Den omvendte norske model
Af Jan Hoby

Offentliggjort: 15. juni 2011
Det er mere end sandsynligt, at den næste regering bliver en S-SF regering. Det er også mere end sandsynligt, at inden 2012 bliver en realitet, vil de indledende forhandlinger omkring indfrielsen af Fair Løsning 2020 planen være i gang. Derfor har der længe været en heftig aktivitet i fagbevægelsens forbundskontorer om at gøre sig til overfor S-SF. Hvert forbund har haft deres møder med S-SFo.g præsenteret deres bud på, hvordan de kan medvirke til at finde de 15 mia. kr., som S-SF kræver, at fagbevægelsens medlemmer skal betale for grådighedens årti.

Fagbevægelsen, FOA og trepartsforhandlingerne
Alt dette foregår selvfølgelig uden, at fagbevægelsens medlemmer involveres og det foregår uden at en samlet fagbevægelsen har rejst fælles krav og ønsker til en kommende S-SF regering. Selvom der i fagbevægelsens top er blevet refereret til Norge og succesen med at få valgt den røde grønne regering i 2005, så har der ikke været en vilje til at reflektere over eller drage læren af baggrunden for den politiske nyskabelse i norsk politik. En politisk nyskabelse som var et resultat af en bred folkelig entusiasme med afsæt i den norske fagbevægelse.

Udgangspunktet for den "norske model" var ønsket om at gøre fagbevægelsen til en selvstændig politisk aktør. Målet var at ændre opinionen og styrkeforholdene, ved at opbygge brede sociale alliancer. Den norske fagbevægelse var træt af markedsfundamentalismens alt dominerende og ødelæggende konsekvenser for arbejdsmiljøet, det professionelle råderum og udhuling af velfærdssamfundet. Strategien handlede også om at tvinge forandring igennem i Arbejderpartiet, da partiet abonnerede på markedsgørelsen. Alternativet var en solidarisk velfærdspolitik, som politiserede utilfredsheden og kanaliserede den i retning af kollektive løsninger.

Men intet af dette er sket i Danmark, og de små krusninger, som foregår forskellige steder i fagbevægelsen i forsøget på at skabe et pres på en kommende S-SF regering, forslår som skrædder i helvede. (f.eks. "kan det virkelig passe-konferencerne"). Derfor står vi i dag i en situation, hvor det er S-SF, der presser fagbevægelsen til at acceptere deres politiske plan. Det er det, jeg kalder en "omvendt norsk model".

Måske kunne man leve med, at det var sådan det var, hvis der var tale om en ny kurs og politik. Men der er hverken tale om en grundlæggende ny politisk kurs eller et grundlæggende brud med VKO's nyliberalistiske strategi. Tværtimod er der en accept af regeringens præmisser og en fredning af de ufinansieret skattelettelser som har undergravet velfærdsstaten.

Så uanset hvor meget f.eks. Enhedslisten forsøger at nedtone deres kritik af Fair Løsning 2020: "Alt i alt har Socialdemokraterne og SF fremlagt et rigtig godt forhandlingsoplæg, som markerer en klar forskel mellem rød og blå blok. Det skal de have ros for, selvom der er nogle tidsler, der skal luges ud i", udtalte Johanne Schmidt-Nielsen efter lanceringen af planen. Så kan det ikke fjerne indtrykket af, at S-SF planen er uambitiøs, kortsigtet og utilstrækkelig. Uanset hvor stort behovet er for en progressiv reformpolitik, så er S-SF plan mere opskriften på en politisk tragedie end succes.

Fagbevægelsen, FOA, trepartsforhandling og krisen
Der er derfor om tale om en defensiv position for fagbevægelsen og som bekendt er defensive positioner som regel det værst tænkelige udgangspunkt for en forhandling. FOA har som det eneste forbund forsøgt at rode bod på den situation, ved at levere et diskussionsoplæg om FOA's bud på en kommende trepartsaftale med en ny S-SF regeringen. Oplægget er sendt ud til medlemmerne ud fra et ønske om, at jo mere medlemmerne er inddraget i udviklingen af FOA's bud på elementer i en trepartsaftale, desto større forhandlingskapital har FOA i forhold til LO og til S-SF. FOA skal have ros for bryde med fagtoppens tradition med at lave kompromiser og taktiske spil i kulisserne, som tilsidesætter medlemmernes demokratiske indflydelse.

