Demokratiets aftenland
Af Jan Løth

Offentliggjort: 15. oktober 2011
Så fik vi endnu en omgang af Danmarks mest populære tilskuersport - valgkamp.

Jeg fulgte tv-dækningen af valgkampen - dvs. valgkampen - nogenlunde som jeg fulgte Tour de France. Tændte for de annoncerede spændingsetaper, håbede måske flovmælt på et dramatisk styrt, der kunne skabe spænding; var nogenlunde opmærksom i længere tid på de afgørende alpestrækninger, og sad klar med kaffen fra starten af valgkampens kongeetape, det endelige opgør, som i år var partilederdebatten på DR to dage før valget. Med licenskanalens sædvanlige ubeskedenhed kaldt "Demokratiets aften".

Det blev fra starten klart, at TV-dækningen af sidste demokratiomgang ligesom Tour'ens var planlagt ned til den allermindste detalje. Rammerne og reglerne var fastlagt på forhånd for at undgå uheldige demokratiske overraskelser: Unavngivne medarbejdere på DR havde i et ikke nærmere belyst samarbejde med partilederne på forhånd udvalgt 9 spørgsmål fra seerne, angiveligt repræsentative, og derfor de vigtigste. De blev i hvert fald aftenens eneste, for der var ingen kritiske journalister, ingen uafhængige eksperter, ingen, der kunne ødelægge forberedelserne. DR pralede indledningsvis af, hvor repræsentativt udvalgt, det store studiepublikum var, men heller ikke befolkningens fremmødte repræsentanter fik mulighed for at komme til orde den aften. De var også i denne sammenhæng alene tilskuere med klapperet.

I starten syntes jeg bare, det var lidt ... pinligt. Demokratiets aften, og så er den fulde dagsorden fastlagt på forhånd af politikere og statsansattte funktionærer i en medievirksomhed, hvis bestyrelse er udpeget af samme politikere. Det, der var annonceret som kongeetapen, og skulle være løbets afgørende styrkeprøve, hvor den endelige sejr måske var i spil, lignede snarere sejrsparaden til Paris.

Men så kom de 9 autoriserede debat-spørgsmål, som direkte eller indirekte drejede sig om omfanget og fordelingen af nedskæringer og serviceforringelser: Efterløn, kommunale nedskæringer, sygehuslukninger, længere arbejdstid, spørgsmål, der for så vidt meget godt afspejlede den virkelighed, de samme politikere og deres mediekommissærer præsenterer os for i det daglige.

Da syntes jeg pludselig, det blev rigtig irriterende. For meget. Der var noget, der manglede. Hvis bare et par enkelte emner var sat på dagsordenen ud fra et eller andet absolut væsentlighedskriterium, kunne resten af showet måske forsvares. Men en partilederdebat, hvor nogle af de allermest akutte og altoverskyggende samfundsproblemer ikke så meget som nævnes? Det er ikke et folkestyre værdigt.

De fleste kan trods alt blive enige om, at et problem på en milliard alt andet lige er mange gange væsentligere, end et problem på en million, og at risikoen for et altødelæggende jordskælv er langt mere problematisk end udsigten til regn. Mere indviklet er det heller ikke. Der findes nu engang økonomiske størrelser, som er absolut væsentligere end andre, og katastrofer, hvis konsekvenser er så store, at de bør tages i betragtning, uanset hvor lille risikoen for deres indtræden end må forekomme.

De fleste vil nok også mene, at tv-licenskanalerne er gennemsnitsborgerens hovedkilde til viden om samfundet og økonomien, så når der er væsentlige problemer, som et bredt politisk flertal af en eller anden grund helst ikke vil tale om - typisk fordi de kræver modige politiske beslutninger at løse - er disse halvoffentlige mediers selvbestaltede væsentlighedskriterier på mange måder den sidste bastion.

