Konflikten i Mellemøsten: Interview med Birgitte Rahbek
Af Poyâ Pâkzâd

Offentliggjort: 15. juni 2011
Kritisk Debat bringer et interview med kultursociolog og Mellemøstspecialist Birgitte Rahbek om den israelsk-palæstinensiske konflikt. I interviewet med Kritisk Debat kommer hun blandt andet ind på det nuværende dødvande mellem israelerne og palæstinenserne, samt udsigterne til fred og forsoning. Af forsøget på bredt at skitsere en konflikt, der i den grad vækker rodfæstede antipatier, følger uundgåeligt en del 'kontroversielle' påstande, som samtidig er vanskelige at underbygge i et enkelt interview. Mange af de emner, som interviewet berører, har Birgitte Rahbek analyseret nærmere i sin bog "En stat for enhver pris" fra år 2000. Det samme har hun præsteret sammen med Islam- og Mellemøstforsker Jørgen Bæk Simonsen i bogen "Den arabiske verden". Senest har hun skrevet kronikken, "Mægling frem for magt er vejen frem i Syrien" i Kristeligt Dagblad.

PP: Da du læste på The American University of Beirut, mens du boede i Libanon, blev du undervist af fremtrædende arabiske akademikere såsom Walid Khalidi. Hvordan har det formet din interesse for Mellemøsten og konflikterne?

BB: Det betød at jeg her fik en helt anden historie fortalt om baggrunden for staten Israels oprettelse og fordrivelsen af palæstinenserne. Walid Khalidi kendte hele historien ned til mindste detalje, og hans beskrivelse af hvad der skete, er i overensstemmelse med, hvad de "nye israelske historikere" kom frem til adskillige årtier senere [Benny Morris, Simha Flapan, Ilan Pappe, Avi Shlaim red.]. Historien oprørte mig så meget, at jeg følte at jeg havde en vis forpligtelse til at udbrede kendskabet til den i Danmark. Det har jeg så forsøgt, men det har aldrig været nemt at trænge igennem med.

PP: For nylig har George Mitchell fratrådt sin stilling som amerikansk penduldiplomat mellem israelerne og palæstinenserne. Er det et tegn på fredsprocessens endeligt?

BR: Jeg tror ikke at George Mitchells fratræden gør fra eller til, for der har i realiteten ikke været nogen fredsproces meget længe. Det hele har i vid udstrækning været et spil for galleriet og et spil mellem USA og Israel, hvor sidstnævnte lader som om de leger fred, og førstnævnte lader som om, de tror på det. Det har de kunnet slippe af sted med, fordi de fleste, i hvert fald danske, journalister enten ikke har tilstrækkelig kendskab til konflikten, eller ganske enkelt er på Israels side, og derfor hopper med på vognen.

PP: Er der en partisk dækning af konflikten i danske medier, mener du?

BR: Den er blevet bedre, fordi virkeligheden ikke længere kan skjules. Alligevel er den danske Mellemøstdækning præget af at mange af journalisterne ikke alene er stærkt pro-israelske, men at de også selv er israelere, dvs. de lever i Israel, er israelsk gift og har eller har haft børn i den israelske hær. Det er jo absurd, at det skal være fra israelske journalister og eksperter, vi skal høre om den arabiske verden. Mest udtalt er det efterhånden i DR's Orientering. Paradoksalt nok er nogle af de bedste Mellemøstreportager at finde i Berlingske Tidende, og Lasse Ellegaards artikler i Information, som er i en klasse for sig. Hvor vi, der tidligere var ansat i DR, og havde en kritisk holdning til israelsk politik, altid bedrev selvcensur, så er den 'anden fløj' helt hæmningsløs. Det har DR2's Arne Notkin vist i sin groft manipulerende serie om de "røde lejesvende", i sin tilbageholden af dokumentarfilmen Defamation, og da den endelig blev vist, at lade den følge op af en film, der var en gang koncentreret 'araber-bashing'. Et journalistisk propagandistisk makværk. Ingen der har nærmet sig danske medier med en Israel-kritisk holdning tror på den højt besungne danske ytringsfrihed.

