Arbejderklassens opstandelse og den kinesiske revolutions fremtid
Af Minqi Li

Offentliggjort: 15. august 2011
Minqi Li har undervist i økonomi ved University of Utah siden 2006, og sad som politisk fange i Kina fra 1990 til 1992. Hans bog,' The Rise of China and the Demise of the Capitalist World Economy', blev udgivet i 2009. Denne artikel er lånt og oversat med tilladelse fra Monthly Review (http://monthlyreview.org/2011/06/01/the-rise-of-the-working-class-and-the-future-of-the-chinese-revolution).

I juli 2009 organiserede arbejderne på det statsejede Tonghua Steel Company i Jilin Kina en massiv anti-privatiserings protest. Efterfølgende skyllede en bølge af strejker gennem Kinas kystnære provinser i sommeren 2010. Disse begivenheder kan vise sig at være et historisk vendepunkt. Efter årtier med nederlag, tilbagetrækning og tavshed, er den kinesiske arbejderklasse nu genopstået som social og politisk kraft.

Hvordan vil øgningen af den kinesiske arbejderklasse påvirke Kinas - og verdens - fremtid? Vil den kinesiske kapitalistklasse formå at imødekomme arbejderklassen og samtidig opretholde det kapitalistiske system? Eller vil den kinesiske arbejderklasses opstandelse føre til en ny kinesisk socialistisk revolution, der på længere sigt kunne bane vejen for en global socialistisk revolution? Svarene på disse spørgsmål vil, i vid udstrækning, være afgørende for verdenshistoriens forløb i det enogtyvende århundrede.

Arbejderklassens nederlag og den Kinesiske kapitalismes triumf
Den kinesiske revolution i 1949 var baseret på en bred mobilisering af det overvældende flertal af den kinesiske befolkning mod udnyttelse fra de indenlandske godsejere, kapitalister og udenlandske imperialister. Med alle sine historiske begrænsninger fortjente Kina i den maoistiske periode at blive karakteriseret som "socialistisk", i den forstand at de interne klasseforhold i Kina var langt mere gunstige for de proletariserede og ikke-proletariserede arbejderklasser, end dem der typisk hersker i en kapitalistisk stat, især på periferien og semi-periferien af industrialiseringen.1

Trods maoismens historiske resultater forblev Kina en del af det kapitalistiske verdenssystem og var tvunget til at operere under de grundlæggende love for bevægelse indenfor systemet. Det økonomiske overskud tilfaldt staten - til at fremme kapitalakkumulation og industrialisering. Dette skabte de materielle betingelser, der tilgodeså den nye bureaukratisk-teknokratiske elite, der krævede stadigt stigende materielle privilegier og politisk magt. Den nye elite fandt politisk repræsentation i det kommunistiske parti, og blev de "kapitalistiske frontløbere, med autoritet indenfor partiet" (et almindeligt udtryk i Kina).

Mao Zedong og hans revolutionære kammerater forsøgte at vende den tendens til kapitalistisk retablering ved direkte at appellere til, og mobilisere, masserne af arbejdere, bønder og studerende; men i deres politiske uerfarenhed og forvirring, var arbejderne og bønderne endnu ikke klar til direkte at udøve økonomisk og politisk magt. Efter Maos død i 1976 gennemførte de kapitalistiske frontløbere, ledet af Deng Xiaoping, et kontrarevolutionært kup og anholdt de radikale maoistiske ledere. I løbet af et par år konsoliderede Deng Xiaoping sin politiske magt, og Kina påbegyndte sin kapitalistiske transformation.

Den såkaldte økonomiske reform startede på landet. Folkets kommuner blev demonteret og landbrug blev privatiseret. I løbet af de følgende år blev hundreder af millioner af landarbejdere til "overskudsarbejdere", til rådighed for udnyttelse af indenlandske og udenlandske kapitalistiske virksomheder.

Massiv privatisering blev gennemført i 1990'erne. Stort set alle de små og mellemstore statsejede virksomheder, samt et par af de store, blev privatiserede. Næsten alle disse blev solgt til kunstigt lave priser eller blot givet væk. Modtagerne heraf inkluderede embedsmænd, tidligere ledere af statsejede virksomheder, private kapitalister med forbindelser i regeringen samt transnationale selskaber. Effektivt set afsluttede man en massiv "primitiv akkumulation", og en ny kapitalistisk klasse blev dannet baseret på det massive tyveri af statslige og kollektive aktiver. I mellemtiden blev snesevis af millioner af arbejdere fra de statslige og kollektive sektorer, afskediget og forarmet.

Lovligheden af ​​den nye kapitalistiske klasse blev officielt anerkendt af det kommunistiske partis ledelse. På den 16. partikongres i 2002, reviderede man partiets vedtægter. I de gamle vedtægter påstod det kommunistiske parti at være arbejderklassens beskytter og proletariatets repræsentant. Under de nye vedtægter erklærede det kommunistiske parti sig som repræsentant for både "folkemasserne" og "de mest avancerede produktive kræfters" interesser. Udtrykket "mest avancerede produktive kræfter" bliver generelt betragtet som en eufemisme for den nye kapitalistiske klasse.

