Gældskrisens politiske økonomi
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. august 2011
I skrivende stund har ratingbureauet Standard & Poors nedgradering af USA's kreditværdighed fremkaldt store og dystre metaforer i verdenspressen: "Euro-land på katastrofens rand", "Verdensøkonomiens efterår" eller "USA på vej ned i 2. division". De forventede dramatiske udsving på aktiemarkederne verden over er da heller ikke udeblevet. Og i hele det politiske og økonomiske establishment dominerer usikkerheden om både den videre udvikling på aktiemarkederne - som allerede har mistet værdi i omegnen af 20 procent - og om vækst- og markedsudviklingen i andet halvår. Krisemøder både i Euro-land, i G7 og måske G20 vil antageligt følge hinanden i en lind strøm for gennem koordinerede markedsinterventioner at forhindre, at både aktiemarkederne og finansmarkederne ryger ud i en langvarig nedtur.

På mindre end en måned er frygten for en ny recession blevet det alt overskyggende tema (glemt er næsten transformationsprocessen i Nordafrika og borgerkrigen i Libyen), og den generelle økonomiske situation kompliceres ved, at det politiske system i både EU og USA har demonstreret en distinkt orienteringsløshed og manglende handlekraft - ikke set siden 2. verdenskrig. Spørgsmålet er i øvrigt, hvor mange "redskaber", de politiske ledere har tilbage, og om dem, de har, blot vil bidrage til at øge gælden yderligere?

Men ser vi bort fra avisoverskrifternes dramaer, de næsten forrykte udsving på aktiemarkederne, centralbankernes febrilske intervention på obligationsmarkederne og det gennemgående kortsyn i de øvre politiske echeloner (vores egen stats- og finansminister ikke at forglemme), er det store spørgsmål selvfølgelig, om der er en reel risiko for, at verdensmarkedet på ny havner i en recession af samme omfang og dybde som i 2008?

Recession eller kontraktion
Det kan der ikke svares så entydigt på, som dommedagsprofeterne gør i disse dage. Men - som der fra flere progressive økonomer blev advaret om allerede i 2009 - indikerer de bagved liggende årsager til finanskrisen, at især de vestlige økonomier i mange år frem vil være fanget i lavvækst, relativ høj arbejdsløshed, et underliggende inflationspres, forgældede stater og en skrøbelig finansverden. Og ikke mindst vil de store økonomiske ubalancer fortsætte med at bygge op med uformindsket styrke og langsomt undergrave Vestens og især USA førerstilling.[1] / [2]

Eller som professor Kenneth Rogoff skrev til Al Jazeera i sin kritik af det udbredte begreb den store recession, at "det reelle problem er, at den globale økonomi er frygtelig overforgældet, og der ikke er nogen hurtig vej ud uden et skema for, hvorledes rigdommen kan overføres fra kreditor til debitor enten gennem betalingsstandsning, finansiel magtanvendelse eller inflation".[3] Med andre ord: en global gældssanering, hvor kreditorerne vil tabe stort. I stedet finder Rogoff det mere passende at anvende begrebet den store kontraktion. Begrundelsen herfor er, at markedssammentrækningen var voldsom - og af helt andre dimensioner end en 'ordinær' recession - hvorfor vejen ud af krisen vil være tilsvarende lang og virke radikalt ændrende ind på samfundsøkonomierne. Måske kunne Rogoff ligeså godt have taget begrebet depression i anvendelse, idet udviklingen efter 2008 bærer mange mindelser om udviklingen efter krakket i 1929, selv om man bør vogte sig for alt for tætte analogier.

Ikke desto mindre kan Rogoff have en pointe. Hvis man nærlæser de mange analyser, der vælter ind for tiden, er ændringerne i ordvalget bemærkelsesværdigt. Man taler f.eks. nu i mindre grad om finanskrise og stadig oftere om gældskrise. Altså, accenten er flyttet fra fokus på forbigående likviditetsproblemer over til egentlige solvensproblemer, hvilket repræsenterer en markant ændring fra situationen i 2008, hvor de nationale regeringer kunne svare igen overfor det truende finanskollaps med en historisk set gigantisk pengeudpumpning på flere tusinde mia. dollar både for at redde bankerne, bankmarkedet og sætte gang i væksten. Operationen lykkedes i hvert fald midlertidigt, og krisen blev inddæmmet. Problemet i dag er blot, at den af de økonomiske eksperters prognosticerede selvbårne vækst udeblev, og at staterne nu er så tynget af gæld, som de har overtaget fra finanssektoren, at det nu er blevet den samlede globale gæld (statsgæld og privat gæld), som er blevet det fremherskende problem. Alene USA's statsgæld vil uanset gældsaftale eller ej være på vej over 20.000 mia. dollar i 2020.

