Venstrefløjens krise
Af Leo Panitch

Offentliggjort: 15. oktober 2011
En typisk reaktion fra venstrefløjen til den finansielle krise, der brød ud i USA i 2007-08, var ofte en slags Michael Moore-agtig populistisk en af slagsen: Hvorfor redder I bankerne? Lad dem gå under! Denne reaktion var naturligvis aldeles uansvarlig, uden tanke for hvad der ville ske med arbejdernes opsparinger, for ikke at tale om deres løn, eller endog det faktum, at det, der var på spil, var tagene over deres hoveder.

Omvendt handlede en endnu mere typisk reaktion om at hævde et statsligt ansvar: Denne krise er resultatet af en regering, der ikke har udført sin pligt: ​​regeringer skal regulere kapital, og det har den ikke gjort! Dette svar var dog fundamentalt misvisende. USA har det suverænt mest regulerede finansielle system i verden, hvis man måler på antallet af nedskrevne regler, mængden af administrativt regulerende læsestof; og mængden af ​​tid og kræfter og personale, der er beskæftiget med det finansielle system. Men dette system er organiseret ud fra et ønske om at finansiere kapitalismen, ikke kun i USA, men i hele verden. Uden dette ville globaliseringen af ​​kapitalismen i de seneste årtier ikke har været muligt.

Det har været sigende for venstrefløjens manglende ambitioner under krisen, at dens opfordringer til lønbegrænsninger på Wall Street og transaktionsskatter i den finansielle sektor har været langt mere almindelige end krav om at gøre bankerne offentlige. Det var - af alle mennesker - Willem Buiter, mainstream økonom ved London School of Economics (og tidligere medlem af Bank of Englands Monetary Policy Committee, udnævnt i november 2009 af Citibank som cheføkonom), der i sin Financial Timesblog [ http://blogs.ft.com/maverecon/2008/09/the-end-of-american-capitalism-as-we-knew-it/] den 17. september 2008, et par dage efter Lehman Brothers' kollaps, godkendte det "gamle argument, at privat ejerskab af indlånstagende pengeinstitutter ikke kan fungere, fordi disse ikke kan eksistere sikkert uden en indskudsgarantiordning og/eller låner af 'sidste-instans-faciliteter', der i sidste ende stiller skatteyderen som garant." Og han gik videre: "Argumentet om, at finansiel formidling ikke kan overdrages til den private sektor, kan nu udvides til at omfatte de nye, transaktions-orienterede, kapitalmarkeds-baserede former for finanskapitalisme ... Fra finansialisering af økonomien til socialisering af finanserne. Et lille skridt for advokaterne, et kæmpe skridt for menneskeheden."

Det lyder lidt som Marx' opråb for centralisering af kredit i hænderne på staten (jf. hans liste over ti reformer i Det Kommunistiske Manifest); og viser, at man - hvis man har nogen som helst form for ambition eller selvtillid - ikke behøver at være marxist for at have radikale ideer i en krise. De fleste marxister har ikke denne ambition og selvtillid i dag. Men man skal derimod være marxist for at forstå, at dette ikke kommer til at ske ved at hive nogle advokater ind i et rum for at underskrive nogle dokumenter. Hvad Buiter fremførte var den teknokratiske opfattelse af, hvordan reformer finder sted. Men grundlæggende forandringer kan kun ske gennem omfattende klassekamp, ​​hvilket vil medføre en massiv transformation af selve staten.

Selv med et udbredt krav om bedre regulering kan man ikke forvente, at staten blot følger politiske forslag fra teknokrater, progressive liberale og socialdemokrater - uden en mobiliseret arbejderklasse, der kan lægge pres på. Så vi burde i det mindste bruge situationen til at gøre mere end blot at tilbyde venstreorienteret teknokratisk rådgivning til den politiske maskine; vi bør forsøge at uddanne folk i, hvordan den kapitalistiske økonomi virkelig virker, hvorfor den ikke virker til fordel for dem, og hvorfor det, vi har brug for, i stedet er et offentligt ejet bank-system som del af et demokratisk system for økonomisk planlægning for hvad der skal investeres, hvor det skal investeres, og hvordan det skal investeres.

