Egypten: Stadig på Kanten af Kløften
Af Poya Pâkzad

Offentliggjort: 15. august 2011
Populært sagt blev præsident Hosni Mubaraks sejlivede autokrati væltet på blot 18 dage. I virkeligheden var "den egyptiske revolution" mindst et tiår undervejs, og udgjorde som sådan et betydeligt vendepunkt i en forudgående og forsat klassekamp. En klassekamp for hvilken de politiske krav på Tahrir-pladsen, og viljen til at slås videre i sit videste perspektiv, skal ses som en løftestang i kampen for den sociale retfærdighed.

For den gennemsnitlige egypter, fra generation til anden, har de foregående 25-30 år været oplevelsen af økonomisk nedgang og inflation, i hvilken realløn og indkomst er dramatisk stagneret, arbejdstimerne steget, og priserne på dagligvarer vokset til ubærlighed. Uligheden i landet er siden introduktionen af neoliberale reformer i slut-70erne vokset til pyramidalske proportioner.

Dog er sandsynligheden for indfrielsen af oprørets multifacetterede politiske og sociale krav bundet kraftigt op til forholdene på verdensmarkedet. Egypten har et budgetunderskud på over 11 procent (dvs.: ca. $ 3 mia.), og en udlandsgæld på mere end $ 30 milliarder. Et centralt spørgsmål er derfor, hvem der skal komme en ny herskende klasse til undsætning? Det er der formentlig ingen der kan. Hverken Europa, hvor en utæmmelig eurokrise raserer; USA, der konstant befinder sig på randen af en ny recession; eller briklandene, som er spændt ud mellem høj inflation og spekulativ vækst, kan fungere som krisebrydere. Alle steder har man travlt med at holde en ny recession fra døren og undgå endnu et kollaps på finansmarkederne. Alle steder er man hoppet på nedskæringsvognen.

Finanskrisen betyder således for egypterne, at kampen for den eroderede sociale kontrakt fortsætter. De uløste modsætninger i tiden post-Mubarak vil præge den fortsatte politiske organisering - også efter et egyptisk valg. De nye magthavere, vil ikke kunne indfri de unge demonstranters sociale ambitioner, og arbejderklassen kan ikke få indfriet deres krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold, samt mere beskæftigelse, hvad der ellers er hårdt behov for. På den anden side af valget vil nye magthavere derfor ikke kunne konsolidere deres magt, medmindre oprørstendenserne er nedkæmpet, og de organisationer og bevægelser der er vokset frem før, under, og efter opstanden, fortsat holdes nede. Der er ét lag i Egypten foruden arbejderklassen, som i disse dage udkæmper en bitter klassekamp, og det er den herskende klasse.

En Revolution mod Neoliberalisme?
Uanset hvad man måtte nære af selvstændige overbevisninger om økonomisk rationalisme, er der betydelig konsensus om konsekvenserne ved Egyptens overlejrede neoliberalisering siden slut 70'erne: en lille indflydelsesrig minoritet har beriget sig gevaldigt og bemægtiget sig kontrollen over det meste af produktionen og handlen, mens majoriteten er rådighedsberøvet og sunket ned i fattigdom.

Det samme år som IMF udnævner Egypten til "verdens top-reformer" i 2007, rapporterer Verdensbanken, at antallet af egyptere som lever under $ 2 pr. dag er steget til 15 millioner ud af knap 80 millioner indbyggere. Optællingen ekskluderer dem, der lever lige over $ 2 om dagen, og den fortæller ikke noget om købekraften i forhold til prisstigningerne. Ifølge en rapport i Reuters den 13. juli 2009 af Alastair Sharp, lever en femtedel af befolkningen for mindre end $ 1 om dagen. Det er ikke en udvikling som er blevet bedre, kun værre.

De økonomiske justeringer i Egypten blev ikke fulgt op af politiske reformer under Hosni Mubarak, men i stedet implementeret med systematisk vold og intimidering, foretaget af et sikkerhedsapparat, der specifikt er nedsat til at beskytte "det frie marked". Det er i denne kontekst, at den lange og seje egyptiske kamp udfolder sig.

