Iran: Fra revolution til reform
Af Poya Pâkzad

Offentliggjort: 15. juni 2011
Den Islamiske Republik er i en autoritetskrise. Plaget af de regionale omvæltninger, interne magtkampe i de øverste lag og en stadig voksende protestbevægelse, er regimets eksistensgrundlag ved at erodere. Men regimet har været i moderne krise sidens dets begyndelse, og præstestyret har vist sig at være overraskende modstandsdygtigt. Dog er den sociale kontrakt mellem borgerne og Den Islamiske Republik hurtigt ved at løbe ud på grund af den dybe økonomiske krise. Almissepolitikken, der har lagt låg på klassebevidstheden i 32 år, er så småt ved at kollapse, og det kan styrke protestbevægelsen.

Iran og "Det Arabiske Forår"
Det arabiske oprør er storslået og skelsættende. Mange progressive landvindinger er blevet opnået gennem det civile engagement, og det er respektindgydende at bevidne begivenhederne. Dog er den håbefulde hegelianske fortolkning af begivenhederne misvisende: Det er ikke en march mod hverken "vestligt demokrati" eller en "islamisk republik", som propagandaen lyder fra Washington og Teheran. Trods de præsidentielle fratrædelser i Egypten og Tunesien, er styreformerne overraskende intakte. Kontrarevolutionerne er begyndt, og der slås endnu hårdere ned på de nye bølger af protester.

I Iran bliver demonstrationerne brudt med vold og løbende overvåget af de paramilitære militser på gaderne. I modsætning til nabostaterne, hvor indignationen ulmer fra fredag til fredag, og trods gentagende små demonstrationer i Teheran, hersker der mestendels ro på gaderne. Der var store solidaritetsdemonstrationer i Teheran med Egypten og Tunesien, men mange af demonstranterne blev anholdt og fængslet, og flere er angiveligt blevet henrettet. Hvis man er optimist, læser man det hele som en "stilhed før stormen", men der er flere faktorer, der på kort sigt hæmmer en opstand i Iran i stil med den i Egypten.

Iran er ikke upåvirket af oprøret i regionen, og ligesom resten af verdens stater, kæmper regimet med at bevare sine venner, og tilpasse sig forandringerne i det geopolitiske landskab. Der har både været strategiske og politiske gevinster for Iran, men sandelig også nye udfordringer, interne som eksterne. Det er mislykkedes for den iranske kommissær-klasse at portrættere begivenhederne som "islamiske revolutioner", idet både det Muslimske Broderskab i Egypten og Nahda-bevægelsen i Tunesien har afvist sammenligningen. Der er selvfølgelig ligheder med revolutionen i 1979, men demonstranterne i Egypten og Tunesien har mere til fælles med den "grønne bevægelse" end de revolutionære iranske veteraner. Irans strategi over for den arabiske protestbevægelse er ikke monolitisk, men nuanceret, som det også fremgår af den alsidige tilgang over for de forskellige lande.

I tilfældet Syrien har Bashar al-Assads regime hidtil formået at knuse oprøret, angiveligt med hjælp fra sin iranske allierede. Baath-partiets fald i Syren skaber frygt i Iran, da landet er overvejende sunni-muslimsk. Det er ikke fordi, der fældes religiøse tårer i Teheran, men et demokratisk Syrien vil formentlig distancere sig fra Iran og standse støtten til Hizbollah. Det ville være katastrofalt for Iran, der bruger trekants-alliancen med Syrien og Hizbollah som afskrækkelsesmiddel mod udefrakommende angreb fra Israel og USA.

