Kan det virkelig passe?
Af Finn Sørensen

Offentliggjort: 15. juni 2011
Kan det virkelig passe, at fagbevægelsen er begyndt at diskutere politik på en ny måde, på tværs af fag og hovedorganisationer? Hvis det er rigtigt, så tegner det godt for en fagbevægelse der er hårdt trængt, og som har svært ved at formulere nye, konkrete og fælles svar på tidens udfordringer med hensyn til at sikre medlemmernes realløn, velfærd og faglige rettigheder. Finn Sørensen giver her sit personlige bud på perspektivet i det nye samarbejde, der tegner sig blandt en lang række faglige organisationer bag "Kan det virkelig passe" - initiativet.

Men kan det virkelig passe, at fagbevægelsen er begyndt at diskutere politik på en ny måde? Det kan det, hvis man skal tro de ca. 45 lokale faglige organisationer fra LO og FTF, der har søsat en række konferencer - i første omgang tre - under denne titel.

De to første konferencer er allerede gennemført.

Den første blev afholdt d. 3. maj 2011 i Metal Hovedstadens lokaler i København med deltagelse af ca. 130 faglige tillidsfolk. Overskriften var "Kan det virkelig passe - at vi kommer til at mangle arbejdskraft?". Den næste blev afholdt d. 7. juni 2011 i Fredericia med titlen "Kan det virkelig passe - at den offentlige sektor er for stor?". Her deltog ca. 150 tillidsfolk. Den tredje konference er planlagt til d. 13. september 2011 og afholdes i Odense. Her sættes spørgsmålstegn ved, om det virkelig kan passe, at vi bare skal affinde os med markedskræfternes frie spil, og at vi som følge deraf ikke længere skal have industri i Danmark?

Hvad siger de selv?
Arrangørerne begrunder selv deres initiativ på følgende måde: - "Den politiske debat om velfærdssamfundets fremtid bygger på en selvmodsigende påstand: Kun ved at beskære velfærd kan man bevare den. Debatten bygger på dogmer, som sjældent udfordres. Men de bruges som afsæt for politiske og økonomiske beslutninger, der fremføres som uomgængelige".

Videre hedder det: "Det danske velfærdssamfund er bygget op af den modsatte logik. Det er fagbevægelsen og de folkelige bevægelsers krav om forbedring af leveforhold, der har sikret velfærd og økonomisk dynamik, ikke passiv accept af markedsvilkår. Det er folkelige kræfters krav om sociale reformer, der har sikret folkepension, gratis sundhedsvæsen og et fleksibelt forsikringssystem for arbejdsløse, ikke liberale og borgerlige myter om anstændighed og moral. Og det er lønforbedringer og faglige rettigheders pres på arbejdsgivere, der har været med til at tvinge erhvervslivet til innovation og udvikling af nye effektive produktionsmåder, ikke byger af skattelettelser til virksomhedsejere og aktionærer".

Og arrangørernes konklusion er: "Det danske samfund har under de seneste ti års borgerligt styre oplevet en social og økonomisk polarisering uden sidestykke i velfærdssamfundets historie. Hvis velfærden skal genoprettes og den sociale skævvridning stoppes, kræver det et opgør med myter - og etablering af et andet idegrundlag og en anden måde at anskue problemerne på. Derfor er fagforeninger for ansatte på både det offentlige og private arbejdsmarked gået sammen om tre konferencer, der vil udfordre herskende dogmer i den økonomiske politik." (citater fra www.kandetvirkeligpasse.dk ).

Banen kridtet op
Som man kan se, vil de faglige organisationer sætte spørgsmålstegn ved nogle af de dogmer, der ligger til grund for den politik, som VKO-flertallet har ført i 10 år. Dogmer, som underbygges af hovedparten af de økonomiske og andre eksperter, der kommer til orde i medierne, og som er knæsat af de økonomiske vismænd og af den ene regeringsnedsatte kommission efter den anden - Velfærdskommissionen, Arbejdsmarkedskommissionen, Vækstforum osv. osv. Der er tale om dogmer, som nærmest er "indiskutable", og som stort set ingen journalister eller medier udsætter for kritik, ligesom økonomer og samfundsforskere, der mener noget andet, har meget svært ved at komme til orde.

