Leve- og arbejdsvilkårene i Tyskland - set fra øst
Af Willy Buschak

Offentliggjort: 15. juni 2011
Tysklands genforening forstærkede globaliseringstendenserne: afindustrialisering, arbejdsløshed, lavere løn, vikararbejde og ikke mindst fald i den faglige organisationsgrad. Artiklen giver indsigt i baggrunden for den tyske fagbevægelses store opgaver og kan læses både som advarsel til og inspiration for danske fagforeningsaktivister.

Selv om det er temmelig usædvanligt, vil jeg gerne starte denne artikel med nogle personlige bemærkninger. På tidspunktet for Tysklands genforening arbejdede jeg på hovedkontoret for de tyske fødevarearbejdere i fagforbundet NGG (Gewerkschaft Nahrung-Genuss-Gaststätten). Kort efter, i 1991, flyttede jeg til nye græsgange, først til Bruxelles og derefter til Dublin. Det var ikke før 2008, at jeg troede, det ville være en god idé at arbejde i Tyskland igen. I tider med internet og satellit-tv er det naturligvis ikke længere svært at følge politikken i et givent land, hvis man forstår sproget, og Tyskland var aldrig rigtig langt væk. Fra Bruxelles til Tyskland, er der bare omkring 3 timers kørsel og fra Dublin en flyvetur på en time. Jeg besøgte derfor Tyskland meget ofte, men langsomt og næsten umærkeligt blev mine bånd med landet løsnet. Da jeg kom tilbage i 2008, var det næsten som en opdagelsesrejsende.

Øst- og Vesttyskland: vokser det sammen, som hører sammen?
En af de mest bevægende taler - den 10. november 1989, da Berlinmuren blev brudt, og vejen til den tyske genforening var vidt åben - blev leveret af Willy Brandt, den mangeårige formand for SPD og første socialdemokratiske kansler efter Den anden Verdenskrig. "Nu vokser sammen, hvad der hører sammen", sagde han i Berlin; hvilket selvfølgelig betød de to dele af Tyskland, som han begge kendte godt. I Dresden, hovedstaden i Sachsen i det østlige Tyskland, havde Brandt i 1932 taget del i den stiftende kongres i venstrefløjspartiet Sozialistische Arbeiterpartei (SAP). Brandt organiserede ulovlig modstand mod nazisterne i den tyske hovedstad, Berlin, i 1935 og var en af byens bemærkelsesværdige borgmestre i 1960'erne, før han blev kansler i Forbundsrepublikken - ofte benævnt efter navnet på den daværende tyske hovedstad, nemlig Bonn-republikken. 20 år er gået siden den tyske hovedstad igen er blevet Berlin. Men målt på arbejds- og levevilkår, på lønninger og alt, hvad der er vigtigt for lønmodtagere, må man sige, at der stadig er en lang vej at gå før end Willy Brandts vision er opfyldt.

Der er en markant kontrast mellem øst og vest. En fuldtidsbeskæftiget i Vesten tjener i gennemsnit 2,805 EUR brutto per måned, i øst er det dog langt mindre nemlig 2,050 EUR. Ser man på de tyske regioner, viser det sig, at de højeste lønninger betales i vest og de laveste lønninger i øst, med Hamburg i vest på toppen (3,079 EUR), og Mecklenburg-Vorpommern i øst i bunden (1,907 EUR). En sammenligning af de administrative distrikter og byer er endnu mere afslørende. De ti administrative distrikter og byer, hvor de højeste lønninger betales, er alle beliggende i den vestlige del, mens de ti distrikter og byer med de laveste lønninger alle er placeret i øst. Rügen ved Østersøen er byen med de laveste lønninger i Tyskland (1,551 EUR). I de fleste østlige delstater ligger reallønnen under landsgennemsnittet, med undtagelse af visse dele af Berlin-Brandenburg, hvor vellønnede pendlere til hovedstaden bor. (1)

