Vækst og uddannelse – men for hvem?
Af Jens Joel

Offentliggjort: 15. august 2011
Det kommende valg bliver domineret af diskussionen om vækst, og om hvad vi skal leve af i fremtiden. Men selvom de fleste er enige om, at vækst er gavnlig, uddannelse er nødvendig, og at flere skal ind på arbejdsmarkedet, er der store forskelle på hvordan rød og blå blok vil føre overskrifterne ud i livet. Under flosklerne om vækst og uddannelse findes den politiske uenighed, og jeg tager her fat i tre områder, hvor forskellen er - og bør være - markant på vores og deres vej.

Lars Løkke har sagt, at vi i 2020 skal være blandt de ti rigeste lande i verden målt på BNP. Jeg mener, vi har brug for at sætte væksten til diskussion både ud fra en ressourcemæssig og fordelingsmæssig vinkel. For mig er væksten således ikke gavnlig eller frugtbar, hvis den alene tilfalder 1 procent af de rigeste danskere, bliver omsat i kortsigtet spekulation eller bliver parkeret i skattely på Cayman Island.

Væksten er først gavnlig, når den kommer det brede fællesskab til gode. Det bør netop være lektien af finanskrisen. Der er behov for at finde et nyt udviklings- og velstandsmål, der kan stille skarpt på, hvorvidt væksten fordeles og kommer alle i samfundet til gode.

De borgerlige debattører fokuserer på større optag på universiteterne og vil belønne uddannelser, der efterspørges i det private erhvervsliv. Jeg mener slet ikke vores største uddannelsesproblem er her - hvor stadig flere heldigvis får både studentereksamen og kandidatgrad - men derimod i det faktum at 200.000 unge ingen uddannelse får, mens 9000 mangler en praktikplads, og der skæres ned på erhvervsskoler og efteruddannelse.

VKO (og R) vil afskaffe efterlønnen og tvinge hårdtarbejdende og nedslidte mennesker til at blive på arbejdsmarkedet, mens direktører og djøf'ere med opsparing selv styrer deres tilbagetrækning. Jeg mener de største udfordringer på arbejdsmarkedet er at skaffe nye jobs til dem, der er røget ud i arbejdsløshed og sikre, at de har kvalifikationer, der matcher fremtidens jobs.

Væksten skal fordeles bedre
Når riffelskytten eller sportudøveren lægger an til skud sigter han eller hun mod et bestemt mål. Retningen, der skydes, afgøres naturligvis af hvilket mål der er stillet op. Sådan er det også i politik. BNP og BNI har i mange år været gjort til målestokken for velstand og udvikling. Senest da statsministeren gjorde det til sit primære mål for 2020.

Traditionel BNP-vækst og rigdom bør dog ikke gøres til den primære målestok for samfundets udvikling. Det stærkt forsimplede BNP-mål indeholder en række fejlslutninger og blinde pletter, og derfor har målet været kritiseret fra flere sider.

De senere år har f.eks. Human Development Index (HDI) præsenteret et alternativ, der bl.a. indeholder gennemsnitindkomst, uddannelse og børnedødelighed. Det samme har Nobelprisvinderne i økonomi Joseph E. Stiglitz og Amartya Sen, der vurderer udviklingen ud fra et bredere perspektiv og særligt tager højde for forurening og klima. Deres argument har været, at der er brug for et mål, der ikke bare fokuserer på vækst, men også på bæredygtig vækst. Jeg mener denne pointe er helt afgørende og desuden også relativt velbeskrevet. Et perspektiv der indbefatter jordens begrænsede ressourcer bør være en integreret del af alle diskussioner om vækst. Jeg vil dog argumentere for, at vi også er nødt til at diskutere væksten ud fra et rent fordelingsmæssigt synspunkt.