Men selv så astronomiske gældsposter på i gennemsnit nær ved 100 procent i OECD-landene ville ikke være det alt overskyggende problem, som tilfældet er, hvis de samme lande kunne se frem til en BNP-vækst på mellem 2.5 og 3.5 procent om året. Sådan tegnede billedet og vækstprognoserne sig også i første halvår af 2010, hvorefter hele det politiske system gav sig til at tale om, hvordan genopretningen af økonomien nu skulle planlægges efter, at krisen var lagt bag os. Hele problemet kunne indkapsles til nogle internationale institutionelle justeringer, psykologiske ændringer hos forbrugerne og de få og uansvarlige periferilande i Sydeuropa, der havde levet over evne, og som måske aldrig skulle have været med i Euroen.

Problemet er blot, at disse lande røg i problemer før de andre alene på grund af deres økonomiske svaghed - uden af den grund strukturelt at adskille sig fra de andre vestlige økonomier. De fungerede som kanariefuglen, der skulle advare minearbejderne mod farlige luftarter. Men kun ganske få i det politiske system anlagde det perspektiv. Det gik jo godt. Væksten i Tyskland lå på 3-4 procent i 2010 - "eksportmotoren buldrer derud ad", som dagbladet Børsen skrev i artikel efter artikel. USA svang sig midlertidigt op på 3.5 procents vækst osv. (reelt har vækst i USA siden 2009 ligget på et gennemsnit under 2.5 procent), og der var grund til at tro, at den tendens ville fortsætte og inkludere flere og flere lande, efterhånden som den bredte sig til de centrale sektioner af verdensmarkedet. Selv da vækstraterne begyndte at vise en nedadgående tendens allerede tidligt i 2011 blev tallene enten afvist eller senere forklaret med tsunamien i Japan, opstandene i Nordafrika osv.

Men nu melder både IMF, OECD, UNCTAD og finansieringsinstitutet J.P. Morgan om faldende global industriproduktion.[4] Faktisk er industriproduktionen faldet til faktor 50.6 efter, at de statslige støtteordninger er faset ud, så at man kun lige kan tale om vækst, for så vidt ethvert tal over 50 indikerer vækst. Reelt er der tale om stagnation! Det betyder selv sagt også, at der ikke er produktionsmæssigt, akkumulationsmæssigt og beskæftigelsesmæssigt grundlag for, at de gældsplagede stater (USA, Japan og de fleste europæiske stater) og den stadigt stærkt underkapitaliserede finansverden skal kunne komme ud af gældsfælden. Men det er først og fremmest den økonomiske situation, politikernes rådvildhed og de tiltagende spændinger mellem de store nationale aktører på verdensmarkedet, der lige nu til sammen skaber de enorme og til tider irrationelle udsving på aktiemarkederne. Og den næsten frenetiske nervøsitet bliver selvfølgelig ikke mindre af, at lederne i eurolandene på grund af snævre nationaløkonomiske interesser ikke kan enes om ret meget, og at præsidenten og kongressen i USA er så lammet i den politiske magtkamp, at man lige akkurat fik strikket et kompromis sammen, der hæver gældsloftet frem til 2013 men ellers intet løser. Selv påbegyndelsen af en mærkbar reduktion af USA's gæld på ca. 15.000 mia. dollar er reelt blevet skudt ud til hen imod 2019, fordi en påbegyndelse af gældsafviklingen nu med sikkerhed ville skubbe USA's økonomi ud i en uoverskuelig kontraktion værre end den i 2008.

Så situationen er den, at ud over en gældskrise i de vestlige økonomier, som kun antager krisetegn, fordi væksten stagnerer og arbejdsløsheden ligger på et højt niveau på gennemsnitlig 10-12 procent (alt afhængig af opgørelsesmetode), udfolder der sig også en politisk krise, som i det store og hele finder sin begrundelse i, at det politiske system for det første har en mangelfuld forståelse af krisens karakter og for det andet ikke for alvor kan gribe ind overfor finansmarkedernes spekulative angreb og gennemtvinge en gældssanering uden samtidig at sætte samfundsstabiliteten på spil; og endelig for det tredje ikke har bare skyggen af realistisk vækststrategi. Dette blev synligt og godt og grundigt understreget efter Euro-statsledernes krisemøde den 21. juli og under præsidentens og kongressens magtkamp frem til deadline den 2. august.