Den slags bank-nationalisering, der blev foretaget i kølvandet på Lehman Brothers sammenbrud - anført af Gordon Browns New Labour regering i England og hurtigt efterfulgt af Bushs republikanske administration i USA - involverede hovedsageligt en socialisering af bankernes tab og sikrede samtidigt, at nationaliserede banker ville operere på et kommercielt grundlag og i armslængde fra regeringens kontrol. Det eneste, der interesserede dem, var, at de nationaliserede banker skulle søge at maksimere skatteydernes afkast af deres 'investering'. Som sagt i 2010 Socialist Register-essayet om "Muligheden tabt: mystifikation, elitepolitik og finansreform i England" repræsenterede det i virkeligheden "ikke nationaliseringen af bankerne, men privatiseringen af ​​statskassen som en ny slags fondsdirektør."

Den vigtigste grund til at overdrage bankerne til den offentlige sektor og få nytte af dem ville være, at det ville fjerne det institutionelle fundament for den mest magtfulde del af de kapitalistiske klasser i denne fase af kapitalismen. Det er den vigtigste grund til at nationalisere bankerne: at bevæge sig hen imod at ændre klassekræfternes balance på en grundlæggende måde.

Fremstil socialt nyttige varer
En anden socialistisk grund til at nationalisere bankerne ville være at omdanne de måder, hvorpå finanserne bruges. Lad os tage et eksempel: Det område i Canada, jeg kommer fra, er rygraden i det sydlige Ontarios økonomi - bortset fra bankerne - bilindustrien. Med de fyringer som har fundet sted, og de fabrikker, der er blevet lukket (dette har stået på i tre årtier, men det blev alvorligt forværret under krisen), taber man ikke bare fysisk kapital men mister også færdigheder. Et offentligt bank-system ville være centralt involveret i at omdanne brugen af finanserne, så disse færdigheder kunne blive brugt til at bygge vindmøller og udvikle den slags udstyr, vi har brug for til at udnytte solenergi billigt i stedet for dyrt.

Vi kan heller ikke begynde at tænke alvorligt på at løse den økologiske krise, der falder sammen med den økonomiske krise, uden at venstrefløjen vender tilbage til en ambitiøs økonomisk planlægning. Det er utænkeligt. Det kan ikke lade sig gøre. Vi har lukket øjnene for dette i et halvt århundrede på grund af kommando-planlægningen af ​​den stalinistiske type med alle dens frygtelige konsekvenser - dens ineffektivitet og jernhårde autoritet. Men vi kan ikke længere undgå behovet for planlægning. Finansiel allokering er kernen i den økonomiske planlægning for omstilling af industrien. Når vi på venstrefløjen kræver kontrol med kapitalbevægelser, må det ikke kun handle om kapitalkontrol, der begrænser, hvor hurtigt kapitalen bevæger sig ind og ud af landet. Vi har også brug for kontrol med kapitalbevægelser, fordi vi ellers ikke kan kontrollere investeringer demokratisk. Det er ikke kun kapitalkontrol ved grænsen, der betyder noget; det betyder meget mere for socialisterne at kontrollere kapitalen med henblik på at bestemme, på en demokratisk måde, hvad der bliver investeret, hvor der bliver investeret, samt hvordan der bliver investeret.

Nu siges det ofte, at socialister i de sidste 20-30 år ikke har haft en programmatisk vision. Det tror jeg ikke er sandt. Som The Socialist Register årgang 2000 - om nødvendige og unødvendige utopier - viste, var der formentlig i de sidste to årtier af det 20. århundrede flere artikler om, hvordan en fremtidig socialistisk stat ville se ud, end nogensinde før. Men de detaljerede billeder, artiklerne malede af en socialistisk orden - uanset om det involverede en kombination af plan-, markeds- eller participatorisk økonomisk planlægning -  har været yderst overfladisk på to afgørende punkter. Det ene er de umiddelbare krav og reformer; og det andet er, hvordan fanden vi kommer derhen? Hvordan skal vi bevæge os fremad? Hvilke metoder og hvilke kræfter skal gøre det - og hvordan er disse forbundet?

Det er helt sikkert, at uanset hvad, kommer man aldrig til at mobilisere folk alene på det grundlag, at der er behov for at nationalisere bankerne mhp. økonomisk planlægning - når folk udmærket godt ved, at det ikke kan ske de næste årtier på grund af manglende politiske kræfter til at indføre det. Folk må mobiliseres på umiddelbare behov, som fx kravene om fagforeningsrettigheder, en kortere arbejdsuge, et offentligt uddannelsessystem, en velfærdsstat osv.

