Plan B – hvis vi vinder valget
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 15. august 2011
Det er velkendt og åbent erkendt, at S-SF ikke har nogen Plan B, hvis de taber det kommende valg. Men de to partier får også brug for en plan B, hvis de vinder valget.

S og SF har en plan. Ikke bare en økonomisk plan for samfundsøkonomien. Men også en politisk plan for at vinde valget og bruge regeringsmagten. Men holder planen? Ikke bare den økonomiske plan, som de borgerlige har travlt med at betvivle. Men også den politiske plan for at vinde og ikke mindst bruge og beholde regeringsmagten. Eller er der brug for en revideret plan, en Plan B? Det spørgsmål forsøger denne artikel at stille og besvare.

Det er S og SF's plan, at det snævre samarbejde mellem de to partier skal komme til at udgøre det afgørende og politisk dominerende centrum i en ny centrum-venstre-regering. S og SF skal tilsammen vinde vælgeropbakning gennem de to partiers politiske løfter til vælgerne: Én skattereform uden ekstra boligbeskatning i næste valgperiode, en fastholdelse af den stramme udlændingepolitik, en kickstart af økonomien og sikring af efterlønnen via en trepartsaftale om 'at arbejde 12 minutter mere'. SF's 12 valgløfter, som blev lanceret på partiets sommergruppemøde, er et blot det seneste udtryk for denne plan.

Både Socialdemokraterne og - ikke mindst - SF er pinligt bevidste om, at den slags valgløfter er krævende. Løfterne skal være stærke nok til at vinde valget og gøre de to partier til de dominerende partier i en ny centrum-venstrekoalition. Men samtidig skal de to partier holde det, de lover. Ellers risikerer man let at skuffe mange alt andet en partitro vælgere. Spørg blot SF's norske søsterparti Socialistisk Vensterparti. Det kan snakke med om det efter et svidende valgnederlag, som tak for, at partiets første fire års deltagelse i den norske centrum-venstre-regering ikke indfriede mange venstrevælgeres forventninger.

Men rigtigt udført under de rette omstændigheder og på det rette tidspunkt kan klare politiske løfter og kontraktpolitik være et stærkt kort til at vinde valg og efterfølgende fastholde regeringsmagten. Det er Anders Fogh Rasmussens løfte- og kontraktpolitik det hidtil bedste danske eksempel på. Hans valgløfter op til 2001-valget var mere end blot spindoktordesignet valgflæsk. De formåede samtidig at indfange og fortolke en række latente samfundskritikker og krav hos en bred del af vælgerne. Derfor og kun derfor kunne Foghs løfter bane vej for den jordskredssejr.

Den sejr skabte den næste forudsætning for, at Foghs kontraktpolitik blev så succesfuld. Valgsejren skabte den faste flertalsblok af VKO-partierne, som viste sig aldeles nødvendig for, at Anders Fogh Rasmussen efterfølgende kunne indfri valgløfterne år efter år.

Endelig var Anders Fogh Rasmussen heldig med de økonomiske konjunkturer. Den internationale finansdrevne vækst og den politisk stimulerede danske boligboble gjorde det muligt for Anders Fogh Rasmussen at undgå det, der er kontraktpolitikkens Akilleshæl, de pludselige uvarslede og politisk upopulære indgreb. Når Anders Fogh Rasmussen igen og igen kunne sige, at der 'ikke var noget at komme efter' i kontraktpolitikken, skyldtes det grundlæggende, at Anders Fogh Rasmussen kunne regere i ly af en dansk og international finansdreven vækst, som først brød sammen i 2008, da Anders Fogh Rasmussen var fløjet til NATO.

Alt dette havde hverken Anders Fogh Rasmussen eller Claus Hjort Frederiksen formodentlig gjort sig klart, da de i 1998-2001 skrev drejebogen til kontraktpolitikken. Men havde løftepolitikken f.eks. ikke været stærk og præcis nok til at etablere et klart VKO-flertal, der gav regeringen styrke til at indfri løfterne, ville det have været mere end svært for Anders Fogh Rasmussen vedvarende at hævde, at det han lovede før valgene, gennemførte han efter valgene. Tilsvarende ville der have været 'noget at komme efter' for vælgerne, hvis ikke en ganske stabil international vækstperiode havde overflødiggjort upopulære, uvarslede indgreb og i det mindste udskudt konsekvenserne af de mange skattelettelser.

