Historien om vippen, overliggeren og hegnspælen
Af Jan Hoby & Lisbeth Schmidt

Offentliggjort: 15. oktober 2011
Indledning:

Diskussioner om styrkeforhold, strategi og taktik er ikke dét, som optager landets fagforeningsbestyrelser eller Forbunds hovedbestyrelser i dag. Når debatten går højest, så handler det mest om fra hånden til munden diskussioner, brandslukning og skadesminimering. Der findes ingen 2020 planer i fagbevægelsen, som forsøger at rejse en visions- og strategidebat, der ruller den nyliberalistiske revolution tilbage og opstiller alternativer, der tager afsæt i arbejderbevægelsens historiske opgave: et samfund hvor alle yder efter evne og nyder efter behov.

Hvis de, der skal vise vejen, svigter, så må andre tage over og forsøge efter bedste evne at rejse de nødvendige diskussioner. Derfor besluttede LFS (Landsforeningen For Socialpædagoger) i foråret 2011 at udarbejde konkrete bud på de nødvendige forandringer af den offentlige sektor. Bud som handler om et tilbundsgående opgør med New Public Management. Det færdige dokument på 55 sider "Visioner fra maskinrummet: - For en bedre, billigere, mere effektiv og demokratisk Kommune" så dagens lys i september 2011 og kan hentes HER i PDF-format.

Men hvorfor udarbejder en fagforening konkrete brugbare alternativer for styring af den kommune, hvor hovedparten af medlemmerne er ansat? Det gør vi først og fremmest fordi vi er optaget af at ændre på styrkeforholdene i samfundet til fordel for den arbejdende befolkning.

Hvis man vil ændre på styrkeforholdet, så er man tvunget til at diskutere strategi og taktik. Diskuterer man strategi og taktik, så bliver man nødt til at forholde sig til politisk- og ideologisk bevidsthed og opstille konkrete realpolitiske alternativer, der bryder med markedslogikker. I vores terminologi billedliggør vi dette styrkeforhold som "vippen, overliggeren og hegnspælen". Vippen repræsenterer styrkeforholdet mellem arbejderklassen og kapitalen - og mellem fagforeningerne og arbejdsgiverne. Overliggeren repræsenterer den politiske og ideologiske bevidsthed i arbejderklassen og blandt fagforeningernes medlemmer. Hegnspælen repræsenterer de konkrete delsejre, forandringer og forvandlinger, som arbejderklassen og fagbevægelsen opnår. Der er ikke tale om at vippen, overliggeren og hegnspælene er adskilte størrelser, de er forbundne kar. Alle tre forhold er afgørende elementer i politisering af den politiske økonomi og genskabelsen af fagbevægelsen nationalt og internationalt som demokratiske kamporganisationer.

Med debatoplægget "Visioner fra maskinrummet" forsøger vi kort sagt at levere konkrete forslag til politikerne i al almindelighed, men i særdeleshed centrum-venstre politikerne, som vil kunne ændre styrkeforholdet og dermed placere markedslogikken hjælpeløs øverst på vippen. Men vi ønsker samtidig at styrke vores medlemmers grundlæggende viden og indsigt om de komplekse konsekvenser af markedsstyring og anvise alternativer til New Public Management (NPM).

Sluttelig skal debatoplægget sikre at ledelses- og styringslogikker i den offentlige sektor bliver fortrængt til fordel for velfærdsledelse, velfærdsøkonomi og velfærdsstyring med fokus på den demokratiske opgaveløsning. Dette kan kun ske ved at sætte en stopper for produktion og reproduktion af markedslogikker i den forvaltningsmæssige kontekst og i det professionelle arbejde. Vi vil med andre ord flytte hegnspæle.

