År 30: Tysklands anden chance,

Merkels europapolitiske kovending og den tyske genforeningsproces

Udgivet i fællesskab af Social Europe Publishing og The Foundation for European Progressive Studies (FEPS) med økonomisk støtte fra Europa-Parlamentet. Oversat fra https://www.socialeurope.eu/book/year-30-germanys-second-chance af Poul Petersen.

Introduktion

Tredive år efter de seismisk verdenshistoriske omskiftelser i 1989-90 med kommunismens kollaps kunne det pludselige udbrud af livsomvæltende begivenheder blive endnu et vandskel. Det vil blive afgjort indenfor de næste par måneder – i Bruxelles og desuden i Berlin.

Ved første blik kan det virke en smule søgt at sammenligne overvindelsen af en verdensorden opdelt i to modsatte lejre og den efterfølgende udbredelse af en sejrrig kapitalisme med en primitiv pandemi, der fangede os uforberedte og den dermed relaterede globale økonomiske krise af en helt uforholdsmæssig størrelsesorden. Men hvis vi europæere kan finde frem til et konstruktivt svar på chokket, kan det måske tilvejebringe en parallel mellem de to epokegørende begivenheder.

Dengang var tysk og europæisk samling kædet sammen som forbundne kar. I dag er denne sammenhæng mellem de to processer, der den gang var indlysende, ikke så indlysende. Men når vi kan iagttage, at fejringen af den tyske nationaldag (den 3. oktober) har været en mærkværdigt bleg affære gennem de sidste tre årtier, kan man gøre sig sine tanker: Ubalancerne i den tyske genforeningsproces er ikke baggrunden for den overraskende genoplivning af samlingsprocessen hos den europæiske modpart, men den historiske distance, der nu er vundet fra disse interne problemer, og som har bidraget til, at forbundsregeringen endelig er vendt tilbage til den historiske opgave, den havde lagt til side – nemlig at give politisk form og indhold til Europas fremtid.

Denne distance skylder vi ikke bare den verdensomspændende turbulens bibragt af coronakrisen: Indenrigspolitisk er de vigtigste indsatsområder ændret afgørende – frem for alt via det partipolitiske skifte med fremkomsten af Alternative für Deutschland. Det er netop derfor, at vi nu, 30 år efter det epokegørende skifte, har fået chance nummer to til at videreudvikle tysk og europæisk enhed i fællesskab.

I 1989-90 blev genforeningen af et Tyskland, der havde været delt i fire årtier lige pludselig mulig, og det ville medføre et uundgåeligt skift i magtbalancen. Denne udsigt genoplivede historiske ængstelser i forhold til det ”tyske spørgsmål”. Mens De Forenede Stater støttede den kløgtige forbundskansler (Helmut Kohl), var Tysklands europæiske naboer alarmerede ved udsigten til en genopliven af Riget, den ”mellemstore” magt, der siden Kejser Wilhelm II altid havde været for stor til fredeligt, at blive integreret i nabofællesskabet og alligevel for lille til at optræde som hegemon. Ønsket om at gøre Tysklands integration i den europæiske orden irreversibel – hvad forløbet af eurokrisen efter 2010 understregede – var kun alt for berettiget.

Til forskel fra den britiske premierminister Margaret Thatcher, der forskrækket veg tilbage, valgte den franske præsident Francois Mitterand modigt at gå fremad. For at afværge den nationale selvtilstrækkelighed hos en nabo, der kunne forsøge at bruge sin økonomiske styrke alene ud fra egne interesser, forlangte han af Kohl en tilslutning til euroen.