I dag har den finansdrevne økonomiske krise for længst skudt Venstres kontraktpolitik i grus. Den har slet ikke været nogen option, Lars Løkke Rasmussen kunne vælge til eller fra. Derfor kræver det ikke megen spådomskunst at forudsige, at det i hvert fald ikke, hvad angår den danske og internationale økonomi vil gå Helle Thorning Schmidt, som det gik Anders Fogh Rasmussen. Den seneste internationale aktiekurskrise varsler ikke blot international afmatning. De stærkt svigende aktiekurser er samtidig et udtryk for stor usikkerhed og mangel på tillid til fremtidens økonomiske vækst. Tilsvarende er den europæiske eurokrise et udtryk for finansmarkedernes ikke nødvendigvis hysteriske usikkerhed og tvivl, hvad angår de europæiske politikernes evner og muligheder for at tackle statsgældsproblemerne.

Brug for en økonomisk Plan B
Anders Fogh Rasmussen kunne håbe på, at hans løfte- og kontraktpolitik kunne gennemføres under stabil økonomisk vækst. Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal kan end ikke drømme om noget tilsvarende. Men alligevel bygger S og SF's planer politisk på en ny udgave af løftepolitikken. S og SF's økonomiske planer bygger på forhåbninger om ganske pæne - og ikke nødvendigvis realistiske - vækstrater i de kommende år. I Anders Fogh Rasmussens sidste år (2004-2007) var en gennemsnitlig vækstrate på 2,4 pct. S og SF's Plan Fair løsning 2020 bygger videre på - og lægger med partiernes vækstforslag lidt til - de optimistiske prognoser for vækst, som regeringen fremlagde i foråret før den seneste aktiekrise, hvor der er tale om en vækst på 1,8 pct. i 2011 og 2012 og en vækst på 2,0 pct. i 2013-15.

Disse planer står endnu ved magt. Indtil videre har S og SF ikke sagt noget om behovet for en økonomisk Plan B, hvis den nuværende stagnation i dansk økonomi fortsætter. Heller ikke i forhold til den seneste internationale aktiekurskrise har hverken S eller SF fremlagt særlige nye initiativer, men blot med succes markedsført de oprindelige kickstartsplaner fra Fair løsning 2020 som svar på de nye problemer. Men alt tyder på, at der bliver brug for en Plan B med en ny og revideret økonomisk vækst- og beskæftigelsespolitik.

Eller rettere allerede er brug for en sådan plan.

Den aktuelle aktiekurskrise beskrives ganske af nogen som et kortvarigt stormvejr, der snart er ovre. Men det vil være politisk letsindigt at sætte sin lid til en sådan overfladisk, optimistisk analyse. Den aktuelle aktiekrise er langt snarere et udtryk for omfanget og dybden af den grundlæggende usikkerhed og mistro til både de kapitalistiske økonomiers aktuelle vækstpotentialer og til de politiske lederes evner til at tackle statsgældproblemerne i USA og Europa.

Derfor er det er ikke blot i de nærmeste år, der er udsigt til en lavere dansk og europæisk vækst og dermed færre skatteindtægter og flere offentlige udgifter end den, der er forudsat i både regeringens plan og S-SF-planen. Der er samtidig en betydelig risiko for at både Danmark og mange andre europæiske lande står foran en længere årrække med lav vækst og måske direkte recession. Hvis det er tilfældet, bliver det ekstra nødvendigt med en større revision af S og SF's økonomiske plan.