Der er mange gode og visionære forslag i det 40 sider store diskussionsoplæg fra FOA. Men det, der falder i øjnene, er oplæggets inkonsistenser. Eksempelvis går oplægget mod mere udlicitering, privatisering og øget ulighed, samtidig går oplægget ind for tilkøbsydelser. Oplægget åbner som i OK 11 op for mere fleksibel løndannelse og arbejdstid.  

Inkonsistens er udtryk for, at fagbevægelsen er i krise, og at presset fra neden ikke er stort nok på de faglige ledere. Medlemmerne strømmer ud eller over i de alternative, såkaldt "gule fagforeninger". Den danske model er under pres, og hvor det 20. århundrede var de faglige organisationers storhedstid, vil fagbevægelsen i det 21. århundrede kun være én blandt mange andre af arbejdsmarkedets aktører.

Så derfor ser vi hele tiden udtalelser, som peger i hver sin retning fra fagbevægelsens topledere. Der har ikke været en strategi om at ændre på magtforholdene som de udspiller sig under VKO, og der er ingen analyse af betingelser og magtforhold for en ny kurs under S-SF. Derfor suges fagbevægelsens ledere ind i det interne, taktiske parlamentariske spil omkring folketinget, hvor det handler om at købs- og salgslogikker.

FOA's oplæg kridter godt nok banen op: En trepartsaftale, som virkelig skal rykke, bør være både offensiv, dristig og retfærdig. Skal lønmodtagerne kunne se en ide både for fællesskabet og for sig selv i at medvirke til øget værdiskabelse i det danske samfund, så skal der gulerødder på bordet. FOA vil medbringe forslag om syv grundlæggende arbejdsmarkedsreformer til trepartsforhandlingerne. (side 8)

Problemet med S-SF's plan er - set fra fagbevægelsens side, at planen ikke afgørende flytter midler eller styrkeforhold til fordel for velfærdsstaten og fagbevægelsens medlemmer. Den gør det modsatte: nemlig styrker de private virksomheder og deres magt i samfundet overfor lønarbejderne. Det er accepten af den situation, som gør det vanskeligt for FOA's oplæg at formulere en anden politik uden at bryde med de præmisser, som er lagt ind i Fair Løsning 2020 planen.

Fagbevægelsen skal stoppe med at tale om mangel på arbejdskraft, når der er mere end 700.000 borgere i den arbejdsdygtige alder, der er marginaliseret ud i glemsel. Det er fagligt snæversyn, som det er bydende nødvendigt at komme ud over. Fagbevægelsen, herunder FOA, har ikke en chance for at vende skuden, hvis ikke de påtager sig ansvaret som sociale bevægelse.

Timebank - accept af rovdrift på fritid.
Et af de forslag, som har skabt størst modstand i FOA, er forslaget om en timebank. Timebank er idéen om: "En ordning med en timebank, hvor man i perioder, hvor man gerne vil arbejde relativt meget, sætter den ekstra tid i timebanken og hæver i banken i de perioder, hvor man har behov for at arbejde mindre." Og "En oplagt vej til flere arbejdstimer vil være at give ny luft under vingerne til den henslumrende debat om ret for den enkelte lønmodtager til at kunne afpasse sin arbejdstid til sin livssituation." (side 14)

Tanken om en individuel medarbejderstyret timebank-ordning ville være en katastrofe for vores arbejdsmarked. På det pædagogiske område og dermed også på mange andre områder er arbejdet teambaseret og arbejdsopgaverne rimelige konstante.

Tænkningen er, at vi i fællesskab med vores arbejdstid skal bruge vores ressourcer bedst muligt i forhold til opgaven og selvfølgelig tage de individuelle kollegahensyn, der overhovedet kan lade sig gøre i den forbindelse.