Fra finanskrise til gælds- og vækstkrise
For at forstå den nuværende situations kompleksitet kan det være formålstjenligt med et kort historisk tilbageblik til 2008 og tiden op til den såkaldte finanskrises gennemslag på verdensmarkedet. Med herlig åbenhjertighed beskriver The Economist det på denne måde: "Økonomisk politik i den vestlige verden har over de sidste 25 år fulgt et overordnet princip: undgåelse af recessioner for enhver pris. For det meste af perioden var monetær politik det valgte våben. Hvis markedet viste svaghedstegn, satte centralbankerne renten ned. Følgen af den politik blev en serie gældsfinansierede bobler på hele markedet for værdipapirer. Da den sidste af disse bobler brast i 2007 og 2008, havde autoriteterne ikke andet at gøre end at føje en finanspolitisk stimulering og kvantitative lettelser ("QE" - et teknisk udtryk for lade seddelpressen køre) til policy mixet".[5] Denne analyse svarer ironisk nok til den marxistiske økonom Robert Brenners beskrivelse af kapitalismens udvikling i perioden fra Washington Concensus i 1979-80 til 2005.[6]

Som bekendt bestod den finansielle boble hovedsageligt i et meget komplekst og næsten uigennemskueligt gældsfinansieret overforbrug hovedsageligt funderet på oppustede huspriser, udstedelse af sub-primelån, ophobningen af en hær af dårlige betalere, hidtil uset forgældelse af husholdningerne, et fald i de reale produktive investeringer og tiltagende ubalancer på verdensmarkedet, hvor især de store nye kapitalnationer som Kina, Brasilien, Indien, Sydkorea mv. finansierede hovedparten af denne gældsætning gennem opkøb af amerikanske og europæiske statsobligationer. En mere alvorlig konsekvens var den tilsvarende produktive kapitals vægtforskydning fra de vestlige lande til især 'BRIK-landene' (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) - og ikke længere blot på de lavteknologiske produktionsområder. F.eks. udgjorde USA's andel af verdensproduktionen fra 1980 og frem til 2001 30 procent. I dag er den faldet til 23 procent, og ifølge IMF's prognose vil den falde til 20 procent i 2016.[7]

Når boblen brast i 2008, skyldtes det selvfølgelig ikke kun Lehman Brothers betalingsstandsning. Den var kun udløsende årsag til, at den uhyre komplicerede kæde og cirkulation af gæld og kumulative gældsforpligtelser og underskudsfinansiering brød sammen. Sagt med andre ord: var det ikke blevet Lehmann Brothers, der bragte krisen til udløsning, ville det have været en anden af de store finanskonglomerater. Det afgørende var og er, at hele den anbefalede dereguleringspolitik havde skabt et helt uoverskueligt finansmarked, hvor de enkelte sektioner hænger sammen som forbundne kar - uden af den grund at forfølge de samme mål eller have samme interesser. Banker, hedgefonde, CDS-institutter, valutahandlere mv. er på den ene side økonomisk integreret men forfølger på den anden side vidt forskellige og ofte modstridende interesser på markedet.

Den kompensatoriske krisepolitik, som The Economist og Robert Brenner beskriver, havde allerede i efteråret 2007 nået et kulminationspunkt. Man kunne ikke længere kompensere for kapitalens reelle stagnerende akkumulation gennem et helt vildt og ureguleret kreditfinansieret forbrug. I samme periode havde kapitalen i hele den vestlige verden svinget mellem lave produktive investeringer og historisk ustabil produktivitetsudvikling og helt frenetiske investeringer og fejlinvesteringer, som blandt andet førte til grundløse overinvesteringer, og som ved årtusindskiftet slog over i et økonomisk tilbageslag - dot.com krisen i 1999-2001 - som kun blev overvundet gennem yderligere gældssætning og spekulation på det næsten totalt deregulerede finansmarked (muliggjort af Clintons lovgivning i 1998-99). Det opsving, der fulgte efter i 2001 og bredte sig til alle vestlige økonomier, og som her i Danmark blev døbt et historisk økonomisk opsving, afslørede da boblen brast en akkumuleret privat gæld i husholdningerne, som aldrig før set. Eksempelvis hører husholdningernes private gæld i Danmark i lighed med den i USA, Irland, Spanien osv. til verdens største, hvilket selvfølgelig også udgør en vigtig forklaring på, hvorfor væksten endnu ikke er kommet i gang trods store statslige stimuleringspakker. Alene i USA er 18 mio. husstande teknisk insolvente, og huspriserne 30 procent under niveauet før sammenbruddet i eftersommeren 2008.[8]

