Uganda: Klar til forandringer?
Af Poya Pâkzad

Offentliggjort: 15. juni 2011
Uganda er et land med flere etniske grupper, og dets historie er fyldt med separatisme, voldelige konstitutionelle kriser, borgerkrige og krige, militærkup og oprør. Efter kolonialismen blev Uganda samlet via en såkaldt "konsolidering" af det fragmenterede samfund. Før den europæiske kolonialisme havde der været der en sameksistens, politisk uafhængighed eller føderalisme mellem de forskellige samfund. Kun et fåtal af de separate samfund var centraliserede, primært de mere bureaukratiske kongedømmer. De fleste regioner i den nuværende ugandiske stat var decentraliserede, og patriarkalsk organiseret i landsby for landsby.

Pax Musevenica
Da den tidligere oprørsleder Yoweri Kaguta Museveni overtog magten i 1986 efter borgerkrigen, stod han over for den evige udfordring at forvalte en diffus og kollapset stat. Museveni etablerede et såkaldt "intet-parti"-system for at dulme sekterisk konflikt og skabe en central legitimitet på nationalt plan. Lokale valg blev afholdt, og traditionelle kongeriger blev genetableret. Det bragte en vis grad af selvbestemmelse og demokratisk repræsentation, som blev markant tilbagerullet efter Musevenis sejr i præsidentvalget i 1996. I 1997 indførte Museveni en grundlovsstridig "bevægelses-vedtægt", som reelt forvandlede "intet-parti"-systemet til et enkeltparti-system. Det marginaliserede oppositionsgrupperne og forværrede den sekteriske konflikt. For at afværge og afdramatisere nationale krav om politisk pluralisme, begyndte Museveni i stigende grad at inkorporere divergerende politiske og ideologiske strømninger fra eliten ind i regimet. Det medførte en klientisme mellem regimet og samfundets herskende interessenter, som både forøgede Musevenis præsidentielle magter, og banede vejen til den nepotisme, som Uganda lider under i dag.       

I 2004 blussede den sekteriske ubalance op igen, da en grundlovsændring fjernede begrænsningerne for præsidentielle genvalg. Musevenis Uganda var nu på vej til at blive et enevælde. Ændringen var konstrueret til at besværliggøre oppositionsgruppernes mulighed for at vinde et valg, og gøre regimets overlevelse immun over for et flerparti-system. Siden har Museveni ikke tøvet med at ændre de politiske spilleregler for at sikre egen overlevelse. Justitsmord på politiske modstandere er udbredt, flere og flere oppositionspartier forbydes, og der er omfattende overvågning af og forbud imod politisk organisering udenfor det accepterede system. Den konsolideringspolitik der i 80erne bragte Museveni til magten, har samtidig vedligeholdt hans magt i snart 26 år.    

Klar til forandring
Selvom Uganda er etnisk og politisk atomiseret, er den allestedsnærværende korruption og den stigende inflation med til at samle landet på nationalt niveau. Uganda er blandt ​​de nationer, der er hårdest ramt af den globale stigning i fødevare- og brændstofpriser. Ifølge en rapport fra Verdensbanken, som Uganda blev medlem af i 1987, ligger inflationen på over 11 procent. Priser på dagligdagsvarer er gennemsnitligt steget med 40 procent siden begyndelsen af ​​året, og fødevarepriserne er eksploderet med over 100 procent (12 procent alene i marts 2011). Ifølge FN er den ugandiske nation blandt de fattigste i verden.

Kun en fjerdedel af de arbejdsdygtige ugandere er beskæftiget på arbejdsmarkedet. Dem som har et arbejde, får minimale lønninger, og den daglige overlevelse er en reel kamp. Offentlige ydelser er tæt på det ikke-eksisterende, og hospitaler, veje og transportsystemer lider af forfald. 

Ikke overraskende har landet oplevet massestrejker, demonstrationer og politisk uro. Den mest fremtrædende oppositionspolitiker Kizza Besigye, som var den tabende modkandidat præsidentvalget i februar, har i år  sammen med en gruppe ved navn Activists for Change  været med til at organisere massive demonstrationer. "Walk to Work"-demonstrationerne, som de blev kaldt, var en protest imod den siddende regerings korruption, og de stigende priser på mad og brændstof, som har tvunget folk til at gå til og fra arbejde. Andre oppositionspolitikere deltog i demonstrationerne, men de fleste blev banket, anholdt og dømt for sekterisme.