Det er da også især repræsentanter for de sidstnævnte, der kommer med indlæg og baggrundsmateriale til konferencerne. Man kan dog ikke beskylde arrangørerne for at falde i den modsatte grøft, hvad ensidighed angår. Arrangørerne har forsøgt at få indlæg fra repræsentanter, der vil forsvare dogmerne som for eksempel Overvismanden og Nationalbankdirektøren, men indtil nu desværre forgæves. Det har dog ikke forhindret oplægsholdere og deltagere i at forholde sig nuanceret og konkret til de nævnte dogmer, med respekt for de argumenter som modparten bruger. Denne kvalitet er sikret gennem en lang række oplægsholdere fra universitetsverdenen og faglige kredse, der tilsammen giver et nuanceret billede af virkeligheden og fagbevægelsens handlemuligheder.

Med disse udmeldinger har fagforeninger, der tilsammen repræsenterer mange hundredtusinde private og offentligt ansatte, kridtet banen op. De vil gå videnskabeligt til værks og møder ikke med færdige svar og løsninger på de nævnte spørgsmål, men retningen er klar nok: Aktiviteten skal understøtte et opgør med den nyliberalisme, der har domineret den økonomiske tænkning, den økonomiske politik - og dermed politikken! - de sidste 10 år. Den bedste start på et opgør er at begynde at tænke selv, og spørge om det virkelig kan passe! Det praktiske formål med aktiviteten er også klar: Målgruppen er faglige tillidsfolk, budskabet om at begynde at "tænke selv" og sætte spørgsmålstegn ved grundlaget for den førte politik er et budskab til hele fagbevægelsen og et forsøg på at få en sådan debat op at stå på tværs af hovedorganisationer, fag og brancher.

Tre nye konferencer
Efter en god start har arrangørerne besluttet sig for at planlægge tre nye konferencer. Emnerne bliver arbejdsmarkedspolitik, uddannelse og arbejdsmiljø. Det kommer især til at handle om de arbejdsløses vilkår og fagbevægelsens indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken, om det skrigende behov for at få iværksat en massiv uddannelsesindsats, der kan sikre jobmulighederne for de mange tusinde industriarbejdere, der er blevet overflødige som følge af krisen, og som kan sikre kvalificeret arbejdskraft til den offentlige sektor. Det kommer også til at handle om, hvordan vi får sat en stopper for nedslidende fysisk og psykisk arbejdsmiljø, og for den brutalisering af arbejdsmarkedet der hvert år sætter nye tusinder uden for døren.

Med vedtagelsen om at fortsætte aktiviteten og udvide den til nye områder, der har stor betydning for deres medlemmers arbejds- og levevilkår, har arrangørerne sendt et vigtigt signal. Uanset resultatet af det kommende folketingsvalg, vil de forsætte deres kritiske og konstruktive tilgang til, hvilken politik der skal føres ud fra det ene kriterium, om det gavner deres medlemmernes interesser.

Ny fase i kampen mod "den nødvendige politik"
Herudover er der ikke nogen nedskrevet strategi eller langsigtet målsætning for initiativet eller beskrivelser af, hvilken rolle man ønsker at spille i fagbevægelsens og arbejderbevægelsens diskussioner.

Selvom undertegnede er en del af initiativkredsen, så er det følgende derfor mit eget bud på, hvilke perspektiver der er og kan være i "Kan det virkelig passe"- initiativet.

For det første ser jeg initiativet, som en ny - og nødvendig - fase i fagbevægelsens kamp mod den nyliberalistiske politik, som VKO-flertallet står for.

Det er gået "op og ned" på dette område, siden Anders Fogh Rasmussen dannede sin første regering i 2001. Der gik ikke ret lang tid, førend en lang række fagforeninger tog handsken op. Det skete med dannelsen af Fagligt Ansvar d. 1. marts 2002. På et møde i Silkeborg for 700 tillidsrepræsentanter vedtog man at mobilisere imod regeringens forsøg på indgreb i den frie forhandlingsret gennem forslaget om "Deltidsloven". Det videre perspektiv blev samtidig klart defineret: Nemlig at udvikle et samlende alternativ - fagligt og politisk - til den borgerlige regerings politik. Til det formål blev der etableret nogle baggrundsgrupper om uddannelse, velfærd og arbejdsmiljø.