At give den enkelte en ret til at arbejde mere eller mindre, når det ville passe ind i vedkommendes liv, ville i sin yderste konsekvens føre til langt flere midlertidigt ansatte på arbejdsmarked og dermed til tab af faste arbejdspladser.

For det er jo ikke sådan, at man "kan passe børn på forskud" eller for dens sags skyld tage sig af de truede børn, der først "opdages" næste år - bare fordi det nu lige passer ind i en medarbejders private liv at arbejde mere end det, arbejdspladsen har behov for.

Eller omvendt at vi kan sige nej til at holde åbnet, fordi det nu passer den enkelte ansatte at arbejde meget mindre.

De fleste i fagbevægelsen er fortalere for, at alle arbejdspladser skal tage hensyn til de ansattes private liv i det omfang, det overhovedet kan lade sig gøre. Men der er dæleme langt derfra og så til en individualisering af arbejdslivet. Men der er åbenbart nogen i FOA, som har glemt, at klare og faste regler for arbejdstiden er tilkæmpet for at forhindrer rovdrift på de ansattes fritid og skabe et arbejdsliv i balance. At oplægget sælger tanken om en timebank som en form for "lønmodtagerstyret fleksibilitet" er ren og skær New Speak.

Udbetaling af tillæg og ferie, - accept af individuel nedslidning
Det har i mange år været et ufravigeligt krav i fagbevægelsen, at afspadsering ikke skulle kunne udbetales, det samme galt ferie. Men har man en gang åbnet for det ene, følger der som regel mere med. Således åbner oplægget op for en yderligere individualisering af kollektive rettigheder. Både når det kommer til udbetaling af den 5. ferieuge og afspadsering.(side 16) Det spiller ikke sammen med ønsket om større balance mellem arbejdsliv og familieliv, og det spiller slet ikke sammen med ønsket om at sætte en stopper for nedslidning i den offentlige sektor.

En ledelses- og indflydelsesreform, - lidt er bedre end intet, men ikke nok!
FOA er et af de fagforbund, som har den mest udviklet kritik af New Public Management, og FOA er det eneste fagforbund, der pt. arbejder på at udvikle alternative ledelses- og styringspraksisser for den offentlige sektor. Men hvorfor FOA så undergraver sin egne strategi ved at foreslå, at "det offentlige skal kunne sælge alle former for ydelser" (side 35) er helt ude i hampen og vanskeligt at forstå.

Fraværet af et alternativ til de markedsgjorte ledelses- og styringslogikker i den offentlige sektor, stiller fagbevægelsen ekstremt svagt i en kommende trepartsforhandling. S-SF accepterer grundlæggende set de ledelses- og styringslogikker, som hersker i den offentlige sektor, og de har intet, der kommer i nærheden af et alternativ.

En mere end ti år lang bølge af "reformer" af den offentlige sektors forvaltnings-, styrings og ledelsesstrukturer kan godt sammenlignes med en stille liberalistisk revolution.

Politikere i både Regeringen og Kommunerne har siden 1980'erne ladet sig inspirere af et globalt økonomisk- og liberalistisk markedsgjort idésæt, der kaldes New Public Management (NPM). I NPM er økonomisk effektivitet og konkurrence vigtige styringsparametre. NPM er fattig på sociale værdier. Velfærdsstaten, kommunerne og de offentligt ansatte bliver kontrolleret og målt på service og effektivitet, og offentligt ansatte og velfærdsopgaver er i konstant risiko for udlicitering og privatisering.

Det er primært sket ved, at Regeringen har benyttet økonomiaftaler med kommuner og regioner til implementering af gennemgribende og detaljerede styringsreformer, og trepartsdrøftelserne mellem Regering, kommuner/Regioner og Fagbevægelsen er blevet brugt til at forhandle sig frem til nye former for konkurrence og markedsregulering i den offentlige sektor.