Der er et alternativ til TINA
"There Is No Alternative" (TINA), er et slogan, som er blevet udødeliggjort af den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher. Sloganet blev brugt til at afvise alle alternativer til den rå og uhæmmede markedsøkonomi og markedsgørelsen af den offentlige sektor. Snart 30 år efter at Margaret Thatcher udtalte de berømte ord, er det som om historien giver hende ret. Der er nemlig ikke kommet mindre marked, tværtimod! Markedsgørelsen holder døgnåbent og velfærdsstaten er forvandlet til en konkurrencestat. Borgere og brugere er blevet forvandlet til kunder. Børn og barndommen er reduceret til et regneark, der skal måles, vejes og testes i døgnets 24 timer og i stedet for at yde markedsgørelsen modstand og opstille alternativer, har fagbevægelsen og partierne konkurreret om at forfine og reproducere markedslogikkerne i Folketing, kommuner og ved Trepartsforhandlingerne. Strategien har været, at hvis man satte sig ved forhandlingsbordet, så kunne man hive tænderne ud på tigeren. Den økonomiske krise i 2008 har efterfølgende vist, at casino-kapitalisterne har tænkt sig at fortsætte som hidtil: privatisere profitten og lade fællesskabet betale tabene.

Når det kommer til markedsgørelse af velfærdsstaten, så må vi konstatere, at nyliberalisme og New Public Management ikke har tabt pusten, men har fået fornyet styrke i kraft af den økonomiske krise. Således er al snak om afbureaukratisering i den offentlige sektor blevet brugt til at introducere 2. og 3. generation af New Public Managements styrings- og ledelseslogikker og dermed fjerne de sidste bærende elementer i velfærdsstatens fundament. Alle syntes at have tabt sigte af, hvad formålet med velfærdsstaten er. Politikere, spindoktorer og journalister er alle i færd med at erklære velfærdsstaten død, og dens historiske berettigelse for slut. De vil have os alle sammen til at tro, at vi er "vores egen lykkes smed", og at hvis vi vælger fællesskabet fra og vælger private løsninger til, så kan vi slippe for den grumme stats altfortærende indgriben i det enkelte menneskes liv.

Gør forsvaret for den offentlige velfærd til en vindersag
Det er på tide, at nogen siger: "NU er nok, NOK" og begynder at formulere og invitere til debat om alternativer til "There Is No Alternative" logikken. Hvis fagbevægelsen ikke påtager sig udfordringen med at politisere og kanalisere folks utilfredshed med den aktuelle udvikling ind i faglige og politiske klassebaserede kampe for arbejdsforhold, levevilkår og en demokratisk velfærdsstat med universelle skattefinansierede rettigheder, så vil både velfærdsstaten og fagbevægelsen udspille sin rolle og risikere at blive en parentes i historien.

Visionerne og forslagene, som bliver præsenteret i LFS "Visioner fra maskinrummet: En bedre, billigere, mere effektiv og demokratisk kommune", inviterer til debat og inspiration for fagbevægelsens medlemmer samt Folketings- og kommunalpolitikere, som fortsat ønsker en stærk offentlig sektor. LFS har tænkt sig at gøre forsvaret for offentlig velfærd til en vindersag!

Da selve visionsoplægget er på 55 sider, kan det af gode grunde ikke gengives i sin fulde længde i artikelform. Vi har derfor valgt at fokusere på spørgsmålet om velfærdsledelse ud fra en betragtning af, at der foregår et kapløb mod tiden om at erobre, definere og monopolisere velfærdsledelsesbegrebet af de samme aktører, som har forpestet den offentlige sektor med forskellige generationer af New Public Management.

Én gang til for Prins Knud - kritik af New Public management
Der er skrevet mangt og meget om NPM i artikler på Kritisk Debat og andre steder, men i følgende analyse forsøger vi en jordnær kritik, der retter sig specifikt mod Københavns Kommune. Ud fra devisen om, at København sætter standarden for resten af landets kommuner på en lang række områder, alene fordi det er landets Hovedstad, og er den bedste målstok for, om der på sigt kan blive tale om et paradigmeskifte. Spørgsmålet er om centrum venstrepartierne med særligt fokus på Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten vil gennemsætte deres værdi- og visionspolitiske principper i en kommunalpolitisk kontekst til gavn for de mennesker, der arbejder i den offentlige sektors maskinrum.