Baggrunden for dette modige initiativ, fremskyndet af præsidenten for Europa-Kommissionen Jacques Delors, går tilbage til 1970, da det datidige Europæiske Fællesskab begyndte at arbejde henimod udformningen af en monetær union med Werner rapporten. Projektet kollapsede på grund af valutauro og på grund af opløsningen af efterkrigstidens Bretton Woods aftale. Imidlertid kom disse ideer igen på bordet i 1975-76 under forhandlingerne mellem de franske og tyske ledere Valery Giscard d’Estaing og Helmut Schmidt. Det hører med til sandheden, at Kohl, der efter Mitterand havde fået beslutningerne igennem Europarådet i Strasbourg den 9. december 1989, handlede ud fra en politisk overbevisning, da han havde gennemført en visionær forbindelse mellem national enhed og den banebrydende Mastricht aftale i 1992 overfor politisk modstand i sit eget land. 1)

Sammenlignet med denne historiske proces er det i dag de økonomiske konsekvenser af pandemien, der rider de hårdest ramte af de vestlige sydlige medlemsstater med en uholdbar gæld. Det er en alvorlig trussel mod selve valutaunionens eksistens. Det er lige netop, hvad de tyske eksportører frygter mest, og hvad der til sidst gjorde forbundsregeringen mere lydhør overfor den franske præsidents målrettede pres for et tættere europæisk samarbejde. Den efterfølgende offensiv mundede ud i et fælles forslag fra Emmanuel Macron og kansler Angela Merkel om en genoprettelsesfond baseret på langfristede EU-lån, der for det meste var rettet mod de mest trængende medlemsstater i form af midler, der ikke skal betales tilbage. Dette forslag førte ved samlingen i juli 2020 til et bemærkelsesværdigt kompromis. Europarådets beslutning om at optage fælles europæiske obligationer, der kun var mulig på grund af brexit, kunne resultere i det første meningsfulde skridt siden Maastricht henimod en betydningsfuld integration.

Også selvom denne beslutning endnu ikke er kommet tørskoet i land, følte Macron sig i stand til, under samlingen, at tale om ”det vigtigste øjeblik for Europa siden dannelsen af euroen”. Ganske vist, og imod Macron’s ønske, faldt Merkel tilbage til sin sædvanlige modus operandi med de små skridt ad gangen. Kansleren går ikke efter en varig institutionel løsning, men insisterer på en engangskompensation for den ravage pandemien har medført. 2) Skønt den europæiske valutaunions mangelfulde politiske konstitution udgør en trussel mod selve dens eksistens, vil medlemsstaternes fælles låntagning ikke blive foretaget af eurozonen alene, men af unionen som helhed. Men som vi alle ved, foregår fremskridt med sneglefart – og ad skæve stier.

Hvorledes tysk enhed og europæisk samling hænger sammen

Hvis vi nu i dag skulle se tilbage over de sidste tre årtier, på baggrund

af det pust af nyt liv, der har tilført Europa en ny dynamik, og vi så skulle pege på en parallel til det forhold, der oprindeligt var mellem Tyskland og den europæiske samlingsproces, kan vi starte med at erindre os den banebrydende effekt, den tyske enhed havde på europæisk politik. Og da gendannelsen af den tyske stat i et vist omfang blev købt med en opgivelse af Deutschmark, var det ikke just befordrende for en videre udbygning af det europæiske samarbejde.

For de tidligere borgere i Den Tyske Demokratiske Republik, der var vokset op i en totalt anderledes kultur og politik, havde begrebet ”Europa” slet ikke den vigtighed og relevans som for indbyggerne i den ”gamle” forbundsrepublik (Vesttyskland). Siden genforeningen er der også sket et skifte i de tyske regeringers interesser og måder at tænke på. I begyndelsen var opmærksomheden helt rettet mod en opgave uden fortilfælde, nemlig at tilpasse den affældige DDR-økonomi til rhinlandsk kapitalisme og binde et kommunistkontrolleret statsbureaukrati sammen med en demokratisk stats administrative praksis. Hvis man ser bort fra dette indenrigspolitiske engagement, havde regeringerne fra Kohl og fremefter hurtigt vænnet sig til den genopbyggede nationalstats ”normalitet”. Historikere, som hyldede denne normalitet i disse dage, have måske i forhastelse overset begyndelsen på en postnational bevidsthed, der på det tidspunkt var ved at udvikle sig i Vesttyskland. Under alle omstændigheder gav en langt mere selvbevidst udenrigspolitik skeptiske observatører det indtryk, at ”Berlin” – takket være Tysklands forøgede økonomiske vægt – ønskede at se ud over sine europæiske naboer og relatere sig umiddelbart til globale magter som USA og Kina.