Lige siden genforeningen, har fagforeningerne forsøgt at lukke hullet mellem øst og vest, for at bringe løn, arbejds- og levevilkår i begge dele af landet sammen. Det har vi endnu ikke nået. Den overenskomstmæssige løn er den samme for øst og vest i stålindustrien, den grafiske sektor, jernbanerne, post og telekommunikation og offentlige tjenester. Inden for privat transport er lønningerne i øst imidlertid kun 51 % af lønnen i vest, i landbruget 70 % og i hotel- og restaurationsbranchen kun 76,2 %. Selv arbejdstiden er forskellig. Den overenskomstmæssige gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er 38,8 timer i øst og 37,5 timer i vest. 57,3 % af arbejdstagerne i øst har en kollektivt aftalt arbejdstid mellem 39-40 timer, sammenlignet med kun 28,7 % i vest. (2)

Årsagerne til, at den store forskel stadig eksisterer, er flere. I de første år efter genforeningen, oplevede øst en massiv afindustrialisering. Arbejdspladser gik tabt - i hundredetusindvis. I sådanne tider er det ikke let at presse på for lige løn mellem vest og øst; endnu mindre idet mange mennesker i den østlige del - af bare desperation - var klar til at arbejde for næsten enhver løn. Arbejdsgivere, offentlige myndigheder og endda mange mennesker i vest troede på myten om billige priser og lave leveomkostninger i det østlige Tyskland. Enhver, der nogensinde har bevæget sig fra Vesttyskland til steder som Dresden eller Jena har oplevet, at det ikke er virkelighed men netop en myte. Alt for mange virksomheder i øst - støttet af regionale regeringer - konkurrerede på basis af lave lønninger. Organisationsprocenten faldt drastisk og gjorde målsætningen om at tilnærme arbejdsvilkårene i øst til vest endnu vanskeligere. Også overenskomstdækningen (uafhængigt af om lønmodtagerne er organiseret i fagforeninger eller ej) faldt betydeligt, da virksomheder forlod arbejdsgiverforeninger eller - i tilfælde af nye selskaber - aldrig sluttede sig til dem - og dermed helt undgik kollektive aftaler. 56 % af lønmodtagerne i vest, mod kun 38 % af lønmodtagerne i øst er omfattet af kollektive overenskomster. Inden for nøglesektorerne er tallene endda lavere. Inden for fremstillingsvirksomhed fx er 85 % af lønmodtagerne i vest mod kun 59 % i øst omfattet af kollektive overenskomster. (3) Alt dette tilsammen har gjort opgaven med at tilnærme arbejdsvilkår - og især lønninger - i øst til vest meget besværlig.

En af fordelene i øst i forhold til vest ved genforeningstidspunktet var en højere procentdel af kvinder i lederstillinger, en fordel, som stadig var der i 2010: I vest var kun 24 % af alle ledende stillinger indtaget af kvinder, i øst 29 %. Forskere forklarer det med, at kvinder i det østlige arbejder mindre på deltid og har færre afbrydelser i deres karriere på grund af familiemæssige forpligtelser. (4) De er mere rundt i virksomheden og får dermed flere muligheder for forfremmelse. Denne ene forskel er nu gradvist ved at forsvinde, fordi deltidsarbejde vokser hurtigt blandt kvinder i øst. Det viser sig altså, at sammenvoksning ikke nødvendigvis er ensbetydende med harmonisering i retning af fremskridt. Det kan også betyde, at ulemper og negative træk fra begge sider blandes sammen.

Men det er ikke kun tal. I de halvandet år, jeg har boet i Dresden, hovedstaden i Sachsen, kan jeg observere, at alt for mange mennesker i Østtyskland har indtryk af, at de ikke blev behandlet fair og reelt genforenet men snarere overtaget; og de har en følelse af, at deres fortid, alt hvad de havde opnået, ikke er blevet taget alvorligt. Sidste år besøgte jeg Elbe Flugzeugwerke i Dresden sammen med en gruppe af belgiske fagforeningsmedlemmer på en studietur gennem Tyskland. Vi fik stolt fortalt om de første jetfly selskabets forgænger havde udviklet i DDR i begyndelsen af ​​tresserne. Dette var det første jetfly produceret i den tidligere Sovjet-blok uden for Sovjetunionen. Af forskellige årsager blev prototypen aldrig sat i produktion. Hele Østtyskland er fuld af historier som denne, af viden og kompetencer, der ikke blev taget alvorligt, ikke blev værdsat men fejet til side af ​​virksomheder fra vest - i forbindelse med genforeningen - der altid vidste bedre. Selv om det sikkert er rigtigt, at det ville have været meget vanskeligt om ikke umuligt at forvalte genforeningen anderledes end det skete - set i lyset af de mange østtyskere, som pressede på for en hurtig tilpasning til vest - er det også sandt, at den måde, hvorpå genforeningen foregik på, nu tyve år senere, er genstand for megen harme.