BNP, der måler den samlede værdiskabelse i et land, og BNI, der udtrykker den samlede indkomst, er velegnede til at sige noget om den samlede nationaløkonomiske situation. Om kagen bliver større eller mindre. Men de kan ikke sige noget om, hvordan væksten og indkomsten fordeles i samfundet, og derfor er de utilstrækkelige.

Hvis BNI gøres til målestokken kan vi komme i den absurde situation, at "velstanden" stiger selvom det kun er bankdirektørerne i Nordsjælland, der tjener flere penge, mens resten af befolkning bliver fattigere. Det skyldes af BNI er blind for, hvordan indkomsten fordeles. Lad os tage et konkret illustrativt eksempel fra den anden side af dammen. Den rigeste 1 procent af amerikanerne tjener omtrent 25 procent af nationens samlede indkomst.  Hvis man forestiller sig, at denne befolkningsgruppe oplever en indkomstfremgang på 10 procent, og at de resterende 99 procent oplever en indkomsttilbagegang på 2 procent, så vil den samlede BNI stige med 1 procent. Du læste rigtigt. BNI vil være positiv, selvom 99 procent af befolkningen er blevet fattigere! 

Hvis vi ønsker et samfund, hvor det betyder mere for os, at 99 pct. er blevet fattigere end, at den ene procent er blevet meget rigere, så har vi således brug for et alternativ. Vi har brug for et redskab, der kan tage højde for både den relative og absolutte fordeling af rigdommen. Vi har altså brug for et større fokus på fordeling af ressourcerne i samfundet.

Uden nogen forestilling om at ville eller kunne trumfe de økonomiske nobelprismodtagere kunne et simpelt og enkelt forslag være at skabe et alternativ, der vægter den relative indkomstfremgang lige tungt, uanset hvem den tilfalder. Et sådant alternativt mål ville betyde, at velstanden kunne forøges gennem en omfordeling fra dem, der har mest i samfundet, til dem der har mindst.

Uden at skabe ny vækst kan man altså hæve velstanden generelt i samfundet gennem omfordeling, og det skyldes at 1000 kroner udgør en større andel af bistandsklientens end af bankdirektørens løn.

Man kunne i mangel af bedre kalde målet for Social Brutto National Indkomst - eller bare SNI. Hvis man så udregner væksten i SNI i ovenstående tænkte amerikanske eksempel vil den være på godt minus 2 procent. Simpelthen fordi 99 procent af befolkningen bliver 2 procent fattigere.

Det mener jeg er et mere retfærdigt og retvisende billede. Også selvom det ikke udgør en fuldstændig eliminering af muligheden for ulige vækstfordeling.

Og selv hvis man ikke mener, en ligelig fordeling af væksten er mere retfærdig end en ulige fordeling, er der en række gode argumenter for, at bruge et mål som det SNI repræsentere.

Lad mig blot fremhæve tre.

Det første og mest oplagte argument fra økonomernes egen verden er, at brugsværdien eller nytten af en ekstra krone falder, des flere man har af dem. Det er det økonomer kalder 'faldende marginalnytte', og det bunder simpelthen i, at Mærsk Mckinney Møllers hverdag ikke ændrer sig bemærkelsesværdigt, hvis han får 10.000 kroner ekstra. For pædagogmedhjælperen eller sosu-assistenten kan det samme beløb gøre forskellen på, om de har råd til sommerferie eller ej. Princippet om faldende marginalnytte er langt fra nyt, og er hyppigt anvendt i mikroøkonomisk sammenhæng. Imidlertid har princippet aldrig fundet vej til nationalregnskaberne.

Det andet er nært beslægtet hermed og betyder, at det ikke ligegyldigt for efterspørgslen i samfundet, hvem der oplever en indkomstfremgang. Hr. Møllers ekstra penge går ikke til forbrug, forbi han ikke har mere forbrug at dække, mens sosu-assistenten vil bruge pengene rub og stub på at købe alle de varer, der før slet ikke var råd til. Det betyder, at resten af samfundet vil opleve en større efterspørgsel og dermed vækst, som konsekvens af, at de lavest lønnede får flere penge mellem hænderne. Det er det man også kalder 'multiplikator-effekten' - der bliver sat gang i økonomien.