PP: I FN-regi har der i årevis - med den faktiske undtagelse af Israel og USA - foreligget en såkaldt "international konsensus" om en tostatsløsning langs 1967-grænserne. Danmark har med ganske få undtagelser årligt været blandt de stater, der har stemt ja i generalforsamlingen til en tilbagetrækning til 1967-grænserne.  Hvad er forklaringen på den umiddelbare diskrepans mellem dansk regeringspolitik over for Israel og Danmarks standpunkt over for FN?

BR: Det er svært for Danmark at gå imod FN's beslutninger, men de danske regeringer har alle dage været stærkt pro-israelske. Den eneste danske udenrigsminister, der har vovet at sige Israel imod, var Mogens Lykketoft, og han var der kun i meget kort tid. Ydermere skete der det i 2001 efter 11. september, at det lykkedes for den daværende israelske premierminister [Ariel Sharon, red.] at få den israelske kamp imod palæstinenserne til at blive en del af "krigen mod terror", og den kan, som bekendt bruges til hvad som helst. Per Stig Møller var meget stolt af sit bidrag til Køreplanen for Fred, og den havde da også ét positivt træk, nemlig at der var sat datoer på, hvornår hvad skulle ske. Da den første dato var overskredet var det tydeligt at Køreplanen for Fred, som en israelsk kritiker skrev, var en "roadmap to nowhere" [den afdøde israelske lingvist og forfatter Tanya Reinhart, red.].

PP: Det nye såkaldte "Palæstina-læk" afslørede efter sigende et israelsk afslag på omfattende territorielle indrømmelser på blandt andet Østjerusalem fra Præsident Mahmoud Abbas' side. Blandt palæstinenserne blev kritikken rettet mod den Palæstinensiske Myndigheds repræsentative legitimitet. Kan det palæstinensiske lederskab indgå aftaler med Israel og USA uden den palæstinensiske befolknings samvirke?

BR: Jeg tror, at det fortsat er et uafklaret spørgsmål, men at den palæstinensiske ledelse nok har forestillet sig at de kunne tage beslutningen uden en folkeafstemning. De har jo også det problem, at enhver aftale vil komme til at rumme beslutninger om, hvad der skal ske med de mange millioner palæstinensiske flygtninge uden for Vestbredden, Gaza og Østjerusalem. Det ville demokratisk set betyde, at alle palæstinensere burde have lov til at stemme om en sådan aftale, og det er måske ikke helt realistisk. Mit gæt vil være, at den palæstinensiske ledelse vil bruge truslen om en eventuel folkeafstemning til at presse modparten lidt, men at de gerne selv vil undgå den.

PP: Er resolutionen i generalforsamlingen til september om anerkendelse af en palæstinensisk stat en frugtbar palæstinensisk strategi?

BR: Ja, det tror jeg egentlig at det er. Det er først og fremmest et symptom på at palæstinenserne nu ikke gider vente på at andre skal frelse dem, det være sig amerikanske præsidenter på genvalg eller israelske regeringer af enhver observans. Nu har palæstinenserne overtaget initiativet, de opbygger deres egne institutioner, de får udbredt global opbakning og udstiller Israels manglende fredsvilje og USA's manglende mod til at skære igennem.

PP: Palæstinensiske flygtninge fra Syrien krydsede angiveligt grænsen til Israel under protesterne oven på mindehøjtideligheden for den palæstinensiske Nakba*. Israel beskylder den syriske ledelse for bevidst at tillade eller endog antænde demonstrationerne for at afspore opmærksomheden fra regimets egen nedslagtning af demonstranter. Hvor megen om nogen sandhed kan tillægges den anklage?

BR: Det er meget muligt at de syriske myndigheder har ladet det ske, altså ladet palæstinenserne komme igennem til grænsen, men det er efter min mening ikke det væsentlige. Der var - endelig - tale om en fælles palæstinensisk aktion fra såvel Syrien, Libanon som i de besatte områder, hvor folk demonstrerede til minde om Nakbaen, hvilket er blevet forbudt i Israel, og imod de manglende resultater på fredsfronten. Israel reagerede ligesom de arabiske diktaturer med drab. Jeg er ikke helt klar over, hvor mange der blev dræbt den søndag, men ved, at det på den libanesiske grænse alene var 12 mennesker, og jeg tror, at der i alt blev dræbt over 20 og såret langt over 100. Det var påfaldende så tavse de internationale medier var.