Metoden har været at bruge sin regeringsmagt overfor kommunernes økonomi og bruge trepartsforhandlingerne om bl.a. fagbevægelsens uddannelseskroner til at forhandle nye styringsformer igennem. Nul-vækst økonomiaftalens konsekvens er en kraftig indskrænkning af kommunernes økonomiske råderum og det kommunale selvstyre. Kommunerne er blevet administratorer af Regeringens økonomiske politik.

Hvis fagbevægelsen og FOA ikke bliver meget skarp i spyttet og meget hurtigt ændrer på en lang og dårlig tradition, så vil endnu en trepartsaftale medføre, at man selv bidrager til den forsatte underminering af den offentlige sektor.

FOA's vision om velfærdsledelse skulle være et krav hele fagbevægelsen kunne bakke op om og gøre til et fælles krav. For "Velfærdsledelse handler om at vise tillid til medarbejdernes faglige skøn og professionelle dømmekraft og vurderinger. Større indflydelse på eget arbejde medfører både en mere effektiv offentlig sektor og tilfredse medarbejdere."(side 21)

FOA's strategi er at flytte KL og Kommunernes fokus væk fra politisk-teknokratisk rationalisme og markedsstyring og i stedet sætte "de facto" politisk fokus på velfærdsledelse gennem aktivering af social kapital ude i kommunerne. Det skal resultere i et reelt opgør med NPM managementtænkningen og resultere i en gennemførelse af reel afbureaukratisering. Tilliden og dialogen med de offentlige ansatte skal revitaliseres. Der skal frigøres ressourcer til mangfoldigheds - og velfærdsledelse med social kapital - og udøvelse af kerneopgaven. Der skal med andre ord ske en udvidelse af det faglige og decentrale råderum og råderet til alle udførende led på alle niveauer i offentlige sektor.

Velfærdsledelse er ikke "one size fits all" ledelse, men derimod kontekstbestemt ledelse, og det kræver kritisk refleksion at udøve velfærdsledelse. Forudsætningen for, at det lykkes, er dynamiske personalepolitiske processer, hvor samarbejdet mellem velfærdsledere og medarbejdere bygger på SU og MED-aftaler, arbejdsmiljøaftaler og demokratiske bottom-up processer.

Det forudsætter, at en dynamisk tillidsfuld proces, dialog og samarbejde mellem politikere, forvaltninger, decentrale velfærdsleder, TR og arbejdsmiljørepræsentanter sikres optimale vilkår. Kommunernes og arbejdspladsernes sociale kapital skal prioriteres og forankres i tillid, dialog, kommunikation, organisation og velfærdsledelse på alle niveauer og fagforvaltninger i landets 98 kommuner.

Den dynamiske velfærdsledelsesopgave skal tilbage til den faglige viden og indsigt i den professionelle kerneopgave, og væk fra markedsgørelsens styringslogikker.

FOA's flere hænder- gode ideer og enkle tidsler som skal luges ud.
Nød lærer nøgen kvinde at spinde, hedder et gamle ordsprog. Ens evne til at finde løsninger skærpes, når man er i en problematisk situation. FOA's bud på elementer i en trepartsaftale om fremskridt og ny vækst, er et udtryk for den situation. Nogen må gøre noget, og den nogen er FOA. Oplægget indeholder en mængde rigtig gode og fremadrettede ideer. Men der er også som nævnt tidsler, som skal luges ud, fordi de ville være katastrofale, hvis de blev til virkelighed. Men i en situation, hvor fagbevægelsen intet offensivt bud har til en progressiv reformpolitik, så er FOA's bud på indholdet i en kommende trepartsaftalen det bedste bud, vi har.  

Svaghederne i FOA's oplæg skal først og fremmest ses som et konkret udtryk for hele  fagbevægelsens svaghed. Men det er også venstrefløjen i fagbevægelsens svaghed. Evnen til at organisere, politisere og mobilisere for at opretholde et pres på både forbundsledelserne og en kommende ny S-SF regering er næsten total fraværende. Hvis ikke det ændrer sig under den nye regering, så bliver det ikke kun tidsler der skal spises, så skal der også sluges kameler. Eller sagt på ny sprog, så skal arbejderklassen også betale regningen under en rød regering.