Fra videnskab til ideologi – om højredrejningen af dansk økonomisk tænkning
Af Poul Thøis Madsen & Henrik Herløv Lund

Offentliggjort: 15. juni 2011
Det burde være de fleste bekendt, at økonomi på trods af de mange tal, formler og modeller ikke er nogen eksakt videnskab. Som al anden samfundsvidenskab er den økonomiske videnskab indlejret i og farvet af den samfundsmæssige sammenhæng. Fagøkonomiske analyser baserer sig således i en vis udstrækning på antagelser om, hvordan virkeligheden hænger sammen.

Viden kontra holdninger i fagøkonomi
Økonomiske vurderinger har fået en stigende rolle i den samfundsmæssige debat og i udformningen af politikken i Danmark. Økonomers vurderinger tilskrives i debatten nærmest overdommerstatus. "Tal lyver ikke".

Næsten dagligt informeres vi i dagspressen om domme, som såkaldte topøkonomer og økonomiske eksperter fælder over ikke bare den økonomiske politik, men også over en bred vifte af politiske udviklinger og udspil som eksempelvis folkeskolens specialundervisning! Og dommene præsenteres i dagspressen som mere eller mindre objektive kendsgerninger hævet over den demokratiske diskussion, fordi journalisterne ganske enkelt ikke vil eller magter at give økonomerne det nødvendige modspil.

Det burde imidlertid være de fleste bekendt, at økonomi på trods af de mange tal, formler og modeller ikke er nogen eksakt videnskab. Som al anden samfundsvidenskab er den økonomiske videnskab indlejret i og farvet af den samfundsmæssige sammenhæng. Alligevel opfatter de fleste nok økonomi som noget ret teknisk og tilstræbt objektivt. Og det er da også rigtigt, at økonomi i en vis udstrækning forsøger at basere sig på bagudrettede statistiske målinger af sammenhænge og udviklinger i den faktiske økonomi. Men sådanne erfaringer må udvælges og bearbejdes, og målinger af sammenhænge og økonomiske faktorers effekt i en kompleks, sammensat virkelighed er vanskelige og usikre og kræver i stor udstrækning abstraktion fra og forenkling af samme virkelighed - dvs. indebærer (fra)valg og antagelser. Derfor baserer fagøkonomiske analyser sig i større udstrækning på antagelser om, hvordan virkeligheden hænger sammen. Dvs. de tilsyneladende objektive modeller indeholder elementer af ønsketænkning, som fx at lønnen næsten automatisk justeres nedad ved en stigende ledighed.

Mange økonomer vil gerne selv betragte den økonomiske teori som erfaringsbaseret, men den økonomiske teori og de økonomiske modeller lever i vid udstrækning deres eget liv, hvor teorien ud fra grundlæggende antagelser og sin egen indre logik raffineres ved skrivebordet, men herigennem også i nogen grad frakobles virkeligheden. En konsekvens heraf er, at modellerne nok så meget ofte beskriver om, hvordan økonomer gerne vil have, at virkeligheden fungerer. Og hvis bare virkelighedens lønninger var lige så fleksible som i modellen, så vil alt blive godt.

Modellerne bruges primært til fremskrivninger, og de fremskrivninger er efterhånden blevet mere og mere langsigtede (helt op til 2080!). Eksemplerne er lige for hånden i det seneste 10 år: Velfærdskommissionens, Arbejdsmarkedskommissionens og - senest i forbindelse med 2020-planen - Det Økonomiske Råds og regeringens langtidsfremskrivninger. Brugen af langtidsfremskrivninger er ingen tilfældighed. Det nyttige ved det lange sigt er, at man i højere grad kan forlade sig på ideer om, hvordan en økonomi ideelt set kunne fungere - fordi fremtiden grundlæggende er uvis. Og man får også mere brug for ideologi for at navigere, fordi vi mangler grundlæggende viden om fremtiden. Men derved kommer mange økonomer så til at afsløre deres 'sande' ideologiske ansigt. Men økonomi bør netop hele tiden forstyrres af kendsgerninger - for at blive en videnskab - ikke en ideologi.