Til gengæld lader det til, at Mubaraks fald har åbnet op for samarbejde mellem Egypten og Iran, som har åbnet en formel ambassade i Cairo. Stædige rygter siger, at Iran har sejlet krigsskibe gennem Suez-kanalen for første gang siden revolutionen i 1979, og flere ser det som en bevidst egyptisk kursændring. Det er dog usikkert, hvad der vil blive af det egyptiske forhold til det iransk-støttede Hamas. Trods nye egyptiske møder med Hamas i forbindelse med de interne palæstinensiske forhandlinger, er Egypten varsom over for bevægelsen. Det kunne potentielt blive et problem for Egypten, at den islamiske republik støtter Hamas diplomatisk og økonomisk. Modsat ville et positivt forhold mellem Egypten og Hamas, der har en historisk fortid sammen, overflødiggøre den iranske rolle. Den polariserende konflikt mellem Iran og Saudi-Arabien kan også forpurre ethvert rapprochement mellem Egypten og Iran, da Egypten traditionelt har et tæt strategisk samarbejde med Saudi-Arabien. Desuden er det usikkert, om Egypten vil sætte sine gode handelsforbindelser med EU og USA over styr ved at indgå et samarbejde med Iran, der for øjeblikket er under sanktioner for dets omstridte atomprogram.

I forhold til Bahrain har Iran været langt mere omhyggelig med ordvalget for undgå sekterisk retorik, selvom den saudiske intervention er blevet fordømt af Iran. Begivenhederne i Bahrain er i Vesten blevet bredt tematiseret som et sammenstød mellem den shiamuslimske og den herskende sunnimuslimske elite. Men iranske ledere har varsomt karakteriseret det som en konflikt mellem "folket" og "den herskende kongelige familie," hvilket nok også er tættere på realiteten. I stedet for at spy den giftige retorik, som de iranske ledere er kendt for, har majoriteten af udmeldingerne været forsigtige advarsler til saudierne. "Pas på det ikke ender som Saddams invasion i Kuwat, advarer Ahmadinejad. Spørgsmålet er, hvorfor Iran ikke er hoppet med på den sekteriske mudderkastning? Jo, for det første er den shiitiske befolkning i Bahrain ikke særligt knyttet til den islamiske republik - selvom Iran først opgav sit territorielle krav på øen i 1970 under Shahen. Den vigtigste imam for Bahrains shiamuslimer er Iraks Ayatollah al-Sistani, ikke Irans Ayatollah Khamenei. For det andet har Iran meget mere at miste ved at være højtråbende i forhold til Bahrain, idet Bahrain huser en amerikansk flåde, hvis krigsskibe langs den Persiske Golf har missilerne vendt mod Irans kyster. En forkert beregning af situationen i Bahrain kan have direkte konsekvenser for Iran. For at modarbejde den stigende amerikanske isoleringspolitik har Iran faktisk gennem de senere år prøvet at forbedre forholdene til de arabiske emirater.          

Iran og "Den Grønne Bevægelse bevægelse"
I juni 2009 oplevede Iran de største demonstrationer i Den Islamiske Republik i 30 år. "Den Grønne Bevægelse bevægelse" strømmede til gaderne landet over, efter at omfattende valgsvindel havde bragt Mahmoud Ahmadinejad tilbage på præsidentposten. Regimet slog brutalt ned på demonstranterne. Dusinvis blev tæsket og myrdet på gaderne. Ifølge Amnesty International blev 5000 anholdt, tortureret og nogle voldtaget i Teherans berygtede Evin-fængsel. Flere er blevet retsforfulgt i skueprocesser, der har ført til offentlige henrettelser, ifølge visse NGO'er drejer det sig om hundredvis. Bevægelsens formelle ledere, den tidligere premierminister og præsidentkandidat Mir Hossein Mousavi og tidligere parlamentsformand Mehdi Karroubi, har været under husarrest i mere end 100 dage, og er ikke blevet set offentligt lige så længe. Nye demonstrationer inspireret af begivenhederne i Tunesien og Egypten blev indledt den 14. februar for kun at aftage inden det iranske nytår i marts. En fremtrædende eksiliransk blogger skrev spøgfuldt: "De startede [demonstrationerne] alt for tidligt. Der har aldrig været en eneste nævneværdig historisk begivenhed på det iranske nytår!". Siden har der været relativt roligt.