Og når så økonomisk indiskutabelt væsentlige og samfundsmæssigt absolut risikable problemer ikke får et eneste ord med på vejen i DR's slutdebat - og i øvrigt heller ikke præger valgkampen eller den løbende nyhedslavine, selvom deres størrelse rigeligt berettiger til det - da har vi et demokratisk problem. Når det yderst væsentlige ikke omtales, eller drukner i en sump af relative ubetydeligheder.

Gælden ...
Tag nu dagsordenen om gælden - bare de store linjer, proportionerne. Når jeg lytter til mine venner, familie og kolleger, får jeg tit det indtryk, at "de offentlige finanser" er uholdbart gældstyngede. Begreber som ØMU-gæld, statsgæld, offentlig gæld, udlandsgæld og privat gæld svirrer i luften. Ingen kan rigtig forklare dem, men forgældede er vi, og jeg kan ud fra den daglige licensstrøm godt forstå forvirringen.

Samfundets gæld, eller frygten for den, bruges nemlig daglig på tv-planeten som argumentation for offentlige nedskæringer - de nedskæringer, der var valgaftenens hovedemne - muligvis fordi hovedparten af de heldige, for hvem DR til daglig vælger at holde mikrofonen, er politikere, bankdirektører, tænketankstænkere, aktieanalytikere og erhvervsledere, der får løn for at reducere finanskrisen til en slags pludselig, uforudset forringelse af samfundets helbredstilstand, forårsaget af infektioner fra forskellige kilder som offentlig gæld, indvandring og en doven, forkælet, alt for gammel befolkning, som for længe har stillet uhonorerbare krav til den offentlige service.

Og det billede får alt for ofte lov at stå uanfægtet, selvom en gældsinteresseret journalistpraktikant bare ved at skimme overskrifterne i Nationalbankens opgørelse over statens låntagning og gæld fra februar i år kunne læse, at den samlede offentlige sektors nettogæld var "omkring nul ved udgangen af 2010".

Udgangspunktet for vurderingen af de offentlige finansers langsigtede holdbarhed - den samlede offentlige nettogæld - var altså omkring nul kroner ved årsskiftet. Så det skulle være oplagt, at vores fælles gæld som skatteydere ikke er det helt akutte problem, og ikke i sig selv det, der lige nu skulle være i vejen for at investere i produktive, samfundsgavnlige projekter til glæde for fremtidens fælles økonomi.

Sværere er det ikke, det er en af fordelene ved de helt store linjer - ved det forbandet indlysende - men det kræver en fast, vedholdende journalistisk hånd at fastholde det store billede af en gældfri offentlig sektor, og det tør jeg påstå, ikke er lykkedes. Selv når man taler om noget så umiddelbart tilgængeligt og kildekritisk relativt uangribeligt som Nationalbankens faktiske opgørelser.

Og Gælden!
Heroverfor står et andet, uden sammenligning væsentligere, problem, hvis plads i den daglige debat imidlertid nærmest er omvendt proportional med dets betydning, og som slet ikke blev nævnt under partilederdebatten.

Førnævnte journalistpraktikant kunne i Nationalbankens oversigt læse, at den offentlige sektor har haft positiv friværdi siden 2007, og at det, da det i 2009 igen for alvor begyndte at gå ned ad bakke imod nul, ikke mindst var på grund af offentlig låneoptagelse til en falleret finanssektor. Men den er politisk tabu.

Den finanssektor, som objektivt er mange gange større end den offentlige sektor, og som vel indiskutabelt i bedste fald står på afgrundens rand, har en gæld så astronomisk, at den burde kunne rydde enhver debat om efterløn, arbejdstid og skattelettelser langt væk fra forsiden. I meget lang tid.

Heller ikke her er det, fordi det er så svært igen, nogenlunde objektivt at illustrere den omtrentlige størrelsesorden. En proportionsinteresseret journalistpraktikant kunne bare efter at have læst Nationalbankens overskrifter gå til en anden stor banks overskrifter, f.eks. Danske Banks regnskaber, og se på gælden. Måske bare lynhurtigt til en grov sammenligning holde hele Danmarks ØMU-gæld på knap 800 milliarder op imod Danske Banks bruttogæld på over 3.000 milliarder. Tre billioner. Denne ene banks gæld overstiger de samlede skatter og afgifter fra hele samfundet - i fire år. Den svarer til to års bruttonationalprodukt. Væsentligt eller alt for væsentligt?

