En ny fagbevægelse i støbeskeen?
Af Hilary Wainwright

Offentliggjort: 15. juni 2011
En faglig strategi med udgangspunkt i medlemmernes praktiske erfaringer, som arbejdere og som borgere, er afgørende for fornyelsen af ​​de offentlige serviceydelser og for at konfrontere globale politiske stramninger.

Det er spændende at deltage i en konference, hvor man ser fagforeninger rent faktisk foreslå alternativer, allieret med grupper, der deler interessen for kvalitet i de offentlige ydelser.

I denne artikel vil jeg undersøge, hvilken viden vi kan drage fra praktiske erfaringer med en sådan strategi inden for fagbevægelsen.

Først en note om sammenhængen.

Vi står over for den ekstraordinære situation, at det, der begyndte som en krise på de finansielle markeder, og de institutioner, der drev dem, nu er blevet til en krise for de offentlige udgifter, der skal løses, hævdes det, ved at skære ned på sociale ydelser.

Vi har brug for en forklaring af denne proces for at kunne udvikle effektive strategier - både på kort og lang sigt.

Jeg vil fokusere på konsekvenserne af en del af forklaringen, som jeg synes har en særlig betydning for fagforeningernes særlige rolle - især fagforeninger i den offentlige sektor - i de kommende år.

En vigtig faktor, der gjorde det muligt at flytte det dominerende fokus fra den finansielle krise over til den politiske sfære - og den nuværende krise i de offentlige udgifter og nedskæringer i sociale ydelser, var tavsheden i den offentlige mainstream-debat omkring værdier som de offentlige goder og samfundets behov. Der var ikke nogen effektiv modpol til presset fra erhvervslivet. Jeg taler ikke her om et radikalt socialistisk projekt, men bare om et "grønt" socialdemokrati, der faktisk mente det.

Et nøglepunkt i denne proces var den svækkelse og ultimative marginalisering af stemmer i USA og i Europa, der argumenterede for, at de milliarder, der blev brugt til at redde de finansielle institutioner, burde være brugt til at indlede en dynamisk demokratisk investeringskampagne med henblik på miljømæssig bæredygtighed og retfærdighed i det offentlige og på arbejdsmarkedet.

Det var en politisk svaghed - især i Storbritannien og USA - på det tidspunkt hvor politiske institutioner, kortvarigt, havde reel forhandlingsstyrke vis a vis økonomisk magt.

Dette de facto nederlag for den demokratiske offentlige indblanding på et afgørende tidspunkt, konsoliderede den grundlæggende neoliberale forestilling, at de offentlige udgifter, især på sociale ydelser, hæmmer den private sektor, den ukrænkelige ​​økonomiske frontløber. (Jf. begreber som »fortrængning«, en »byrde« osv.)

Med andre ord er den finansielle krise ved at fuldføre delegitimeringen - inden for de politiske institutioner og medierne - af de sociale behov og den offentlige sektors økonomiske berettigelse; dvs. af økonomien uden for det egentlige marked, der siden 1945 har eksisteret som et kompromis inden kapitalistismens rammer.

Denne marginaliseringsproces må forstås, i det mindste delvist i nord, sammen med de socialdemokratiske og euro-kommunistiske partiers strukturelt manglende evne til at forny sig selv i 70'erne og 80'erne i retning af at forbedre, udvide og støtte udviklingen af den offentlige sektor, som de hjalp med til at skabe. I stedet har vi set deres defensive føjelighed - i behandlingen af ​​offentlige goder - som sekundære og afhængige af det finansielle markeds luner.

Udfyldning af det politiske tomrum?
I forbindelse med dette vakuum og dets regressive konsekvenser, er fagbevægelsens rolle, begyndende med den offentlige sektors fagforeninger, potentielt centralt.

Fagforeningerne er i mange lande de største, bedst finansierede, mest stabile og institutionaliserede og - i nogle henseender - mest rodfæstede (med al den ambivalens og de problemer, som disse karakteristika indebærer) kræfter i det civile samfund.

Disse egenskaber giver dem mulighed for at være, som Carmen Sosa, leder for vandarbejdere i Uruguay, foreslår, 'rygraden i den folkelige bevægelse'. Fagforeninger kan i vidt omfang organisere ​​viden, praktiske tiltag, forskning og folkeligt udtryk til forsvar for sociale behov og sikre midler til at opfylde dem.