I de seneste hundrede år har Iran oplevet tre revolutioner og en lang række forskellige oprør: Den konstitutionelle revolution i 1906-7, nationaliseringen af olien i 1950-1953, oprøret i 1963, Shahens "hvide revolution" og "den islamiske revolution" i 1979, reformbevægelsen og studenteroprøret i slut 90erne. Hver revolution har bygget videre på den forrige, men revolutionen i 1979 bragte en radikal transformation af både eliten og magtstrukturen med sig, som gennemsyrer de sociale institutioner. Allerede efter Shahens fald begyndte denne magtstruktur at vise sig, men det var først under og efter krigen med Iran i 80erne, at den Islamiske Republik kunne konstituere sig som et stærkt centraliseret regime, med tentakler der strækker sig helt ud i samfundets spidser. "Revolutionens fjender" i Iran og Irak blev udrenset. Flere som havde deltaget i revolutionen mod Shahen blev fængslet, og mange andre herunder landets intellektuelle miljø flygtede ud af landet. Alle blev underlagt det gejstlige bureaukrati, Revolutionsgarden og den paramilitære milits (Basij), der tæller millioner af indoktrinerede unge soldater. Det siges, at Iran er i en såkaldt "post-revolutionær fase", som påvirker diskursen i forhold til fx Egypten og Tunesien. Men at "Den Grønne Bevægelse bevægelse" kalder på reformer frem for større systemisk revolution, skyldes nok snarere den trussel demonstranterne og deres familier er udsat for. At lederne er tidligere regime-loyalister har unægtelig også påvirket bevægelsens strategier.

En af de største ulemper ved "Den Grønne Bevægelse bevægelse" er, at den i modsætning til oprørsbevægelserne i Egypten og Tunesien, ikke omfatter den iranske fagbevægelse. Oppositionen i Iran er hovedsageligt ført af den urbane middelklasse. Arbejderne og de venstreintellektuelle syndikalister deltog talstærkt i revolutionen mod Shahens regime, men de ​​har endnu ikke spillet en større rolle i "Den Grønne Bevægelse Bevægelse". Faktisk har det konservative præstestyre sin sociale base i den lavere middelklasse, og holder dem passive gennem statstilskud og overførselsindkomster. Bevægelsens nominale leder Mir Hossein Mousavi skulle presses af fængslede iranske fagbevægelsesledere, før han omfavnede samfundets lavere klasser. Regimet har blokeret væksten af ​​fagforeninger, og forhindrer uafhængige fagforeninger i at opstå. Selvom den iranske fagbevægelse er den ældste i Mellemøsten, er den både lille og befinder sig i stigende grad i under jorden.

Den iranske fagbevægelse har spillet en formende rolle i iransk politik i snart hundrede år. Et utal af strejker i landets vigtige industrier har fundet sted i løbet af de seneste to årtier. Den største strejke som Mellemøsten endnu har set, var i 1946, da det iranske kommunistparti Tudeh mobiliserede mere end hundrede tusinde mennesker i oliesektoren til at strejke for bedre lønninger og arbejdsforhold. Men selvom tusinder af arbejdere har deltaget i oppositionens demonstrationer, har de stadig ikke en artikuleret stemme i bevægelsen, fordi de fleste ledere er i fængsel. 

Bortset fra den direkte undertrykkelse af fagbevægelsen er der også andre grunde til, at "Den Grønne Bevægelse bevægelse" ikke nyder så stor opbakning fra arbejderklassen. En af grundene til at regimets har bestået i 32 år, på trods af gentagende kriser, ligger i den sociale kontrakt, der er nedfældet i Irans forfatning. Det er selve revolutionens løfte om etableringen af en moderne velfærdsstat, der trækker arbejderne over til dets lejr. Revolutionen i 1979 var nemlig ikke kun et resultat af de gejstliges subversive organisering. Det var i allerhøjeste grad de venstre-intellektuelle marxister og andre venstrefløjsstrømninger, der var med til at sætte rammerne for revolutionen og den efterfølgende forfatning.