Den kinesiske arbejderklasses opstandelse
Ikke-landbrugsmæssig beskæftigelse, som en andel af Kinas samlede beskæftigelse, steg fra 31 procent i 1980, til 50 procent i 2000 og steg yderligere til 60 procent i 2008.2 Ifølge en rapport, udarbejdet af det kinesiske Academy of Social Sciences i 2002, bestod omkring 80 procent af den ikke-landbrugsmæssige arbejdsstyrke af proletariserede lønarbejdere, industriarbejdere, servicearbejdere, funktionærer og arbejdsløse.3 Eftersom det overvældende flertal af ikke-landbrugsmæssige arbejdstagere er lønarbejdere, der er nødt til at sælge deres arbejdskraft, tyder den hurtige vækst i ikke-landbrugsmæssig beskæftigelse på en massiv eksistens af reelt proletariserede arbejdere i Kina.

Kinas hurtige kapitalistiske akkumulation har været baseret på den hensynsløse udnyttelse af hundreder af millioner af kinesiske arbejdere. Fra 1990 til 2005 faldt Kinas arbejdsindkomst, som andel af BNP, fra 50 til 37 procent. De kinesiske arbejderes lønsats er omkring 5 procent af den amerikanske, 6 procent af den sydkoreanske, og 40 procent af den mexicanske.4

Siden begyndelsen af ​​1980'erne har omkring 150 millioner migrantarbejdere flyttet fra landområderne til byerne for at søge arbejde. Kinas eksportproduktion er i vid udstrækning baseret på udnyttelsen af ​​disse arbejdere. En undersøgelse af arbejdernes forhold i Pearl River Delta (et område, der omfatter Guangzhou, Shenzhen og Hong Kong) opdagede, at omkring to tredjedele af arbejderne arbejdede mere end otte timer om dagen og aldrig tog fri i weekenden. Nogle arbejdere var nødt til at arbejde kontinuerligt op til seksten timer. De kapitalistiske arbejdsledere benyttede rutinemæssigt korporlig afstraffelse for at disciplinere arbejderne. Omkring 200 millioner kinesere arbejder under farlige forhold. Der er omkring 700.000 alvorlige arbejdsskader i Kina hvert år, der tager mere end 100.000 liv.5

I Det kommunistiske Manifest argumenterede Marx og Engels for, at arbejderklassens kamp mod kapitalisterne fulgte en stadievis udvikling. I første omgang blev kampen udført af de enkelte arbejdere imod de kapitalister, der direkte udnyttede dem. Med ​​den kapitalistiske industris udvikling voksede proletariatet i antal og blev koncentreret i større grupper. Arbejderne blev stærkere og begyndte at danne fagforeninger til at bekæmpe kapitalisterne kollektivt. Det samme lovmæssige princip opererer i Kina i dag. Efterhånden som flere og flere migrantarbejdere bosætter sig i byerne og i stigende grad opfatter sig selv som lønarbejdere snarere end bønder, er en ny generation af proletariserede arbejdere med stigende klassebevidsthed på vej. Både regeringens officielle dokumenter og de dominerende medier anerkender nu stigningen i den "anden generation af migrantarbejdere".

Ifølge de dominerende kinesiske mediers beskrivelse er der for øjeblikket omkring et hundrede millioner anden generations migrantarbejdere født efter 1980. De flyttede til byerne hurtigt efter endt gymnasium eller folkeskole, og de fleste havde ingen erfaring indenfor landbrug. De har identificeret sig mere med byerne end med landet. Sammenlignet med den "første generation" har den anden generation af migrantarbejdstagere tendens til at have en bedre uddannelse samt højere forventninger til beskæftigelsen; de forlanger bedre materiel og kulturel levestandard, og de er mindre tilbøjelige til at tolerere dårlige arbejdsforhold.6

I løbet af sommeren 2010 ramte snesevis af strejker Kinas auto-, elektronik- og tekstilindustri og tvang kapitalisterne til at acceptere lønstigninger. Mainstream kinesiske forskere er bekymrede over muligheden for, at Kina er på vej ind i en ny periode med intense strejker, der vil bringe Kinas billige arbejdskraft til ophør og true landets "sociale stabilitet."7

Den etablerede kapitalisme tilvejebringer selv de objektive betingelser, der fremmer væksten af ​​arbejderklassens organisationer. Efter mange år med kraftig ophobning er den massive reservearmé af billig arbejdskraft i Kinas landdistrikter begyndt at blive udtømt. Kinas samlede erhvervsaktive befolkning (dem der er mellem femten og 64 år gamle) forventes at toppe med 970 millioner i 2012, og derefter gradvist at falde til omkring 940 millioner i 2020. Den del af arbejdsstyrken, der har den bedste alder (dem der er mellem nitten og 22 år gamle), hvorfra hovedparten af ​​de billige, ufaglærte arbejdere i fremstillingssektoren er rekrutteret, forventes at falde drastisk fra omkring 100 millioner i 2009 til omkring 50 millioner i 2020. Det hurtige fald af denne erhvervsaktive gruppe vil sandsynligvis øge de unge arbejderes forhandlingsposition yderligere og tilskynde dem til at udvikle mere permanente arbejderorganisationer.