Allerede tilbage i 1977 strømmede hundredtusindvis egyptere på gaden landet over i en såkaldt "vand- og brødrevolution" i protest mod IMF-inspirerede nedskæringer i tilskud til mad og gas. Demonstrationer og strejker af denne art blev slået hårdt ned, for ofte at genindføre tilskuddene, som en slags midlertidig damage control, for derefter at fjerne dem igen. Siden 70'erne har en bølge af protester fortsat op gennem 80'erne uden om den statsautoriserede egyptiske fagforeningsføderation (ETUF), som er en del af statens lange arm, og berygtet for at afvise arbejdernes krav.

Upåagtet de tydelige sociale konsekvenser havde Mubarak allerede i midt-90erne privatiseret store dele af industrien, landbruget, vand, sundhedsplejen, transport og uddannelse. Som følge af den økonomiske tilpasningspolitik blev den sociale kontrakt brudt, og det vækkede klassebevidstheden. Ifølge arbejderhistorikeren og Egypten-ekspert Joel Beinin, har mere end 2 millioner egyptiske arbejdere siden 1998-2010 deltaget i mere end 4000 strejker, demonstrationer, og andre typer af aktioner imod lave lønninger, kontraktbrud, manglende udbetalinger, reduktioner i løntillæg og sociale ydelser. Siden især terrorangrebet i 2001 er sådanne demonstrationer blevet "sikkerhedsliggjort" som en slags kamp mod terror. Flere blev tortureret, fængslet og mange "forsvandt" efter anholdelse.        

Arbejdernes kamp har således i de foregående årtier under de neoliberale reformer, og i særdeleshed de sidste 10 år under tiltagende nepotisme, været en generalprøve på det, der senere skulle komme. Bevægelsen fik en politisk hjertestyrkning gennem middelklasseprojekter såsom demokrati-bevægelsen Kifaya, og ungdomsbevægelsen "6. april", der opstod i solidaritet med de strejkende tekstilarbejdere i byen Mahallah i 2006. Frugtbare strejker i industrien gav ungdomsoprøret blod på tanden.

Som resultat er arbejderbevægelsen også blevet politiseret, lønstigninger er blevet til en national sag, uafhængige fagforeninger og selve retten til at demonstrere er blevet gjort til et krav, og statens sikkerhedsapparat er blevet genstand for fælles indignation. Således er den egyptiske opstand i 2011 ikke alene båret af ungdommens ambitioner (60 % af en egyptiske befolkningen er under 30 år), af kravet om at være borger i et demokrati, men i højeste grad affødt af en klassekamp, som udbredte sig til andre sektorer som følge af den globale finanskrise i 2008. 

Og kampen fortsætter
"Der er total klassekrig i Egypten lige nu" siger Joshua Stacher, en politolog og Egypten-ekspert fra et amerikansk universitet til tidsskriftet Time Magazine, "og jeg er egentlig ikke sikker på, om [de liberale bevægelser] er klare over dette." Arbejdernes store problem er nemlig, at de er klemt mellem ungdomsoprøret, det Muslimske Broderskab og den siddende elite. Henover dette spektrum hersker en konstrueret myte om, at arbejdernes radikale krav er skadelige for revolutionens forløb (ungdomsoprøret), er umoralsk grådighed (det muslimske broderskab) og udgør en "national sikkerhedstrussel" (den midlertidige regering). Hvis middelklassen får sine politiske krav gennemført, er arbejdsklassen således efterladt ude i kulden. "Den dominerende diskurs, der kommer ud på TV er," siger Stacher, "at det ikke er det rigtige tidspunkt til at demonstrere for [arbejdernes rettigheder]."

