”Frihedens imperium” – Interview med Carl Pedersen
Af Poya Pâkzad

Offentliggjort: 15. oktober 2011
Interview med ph.d. Carl Pedersen, Adjungeret Professor i amerikanske studier ved CBS og forfatter til en stribe bøger om amerikanske samfundsforhold og politik, senest Obama's America (2009). Pedersen er en af 18 eksperter og fagfolk bag den nye 911-antologi 11. September: Verdens tilstand ti år efter, redigeret af Malene Fenger-Grøndahl.

"Tanken om overherredømme strækker sig faktisk helt tilbage til begyndelsen af, hvad der er blevet kaldt det amerikanske århundrede" fortæller Carl Pedersen i et interview med Kritisk Debat. "For blot at kigge på det militære, er USA det eneste land, der opdeler verden i 6 ansvarsområder... og som har op imod 1,000 militære baser verden over."

Carl Pedersen er en af bidragsydernde til den nye tværfaglige antologi: 11. September: Verdens tilstand ti år efter. "Bogens bidrag viser hver og ét," skriver antologiens redaktør Malene Fenger-Grøndahl i Jyllandsposten, "at et overskueligt verdensbillede, hvor de gode og de onde, rigtigt og forkert, let lader sig identificere, ikke holder for en nærmere efterprøvning".  

Kritisk Debat (KD): I dit essay fortæller du, at man skal tilbage til årene umiddelbart efter murens fald for at forstå betydningen af Bush-administrationens reaktion på terrorangrebet d. 11. september 2001. Hvilke trusler lå i mellemkrigsårene til grund for den amerikanske statsræson, nu hvor Sovjetunionen var væk?

Carl Pedersen (CP): Murens fald i 1989 og Sovjetunionens opløsning i 1991 kom bag på de fleste amerikanske udenrigspolitiske iagttagere. Men umiddelbart efter Koldkrigens afslutning var der flere konservative som mente, at USA ikke burde trappe ned på sine geopolitiske ambitioner, men snarere udnytte USA's stilling som eneste tilbageværende supermagt til at befæste landets overherredømme økonomisk, politisk og militært. Disse tanker kom til udtryk i The Defense Policy Guidance (DPG) fra 1992, som skulle udforme USA's fremtidige militære strategi. Udkastet til den nye DPG, som blev lækket til pressen, anbefalede en udvidelse af amerikansk magt i verden og et ønske om at sikre, at USA's overherredømme ikke blev udfordret af andre regionale magter. Formålet med DPG var i Mellemøsten at bevare vestlig adgang til regionens olieressourcer. Der var således ikke så meget tale om reelle trusler, men snarere et ønske om at forhindre udviklingen af en multipolær verden med flere magtcentre.

KD: Er det et udtryk for kontinuitet i det udenrigspolitiske rationale? Er den tværpolitisk?

CP: Historikeren Andrew Bacevich, forfatter til en række bøger om USA's udenrigspolitik og militær, mener, at den afgørende splid i amerikansk udenrigspolitik ikke er mellem højre og venstre, men snarere mellem de, der fastholder troen på myten om det amerikanske århundrede, mod de, der mener det modsatte. Obama har udvist kontinuitet med sin forgænger fx. i brugen af ubemandede fly til at udradere Al Qaeda-ledere, og fortsættelsen af krigen i Afghanistan. På den anden side har Obama-regeringen droppet al tale om en Global Krig mod Terrorisme og erkendt, at USA har udvist arrogance og uvidenhed i forholdet til omverdenen og at USA's magt i forhold til fx Kina er på retur. Man kan, som Bacevich, mene, at sidstnævnte ændringer blot er kosmetiske, og at Obama opretholder troen på et nyt amerikansk århundrede, men man kan også se dem, som en erkendelse af, at det 21. århundrede ikke bliver et nyt amerikansk århundrede, men snarere en post-amerikansk verden i Fareed Zakarias betydning, at USA vil forblive den mest magtfulde nation i verden, men at dets magt relativt set i forhold til andre magtcentre som fx Indien, Brasilien og Kina vil blive formindsket.