Når økonomer ser på det lange sigt, er der derfor en tendens til, at de ser det, som de gerne selv vil se. Paradis, hvis den rigtige politik forfølges - helvede, hvis man har en anden opfattelse af den rigtige politik. Argumenter, som er vanskeligt gendrivelige, bare de er tilstrækkeligt pakket ind i beregninger og grafer - for hvem kan i sidste ende afgøre, hvad den rigtige fremtid er?

Flere økonomiske strømninger
I en dansk sammenhæng er der grundlæggende tre typer af økonomer:

CEPOS og andre stærkt nyliberalistiske økonomer, der mener, at staten skal sidde på hænderne og overlade styringen af økonomien til markedet. Markedet er en selvkørende maskine, som overladt til sig selv automatisk vil arbejde sig frem mod økonomisk ligevægt med fuld beskæftigelse og stabil vækst. Hvis noget går galt, skyldes det utidige statslig indgriben.

Flertallet af danske økonomer - som man kunne kalde 'vismandsøkonomer'. Det er økonomer, der på den ene side ved, at markedet langt fra altid er perfekt, og at det ofte skal hjælpes lidt på vej på kort sigt. Det kan betyde, at staten undtagelsesvist skal øge efterspørgslen, og det kan også betyde, at staten af og til må regulere og sætte nogle grænser for markedet.

Det, der imidlertid er sket, er, at hvor de her to grupper af økonomer før var mere forskellige, der er de blevet mere ens, og er alle i stigende grad i de seneste årtier blevet til det, man kan kalde udbudsøkonomer. Det er sket under påvirkning ikke mindst fra internationale økonomiske strømninger, især fra USA og Storbritannien, især fra den såkaldte monetarisme, der igen må ses som en del af en generel nyliberalistisk økonomisk teoretisk og økonomisk politisk strømning. Dermed ser mange danske økonomer økonomiens efterspørgselsside og kortsigtede konjunkturproblemer som værende af mindre betydning. Sigtet rettes i stedet mod det langsigtede udbud af arbejdskraft, kapital og teknologi og dermed såkaldt strukturpolitik, mens finanspolitikken ses som underordnet. Med denne nyliberalistiske inspiration er også fulgt en stigende modvilje mod offentligt forbrug og underskud. I stedet fokuserer udbudsøkonomerne på, at den offentlige sektor står i et modsætningsforhold til den private sektor, fordi den på langt sigt begrænser udbuddet af arbejdskraft og kapital til den private sektor og har en række andre dårligdomme.

Heroverfor står så efterspørgselsøkonomerne, som fastholder, at vi for det første må tage udgangspunkt i det kortere sigt, fordi det er det, vi ved noget om. Her spiller efterspørgslen den altdominerende rolle, hvilket alle økonomer er enige om! Vi har gang på gang kunnet konstatere, at fremskrivninger af den økonomiske udvikling på såvel kort som på længere sigt tager fejl. For det andet fastholder tankegangen, at et øget udbud på længere sigt nok skaber muligheden for større produktion og beskæftigelse, men at denne mulighed kun kan realiseres, hvis der sker et tilsvarende løft i efterspørgslen. Det kommer ikke automatisk og må derfor hjælpes på vej af en offentlig overordnet styring af økonomien. Et større offentligt underskud kan i en kortere begrænset periode være et nødvendigt onde, fordi det tjener til at holde efterspørgslen oppe, til at skabe job og holde hånden under samfundsøkonomien i krise og nedgangstider.

En stille "markedsøkonomisk" revolution
Med politiske personligheder som USA's Ronald Reagan og Storbritanniens Margaret Thatcher i firserne fik udbudstankegangen som nævnt vind i sejlene og har - i hvert fald frem til finanskrisen - været den dominerende. Tankegangen bredte sig ikke blot blandt fagøkonomer, men også blandt de økonomiske politikere i Danmark, navnlig i de borgerlige partier, men også langt ind i Socialdemokratiet.