For omkring 15 år siden, da FMLN i El Salvador, efter bilæggelse af borgerkrigen, omdannede sig fra en guerilla hær til et politisk parti, var jeg en af ​​dem, der blev opfordret til at hjælpe dem med at etablere en partiskole. Jeg havde en samtale med Fecundo Guardado, der havde været næstkommanderende på San Salvador-vulkanen, og som senere stillede op for FMLN til landets præsident. Han sagde til mig: "Alle mener, at 'på lang sigt', er det næste valg" (dvs. fire år efter samtalen, i 1999). Han tilføjede: "Det er helt forkert - faktisk er det på kort sigt. Vi håber, at vi inden 1999 vil være stærke nok, have en stærk nok base, til at klare os udmærket i det næste valg. Mellemlang sigt er 2010, hvor vi håber, at vi vil have en bred nok repræsentation, og en dyb nok udvikling af ​​vores medlemmers kapacitet til, at vi faktisk kan have indflydelse på ​​landets retning. Det lange sigt er 2020, hvor vi vil være i stand til at blive valgt ind som regering, der rent faktisk kan gøre noget, der kan omdanne staten." Angela Zamora, der som leder af partiets uddannelsesprogram var vært for mig, sad og lyttede til dette, og sagde pludselig: "I det tilfælde forlader jeg partiet. Jeg kan ikke gå tilbage til de mennesker, som jeg har ført i kamp i 15 år og fortælle dem, at de er nødt til at vente til 2020, før reformerne viser sig. Det er umuligt. Jeg kan ikke gøre det."

Umiddelbare krav og langsigtet vision
Så man er altså nødt til at finde ud af at kombinere en klar, ambitiøs følelse af umiddelbare krav med denne langsigtede vision. Men i den nuværende krise burde venstrefløjens umiddelbare krav være centreret omkring at gøre bankerne offentlige. Argumentet for dette kunne have været indtænkt i det massive behov for almene boliger. Efter 1960ernes Great Society-program efterspurgte venstreorienterede demokrater banklån til fattige sorte samfund frem for flere almene boliger mhp. at genopbygge Amerikas byer; - med andre ord: i stedet for grundlæggende at løse problemet lukkede man sorte mennesker ind i banksystemet, som de tidligere stort set havde været udelukket fra. Det var det samme som den liberale feminismes krav om, at kvinder burde være i stand til at få kreditkort (som bankerne stort set ikke lod dem få indtil 1970'erne).

Nu skal man være forsigtig med, hvad man ønsker sig. En af konsekvenserne ved at få opfyldt disse krav var en yderligere forankring af samfundene i den neoliberale kapitalismes finansstrukturer. Clinton førte disse reformer meget længere i 1990'erne, hvor han appellerede til det demokratiske partis vælgerforeninger (Clinton blev kendt som 'den sorte præsident' for dette), fordi han ville "lade dig vinde i det kapitalistiske boligspil". Og så lukkede Bush, selvfølgelig, hver eneste skurk han kunne finde ind i lånebranchen. Selvfølgelig er der ingen grund til, at sorte mennesker eller kvinder ikke skal have de samme rettigheder som alle andre - hvorfor skulle de ikke også se frem til at deres hjem steg i markedsværdi? Men man er nødt til at forstå den dynamik og de modsætninger, der er involveret i forsøget på at gennemføre reformer, som integrerer folk endnu dybere i de kapitalistiske kredit relationer. Og resultaterne heraf udebliver ikke.

Vi burde også kræve universelle offentlige pensioner, efter som de private pensionsordninger - forhandlet hjem af fagforeningerne - nu er ved at gå i stykker både i den offentlige og den private sektor. Universelle pensioner ville bidrage til at styrke arbejderklassen, fordi det ville fjerne den form for konkurrence mellem arbejderne, som arbejdsgiverne har kalkuleret med, gennem deres private pensionsordninger. I stigende grad ser vi, at selv de største virksomheders fagforeninger, såvel som fagforeninger for offentligt ansatte, ikke kan opretholde deres medlemmers pensionsordninger.

Vi burde også kræve gratis offentlig transport - til rådighed lige som offentlige biblioteker, offentlig uddannelse og et offentligt sundhedsvæsen.  Alt dette indebærer et forsøg på at tage en afgørende del af det vi har brug for - vores basale behov -  og dekommodificere dem så vidt muligt inden for kapitalismen.