Medicinen skabte en ny sygdom
Som det også er de fleste bekendt, bestod den globalt koordinerede redningsaktion (gennem G20 landenes møder) i 2008-2009 i en massiv overførsel af likvid kapital til bankverdenen, staternes overtagelse af insolvente banker og nationale støtteordninger til udvalgte nøgleindustrier bl.a. bilproduktionen i USA. Det gjaldt om for alt i verden at forhindre finanskrisen i at slå igennem og "bide sig fast" i realøkonomien - dvs. skabe en krise i industriproduktionen og i serviceindustrien. Den sidste operation lykkedes kun delvist. Aktiefaldet og nedturen i produktionen blev begrænset, men slet ikke i den udstrækning, som det senere blev officielt meddelt. Nye korrigerede tal fra USA viser f.eks., at BNP ikke kun faldt 2.6 procent men hele 3.5 procent,[9] hvilket kan forklare, hvorfor den reelle arbejdsløshed i USA har holdt sig på ca. 15 procent i hele perioden fra 2009 op til i dag. Når dertil lægges underbeskæftigelse og kraftig vækst i deltidsbeskæftigelsen, som også er et gennemgående karaktertræk selv i en vækstøkonomi som Tyskland, så nærmer tallet sig en samlet underbeskæftigelse på helt op til 20-25 procent.[10]

I Kina besluttede den politiske magtelite at poste ca. 1000 mia. dollar ud i investeringer og købekraft for at holde BNP-væksten oppe. Operationen lykkedes, men konsekvenserne i dag er, at Kina delvist er havnet i samme situation, som Japan gjorde det ved et lignende indgreb i 1987 - dengang for at redde de globale aktiemarkeder fra kollaps.[11] Pengeudpumpningen har ført til et helt uoverskueligt billede af spekulative investeringer i alt fra supermarkeder, motorveje og lokale prestigeprojekter til boligboble og hårdnakket inflation (som igen blev opgraderet for juli måned til 6.5 procent). Og på globalt plan har kreditudvidelsen og seddelpressens finansiering af den ophobede offentlige gæld haft som naturlig - men også katastrofal - konsekvens, at den oppustede kapitalrigelighed (bl.a. i USA) i stor målestok er blevet investeret i projekter i Kina, Brasilien og Indien, hvorfor man i de to sidstnævnte lande nu kæmper med det samme problem, som de nyindustrialiserede lande kæmpede med i Sydøstasien i 1997 - en overflod af kapital inflow, en opskruning af valutaen (Kina holder endnu stand), der truer eksporten og en øget spekulation, som undergraver bestræbelserne på at regulere den produktive økonomiske udvikling.

Sammenlagt kan man sige, at finanskrisen i 2008 - som i virkeligheden kun fik det kendte omfang og dybde, fordi den om sig gribende finansspekulation dækkede over og havde kompenseret for to årtiers stagnerende kapitalakkumulation i Vesten - blev inddæmmet men på en måde, så krisepolitikken skabte præmisserne for den situation og tilstand, som vi i dag nu kalder gældskrisen.

Lavvækst - det reelle problem
Tre forhold dokumenterer umiddelbart, at gældsproblematikken har et større omfang end hidtil antaget. For det første hænger de private husholdninger fast i en enorm gældsklemme. Af samme grund er den private opsparing steget markant både herhjemme og i hele den vestlige verden med den konsekvens, at forbruget selvfølgelig enten stagnerer eller vokser svagt (i USA er de private husholdningers opsparing steget fra minus før 2007 til nu 5.5 procent). Det forbrug, som over to årtier drev den kapitalistiske økonomi fremad, har ganske enkelt ikke forudsætninger for at komme i gang i igen.

For det andet har staterne "socialiseret" store dele af den private finansverdenens gæld (det er desværre ikke muligt at finde helt eksakte tal. Men OECD opgiver i sin sidste statistiske opgørelse[12], at brutto statsgælden for medlemslandene gennemsnitligt er vokset fra omkring 73.1 procent i 2007 til nu 97.6 procent af BNP.). Denne intervention kombineret med erhvervsstøtteordninger, lav realvækst og fortsat høj arbejdsløshed, (hvad der har medført store tab af skatteindtægter uden tilsvarende fald i udgifterne bl.a. til arbejdsløshedsunderstøttelse), er den egentlige årsag til, at det i dag er staternes budgetunderskud og voksende gæld, som udgør det alt overskyggende problem og skaber ustabilitet og vilde fluktuationer på finansmarkederne.