Fra 1970'erne til 80'erne i både Brasilien og Sydkorea, da den ikke-landbrugsmæssige andel af beskæftigelsen (som udtryk for graden af ​​proletarisering) steg til over 70 procent, opstod arbejderbevægelsen som en stærk social og politisk kraft. En lignende udvikling finder nu sted i Egypten.8

Kinas ikke-landbrugsmæssige beskæftigelsesandel er nu omkring 60 procent. Hvis Kina følger sin egen udvikling fra 1980 til 2008, med en stigning i den ikke-landbrugsmæssige beskæftigelsesandel på omkring 1 procent om året, så passerer Kinas ikke-landbrugsmæssige beskæftigelsesandel den kritiske grænse på 70 procent i omkring 2020.

I betragtning af at den kinesiske arbejderklasse vil fremstå som en stærk social og politisk kraft i løbet af et eller to årtier, bliver det centrale spørgsmål: Hvilken politisk retning vil den kinesiske arbejderbevægelse tage? Den kinesiske regerings nuværende officielle politik er at opbygge et såkaldt harmonisk samfund med kompromiser mellem forskellige sociale klasser. Dele af den kinesiske herskende elite efterspørger en "politisk reform" for at udvande og aflede den udfordring arbejderklassen stiller ved at indføre et vestligt borgerligt demokrati. 9

Vil den kinesiske kapitalistklasse formå at imødekomme arbejderklassens udfordring samtidig med, at den økonomiske og sociale orden i det kapitalistiske system opretholdes? Eller vil den kinesiske arbejderbevægelse gøre et verdens-historisk gennembrud ved - langs den revolutionære socialistiske sti - at lave et fundamentalt brud med det eksisterende sociale system? Svarene på disse spørgsmål afhænger af objektive såvel som subjektive historiske betingelser.

Den socialistiske arv: Arbejderklassen i den statslige sektor
I den maoistiske socialistiske æra besad de kinesiske arbejdere en klassemagt og en værdighed, der var utænkelig for en gennemsnitlig arbejder i en kapitalistisk stat, især i en perifer og semi-perifer sammenhæng. Men den kinesiske arbejderklasse var ung og politisk uerfaren. Efter Maos død stod arbejderklassen tilbage uden politisk ledelse og led et katastrofalt nederlag under den massive privatisering i 1990'erne.

Mange af de tidligere arbejdere i den statslige sektor (kendt i Kina som de "gamle arbejdere") var med i kampen mod privatiseringerne og de massive fyringer. Deres kamp har haft betydning - ikke kun for de afskedigede medarbejdere - men også for de nuværende ansatte statslige arbejdere. Dette har bidraget til væksten i klassebevidsthed, samt den høje grad af socialistisk bevidsthed, blandt en bestemt del af Kinas proletariserede arbejderklasse - proletariatet i statssektoren.

Som en fremtrædende kinesisk arbejder-aktivist formulerede det: sammenlignet med de arbejdende klasser i andre kapitalistiske stater har den kinesiske (statssektor-)arbejderklasse udviklet en "relativt komplet klassebevidsthed" baseret på sine unikke historiske erfaringer i både den socialistiske og den kapitalistiske periode.10

På grund af denne historiske erfaring begrænses de kinesiske statssektor-arbejderes kampe ofte ikke til de øjeblikkelige økonomiske behov. Mange arbejder-aktivister forstår, at deres nuværende situation ikke kun skyldes udnyttelsen fra ​​de enkeltstående kapitalister men også mere grundlæggende kan henvises til arbejderklassens historiske nederlag i den større klassekamp, der førte til kapitalismens (midlertidige) triumf over socialismen.

En leder af de afskedigede medarbejdere påpegede, at under socialismen var arbejderne "fabrikkens mestre, de var brødre og søstre i én klasse, og de massive fyringer kunne ikke være sket; men efter privatiseringen er arbejderne blevet reduceret til 'lønarbejdere', de er ikke længere mestrene, og dette er den sande årsag til de massive afskedigelser." Ifølge denne skulle arbejdernes kamp ikke være begrænset til enkelte tilfælde, og heller ikke være tilfreds med opfyldelsen af enkeltstående krav. Arbejdernes "grundlæggende interesse" ligger i en genetablering af "offentligt ejerskab af produktionsmidlerne".11

Mange af de nuværende ansatte i den statslige sektor er efterkommere af de "gamle arbejdere", eller har haft erfaring med at arbejde sammen med dem, eller bor i de samme arbejderklasse-kvarterer. Således har de nuværende arbejdere i den statslige sektor været påvirket af de gamle arbejderes kampe og deres politiske erfaring. Dette blev illustreret ved Tonghua stålarbejderes anti-privatiseringskamp i 2009.

Tonghua Steel var et statsejet stålværk i Tonghua, Jilin provinsen. I 2005 blev Tonghua Steel privatiseret. De statslige aktiver, engang 10 milliarder yuan værd, blev vurderet til kun 2 milliarder yuan. Jianlong, et stærkt privat selskab, der har forbindelser med højtstående embedsmænd i Beijing, betalte faktisk kun 800 millioner yuan og overtog virksomheden. Efter Jianlongs overtagelse blev 24.000 ud af 36.000 arbejdere afskediget. Lønningerne for de arbejdere, der havde de "farlige opgaver" (med mange arbejdsrelaterede skader), blev reduceret med to tredjedele. Lederne kunne pålægge arbejderne forskellige vilkårlige sanktioner og straffe.

