene.[27]

Den nu afgående VK-regering havde imidlertid til hensigt at sætte mere tempo på processen med udbredelser af privatisering og konkurrenceudsættelse, herunder gennem OPP. VK-regeringen fremlagde derfor ikke blot en "Strategi til fremme af offentlig-privat samarbejde". Men øgede også kravet til kommunerne om, hvor stor en andel af deres aktiviteter, som kommunerne skulle "konkurrenceudsætte". Og VK-regeringen har i Vækstfonden fremlagt forslag om indførelse af "tvangsudbud" - dvs. at kommunerne skulle forpligtes til at udbyde 5-8 nye områder hvert år.[28]

Også den nye regering synes - jf. indledningen - at nære ønske om at fremme OPP. I denne forbindelse har man netop luftet tanken om at ændre på deponeringsreglerne.

Erfaringerne med OPP.
Danske undersøgelser - foretaget af AKF (Anvendt Kommunal Forskning) baseret på hidtil foretagne studier i udlandet - viser, at "erfaringerne indtil nu har været blandede i mange lande og i de fleste sektorer".

OPP har som anført været især meget benyttet i Storbritannien. Det engelske finansministerium har i evalueringer af OPP-projekterne da også vurderet dem positivt i de fleste tilfælde. Men britiske og udenlandske forskere, som har evalueret de samme projekter, har været betydeligt mere skeptiske og hævder, at der mangler beviser for, at OPP faktisk leverer billigere og bedre løsninger.

I nordisk sammenhæng har OPP været afprøvet i bl.a. Norge, igen med blandede, ja nok mest negative erfaringer; og OPP er i Norge slet og ret blevet lagt på hylden.

I Danmark er erfaringerne med OPP sparsomme, og der er hidtil ikke foretaget systematiske, videnskabelige studier af effekterne. Dansk Industri har mere generelt omkring offentligt udbud, herunder OPP, fremført, at det kan give omkring 15 % besparelse. Men fx i DI s undersøgelse i 2010 af et antal cases på udbudsportalen fremkom den beregnede gevinst på 15-20 % gennem konsekvent "taljonglering": ved at fravælge mange cases med ingen eller små besparelser, overdrive de valgte besparelsers omfang, og ikke vægte besparelserne i forhold til investeringsomfang samt gennem anden behændig "jonglering". Resultatet holdt således ikke vand for en videnskabelig prøvelse.

Kommunerne har da også været forsigtige med at bruge OPP-modellen, og fx Herning Kommune har afprøvet modellen til skolebyggeri, men herefter vraget den. I den borgerligt styrede Gribskov Kommune har været afprøvet et højt profileret forsøg med udlicitering af et jobcenter som privat kommunalt aktieselskab. Men forsøget endte med at blive droppet som økonomisk ufordelagtigt og pga. utilfredsstillende resultater.

DEL IV: OFFENTLIG - PRIVATE PARTNERSKABER OG NEW PUBLIC MANAGEMENT.
OPP en del af NPM.[29]

OPP fremstilles ofte i officiel forvaltningspolitik og forskning som "neutral "modernisering" af offentlig styring og offentlige virkemidler. Men OPP har en række elementer til fælles med den ganske specifikke forvaltnings- og styringspolitik for det offentlige, som går under betegnelsen New Public Management (NPM). Tankegangen i NPM er, at den offentlige sektor skal tilnærmes mar­kedet og private virksomheder. Det skal ske ved at over­tage organise­rings -, re­gule­rings-, styrings- og ledelsesprincip­per fra mar­kedet og den private sektor i så vid udstrækning som muligt.

NPM anbefaler først og fremmest, at offentlig opgaveløsning flyttes over i privat regi. Og det er jo netop, hvad OPP går ud på: Offentlig opgaveløsning fra design, over bygning og drift til serviceproduktion flyttes fra offentligt regi til private virksomheder.

Den højeste form for NPM-flytning til private af offentlig opgaveløsning er den egentlig privatisering, hvor både ejerskab, finansiering, udførelse og kon­trol af opgaverne flyt­tes over i den private sektor. Lidt mindre vidtgående er udlicitering, idet det offentlige - i hvert fald formelt - beholder ejerskab og kontrollen (myndighedsopgaven med at tildele og visitere til ydelser). Men selve udførelsen af offent­lige opga­ver, hvilket jo er hovedparten, flyttes over i den private sektor.