Ikke desto mindre var national enhed ikke den afgørende grund til, at en tøvende forbundsregering indtil meget sent sammen med London gik ind for en udvidelse af EU som helhed, i stedet for at gå efter den tiltrængte opgave at uddybe valutaunionens institutionelle strukturer. Der var nærmere tale om økonomisk politiske begrundelser, der først virkelig kom op til overfladen i lyset af bank- og gældskrisen. Helt frem til Lissabontraktaten, der trådte i kraft i december 2009, var EU helt og aldeles optaget af at administrere de institutionelle konsekvenser og sociale omvæltninger efter unionens øst-udvidelse fra 2004.

Vendepunktet i den tyske Europapolitik

Allerede før introduktionen af euroen, der blev konfirmeret i Maastricht, var eksperterne i gang med at diskutere valutaunionens dysfunktionelle struktur. De involverede politikere var også bevidste om, at en fælles valuta, der fjernede muligheden for devaluering af deres nationale valuta for de økonomisk svage medlemmer, uundgåeligt ville forstørre eksisterende ubalancer indenfor valutaunionen, så længe der ikke på europæisk plan eksisterede politiske kompetencer, der havde midler til at imødegå noget sådant. Eurozonen kan kun opnå stabilitet ved at harmonisere skatte- og budgetpolitikken – i sidste ende kun ved at vedtage en fælles skatte-, økonomisk og socialpolitik. Således blev valutaunionen skabt af sine fortalere i den forventning, at den kunne udvides trinvis frem mod en politisk union i fuld skala.

Fraværet af yderligere reformer ad den vej førte under finans- og bankkrisen, der eksploderede i 2007, til de foranstaltninger, vi kender, delvist udenfor den herskende EU-lovgivning – og til den korresponderende konflikt mellem såkaldte donor og kreditorlande i Nord og Sydeuropa. 3) Tyskland satte som eksportnation hælene i under denne krise, afviste enhver form for gældsudligning og gik imod ethvert skridt henimod integration. Det fortsatte i det spor, da Macron fra 2017 pressede på med vidtrækkende planer for at styrke unionen ved at tage de nødvendige skridt mod fælles suverænitet. Så landets finansminister og arkitekten bag den nedskæringspolitik, Tyskland pressede igennem Europarådet, kan simpelthen beskyldes for krokodilletårer, når han nu ser tilbage og klager: ”I dag har vi frem for alt brug for det mod, vi ikke havde under 2010 krisen til at skabe en større integration i eurozonen. Den mulighed skal vi ikke igen lade os slippe af hænde men i stedet benytte den nuværende disruption til at udvide valutaunionen via den europæiske genopretningsfond til en ægte økonomisk union.” 4)

Hvad Wolfgang Schäuble mener med ”disruption” er de drastiske økonomiske konsekvenser af pandemien. Men hvorfor efterlyser Schäuble og Merkel det mod, de øjensynligt manglede for ti år siden? Er det alene den økonomisk baserede frygt for et definitivt kollaps for det europæiske projekt, og som i den grad laver om på reglerne, der i sig selv kan forklare kursændringen? Eller er det de farer, der i lang tid har eksisteret iboende i den nye geopolitiske kontekst, der sætter Europas livsstil og kulturelle identitet på prøve?