I 2007 begyndte Tonghua-stålarbejderne at protestere. I løbet af protesterne fremstod en maoistisk-æra arbejdstager, "Master Wu," som leder. Wu gjorde det klart for arbejderne, at det virkelige problem ikke omhandlede nogen specifik sag men handlede om "den politiske privatiseringslinie".

I Juli 2009 befandt arbejderne sig i en alt omfattende strejke. Da Jianlongs medarbejderformand (en slags personalechef - o.a.) truede med at fyre alle arbejderne, overfaldt de rasende arbejdere ham og tævede ham ihjel. Selv om provinsens guvernør og bevæbnet politi i tusindtal var på scenen, turde ingen gribe ind. Efter overfaldet blev Jilin provinsen tvunget til at aflyse privatiseringensplanen.

Tonghua-stålarbejdernes sejr var en kæmpe inspiration for arbejdere i mange dele af Kina. Arbejdere i flere andre stålværker protesterede også og tvang de lokale regeringer til at opgive privatiseringsplaner. Aktivistarbejdere i andre provinser så Tonghuas sejr som deres egen og beklagede at "for få kapitalister var blevet dræbt."12

Efter flere år med massiv privatisering er værdien af den statslige sektors andel i Kinas industriproduktion blevet reduceret til mindre end 30 procent. Ikke desto mindre dominerer den statslige sektor stadig flere centrale industrisektorer. I 2008 stod statsejede og statsdrevne virksomheder for 59 procent af produktionsværdien inden for kulminedrift og vask, 96 procent inden for udvinding af olie og naturgas, 72 procent inden for forarbejdning af olie og kokskul, 42 procent inden for smeltning og trykke af jernholdige metaller (jern og stål), 45 procent inden for fremstilling af transportmidler, samt 92 procent inden for produktion og levering af el og varme. 13

Selv om arbejderne i den statslige sektor nu kun udgør omkring 20 procent af den industrielle sektors beskæftigelse, er de omkring 20 millioner og koncentreret i energisektoren og de tunge industrielle sektorer, der er af strategisk betydning for den kinesiske kapitalistiske økonomi. I den kinesiske arbejderklassekamps forestående fremgang kan arbejderne i den statslige sektor - gennem deres kontrol af de vigtigste industrielle sektorer - kunne udøve uforholdsmæssigt stor økonomisk og politisk magt.

Vigtigst af alt kan de kinesiske arbejdere i statssektoren drage fordel af deres unikke historiske og politiske erfaring. Med hjælp fra revolutionære socialistiske intellektuelle kunne arbejderne fra den statslige sektor træde til som ledere af ​​hele den kinesiske arbejderklasse og give kommende kinesiske arbejderbevægelser en klar revolutionær socialistisk retning.

Illegitimiteten af den kinesiske kapitalismes velstand
Efter tre årtier med kapitalistisk overgang er Kina blevet forvandlet, fra hvad der plejede at være et af verdens økonomisk mest lige lande, til et af ​​verdens mest ulige lande. Ifølge Verdensbanken besad de rigeste 10 procent af husstandene i 2005 31 procent af den samlede kinesiske indkomst, mens de fattigste 10 procent kun besad 2 procent.14

Den ulige velstand er endnu mere skandaløs. Ifølge "World Wealth Report" fra 2006 kontrollerede 0,4 procent af de rigeste familier i Kina 70 procent af den nationale velstand. I 2006 var der ca. 3.200 mennesker med en personlige kapital overstigende 100 millioner yuan (ca. 15 millioner dollar). Af disse 3.200 var omkring 2.900, eller 90 procent, børn af ledende funktionærer inden for regeringen eller partiet. Deres samlede aktiver blev anslået til omkring 20.000 milliarder yuan - den omtrente størrelse på ​​Kinas BNP i 2006.15

På grund af ​​den kinesiske kapitalistklasses oprindelse stammer en stor del af dens velstand fra udplyndringen af ​​statslige og kollektive aktiver akkumuleret i den socialistiske æra. Denne velstand anses almindeligvis for at være ulovlig af den almene befolkning. Ifølge et skøn blev der under ​​privatiseringsprocessen og markedsliberaliseringen overført omkring 30.000 milliarder yuan fra statslige og kollektive aktiver til kapitalister med stærke regeringsforbindelser.16 En nylig rapport fandt, at de såkaldte grå indtægter i 2008 beløb sig til 5,4 billioner yuan eller 18 procent af Kinas BNP. Rapportens forfattere mener, at de fleste af disse grå indtægter stammer fra korruption og tyveri af offentlige aktiver.17

Wen Jiabao, Kinas premierminister, siges at være en af ​​de rigeste statsministre i verden. Hans søn ejer Kinas største private aktieselskab. Hans kone står i spidsen for Kinas smykkeindustri. Det skønnes, at Wens familie har akkumuleret i omegnen af 30 milliarder yuan (ca. 4,3 milliarder dollars). Jiang Zemin (den tidligere præsident og generalsekretær i partiet) skønnes at være omkring 7 milliarder yuan værd, og Zhu Rongji (den tidligere premierminister) skønnes til 5 milliarder yuan.18