Et tredje og mindre økonomisk betonet argument kommer fra ny forskning, der viser, at samfund med lav indkomstulighed også oplever færre sociale problemer. Der er færre i fængslerne, færre teenagefødsler, færre børn, der klarer sig dårligt i skolerne og mindre fedme i samfund med lav indkomstulighed. Og disse undersøgelser baserer sig alene på sammenligninger mellem de rigeste vestlige lande og selv i disse har indkomstuligheden afgørende betydning. Det gælder f.eks. hvis man sammenligninger staterne indenfor USA's grænser. Ulighedens størrelse rammer således bredt og må tillægges en stor værdi.

Uanset hvem der vinder næste valg, så vil væksten stå i centrum. Vi har brug for at sikre, at erfaringerne fra finanskrisen tages med, og at den vækst vi har oplevet under VK-regeringen ikke bliver et eksempel til efterfølgelse. Kagen skal helt absolut være større, men den skal også fordeles helt anderledes.

Jeg mener derfor ikke blot, at en ny regering skal indføre en fattigdomsgrænse, men også forpligte sig på, at væksten i Danmark deles af de mange. Der findes mange både politiske og økonomiske grunde til at skabe et mere lige samfund. Derfor skal den politiske målestok også udlægges, så den stiller skarpt på både vækst, velstand og fordeling af disse.

Uddannelse uanset baggrund
Uddannelse er fremtidens råstof. Det vi skal leve af. Derfor domineres stort set alle politiske debatter også af temaet. Der er bred enighed om, at der skal satses - men der synes stadig meget stor forskel på, hvem det er der skal have gavn af mere uddannelse. Jeg mener vi skal sætte langt mere fokus på erhvervsskoler og efteruddannelse. Både fordi det bliver nødvendigt, men ikke mindst fordi de lange videregående uddannelser allerede har vægtige fortalere bag sig.

Dansk Industri kræver flere pladser på universiteterne og Dansk Erhverv foreslår (Politiken 29.07.11) at indføre et "intelligent" taxametersytem, der præmierer uddannelser, der efterspørges af erhvervslivet, eksempelvis nationaløkonomi. De borgerlige debattører og politikere har travlt med at uddanne til toppen af arbejdsmarkedet.

De har selvfølgelig ret i at vi kommer til at mangle unge med lange videregående uddannelser. Derfor lægger S og SF også op til at oprette 15.000 nye studiepladser på de videregående uddannelser. Men det er slet ikke vores største problem. Vores problem ligger blandt andet i de massive nedskæringer, manglende praktikpladser og markante frafald, der sker på erhvervsuddannelserne.

200.000 unge får ingen uddannelse og for første gang nogensinde, er vi i den situation, at dem der kommer ud på arbejdsmarkedet nu er dårligere uddannede end deres forgængere.  I Danmark har kun syv ud af ti blandt de 20-24-årige gennemført en ungdomsuddannelse. Det placerer os på en pinlig fjerde-sidste plads blandt EU-landene, hvor gennemsnittet er på 78%.

Manglende uddannelse har enorme menneskelige konsekvenser for de unge og store økonomiske konsekvenser for samfundet.  Uddannelse er nøglen til større jobsikkerhed, højere løn og et længere, sundere liv. Eksempelvis har ufaglærte mellem 35 og 74 en overdødelighed, der er så høj, at hver ufaglært i gennemsnit får skåret to år af sit arbejdsliv. Dertil kommer, at arbejdsløsheden er tårnhøj blandt dem, der ikke har anden uddannelse end folkeskolen.

På samfundsniveau understreges problemerne af de beregninger, der viser, at vi om ti år vil mangle over 100.000 med en videregående uddannelse og 45.000 erhvervsfaglige, mens der vil være et stort overskud af ufaglærte.