Men for arbejdere, som bidrog til at tippe balancen til oprørets fordel i februar, og som ikke har fået udbetalt løn siden, er 'tilbageholdenhed' ikke en taktisk mulighed. Trods et væld af fortsatte strejker landet over, er de dog næppe politisk organiseret ud over en håndfuld nye lokale fagforeninger, og et forsøg på at skabe et Demokratisk Arbejderparti, bestående af arbejdere, tidligere medlemmer af det socialistiske parti og venstrefløjspartiet Tagammu. De politiske initiativer er ganske nye, og med de endnu restriktive love vil de med sikkerhed ikke kunne deltage i det forestående valg til slut-september. "Intet har ændret sig [for os] efter revolutionen", fortæller en arbejder ved navn Mohammed Gharib Abdullah til tidsskriftet The National i juli: "Vi drømte om en populær revolution... men det føles næsten som en kontrarevolution."

Og en kontrarevolution er præcis, hvad det er. Broderskabet har afholdt demonstrationer på Tahrir-pladsen for "stabilitetens" skyld - hvilket er en eufemisme for, at nu skal man stoppe protesterne, indtil en ny regering er blevet indført. En regering som de selvfølgelig selv håber at tage del i. I mellemtiden har den midlertidige militærregering fastholdt, at løn- og arbejdsvilkår for offentligt ansatte, ikke kan diskuteres, så længe parlamentet er opløst. Men militærets 'neutralitet' klinger hult, når den fortsat slår så hårdt ned på de strejkende. Som reaktion har 6. april-bevægelsen atter kaldt til demonstrationer i solidaritet med "martyrerne" - som både betyder dem, som blev dræbt under revolutionen, og dem, som er lavest stillet i samfundet.

I stedet for en åben principiel diskussion om de økonomiske forhold udfolder der sig i stedet en taktisk debat, som primært udspiller sig mellem det konservative Muslimske Broderskab og det generelt set 'liberale' ungdomsoprør, om hvad der skal komme først: parlamentsvalg eller forfatningsændringer. Den generelle bekymring er, at nyere partier skal have tid til at organisere sig før valget. Hertil kommer, at den nye forfatning skal definere hærens rolle og samtidig sikre, at den trækker sig tilbage fra politik. En udformning af forfatningen før valget skal samtidig forhindre, at Det Muslimske Broderskab får lov at diktere indholdet.  

Med de rammer som "revolutionen" har konstrueret for sig selv, er det "fortsat uklart", skriver Ph.D.-studerende Hesham Sallam i Mellemøstenbladet MERIP, "om det ny Egypten post-Mubarak kan [eller vil] håndtere de socioøkonomiske begrædelser, som var med til at sætte gang i opstanden den 25. januar". Det fremherskende svar blandt analytikere er nej, og "arbejderne vil fortsat være marginaliseret af den økonomiske liberalisering, som blev indledt under det tidligere regime." Et helt konkret eksempel på det forhold, at en ny herskende klasse hverken har råd eller politisk vilje til at indfri de sociale krav, er det nye egyptiske statsbudget med 11 % i underskud, som viser en ret ujævn holdning til dem med lavest indkomst i samfundet. Man nægter et helt centralt krav om at fastsætte og hæve mindstelønnen. Ifølge den egyptiske avis al-Masry al-Youm er der dog en meget enkel måde at dække underskuddet på, blandt andet ved at beskatte aktiemarkedet og kapitalgevinster. Men enhver tale herom, er mødt med trusler fra forretningseliten om, at det vil være til skade for investeringer. I stedet vil man dække underskuddet ved yderligere stramninger. 

Foruden det forhold, at landets rigeste flygtede med pengene i behold, da Mubarak faldt, ser man, at endnu flere forretningsmænd poster deres penge til udlandet. Egyptens kapitalstrøm er således skudt helt i sænk på et tidspunkt, hvor landet har stærkt brug for pengene. Ifølge den israelske avis Jerusalem Post drejer det sig om et beløb på cirka $ 130 milliarder på årlig basis. Disse bevægelser er ikke overraskende ikke blevet karakteriseret som en "national sikkerhedstrussel", hvad det nok ellers er. Det betyder for Egypten, at landet fortsat vil være dybt afhængigt af udenlandsk støtte, hvilket formindsker muligheden for en uafhængig indenrigs- og udenrigspolitik. Både G8 og OPEC har lovet hjælpepakker i milliardbeløb, men de er ikke uden politiske bindinger, endsige tilstrækkelige som foranstaltninger. Disse bindinger kan påvirke de politiske aktører, der har i sinde at stige til magten, og på den måde have en negativ indvirkning på arbejdernes krav hinsides valget til september.