Denne gennemsyrende korruption har ikke kun i alvorlig grad undermineret legitimiteten af den ​​kinesiske kapitalisme, den har også undergravet den herskende klasses mulighed for at handle i sin egen interesse. Sun Liping, en fremtrædende mainstream sociolog, har for nylig udtalt at "det kinesiske samfund forfalder i et accelererende tempo". Ifølge Sun er medlemmer af den herskende elite i Kina fuldstændig drevet af deres personlige, kortsigtede interesser, således at ingen bekymrer sig om den kinesiske kapitalismes langsigtede interesser. Korruption er "ude af kontrol" og nærmer sig punktet, hvor det bliver "umuligt at regulere".19

Proletariseringen af småborgerskabet
I 1980'erne og 90'erne tjente småborgerskabet (de faglige og tekniske arbejdere) som en væsentlig social base for den pro-kapitalistiske "reform og åbenheds"-politik. Den hurtigt stigende kapitalistiske ulighed har imidlertid ikke kun ført til forarmelse af hundredvis af millioner af arbejdere men også ødelagt "middelklassedrømmen" for mange personer i småborgerskabet.

Ifølge de officielle statistikker blev omkring en fjerdedel af de kinesiske universitetsstuderende, der dimitterede i 2010, arbejdsløse. Af de studerende, der dimitterede i året før, forblev omkring 15 procent arbejdsløse. De kandidater, der fik arbejde, er ofte nødt til at acceptere en løn, der ikke er højere end det, en ufaglært migrantarbejder kan tjene. Omkring en million kandidater (i forhold til det nuværende årlige antal på seks millioner) siges at tilhøre de såkaldte "myrestammer". Dermed ment, de bor i slum-lignende forhold i udkanten af ​​Kinas største byer.20 Den kraftige prisstigning inden for bolig, sundhedspleje og uddannelse har yderligere undermineret de økonomiske og sociale betingelser for Kinas eksisterende og potentielle småborgerskab og tvunget dem til at opgive deres stræben efter en "middelklasse" levestandard.

Et kandidat delte på Internettet sine tanker om sit "elendige liv". 21 Efter flere års arbejde opdagede han, at han ikke havde råd til at købe en lejlighed, gifte sig eller opdrage et barn. Den unge mand spurgte sig selv: Hvorfor skal jeg have en kæreste? Hvorfor har jeg brug for at få et barn? Hvorfor skal jeg bekymre mig om mine forældre? Lad os ændre vores filosofi. Hvis vi ikke interesserer os for vores forældre, ikke gifter os, ikke får børn, ikke behøver at købe lejligheder, ikke behøver at tage busser, aldrig bliver syge, aldrig underholdes, aldrig behøver købe frokost, vil vi have fundet sandheden om det lykkelige liv! Samfundet driver os til vanvid. Vi kan ikke opfylde vores simple basale behov. Tager vi fejl? Vi vil bare gerne overleve.22

Efterhånden som flere og flere småborgere har oplevet en proletarisering af deres økonomiske og sociale forhold, bliver et stigende antal unge mennesker politisk radikaliseret.

I 1990'erne eksisterede den politiske venstrefløj stort set ikke i Kina. I løbet af det første årti af dette århundrede oplevede den kinesiske venstrefløj dog en dramatisk udvidelse. Tre venstreorienterede hjemmesider, Wu Du Zhi Xiang (utopien), The Mao Zedong Flag og China Worker's Network, har fået national indflydelse. Nogle mainstream-websteder, såsom "Strengthening the Country Forum," en nyhedsside tilknyttet det kommunistiske partis dagblad, har været domineret af venstreorienterede indlæg.

Den 9. september og 26. december 2010 organiserede arbejdere i hundredvis af byer og studerende på omkring 80 universiteter over hele Kina spontane massemøder for at fejre Mao Zedong, ofte under modstand og chikane fra lokale myndigheder. Under det kinesiske nytår i 2011 (9. februar) besøgte næsten 700.000 mennesker Maos hjemby, Shaoshan i Hunan Provinsen, for at vise deres støtte og respekt.23 Spontane mindehøjtideligheder af Mao Zedong er, i betragtning af Kinas aktuelle politiske situation, i realiteten blevet anti-kapitalistiske masseprotester.

Kapitalens grænse er kapitalen selv
Den kinesiske kapital-akkumulationsmodel læner sig op af en mængde særlige historiske faktorer: Den hensynsløse udnyttelse af en stor billig arbejdsstyrke; en massive udnyttelse af naturressourcer og deraf følgende forringelse af miljøet; og en vækstmodel der afhænger af en øget eksport til markeder i kapitalistiske lande. Ingen af ​​disse faktorer er bæredygtige på langt sigt.

Efterhånden som amerikanske og europæiske økonomier i højere grad er nødsaget til at kæmpe mod stagnation og finansielle kriser, kan Kinas økonomi ikke længere opretholde sin afhængig af eksport. Desuden er det almindeligt anerkendt, at Kinas enorme investeringer har ført til en massiv overskydende produktionskapacitet og bidraget til uholdbare energi- og ressourcekrav. Faldende afkast på kapital kan i sidste ende føre til investeringssammenbrud og en stor økonomisk krise. Således er den kinesiske kapitalistiske økonomi nødt til at "afbalancere" sig selv ved at fremme det indenlandske forbrug.24 Men hvordan kan dette finde sted uden at underminere den kapitalistiske klasses grundlæggende interesser?