Politikere i både Regeringen og Kommunerne har siden 1980'erne ladet sig inspirere af et globalt økonomisk- og liberalistisk markedsgjort idésæt, der kaldes New Public Management. I NPM er økonomisk effektivitet, målbarhed og konkurrence vigtige styringsparametre, og styringslogikken er, at marked og konkurrence skaber effektivitet. Den ideologiske offensiv har været så omfattende og vellykket at mange af NPM's markedsliberale principper er blevet alment anerkendt af hele det politiske spektrum, fra højre til venstre. Et eksempel er, at det er lykkedes NPM at sætte en kile ned mellem politik og administration, og mellem bestiller og udfører. Det er naturligvis det rene vrøvl. Administration er netop et redskab til at gennemføre politikken, og derfor bør politik og administration være stærkt integreret. Kilen mellem bestiller og udfører, er også meningsløs. Det giver kun mening såfremt man skal tilrettelægge en privatisering af udførelsen.

Da NPM-reformerne er fattige på sociale værdier, er de personale- og arbejdsmiljømæssige konsekvenser af NPM ofte katastrofale. Velfærdsstaten, kommunerne og de offentligt ansatte bliver kontrolleret og målt på service og effektivitet, og offentligt ansatte og velfærdsopgaver er i konstant risiko for udlicitering og privatisering.

Regeringen har benyttet økonomiaftaler med Kommuner og Regioner til implementering af gennemgribende og detaljerede styringsreformer. Trepartsdrøftelserne mellem Regering, Kommuner/Regioner og Fagbevægelsen er blevet brugt til at forhandle sig frem til nye former for konkurrence og markedsregulering i den offentlige sektor.

Nul-vækst økonomiaftalens konsekvens er en kraftig indskrænkning af kommunernes økonomiske råderum og det kommunale selvstyre. Kommunerne er blevet administratorer af Regeringens økonomiske politik.

Resultatet af denne udvikling har været forskellige kombinationer af NPM inspirerede abstrakte styringsmetoder, styringsværktøjer, øget bureaukrati og kontrol, øget kommunal gældsætning, forringelse af serviceniveauet, stigende sygefravær og nedslidning af de offentligt ansatte samt voksende borger og medarbejderprotester.

Regeringen har uden tvivl hovedansvaret for, at den offentlige velfærd er ved at blive smadret, men det er desværre også en strategi som kan genkendes "de facto" i den politiske ledelse i Københavns Borgerrepræsentation.

Københavns kommune lider fortsat under et reelt demokratisk underskud og videnstab. Mange analyser rekvireres fortsat hos højt betalte eksterne konsulenter selvom Københavns Kommune gennem de seneste år har besluttet at nedtone brug af eksterne konsulenter fordi det er dyrt og hindrer kompetenceudvikling og intern forankring.

Alle fagforvaltninger i Københavns Kommune anvender styringslogikker og styringsredskaber, der bygger på NPM med samme resultat:

  • Øget politisk og administrativ top og detailstyring.
  • De ansattes professionelle råderum og indflydelse indskrænkes.
  • Arbejdet er blevet bureaukratiseret, medarbejderne belastes mere og mere af administration, dokumentation og kontrol.
  • Tiden går fra "kerneopgaven" (f.eks. de børne-, unge-, bruger- og borgerrettede ydelser).
  • Arbejdsmiljøet brutaliseres, sygefraværet er i top og arbejdsmiljøet i bund
  • Strukturelle rekrutterings og "sorterings"mekanismers indflydelse på ansættelse i ledige stillinger.
LFS opfordrer centrum venstrepartierne i København til at vende kajakken og føre solidarisk og velfærdsorienteret politik til gavn for byens ansatte, børn, unge, brugere, ældre og øvrige borgere samt satse på en velfærdspolitik funderet på velfærdsøkonomi.