Midlertidige ansættelser (vikararbejde) og andre atypiske arbejdsforhold: en fast bestanddel nu
Da jeg forlod Tyskland, var vikararbejde marginalt. Det blev brugt i forbindelse med, at efterspørgslen og produktionen toppede ekstraordinært, i forbindelse med sygdom i personalet og andre særlige omstændigheder. I 1991 var der ikke mere end 119,524 vikaransatte i hele landet. 20 år senere, i 2010, havde vi allerede 806,123 vikaransatte, og vi nærmer os hurtigt den magiske barriere på 1 mio. Vikararbejde er den hurtigst voksende sektor i Tyskland målt på beskæftigelse; og vokser meget hurtigere i øst (med 180,5 % mellem 1999 og 2007) end i vest (153,7 % fra 1999 til 2007). (5)

Vikararbejde erstatter mere og mere ordinære ansættelsesforhold. Statistikerne mener normalt, at det er umuligt at give noget bevis for dette. Men se på Sachsen, den største af de østlige delstater. Mellem 2001 og 2008 reduceredes antallet af socialforsikringsforpligtigede ansættelsesforhold, ("Sozialversicherungspflichtige Beschäftigungsverhältnisse", som vi siger på tysk) med 5,3 %. På samme tid steg vikararbejde med 146,9 %. (6) Hvad andet betyder det, end vikararbejde bliver en stadig større del af en skrumpende kage?

Vikararbejde er ikke længere et forbigående fænomen. Det er kommet for at blive og er blevet en fast del i rigtig mange virksomheder. Det findes ikke kun i visse afdelinger af virksomheden, men overalt, fra produktion til forskning. Vikaransatte og fastansatte medarbejdere arbejder hånd i hånd, og en virksomhedsbesøgende vil ikke være i stand til at skelne den ene fra den anden. Den gennemsnitlige kvote for vikaransatte blandt alle arbejdere i Tyskland er i dag 2,4 %, i vest lidt lavere end gennemsnittet (2,3 %) og lidt højere i Øst (2,5 %). Satsen er højere end gennemsnittet i syv delstater, hvoraf fire er fra vest, (Hamburg og Bremen med 3,4 %, i Saarland med 3,1 % og Nordrhein-Westfalen med 2,5 %) og tre fra øst (Thüringen med 3,3 %, Sachsen med 3 % og Sachsen-Anhalt med 2,8 %). Hverken det gennemsnitlige tal for Tyskland eller tallene fra delstaterne fortæller imidlertid hele historien. Brugen af ​​vikararbejde øges med virksomhedens størrelse. Blandt virksomheder, der beskæftiger mellem 50 og 249 ansatte, benytter jævnligt én ud af tre sig af vikaransættelse, og 45 % af virksomhederne med mere end 250 lønmodtagere gør det regelmæssigt. Der er virksomheder, der har en langt højere andel af vikarer. I BMW i Leipzig var i 2007 30 % af de ansatte i alle dele af virksomheden vikarer, fra samlebåndet til kontoret, mens leverandør til bilindustrien, Forecia, brugte godt 50 %. (7)