I øjeblikket tegner husholdningernes forbrug sig for omkring 40 procent af Kinas BNP, det offentlige forbrug omkring 10 procent, handelsoverskuddet omkring 5 procent og investeringerne omkring 45 procent. Arbejdernes løn og bøndernes indkomst løber op til omkring 40 procent af BNP. Arbejderklassens indkomst svarer altså nogenlunde til husstandenes samlede forbrug.25 Hvis offentlige investeringer behandles som en del af den brutto-kapitalistiske profit, så er den brutto-kapitalistiske profit (hvilket er lig med BNP minus løn og offentligt forbrug) cirka 50 procent af BNP. Efter at fratrække afskrivningen af fast realkapital er den netto-kapitalistiske profit cirka 35 procent af BNP. Denne meget høje kapitalistiske profit (eller meget høje grad af merværdi) er den politisk-økonomiske grundlag for Kinas hurtige kapitalakkumulation.

Hvad nu hvis Kina har brug for at rebalancere sig hen imod en forbrugsstyret økonomi? Figur 1 viser alternative scenarier for en mulig rebalancering af den kinesiske kapitalisme. Hvert scenarie er - i overensstemmelse med et bestemt sæt betingelser - nødvendige for at stabilisere den kapitalistiske økonomi (med en stabil, snarere end faldende, profitrate). For eksempel, hvis Kinas økonomiske vækst faldt til 7 procent om året, ville der, for at stabilisere kapital-outputtet, være behov for at investeringerne faldt til 36 procent af BNP (afrundet til 35 procent i figur 1). I betragtning af at Kinas vigtigste eksportmarkeder (USA og EU) forventes at stagnere i fremtiden, mens Kinas import af energi og råstoffer fortsat vil vokse, forventes det, at Kinas handelskonto vil blive afbalanceret. Heraf følger, at summen af ​​husholdningernes forbrug (løn) og det offentlige forbrug, skal stige til 65 procent af BNP. Bruttooverskuddet er nødt til at falde til 35 procent af BNP, og nettooverskuddet nødt til at falde til 20 procent af GDP.26

Figur 1. Alternative scenarier for en genopretning af Kinas økonomiske balance

articles: kina_082011_1.png

Derfor, i dette eksempel, skal omkring 15 procent af BNP omfordeles fra kapitalistisk profit til arbejderlønninger eller sociale udgifter. Hvordan skal en så stor omfordeling af indkomst kunne nås, selv under de mest ideelle politiske omstændigheder? Hvilken del af den kapitalistiske klasse vil gå med til at ofre sine egne interesser af hensyn til klassens kollektive interesser? I betragtning af den kinesiske kapitalrigdoms meget illegitime og korrupte karakter, er der også spørgsmålet om, hvordan den kollektive interesse for den kapitalistiske klasse kan realiseres, selv hvis det kommunistiske partis ledelse skulle beslutte at fremme den kollektive kapitalistiske interesse. Pr. definition bliver indkomst og formue fra korrupte kilder ikke beskattet.

I én henseende er den nuværende historiske kontekst fundamentalt forskellig fra alle tidligere tidspunkter i kapitalismens historie. Efter århundreder med utrættelig kapitalistisk akkumulation, er det globale økosystem på randen af ​​kollaps, og den globale økologiske krise truer med at ødelægge den menneskelige civilisation inden for det enogtyvende århundrede. Som verdens største forbruger af energi og udleder af CO2, er Kina nu i centrum af den globale økologiske krise.

Kina er afhængig af kul til omkring 75 procent af sit energiforbrug. Fra 1979 til 2009 voksede Kinas kulforbrug gennemsnitligt med 5,3 procent årligt, mens den kinesiske økonomi voksede med ca. 10 procent årligt (i de sidste ti år, 1999 til 2009, er Kinas kulforbrug dog accelereret til 8,9 procent årligt). En rund tommelfingerregel er, at Kinas fremtidige økonomiske vækstrate antages at være den fremtidige vækstrate for kulproduktion, plus fem procent.27 Ifølge kilder fra den kinesiske regering har Kina kulreserver på omkring 190 milliarder tons. Figur 2 sammenligner Kinas historiske kulproduktion med den forventede fremtidige produktion under den antagelse, at der kan graves ligeså meget kul op, som der allerede er, ifølge de officielle tal.28

Figur 1. Kinas kulproduktion (i historiske og forventede millioner tons, 1950-2050)

articles: kina_082011_2.png

Kinas kulproduktion forventes at toppe i 2026 med en produktion på 4,7 milliarder tons. Kulproduktionens vækstrate skønnes at dale til 3,5 procent for 2009-2020, 0,4 procent for 2020-2030; -2,5 procent for 2030-2040, og -4,8 procent for 2040-2050. Den antydede økonomiske vækst vil blive 8,5 procent for 2010'erne, 5,5 procent for 2020'erne, 2,5 procent for 2030'erne og 0 procent for 2040'erne.

I år 2020 vil den kinesiske kapitalistiske økonomi således have brug for at foretage en omfordeling af indkomst på 20 procent af BNP, fra nettooverskuddet til lønninger, for at kunne opretholde en stabil kapitalistisk økonomi (se figur 1). I 2030 vil det kapitalistiske nettooverskud være nødt til at falde til under 10 procent af BNP, og der er nærmest ikke mere plads til yderligere omfordeling af indkomst.