Regimet har, trods den nuværende økonomiske krise, også formået at efterkomme en lang række af de sociale løfter. Analfabetismen er betragteligt reduceret, uddannelsesniveauet er vokset, og levealderen er steget. Selv den lavere middelklasse er relativt set velstående i forhold til fx Egypten. Ifølge en iransk økonom, Djavad Salehi-Isfahani, nyder den omtalte klasse "adgang til offentligt forsynet elektricitet og rindende vand, omkring 87 procent får naturgas via rørledninger til deres hjem (som indtil for nyligt blev leveret til meget lave priser), 99 procent har køleskabe, 97 procent farve-TV, 82 procent mobiltelefoner, 77 procent støvsugere, 64 procent vaskemaskiner, og 20 procent biler."

I 30 år har vold og populisme formået at undertrykke klassekampen. I den forstand er der faktisk kun et segment, der fortsat kæmper en bevidst klassekamp, som vi oplever det i dag. Og det er den herskende klasse.

Ahmadinejads magtkamp
Med sin provinsielle baggrund og sin revolutionære doktrin ligger Ahmadinejads potentielle sociale base hos mostazafen (de undertrykte), bønderne og den lavere middelklasse. Stærkt influeret af Khomeini deltog Ahmadinejad som universitetsstuderende i bevægelsen mod Shahen, og fik efter revolutionen en høj stilling i Revolutionsgarden (Pâsdârân). Under krigen med Irak, havde han den nådesløse opgave at rense Iran for "revolutionens fjender" rangerende fra kurdere i Kermanshah til de eksilerede marxistiske islamister (Mujâhedine Khalq) i Irak. Efter en række år som embedsmand i kulturministeriet havde Ahmadinejad vundet ry for at være en asketisk og dybt troende revolutionær.

Hans parti Âbâdgarân ("Udviklerne"), der består af tidligere revolutionsgardister, vandt parlamentsvalget i 2002, og han blev udnævnt som borgmester i Teheran i 2003. Som borgmester førte han den umiskendelige populistiske politik, som han senere skulle blive kendt for på præsidentposten. Han frasagde sig sin borgmesterløn, og lod sig ofte se i uformelle omgivelser hjemme hos sig selv, i moskeer eller kørende rundt i en gammel iransk-produceret bil. Han tilbød rentefri lån til de fattigste og byggede islamiske kulturcentre ud af gamle parker og forsamlingshuse. Til præsidentvalget lovede han blandt andet bekæmpelse af fattigdom, lønstigninger, bonusser til nygifte - og fordømte ved enhver lejlighed den allestedsnærværende korruption. Hans valgløfter bestod også primært af socioøkonomiske og kulturelle tiltag: udvidelse af den offentlige sektor, rentefrie lån, sygesikring, pension, øget subsidiering til landbrugssektoren, og flere tilskud til de små moskeer og iværksættere.   

Han var symbolet på revolutionens børn. Den 2. og 3. generation af neorevolutionære principalister (veteraner, eks-gardister og ideologiske hardlinere), der følte sig forrådt af den konservative elite efter krigen mod Irak og overhalet af 90'ernes reformbevægelse. Ivrig efter at indtage sin plads i den herskende klasse, stillede han i 2005 op som præsidentkandidat, selv om han var relativt ukendt udenfor Teheran. Han vandt valget, som den første kandidat uden en teologisk baggrund, med 61,7 procent af stemmerne. Den største procentvise sejr i republikkens historie.

Men som valgløfterne blev brudt, og inflationen tiltog, svandt Ahmadinejads popularitet. Da hans nye parti bestående af tidligere medlemmer af Revolutionsgarden, Râyehe Khoshe Khedmat (Tjenestens Søde Duft), tabte kommunalvalget i Teheran til reformbevægelsen i 2006, gik det op for præsidenten, at han ikke var så populær, som han selv troede. Han begyndte nu for alvor at træffe konkrete foranstaltninger med henblik på at konsolidere politisk støtte. En ny bestemmelse i grundloven havde som led i en liberaliseringspolitik under præsident Khatami åbnet op for statsinvesteringer i private virksomheder - nærmere sagt investeringer i uigennemsigtig statskapital (privatisering i Iran betyder, at man flytter tilskud fra den offentlige sektor til primært statsejede selskaber). Af de tusinder af selskaber, som søgte den nye støtte, var langt de fleste ejet af Revolutionsgarden.