Kort sagt: Hvad er baggrunden for den pludselige accept næsten ad bagdøren af fælles gældsforpligtelse, som har været dæmoniseret igennem årene? Selv med al sin chutzpe (mod) omkring dette volte-face kan Schäuble i det mindste se tilbage på sin egen europæiske fortid i 90’erne. Men her, hvor vi har at gøre med en dybt pragmatisk politiker som Merkel, der altid har fokuseret på det kortsigtede og hele tiden været drevet af, hvad meningsmålingerne siger, er en sådan radikal og abrupt kursændring alligevel forvirrende. Før hun besluttede at opgive sin rolle som leder af de ”sparsommelige” i Bruxelles, var det ikke bare målingerne, der skulle tages hensyn til. Nej, som i tidligere tilfælde var det balancen mellem de politiske kræfter indenrigs, der førte til skiftet.

Hvad der faldt i øjnene, var fraværet af den normale refleksagtige kritik af Merkels tilbagetog indenfor hendes eget parti. Her besluttede hun næsten som var det natten over at samarbejde med Macron og tilslutte sig et historisk kompromis, der åbnede døren, godt nok på klem, til en EU-fremtid, der havde været lukket indtil da. Men hvor var riposten fra den magtfulde gruppe af europakritikere indenfor hendes egne rækker – fra den højrøstede erhvervsfløj i CDU, de vigtige erhvervsorganisationer, de økonomiske kommentatorer i de førende medier?

Hvad der på det seneste har ændret sig i tysk politik – og Merkel har altid haft næse for det – er den kendsgerning, at for første gang i forbundsrepublikkens historie er der opstået et parti med succes til højre for CDU og partneren CSU. Et der kombinerer anti-Europa kritik med en radikal, ikke længere skjult men helt nøgen etnocentristisk nationalisme uden fortilfælde. Indtil da havde CDU’s ledelse altid forsikret, at tysk økonomisk nationalisme kunne være iklædt proeuropæiske sproglige gevandter. Men med denne ændring i den politiske magtbalance fandt en potentiel protestbølge, der havde været udstødt i årevis i den tyske genforeningsproces, lige pludselig sin stemme.

AfD på grænsefladen af den europæisk-tyske samlingsproces

AfD blev oprindelig dannet af en nationalkonservativ gruppe bestående af vesttyske økonomer og erhvervsrepræsentanter, for hvem den europapolitik, forbundsregeringen stod for på højden af bank- og statsgældskrisen, ikke tilstrækkeligt kunne beskytte tyske økonomiske interesser. Oven i det kom noget, der kunne ligne en splittelse i CDU’s nationalkonservative fløj opkaldt efter Alfred Dregger, og som i dag finder udtryk i Alexander Gauland, der er AfD’s leder i forbundsdagen. Som en lakmusprøve på intensiteten i konflikten i forbindelse med genforeningsprocessen fik dette parti først vinger fra 2015, ikke mindst takket være en tankegang med rod i den gamle forbundsrepublik – nemlig de konservatives foragt for 1968 generationen – da det etablerede sig mere stabilt i de østtyske länder under ledelse af Frauke Petry og Jörg Meuthen. Der hægtede man sig på den udbredte kritik af genforeningsprocessen.

Kritik af Europa fungerede som en katalysator for sammensmeltning af vest- og østtyske proteststemmer, hvis antal voksede hurtigt på ryggen af flygtningekrise og voksende xenofobi. Konflikten mellem CDU og AfD kunne ikke illustreres i en mere grafisk og afslørende scene, end da MEP Meuthen rejste sig den 8. juli og imod kanslerens præsentation af den planlagte genopretningsfond gav igen med netop de samme argumenter, som hun havde brugt til at retfærdiggøre Schäuble’s nedskæringsdagsorden hele det sidste årti.