Kontrarevolution og "mubarakisme uden Mubarak"
Den 12. marts fik arbejderne dog en historisk sejr, da arbejdstagernes ret til at danne uafhængige fagforeninger blev anerkendt af den midlertidige regering. Kun 10 dage senere vedtog regeringen en lov, som forbød strejker og andre former for protester i industrien. Det er i stigende grad blevet klart, at arbejdernes krav ikke kan indfries i den transitionsproces, som revolutionen har tegnet for sig. Det er en absurd udvikling, skriver den iranske sociologiprofessor Asef Bayat i tidsskriftet Jadaliyya, "at militæret i Egypten forventes at gennemføre omfattende reformer på vegne af "revolutionen", herunder at ændre forfatningen, sikre frie valg, sikre den frie udvikling af politiske partier, og i det lange løb institutionalisere demokratiske styreforme." Ifølge Bayat er det et tegn på en "væsentlig anomali" i den egyptiske revolution, som rejser spørgsmålet, om der overhovedet er tale om en egentlig revolution i klassisk forstand. Han døber opstanden en "refolution", som er en sammentrækning mellem revolution og reform.  

Seks-syv måneder efter opstanden begyndte, er det bredere spørgsmål, om hvad man egentlig har vundet, foruden Mubaraks afgang, genstand for megen diskussion. En af de førende eksperter i den egyptiske fagbevægelse Joel Beinin har skrevet i det centrum-venstre amerikanske tidsskrift Foreign Policy, at den vigtigste og eneste egentlige sejr, som arbejderne har vundet ved revolutionen, er, at de ikke længere accepterer deres vilkår. Professor og Egypten-ekspert Jason Brownlee skriver i Jadaliyya, at "letkøbt anti-Mubarakisme ikke bør forveksles med demokratisering. Tværtimod er sådan selektiv populisme, uden egentlig folkelig suverænitet, en hurtig vej til post-Mubarak autoritarisme." Brownlee argumenterer nøgternt, hvorledes den midlertidige regering har sikret, at holde det gigantiske sikkerhedsapparat intakt - et sikkerhedsapparat hvis "vigtigste opgave" ifølge historieprofessor Zeinab Abul-Magd, er "at knuse den offentlige modstand imod markedsforanstaltninger og disses negative konsekvenser." En opgave som den midlertidige militærregering og dets kumpaner har fulgt til punkt og prikke i en bredspektret kampagne mod arbejdsklassen, der involverer vold, fængslinger såvel som propaganda. Ifølge menneskeretsorganisationer er knap 12.000 blevet retsforfulgt siden den 28. januar.

I løbet af de seneste seks måneder har regimet og eliten skabt et narrativ, som betegner arbejdsklassens sociale ambitioner, som "en national sikkerhedstrussel". Militærets første indgriben efter Mubaraks fald, var den såkaldte "kommuniké nr. 5", som advarer mod vedvarende strejker og opfordrer til et "nationalt bidrag" til en tilbagevenden til de "normale økonomiske forhold". Den 23. marts vedtog den midlertidige regering en lov, der gør strejker strafbart med store bøder og fængsling til følge. Flere strejkende er siden blevet brutalt behandlet og anholdt. Såvel det største liberale parti (Wafd) som det Muslimske Broderskab, der kæmper mod hinanden om magten, har udtrykt, at arbejdsklassens krav "skader revolutionen", og går imod "nationale egyptiske værdier". Fagbevægelsens krav er således blevet bredt beskrevet som "snævre interesser", der sætter egen agenda forud for det nationale. Den nuværende egyptiske justitsminister har sågar udtalt, at arbejds-demonstrationerne er en "kontrarevolution" iscenesat af det gamle regime.