PP: I maj 2006 blev det såkaldte "fængselsdokument" om et fælles politisk program mellem de forskellige palæstinensiske grupper underskrevet af alle undtagen Islamisk Jihad. Hvilken betydning har programmets opfordring til fredsforhandlinger om en palæstinensisk stat, nu hvor Hamas og Fatah atter er blevet forenet? Kan politikken mellem Hamas og Fatah flettes sammen på dette område?

BR: Jeg er ikke bekendt med om det dokument har spillet nogen rolle i den seneste forsoning. Personligt tror jeg, at der i mellemtiden er blevet spildt så meget blod mellem parterne, at man har måttet tage et andet udgangspunkt for at komme videre. Den vigtigste gennembrudsfaktor har formentlig været, at der i dag sidder andre personer i den egyptiske ledelse, som ikke i samme grad er forlovet med Israel og USA og derfor oprigtigt har ønsket en forsoning.

PP: Og blokaden af Gaza-striben er delvist brudt på grænsen til Rafah i Egypten. Hvad betyder forandringerne i Egypten for den israelsk-palæstinensiske konflikt?

BR: Det er endnu for tidligt at sige, men den øgede arabiske selvbevidsthed betyder uden tvivl, at heller ikke egypterne længere vil danse efter den israelske og amerikanske pibe, men vil stille legitime krav til de indgåede økonomiske aftaler og kræve selv at bestemme over deres grænser.

PP: Det spekuleres ofte på, om en ikke-voldelig såkaldt "hvid Intifada", ført af både israelere, palæstinensere og solidaritetsaktivister, kan bringe konflikten til ophør. Sådanne "eksperimenter" i Budrus og Bi'lin har ført små sejre med sig. Er det en realistisk forventning, at den "palæstinensiske Gandhi-metode", som Berlingske Tidende har kaldt den, kan medføre så progressive landvindinger som selveste militærbesættelsens ophør?

BR: Jeg tror at der skal rigtigt mange forskellige faktorer til at bringe besættelsen til ophør: der skal et stærkt udenlandsk pres til fra både EU og USA (desværre har præsident Obama vist sig lige så følgagtig som sine forgængere, når det gælder den israelske lobby, så man kan ikke forvente noget fra hans side på denne side et genvalg). Fra palæstinensisk side er det vigtigt, at de får en demokratisk valgt regering, og at den palæstinensiske befolkning fortsætter med at lægge pres på såvel de palæstinensiske selvstyremyndigheder som på Hamas og den israelske besættelsesmagt. Her er det til gengæld uhyre vigtigt, at dette pres bliver i form af fredelige protester og civil ulydighed. Palæstinensernes ulykke har været at de for ofte har ladet sig provokere til at gribe til våben, til trods for at det jo netop er på den bane, besættelsesmagten allerhelst vil møde dem, for her vil de til hver en tid kunne vinde. Det folkelige oprør i de arabiske lande kan også komme til at spille en positiv rolle, sådan som det allerede har gjort i relation til Egypten.

Endelig er det vigtigt at understrege at en varig fred skal være baseret på FN-resolutioner og på folkeretten.

PP: Den venstre-intellektuelle akademiker Edward Said og den israelske historiker Ilan Pappe siger, at forudsætningen for en egentlig forsoning mellem parterne, er en israelsk anerkendelse af den palæstinensiske "Nakba". Hvilken indflydelse ville en sådan indrømmelse få på det israelske samfund?

BR: Her rører du ved noget meget centralt, nemlig den psykologiske side af katastrofen (Nakba). Palæstinenserne har måttet lide den tort ikke alene at blive fordrevet og miste det meste af deres land og blive udsat for massakrer og alt hvad der findes under 'forbrydelser mod menneskeheden', og samtidig ikke at blive troet og at blive udsat for 'blaming the victim'. Det er noget helt basalt inden for psykologien, at det er så vigtigt at ens sorg og smerte bliver anerkendt. Det vil derfor betyde utroligt meget for palæstinenserne, hvis deres historie bliver anerkendt, sådan som Ilan Pappé har gjort med sine mange bøger om 1948. Det paradoksale har været, at først når israelske historikere har beskrevet begivenhederne i 1948, har verden troet på dem, selvom de som nævnt i vid udstrækning siger det samme, som palæstinensiske historikere har sagt adskillige årtier tidligere. For israelerne er det meget svært at se i øjnene, hvad de har begået af forbrydelser imod det palæstinensiske folk. Det er en gammel sandhed at 'man aldrig tilgiver, den man har gjort ondt'. Derfor ser man da også at israelske krigsforbrydere blive hyldet både i Israel og i Danmark. Vi genoplever samme fænomen i Serbien efter anholdelsen af Ratko Mladic. Men for at der skal være tale om en sand forsoning, må også palæstinenserne tage ansvar for de forbrydelser, de har begået imod civile israelere. Denne psykologiske faktor blev faktisk inddraget i den aftale, der var lige ved at blive indgået i Taba i begyndelsen af 2001, hvor forhandlingerne fortsatte efter det kuldsejlede Camp David møde i september 2000.