Dette budskab fængede hurtigt ikke mindst blandt de store lokale LO-organisationer. Der blev etableret et samarbejde mellem Fagligt Ansvar og LO Storbyerne, og sammen afholdt de to tværfaglige netværk flere store konferencer for faglige tillidsfolk. Ret enestående i dansk fagbevægelses historie lykkedes det faktisk også i fællesskab at udvikle "Faglige krav til en anden politik", som man op til valget i 2005 inviterede Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten til et samarbejde om - hvilket de tre partier var positive overfor. I dette grundlag var der en lang række temmelig konkrete krav til en ny regerings politik på vigtige områder som beskæftigelse, velfærdspolitik, arbejdsmarkedspolitik, uddannelse, arbejdsmiljø, boligpolitik, demokrati og fredspolitik (find "Faglige krav" på www.fagligtansvar.dk.).

Forventningerne blev ikke indfriet ved valget i 2005. Anders Fogh fortsatte, og det blev mere end svært at fastholde et offensivt samarbejde mellem Fagligt Ansvar og LO Storbyerne. Efterhånden som regeringens angreb på velfærden og de offentligt ansatte tog til i styrke, begyndte de offentligt ansatte i samarbejde med brugerne at svare igen. Velfærdsbevægelsen tog over, og mobiliserede gang på gang - både lokalt og på landsplan - imod regeringens nedskæringspolitik. Men det blev - og er indtil nu ikke blevet - fulgt op af en stærkere indsats for at samles på tværs af hovedorganisationer, fag og brancher for at udvikle samlende, konkrete krav til en ny politik.

Set på den baggrund er initiativet "Kan det virkelig passe" meget opmuntrende. Det rummer utvivlsomt muligheder for at udvikle sig til en bred tværfaglig bevægelse, til et tættere samarbejde mellem private og offentligt ansattes fagforeninger, med det formål at udvikle sådanne fælles, konkrete svar - som der allerede er ansatser til i de udtalelser, der er vedtaget på de to første konferencer. Med den arbejdsmetode, der anvendes, er der også mulighed for at udvikle nogle svar, som er solidt rodfæstet på tværs af de politiske skillelinjer i fagbevægelsen, idet arbejdet bygger på grundig undersøgelse og kritik af præmisserne for den førte politik. Det er ikke nok at være enige om svarene, hvis man ikke også er enig om begrundelserne - så holder enigheden ikke i det lange løb.

Fagbevægelsen som "selvstændig politisk aktør"
Men der er også nogle diskussioner, som skal tages, førend initiativet bliver i stand til for alvor at sætte dagsorden i fagbevægelsens diskussioner om, hvilken politik der skal føres af en ny regering.

Det første, der presser sig på, er spørgsmålet om fagbevægelsens rolle - har vi en fælles forståelse af den?

Det blev der taget hul på konferencen d. 7. juni om den offentlige sektor, på baggrund af Asbjørn Wahls indlæg. Asbjørn Wahl er koordinator i den norske "Velfærdsstaten" - en bevægelse, der spillede en helt afgørende rolle i den norske venstrefløjs sejr ved valget i 2005, hvor det lykkedes at få indsat en rød-grøn regering.

Dette skete på baggrund af en meget konsekvent gennemførelse af den opfattelse af fagbevægelsens rolle, som også lå til grund for Fagligt Ansvars arbejde med hensyn til "Faglige krav til en anden politik" og som har ligget til grund for flere lokale LO-organisationers samarbejde med de tre arbejderpartier op til kommunevalget i 2009 - nemlig opfattelsen af fagbevægelsen som en "selvstændig politisk aktør" i samfundsdebatten.

Det skal ikke forstås på den måde, at fagbevægelsen skal fungere som et politisk parti - tværtimod. Fagbevægelsen skal stille politiske krav af den simple grund, at regeringens politik påvirker medlemmernes levevilkår i lige så høj grad som fagbevægelsens egne forhandlinger med arbejdsgiverne. Men kravene skal formuleres på baggrund af bred diskussion med medlemmerne om, hvilke krav der er vigtige, og det skal være krav, der rent faktisk har til formål at forbedre medlemmernes vilkår, og som det - som følge deraf! - er muligt at mobilisere medlemmerne omkring. På den baggrund skal fagforeningerne stille krav til de politiske partier og klart sige: Vi støtter de politiske partier, der vil støtte vores krav.