Denne samordnede indsats fra stort set alle sider for at delegitimere arbejderne har desværre vundet indpas. Ifølge Hesham Sallam, er "dette et voksende tegn på en elitær konsensus, der forsøger at omskrive historien om den igangværende egyptiske revolution, dens betydning og dens mål, med det formål at afspore presserende socioøkonomiske problemer, og umyndiggøre de ​​millioner af egyptere der lider under dem." Ifølge den arabiske tænketank MUFTAH, er selv fattige egyptere begyndt at købe denne historie. I et interview med MUFTAH fortæller en ældre pensioneret herre fra provinsbyen Abbasiya, at selvom Mubarak var slem, så har demonstranterne været egoistiske og ødelagt nationens økonomi. Flere sådanne fattige byer som Abbasiya er fuldstændig afkoblet det, der foregår i resten af landet. Det fortæller noget, om den prekære situation som de lavest stillede de befinder sig i.

For militæret og eliten sluttede revolutionen da Mubarak trådte tilbage. Fra det perspektiv er de fortsatte demonstrationer en gene. For at "redde" revolutionen er aktivisterne begyndt at kalde til nye runder af demonstrationer - de fleste bliver nedkæmpet af hæren, som ønsker en såkaldt "velordnet overgang". Samtidig er såvel sekteriske og ideologiske skel ved at splitte den nationale enhed, der herskede på Tahrir-pladsen tilbage i januar. På trods af euforien over Mubaraks afgang, venter der de egyptiske arbejdere en usikker fremtid, nye udfordringer og en fortsat kamp hinsides valget til september. 

Efterskrift: Var det så overhovedet en revolution?
Begivenhederne i Mellemøsten og Nordafrika er bredt blevet tolket som "revolutioner", men der er - efter min mening - i bedste fald tale om ufuldstændige eller afbrudte opstande. Syv måneder efter må de respektindgydende, modige bestræbelser gøres til genstand for tolkning. Der er nemlig reelt tale om noget af et "sort hul", hvad angår viden om, hvad der faktisk skete, og hvorfor det lykkedes så relativt nemt at skille sig af med regimernes kranskagefigurer. Det ved man nemlig ikke noget som helst om endnu, på trods af megen spekulation og gætværk.

Det karakteristiske ved opstandene i Tunesien og Egypten i modsætning til fx Libyen og Yemen var arbejderklassens betydelige involvering. At disse hurtigt blev slået tilbage efter statsoverhovedernes tilbagetrædelse, tyder på, at de har spillet en vigtig rolle! Men når dagen er omme, ser det ud til at opstandene stod uden egentlig ledelse eller organisation - hvilket ikke er underligt givet den fortsatte undertrykkelse. Som sådan, skriver Mohammed Bamyeh i Jadaliyya, er "den nuværende arabiske revolutionære bølge tættest på anarkistiske idealer, som bygger på spontanitet og princippet om en upålagt orden." Men dette er nok tættere på ønsketænkning end realiteten. Som eksempel kan henvises til den anarkistiske bevægelse i 1930'ernes Spanien, som endog var langt bedre organiseret end den egyptiske, med nøje tilrettelagte planer for etableringen af det utopiske samfund.

Måske er det den udbredte misforståelse, at anarkisme betyder noget i retning af et kaos eller vakuum, der animerer denne karakterisering. Som Bamyeh medgiver, var opstanden udført med en "anarkistisk metode", om end med "liberale [eller emancipatoriske] intentioner". Hensigten er, ifølge Bamyeh, at skabe en "borgerlig stat". Som allerede omtalt, er målet om en borgerlig stat ikke forkert, men det omfatter bare ikke de grunde og årsager, der førte til opstanden i første omgang. Og selv med implementeringen af en sådan stat, har man ikke nærmet sig indfrielsen af de sociale krav, der gjorde sig gældende fra opstandens begyndelse.   