S og SF's plan bygger nemlig i vid udstrækning på økonomiske redskaber, som forudsætter og bedst egner sig til en egentlig fremrykning og kickstart af et økonomisk opsving, som under alle omstændigheder ville være kommet lidt senere og langsommere. S og SF vil i den nuværende plan sætte gang i de private investeringer ved at give en særlig skattebegunstigelse til de virksomheder, der fremrykker nye investeringer i form af straksafskrivning. Tanken bag forslaget er, at de investeringer i nye maskiner, bygninger, mv., som fremrykkes for at få del i de ekstra skattefordele, senere skal afløses af nye investeringer drevet effekten af forslaget om straksafskrivning af øget afsætning på et vækstmarked. Hvis der ikke er udsigt og tiltro til, at dette vækstmarked ikke kommer, vil det forringe effekten af forslaget om straksafskrivning. De fremrykkede private investeringer risikerer enten slet ikke at blive til noget eller blive meget små.

Hvis forslaget om 'et investeringsvindue' i form af straksafskrivning skal have stor umiddelbar effekt på produktion og beskæftigelse, forudsætter det, at virksomhederne har tilstrækkelig tillid til et kommende opsving og de deraf følgende afsætningsmuligheder. Selv med ekstra skattefordele er der jo ikke meget ved at investere i nye maskiner, hvis ikke der er et marked, de nye maskiner kan producere til.

Det er præcis fordi denne tillid til afsætningsmulighederne i de kommende år er grundlæggende rokket, at vi i disse uger oplever en global aktiekrise med stærkt svingende og faldende aktiekurser. Alene af den grund kan aktiekrisen give S og SF anledning til at genoverveje, hvad der skal til for at få sat gang i de private investeringer.

Tilsvarende med S og SF's andet bud på at skabe øget privat produktion gennem fremrykkede offentlige investeringer i bl.a. energirenovering og klimatilpasning, vedligeholdelse af skoler, veje og kloaknet, velfærdsteknologi, mv. Fremrykkede investeringer er investeringer, der ellers skulle være foretaget senere, hvor tankegangen i S-SF-forslaget er, at der her og nu er brug for at sætte ekstra gang i disse investeringer, fordi der er masser af ledig kapacitet og arbejdsløse at tage af, mens der ikke vil være det i samme omfang i de kommende år, hvor et økonomisk opsving - hjulpet af S-SF's vækstplan - forventes at skabe et betydeligt fald i arbejdsløsheden. Men hvis dette opsving så udebliver, kommer de fremrykkede offentlige investeringer til at 'mangle' i de efterfølgende år, og det vil betyde en usikker fremtid for virksomhederne og måske en endnu værre situation for beskæftigelsen om nogle år.

Derfor kan der være grund til, at S og SF overvejer, hvorledes fremrykkede offentlige investeringer i endnu højere grad kan sammentænkes med et politik for privat innovation, produktivitetsudvikling og vækst på netop de områder, der er udset til at få gavn af de fremrykkede offentlige investeringer, så de private virksomheder inden for f.eks. energirenovation, klimatilpasning, velfærdsteknologi og digitalisering af offentlig service og administration ikke blot har udsigt til en kortvarig afsætning til det offentlige, men også på lidt længere sigt har mulighed for den innovation og produktivitetsudvikling, som kan gøre dem konkurrencedygtige selv på et svagt internationalt marked.

Sidst men ikke mindst er den aktuelle krise tæt knyttet til den vaklende og ineffektive EU-strategi over for de europæiske gældsproblemer. EU-strategien over for gældproblemerne har bygget på krav om finanspolitiske stramninger og offentlige nedskæringer. Disse stramninger har været selvstændigt medvirkende til at svække efterspørgslen på både de danske, europæiske og globale marked i en tid med i forvejen begrænset privat investering og efterspørgsel. Dermed har den europæiske strategi mod statsgældproblemerne bidraget selvstændigt til den økonomiske opbremsning og dermed yderligere belastet de offentlige udgifter med både manglende indtægter og øgede udgifter til bl.a. arbejdsløshed.

Der er skabt en negativ spiral, som synes at dømme forsøgene på at undgå en egentlig gældssanering i Grækenland og andre lande til at mislykkes. Der er i dag ingen synderlig udsigt til at løse de aktuelle krise og de europæiske gældsproblemer. Tværtimod er muligheden for økonomisk stagnation og egentlig statsbankerot i lande som Grækenland, Italien, Portugal, Spanien og Irland rykket nærmere. Derfor må en dansk økonomisk Plan B fra centrum-venstre også være et dansk centrum-venstre-bud på en europæisk Plan B over for den europæiske stagnation og gældskrise.