Her berører vi kontaktfladen, hvor den europæiske og den tyske samlingsproces støder sammen. Ændringer i det partipolitiske spektrum afspejler ofte de dybereliggende forskydninger i den politiske mentalitet i en befolkning. Skiftet i Europapolitikken indikerer, udover Merkel’s følsomhed i forhold til en ny politisk konstellation, folkelig bevidsthed om en voksende historisk distance fra både det lykkelige øjeblik, da vi genvandt national enhed og den hårdt skurrende samlingsproces. 5)

Det ville være alt for let at udlede denne historisering ud fra strømmen af historiske bøger, journalistiske rapporter og mere eller mindre personligt farvede tilbageblik i forbindelse denne trediveårsdag – denne flod af publikationer reflekterer til gengæld ændringen i relationerne mellem den østlige og vestlige del af landet. Hvis der nu er en større distance til de problemer, der rejste sig i kølvandet på den tyske genforening, kan dette skifte tilskrives de polariserede holdninger til denne begivenhed i tysk politik. Politisk regression, for tiden i form af AfD, har et forvirrende ambivalent ansigt: På den ene side har det fået en fællestysk karakter, og på den anden støder det i øst og vest på helt forskellige efterkrigsfortællinger og tænkning. Den historiske distance gør begge dele mere indlysende for os, nemlig at vi deler den samme konflikt med højrepopulismen, og at denne konflikt på én gang kaster lys over de helt forskellige mentaliteter, der over fire årtier udviklede sig i henholdsvis forbundsrepublikken og DDR.

Forskydningerne i de politiske relationer mellem vest og øst i Tyskland kom til udtryk over hele landet, og blev virkelig manifest med det drama, der udspillede sig februar 2020 i Erfurt eftervalget til den lovgivende forsamling i Thüringen. Der var ikke mange omsvøb i de holdninger, der umiddelbart blev givet udtryk for overfor bruddet på et tabu ved at vælge en ministerpræsident fra FDP med hjælp fra stemmer fra CDU og AfS fra Merkel og CSU-lederen Markus Söder henholdsvis en østtysker og bayer, hvor kanten i deres udtalelser var forbavsende skarp. Kansleren talte om en ”utilgivelig procedure, der må gå om”. Hun lagde yderligere vægt til sin uforsonlighed ved at fyre den regeringsrepræsentant for det østlige Tyskland, som havde været positiv overfor den taktiske alliance med det yderste højre. Disse umisforståelige reaktioner betød mere end bare at minde om partiets regler for, hvad der er uforeneligt med partiet.

Indtil det tidspunkt havde politiske ledere opereret med ”bekymrede borgere”, men nu var de nødt til at stoppe deres katastrofale flirt med det, de fejlagtigt have taget for misledte personer. På baggrund af den kaotiske række af begivenheder i det thürinske politiske landskab og de lokale CDU-lederes noget usikre opførsel, og den ambivalente strategi med en lige tæt nok omfavnelse af højrefløjen måtte dette stoppes øjeblikkeligt. Den politiske anerkendelse, der blev et parti til højre for CDU/CSU til del, gør en forskel i forhold til, at et sådant parti eksisterer. For CDU betyder det at opgive den opportunistiske inkorporering af en vælgergruppe, der ikke er er målgruppe for eget politisk program. Samtidig ville det betyde, at man gik ind for en praksis, der gav mæle til militaristiske, nationalistiske, racistiske og antisemitiske slogans og derved opfatte dem som medborgere, der skulle tages seriøst. Den praksis blev nådesløst kritiseret.

Chokket i Erfurt er et generelt tysk problem

Hvad der åbenbarede sig i Thüringen, Sachsen, Sachsen-Anhalt og Brandenburg er selvfølgelig ikke et østtysk problem alene. Myndighederne er allerede mislykkedes markant med at forfølge Nationalsozialistischer Untergrund (NSU) for en serie af forbrydelser, hvis omfang og omstændigheder endnu ikke er afklaret af domstolene. De ekstremt højreorienterede optøjer i Chemnitz i 2018 og den iøjenfaldende mudrede afskedigelse af præsidenten for den indenlandsk sikkerhedstjeneste har sat en læreproces i gang over hele landet. Som de tøvende sagsanlæg mod højreekstremistiske netværk i de væbnede styrker, politiet og sikkerhedstjenesterne viser, er infiltration i nøgleinstitutioner ikke alene et problem for det østlige Tyskland.