Nogle virksomheder har skabt en hel parallelverden, den regionale sekretær for fagforbundet NGG i Sachsen gav mig fornylig følgende billede af situationen: et sæt af medarbejdere med normale kontrakter og et andet parallelt sæt af medarbejdere i vikaransættelse - således opdeles virksomhedens arbejdsstyrke i to dele. I krisetider afskediges den sidste del, de vikaransatte, først. Eksistensen af ​​en betydelig mængde af vikaransatte i en virksomhed er, som Klaus Dörre, sociolog fra universitetet i Jena har udtrykt det, en konstant påmindelse for de centrale medarbejdere: Vær opmærksom på, at du altid kan udskiftes, andre kan nemt tage dit job, så du må hellere ikke anmode om for meget. Permanent konfrontation med usikre arbejdsforhold sænker forventningerne til gode arbejdsforhold. Det gør, at folk accepterer mange ting, de ellers ville have afvist. (8)

Stigningen i ​​vikararbejdet blev fremmet af lovgivningsreformer, som regeringen bestående af Socialdemokratiet og partiet De Grønne, der regerede Tyskland fra 1999 til 2005, gennemførte. Fleksibilitet var datidens 'buzzword', så alt blev gjort for at fjerne barrierer for vikararbejde. Enhver tidsgrænse for vikararbejde blev stoppet. På samme måde med et forbud mod at fyre ordinært ansatte lønmodtagere den ene dag for at ansætte dem den næste som vikarer. Mens én efter én af de retlige hindringer for vikararbejde blev ophævet, blev mindst én bestemmelse indført i loven for at beskytte de vikaransatte. Eller i hvert fald sådan så det ud til at begynde med. Vikaransatte fik ret til ligebehandling - medmindre kollektive overenskomster sagde andet. En sådan bestemmelse var en nyhed for Tyskland. En kollektiv overenskomst stiller dig normalt bedre end loven. Denne gang måtte den kollektive overenskomst gerne stille dig dårligere. Sådanne kollektive overenskomster med mindstelønninger på omkring 4 EUR per time blev indgået for eksempel af den såkaldte kristne faglige samarbejdsorganisation, Christlicher Gewerkschaftsbund Deutschlands, men er af retten blevet erklæret ugyldig i mellemtiden, således at berørte lønmodtagere kan kræve lige løn med tilbagevirkende kraft.

Hvad der skete efter alle de juridiske barrierer blev revet ned, var følgende: en gruppe af i bogstavelig forstand "sekundære arbejdstagere" opstod, hvilket vil sige arbejdstagere, der er dårligere stillet - end deres arbejdskollegaer ansat på en kontrakt på ubestemt tid - i alle aspekter af deres ansættelsesforhold, det være sig løn, arbejdsvilkår, uddannelse - uanset hvad. En af de seneste rapporter om vikararbejde bestilt af ministeriet for beskæftigelse og ligestilling i Nordrhein-Westfalen i 2009, viser, at der er en lønforskel på 35-45 % mellem en vikaransat og andre lønmodtagere i samme arbejde. Dette gælder for alle former for vikararbejde, det være sig kvalificeret eller mindre kvalificeret arbejde. En rapport bestilt af det bayerske LO, DGB (Deutsche Gewerkschaftsbund) i 2010 viser, at halvdelen af ​​lønforskellen mellem vikararbejdere og andre lønmodtagere kan forklares af forskellige kvalifikationsprofiler, mens den anden halvdel blot er forskelsbehandling. (9)

Ifølge tal fra DGB er bruttolønnen for en vikaransat i vest 1,456 EUR og 1,224 EUR i øst. 10 % af vikaransatte i vest og 20 % ​​i øst får mindre end 1,000 EUR pr. måned. Omkring 13 % af alle vikaransatte i Tyskland er på social støtte ("Hartz IV") - ellers ville de ikke være i stand til at få det til at løbe rundt. Arbejdsmarkedsreformerne, som blev indført i 1999, har bidraget til at skabe en lavtlønssektor subsidieret af staten. (10)

Kan vikararbejde i det mindste tjene som en bro til permanent beskæftigelse? I Tyskland fortæller fakta en anden historie. I 2009 foretog IAB ("Institut für Arbeitsmarkt und Berufsforschung") en undersøgelse af vikararbejde for det tyske beskæftigelsesministerium. IAB's svar på spørgsmålet om, hvorvidt vikararbejde øger lønmodtagernes beskæftigelsesegnethed og hjælper dem til fast beskæftigelse, er ikke særlig opmuntrende for fortalerne for vikararbejde. Instituttets konklusion er: i stedet for at være en bro til fast job, er vikararbejde indgangen til en permanent karriere som vikaransat. (11)