PP: Herbert Pundiks søn, den israelske fredsarkitekt Ron Pundak, har skrevet, at "forhandlingsmiljøet" i Taba bragte parterne tættere på et forlig end nogensinde. Året inden skrev du i "På tærsklen til fred?" af Michael Irving Jensen et. al., at Israel er "blottet for psykologisk tankegang og indsigt" i palæstinensernes vrede. Man får nærmest en følelse af, at forsonende ord og taktfulde forsikringer parterne imellem kan bryde dødvandet - handler det hele om psykologi og diplomatisk miljø, når dagen er omme?

BR: Det er lidt meget at kalde Ron Pundak for fredsarkitekt. Han var ganske rigtigt en af initiativtagerne til Oslo-processen, men den var jo så meget til Israels fordel og så elendig for palæstinenserne, at der ikke kom megen fred ud af den. Til gengæld er bosættelserne blevet mere end fordoblet siden Osloaftalen. Men for at svare på dit spørgsmål: Nej, det hele handler ikke om psykologi, men psykologi er en meget vigtig faktor at inddrage i forhandlingerne. Lige så vigtigt er det dog, at forhandlingerne baseres på folkeretten og de mange FN-resolutioner, der allerede ligger til fri afbenyttelse. For israelerne er der også meget økonomi i konflikten. Israel konfiskerede enorme palæstinensiske værdier i 1948 - og senere - det drejer sig både om jord, vand og fast ejendom, fabrikker, forretninger og bankkonti, hvor den samlede værdi er kendt for begge parter, men hvor Israel ikke ønsker at skulle levere noget tilbage. Endelig har Israel begået den genistreg, at det har fået verdenssamfundet til at betale for sin besættelse og fordrivelse. I realiteten burde det jo være besættelsesmagtens opgave at sørge for uddannelse, sundhed, infrastruktur osv. til den besatte befolkning, men det har de fået os andre til at betale for det.

PP: I din bog "En stat for enhver pris" citerer du libaneseren Charles Maliks spørgsmål, om "den moralske holdning i Israels ledelse er tilstrækkeligt udviklet" til at rumme en forståelse for palæstinenserne "baseret på gensidig respekt og tillid". Den kritiske forfatter og politolog Norman G. Finkelstein har skrevet, at den israelske ledelse skal "lide et nederlag", før den vil gøre nogle indrømmelser over for palæstinenserne. Hvad mener du om den taktik?

BR: Jeg ved ikke om man kan kalde det for en taktik, og jeg er holdt lidt op med at gætte på, hvad der skal til, for at få israelerne til at ville en retfærdig fred. Filmen Defamation viser med al ønskelig tydelighed, hvordan den israelske ungdom indoktrineres til at tro, at alle er imod dem, og at de har grund til at være bange for alle andre. Endelig skal man huske på, at militæret gennemsyrer det israelske samfund. Heldigvis er der flere og flere soldater, der har taget bladet fra munden og taget afstand fra hærens undertrykkelse af palæstinenserne. Men stadig lærer store teenagebørn med en maskinpistol, at de kan skalte og valte med palæstinenseres liv, og det er meget usundt. For mange år siden spurgte jeg en israelsk journalist, hvad der skulle til for at få israelerne til at ændre holdning og svaret var: "a stream of blood." Det er ikke en rar tanke og indtil videre kan man nøjes med at konstatere, at det er palæstinensernes blod der flyder.

*Nakba er det arabiske ord for katastrofe, som bruges til at betegne den etniske udrensning af 750.000 indfødte palæstinensere i 1948.