KD: USA var både den eneste supermagt efter Anden Verdenskrig, men så igen efter Murens Fald. Hvornår opstod planerne om "overherredømme"?

CP: Efter Anden Verdenskrig var USA ikke blot den eneste supermagt, men den eneste atommagt. Alligevel var USA med til at oprette en multilateral verdensorden under og efter krigen, bl.a. ved at blive medlem af NATO og ved at være med til oprettelsen af FN og udviklingen af en fremtidig økonomisk verdensorden gennem Bretton Woods-aftalen allerede i 1944. Pga. sin status som eneste supermagt mente USA, at disse internationale organisationer og aftaler kunne tjene USA's globale dominans.

Så man kan sige, at når muren faldt, var det naturligt, at USA skulle stå i spidsen for hvad Præsident George H. W. Bush kaldte for "den ny verdensorden", der bl.a. indebar adgangen til Mellemøstens olieressourcer, helt på linje med Præsident Jimmy Carters doktrin fra 1980, der definerede adgang til olien i Den Persiske Golf, som USA's "vitale interesse", der skulle sikres "med alle til rådighed stående midler, inklusive militær magt."

Tanken om overherredømme strækker sig faktisk helt tilbage til begyndelsen af, hvad der er blevet kaldt det amerikanske århundrede (dvs. det 20. århundrede). Allerede i begyndelsen af det 20. århundrede var det lykkedes USA at befæste sin magt i Stillehavsområdet ved at udøve direkte kontrol over en række øer og indirekte kontrol over det asiatiske marked. I slutningen af det 20. århundrede gjaldt det så adgang til Mellemøstlige olie.

KD: Hvor langt stikker de imperialistiske rødder i amerikansk kultur og selvforståelse?

CP: De fleste amerikanere anser ikke deres land for at være et imperium eftersom det smager af noget europæisk. Ikke desto mindre er det en del af den amerikanske selvforståelse, at USA blev, hvad Thomas Jefferson betegnede som "Frihedens Imperium" ved at ekspandere tværs over det nordamerikanske kontinent for derpå i det 20. århundrede at udvikle sig til en global supermagt. Det er også en del af den amerikanske selvforståelse, at USA har en mission i verden om at sprede frihed og demokrati. Spørgsmålet er imidlertid, om denne mission skal udføres mere passivt ved at fremhæve USA som et eksempel, som andre lande kan følge, eller om USA skal tage en mere aktiv rolle i at forvandle verden efter dets forbillede.

At USA har en massiv tilstedeværelse verden over er imidlertid ganske vist. For blot at kigge på det militære, er USA det eneste land, der opdeler verden i 6 ansvarsområder tilsammen kaldet Unified Combatant Commands og som har op imod 1,000 militære baser verden over.

KD: Er amerikansk udenrigspolitik benign?

CP: USA's udenrigspolitik er langtfra benign og har altid tjent amerikanske magtinteresser. Et godt eksempel er Marshall-planen efter Anden Verdenskrig, der hjalp med at genopbygge Vesteuropas ødelagte økonomier. Den bliver ofte fremstillet som et udtryk for amerikansk gavmildhed uden hensynstagen til nationale interesser. Men det er værd at huske, at tanken bag planen var at forbedre de europæiske økonomier, så de kunne være modtagere af amerikanske varer. Marshall-planen tjente også USA's langtsigtede geopolitiske strategi ved at tvinge Sovjetunionen bag en økonomisk mur så USA uhindret kunne opnå et økonomisk hegemoni i den vestlige verden.

KD: I dit essay skriver du, at Irak-krigen var en fiasko. Var den Villige Koalition misinformerede om terrorismens kilder, eller var der andre overskyggende hensyn end terrorbekæmpelse?