Og så er behovet for en Plan B angående det danske og europæiske finansvæsen slet ikke nævnt.

Kan ikke vente
En række politiske kommentatorer har gættet på, at S-SF's økonomiske Plan B først vil blive trukket frem efter en eventuel valgsejr og præsenteret som noget, der vil være nødvendiggjort af en ny regerings 'kasseeftersyn' og afdækning af, hvor slemt det egentlig stor til. Det vil ifølge kommentatorerne give S og SF den fordel, at de kunne give VKO skylden for de nødvendige - ubehagelige - justeringer.

Her skal der ikke tages stilling til rigtigheden af kommentatorernes spådomme. I stedet skal der her peges på det, som de politiske kommentatorer overser, nemlig den pris, som S og SF må betale, hvis de venter med Plan B. De to partier har gennem lang tid - ganske vist med en vis afdæmpning undervejs - har markedsført S-SF-projektet som politiske løfter, der knapt "kunne ændres et komma i" og "løfter, vi gerne vil måles på, når vi går til valg næste gang". Dermed har S og SF selv sat en relativ høj pris på hovsaændringer og pludselige økonomiske indgreb. Det vil det næsten uundgåeligt få en betydelig boomerang-effekt, hvis de to partier straks efter valget fremlægger en række helt nye økonomiske planer. I bedste fald kan S og SF måske vinde valget på at vente. Men de risikerer til gengæld at tabe vælgere efter valget.

Det er endda ikke er sikkert, at S-SF får lettere ved at vinde det første valg ved at vente med en økonomisk Plan B. Skal S og SF fremstå troværdigt over for bl.a. det privatansatte O-arbejdere, er det vigtigt at kunne tilbyde de privatansatte LO-arbejdere et troværdigt bud på beskæftigelse i en tid med finansiel krise, fyresedler og svindende ordrebøger. Jo længere tid der går med fyresedler, stagnation, aktiekurskrise, mv., jo vigtigere bliver det for vælgerne, at politikerne kan tilbyde dem et troværdigt bud på, hvordan der på ny skabes vækst og beskæftigelse.

Nye forudsætninger for at arbejde mere
Med den aktuelle krise er det ikke just blevet nemmere for S og SF at foreslå de privatansatte LO-arbejdere, at der allerede ved de kommende overenskomstforhandlinger på det private område i 2012 skal laves aftaler om at arbejde mere. I lyset af krisen kommer kravet nærmest til at lyde som et krav om at arbejde lidt ekstra for at forlænge listen over fyrede kollegaer. Hvad enten S og SF har ønsket det eller ej eller set det i øjnene eller ej, er vi på vej ind i en konjunktur, hvor en udvidelse af arbejdsstyrke (hvad enten det sker ved at arbejde mere eller ved at afskaffe efterlønnen) på kortere sigt vil betyde flere arbejdsløse, hvis ikke der samtidig føres en meget markant vækst- og beskæftigelsespolitik.

S og SF risikere således i særlig grad at blive udsat for en række negative reaktioner fra vælgerne og fagbevægelsens medlemmer, hvis de foreslår dem at arbejde mere, hvis ikke de samtidig tilbyder en markant og troværdig vækst- og beskæftigelsespolitik, der kan mindske frygten for arbejdsløshed. Også på det punkt er der allerede nu brug for en økonomisk Plan B. Der er brug for en Plan B, der fornyer den vækst- og beskæftigelsespolitiske ramme for trepartsforhandlingerne om at udvide fremtidens arbejdsstyrke.

Noget tilsvarende gælder for de offentligt ansatte, der først skal forhandle overenskomst i 2013. Blot på en lidt anden måde. Her rammer udsigten til lavvækst og stagnation ikke direkte på beskæftigelsen. Men det truer finansieringen af den offentlige beskæftigelse, og det sætter provenuet af S og SF's skattereform under pres. Derfor vil flere år med lavtvækst/recession give de offentligt ansatte god grund til at tvivle på, om den i forvejen beskedne vækst i den offentlige sektor, som S og SF i dag foreslår, vil kunne holde. Det fører så videre til spørgsmålet om væksten i den offentlige sektor under en ny regering vil være stor nok til, at de offentligt ansatte kan arbejde mere uden at risikere fyringer.