LFS strategi er at flytte Københavns Kommunes fokus væk fra politisk-teknokratisk rationalisme og markedsstyring og i stedet sætte "de facto" politisk fokus på velfærdsledelse med social kapital i Københavns Kommune. Det skal resultere i et reelt opgør med NPM managementtænkningen og resultere i en gennemførelse af en reel afbureaukratisering. Tilliden og dialogen med de offentlige ansatte skal revitaliseres.

Der skal frigøres ressourcer til mangfoldigheds- og velfærdsledelse med social kapital og til udøvelse af kerneopgaven. Der skal med andre ord ske en udvidelse af det faglige og decentrale råderum og råderet til alle udførende led på alle niveauer i Københavns Kommune.

Velfærdsledelse er ikke "one size fits all" ledelse, men derimod kontekstbestemt ledelse.

Det kræver kritisk refleksion at udøve en god velfærdsledelse. Der skal skabes tillid til udøvelse af velfærdsledelse af kerneopgaven i det faglige og professionelle decentrale råderum. Forudsætningen for at det lykkes er dynamiske personalepolitiske processer, hvor samarbejdet mellem velfærdsledere og medarbejdere bygger på SU og MED-aftaler, arbejdsmiljøaftaler og demokratiske bottom-up processer.

Det forudsætter, at en dynamisk tillidsfuld proces med dialog og samarbejde mellem politikere, forvaltninger, decentrale velfærdsledere, TR og arbejdsmiljørepræsentanter, sikres optimale vilkår. Københavns Kommunes og arbejdspladsernes sociale kapital skal prioriteres og forankres i tillid, dialog, kommunikation, organisation og velfærdsledelse på alle niveauer og fagforvaltninger i Københavns Kommune.

Den dynamiske velfærdsledelsesopgave skal tilbage til den faglige viden og indsigt i den professionelle kerneopgave og væk fra markedsgørelsens styringslogikker.

LFS vil holde overborgmester Frank Jensen fast på hans udtalelser i Magasinet KONZENS nr.3 2010, hvori Overborgmesteren understreger ønsket om at nedtone rockwoollaget mellem frontpersonalet og rådhusets ledelse. Overborgmesteren taler om et opgør med ledelsesværktøjer fra New Public Management og vil i stedet sætte faglighed, anerkendelse og respekt i centrum. Disse kommunale værdier, siger han, skal gå igen i ledelsen af de medarbejdere, der er i frontlinjen. Overborgmesteren taler endvidere om, at der skal laves politik i respekt for faglighed og ikke kun i forhold til en budget- og økonomisk tænkning. Frank Jensen tilslutter sig opgøret med managementbølgen i den offentlige sektor og mener dermed at medarbejderne på de kommunale arbejdspladser skal have større mulighed for at afprøve deres egne ideer om, hvordan tingene kan gøres smartere.

Set fra en LFS vinkel er det gode toner, men der er ingen tvivl om, at det bliver en tung og omfattende opgave for partierne. Det er dog af afgørende betydning, at den løses.

Kort sagt: Skrot New Public Management og brug pengene på velfærd og velfærdsledelse. Lad os få en reel afbureaukratisering og et reelt opgør med en ledelses- og styringslogik, der styrer helt ned i detaljen. Lad os få et opgør med kontroltyranniet, og giv os humanisme, myndiggørelse og tillidsdagsordenen tilbage.

Det er vores grundsyn, at et universelt ledelseskoncept er en fiktion. Vi mener, at Mangfoldigheds- og velfærdsledelsesprincipper rummer kompleksiteten i ledelsesopgaven og respekten for dynamisk personalepolitik, arbejdspladsernes sociale kapital, brugerindflydelse og det decentrale råderum.

LFS foreslår at Københavns Kommune, inspireret af et nyt syn på de ressourcer, der ligger gemt i gode relationer, lader velfærdsledelse med social kapital være fundamentet i den kommunale budgetlægning.