I takt med de regionale protestbevægelser i Nordafrika opstod der i slutningen af april i Ugandas hovedstad Kampala, det som pressen kaldte "den største antiregerings-protest i Afrika syd for Sahara i år." Museveni-regeringen blev beskyldt for valgfusk, for at bruge hundrede millioner dollars på russiske kampfly, og for at svigte borgere, som lever i økonomisk elendighed. Regeringen svarede med omfattende vold. Dusinvis blev myrdet, hundrede såret, banket og fængslet. Især fængslingen af Besigye udløste et bagslag, idet demonstrationerne voksede sig større og spredte sig nationalt.  

Regeringen har afvist at afhjælpe den økonomiske situation ved at sænke skatterne, eller give tilskud til de fattigste. Ifølge The Independents korrespondent i Kampala er Musevenis "neoliberale stranguleringspolitik" med til at give ham støtte fra internationale aktører. "Regeringen har hårdnakket afvist" enhver intervention i markedet eller kontrollere priserne, fordi "det ville være i strid med den gældende liberale politik" - dvs. Verdensbankens tilpasningsregler, der sammen med Musevenis politik har ført til en ujævn økonomi, der er drevet den private sektor.

"En Afrikansk Succeshistorie"
Tre karakteristiske faktorer spiller en afgørende rolle for bevarelsen af Museveni-regimet. For det først er det regimets brug af vold, intimidation og propaganda. Human Rights Watch har dokumenteret regimets "skræmmekampagner forud for det seneste valg" i februar, der resulterede i en historisk lav valgdeltagelse. Europæiske valgobservatører skrev, at præsidenten har brugt sin magt til "alvorlig kompromittering af konkurrencevilkårene mellem de konkurrerende kandidater og politiske partier." Det blev blandt andet gjort gennem omfattende bestikkelse af lokale ledere.   

For det andet har Museveni's økonomiske politik givet anledning til de traditionelle lovprisninger fra globale økonomiske aktører såsom Verdensbanken. Ligesom andre tredjeverdenslande, der har undergået den internationale markedstilpasning, er Uganda blevet betegnet som "en afrikansk succeshistorie", selvom landet er blevet betydeligt fattigere. På overfladen er økonomien blevet løftet, fordi landet rigeste aktører er blevet rigere. Det har bevirket, at Museveni har kunnet tømme statskassen og donorpengene ved at bruge mere end 350 millioner amerikanske dollar på sin seneste valgkampagne. Musevenis integrering af Uganda i den internationale økonomiske orden, har ikke bragt velstand eller frihed med sig, men derimod styrket autokratiet. Det har ledt til den fristende nepotisme, der så ofte indtræder, og erstatter demokratiske reformer.  

For det tredje er Musevenis geostrategiske samarbejde med Washington en kilde til diplomatisk, militær og finansiel støtte. Ifølge et lækket State Department-dokument fra 2009 frygter Washington, at det er blevet "sværere at bevare sikkerhedsforholdet til Uganda". Musevenis "næsten totale akkumulering af magten har medført dårlig regeringsførelse, korruption, og stigende etniske spændinger", som truer "stabiliteten." Ifølge lækket har det besværliggjort afbildningen af Uganda som "en afrikansk succeshistorie". Ikke desto mindre beskrev den amerikanske viceudenrigsminister for afrikanske anliggende, Johnnie Carson, netop Uganda som "en afrikansk succeshistorie" tilbage i marts 2011 efter valget i februar. En amerikansk blåstempling af valget som en "succes" og en "forbedring" tyder på, at USA satser sine penge på ugandisk "stabilitet" over de kommende år. 

Siden februar har regeringen forbudt politiske demonstrationer, men befolkningen har "mistet frygten" ifølge Guardians Afrika-korrespondent, David Smith. Fortsættelsen af demonstrationerne efter de brutale overgreb i april er et livligt eksempel på denne frygtløshed. Det er dog stadig uklart, om demonstrationerne vil føre til reformer eller forandringer. Regimet har hidtil afdramatiseret uroen og terroriseret demonstranter til underkastelse. Som den ugandiske skribent Timothy Kalyegira har skrevet, er "befolkningen i Uganda deflaterede og demoraliserede... de kan ikke forstå, hvorfor de skal sætte deres liv på spil".

Uganda er endnu ikke blevet til et fungerende flerpartisystem, som Museveni har lovet. I de første 19 år under Museveni havde Uganda det såkaldte "intet-parti"-system, som viste sig at være et dække for et enkelt partis nationale dominans på sit nu 26. år. Dette system er endnu intakt, og det opererer gennem en central regering, der er understøttet af et massivt lokalt bureaukrati og efterretningsvæsen.

"Museveni vil ende samme sted, som Ben Ali, Mubarak og Gaddafi", skriver den ugandiske juraprofessor J. Oloka-Onyango, "men det er et spørgsmål om tid." Måske først når Museveni dør.