I et stykke tid var fagforeningerne i Tyskland ikke særligt interesserede i vikaransatte. Vikararbejde blev politisk fordømt som en "moderne form for slavearbejde", mens der ikke blev gjort nogen større indsats for at organisere de "moderne slaver" eller til at indpasse dem i forbindelse med overenskomstforhandlinger. Vendepunktet kom, da fagforeningerne så, at vikararbejde hurtigt blev øget igen efter krisen i 2008 og 2009. Det lykkedes IG Metall at indgå en aftale i september 2010 for den nordvestlige del af stålindustrien, som garanterer retten til lige løn for lige arbejde. I en række andre sager var fagforeningen også i stand til at indgå kollektive aftaler, der giver ligeløn til vikarerne eller, som det var tilfældet med Bosch og seks andre virksomheder i Thüringen og med Daimler Benz i Bremen, at integrere vikaransatte i den permanente arbejdsstyrke. En kollektiv overenskomst med Siemens opstiller en grænse for vikaransættelse på højst 8 % af selskabets faste arbejdsstyrke. I februar 2011 tilrettelagte DGB en national kampagne for retten til lige løn for lige arbejde. Fagforeningerne IG Metal og Ver.di har oprettet hjemmesider (12) og udviklet særlige strategier for at organisere vikaransatte, med en vis succes. Fagforeningens opgave er at gå tilbage til udgangspunktet og indføre retlige reformer, så vikararbejde igen kan blive, hvad det oprindeligt var: et midlertidigt instrument for at tackle særlige omstændigheder og ikke en permanent funktion; endvidere at indføre sektor-minimumslønninger og garantere ret til lige løn for lige arbejde.

Tab af fagforeningsmedlemskab
Den ændrede fagforenings holdning til vikarer har meget at gøre med tabet af medlemmer i DGB's medlemsorganisationer, og de igangværende overvejelser af, hvad man skal gøre - hvorvidt alle grupper af arbejdsstyrken har fået tilstrækkelig opmærksomhed. I løbet af de sidste tyve år er fagforeningsmedlemskab konstant udhulet i Tyskland. Da jeg forlod landet i 1991, havde DGB (tysk LO) 11.800.412 medlemmer. Det var et historisk højdepunkt, aldrig nået før af tyske fagforeninger i deres historie. Organisationsprocenten nåede 33,8 %.

I 2008, da jeg kom tilbage, havde mere end 5 millioner forladt fagforeningerne. 8 ud af de 16 fagforeninger var forsvundet og var fusioneret med andre forbund. Tabet af medlemskab blev dramatisk i begyndelsen af ​​halvfemserne, med omkring 800,000 eller endog 1 million medlemmer, som årligt forlod fagforeningerne. Fra 1991 til 1992 forlod næsten 20 % af medlemmerne i øst fagforeningerne, sammenlignet med 0,2 % i vest. Fra 1997 til 1998 gav 11,3 % af medlemmerne i øst deres medlemskort tilbage, mens det i vest kun var 1,3 %, der gjorde det. Tabet af medlemmer er gået langsommere i første årti af dette årtusinde med et årligt tab på 1-2 % af medlemmerne (70,000 til 80,000) i Tyskland som helhed. I 2010 havde DGB 6.193.252 medlemmer. Det betyder, at fagforeningerne er tilbage på niveauet fra slutningen af ​​1950'erne, mellem 1957 og 1958, for at være præcis - og det i et samlet Tyskland. Organiseringsgraden var 34 % i 1957, nu er den lavere end 20 %. (13)

Hvad er der sket? Da den gamle statskontrollerede fagforeningscentral fra den DDR, FDGB (Freie Deutsche Gewerkschaftsbund), blev opløst, sluttede 3,8 mio. arbejdere sig til DGB. I stedet for blomstrende landskaber, som blev lovet dem af de kristelige demokrater i regeringen, blev de østlige lønmodtagere vidne til en massiv afindustrialisering.