Det er gennem denne rolle som rygrad (anerkendelse af selvbestemmelse, men med ryghvirvlernes forbundethed) i sociale alliancer i kampen for - og forbedringer af - de offentlige ydelser og ressourcer, at fagforeningerne kunne fylde det politiske tomrum.

Jeg vil senere undersøge, hvad 'udfylde det politiske tomrum' kunne betyde.

Jeg understreger denne rolle som et potentiale, fordi fagforeningerne i nord har tendens til at have en meget rigid arbejdsdeling, mellem arbejderbevægelsens faglige og politiske aktiviteter. De bredere sociale -  men ikke umiddelbart faglige - spørgsmål, efterlades til den 'politiske eller parlamentariske fløj'. Samtidig har fagforeningerne hårdnakket fastholdt deres rolle i overenskomstforhandlinger og faglig aktion - hvis omfang, med historisk vigtige undtagelser, generelt er snævert defineret. Det har alt for ofte betydet, især på nationalt plan, en intellektuel underordning det neosocialliberale demokrati - socialt i periferien, neoliberalt i centrum.

Der er tegn på at nogle fagforeninger, eller dele af fagforeninger, frigør sig fra denne underordning under de politiske partier og bidrager til en nytænkning af både politik og fagbevægelse ved at arbejde sammen med andre sociale bevægelser og intellektuelle kritikere. Det er ikke en helt ny idé (jf. 1970'erne i mange lande), som bæres af minder og traditioner. Udbredelsen er ujævn, fragmenteret og spredt; man skal lære af det men ikke overdrive. Og enhver generalisering kan kun blive gætværk.

En alternativ politik til privatisering
Jeg vil gerne give to eksempler på vellykkede kampe mod privatisering - mens jeg anerkender at enhver sådan succes er usikker - for forsigtigt at undersøge, hvad der det betyder at lade fagforeninger spille en rolle i at 'udfylde det politiske tomrum'. Eksemplerne er dels de internationale kampe over vand som et offentligt gode; og dels den modstand, som flere steder er baseret på demokratiske alternativer og som ydes mod privatiseringen af ​​lokale ydelser. For selv om disse eksempler begge involverer valgpolitik, samt en udfordring til de eksisterende politiske institutioner, er dette på grundlag af særskilte og selvstændige politiske værdier, mål og organisationsformer.

Deltagende politisering
1. Vand
Der er mange aspekter at holde sig for øje i den succes som kampagner for offentligt vand har nydt - 90 % af alt vand er i offentlige hænder, på trods af bestræbelser på privatisering. Ét aspekt har været fagforeningernes evne og vilje til at bevæge sig fra defensivt at bekymre sig om deres medlemmers jobs og arbejdsvilkår til at påtage sig den brede offentlige interesse i vandet som et fælles eje, der må administreres på demokratisk vis for alle.

I mange sammenhænge har de hjulpet og støttet og til tider indgået i ledelsen af en folkelig alliance mod markedsgørelsen af vand. I virkeligheden har de været en del af processer, der kan betegnes som deltagende politisering.

Hvad jeg ønsker at understrege med dette koncept er, at privatisering indebærer en systematisk afpolitiseringsproces af de offentlige tjenesters skæbne. Selv da nyliberalismen var mest ideologisk, for eksempel under Margaret Thatcher, blev privatisering af offentlige ydelser aldrig præsenteret som et valgtema til politisk drøftelse eller til folkeafstemning.

I to lande, hvor bevægelsen imod privatisering er særdeles stærk, Brasilien og Uruguay, blev privatisering af vand aldrig en del af regeringspartiernes valgmanifester i 1990'erne, selv om partierne i første omgang forsøgte det efter pres fra IMF. Privatiseringen beskrives altid af politikere og opbakkende medier i de mest eufemistiske, afpolitiserede termer. Man taler om 'at åbne nye markeder', 'omstrukturering af statsaktiver', 'mangfoldighed af udbydere', 'Det vigtige er, at det virker' - og så videre.

Betydningen af ​​den rolle som fagforeningerne spiller - ved at lede eller medorganisere alliancer mod privatisering af vand som et offentligt gode - er at disse alliancer har givet udtryk for en underliggende opfattelse af offentlige goder som værdifulde - opfattelser, som ellers kun høres svagt i den folkelige debat og i endnu mindre grad inden for lovgivning og politik.