Mistillid til egne ansatte skaber dårlig trivsel, modstand og demotivering, hvorimod tillid, involvering og demokrati skaber kreativitet og ansvarsfølelse. Ved at satse på tillid, retfærdighed og samarbejde om kerneopgaven kan Københavns Kommunes offentlige arbejdspladser på én gang styrke medarbejdernes trivsel og højne kvalitet, produktivitet og innovation.

Som velfærdsleder er det derfor relevant at stille skarpt på hvordan produktivitet, kvalitet, trivsel og innovation komplementerer hinanden.

Velfærdsledelse 1:1 -  kopiering tilladt
Nedenstående er LFS konkrete forslag om iværksættelse af et pilotprojekt om velfærdsledelse i Københavns Kommune. Et forslag der med held vil kunne gennemsættes den dag i morgen, såfremt der er politisk og forvaltningsmæssig vilje til at sætte et stop for brutaliseringen og umyndiggørelsen af de offentlige ansatte.

Det politiske system og medierne gør det vanskeligt at udøve velfærdsledelse og derigennem opbygge den sociale kapital, idet man ofte bliver fanget af enkeltsager, kortsigtede hovsaløsninger, uigennemtænkte besparelser og stadige ændringer i lovgivning og struktur. Dertil kommer en udvikling med stadigt mere krævende brugere og borgere. At skabe fokus på kerneydelsen baseret på gensidig respekt og tillid kræver tid, fleksibilitet og stabilitet. Det kræver ikke et system med fortsatte uigennemtænkte forandringer og et enormt fokus på kontrol. Den væsentligste hindring for opbygningen af social kapital i den offentlige sektor er adresseret til politikerne på Christiansborg, men også til politikerne i København.

LFS mener, at grundlaget for en ny styringsmodel i København skal bygge på principperne for velfærdsledelse:

Sammenhæng & helhed
Frem for at være splittet i isolerede, små miljøer med hver sine mål, må Københavns Kommunes serviceydelser skabe sammenhæng og samarbejde på tværs af forskellige områder, fagforvaltninger og fagligheder for at nå det fælles mål: Et godt og meningsfuldt liv og arbejdsmiljø.

Kvalitet & kompetence
Professionel viden og indsigt, faglige vurderinger og gensidig faglig sparring og læring skal tillægges afgørende betydning, frem for at værdisætte markedslogikker med konkurrence som et mål i sig selv. Der skal med andre ord revitaliseres et stærkt fokus på demokratisk opgaveløsning.

Ansatte & brugere
Der skal være et styringssystem baseret på "social kapital" bestående af tillid, retfærdighed, samarbejde, respekt og anerkendelse til de ansatte og som giver de ansatte faglig autonomi og udviklingsmuligheder, så de stimuleres til en fortsat demokratisk udvikling og fornyelse af Københavns Kommune.

Brugerne af de kommunale tjenester skal have mulighed for at bidrage til udviklingsarbejdet.

Innovation i den offentlige sektor
Innovation i Københavns Kommune drejer sig om at skabe grundlaget for et demokratisk styringssystem, hvor kommunen kendetegnes på høj kvalitet. Kommunen skal være drivende i at indføre nye, bedre og bæredygtige teknologier og bedre måder at løse velfærdsopgaverne på. Det vil skabe en mere effektiv kommune til gavn for de ansatte, brugere og borgere.

Derfor Velfærdsledelse
Bedre:
Velfærdsledelse med høj social kapital medfører mindst tre ting, som har den største betydning. For det første ved vi, at virksomheder med høj social kapital har høj trivsel og arbejdsglæde blandt de ansatte. Dette betyder bl.a., at fraværet og personaleomsætningen er lav. Det betyder også, at det er lettere at rekruttere den rette arbejdskraft. Udover at være en positiv personalepolitisk gevinst, så giver velfærdsledelse med social kapital også en økonomisk gevinst på bundlinjen.

