Jeg har en plan
Af Gorm Winther

Offentliggjort: 15. juni 2011
Både Hjorth Frederiksen "banden" og Thorning "banden" har travlt for tiden - luften er tyk af planer og talkum, og der er trængsel foran pengeskabet af mærket Franz Jäger, Berlin 1936 - det pengeskab, hvis åbning kan give 'Dansken' mere velfærd.

Både Frederiksen og Thorning har taget bowlerhattene af. Man hører svirpende lyde mens de tager gummihandskerne på. Frederiksen hvæser til Thulesen Dahl igennem cigarstumpen: 'Skynd dig så, vi har ikke hele dagen'. Thulesen Dahl fumler efter det hvide pulver: 'Jeg skal nok, jeg skal nok' mumler han med rædsel i stemmen, mens Brian Mikkelsen siger: 'Skide godt Claus, skide godt'. Thorning er lige så vred - Villy fumler rundt efter stetoskopet. Gad vide om et bundt sejlgarn, et søm, en flaske økologisk sveskejuice, en regnedreng, en kugleramme og en gammel nærig skotte, der sætter tæring efter næring, kan hjælpe til her?

Ordet plan var for ikke så forfærdeligt mange år tilbage nærmest et fyord, nu vi fik det herlige frie marked, hvor liberalismen stod tilbage i ringen som den eneste sejrherre efter den statsliggjorte planøkonomi i Østeuropa og Sovjetunionen opgav ånden. Der skulle ikke planlægges, markedets usynlige hånd skulle nok klare det hele, stat, plan og regulering skulle rulles tilbage, og der skulle både liberaliseres og privatiseres. Så kom den internationale økonomiske krise endnu en gang i 2007, og bevægelsen tilbage fra marked til plan synes at være en fuldbyrdet kendsgerning om end de fremlagte planer foran Franz Jäger pengeskabet langt fra er nok.

Dansk økonomi ligger lunt i læ af vore samhandelspartnere Tyskland og Sverige, der ikke er så hårdt ramt som andre europæiske økonomier. Ingen har endnu sat spørgsmålstegn ved, om man overhovedet i dag på nogenlunde ædruelig vis, skulle kunne sige noget om, hvordan verden og Danmark ser ud om 9 år (!). Danmark er ikke en planøkonomi, hvor der er større muligheder for central styring, når problemerne opstår. Ikke desto mindre kæmpede planøkonomer i Sovjetunionen med problemer i årevis uden at arbejde med så lange tidshorisonter - beskedent nøjedes man med femårsplaner, men det var slemt nok, for de oprindelige målsætninger over fem år kunne ikke opfyldes. En femårsplan bestod af årlige målsætninger, som samlet skulle addere op til den langsigtede målsætning, men allerede efter et år kunne det gå galt, fordi der dels er uforudsete forhold, der spiller ind, dels fordi der er forhold forbundet med det realistiske i at gennemføre første etape. Der kan med andre ord opstå ny viden og gennemførelsen af planen kan vise sig langt mere kompliceret end forudset, så man samlet ender med en ny målsætning for første år. Den slags forstærkes over hele perioden, så afslutningen bliver noget andet end planlagt. 

Kort sagt er problemet det, at økonomernes forbehold for at forudsige fremtiden hviler på en forudsætning om, at fremtiden ser ud som den er i dag - Budgettet balancerer alt andet lige i 2020 ved beløbet 47 mia. kr.. Nu er alt andet som bekendt ikke lige. Langsigtet planlægning har været prøvet før i Danmark - hvem husker ikke perspektivplanerne i 1971 og 1973, henholdsvis PP I og PP II, hvor planerne led en krank skæbne, da den økonomiske krise satte ind i 1973. Planerne var etablerede på baggrund af 60'ernes optimisme, men fik ingen betydning, fordi forudsætningerne ændredes med 70'ernes krise og 'fattigfirserne'. En tilsvarende optimisme prægede den danske og internationale debat frem til situationen, hvor den økonomiske krise i 2008 ændrede alt. Man kan næppe sige, at det har påvirket de to planer - for der er to ting der springer i øjnene, hvad enten det er regeringens plan eller S-SF planen vi taler om.