Striden i de herskende lag
Allerede i oktober 2007 havde præsident Mahmoud Ahmadinejad indledt noget, der lignede en bureaukratisk udrensning, for at samle kræfterne omkring sig. Uden at inddrage den øverste leder, som det kræves af den islamiske republiks forfatning, udskiftede han magtfulde beslutningstagere, herunder generalsekretæren for det øverste nationale sikkerhedsråd, den indflydelsesrige politiker Ali Larijani - som i dag er belavet på en stilling som parlamentsformand. Fyringsrunderne sigtede primært på embedsmænd, der var blevet udpeget af den øverste leder, Ayatollah Khamenei, blandt dem udenrigsministeren, indenrigsministeren og efterretningsministeren. Ahmadinejad bragte ingen gejstlige med sig i regeringen. Alle hans embedsmænd var tidligere gardister og relativt ukendte bureaukrater. Tiltaget er ikke gået ubemærket hen i de konservative cirkler.

Striden genopblussede da efterretningsministeriet blev mistænkt for at aflytte Ahmadinejads nærmeste rådgiver (og svigerbror) Esfandiar Rahim Mashaei. Ahmadinejad fyrede chefen for landets efterretningsministerium, Heydar Moslehi, og blot en time efter trådte Khamenei i karakter og beordrede chefens genansættelse. I 11 dage boykottede Ahmadinejad møderne i kabinettet - angiveligt i protest - og det udløste et anfald hos traditionalisterne (de konservative islamister), der krævede Ahmadinejads fyring, retsforfølgelse, fængsling og andre giftigheder. Historisk set er kolde meningsudvekslinger og sammenstød mellem præsidenterne og den øverste leder ikke usædvanlige, slet ikke på højrefløjen, men Ahmadinejads dristige stædighed er dog uden sidestykke hos landets forudgående præsidenter.

De udskiftninger, som Ahmadinejad foretog, er til gengæld jævnt hen blevet udlignet af parlamentet og Khameneis grundlovsbeskyttede beføjelse til at afbalancere kræfterne. Fyringen af udenrigsministeren Manouchehr Mottaki blev omstødt. Først en uge senere godkendte Ahmadinejad kontraordren i et lakonisk brev uden de sædvanlige religiøse hilsener til den øverste leder. Ahmadinejad er indtil videre blevet lagt på is af parlamentet, og af Revolutionsgardens ledelse, som har stillet sig bag Khamenei i den seneste strid. Præsidentens halvhjertede loyalitetserklæring - som han afgav ved et tv-dækket møde med den øverste leder i maj måned afstedkom ikke en forsoning, men udløste et kor af kritik og harcelering over hans kluntede optræden i den konservative presse. 

Khameneis håndlangere har tilmed iværksat en smedekampagne mod præsidenten i landets aviser og moskeer, og skønt Ahmadinejad prøver at fortsætte sin dagsorden, er han politisk isoleret og har mistet meget af sin handlekraft. Senest er hans ensidige forsøg på at omstrukturere regeringen ved at slå olie- og energiministerierne sammen, blevet omstødt af Vogternes Råd (landets øverste myndighed, som vogter over forfatningen og parlamentet). 165 af 198 medlemmer af parlamentet har stemt for at indklage Ahmadinejad for ulovligt forsøg på at overtage olie-ministeriet. I stedet har Ahmadinejad provokerende svaret, ved at ansætte en af hans tilhængere som midlertidig stedfortræder i olie-ministeriet - Irans største indtægtskilde.

Lige nu er præsidentens politiske fremtid usikker. Om han overlever de resterende to år i sin anden embedsperiode vil afhænge af hans evne til at forny sig, udvide sin valgkreds og mobilisere sine tilhængere. Isoleringen af Ahmadinejad og hans tilhængere i regeringen finder sted forud for parlamentsvalget i marts 2012, som igen er afgørende for præsidentvalget i 2013. Men da regimet allerede befinder sig i en autoritetskrise overfor oprørerne i "Den Grønne Bevægelse Bevægelse" er den nuværende konflikt i de herskende lag, og dens dybereliggende stridspunkter, også en trussel mod præsteskabets eksistensberettigelse.