God velfærdsledelse skaber social kapital
Social kapital styrker kerneydelsen
Social kapital fastholder medarbejdere
Social kapital kan ses på den økonomiske bundlinje
Social kapital får effektiviteten til at stige
Social kapital øger videndeling og innovation
Social kapital fjerner meningsløs, skævvredet, bebrejdende og overdreven kontrol samt gabestokken, og erstattes af meningsfuld, fokuseret, fair, passende og lærende kontrol

Billigere:
I stedet for at tænke på ledere som "ofre" i et krydspres skal vi se ledere som agerende i et kraftfelt. Velfærdsledelse med social kapital er et særligt handlerum mellem politik, organisation, faglighed og borger.

Høj social kapital koster ikke noget - bortset fra en målrettet indsats samt en god del tålmodighed og høj ledelseskvalitet.

Et godt arbejdsliv er en væsentlig forudsætning for oplevelsen af selvværd, velfærd og god livskvalitet og forebygger arbejdsrelateret sygdom.

En forbyggende arbejdsmiljøindsats forbedrer trivsel og nedbringer sygefravær.

Mere effektiv:
Tillidsparadigmet erstatter rettigheds- og markedsparadigmet som styringsmodel.
Effekten er en reel afbureaukratisering.
Velfærdsledernes og medarbejdernes faglige viden og indsigt bruges som
ressource i udviklingen af den attraktive arbejdsplads og den kommunale udvikling.
Velfærdsledelse er innovation, dialog, tværgående samarbejde, tillid og frisættelse.
Ledere og medarbejderes ansvarlighed, engagement og initiativ værdsættes, og mangfoldighed betragtes som et aktiv.

Demokratisk:
Velfærdsledelse med social kapital kan sætte skub i virkeliggørelse af SU, MED og arbejdsmiljøorganiserings visioner og formål.

Tillid er en tilstand, hvor man accepterer egen sårbarhed på baggrund af positive forventninger til en anden persons hensigter og opførsel

Tillid, retfærdighed og samarbejde er værdier i Københavns Kommunes vision og værdigrundlag.

Social kapital og velfærdsledelse hænger sammen og er hinandens forudsætning.
Velfærdsledelse baserer sig netop på nogle meget centrale balancepunkter mellem kontrol og tillid, mellem administration og ledelse, mellem forbrugerskab og borgerskab, og mellem ensartethed og mangfoldighed.

Hvorfor en bedre, billigere, mere effektiv og demokratisk offentlig sektor?
Det kan virke besynderligt at se en fagforening, som ønsker et opgør med markedslogikkerne pludselig benytter ord fra markedsfundamentalisternes New Speak-manual.

Hvorfor stille krav om en billigere og mere effektiv offentlig sektor, når nu vi alle ved at både billigere og mere effektiv i dagens nysprog skal oversættes med nedskæringer og atter nedskæringer? Hvorfor billigere og mere effektiv når det er nyliberalisternes salgsnummer? Først og fremmest fordi der ikke findes empiriske beviser for at New Public Management-reformer har resulteret i produktivitetsforøgelse eller maksimering af velfærd.

Det er en myte at markedsgørelsen af den offentlige sektor har gjort den billigere og mere effektiv. Og hvem går i øvrigt ind for at noget skal være dyrere og ineffektivt?

Vi vil gøre deres falske salgsnummer til en del af vores reelle løsning. Vi går dybest set ind for, at en meget stor del af de udfordringer, opgaver og problemer, som det offentlige skal tage sig af i dag, i virkeligheden skal løses ved kildens udspring. Vi ved, at ordentlige arbejdsforhold, gode arbejdsmiljøforhold, større social og kulturel lighed, ordentlige transportforhold, boligforhold og bedre udfoldelsesmuligheder i hverdagen udvikler færre sundhedsmæssige og sociale problemer.

De penge, der ikke skal bruges på at kompensere for de uligheder og skævheder som markedsgørelsen skaber, kan overføres til velfærdsmæssige forbedringer for alle, samtidig med at vi kan begynde at udvikle et deltagende demokrati, som styrker den offentlige sektor.