Sagen er, at denne seneste udvikling havde sine fortilfælde i de østtyske länder med udbrud af vold fra det ekstreme højre, uhindrede naziparader og foruroligende tilfælde af politisk inhabil retsforfølgelse. Brutal og til tider tilfælde af livstruende højreekstrem vold var allerede slemt nok: ”Heksejagten i Mügeln” (Sachsen) i 2007 mod en gruppe på 8 indere, og året efter ”Storm”-kammeraternes excesser, der i og omkring Dresden ville danne ”nationalt befriede zoner”, eller et år før NSU’s endeligt brandattentater og voldelige biljagter af voldsmænd fra Limbach-Oberfrohna, eller i 2015, hvor et sammenrend på mere end 1.000 personer angreb et flygtningecenter i Heidenau, eller en lignende hændelse med en hæmningsløs xenofobisk pøbel i Freital og Clausnitz.

Men endnu værre var reaktionerne fra den statslige side: En politistyrke, der råder ofre til ikke at indgive anmeldelse, en tendentiøs domstol, der ikke skelner mellem overfaldsmænd og ofre, en efterretningstjeneste, der fintfølende skelner mellem ”asylkritisk” og ”asylfjendtlig”, den forbundsanklager, der var nødt til at fjerne en delstatsanklagers kontor fra en skandaløs terrorismesag, hvor man på trods af de tiltaltes åbenlyse gruppetilknytning kun ville opfatte dem som individuelle gerningsmænd, eller det tjenestested, der kun udkommanderede en mindre polistyrke til en anmeldt demonstration, så der ikke kunne rejses sigtelser mod deltagerne i optøjerne. Hvis jeg oven i kan læse, at der i disse regioner spreder sig en ”stille accept af højreorienteret vold”, føler jeg mig erindret om ”Weimarianske” tilstande. 6)

Én frontlinje, to perspektiver

Affæren i Thüringen afstak ikke bare en politisk frontlinje, der gik ned gennem befolkningen i både øst og vest. Samtidig med denne erfaring, afdækkede affæren de forskellige synspunkter folk kan have i forhold til at opfatte en fælles konflikt alt efter deres forskellige historie, politiske erfaringer og læreprocesser. Dog var det mere udpræget på den ene side end på den anden.

Hvor ideer i øst om den politiske substans bag begrebet ”bürgerlich” eller ”middelklasse” mentalitet først måtte ses lokalt, reflekterede reaktionerne i vest den nedarve kultur fra den gamle forbundsrepublik. Netop at den thürinske regeringskrise trak ud i ugevis, selv efter at delstatens premierminister, der var blevet valgt takket være AfD, havde trukket sig, blev til en farceagtig umulig situation, hvor CDU’s parlamentsgruppe, der blev stillet i en umulig situation, fordi den var tvunget til af formanden for forbundsdagen, der kom fra Saarland, at holde fast i det uforenelige i enhver koalition både til venstre og til højre. Hvordan kunne Mike Mohring (CDU-leder i Thüring) støtte et mindretalskabinet, der lå til venstre uden at snavse sine hænder ved at bryde den nødvendige afstand til begge sider? Partiets kandidat til kanslerposten Annegret Kramp-Karrenbauer havde gravet sin egen grav med sin mantralignende gentagelse af ”hverken eller”, når det var helt urealistisk at pege på Bodo Ramelow, kristelig fagforeningsmand fra Hessen. Det var i værste fald et ”stærkt stykke” vestlig historie, der ramte lige durk ind i realiteternes verden i øst.