"Hekseri" og den messiansk diskurs
Ahmadinejad og hans cirkel af tidligere revolutionsgardister ser sig selv som bannerførerne for Ayatollah Khomeinis sociale og islamistiske ideologi - og de er ivrige efter at erobre al magten i Iran, ved at fjerne de gejstlige fra posterne. For øjeblikket er staten domineret af de gejstlige, men ved at udkonkurrere dem i den religiøse retorik, skærmer Ahmadinejad sig mod kritikken af hans manglende religiøse akkreditiver. Det gør han blandt andet ved gentagende i sine taler at referere til Mahdi'en, som er hovedpersonen i shia-islam: den tolvte imam, som lever i skjul og vender tilbage ved dommedag for at skabe orden og retfærdighed.

I Iran er den religiøse diskurs en overvejende politisk diskurs. Mahdi'isme, som det også kaldes, er den messianske retorik, som Ahmadinejad anvender for at appellere til underklassen og den lavere middelklasse. Ahmadinejad proklamerer, at Mahdis tilbagevenden er nær, en trussel mod den gejstlige orden, der i toppen har den øverste leder, Velâyate Faqih. Hans eksistensberettigelse er  Mahdi'ens fravær. Selvom retorikken for vesterlændinge kan virke skrupskør, er det faktisk meget tæt på George Bush's udtalelser om, at han er en genfødt kristen, og at gud taler til ham. På akkurat samme vis har Ahmadinejad udtalt, at "der også er andre [dvs.: ham selv], som er i løbende og direkte kontakt med [Imam Mahdi]".

Ahmedinejads udtalelser er en trussel - og de er ikke gået ubemærket hen. Han er blevet besvaret med en lind strøm af trusler fra den konservative elite og elementer i revolutionsgarden. "Dem der ønsker at skade det politiske system [dvs. modsætte sig den øverste leder] bør være bevidste om, at Basij [paramilitær milits] er mere forberedt end nogensinde på at beskytte revolutionen", lyder det fra revolutionsgardens ledelse, der i maj anholdt dusinvis af Ahmadinejads embedsmænd for såkaldt "hekseri" - en eufemisme for afvigelser fra republikkens centrale dogme, nemlig den øverste leders guddommelige autoritet.

Hekseriet bestod i distributionen af en kortfilm, der argumenterer for, at den tolvte imams tilbagevenden er nær, og at Ayatollah Khamenei, Hizbollah's Hassan Nasrallah og ingen andre end præsident Ahmadinejad selv er den genopståede imams fortrolige hjælpere.

Nationalisme og Iranisme
Endnu en markant distancering fra traditionalisterne er den nationalistiske diskurs om Irans forhenværende storhedstid. Iranere adskiller sig selv fra arabere op gennem historien ved deres sprog, kultur og etniske sammensætning (det skal dog udtrykkeligt siges, at iransk kultur er en hybrid, hvis indhold og historie er alt for blandet og gensidigt afhængig af regionale og interne påvirkninger til letkøbte kirurgiske opdelinger.) Denne diskurs, som er henvendt til middelklassen og yngre befolkningsgrupper, var tidligere mest udtalt hos de reformvenlige elementer. Det var præsident Khatami, der populært sagde til parlamentet: "Vi er alle zoroastrianere" - en oldgammel persisk tro. Senest er det Ahmadinejad og særligt hans rådgiver (og svigerbror) Esfandiar Rahim Mashaei, der mestrer de nationalistiske slogans. Ved at fremhæve iranske tænkere såsom Avicenna, den særligt "iranske åndsretning" og den "iranske islam", appellerer de til den rodfæstede nationalromantiske identitet, der trækker på den præ-islamiske kulturarv.