I Englands tilfælde mobiliserede fagforeningerne en stemme, et sæt modargumenter, der satte ord på en instinktiv erkendelse af, at vand ikke bør behandles som en handelsvare. (Selv efter Thatcher havde gennemført privatiseringen, viste meningsmålinger, at 89 % af befolkningen var imod den.)

I Brasilien og Uruguay blev disse opfattelser også grundlaget for mobiliseringen af betydelige kræfter, på og uden for arbejdspladsen. De var også grundlaget for at inddrage ansatte og borgere i forbedringen af den måde, som de offentlige vandværker blev forvaltet på.

Et andet karakteristisk træk ved kampen for at genvinde det offentlige vand har været dens internationale karakter. Det har været afgørende for dens succes, i lyset af den internationale privatiseringsindsats, som både omfatter internationale finansielle institutioner, især IMF, og transnationale vandselskaber som Suez. Her har det afgørende været den kreative og praktiske rolle, som 'Public Services International' har spillet gennem støtte til lokale og nationale initiativer og i oprettelsen af det ​​internationale kampagnenetværk 'Reclaiming Public Water'.

2. Lokalstyring
Den samme proces, med deltagende politisering og fagforeningernes rolle i opbygningen heraf, har været et særligt kendetegn ved flere vellykkede kampagner mod privatiseringen af kommunale serviceydelser. Disse tjenester havde igen været afpolitiseret, som angiveligt 'tekniske' og dermed uigennemskuelige, for at fremme en skjult udliciteringsproces.

I Trondheim i Norge og Newcastle i England, har en central del af anti-privatiseringskampen været at åbne kommunale beslutningsprocesser for offentlig deltagelse.

I Trondheim gjorde det lokale fagforbund privatisering til det centrale valg-spørgsmål, og involverede derved deres medlemmer i udviklingen af et alternativt program til en reform af den offentlige servicesektor. De gjorde dette til grundlaget for en valgkamp imod de partier, der kæmpede for privatisering. Oven på sejren arbejdede de på landsplan med kommunalarbejdernes fagforbund for at udvikle den ideelle kommune - en strategi, der gik ud på forbedringer af den offentlige service, baseret på vidensdeling mellem medarbejdere og ledelse, involvering af lokale organisationer i processen og forhandling med folkevalgte politikere.

Denne proces blev efterhånden model for en effektiv national kampagne mod privatisering, som vandt støtte fra en alliance med Arbeiderpartiet, der for første gang blev presset til at arbejde sammen med Socialistisk Vensterparti. Denne alliance vandt valget i 2005, delvist hjulpet af fagforeningernes udfordring af den neoliberale politik.

I Newcastle, i det nordlige England, var fagforeningernes politiseringsstrategi at udfordre den omsiggribende udlicitering, og hvor de ikke kunne stoppe den, gøre processen til et spørgsmål om synlige, anfægtbare politiske valg; og insistere på et offentligt alternativ, der ville være bedre for kommunen end privatisering.

Denne strategi havde flere niveauer: kampagner i byerne for at samle fagforeninger og grupper i lokalsamfundet; en udvidelse af kollektive forhandlinger til også at omfatte udbud og kontraktindgåelse og mere generelt spørgsmål om ledelse og forbedring af service; og endelig en vægt på deltagelse, uddannelse og udvikling af medarbejdere. Fagforeningens strategi var baseret på ideen om sine medlemmer som vidende og engagerede offentlige servicemedarbejdere. Denne strategi krævede, at arbejdernes beskæftigelse var sikret - for først da vil personalet føle sig trygt ved at dele sin viden og sit engagement til forbedring af den offentlige service.

Kenny Bell, sekretæren for UNISON-filialen i Newcastle, forklarer: "Fordelene ved at involvere mennesker i deres arbejde italesættes typisk som højere kvalitet af ydelserne osv. Men hvad der ikke anerkendes - og i mange sammenhænge heller ikke eksisterer - er den rolle en fagforening kan have som garant for sikkerhed." I Newcastle betød det at vinde kampen mod afskedigelser, og det betød, at ledelsen vidste det, som hovedbestyreren i Newcastle udtrykte det: "Jeg havde ingen illusion om, at hvis tingene gik galt, og hvis vi ikke reagerede, ville Kenny tage sagen i egen hånd."

Denne proces med deltagende politisering er helt klart meget anderledes fra de lobbykampagner, hvor igennem fagforeninger traditionelt har presset de politiske partier til at føje deres politiske krav. I forbindelse med spørgsmålene om vand og lokale myndigheder, engagerede kampagnerne sig i de politiske partiers beslutninger, udfordrede og ændrede dem; og i Uruguay, Brasilien og Norge bidrog de til valg-ændringer nationalt.