CP: Som jeg skrev i min artikel i 11. september, var Bush-regeringen opsat på at kæde terrorangrebet den 11. september sammen med Saddam Husseins regime i Irak. Som et højtstående medlem af det britiske efterretningstjeneste MI6 udtrykte det i 2002, efter at have holdt møder med Bush-regeringen, "Bush ønskede at fjerne Saddam gennem militær handling, retfærdiggjort af forbindelsen mellem terrorisme og masseødelæggelsesvåben. Men efterretningerne og fakta var blevet tilpasset politikken." Invasionen af Irak skal snarere ses som et forsøg på at diversificere USA's adgang til Mellemøstlige oliekilder. Bush-regeringen havde håbet på, at de amerikanske tropper vil blive modtaget som befriere (Vicepræsident Dick Cheney sammenlignede invasionen af Irak med befrielsen af Frankrig under Anden Verdenskrig), så den voksende modstand mod besættelsen kom fuldstændig bag på amerikanerne. Dertil kom, at Al Qaeda, hvis tilstedeværelse i Irak havde været minimal, nu kunne bruge den amerikanske invasion som rekrutteringsgrundlag og kunne etablere en irakisk gren af organisationen under ledelse af Abu Musab al-Zarqawi.

KD: I dag er det Obama, der sidder på præsidentposten i Washington. Hvordan er det gået?

CP: Jeg må ærligt erkende, at Obama på mange punkter har været en skuffelse, fordi han har vist sig at være for villig til at imødekomme Republikanske ønsker om fx en fortsættelse af Bushs skattelettelser. Men det er værd at huske på, at Obama har reddet bilindustrien og dermed op imod 1 million job, trukket tropperne ud af Irak, dræbt Osama bin Laden og gennemført en sundhedsreform - noget som demokratiske præsidenter forgæves har kæmpet for siden Harry S. Truman i 1940'erne.

Dertil kommer, at det ser ud til, at Obama har fundet kampgejsten igen i forbindelse med sit forslag om at sætte folk i arbejde, The American Jobs Act. Selvom Obamas popularitet er dalende, viser en ny meningsmåling, at når detaljerne i job-planen bliver forklaret, støtter hele 63% af amerikanere forslaget. Republikanerne beskylder Obama for at føre "klassekamp", men jobforslaget forsøger blot at få folk i arbejde ved blandt andet offentlige investeringer til forbedringen af infrastrukturen osv.

KD: Nu du nævner klassekamp - hvad handler Occupy Wall Street-bevægelsen om?

CP: Et gennemgående tema i mine 3 danske bøger har været, at den sociale ulighed der plager USA, som er et resultat af politiske beslutninger foretaget siden 1980erne, har tilført USA umådelig skade. Bland andet på grund af Bushs's skattelettelser er der sket en enorm omfordeling af rigdom fra den amerikanske middelklasse til den rigeste 1% af befolkning (hvorfor Occupy Wall Street-bevægelsen beskriver sig selv som de 99%). For 30 år siden tjente den rigeste 1% af befolkningen mindre end 10% af den nationale indkomst. I dag kontrollerer det øverste 1% over 20%, det samme som var tilfældet lige før krakket i 1929.

Det Republikanske Parti nægter hårdnakket at være med til at hæve skatter på denne del af befolkningen. Samtidig forsøger adskillige Republikanske guvernører i stater som Wisconsin, Ohio, New Jersey, og Florida at knække fagforeninger og at indføre drastiske nedskæringer i fx. uddannelsessystemet.

I modsætningen til Tea Party-bevægelsen, som støtter lavere skatter og mindre statslig indblanding, ønsker Occupy Wall Street-bevægelsen at mindske Wall Streets indflydelse på både det Demokratiske og Republikanske Parti, og en fordelingspolitik der sikrer, at de mest velhavende amerikanere bidrager mere til samfundets ve og vel.