Mellem 1991 og 2007, tabtes 1,5 millioner arbejdspladser i øst, hovedsageligt inden for fremstillingssektoren. Bestemt skete der også massive tab af arbejdspladser i fremstillingssektoren i vest - som i 1991 havde 10.402.000 arbejdere, mens der i 2007 kun var 7.891.200 arbejdere tilbage. I vest blev der imidlertid oprettet langt flere nye arbejdspladser, hvilket kun skete i begrænset omfang i øst. Tabet af arbejdspladser var netto i øst. Arbejdsløsheden i vest var i maj 2011 på 6 %, i øst 11,3 %. (14)

Fagforeningerne forsøgte deres bedste for at redde så mange arbejdspladser, virksomheder og industrielle strukturer, som de kunne. I en tvist med den regionale regering om fremtiden for jern-fabrikken i Freital gik DGB Sachsen for eksempel så langt som til at besætte lufthavnen i Dresden, hvor ministerpræsidentens fly nærmede sig og holdt ham i luften, indtil fabrikkens overlevelse var sikret. I de fleste tilfælde var der imidlertid ingen heldige resultater, og selv DGB Sachsen gik fra over en million medlemmer i begyndelsen af ​​halvfemserne til nu 280.708. Alt for mange virksomheder blev lukket, blandt dem virksomheder med en lang industriel historie, og alt for mange mennesker afskediget. Folk, forventede mere af fagforeningerne, end disse faktisk kunne levere - den politiske situation taget i betragtning, hvor de fleste regionale regeringer ikke engang har en industriel strategi eller en reel arbejdsmarkedspolitik.

I vest nåede fagforeningsmedlemstallet sit højdepunkt i 1981 med 7,9 millioner medlemmer og en organisationsgrad på 32 %. Medlemstallet gik op og ned mellem 7,8 og 7,7 millioner medlemmer i løbet af firserne; men da arbejdsstyrken var voksende, og antallet af medlemmer ikke steg tilsvarende, faldt organisationsgraden allerede i 1989 til under 30 % (29,97 %). Fagforeningerne har oplevet problemer med at tiltrække unge arbejdere og funktionærer eller ansatte, der arbejder i ikke-standardiserede ansættelsesforhold. Der var nogle forsøg på samarbejde imellem fagforeninger, så man kunne spare penge og gøre organisationen mere effektiv; som fx samarbejdet mellem levnedsmiddelarbejdernes og tekstilarbejdernes fagforbund, som offentliggjorde et fælles tidsskrift for deres medlemmer. Men presset var ikke højt nok til at gå videre.

I halvfemserne ændredes alt. Ikke primært som følge af genforeningen, men som følge af den globale udvikling, som heller ikke gik uden om Tyskland: en ny massiv bølge af udflytninger, nye måder at organisere produktionen på, væk fra store virksomheder til komplekse produktionskæder og outsourcing, fremkomsten af ​​aktionær-kapitalisme, som destabiliserede de sociale relationer i virksomhederne - for ikke at glemme et politisk klima, der støttedes af fortalerne på kontinentet for "Den tredje Vej" og "New Labour", hvor noget som socialt partnerskab og fagforeninger blev opfattet som meget gammeldags og alt andet end cool. I denne sammenhæng forstærkede genforeningen snarere allerede eksisterende tendenser, end den opfandt nye. Med genforeningen kom seks nye delstater til - uden traditioner for socialt partnerskab, hvor både arbejdsgivere og politiske myndigheder alt for ofte ikke udviste nogen vilje til at opbygge gode relationer mellem arbejdsmarkedets parter, og hvor fagforeningerne var svage.

