Optjeningsprincippet udfordrer velfærdssamfundet
Af Søren Andersen

Offentliggjort: 15. juni 2011
2020 forhandlingerne bragte atter optjeningsprincippet i spil med mange dagsordener, herunder en styrkelse af nationalstaten. 2020 forhandlingerne havde en klar økonomisk dagsorden, men forhandlingerne havde såvel ideologiske som værdipolitiske træk, med optjeningsprincippet som en vigtig brik.

Yde før man kan nyde
Målsætningen for forhandlingerne var at finde besparelser i milliardklassen, men samtidig kunne det bruges til at profilere ideologiske og værdipolitiske standpunkter. Optjeningsprincippet betyder, at krav om bopæl, beskæftigelse, medlemskab af en a-kasse skal være opfyldt for at kunne modtage en velfærdsydelse. Det er et opgør med universalitetsprincippet, der ideelt set giver alle statsborgere ret til en række velfærdsydelser uden betingelser.

Den skandinaviske velfærdsmodel
Den skandinaviske velfærdsmodel er opbygget over en lang årrække efter inspiration og pres fra arbejderbevægelsen. Det handlede om basal tryghed og et bedre liv. Velfærdsmodellen blev bygget op omkring en nationalstat og en ensartet befolkning samt det princip, at statsborgeren havde ret til bestemte ydelser. Universalitetsprincippet var ideelt set gældende.

Velfærdsydelserne er ikke et tag selv bord
Da velfærdsydelserne er skattefinansierede og skattetrykket i Danmark er højt, har der været et pres på at indskrænke eller målrette ydelserne til dem, der har været med til at finansiere dem. I den øvelse bruges optjeningsprincippet som middel.

Af ideologiske grunde er forsikringer kommet på banen. Det gælder i sundhedssektoren,  hvor man via en forsikring kan springe hospitalskøen over. Supplerende arbejdsløshedsdagpenge er ligeledes indført via en privat tegnet forsikring.

Den frie og lige adgang til hospitalsbehandling og retten til en understøttelse, der er til at leve af, er nu afhængig af borgerens økonomiske formåen.

Under VKO-flertallet har især udlændinge, flygtninge og familiesammenførte spillet en afgørende rolle for indførelsen af en lang række krav om optjening som forudsætning for en velfærdsydelse. Starthjælp og 450-timers reglen er oplagte eksempler.

Optjeningsprincippet er nu gældende i så mange sociale love, at vi ikke længere kan tale om, at universalitetsprincippet er det bærende princip. Allerede i forbindelse med Danmarks indtræden i EU (EF) i 1973 blev der indført et krav om bopæl et bestemt antal år (p.t. 40 år efter det fyldte 15 år) for at opnå fuld folke- og førtidspension). Opfylder man ikke det krav, kan man kun få en forholdsmæssig pension. Ser vi på udgifterne til velfærdsydelserne, så er det marginalt hvilke ydelser, der ikke forudsætter optjening af den ene eller anden art.

Er vi på vej mod et A- og B hold?
De senest gennemførte lovændringer om optjeningskrav har haft en tydelig kant mod "de fremmede". Det gælder flygtninge og familiesammenførte men også den europæiske arbejdskraft, der kommer til Danmark. Da optjeningskravene er generelle, gælder de også for danske statsborgere, der i en mere og mere globaliseret verden arbejder i udlandet.

Konsekvensen er derfor, at vi er på vej mod et samfund med rigtige danskere, der har ydet længe nok og derfor kan nyde. Resten må nøjes med ingenting eller forholdsmæssige ydelser. Målsætningen for alle disse tiltag er økonomisk holdbarhed, men der er en underliggende bevægelse, der forsøger at forsvare nationalstaten mod EU og globaliseringen. Forsvaret for nationalstaten har blandt andet som mål at bevare en ensartet befolkning på et fælles kulturelt grundlag. Aktuelt illustreret af aftalen om genindførelse af grænsekontrollen. Det er et mål, der er under voldsomt pres fra globaliseringen herunder EU's krav om arbejdskraftens frie bevægelighed.

VKO dyrker populismen
Diskriminerende og fremmedfjendsk har været nogle af reaktionerne på indførelsen af optjeningsprincippet. Erhvervslivet har bekymret sig om mulighederne for at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft men har ikke gjort mere ved det, da de foretrækker VKO-flertallet fremfor det røde alternativ.

Dansk Folkeparti har endnu en gang fået markeret, at der "dem og os", og står som forsvarer af nationalstaten og dens borgere.

Venstrefløjen har været uklar i mælet på en række af disse områder, måske i erkendelse af at optjeningsprincippet er kommet for at blive.