Men det karakteristiske var, at disse alliancer havde deres eget selvstændige politiske perspektiv; det var i sandhed kilden til deres styrke og gennemslagskraft.

De eksempler jeg har fremført er på nogle måder usædvanlige; hvor langt er de foran deres tid, og er de et tegn på en tendens, der muligvis vil sprede sig?

Politiske traditioner og organiske forbindelser
Hvilke faktorer forklarer fagforeningernes politiske karakter i disse tilfælde? I Uruguay og Brasilien havde de fagforeninger, der var involveret i kampen for offentligt vand, opbygget deres politik og udviklet traditioner for samarbejde med andre sociale bevægelser gennem modstand mod diktaturer. Men ånden i disse traditioner blussede op igen - i forholdet mellem vandarbejderne og de, der bruger vandet. "For os er problemet med vand til landdistrikterne meget følsomt", forklarede Adriana Marquiso, tidligere formand for vandarbejdernes fagforening i Uruguay: "Der er personale i det offentlige vandværk (OSE) i selv de mindste landsbyer. De voksede op der, de bor der, og de er en del af lokalbefolkningen. Vand er for afgørende til, at distributionen heraf kan behandles som enhver anden opgave. "

For vandarbejdernes fagforening aktiverede og politiserede truslen om privatisering, sammenhængen mellem deres medlemmer som arbejdere og som borgere. Den byggede på en allerede eksisterende åbenhed omkring fagforeningens selvstændige politiske rolle, baseret på dens deltagelse i kampen mod diktaturet.

I Newcastle havde den lokale UNISON-afdeling dels organiske grunde til en tæt forbindelse til græsrodsorganisationerne og dels en allerede eksisterende selvstændig politisk tradition.

Grundlaget for den tætte organiske forbindelse til lokalorganisering og opbygning af bredere alliancer, ligger i arbejdsstyrken. Over 70 % af UNISON's medlemmer er kvinder, og mange af dem er på deltid. Deres prioriteringer går på tværs af lokalsamfundet og arbejdspladsen. Da Newcastle-afdelingen lavede en rundspørge blandt sine lavtlønnede kvindelige medlemmer, med henblik på at prioritere overenskomstkrav, viste det sig, at adgangen til gratis eller billig børnepasning var deres førsteprioritet.

Denne forbindelse mellem arbejde og lokalsamfund, der er en essentiel del af en anderledes sammensat arbejdsstyrke, giver et grundlag for nogle fagforeninger, som allerede nu søger at ændre og udvide deres organisationer uden for arbejdsmarkedet.

Newcastle-afdelingen af UNISON udviklede også en selvstændig politik for at modstå det uregulerede kapitalistiske markeds økonomiske diktatur - groft sagt. I 1980'erne udviklede afdelingen strategier for serviceforbedringer, i samarbejde med de lokale lejere. De udvidede overenskomstforhandlinger til at omfatte sociale prioriteringer inden for de offentlige tilbud, som private udbydere ikke kunne hamle op med.

Værdsættelsen af sådanne selvstændige politiske traditioner og viderebygningen på deres arv vil blive en vigtig del af at opbygge en politisk tænkende fagbevægelse, til at tackle det 21. århundredes privatisering.

Demokratiseringen af viden
En distinkt forståelse for viden og organisering er afgørende for den deltagende politisering. Den traditionelle arbejdsdeling mellem de faglige og politiske fløje af arbejderbevægelsen var historisk understøttet af en meget begrænset opfattelse af viden som social videnskabelige love, forbeholdt eksperter. Arbejdernes praktiske know-how, eller indsigt i borgernes erfaringer og ønsker, blev ikke anset for lovlige kilder til viden.

Der er nu en mere pluralistisk forståelse af viden. Men der er stadig - også begrænset i fagforeningerne selv - en meget begrænset anerkendelse af betydningen af den viden som de organiserede arbejdere og medlemmer af sociale bevægelser besidder.

Fra de erfaringer, der udsprang af modstanden mod privatisering af vand og lokale myndigheder, vil jeg pege på to centrale områder, hvor denne pluralistiske forståelse af viden kan spille en afgørende rolle i kampen for kvalitet i offentlige ydelser.