Fagforeningernes første reaktion på den kraftige repræsentationskrise var at organisere fusioner. Større organisationer ville være bedre i stand til at holde organisationsapparaterne i live, bevare muligheden for at tage initiativer og dermed stoppe tilbagegangen i medlemstal, var tanken. Fem fagforeninger fra servicesektoren sluttede sig sammen til en ny stor kaldet "Ver.di" (Vereinigte Dienstleistungsgewerkschaft), tekstilarbejderne gik ind i IG Metall og senest har jernbanearbejdere fusioneret med jernbanefunktionærerne. Fra 16 medlemsorganisationer i DGB for tyve år siden, er der bare 8 tilbage. Indtil videre har fusionerne imidlertid ikke leveret de forventede resultater. De store organisationer mister stadig medlemmer. Det er interessant, at i 2010 var tre små organisationer, som havde holdt sig uden for fusioner, de eneste, der kunne registrere en positiv udvikling i medlemstallet. Fagforeningen for politifolk, GdP (Gewerkschaft der Polizei), steg med 0,9 %, fagforeningen for uddannelse og videnskab, GEW (Gewerkschaft Erziehung Wissenschaft), voksede med 0,8 %, og næringsmiddelarbejdernes fagforening, NGG (Gewerkschaft Nahrung-Genuss-Gaststätten), med 0,5 %. At være stor synes dermed ikke at være den eneste løsning. Man skal også anlægge en politik, navnlig hvad angår kollektive forhandlinger, der er tæt på medlemmerne i virksomhederne. Dette understreges af succesen hos nogle små fagforeninger uden for DGB som fx GDL (Gewerkschaft der Lokomotivführer) og lægernes fagforening (kaldet "Marburger Bund"). Det er også understreget af den succes, som nogle regionale enheder - for eksempel IG Metall i Nordrhein-Westfalen - har haft, hvor formålet med overenskomstforhandlingerne er formuleret i tæt sammenhæng med medlemmerne, og hvor der gøres en særlig indsats for at pleje medlemmer i de nye former for beskæftigelse som fx vikararbejde.

Udfordringen
I mit arbejde i Bruxelles ved europæisk LO, EFS (Den europæiske Faglige Sammenslutning), og senere i Dublin ved 'The European Foundation for the Improvement of Living and Working Conditions', har jeg lagt megen vægt på at udvikle koncepter og indikatorer for anstændigt arbejde. Som fagforeningsmand i dag i en østtysk region, er anstændigt arbejde meget mere end bare en politik for arbejdspladsen. At skabe et anstændigt arbejde - eller "Gute Arbeit" (15), som vi siger på tysk, i den nationale og regionale virkelighed - er blevet målsætningen for vores industripolitik.

Den største udfordring, som fagforeninger i Østtyskland står over for i dag, er, hvordan man igangsætter en økonomisk udvikling, der er varig og holdbar - i alle dele af landet. Der er sikkert mange succeshistorier. Tag Sachsen for eksempel - et center for produktion allerede i det 19. århundrede, og som efter 1989 tiltrak tre store tyske bilproducenter, Porsche, Volkswagen og BMW, som konstruerede helt nye anlæg i området. Og eftersom Sachsen er et af centrene for maskinudvikling i Tyskland, blev det snart en af ​​de førende producenter af solceller og informationsteknologi. Og alligevel er den økonomiske udvikling fortsat meget ujævnt fordelt over hele delstaten. De to byer, Dresden og Leipzig, er vinderne, som tiltrækker nye arbejdspladser og har en voksende befolkning. Men Dresden og Leipzig er ikke hele delstaten; den sydvestlige region omkring Chemnitz og øst omkring Görlitz og Lausitz - alle tre regioner, der stadig kæmper for at indhente det forsømte.

Udfordringen for fagforeningerne er at bryde en potentiel ond cirkel. Mange virksomheder i Sachsen og andre dele af Østtyskland ser stadig lave lønninger som udgangspunkt for konkurrence. Den regionale regering i Sachsen viger tilbage fra ethvert initiativ til at indføre minimumslønninger - som kunne være med til at hæve lønniveauet - da regeringen frygter konkurrencemæssige ulemper for industrien; mens samtidigt alt for mange unge forlader regionen for at arbejde i Sydtyskland, hvor løn og arbejdsvilkår er langt mere attraktive. (16) Inden for ganske få år, når de demografiske forandringer medfører mangel på kvalificeret arbejdskraft, vil de unge blive frygtelig savnet i Sachsen. At bringe dem tilbage og standse yderligere udvandring til Vesten vil kun lykkes i kombination med en strategi, som sætter anstændigt arbejde er i centrum.