Men hertil kommer for det tredje det problem, at bankerne og de store finansieringsinstitutter - inklusive de store pensionskasser - hverken er tilstrækkeligt konsoliderede eller har tilstrækkelig kapital til at modstå et nyt tilbageslag; hvilket er medvirkende årsag til finansmarkedernes angreb på de økonomisk mest sårbare lande mhp. at presse renterne og dermed afkastet op, og at finansinstitutionerne på den anden side er tilbageholdende med at give lån til produktive investeringer og låne til hinanden på det globale kapitalmarked. Og i takt med at lande som Frankrig og Tyskland i Euro-sammenhæng har forpligtet sig til at garantere for de evigt voksende hjælpepakker til f.eks. Grækenland, Portugal og snart Italien og Spanien, svækkes også deres kreditværdighed. Situationen bliver ikke bedre af, at både Frankrig og Tyskland nu også oplever bratte fald i industriproduktionen og ordreindgangen.[13] [14] En udvikling, der naturligvis hænger sammen med stagnationstendenserne på det globale marked. Så spørgsmålet er, hvor længe den højt estimerede tyske eksportstrategi holder, og hvad der vil ske i den tyske økonomi, hvis væksten i BNP blot falder med 1 procent. Hele industristrukturen er indrettet på en høj eksportvækst og en relativ lav lønudvikling (Hartz 4), hvilket betyder, at hjemmemarkedet ikke umiddelbart kan overtage tabet på eksportmarkederne. (I øvrigt et strukturelt problem, som også Kina, Indien og Brasilien har.) Ironisk nok en strategi, som de fleste regeringer i Europa forsøger at efterligne.

Men som sagt ville den eksorbitante statslige gældsophobning og bankernes reelle kapitalunderskud ikke i sig selv føre til faren for en ny global kontraktion, hvis det ikke var for de lave vækstudsigter. Det er her det egentlige problem er. Og det er netop det spørgsmål, som de politiske ledere hverken i Europa eller USA har noget svar. I USA er vækstudsigterne (for BNP) på baggrund af de sidste tre kvartaler endnu engang blevet nedrevideret til ca. 2 procent (endog en usikker prognose), hvilket langt fra er tilstrækkeligt til at gøre indhug i arbejdsløsheden. I så fald skal væksten op i nærheden af 3 procent, og der skal skabes ca. 200.000 arbejdspladser om måneden. Den nuværende jobvækst - på et tremåneders gennemsnit på ca. 100.000 nye jobs (ikke nødvendigvis fuldtidsjobs) - bevirker kun, at arbejdsløsheden holder sig stabilt på de  officielle 9.1-9.3 procent. At arbejdsløsheden i øvrigt ikke er højere, skyldes også, at flere trækker sig helt ud af arbejdsmarkedet og opgiver at søge efter arbejde. Et langt mere præcist tal for den faktiske ledighed er antallet af beskæftigede målt i forhold til den samlede arbejdsstyrke, som er faldet til 58 procent.[15] Hertil kommer, at produktiviteten i USA fortsætter sit fald for andet kvartal i træk, og at den samlede kapacitetsudnyttelse på ca. 78 procent ligger et godt stykke under det normale.

Væksten i Europa kommer ikke meget over 1-1.5 procent, og i flere af de svage økonomier som bl.a. Italien skønnes væksten til under 1 procent. I EU som helhed er den gennemsnitlige officielle arbejdsløshed på 10.1 procent. Når dertil lægges, at den reelle vækst i 'BRIK-landene' er faldende (både hvad angår produktionstilvækst, indkommende ordrer og forbruget), og at væksten stadig står og falder med den samlede efterspørgsel fra de vestlige økonomier, betyder det, at faren for, at gældsproblematikken udløser en ny global kontraktion, er nærliggende.[16]

