Der er ingen (kritisk) debat
Af Peter Nielsen

Offentliggjort: 15. juni 2011
Vi står i en situation, der vender den traditionelle forståelse af den politiske proces på hovedet. Der foregår ikke en rationel og demokratisk debat, som fører til forandringer i den politiske majoritet. Der sker en sammenfoldning af den herskende konsensus sideløbende med udvidelse af en larmende, fragmenteret og spektakulær medieoffentlighed. Det vi oplever, er ikke debat og forandringer, men støj og stilstand.

Der henvises over alt til den offentlige debat. Og der er tilsyneladende en stigende behov for debat. Hvorfor? Fordi der er enighed om, at debatten gennem en politisk offentlighed fører til en rationel politisk konsensus. Den herskende forestilling er altså, at debatten er drivkraft i en gennemsigtig politisk proces, der er præget af demokrati og fornuft.

Men i realiteten er der ingen debat i denne forstand. Heller ikke kritisk debat.

Hvis der er en offentlighed, så er det ikke en politisk offentlighed, men en medieoffentlighed. Det er ikke politisk samtale, men massemedierne, der bringer befolkningen sammen i en masseoffentlighed. Det er nyheder, sociale medier, meningsmålinger, reality-tv, tv-serier osv. der har masseappel og politik har kun offentlighedspræg, når den kommer til udtryk gennem massemedierne.

Og medieoffentligheden virker helt modsat den traditionelle forestilling om en politisk proces fra debat til forandringer.

Medieoffentligheden styres af helt andre principper end en politisk offentlighed. Medierne er ikke præget af politisk rationalitet, men af et eskalerende behov for nyheder, drama og spektakulære billeder. Resultatet er uendelige forskydninger og hektiske fragmenter i en tiltagende storm, der først og fremmest manifesterer sig som en overflod af usammenhængende information, dvs. en massiv baggrundsstøj.

Umiddelbart forskyder medierne derfor enhver afklaring og forankring i form af en politisk konsensus, men forunderligt nok fører denne dynamik samtidig til en situation, hvor den herskende konsensus sammentømres.

Det er ikke kun fordi medierne konstant synliggør de eksisterende magtcentre og hermed placerer reel opposition og systemkritik i et dybt mørke, men også fordi støjbølgen hovedsageligt drukner det spirende og svagt funderede, mens samfundets bærende sociale infrastruktur er mere stabil og rodfæstet.

Vi står altså i en situation, der vender den traditionelle forståelse af den politiske proces på hovedet. Der foregår ikke en rationel og demokratisk debat, som fører til forandringer i den politiske majoritet. Der sker en sammenfoldning af den herskende konsensus sideløbende med udvidelse af en larmende, fragmenteret og spektakulær medieoffentlighed. Det vi oplever, er ikke debat og forandringer, men støj og stilstand.

Debatter minder i dag om reality-shows for debattører, der snakker i munden på - eller forbi - hinanden, spiller retoriske spil og polerer deres personlige brands. På tilsvarende vis har nyhederne udviklet sig til en slags reality-shows for journalister, politikere og eksperter. 'Debatten' og 'nyhederne' smelter så sammen i den almene mediesymbiose, der overskriver alle andre sociale forhold.

Situationen illustreres bedst af den aktuelle krise. For en krise indebærer ifølge den traditionelle forestilling, at den herskende konsensus og de bærende værdier svækkes, og derfor må en krise i særlig grad føre til debat og forandringer.

Den indledende fase af den forrige krise var præget af ungdomsoprør, strejker, omvæltninger på universiteterne og jordskredsvalg. Men aktuelt sker der stort set ingenting. Der er nyheder, analyser, blogs, kommentarer, billeder og debatter i en massiv storm, men stort set ingen forandringer i det politiske felt eller de parlamentariske styrkeforhold.

Efterlønnen og klimaet er uendelig sæbeoperaer og den minimale forskydning i retning af rød blok skyldes mest af alt, at hele denne blok nu agerer proaktivt i mediespillet og er dem, der i øjeblikket fører i velstandssamfundets blokpolitiske konkurrence om, at tegne en fremtid med mere af det samme: uendelig vækst, større effektivitet og mere forbrug.

Men hvad så med statsunderskuddet, udstødningen, klimaforandringerne, depressionerne og alle de andre problemer i samfundet? De kan ikke løses. Og dét er det altoverskyggende politiske problem i dag. Vi kommer sandsynligvis til at opleve vedvarende ikke-debat i en fremtid præget af ikke-begivenheder, samtidig med, at krisen breder sig og de økonomiske og politiske problemer hober sig op. Det bliver spektakulært.