I artiklen "The Praxis of the Egyptian Revolution" i MERIP forsøger politologiprofessor Mona El-Ghobashy, at danne sig et billede af opstanden ved at sammenholde den med to indbyrdes afhængige revolutionsmodeller: henholdsvis den "dramaturgiske model", hvor selvstændige individer, "bevæbnet med mod og en ny bevidsthed", igangsætter en opstand. Og hertil, "indignationsmodellen" - "hvor en ophobning af sociale problemer støt diffunderer ud i befolkningen og til sidst når et uforudseeligt vendepunkt." Men som hun selv skriver, fortæller disse modeller intet om, hvornår og hvordan en sådan opstand begynder.

I stedet citerer hun revolutionsteoretikeren Charles Tilley, som hævdede, at revolutioner finder sted, når magtbalancen mellem regimet og folket vipper til folkets fordel: "der var en pludselig ændring i balancen af ressourcer mellem herskere og regerede", skriver El-Ghobashy. Hvorledes hun kan vide dette foruden avanceret gætværk, er uklart. Hun indrømmer, at "folket væltede et stærkt regime." I slutningen af hendes artikel nærmer hun sig en plausibel forklaring: Demonstrationerne i Egypten var ikke nye, de havde øvet sig på det i mindst et årti forinden, og dermed erhvervet sig en række sejre undervejs og betydelig erfaring i "gadepolitik." Men for at "revolutionen", som hun kalder den, "skal kunne få et revolutionært resultat" skal de eksisterende strukturer transformeres. Men kan en revolution alene betegnes ved en opstand, som endnu ikke har formået eller erhvervet sig midlerne til at transformere den eksisterende struktur?

Præcis det problem behandler den iranske sociologiprofessor Asef Bayat i den egyptiske avis al-Masry al-Youm i artiklen "Paradoxes of Arab Refo-lutions". Som allerede omtalt argumenterer Bayat, at opstanden i Egypten befinder sig et sted mellem revolution og reform. Han skelner mellem "reformistiske forandringer", hvor "ændringer sker inden for de eksisterende politiske rammer", og den "insurrektionære model", "hvor en revolutionær bevægelse [med tiden] hober sig op", "danner en skyggeregering" og "fører til en tilstand af 'dobbeltmagt' mellem det etablerede regime og oppositionen", som siden udvikler sig til en "insurrektionær kamp".

Bayat introducerer også en tredje model: "regime-implosion". Her gælder det, at en "revolutionær bevægelse bygger sig op gennem generalstrejker og udbredt civil ulydighed, eller gennem en revolutionær krigsførelse, der gradvis omkranser regimet, så det i sidste ende imploderer." Men ingen af disse modeller passer på opstandene i Egypten og Tunesien, hvor strukturen er intakt, og regimet forventes at gennemføre en transition på oprørets vegne. Dette skyldes, argumenterer Bayat, at det hele gik så hurtigt, at en egentlig revolutionær bevægelse, der kunne sønderrive det bestående, aldrig nåede at udkrystallisere sig. På den anden side, er der ingen, der står med en alternativ struktur, der kan erstatte den gamle orden. Dette har både sine fordele og ulemper ifølge Bayat. For det første var opstandene ikke-voldelige, hvilket forøger "mulighederne for en ægte transformation gennem sociale pagter", men kun, "hvis samfundet - græsrødderne, civilsamfundets organisationer, fagforeninger og sociale bevægelser - fortsat vil være årvågne, mobiliserede og udøve pres."

Ulempen er, at en sådan hegemonisk magt som "masserne" er skrøbelig, og relativt nemme at splitte. Det er netop en sådan splittelse - en kontrarevolution - som vi er vidne til i Egypten i dag. Bayat konkluderer således, at "der kun er meget lille håb for en meningsfuld forandring, medmindre refolutionerne forvandles til revolutioner." Om det er rigtigt, må tiden vise. I mellemtiden kan det siges med rimelig sikkerhed, at jo længere man udskyder strukturreformer, des mindre sandsynlige bliver de.