Nemmere sagt end gjort
De fleste fagforeningsfolk vil sige - ja selvfølgelig skal fagforeningerne være uafhængige af de politiske partier og formulere sine egne krav. LO Danmark har da også for flere år siden - med en lignende begrundelse - ophævet de formelle bånd til Socialdemokratiet, lige som FTF altid har undgået tætte bånd til politiske partier.

I praksis er det åbenbart nemmere sagt end gjort. LO's formand Harald Børsting tog for eksempel åbent afstand fra de lokale LO-organisationers forsøg på at indgå politiske aftaler med S, SF og Enhedslisten på kommunalt plan op til sidste kommunevalg. LO Danmark har også tilsluttet sig præmisserne i S og SF's planer for en kommende regerings politik uden nogen forudgående debat blandt de menige medlemmer. Da man oven i købet har tilsluttet sig det kontroversielle forslag om forlængelse af normalarbejdstiden med en time om ugen, udsalg af den 5. ferieuge og ændringer i efterlønsordningen som "betaling" for forbedringer med hensyn til uddannelse, arbejdsmiljø og social dumping, har det uundgåeligt givet nogle dønninger. Der er dækket op til konfliktfyldte diskussioner i fagbevægelsen, hvis LO indgår trepartsaftaler med regeringen og arbejdsgiverne på det grundlag.

Af samme grund skal vi heller ikke forvente, at ledelserne for LO og FTF uden videre vil tage den "stafet" op, som organisationerne bag "Kan det virkelig passe" nu kommer løbende med. Det betyder, at organisationerne bag "Kan det virkelig passe" må stole på egne kræfter og holde fast i denne i bund og grund demokratiske proces med at udvikle konkrete krav til en ny regerings politik på medlemmernes vilkår - hvilket jo kun kan gøres ved at inddrage samme medlemmer i debatten. At udvikle aktiviteterne på det grundlag er samtidig forudsætningen for at inddrage stadigt flere faglige organisationer i processen, herunder landsforbundene og LO og FTF som organisationer - hvilket også må være et klart mål.

Munden fuld
Jeg vil gerne tage munden fuld her til sidste: Det er helt afgørende for fagbevægelsens legitimitet over for medlemmerne, at den ikke bare i ord men også i praksis optræder uafhængigt i forhold til de politiske partier, at den stiller sine egne krav på baggrund af debatten blandt medlemmerne og også har mod til at sige fra, når vennerne i Folketinget kommer ud af kurs.

Det er ikke mindst afgørende i forhold til de mange medlemmer - omkring halvdelen! - der stemmer på borgerlige partier. De oplever det ikke som troværdigt, at man mobiliserer til en benhård kampagne imod Dansk Folkepartis attentat på efterlønsordningen, samtidig med at man - uden forudgående diskussion blandt medlemmerne  - ukritisk tilslutter sig S og SF's planer, der jo også rummer forringelser af medlemmernes vilkår.

Princippet om  "fagbevægelsen som selvstændig politisk aktør" handler om at række hånden ud til ALLE fagbevægelsens medlemmer - uanset politisk overbevisning - og sige: "Kom, lad os i fællesskab stille krav til de politiske partier, lad os i fællesskab slås for de krav, vi bliver enige om, og støtte de partier, der vil støtte vores krav".

Men hvis man ikke åbent tør sige til og fra i forhold til de politiske partier, vi samarbejder med og kun kan finde ud af at kritiserer de borgerlige, så er det ikke troværdigt. Så bekræfter man blot en udbredt opfattelse blandt LO's medlemmer om, at LO er et viljeløst vedhæng til Socialdemokraterne. Og det giver bagslag - om ikke ved det kommende folketingsvalg, så ved det efterfølgende! Her bliver det afgørende, hvordan ledelserne i de to partier og forbundsledelserne reagerer på de diskussioner, der uundgåeligt vil dukke op, når S og SF-planerne føres ud i livet.

Det bliver spændende at se, om "Kan det virkelig passe"-initiativet kan blive i stand til at skabe nogle frugtbare rammer for disse diskussioner. Hvis det lykkes, er der banet vejen for en "genoplivning" af den faglige politiske debat i fagbevægelsen og for en aktiv mobilisering blandt fagbevægelsens medlemmer, der vil kunne støtte en ny regering i at tage stadigt mere konsekvente skridt til at forsvare medlemmernes vilkår.

Læs mere om aktiviteterne og se oplæggene og journalistisk omtale på www.kandetvirkeligpasse.dk