OPP er her tydeligt beslægtet med udlicitering, idet det offentlige på sigt beholder ejerskab og i sidste ende stadig står for finansiering.

Men hvor overdragelsen af udførelsen af offentlige opgaver til private virksomheder ved almindelig udlicitering begrænser sig til nogle få år, er der - som tidligere nævnt - ved OPP tale om en betydeligt mere langsigtet overdragelse over 25 til 30 år, i hvilken periode den private virksomhed har ejerskabet og står for finansieringen.

På grund af flytningens langstrakte karakter kan OPP måske nærmest betragtes som en mellemform mellem egentlig privatisering og almindeligt udbud/udlicitering.

Kritik af NPM - og OPP. [30]
New Public Management promoveres af den neoliberalistiske påstand om at øge den økonomiske effektivitet - en påstand som imidlertid baserer sig mere på ideologi og teori end på økonomisk virkelighed. Og samtidig har NPM en række negative effekter: Når NPM vil udbrede markedsstyring i offentlig velfærdsservice, indebærer det en indskrænk­ning af den politiske styring og dermed af demokratiet. Og NPM indebærer en voldsom oppustning af bureaukratiske kontrol og dokumentationssystemer.

Også OPP træffes af denne kritik. OPP-projekter fremhæves af tilhængere som billigere og bedre, men er i den økonomiske virkelighed dyrere. Brugen af OPP med lange kontraktperiode i kommunerne vil binde de kommunale politikere og det lokale demokrati og reducere deres indflydelse; og de store transaktionsudgifter til OPP betyder ikke mindre, men mere bureaukrati.

DEL V. PERSPEKTIVERING OG DEBATOPLÆG.

Som fremgået må det anerkendes, at OPP på kort sigt kan aflaste offentlige budgetter og tilføre midler til offentligt anlæg og offentlige investeringer. Men på lang sigt bliver det dyrere og udvider ikke det offentliges ressourcerammer, men indskrænker dem tværtimod; lige som den økonomiske handlefrihed indskrænkes. Tankegangen om at mobilisere de mange milliarder i pensionsopsparing, ikke mindst i lønmodtagernes egne pensionskasser, kan virke relativt uskadelig, ja umiddelbart positiv (så får vi bedre velfærd uden øget gæld). Men at droppe fx deponeringsregler og give fri bane for OPP pga. en indrømmet aktuel offentlig finansiel klemme kan blive problematisk på sigt, fordi nuværende regeringer risikere at binde det offentlige og skatteyderne til meget store økonomiske forpligtelser en lang årrække fremover, alt efter hvorledes modellen nu udformes. OPP er altså ikke på længere sigt nogen genvej til større velfærdsinvesteringer, tværtimod. Og skal pensionskasser have adgang til at investere i offentligt regi gennem OPP-projekter, er det svært at se, at andre private investorer ikke også skal have ret hertil. OPP kan hermed åbne for yderligere privatisering inden for den offentlige sektor.

Og at der er tale om privatisering - i samme forstand som almindelig udlicitering er privatisering - er hævet over diskussion. Faktisk vil OPP i mange tilfælde være mere vidtgående end almindeligt udbud og udlicitering, fordi bindingsperioden bliver meget længere. Man foreslår forsigtigt kun at begynde med en mere begrænset form for OPP i retning af Privat Finance Initiative (PFI), hvor de private står for finansiering, byggeri og evt. drift og vedligeholdelse, men ikke for serviceydelser.

Men her vil det måske nok begynde, men hvor vil det ende? Med hvilke gangbare argumenter skal kommuner og en evt. efterfølgende borgerlig regering afvises i også at inddrage selve serviceproduktionen? Kommer vi så fra skolebyggeri og vedligeholdelse udført af private til "McDonalds-skoler", hvor private også stor for selve undervisningen?[31]

OPP er grundlæggende blot en anden form for New Public Management, der handler om at markedsgøre og privatisere den offentlige sektor. Og OPP har da også de samme negative "sideeffekter" som andre former for NPM: Det indskrænker demokratiet og øger bureaukratiet, mens det samlet ikke øger den økonomiske effektivitet.