Det gælder også de grupper af offentligt ansatte, som under alle omstændigheder risikerer fyresedler under en ny centrum-venstre-regering. Villy Søvndal har f.eks. foreslået en afbureaukratiseringsreform i den offentlige sektor, som vil overflødiggøre bl.a. en række højtuddannede medarbejdere i kommunerne (se lederen i dette nummer). Til de akademikere, som risikerer fyring, sagde Villy Søvndal, at de ikke skulle tage risikoen for en fyreseddel så tungt, for de private virksomheder ville stå og mangle dem til den tid. Men netop med de aktuelle, usikre økonomiske udsigter er den forklaring måske ikke uden videre troværdig. Dermed bliver en Plan B for (privat) vækst og beskæftigelse også her en vigtig forudsætning for en troværdig afbureaukratiseringspolitik.

Politisk plan B skal sikre efterlønnen
S og SF's plan er at gøre S-SF-samarbejdet til den store, stærke og dominerende akse i en ny centrum-venstre-regering. Samtidig satser S og SF entydigt på, at de radikale skal med i en ny centrum-venstre-regering. Men også her er der behov for at overveje en ændring. En nye politisk Plan B.

Den hidtidige plan bygger på en tro på, at en stærk S-SF-akse (og et svagt RV) kan gøre prisen for at forpligte de radikale på en ny regerings politik overkommelig og måske tilmed beskeden. Det kan diskuteres, om denne forestilling nogensinde har haft noget på sig i forhold til et radikalt parti med de afgørende mandater og en historisk tradition for en regeringsindflydelse, der har rakt pænt ud over det, som partiets mandater umiddelbart givet grundlag for. Under alle omstændigheder må man i dag konstatere, at de radikale allerede inden valget har gjort en sådan forestilling grundigt urealistisk.

Da de radikale - mod forventningen i store dele af S og SF - indgik et tilbagetrækningsforlig med VKO, viste de radikale ikke blot noget om partiets krav og vilje til at udfordre S-SF. De radikale skrev samtidig velovervejet ødelæggelsen af efterlønnen øverst på en eventuel S-SF-RV-regerings grundlag.

Skulle S, SF og EL få flertal for at bevare efterlønnen, vil det efter ALT at dømme betyde et radikalt farvel til regeringsdeltagelse. En tilstrækkeligt styrket Enhedsliste kan således - helt uden om S og SF - smide de radikale ud af en eventuel ny regering. Men om det samtidig reelt kan sikre efterlønnen er en ganske anden sag. På blot lidt længere sigt vil det være yderst tvivlsomt om efterlønnen kan bevares på grundlag af et S-SF-EL-flertal. Skal en ny centrum-venstre-regering reelt sikre en mulighed for en tidlig tilbagetrækning til de slidte og folk med mange år på arbejdsmarkedet kræver det efter alt at dømme en Plan B, der lægger op til et bredere trepartsbaseret og eventuelt overenskomstbaseret forlig om en helt ny pensions- og tilbagetrækningsreform.

Får S, SF og EL ikke flertal for at bevare efterlønnen, vil de radikale selvsagt kræve, at en ny regering respekterer 'folkeafstemningen om efterlønnen'. Det skal vel at mærke ikke ved at sidde med hænderne på nej-knapperne, mens VKORV-flertallet gennemfører forliget. De radikale vil efter alt at kun deltage i en regering, hvor alle tre partier i enighed påtager sig at føre VKORV's efterlønsforlig ud i livet. Man kan godt begynde at se det for sig: en S-arbejdsminister, der fremlægger og anbefaler ødelæggelse af efterlønnen.

Det eneste alternativ til det er at begynde at overveje en helt ny 'efterlønsmulighed' som en del af oplægget til trepartsforhandlingerne, som de radikale så kan konfronteres med under de eventuelle regeringsforhandlinger.