For samtidig med at meldingerne for virksomhedsindtjeningerne - profitterne - for andet kvartal var positive både i USA og Europa - i hvert fald for de store transnationale virksomheder - blev der også meldt om faldende ekspansive investeringer og øget kapitaleksport bl.a. til Kina. Amerikanske virksomheder ligger inde med en overflod af kapital med over 2000 mia. dollar i reserver, men de investerer dem ikke i USA (hvilket også forklarer, hvorfor stimuleringspolitikken ikke virker som tidligere).[17] Faktisk udgør de direkte investeringer i de stærke "udviklingsøkonomier" (bl.a. 'BRIK-landene') i dag mere end 50 procent af alle direkte investeringer og over 50 procent af alle kapitalinvesteringer mod kun 26 procent i 2000. Det samme billede gør sig gældende, hvad angår den samlede eksport på verdensmarkedet.[18] Med til forklaringerne på de øgede profitter i USA hører en voksende ulighed i indkomstfordelingen, som ikke er set større i de sidste 45 år. (Hvor 1 procent af befolkningen sad på 8 procent af indkomsten før skat i 1974 sad den på 18 procent i 2008. Og 1 procent af befolkningen sad i 2008 på over 45 procent af alle værdier.[19]) Der er med andre ord både i USA og i resten af den vestlige verden (som tegner samme men et lidt mindre polariseret billede) sket en enorm omfordeling fra løn til profit. Men selv om profitten igen næsten er på niveau med kulminationen i 2007, steg profitterne - til sammenligning - to år efter recessionerne i 1991 og 2001 med henholdsvis 11 procent og 28 procent.[20]

Den samme ulighed i rigdomsfordelingen ses i øvrigt tilsvarende på verdensmarkedet mellem de rige og fattige lande. Dette forhold udgør en af de mest centrale strukturelle årsager til den svage globale akkumulation - samtidig med at efterspørgslen og betingelserne for fortsat høj akkumulation i den vestlige verden er faldet, er der ikke udviklet tilstrækkeligt nye akkumulationsmuligheder i størstedelen af den fattige verden til at opsuge den ophobede kapital.[21]

Den samlede lave vækst på verdensmarkedet, som først og fremmest slår igennem i de vestlige lande, kan således primært anskues som en konsekvens af den relativt svage akkumulation siden 1980 og af den svage udvikling af nye markeder indenfor den samlede globale økonomi; mere end den er forårsaget af utilstrækkelig efterspørgsel i de vestlige økonomier. Hele den økonomiske udvikling og den øgede gældsophobning i de vestlige økonomier skal jo netop forstås som en kompensation for den relative indskrænkning af akkumulationsmulighederne på det samlede verdensmarked. For selv om de vestlige økonomer igen og igen fremhæver fremtidens enorme vækstpotentiale i Kina, Indien og Brasilien, så glemmer de samme økonomer at gøre betingelserne gældende. Både Kina og Indien er i dag fuldstændig afhængige af eksport til de vestlige økonomier, og kan ikke uden meget store sociale og politiske risici omdirigere deres enorme kapitaloverskud (alene 3000 mia. dollar i fremmed valuta i Kina) til investeringer på hjemmemarkedet og uden tilsvarende at svække både dollaren som reservevaluta og den amerikanske økonomi yderligere. Det er netop af samme grund, at man taler om strukturelle ubalancer på verdensmarkedet.

Selv de mindste forskydninger giver i dag kraftige dønninger i alle de internationale økonomisk-politiske institutioner som f.eks. IMF og Verdensbanken. Både Kina, Indien og Brasilien forsøger konsekvent men også forsigtigt at afkoble sig fra afhængigheden af de vestlige økonomier ved at opbygge enten regionale eller bilaterale handels- og investeringssammenslutninger i Østasien, Sydøstasien, Centralasien og i Latinamerika og samtidig ændre på magtforholdene i de gamle Bretton-Wood-institutioner. Men hver gang, der sker nye tiltag, reagerer de vestlige ledere - især USA - med modforholdsregler eller trusler om direkte sanktioner. Bl.a. spiller USA en meget aktiv rolle i bestræbelserne på at torpedere enhver ny regional handelsaftale eller handelsorganisation i Sydøstasien.[22] Dvs. de store og radikale omstruktureringer af verdensmarkedet, der er bydende nødvendige for en fortsat kapitalistisk ekspansion og overvindelse af gældsfælden, støder på en nærmest eksistentiel modstand fra USA og resten af de vestlige økonomier, fordi disse ændringer selvfølgelig hverken er mulige eller tænkelige uden et markant skifte i de eksisterende globale- og regionale styrkeforhold og dermed også i de vestlige økonomiers nationaløkonomiske betingelser. At ændringerne så sker alligevel - bl.a. gennem en langsommere underminering af de vestlige økonomiers produktive magtgrundlag - er en ganske anden sag. Det gælder både teknologiudviklingen og den militære kapacitet.