Den forestående energikrise er blot en blandt mange af økologiske kriser, Kina står overfor. Ifølge 'Charting Our Water Future', forventes Kina at have et vand-underskud på 25 procent i 2030 pga. stigende krav fra landbrug, industri og byernes forbrug, der lægger et overvældende beslag på de begrænsede vandressourcer.29 Hvis Kinas nuværende tendens inden for jorderosion ikke kontrolleres, kunne landet lide af et fødevare underskud på 14 til 18 procent i 2030-2050. Som resultat af klimaændringerne og den faldende vand-tilgængelighed, kunne Kinas kornproduktion falde med 9 til 18 procent i 2040'erne.30

Proletariatets sejr?
Menneskeheden står nu ved en kritisk skillevej. Det globale kapitalistiske systems fortsatte drift vil ikke blot sikre den permanente forarmelse af ​​milliarder af mennesker; den vil med stor sandsynlighed også føre til den menneskelige civilisations ødelæggelse. Det rejser det presserende verdenshistoriske spørgsmål: Med hvilken magt kan menneskeheden regne med at opnå en global revolution i det enogtyvende århundrede, og dermed både socialisme og økologisk bæredygtighed?

Marx forventede, at proletariatet ville spille rollen som gravere af kapitalismens grav. I løbet af verdenshistorien er det dog lykkedes de vestlige kapitalistiske klasser at imødekomme de arbejdende klasser, gennem begrænsede sociale reformer. De kapitalistiske kerneklasser opnåede dette midlertidige kompromis på grundlag af en super-udnyttelse af arbejderklassen i periferi-landene og en massive udnyttelse af verdens naturressourcer og økologiske råderum. Begge ressourcer er nu udslukte. I de næste et eller to årtier kan de proletariserede arbejderklasser for første gang bliver et flertal i verdens befolkning. Med massiv proletarisering i Asien, er de verdens-historiske betingelser omsider således, at proletariatet - i overensstemmelse med Marx - kan sejre, og borgerskabet gå under.

Som verdens største produktionsapparat og forbruger af energi er Kina i stigende grad i centrum af kapitalismens modsigelser. Ovenstående analyse viser, at efter år 2020 forventes økonomiske, sociale, politiske og økologiske kriser at konvergere i Kina.

I lyset af arven fra den kinesiske revolution kan subjektive historiske forhold i Kina muligvis begunstige en revolutionær socialistisk løsning på Kinas modsætninger. En arbejderklasse i statssektoren, der opererer ud fra en socialistisk bevidsthed, kan potentielt overtage Kinas vigtigste økonomiske sektorer og spille en ledende rolle i den kommende revolutionære kamp. En bred revolutionær klasse-alliance kan måske dannes mellem arbejdere i statssektoren, migrantarbejdere, og det proletariserede småborgerskab.

På grund af Kinas centrale placering i det globale kapitalistiske system, kan betydningen af ​​en succesfuld socialistisk revolution i Kina ikke overvurderes. Den vil bryde hele længden af ​​den globale kapitalistiske råvarekæde. Den vil tippe den globale magtbalance afgørende til fordel for verdens proletariat. Den vil bane vejen for det enogtyvende århundredes globale socialistiske revolution og dramatisk øge chancen for, at den kommende globale krise vil blive løst på en måde, der er forenelig med bevarelsen af ​​den menneskelige civilisation.

Historien vil vise, om Kina og verdens proletariat kan påtage sig deres revolutionære opgaver.