Som regional fagbevægelse i Østtyskland vi er tvunget til at gøre, hvad man normalt ville forvente af en regional regering: at tænke fremad, at forestille os veje til økonomisk udvikling (omkring energieffektivitet, elektro-mobilitet, vedvarende energi), forsøge at finde ud af hvilken slags kompetencer, som regionen har brug for i fremtiden, hvilke markeder, der vil være for produkterne; og søge efter måder at sikre regionens sammenhængskraft - dvs. at udvikle hele regionen og ikke kun dele af den. Den succes, vi opnår, afhænger i sidste ende af den styrke, vi har i regionen; at betræde den vej, der er beskrevet her, vil også styrke fagforeningerne.

Oversættelse: Klaus Krogsbæk

NOTER
(på tysk/engelsk)
[1] Bundesagentur für Arbeit. Beschäftigungsstatistik: Sozialversicherungspflichtige Bruttoarbeitsentgelte.

2 WSI Tarifarchiv (WSI stands for „Wirtschafts- und Sozialwissenschaftliches Institut in der Hans-Böckler-Stiftung". The WSI is the research institute of the DGB).

3 WSI Tarifarchiv

4 Corinna Kleinert: Ostdeutsche Frauen häufiger in Führungspositionen. IAB Kurzbericht 3/2011.

5 Bundesagentur für Arbeit. Arbeitsmarktberichterstattung: Der Arbeitsmarkt in Deutschland. Zeitarbeit in Deutschland - Aktuelle Entwicklungen. Nürnberg 2011; Uwe Sujata/ Antje Weyh: Zeitarbeit in Sachsen. Aktuelle Entwicklungstendenzen und Strukturen. IAB regional. Berichte und Analysen. IAB Sachsen.01/2009. The IAB (Institut für Arbeitsmarkt- und Berufsforschung) is the research institute of the Federal Agency of Employment. In German both the terms "Zeitarbeit" and "Leiharbeit" are used for "temporary agency work".

6 Andreas Crimmann/Kerstin Ziegler/Peter Ellguth/Susanne Kohaut/Florian Lehmer: Forschungsbericht zum Thema „Arbeitnehmerüberlassung". Endbericht zum 29.Mai 2009. Institut für Arbeitsmarkt- und Berufsforschung, S. 103.

7 Sujata/Weyh: Zeitarbeit in Sachsen, S. 19; Klaus Dörre: Zeitarbeit - eine prekäre Beschäftigungsform. In: Sozialreport Zeitarbeit. IG Metall Bezirk Berlin-Brandenburg-Sachsen. Berlin o.J. (2007), S. 7; Bodo Grzonka: Zeitarbeiter gehören zu uns. In: Sozialreport Zeitarbeit, S.13.

8 Dörre: Zeitarbeit, S. 8.

9 Cordula Szesny/Sophie Schmidt/Helen Schulte/Patrick Dross: Studie zur Zeitarbeit in NRW. Dortmund 2008, S.73; Hermann Biehler: Leiharbeit in Bayern. Unreguliert, unterbezahlt unsicher. München 2011, S.5.

10 DGB. Arbeitsmarkt aktuell Nr. 02/ Februar 2011.

11 Crimmann/Ziegler/Ellguth/Kohauth/Lehmer: Forschungsbericht zum Thema „Arbeitnehmerüberlassung", S. 131.

12 http://www.hundertprozentich.de, http://gleichearbeit-gleichesgeld.de (1.6.2011).

13 For figures about trade union membership see http://www.dgb.de. Also: http://www.einblick.dgb.de (31.5.2011) and Eva Roth: Krise trifft die Gewerkschaften. Frankfurter Rundschau 26.1.2010.

14 Bundesagentur für Arbeit, Beschäftigungsstatistik.

15 For a definition of the ILO's concept of decent work see: http://www.ilo.org/global/about-the-ilo/decent-work-agenda/lang-en/index.htm.  (1.6.2011)

16 During the first half of 2010, 3.738 people in the age of 20 to 35 left Saxony, which has a total population of 4.1 million. (Statistisches Landesamt Freistaat Sachsen. Räumliche Bevölkerungsbewegung im Freistaat Sachsen.1. Halbjahr 2010).