Regeringens politik på erhvervsuddannelserne har slået fuldstændig fejl. Tusindvis af unge er netop startet på en erhvervsuddannelse, men desværre ender op mod halvdelen af de unge med at falde fra igen. 9000 mangler en praktikplads, der skæres massivt ned på erhvervsskolerne, fyldes flere elever i hver klasse og der er mere lærer-fri undervisning. Vi ved det rammer skævt. Dem der har mindst støtte hjemmefra er mest afhængige af skolernes undervisning og kontakten med andre studerende og lærere.

Derfor skal en ny regering satse på massivt på uddannelse - og derfor mener jeg, at indsatsen skal koncentreres om at sikre flere en faglig uddannelse. S og SF vil indføre en praktikpladsgaranti, som blandt andet betyder, at alle offentlige opgaver skal løses af firmaer, der har lærlinge. Dertil kommer at der skal oprettes flere praktikpladser i kommuner og regioner, og at de firmaer, der smyger sig udenom at uddanne de unge, skal betale mere til fællesskabet.

Nedskæringerne på de faglige uddannelser skal stoppes, og vi skal oprette en fleksibel ungdomsuddannelse, så der også er et tilbud til dem, der ikke lige passer i de eksisterende kasser.

Men uddannelse skal vare hele livet. Rigtig mange ufaglærte rammes af arbejdsløshed, når krisen kradser. Og regeringen straffer vores medlemmer dobbelt, når de samtidig skærer ned på efteruddannelserne og hæver brugerbetalingen på VUC. Det skal rulles tilbage, så alle har chancen for at få en uddannelse - ikke mindst dem, der fik mindst i første omgang. Derfor vil S og SF også give 40.000 ufaglærte mulighed for at uddanne sig 3 år på fuld dagpengesats.

Investeringer i mennesker og uddannelse er det, vi skal leve af i fremtiden. Regeringen har talt meget, men intet gjort. Nu er det tid til at sætte handling bag ordene.

Investeringer i mennesker og nye jobs
Danmark er hårdt ramt af krisen og den stigende arbejdsløshed. Men modsat hvad de borgerlige ofte insinuerer, når de sammenligner S/SF's planer med græske eller italienske dommedagsscenarier, har Danmark ikke et gældsproblem. Faktisk har vi ikke offentlig gæld, men derimod en nettoformue. Vores problem er derfor ikke et gældsproblem, men et vækstproblem, og hovedudfordringen er derfor at få sat gang i beskæftigelse og vækst. Ikke at skære ned. Økonomer fra AE vurderer i denne måned, at fortsat lavvækst kan svække statsfinanserne med 20 mia. kr.

Indtil videre har vores eksport holdt hånden under økonomien, selvom privatforbruget i Danmark er lavt. Forbrugernes usikkerhed og det lave private forbrug hamrer en pæl igennem den borgerlige krisepolitik, hvor ufinansierede skattelettelser i milliardklassen skulle skabe vækst, og understreger, at VKO's politik ikke kan bringe Danmark ud af krisen.

Det er ikke overraskende, at det private forbrug stagnerer. I en situation, hvor man ikke ved, om man beholder sit job, er det helt naturligt, at danskerne sparer op - eller i det mindste ikke at låner flere penge.

Derfor står det også klart, at det ikke har været VKO's krisepolitik, men den internationale efterspørgsel, der har holdt os oppe, og den aktuelle usikkerhed på vores eksportmarkeder kan koste 40.000 jobs inden udgangen af næste år.

Den største bombe under velfærden og velstanden i Danmark er den store gruppe af mennesker, der står udenfor arbejdsmarkedet.

Derfor bør vi udnytte, at vi modsat mange andre lande har råd til at skubbe væksten i gang. Vi har akut brug for at sætte gang i beskæftigelsen.