Højere pris for de radikale i regering
S-SF's 'urokkelige' skattereform (Fair Forandring 2009) og stramme udlændingepolitik (Plads til alle, der vil, 2008) byggede på den politiske forudsætning, at S og SF ville kunne få så stor vælgeropbakning til denne politik, at partierne tilsammen ville være så stærke (og de radikale så svage) efter et valg, at S og SF ville kunne diktere de radikale denne politik som 'et vilkår' for en S-SF-RV-regering. Denne tankegang var dengang meget politisk bekvem for specielt S, der mente at have et behov for både en urokkelig stram udlændingepolitik uden radikal indflydelse og et værn mod de borgerliges påstande om Socialdemokraterne som partiet, der kom rendende med den ene skatteforhøjelse efter den anden. Derfor var det belejligt at kunne begrunde afvisningen af enhver radikal indflydelse på udlændinge- og skattepolitikken med forestillingen af en stærk S-SF-alliance og et lille, svagt RV.

Her ved indgangen til den endelige valgkamp, ser det ikke uden videre ud til, at denne plan og begrundelse holder. S og SF har ikke uden videre udsigt til at blive altdominerende, og S-SF-alliancen har ikke vundet styrke, siden den for alvor blev søsat. Både RV og EL er vokset, og SF bløder åbenlyst (efter alt at dømme til både S, EL og RV). Da S og SF i 2008 fremlagde det første lidt større fælles udspil (Plads til alle, der vil, 2008), stod S og SF tilsammen med udsigt til 73 mandater (henholdsvis 42 og 31) ved et folketingsvalg, mens RV og EL tilsammen stod til 14 (henholdsvis 10 og 4). For et år siden var S-SF oppe på 79 (henholdsvis 48 og 31) mod RV og EL's 12 (henholdsvis 8 og 4). I dag er S og SF tilsammen tilbage ved startpunktet for den tætte S-SF-alliance på de 73 mandater (henholdsvis 49 og 24), mens RV og EL er vokset til 21 (henholdsvis 13 og 8).[i] Oppositionen er blevet styrket, men S-SF-alliancen er blevet relativt svækket inden for oppositionen.

Hvis disse indbyrdes styrkeforhold holder sig blot nogenlunde ved valget, vil S og SF efter valget stå over for et politisk og vælgermæssigt styrket RV, som givetvis ikke vil affinde sig med en juniorrolle i en ny regering uden klare indrømmelser på nogle af de radikale mærkesager. Dermed vil Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal under alle omstændigheder være tvunget til at tænke i en ny politisk Plan B.

Med efterlønsforliget har de radikale sørget for, at denne del af betalingen for at gå i regering med SF og S er betalt på forhånd og efter alt at dømme omsat til en mandatmæssigt styrket Margrethe Vestager. Dermed vil Margrethe Vestager og Morten Østergaard ved et regeringsskifte kunne bruge alle - styrkede - kræfter på andre og yderligere krav under regeringsforhandlingerne.

Samtidig har efterlønsforliget givet de radikale bedre muligheder for at true S og SF med dét alternativ til regeringsdeltagelse, som mange i S og SF hidtil har forsværget eksistensen af, nemlig muligheden for at vælge DF-rollen som parlamentarisk støtteparti på de afgørende strækninger. Efterlønsforliget har nemlig været med til at give de radikale det fornødne politiske og vælgermæssige boost til, at de radikale kan presse S og SF til indrømmelser med udsigten til en snæver, svag S-SF-regering.

Meget tyder derfor på, at S og SF må indstille sig på en ny politisk Plan B, der erstatter tidligere tiders snak om ikke at lade de radikale flytte et komma med enten en Plan B, hvor det radikale flytter mere end kommaer eller en Plan B med en relativt svagere ren S-SF-regering, hvor de radikale (og EL) så indkræver betalingen løbende.

S og SF kommer under alle omstændigheder til at vælge en Plan B - hvis centrum-venstre vinder valget. S og SF har chancen for selve at skrive den før valget. Kun hvis valget tabes ER, er der ingen Plan B.


[i] Jf. Søren Risbjerg Thomsens vejede indeks, www.altinget.dk