Det blev en løftestang for en større grad af markedsorientering også i den økonomiske tænkning. Det skete efter Schlüter-regeringens tiltræden blandt embedsapparatets økonomer, ikke mindst i Finansministeriet. Men også blandt den såkaldt uafhængige økonomiske sagkundskab har nyliberalismens politiske indflydelse sat sig sine tydelige spor. Efter VK-regeringens tiltræden i 2001 har regeringen benyttet sig af sin udnævnelsesret til formandsskabet i Det Økonomiske Råd til at udnævne økonomer af udbudsøkonomisk observans.  Ligesom man benytter sig af de samme ens tænkende økonomer i forbindelse med nedsættelsen af centrale kommissioner og udredningsarbejder: Velfærdskommissionen, Arbejdsmarkedskommissionen, Globaliseringsrådet og Vækstforum. Hermed har regeringen givet sit afgørende bidrag til det dialog-lukkende og fordummende omkvæd: 'Alle økonomer mener... ‘ (som os).

Vi har således gennem de seneste årtier i al ubemærkethed gennemlevet en stille revolution, hvor der en konsensus om, at en økonomi - som den danske - på lang sigt er selvregulerende. Når bare den økonomiske politik sørger for en stabil ramme, så skal markedet nok sørge for et passende niveau af vækst og beskæftigelse. Den udvikling er gået hånd i hånd med en i stigende grad nyliberalistisk inspireret økonomisk politik allerede i Nyrup-regeringens sidste år, hvor man blandt andet så en ganske omfattende privatiseringspolitik og også starten på brugen af langsigtede økonomiske prognoser.

Også de økonomiske analysemodeller, som anvendes i banker, tænketanke og ministerier har nedtonet efterspørgslens betydning og opgraderet udbudssiden. Således er der både i Finansministeriets ADAM-model, Det Økonomiske Råds SMEC-model og den uafhængige og meget benyttede DREAM-model blevet indbygget en tendens til, at eksempelvis merledigheden på 20.000 som følge af efterlønsreformen automatisk forsvinder på længere sigt. Betryggende ...

Antagelsen om "efterspørgselsfri" udbudsøkonomi
Fokus på udbudssiden har afgørende konsekvenser for den økonomiske politik. Den bliver fokuseret på at øge arbejdsudbuddet gennem en lavere skat, idet en høj beskatning vurderes at fratage folk lysten til at arbejde og tjene penge. Men også tilbagetrækningsreformer, der øger arbejdsudbuddet, er et vigtigt middel. Og så handler det om, at udbyderne af varer og kapital - erhvervslivet - skal have optimale vilkår gennem (igen) lave skatter, begrænset offentlig regulering og en lille offentlig sektor.

At der i virkelighedens verden ikke er garanti for, at det øgede arbejdsudbud afsættes, har udbudsøkonomerne ‘løst' ved på sigt så at sige at indføre en "efterspørgselsfri" økonomi. Et centralt og afgørende teorem i den udbudsøkonomiske tænkning er, at et øget udbud på sigt automatisk skaber sin egen efterspørgsel, hvorved økonomien vil komme i balance på et højere niveau med øget beskæftigelse og højere vækst. Ved således - på sigt - teoretisk at sætte lighedstegn mellem udbud og efterspørgsel har man bortdefineret behovet for jobskabelse og beskæftigelsespolitik. Udbudsøkonomer vedgår selvsagt, at der på kortere sigt kan være afvigelse mellem udbud og efterspørgsmål, men på længere sigt vil de atter mødes i ligevægt.