Punkt 22?
For at vende tilbage til indledningen, så er nedgraderingen af USA's internationale kreditværdighed selvfølgelig i første omgang symbolsk. Men nedgraderingen rummer en realitet i sig, som har været på vej gennem det sidste årti: at USA ikke længere kan optræde som den ubestridte økonomiske supermagt. Men hvad værre er: landet kan heller ikke fortsætte som gennem de sidste 20 år med at ophobe gæld gennem stadigt voksende underskud på handels- og betalingsbalancen. Ikke fordi selve nedgraderingen betyder det store for renteudviklingen. Den vil nok stige men ikke så stejlt, som nogen forestiller sig. Kina og Brasilien er stadig tvunget til at opkøbe amerikanske statsobligationer, indtil mulighederne åbner sig for en større og mere stabil spredning af kapitalinvesteringerne. Så viljen til at finansiere USA's gæld forsvinder ikke fra den ene dag til den anden, selv om finansmarkederne nok en gang vil reagere med store fluktuationer. Problemet ligger, som beskrevet ovenfor, et helt andet sted - nemlig i den over 20 år svage akkumulationsudvikling i de vestlige økonomier, de opbyggede strukturelle ubalancer og spændinger, den høje underliggende arbejdsløshed og de modsvarende geopolitiske og magtpolitiske styrkeforhold, der ikke åbner mulighed for regulerede og kontrollerede omstruktureringer som betingelse for en ny samlet kapitalakkumulation på verdensmarkedet.

Politisk har det selvklart som følge, at de gældsplagede landes statschefer og det politiske system i Vesten får stadigt vanskeligere ved at påtvinge resten af verden at finansiere både gældsbyrden og de vestlige økonomiers høje kreditfinansierede forbrug. Og meget tyder på, at de politiske lederes strategi fra 2008 ikke har virket: "Akut likviditetstilførsel til bankerne for at holde kreditgivningen flydende mens (kapital) balancerne justeres, en ordentlig dosis af keynesiansk offentlig finanspolitik for at mildne verdensrecessionen, derefter en tilbagevenden til nedskæringer på de offentlige budgetter for at nedbringe underskuddene - kombineret, hvor det er muligt, med at bruge krisen til at gennemføre de ønskede strukturelle reformer i pension, pensionsalder og sociale ordninger".[23] Forestillingerne var især i Europa og også herhjemme hos VK-regeringen, at politikken med store indskrænkninger af velfærdsstaten for at opnå "strukturel balance på statsbudgetterne inden 2020" skulle gøre det muligt gennem lønpres og forringede arbejdsmarkedsforhold at genetablere vækst og hurtigst muligt komme tilbage til "business as usual". Flere europæiske lande følger nu Tysklands og delvist Danmarks eksempel med at vedtage budgetlove, der skal gøre underskudsbudgetter ulovlige. Her er der næsten tale om en tilbagevenden til den økonomisk-politiske tænkning op til depressionen i 1929-1932.

Som denne artikel har forsøgt at vise, er det ikke gået, som regeringerne havde prognosticeret i deres 2020-planer. De europæiske regeringers kriseprogrammer - og nu også den amerikanske regerings - vil tværtimod hæmme væksten endnu mere samtidig med, at de selv har skabt de krisemekanismer som f.eks. EFSF og Euroens stabilitetspagt, der eksponerer de enkelte nationaløkonomier endnu mere overfor det finansmarked, som kun kan overleve og holde et nyt kollaps fra døren ved at spekulere mod samtlige gældsplagede stater. Og det åbne spørgsmål er, hvor længe de sociale spændinger i de europæiske lande og i USA kan holdes nede, hvis leveforholdene konstant forringes, uden der samtidig er udsigt til, at et nyt og holdbart opsving er lige om hjørnet? Endnu mangler lederne i G20-landenes klub at fremlægge en politisk strategi, der kan sætte gang i væksten, skære dramatisk i arbejdsløsheden, bevare velfærdsordningerne samt genregulere og beskatte hele finansmarkedet, så finanstransaktionerne gavner væksten og ikke som nu kun har et formål nemlig at forøge væksten i den fiktive kapital. Alene i valuta handles der for 4000 mia. dollar om dagen. Et beløb flere gange større, end der er behov for at finansiere den samlede verdenshandel.[24]