Her adskiller oppositionen sig markant fra VKO-blokken. Sammen med de radikale har de vedtaget en tilbagetrækningsreform, der helt entydigt lægger vægten på arbejdsudbudssiden. Regeringens tilbagetrækningsreform forudsætter øget beskæftigelse af 70.000 personer.

Men uden en vækst og uddannelsesstrategi vil reformen ikke føre til andet end øget arbejdsløshed.

Det skaffer ingen jobs at nedsætte dagpengeperioden medmindre tanken er, at lønnen skal trykkes, fordi folk vil faldbyde sig efterhånden som fattigdommen udbredes. Og det skaffer ikke de ufaglærte i faglært arbejde bare fordi, de ikke kan gå på efterløn. Sandheden er jo at der bliver færre og færre ufaglærte jobs, og derfor kræver det massiv jobsskabelse og efteruddannelse (jf. ovenfor) at udnytte de kræfter, der findes i samfundet.

Vi skal sætte ind på en række områder. Først og fremmest handler det selvfølgelig om at fremrykke byggeri og infrastrukturprojekter, der trækker den private beskæftigelse i gang for penge, der alligevel skulle have været investeret i løbet af de kommende år. Vi ved fra de økonomiske eksperter, at offentlige investeringer er op til fem gange så effektive som en underfinansieret skattereform, når det handler om at sætte gang i dansk økonomi og vækst.

Derudover skal vi sætte ind for at hjælpe den danske industri. Det er en myte, at industrien har udspillet sin rolle i Danmark. Det er stadig næsten halvdelen af vores eksportkroner, der hentes hjem af industrien, og 1,2 mio. jobs er enten direkte i eller forbundet med industriel produktion. Dertil kommer at en udflytning af industriarbejdspladser betyder, at ingeniørerne også flytter med. Det skyldes simpelthen at produktion og udvikling er knyttet tæt sammen. De fungerer kun sammen og derfor rykker mange af de veluddannede jobs med til Kina, hvis produktionen flyttes.

Og vi kan gøre noget meget konkret for at hjælpe industrien. De borgerlige vil nedsætte virksomhedsbeskatningen. Det er for det første dyrt (og koster hvert år fremover), og desuden tyder forskningen på, at det er helt andre parametre, der afgør om virksomhederne slår sig ned i Danmark.

Derfor skal vi gøre noget andet, nemlig give industrivirksomheder mulighed for at straksafskrive indkøb af nye moderne produktionsmaskiner. Det kan også betragtes som en skattelettelse, men den falder kun en gang, og den er desuden afhængig af, at virksomhederne har investeret i at forbedre deres konkurrenceevne og skabe jobs herhjemme.

En ofte fremhævet påstand er jo at virksomhederne flyttes ud på grund af de danske lønudgifter. Men faktisk udgør lønomkostningerne slet ikke den vigtigste del af udgifterne på eksempelvis nogle af industrivirksomhederne på Aarhus Havn. Her er det i stedet råvarer, energiafgifter, dollarkurser og evt. "nedetid", hvor produktionen står stille, der betyder noget for bundlinjen. Et af de områder, hvor vi for alvor kan hæve konkurrenceevnen er derfor i moderne og mere effektive maskiner, der hæver produktiviteten.

Valget bliver afgørende
Jeg tror det kommende folketingsvalg bliver afgørende for det Danmark, vi får om 50 år. Jeg mener det er længe siden, at forskellen i de politiske prioriteringer har været større. I denne artikel har jeg blot taget fat i 3 områder, hvor der er forskel, men listen er meget længere. Og forskellen er grundlæggende. Socialdemokraterne skal - hvis de bliver regeringsbærende - tage ansvar for hele samfundet. Men vi skal kendes på at vi tilstræber større lighed og muligheder for alle. Derfor skal velstanden fordeles, uddannelsen udstrækkes og lønmodtagerne tages alvorligt. Jeg håber at kunne være med til at sikre det.