Er det ikke ubetinget væsentligt at spørge sig selv, hvad samfundet kunne have fået for de over 50 milliarder, Danske Bank har nedskrevet på udlån bare de seneste tre år - eller de 25 milliarder alene i gebyrer, banken i samme periode herudover har malket ud af den produktive økonomi. Eller de 75 milliarder, skatteyderne kunne have indkasseret, hvis et politisk flertal havde forlangt aktier til gengæld for kapitalindskuddet på 25 milliarder, og solgt dem året efter, da statens velvilje havde firdoblet aktiekursen fordi kreditorerne nu var overbevist om, at skatteyderne nu for al fremtid ville stå bag kolossen på lerfødder, uanset hvor uansvarlige, tabsgivende investeringer eller spekulationer, den ellers måtte kaste sig ud i.

Danske Bank er på størrelse med den amerikanske investeringsbank, Lehman Brothers, hvis betalingsstandsning for tre år siden var startskuddet til den verdensomspændende krise, og det er ganske vist snart 90 år siden banken, dengang Landmandsbanken, efter - som nu - fejlslagne spekulationer og en hovedløs ekspansion trak hele samfundet ned. Men den, der ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den.

Men ikke et ord om det fra partilederne, og ikke et spørgsmål. Og kan det galaktisk problematiske i de størrelsesforhold overhovedet diskuteres? Åbenbart, efter de daglige nyheder og valgkampen at dømme - eller rettere det kan det åbenbart ikke.

Den kollektive larmende tavshed var så meget mere påfaldende, som et aktstykke med næste redningspakke for mastodonterne, bankpakke 4, blev lagt for finansudvalget tre dage efter, at valget blev udskrevet, og vedtaget en uge inden valget. Der var end ikke tid til at behandle et lovforslag. Kun et parti - uden den daglige medieadgang - Enhedslisten, stemte imod, og kun det har under behandlingen overhovedet så meget som spurgt til den teoretisk mulige størrelse af den økonomiske risiko, der med bankpakken bliver pålagt de næste generationer, som garanter for de fallerede giganter.

Det var der ingen, der havde lyst til at debattere, måske fordi bankpakke 4 i al sin enkelhed går ud på, at gøre de risikabelt store endnu større, og at lægge skatteydernes samlede vægt bag de herefter ufattelig store, og derfor ubegribelig risikable mastodonter. Den havde nok været svær at sælge til vælgerne lige nu - at binde sig endnu stærkere til disse casinovirksomheder, som er mange gange større end staten, og som alene holdes på vaklende ben af statsgarantier, hvis sande pris vi først kender, når det er for sent. Vi kunne godt gå hen at blive ubekvemt vanskelige at få til at sluge den uhyrlige påstand, som DR gladelig kolporterer, om, at bankerne skam selv finansierer pakken, særlig hvis en kritisk journalist skulle finde på at spørge til f.eks. Indskydergarantifondens slunkne kasse. Mange ville nok have svært ved at tro på, at casinoet skam selv betaler, hvis det ikke kan betale. I hvert fald vi, der ved, at baron Münchhausen ikke i virkeligheden kunne løfte sig selv op af mudderet ved støvlestropperne.

Det eneste, der burde kunne diskuteres, er, hvorvidt emnet skulle have været et af de vigtigste i debatten - eller det vigtigste overhovedet.

Det snigende forfald
Så meget, bare på grund af en valgudsendelse. Demokratiets aften, måske i mere end en forstand. Efter den sidste pligtskyldige klapsalve stod den demokratiske sol i hvert fald lavt på min horisont.

Den aften gik det for alvor op for mig, at den uafhængige licensfinansierede nyhedsformidling egentlig for længe siden havde mistet sin uskyld, selvom det måske først nu for alvor er blevet et - væsentligt - problem.