For det første forudsætter man med en udgangspunkt i en befolkningsprognose, at der i fremtiden vil blive mangel på arbejdskraft, og for det andet forudsætter man, at det senest år 2020 er nødvendigt at skabe et balanceret offentligt budget.

Men ingen kan i dag vide, hvordan efterspørgslen på arbejdskraft vil udvikle sig fremover! Det er igen den uforudsigelige kriseramte kapitalisme. Uddybes den internationale krise med efterfølgende faldende overførsel fra land til land kan man ikke tale om mangel på arbejdskraft, men om mangel på arbejdspladser. Der gættes en del om opsvinget ligger lige om hjørnet, og man har glemt, hvad fremtrædende kolleger siger om krisen. Nobelprisvinderen Joseph Stiglitz fra Columbia universitet så tidligt, at den finansielle boble, der udløste krisen i USA kunne være af samme karakter som i slutningen af 20'erne, hvor verden blev kastet ud i  massearbejdsløshed (25 - 35%). Det samme siger en anden Nobelprisvinder Paul Krugman, der for nyligt publicerede en bog om en tilbagevenden af depressionens økonomi.

Hvis det er den vej, vi går, er nok så mange 2020 planer ikke det papir værd, de er skrevet på. De første tiltag vendt mod at imødegå depressionen i 30'erne var, at spare sig ud af krisen ved at balancere offentlige budgetter. Balancerede budgetter er en sjældent set størrelse, fordi statens indtægter og udgifter ikke er noget, vi kan planlægge, men noget der påvirkes af hvordan konjunkturerne vender. Under højkonjunkturen spares der dagpenge og overførselsindkomster og statens indtægter stiger. Anderledes når tingene ser ud som i dag, hvor udgifterne til overførsler stiger, mens skatteindtægterne falder. Uddybes krisen mere end forudsagt med øget arbejdsløshed kan årlige budgetunderskud stige endnu mere.

I regeringens plan fremstilles to scenarier m.h.t. saldoen mellem offentlige indtægter og udgifter. Men forsøger, at fremskrive frem til år 2050 (!), hvor man gætter på, hvad der sker, hvis regeringens oplæg gennemføres, eller ikke gennemføres. I 2010 er underskuddets andel af de offentlige finanser mindre end 2%. I 2020 skulle der helst være balance, hvis det gennemføres, hvorimod en fortsættelse af udviklingen uden planer i 2020 nok så interessant skulle lede til en stort set uændret saldo på ca. 2%. Jamen det er jo fint, selv når man tror, vi er forpligtet overfor EU m.h.t. saldoens BNP andel, der skal ligge under 3%.

Det er vi imidlertid ikke, så det må undre, at man ikke sætter aktivt ind? En politik, hvor man sparer sig ud af krisen og balancerer budgettet indenfor de kommende 9 år giver ikke så meget beskæftigelse, som hvis en kommende regering vælger at øge de offentlige udgifter udover det, der er lovgivet for i finansloven og udover de 3%. Anlægsinvesteringer i form af etablering og vedligeholdelse af infrastruktur, boliger, institutioner etc. kan sammen med øgede offentlige driftsinvesteringer i skoler, erhvervsuddannelser, uddannelser og gennem et øget samarbejde mellem det offentlige og det private omkring forskning og udvikling øge beskæftigelsen. Ved siden af, at skattefinansiere underskuddet, skal man lånefinansiere ud fra den filosofi, at gælden betales tilbage, når konjunkturerne vender.

Ellers er koalitionspartnere nogle "hundehoveder, grødbønder, jammerkommoder og elendige klamphuggere", fordi man skulle havde budgetteret mere offensivt gennem øgede skatter og afgifter på naturødelæggelse, gennem øget beskatning af de velstillede, gennem øget beskatning af boligejere, gennem øgede sundhedsafgifter og som sagt gennem låntagning?