Når jeg henviser til de politiske begrænsninger for at løse gældskrisen, skal disse ikke alene ses i forhold til de økonomiske problemers omfang. For til forskel fra samtlige kriser og recessioner siden 2. Verdenskrig er finanskrisen fra 2008 og den nuværende gældskrise af et sådant omfang og repræsenterer en varig svækkelse af de vestlige økonomier, at kriserne nu også berører den brede middelklasse, som må sige farvel til jobs, social tryghed, relativt gode lønninger og social mobilitet i et ikke hidtil set omfang (de mange ungdomsprotester rundt om i Europa er bl.a. en konsekvens af middelklassens begyndende nedtur). Det er ikke længere kun arbejderklassen, der berøres. Det vil sige, at der også politisk kan vise sig ret snævre grænser for, hvor langt de siddende regeringer kan gå i deres krisepolitik for at redde finansverdenen og klamre sig til de eksisterende styrkeforhold, som jo under alle omstændigheder er inde i en ustoppelig forandringsproces.

Det åbne spørgsmål er således ikke, om de vestlige økonomier eller verdenskapitalismen havner i en ny kontraktion. Spørgsmålet er snarere, om der er under de givne magtforhold er nogen konventionelle muligheder for på kort sigt - og uden stærke og vanskeligt regulerbare spændinger både på verdensmarkedet og indenfor de nationale økonomier - at overvinde gældskrisen og skabe en ny periode med reel akkumulation og en økonomisk vækst, der øger beskæftigelsen og sikrer resterne af de vestlige velfærdsstater?

Den aktuelle situation bringer mindelser om ordvekslingen mellem hovedpersonen og militærlægen i filmen Punkt 22. Hovedpersonen beder om at blive fritaget for flere bombetogter og hjemsendt. Hvortil lægen svarer, at det kun er muligt, hvis han er sindssyg. Hovedpersonen svarer, at han er sindssyg. Lægens lakoniske kommentar er: "Hvis du søger om hjemsendelse, er du ikke sindssyg, men normal".

Så selv om man ikke skal lade sig rive med af økonomernes aktuelle dommedagsprofetier (alle står jo i kø for at mene det rigtige på det rigtige tidspunkt) eller baserer sine analyser af den kapitalistiske økonomis aktuelle krise på tal fra de sidste 3-4 kvartaler, så forekommer det stadigt vanskeligere at få øje på mulighederne for, at krisen eller den langstrakte stagnation kan overvindes indenfor den eksisterende økonomiske-politiske og magtpolitiske verdensorden.

[1] Giovanni Arrighi; The Long Twentieth Century, Epilogue, Can capitalism survive? 2002
[2] John Grahl, Measuring World disorders, New Left Review, november/december 2009
[3] The second Great Contraction, Al Jazeera 6. august 2011
[4] Financial Times, Fears rise as global output stalls, 1. august 2011
[5] The Economist, Running out of options, 30.juli 2011
[6] Robert Brenner, The economics of turbulence, 2006
[7] Joachim Bischoff, Zwishenstopp in der Abwärtsspirale, Sozialismus, 4.august 2011
[8] (BEA - Bureau of Economic Analysis. USA).
[9] Financial Times, US economy grows at rate 1.3%, 29.juli 2011
[10] New York Times, FED tol hold rates "exceptionally low" through Mid-2013, 9. august 2011
[11] Joan Edelman Spero, The global casino, Foreign Policy, 1988 og The politics of International Economic Relations, 1985
[12] OECD Economic outlook, Volume 2011, Issue 1 - no. 89, updated 6.juni 2011
[13] Financial Times, Fears rise as global output stalls, 1. august 2011
[14] Financial Times, Eurozone manufacturing output falls, 21.juli 2011
[15] The Washington Post, Will Obama be reelected? The economy could hold the answer, 6. august 2011. Tallene er fra BEA
[16] Financial Times, Fears rises as global output stalls, 1. august 2011, og Financial Times, US manufacturing slowdown raises economic concerns, 1. august 2011
[17] Kevin Young, Deficit myth, Z-net communications, 25juli, 2011
[18] The Econimist, Why the tail wags the dog, referencer til UNCTADs rapport og OECD, 6. august 2011
[19] Financial Times, Brian Groom; Excecutive pay: The trickle up effect, 27.juli 2011
[20] Martin Hart-Landsberg, Happy Anniversary: The economic recovery turns 2, Z-Net communications 10.juli 2011
[21] UNCTAD; World investment report 2011
[22] People's Daily, China Business; US opens regional gambit in Asia,  30.juli 2011
[23] Jon Grahl, A capitalist contrarian, New Left review, maj/juni 2011
[24] Susan George, End financial control of European governance, Transnational Institute, 29.juli 2011