For det første: Betydningen af ​​det overblik, eller i virkeligheden 'underblik', organiserede arbejdere har af en arbejdsplads, kommune eller service - og dets brugere. Denne kan ofte være overlegen i en offentlig sektor præget af konkurrencedygtige imperier og bureaukratiske særinteresser. Dette er ikke for at antyde, at fagforeninger er alvidende helgener, men når de er godt organiseret, sammenhængende og motiverede, er deres evne til at distribuere viden om krav og muligheder for serviceforbedringer imponerende.

For det andet vil jeg gerne påpege betydningen af ​​den forskning, der sætter pris på viden indlejret i erfaringer, og er baseret på et tæt forhold mellem forskere, arbejdere og lokalsamfund engageret i modstand og alternativer. For eksempel: I kampen for det offentlige vand har denne form for samarbejde mellem The Public Services International Research Unit (PSIRU) og folkelige alliancer imod privatisering været afgørende for udviklingen af ​​internationale strategier, der har været nødvendige for at afsløre og udfordre den internationale koordinering af førende vandselskaber.

Integrationen af ​​forskellige former for viden har også stimuleret en kreativitet i at udvikle alternativer. Et eksempel er udviklingen af ​​samarbejder for at forbedre de offentlige ydelser, hvilket har bygget på erfaringer om solidaritet mellem fagforeninger, borgere og kommuner; og givet både et samlingspunkt for modstand imod privatisering samt et praktisk alternativ til at gennemføre de nødvendige forbedringer af de offentlige ydelser.

Relationel kollektivitet: At tænke ud over markedets atomære individualisme
Ideen om kreativitet bringer mig til et sidste punkt, omhandlende den specielle form for politik, der er ved at opstå i alliancer mellem fagforeninger og folkelige organisationer. Det drejer sig om forholdet mellem individualisme og kollektivitet. Denne bestemte form for politik indebærer et markant kollektivitetsbegreb, hvor den enkeltes realisering og bidrag er en betingelse for realisering og bidrag fra alle.

Betydningen af ​​dette for udviklingen af ​​et særskilt fagforeningspolitik, uafhængig af de politiske partier (der afgav så meget grund til neoliberalismen) slog mig, da jeg kastede et blik på Tony Blairs skrækkelige, men afslørende, selvbiografi. Tidligt i sin beskrivelse af konstruktionen af ​​New Labour erklærer han: "Venstrefløjen får ikke lov til at have aspirationer." Han fortsætter med at forklare, hvorfor "England havde haft brug for Thatcher-periodens arbejdsmarkedsreformer og økonomiske reformer." Hans argument var, at med 1960'erne, var alle, der var blevet hjulpet af velfærdsstaten, blevet frigjort. De ønskede ikke mere statslig hjælp, de ønskede snarere "det frie valg, frihed til at tjene flere penge og bruge dem."

Med andre ord forstod han aspiration som en meget smal, asocial individualisme, der primært måtte opfyldes gennem markedet. Hvad han misser - samt New Labours forståelse eller misforståelse af staten - er, at aspiration kan engagere, og i 1960'erne og 70'erne rent faktisk medførte en virkelig social forståelse af individet. Feminismen udtrykte dette bedst med sin stræben efter at få hver enkelt kvinde til at realisere sit fulde potentiale. Med dette fulgte en erkendelse af, at det drejede sig sociale forandringer, som hver af os er ansvarlig for. Dette var en opfattelse af individet, som skaber af sociale relationer - med evnerne til omdannelse eller gengivelse af dem.

(Det, at de ikke forstod 60'erne og 70'ernes liberale politik og forblev fastlåst i den kolde krigs dikotomier om markedet og staten, var formentlig en afgørende faktor i de socialdemokratiske partiers mangel på evne til at forny sig, men det er en anden historie).

En fagbevægelse i stand til at organisere og udtrykke sine medlemmers praktiske viden, som arbejdere og som borgere, og dermed skabe de betingelser hvorunder kreativitet kan trives, er central for muligheden for en selvstændig politisk fagbevægelse. Det giver også mulighed for at omdanne styringen af den offentlige forvaltning sådan, at servicen bliver lydhør over for brugernes forskellige forventninger, og de ansattes viden og færdigheder udnyttes bedst muligt.

Oversat fra Transnational Institute (www.tni.org), oktober 2010:  ‘A new trade unionism in the making?'
Oversættelse: Peter Møller og Klaus Krogsbæk