Teori modsvares ikke af økonomisk virkelighed
I det virkelige økonomiske liv kan man ikke genfinde en sådan sikker og automatisk sammenhæng mellem øget udbud og efterspørgsel. Ser vi fx på arbejdsmarkedet, så kan der i konkrete historiske perioder ikke påvises en entydig sammenhæng mellem øget arbejdsudbud og øget beskæftigelse.

Tværtimod viser dansk økonomisk historie i sidste halvdel af forrige århundrede, at arbejdsudbuddet øgedes stærkt især på grund af navnlig kvindernes indtog på arbejdsmarkedet i 70'er og 80'erne, men uden at antallet af arbejdspladser - og dermed beskæftigelsen - steg i samme takt. For eksempel voksede arbejdsudbuddet fra 1973 til 1993 med omkring 320.000 personer. Men beskæftigelsen steg kun med 6.000 personer.

Et nok så sandsynligt resultat af en sådan udbudsorienteret arbejdsmarkedspolitik er således, at ikke beskæftigelsen, men derimod arbejdsløsheden stiger - også på længere sigt.

Økonomer har så henvist til, at det kun er et spørgsmål om tid, før end et øget arbejdsudbud - via markedsmekanismen gennem en kraftig afdæmpning af lønstigningerne på længere sigt - kan omsættes i øget beskæftigelse. Men om en sådan løntilpasning kan ske i vore dages gennemregulerede arbejdsmarked må vel i bedste fald siges at være usikkert og vil også få negative konsekvenser for beskæftigelsen i de brancher, der er afhængige af den hjemlige efterspørgsel. Der er altså en antagelse om, at dansk økonomi overvejende er eksportdrevet, og at dansk eksport er ekstremt prisfølsom. Begge antagelser er tvivlsomme.

Hovedudfordringen for dansk økonomi må være at udvikle nye vækstområder, og her vil en afdæmpet lønudvikling være vigtig men ikke nødvendigvis altafgørende. Dansk Industri har som konsekvens - også før finanskrisen - været ude med meldinger om, at det handlede om at være konkurrencedygtig inden for brancher, som kunne honorere de høje danske lønkrav.

Teorien modsvares altså ikke af erfaringerne fra den økonomiske virkelighed, hvilket afslører teorien som en ideologisk konstruktion, hvis primære funktion ikke er at skabe øget beskæftigelse men tværtimod nok at opretholde en relativt høj ledighed for, at lønudviklingen holdes i ave (hvorfor Nationalbankdirektøren også billigede, at finanskrisen øgede ledigheden markant).

Ideologisering af økonomisk debat - og politik
Konsekvensen af den skitserede udvikling er for det første, at den økonomiske virkelighed i faretruende grad ses igennem en bestemt ideologisk farvet optik med en indbygget forenkling af de økonomiske sammenhænge og effekter. Vægten på det lange sigt og troen på markedets selvregulerende kræfter har medført en stor ensidighed i den økonomiske debat.

For det andet fører har den indirekte ideologisering af den økonomiske tænkning bidraget til en tilsvarende højredrejning af den økonomiske politik.

I stedet for at basere sig på erfaringer og analyser om, hvad der virker i økonomisk politik, har den økonomiske teori bidraget til en drejning af den danske velfærds- og samfundsmodel i ideologisk, neoliberal retning - forklædt som videnskab. I tilsyneladende objektive analyser og fremskrivninger serveres nyliberalistiske løsningsmodeller  som økonomiske nødvendigheder.

Heri er de nyliberalistiske strømninger i arbejdsgiverorganisationerne og i de borgerlige politiske partier naturligvis de toneangivende, men i dag også kraftigt sekunderet af økonomer i de regeringsnedsatte kommissioner og i Det Økonomiske Råd, Nationalbanken, Finansministeriet osv.

Økonomer, hvis opgave burde være at efterprøve om den økonomiske politik virker og opfylder sine mål, bliver selv til en slags økonomiske politikere, der driver udviklingen i ideologisk bestemt retning. Det kan vi ikke være tjent med.