Der har været mange små påmindelser, som da Carsten Jensen allernådigst havde fået lov til at lave et 5 minutters indslag om DR's ukritiske dækning af Irak-invasionen. Efterfølgende blev han af mediekommissærerne pålagt at stille op til den automatiske modsigelse, som uvægerligt ville tage lidt af brodden af selv en yderst rimelig kritik. Jensen nægtede at stille op, hvorefter DR's nyhedsredaktør, Ulrik Haagerup, selv trådte frem til forsvar for kanalen med en DR-ansat til at spille rollen som Jensen, og missionen lykkedes. Haagerup tromlede igennem over for sin medarbejder, at der ikke var noget at komme efter på deres fælles arbejdsplads. Da burde femøren måske endelig være faldet, men lige meget, faldet er den.

Måske er det presset fra en skræmmende effektiv politisk-økonomisk spinmaskine, der arbejder i døgndrift på at sætte dagsordener, og for hvem samfundsmæssig væsentlighed er underordnet det, der er blevet for stort. Og det er vel også næsten umenneskeligt at stille krav om det journalistiske mod, der skal til for at fastholde fokus og proportioner i en debat, hvori ens indirekte arbejdsgivere og magtfulde organisationer ikke ønsker at deltage. Det fungerede måske nogenlunde i en langsommere tid, men i en verden, hvor kompleksiteten er eksponentielt voksende, er det under alle omstændigheder simpelthen ikke godt nok længere.

Kæden er hoppet af. Men løsningen?

Drømmen.
Umiddelbart forekommer det oplagt, at den politisk-økonomiske oplysning i en kompliceret, konfliktfyldt verden ikke bør være styret af de samme politikere, som skal være genstand for såkaldt uafhængig oplysning. Hverken direkte eller indirekte. Det var måske nogenlunde acceptabelt i en tid, hvor den brede befolkning i højere grad følte sig repræsenteret af de erhvervspolitikere, som den ikke har andet valg end at vælge iblandt, men her fornemmer jeg også, at kæden er hoppet af.

Hvis de mediebestyrere, som den lovgivende og udøvende magt i dag udpeger, har reel indflydelse på nyhedsformidlingen, kan den fjerde statsmagt gøres illusorisk, og har de ikke, kan de vel lige så godt erstattes af et mere direkte demokratisk element. De bør måske endda under alle omstændigheder underlægges en mere direkte demokratisk kontrol af betalerne. Os alle. Alene DR bruger så vidt jeg husker immervæk 3,5 milliard om året.

Min personlige drøm er en reelt uafhængig økonomisk-politisk tv-kanal med direkte valgt ledelse. En kanal, hvor samfundsøkonomisk væsentlige emner har forrang. Det kunne blive verdens første. Og når nu stort set hele befolkningens mening efterhånden kan indhentes på sekunder, kunne man erstatte meningsløse elektroniske musikafstemninger med vejledende holdningsundersøgelser, som politikerne så kunne få mulighed for at forholde sig til, hvorefter nye målinger kunne vise, om deres argumenter havde båret frugt. Med efterfølgende mulighed for nye argumenter, målinger osv.

Hvad kunne være mere demokratisk end en løbende, kontinuerligt luftfornyende valgkamp på en uafhængig tv-kanal om de mest grundlæggende samfundsspørgsmål? Ligeså mediedækket, som de hektiske 14 dage op til valgene hvert 4. år. Og som bigevinst mindskes vores uenigheder oven i købet også overraskende ofte i takt med, at kendskabet til virkeligheden og opmærksomheden på de afgørende proportioner øges. Reelle løsninger bliver mulige. Spinnet taber magt, og folkestyret får en tiltrængt ny grobund.

Og for ... lade os sige bare en milliard om året, kunne vi da få rigtig meget af den slags. Måske gider vi alligevel ikke se på det, men vi har fortjent en chance. Bare for en milliard. Det kunne gå hen og give demokratisk morgenluft, og gør det ikke, synes jeg først for alvor, vi har fortjent det, vi får.