"Nøglen til fremtiden" - arbejderklassens potentielle magt
Skal velfærdsstaten forsvares og videreudvikles, må samfundsmæssige drivkræfter og magtforhold sættes i fokus - derfor historien om vippen, overliggeren og hegnspælen. Demokratisk styring og kontrol udgør de vigtigste redskaber mod markedsmagt, spekulationsøkonomi og brutalisering af samfunds- og arbejdsliv. Demokrati og velfærd er op gennem historien blevet tilkæmpet på trods af stærke modkræfter. Fra at være i defensiven, med en velfærdsstat, som langsomt skifter karakter til en konkurrencestat - og med voksende grupper af mennesker som marginaliseres og mistænkeliggøres - kan demokratiske kræfter ændre kursen. Midt i en global finanskrise, som ingen ved hvor ender, er det afgørende, at de sociale kræfter og ikke mindst fagbevægelsens millioner af medlemmer kommer i offensiven.

Den svenske socialdemokrat Ingmar Lindberg minder os om, at der findes alternativer:

"Den nuværende fase i kapitalismens udvikling giver samtidig venstrekræfterne nye muligheder. Også arbejderne har handlingsalternativer. Mange analyser af globaliseringen ser bort fra arbejderklassens potentielle magt, som kan vokse igennem nye faglige samarbejdsformer på tværs af nationale grænser, og som samtidig kan nedbryde hierarkier og styring ovenfra i egne fagorganisationer. (...) Den globaliserede kapitalismes nuværende fase præges af en magtforskydning og et dominerende nyliberalt tankesæt. Det er ikke nødvendigt at møde noget af dette med passiv underkastelse. Tvært imod, så er det at blive oprørt over uretfærdighed netop den mobiliserende
kraft som behøves for at vende udviklingen i modsat retning". (Lindberg 2007,s.11 og 81).

Har den moderne kapitalisme nået vejs ende?
Hvis alle ledende lag i den kongelige danske fagbevægelse og i Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten var ligeså klarsynede som Ingmar Lindberg, så var vi kommet langt i kampen for velfærdsstaten. Desværre bliver arbejderklassen ikke kun ignoreret af politikerne og mobbet af medierne, men også negligeret af deres "egne" repræsentanter i parti og bevægelse. Arbejderklassen holder dog ikke op med at eksistere blot fordi den politiske elite, fagtoppen og medierne forsøger at gøre den til middelklassen.

Udviklingen i Grækenland, Spanien, Portugal og England viser med al tydelighed, at arbejderklassen ikke har tænkt sig at betale for kapitalens krise. Spørgsmålet er blot om den organiserede fagbevægelse i Europa vil forbinde sig med og være omdrejningspunkt for arbejderklassens kamp. Immanuel Wallerstein fra Yale Universitetet mener, at den globale nedsmeltning i den finansielle sektor er langt dybere end blot en økonomiske krise - det er selve kapitalismen, der er ved at kollapse, som han udtaler på Russia Today (RT) 4. oktober 2011: "We are in transition to another system and, in fact, the real political struggle that is going on in the world that most people refuse to recognize is not about capitalism - should we have or should we not have it - but about what should replace it." I den situation forslår ambitionen om en ny trepartsaftale, som skrædder i helvede. 

Klassebevidsthed, økonomiske strukturer og sociale klasser er forsvundet ud af den kritiske analyse, strategi og taktik. Men skal fagbevægelsen udnytte sin potentielle magt både nationalt og internationalt, så er der ingen vej udenom den politiserede klasseorganisation, der konstant arbejder for at ændre styrkeforholdet, ændre bevidstheden og udvikle nye alternativer. "Visioner fra maskinrummet" og "FOA's 10 bud på fremtidens velfærd" eller mere overordnede systemoverskridende krav, som ses fra strejke- og protestbevægelserne i Sydeuropa er klare forsøg på at ændre de nuværende styrkeforhold. Kampen for ændrede styrkeforhold er den eneste realpolitiske og farbare vej for fagbevægelsen og så er vi tilbage ved "vippen, overliggeren og hegnspælen".