Og hvis der åbnes op for den ene form for privatisering og NPM i form af OPP,  hvorledes så begrænse andre former, fx udlicitering og konkurrenceudsættelse i kommunerne? Det hænger ikke sammen.

Den tilsyneladende "smarte idé" om hurtigt at skaffe flere midler til velfærdsinvesteringer fra pensionskasserne kan i sidste instans åbne en ladeport for yderlige privatisering af den offentlige sektor og dermed for yderligere tilbagerulning af velfærdsstaten.

HENVISNING:
Denne artikel bygger på rapporten: Lund, Henrik Herløv: 'Offentlige private partnerskaber - Genvej til flere velfærdsinvesteringer eller en anden form for privatisering?'
Den fulde rapport på 55 sider, inkl. resume, noter og illustrationer, kan downloades på www.henrikherloevlund.dk/artikler/OPP-rapport.pdf
Rapporten er udsendt med nyhedsbrevet KRITISKE ANALYSER.
Vederlagsfrit abonnement på nyhedsbrevet kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk


[1] ) Jf. S-SF: Ny vækst gennem mobilisering af pensionssektoren. Aug. 2011.

[2] ) Jf. Regeringen: Et Danmark, der står sammen. Okt. 2011.

[3]) Kilde: Fogh-regeringen: Handlingsplan til fremme af offentlig privatnerskaber. 2004

[4]) Jf. Dansk Industri: Offentligt privat samarbejde - redegørelse 2010.

[5]) Jf. Bakke, Halvard: Offentligt privat samarbejd - dyrt og dumt. Fagforbundet, Oslo 2011. 

[6]) Jf. Dansk Industri: Offentligt privat samarbejde - redegørelse 2010.

[7]) Kilde: Erhvervs - og byggestyrelsens OPS-enhed - OPS - innovative moddeller i byggeriet. OPP-nyt nr. 2, 2009.

[8]) Jf. DI: Offentlig privat samarbejde - redegørelse 2011, s 45

[9]) Jf. AKF: OPP-nyt, nr. 2  

[10]) Jf. Ahm, Klaus, Claus Duch og Guri Weihe: OPS - erfaringer fra skoleområdet. OPP - Nyt nr. 6, s 3. 

[11]) Jf. Bakke, Halvard, s. 30.

[12]) Jf. Petersen, Ole Helby: Forord til OPP-nyt nr. 6, s. 1. 2011.

[13]) Jf. D: Redegørelse om offentlig privat samarbejde 2011, s. 29.

[14]) Jf. Løvgren, Mette: Frit spil for myter om udlicitering. FTF 28/9-11. Interview med Ole Helby Petersen.
Samt jf. Petersen, Ole Helby,  Ulf Hjelmar, Karsten Vrangbæk og Lisa La Cour: Effekter ved udlicitering af offentlige opgaver En forskningsbaseret gennemgang af danske og internationale undersøgelser fra 2000-2011. AKF.

[15]) Jf. Bakke, Halvard, s. 7.

[16]) Jf. oven anførte værk, s. 42./

[17]) Jf. O.a.v., s.46.

[18]) Jf. O.a.v., s 21.

[19]) Jf. Christensen, Katrine Birkedal og Benjamin Rothenborg Vibe:  Lokalpolitikere udliciterer deres egen magt. Ugebrev A4 10/10-2010. Interview med Morten Balle Hansen.

[20]) Jf. oven anførte værk.  Interview med Ole Helby Petersen.

[21] ) Jf. Bakke, Halvard, s. 14-15.

[22]) Kilde: Den Europæiske Investeringsbank juli 2010.

[23]) Jf. Petersen, Ole Helby og Karsten Vrangbæk: Oven anførte værk, s. 8

[24]) Jf. Petersen, Ole Helby og Karsten Vrangbæk: Oven anførte værk, s. 8

[25]) Jf. Hjelholt, Anders: Kommunernes (manglende) omfavnelse af OPP. OPP-Nyt nr. 5, s. 8, 2010.

[26]) Jf. Indenrigsministeriet: Lånebekendtgørelse for kommunerne.

[27]J Jf. DI: OPP - redegørelse 2011, s. 53.

[28]) Jf. Vækstforum: Anbefalinger

[29]) Jf. Lund, Henrik Herløv: New Public Management - rehabilitering af markedet.

[30]) Jf. Oven anførte værk.

[31] ) Jf. Danmarks Lærerforening