Folk reagerer positivt på sådanne krav, selv i Nordamerika. Problemet med dem er imidlertid, at der ikke er så meget spillerum tilbage for reformer i nutidens kapitalisme. For at få flere almene boliger, for at have gratis offentlig transport støder man meget hurtigt på spørgsmålet: hvor skal midlerne komme fra? Det er muligt at argumentere for - givet hvor billige offentlige obligationer er i dag - at man kan gå på obligationsmarkedet; men det betyder også, at man bliver genstand for den slags pres fra obligationsejerne, som for tiden tvinger den græske, den portugisiske og den spanske stat til at handle, som de gør, mod deres offentlige sektorer for at kunne garantere, at de ikke i sidste ende forsømmer disse obligationer. Så man kommer ret hurtigt tilbage til behovet for i det mindste at begynde en socialiseringsproces ved at overføre bankerne til den offentlige sektor.

Vi er nødt til at forsøge at se mulighederne i krisen. En rent defensiv reaktion gør det umuligt for os at udnytte de muligheder, krisen skaber. På trods af sin 'en anden verden er mulig'-retorik, har venstrefløjen været mere orienteret i retning af status quo frem for at give udviklingen en ny retning. Uanset om kampen har handlet om at forhindre vand-privatisering eller om at protestere mod G-7 og G-20 møder - og hvor aktivistisk end handlingerne har været - har det ofte været primært defensive krav, der er blevet artikuleret.

Dette er - mærkeligt nok - en af ​​grænserne for et perspektiv, der siger, at man kan ændre verden uden at tage magten, uden at engagere sig i statens terræn, uden at omdanne statens strukturer. På dagsordenen er sat de ting, som vi skal forhindre staten i at gøre; hvad der derimod ikke er sat på dagsordenen er, at ændre tilstanden på en måde der sikrer, at nye progressive reformer kan føre videre til yderligere strukturelle reformer. Vi er nødt til at være opmærksom på årsagerne til den 'anti-statisme', som er så markant på venstrefløjen i dag; mistro mod tanker om at bygge nye partier eller omdanne staten er forståelig. Men vi er nødt til at gå videre end den simple protest; ellers vil vi for evigt være fanget i blot at organisere den næste demonstration.

Og selv om den aktuelle krise overføres til de regionale og lokale niveauer, hvilket alle centraliserede stater vil forsøge at gøre, vil vi blive ramt af en grænse for, hvad der kan vindes i kampe på disse niveauer. Vi er nødt til at lære, hvordan defensive og lokaliserede kampe kan kobles sammen, og hvordan de kan omdannes, så de støtter op om en kamp om statsmagten. Ellers vil protestaktionerne endnu hurtigere løbe ud i her-og-nu-reformer, der ikke fører videre til mere grundlæggende reformer.

Dette er enormt vigtigt, fordi vi sandsynligvis står over for ødelæggelsen af fagforeningerne i ​​den offentlige sektor, med mindre der sker et skift i magtbalancen, inden for rammerne af denne krise. Kapitalismen lever under forudsætning af en lav organiseringsgrad blandt arbejderne i den private sektor, en lav dækningsgrad for de kollektive overenskomster og manglende anerkendelse af fagforeningen som forhandlingsmodpart; helt omvendt i den offentlige sektor, hvor næsten alle er fagligt organiserede. Det kan ikke fortsætte. En del af det stormløb på statens udgifter, der finder sted lige nu, handler om at ødelægge den offentlige sektors fagforeninger. D​eres modstandskraft bliver meget hårdt testet i denne krise. Så alvorligt står det til.

Mere generelt er det klart, at fagforeningerne - som de har udviklet sig gennem det 20. århundrede og ikke kun i de udviklede kapitalistiske lande men også i de fleste af landene i Syd - ikke længere er i stand til at være andet end defensive. De er ikke i stand til at vinde nyt land, og de er ikke i stand til at udvikle deres medlemmers kapaciteter. Udfordringen er i dag at bygge en fagbevægelse, der er en klasseorganisation, dvs. en bevægelse, der rækker ud over at organisere folk alene på baggrund af deres arbejdspladstilhørsforhold, men som også organiserer folk i forhold til de mange facetter af deres liv, der er berørt af krisen.

Leo Panitch er en politisk økonom og teoretiker på York University, Toronto, og er medredaktør af Socialist Register [ http://socialistregister.com/index.php/srv].

Hans seneste bog - i samarbejde med Greg Albo og Sam Gindin - er In and Out of Crisis: The Global Financial Meltdown and Left Alternatives [http://www.pmpress.org/content/article.php?story=InandOutofCrisis].

Ovenstående artikel er en revideret version af en præsentation på symposiet "Globalisering, retfærdighed og demokrati" på Delhi Universitet, 11. november, 2010. [http://www.socialistproject.ca/leftstreamed/ls81.php]

Oversat af Peter Møller.