På Teherans arkæologiske museum har Ahmadinejad-regeringen sammen med London Museum arrangeret en udstilling af Kyroskrøniken - en cylinderformet sten med indgraveret arkadisk tekst fra det achæmenidiske dynasti, ca. 600-529 fvt (betragtes fejlagtigt af mange, især den føromtalte højere middelklasse, som verdens første menneskerettighedserklæring!). Ahmadinejad og Mashaei havde også arrangeret en international offentlig sammenkomst af politiske ledere og notabiliteter til det gamle len i Persepolis for at fejre det persiske nytår (Nowruz). Grundet kritik måtte det flyttes til Teheran. Disse initiativer er som taget ud af Shahens symbolpolitiske drejebog. Det har ikke overraskende gjort traditionalisterne rasende, og givet anledning til beskyldninger om "falsk og kættersk tro", "trolddom", og at "frimurerne har overtaget regeringen". Mashaei har engang provokerende sagt: "Nogle mennesker kan ikke forstå musikken, og derfor erklærer de den haram."

Kritikken preller nærmest af på Mashaei, der ifølge rygter er blevet sat i husarrest. Til en konference for veteraner og tidligere tjenestefolk i august svarede han på noget af den kritik, der er rettet imod ham: "Nogle mennesker kritiserer mig for ikke at snakke om den 'islamiske åndsretning' men i stedet om den 'iranske åndsretning.' Til det må jeg svare, at der findes mange fortolkninger af den 'islamiske åndsretning', men det som vi tolker som sandheden om Iran og Islam, er det, som vi skal præsentere for verden."

Samtidig prøver Ahmadinejad og Mashaei at slå ind i det segment, som ønsker flere sociale rettigheder, hovedsageligt kvinder og de unge fra Den Grønne Bevægelse Bevægelse. Flere gange har de hentydet til, at sløret ikke er tvungent, og at det er en "fornærmelse mod Islam at forhindre folks glæde" (Mashaei). "Den fromme og revolutionære befolkning i Iran er bekymrede over, at der i de sidste flere dage har været en hånd i regeringen [Mashaei], som prøver at udskifte de islamiske værdier [...] med falske principper", jamrede en leder i Irans agendasættende konservative avis Kayhan. Lederen fortsætter med at kritisere regeringen for at promovere "liberalisme, nationalisme, opposition til islamiske værdier og symboler, og etablering af gode relationer med udlændinge".

De "gode relationer med udlændinge" refererer til en udtalelse Mashai kom med i 2008, da han var turistminister: "Jeg kan stolt erklære, at det iranske folk hverken har fjender eller er andres fjende. Vores folk er venner med verdens folk, selv det israelske folk." I en politisk kultur der nærer sig ved antisemitisme og anti-zionisme, er udtalelser som denne en hellig ko.   

Fra islamisk republik til militærdiktatur?
Khamenei har dog i realiteten kun sig selv at takke sig for, at Ahmadinejad er præsident. Hele to gange har Khamenei lagt sin fremtid i revolutionsgardisternes vægtskål. Da den reformvenlige præsidentkandidat Mohammad Khatami vandt posten i 1997 indså Khamenei at han måtte genevaluere sin traditionelle magtbase. Han begyndte gradvist at placere tidligere revolutionsgardister på indflydelsesrige embedsposter som modvægt til den reformivrige præsident. Strategien betalte sig. Reformprocessen gik i stå og på grund af lav valgdeltagelse vandt Ahmadinejads parti byrådsvalget i 2002. Mønstret gentog sig i 2009, da Khamenei stillede sig bag Ahmadinejad for at forhindre at sejren gik til reformbevægelsens modkandidat, Mir-Hossein Mousavi.

Ahmadinejad er den sjette præsident i Iran siden 1979 - og den første, som kommer fra revolutionsgarden. Halvdelen af hans kabinet er eks-gardister, og det samme gælder halvdelen af det nuværende parlament. Det betyder, at den ellers meget klare arbejdsdeling mellem revolutionsgardisterne og de gejstlige er blevet brudt. Hvor det før var de gejstlige, der styrede landet, mens revolutionsgarden havde til formål at forsvare de gejstlige mod interne og eksterne trusler, lader det til, at rollerne er flydende, eller i hvert fald for en kort periode ombyttet.