Noter
* Nogle af linkene nedenfor virker ikke, på grund af websteder der er blevet lukket ned. Kildeinteresserede bedes kontakte forfatteren.
1Om klassemodsætninger under socialismen, og den gunstige virkning af 'the iron rice bowl on working-class power', se Minqi Li, The Rise of China and the Demise of the Capitalist World Economy (London: Pluto Press, New York: Monthly Review Press , 2008), 50-59.
2National Bureau of Statistics, the People's Republic of China, Statistical Year Book of China 2009, http://stats.gov.cn.
3Se forskningsgruppe fra the Chinese Academy of Social Sciences, "A Research Report on the Current Structure of Social Strata in China,"  i Social Blue Book 2002: Analyses and Predictions of China's Social Conditions, ed. Ru Xin, Lu Xueyi, and Li Peilin (Beijing: Social Sciences Literature Press, 2002), 115-132.
4Li, ibid.., 89, 108.
5Omkring kinesiske arbejderes forhold, se Dale Wen, "China Copes with Globalization," En rapport fra the International Forum on Globalization (2005), http://ifg.org, Martin Hart-Landsberg, "The Chinese Reform Experience: A Critical Assessment," Review of Radical Political Economics, offentliggjort online før print, 28. September, 2010.
6For en sammenfatning af kinesiske mediers beskrivelser af den "anden generation af migrantarbejdere," se klausulen om Xinshengdai Nongmingong eller "A New Generation of Migrant Workers" af Baidu online-encyklopædi, http://baike.baidu.com.
7John Chan, "Honda Rocked by Further Strikes in China," The World Socialist Website, 10. juni, 2010, http://wsws.org.
8For statistik over beskæftigelsen uden for landbruget, se World Bank, World Development Indicators, http://databank.worldbank.org.
9I oktober 2010, efterspurgte den kinesiske premierminister Wen Jiabao for "politisk reform", da han blev interviewet af den amerikanske tv-station CNN. Se Jonathan Fenby, "Political Reform Is China's Fatal Flaw," Financial Times, oktober 15, 2010.
10Zhang Yaozu, "The Evolution and Development of the Working Class Over the Six Decades of New China", maj 2010, http://zggr.net .*
11Zhong Qinan, "The Class Experience of the Chongqing Kangmingsi Workers' Struggle to Defend Their Proper Rights," maj 2010, http://zggr.net .*
12Pei Haide "A Study of Two Cases of Struggle by the Urban Traditional Workers", maj 2010, http://zggr.net .*
13National Bureau of Statistics; ibid..
14En anden almindeligt anvendt enhed for ulighed er Gini-koefficienten. Hvis Gini-koefficienten er lig med 100, indikerer det komplet ulighed; hvis Gini-koefficienten er lig 0, indikerer det fuldstændig lighed. Ifølge oplysninger fra Verdensbanken, blev Kinas Gini-koefficienten i 2005 41,5, i forhold til 40,8 for De Forenede Stater (2000) og 36,8 for Indien (2005) Se Verdensbanken, ibid..
15Yuzhi Zhang, og Zhongfu Jiang, The Domestic Governance Countermeasure in Order to Enhance Soft Power of China Communist Party," International Journal of Business and Management 5, no. 7 (juli 2010): 170-74, http://ccsenet.org.
16Qi Zhongfeng, "Economic Estimations of the Size of Rent-Seeking in the Period of Market Transition," Commercial Times, 2006 (21), http://cnmoker.org .*
17Wang Xiaolu, "Grey Income and National Income Distribution," August 2010, http://view.news.qq.com.
18Anonymous, "China's Top Ten Families," september 2010, http://hua-yue.net.
19søn Liping, "The Chinese Society Is Decaying at an Accelerating Rate," februar 2011, http://hua-yue.net.
20Zac Hambides, "China's Growing Army of Unemployed Graduates," The World Socialist Website, oktober 4, 2010, http://wsws.org.
21Kandidaten hævder at have en årlig indtægt på 50.000 yuan efter skat og fradrag. Til sammenligning, var den gennemsnitlige årlige før skat løn for Kinas formelle sektor medarbejdere, omkring 29.000 yuan i 2008. Se National Bureau of Statistics, ibid..
22Anonymous, "A College Graduate's Perspective: I Can Barely Survive-The Miserable Life with a Monthly Salary of 4,000 Yuan", marts 2008, http://bbs1.people.com.
23Mao Zedong blev født d. 26 december 1883, og døde d. 9 September 1976. Se Lao Shi, "People Commemorate the 117th Anniversary of Mao Zedong's Birth Throughout the Country," februar 2001, http://wyzxsx.com, Xu Rong og Zuo Yuanyuan, "Mao Zedong‘s Hometown Becomes the Tourists' Favorite-680,000 People Visited Shaoshan During the New Year, "februar 2011, http://redchinacn.com.
24Se Martin Wolf, "How China Must Change If It Is to Sustain Its Ascent," Financial Times, 22. september 2010, 11.
25Selvfølgelig sparer husstande i arbejderklassen en del af deres indkomst. På den anden side forbruger kapitalister også. På makro-niveau udlignes arbejder-klassens besparelser nogenlunde af den kapitalistiske klasses forbrug.
26For at se hvorfor en investeringsandel af BNP på 36 procent er nødvendig, for at stabilisere den kapitalistiske økonomi, overvej at hvis et investeringsforhold er større end 36 procent, så vil netto-investeringer, i forhold til BNP, være større end 21 procent (efter fradrag af afskrivninger ). Da den oprindelige kapital-output rate er sat til 3:1 vil kapitalapparatet, hvis netto-investeringer er større end 21 procent af BNP, vokse med mere end 7 procent (7 = 21 / 3), dvs hurtigere end BNP. Dette indebærer en stigende kapital-output rate eller en faldende forrentning af kapitalen.
27Denne tommelfingerregel implicerer en meget hurtig forbedring af energieffektiviteten og overgang fra kul til andre energikilder, som måske ikke slår igennem. I fremtiden er det muligt at energieffektivitet og energi substitution bliver noget hurtigere. Men verdens olieproduktion forventes at toppe i den nærmeste fremtid. Dette vil reducere Kinas olieforbrug og pålægge en yderligere hæmsko for Kinas økonomiske vækst.
28Hvis Kina resterende kul viser sig at være betydeligt større end den officielle reserve, så vil den ekstra udledning af kuldioxid fra afbrænding af kul gøre enhver rimelig klimastabilisering næsten umuligt.
29International Finance Corporation, et al. Charting Our Water Future, Executive Summary, 2009, http://mckinsey.com.
30Liming Ye, Jun Yang, Ann Verdoodt, Rachid Moussadek, and Eric Van Ranst, "China's Food Security Threatened by Soil Degradation and Biofuels Production," August 1-6, 2010, paper presented at the 19th World Congress of Soil Science, Brisbane, Australia; The Chinese Academy of Agricultural Sciences, "Impact of Climate Change on Chinese Agriculture," 2010, http://china-climate-adapt.org.