Samtidig er Revolutionsgarden blevet en større og større spiller i den iranske økonomi. Ligesom den egyptiske hær er Revolutionsgarden begyndt at opkøbe selskaber i flere forskellige sektorer, både import og eksport, rangerende fra telekommunikation, konstruktion, militærindustri og flere andre uigennemsigtig sektorer. De driver deres egne skoler, og har sågar islamiske universiteter, der uddanner historikere, sociologer, politologer, og træner tidligere gardister i islamisk teologi. Det betyder, at Revolutionsgarden skaber deres helt egen klasse af gejstlige, som kan udkonkurrere den siddende elite. Revolutionsgarden antager hurtigere og hurtigere en stadig større rolle i det iranske samfund.

"Når du inviterer folk med våben ind i regeringen," siger Ali Alfoneh fra American Enterprise Institute til en Iran-konference på University of California, "er det ikke så let at smide dem ud igen!"

Der er dog et håbefuldt aspekt ved den ellers skræmmende udvikling. Hvis revolutionsgarden gradvist overtager styringen af landet, så er den særligt udsat for den type strejker og protester, som de egyptiske og tunesiske fagbevægelser iværksatte. Som den økonomiske krise forværres og inflationen tiltager, synes denne mulighed at vokse sig større.

Det revolutionære potentiale
Med en kombination af alt for langsom vækst, korruption og høj inflation risikerer Iran stagflation; et forvarsel om en alvorlig økonomisk krise forude. Ifølge flere iranske analytikere vil striden i de herskende lag sammen med den nedadgående iranske økonomi åbne muligheden for en såkaldt "blåkrave-revolution." Ifølge et iransk statistikbureau ligger arbejdsløsheden på 14,6 procent (men det reelle tal er helt sikkert højere), 40 procent i provinserne, og 70 procent blandt de unge, nyuddannede som ufaglærte. Og inflationen kan mærkes i folks hjem i takt med, at regeringen må skære ned på tilskuddene til brændstof, gas, fødevarer og andre forbrugsvarer. Staten vil ikke meget længere kunne udstede almisser til den fattige del af befolkningen, og det vil unægtelig øge modstanden over for magthaverne, og sikkert eliminere hvad der måtte være tilbage af støtte til præsidenten.

Produktionssektoren er også på vej ned, idet de vestlige sanktioner har betydet, at Iran i stigende grad må importere fra Kina. Kinas investeringer i olie-sektoren er det eneste, der holder olieindustrien kørende, som årligt falder et sted mellem 10-20 procent. Alligevel er økonomien midlertidigt kørende, fordi omvæltningerne i regionen har presset oliepriserne op. Ahmadinejads seneste budget bygger på en forventning om, at olie-indtægterne vil stige med 13 milliarder dollars i eksport i 2011, hvilket er urealistisk, både fordi olieindtægterne udgør 70 procent af Irans økonomi, og fordi Saudi-Arabien har i sinde at øge produktionen, hvilket sænker priserne. Afhængigheden af olie-indtægterne har kvalt andre eksportsektorer, fordi de ikke længere kan konkurrere, og fordi økonomisk diversificering er endnu mere vanskelig.

Regeringen har også haft problemer med at skabe nok arbejdspladser, til især de yngre på arbejdsmarkedet. Ahmadinejad har lovet 2.7 millioner nye jobs, men medmindre der opstår et islamisk mirakel, er der intet, der kan understøtte et sådan løfte. Iran største befolkningsgruppe er de unge mennesker, og ca. en million jobs skal skabes årligt, for at holde dem beskæftiget. Den økonomiske krise og den voksende offentlige utilfredshed tyder på, at der i de kommende år vil være en rigelig grobund for, at arbejderklassen og "Den Grønne Bevægelse Bevægelse" slutter sig sammen. En fortsat høj inflation kan resultere i en sneboldeffekt, som den vi så i Egypten og Tunesien.

Med almisser og terror har regimet indtil videre fået tag på dets opponenter, men ligesom troen på den tolvte imam, vil folket uvægerligt genopstå og kræve retfærdighed.