CDU i vest, der lige siden det allerførste forbundsdagsvalg havde plastret deres valgplakater til med fordømmelser af Herbert Wehner, SPD’s generalsekretær, og SPD i almindelighed med sloganet ”alle veje fører til Moskva”, fandt det virkelig svært at sige et for længst forsinket farvel til en moralistisk diskriminering af venstresiden – en diskrimination, der længe havde fungeret som det forebyggende modbillede til den åbenlyse historiske diskrimination mod det yderste højre i lys af nazi-perioden. I den gamle forbundsrepublik havde en moralsk symmetrisk devaluering af højre og venstre (en symmetri, der under den kolde krig tilmed havde opnået akademisk velsignelse forklædt som teorien om totalitarisme) været en vigtig programmatisk byggesten på vejen blive det naturlige majoritetsparti. I den kolde krigs geopolitiske konstellation benyttede den første forbundskansler, Konrad Adenauer, en antikommunistisk front til at forpligte den gamle nazi-elite, der havde bibeholdt eller genindtaget deres gamle positioner i praktisk taget alle administrative funktioner, med en følelse af altid at have været på den rigtige side. 7)

Faktisk havde antikommunismen på den tid gjort det muligt for store dele af befolkningen, der havde støttet Hitler lige til den bitre ende, at undgå nogen som helst selvkritik i forhold til deres egen indsyltning i hans forbrydelser. Den ”kommunikative afvisning af at nævne” ens egen adfærd i fortiden fremmede en klar samarbejdsvillig tilknytning til den nye demokratiske orden – en opportunisme, der naturligvis var så meget lettere at fastholde med forøget levestandard og under den amerikanske atomparaply.

Denne tvivlsomme succes var så indlejret i CDU’s DNA, at generalsekretær Peter Hinze årtier senere ved forbundsdagsvalget i 1994 en gang mere kunne spille det antikommunistiske kort i form af hans nu næsten legendariske ”røde sokker kampagne”. En vælgerskare i øst, der altid havde været overvældende skeptisk i sin holdning til det regerende kommunistiske SED, skulle på den måde holdes fast. Men på det tidspunkt var slagordet ”Vi er folket” rettet mod partidiktaturet allerede for længst erstattet af ”Vi er et folk”. Allerede så tidligt som ved det første frie valg til Folkekammeret, da torvene i DDR blev oversvømmet fra vest i bølger af rene sort-rød-gyldne flag, kun man opleve det nationale spørgsmål indtage scenen. Allerede der i kanten af den frie borgerbevægelse skallet af mod højre, opildnet af nynazistiske kadrer, der var kommet over fra vest. 8) Gennem 40 års antifascisme, dikteret oppe fra, havde den slags diskussion aldrig have fundet sted, hvad der som et Leitmotiv er vævet ind den gamle forbundsrepubliks historie.

Fortidsrettet politik i den gamle forbundsrepublik

Først med disse heftige debatter, der ofte fandt sted mellem generationerne på en knap så civiliseret måde, får vi en forklaring på hvorfor, den i ”Bon-republikken” almindelige opportunistiske tilegnelse af den politiske orden, sejrsmagterne havde dikteret, mere eller mindre hen over årtiet udviklede sig til det værdifaste grundlag for den konstitutionelle stat. Men de evige konfrontationer over det, historikeren Ernst Nolte kaldte ”en fortid, der ikke vil forsvinde” gjorde denne udvikling til en stensikker succes. Modsætningerne blussede op umiddelbart efter nazi-periodens afslutning med kontroverser omkring Nürnberg-processerne om forbrydelser mod menneskeheden eller over bøger af folk som Eugen Kogon (lejroverlever og historiker) eller Günther Weisenborn (fra modstandsbevægelsen). Men i forbindelse med den hastige rehabilitering af den gamle nazi-elite og en befolkning befriet af tidens antikommunistiske stemning blev de overset. Så de måtte genoplives den ene gang efter den anden fra oppositionelle randområder imod en mentalitetsbølge af undertrykkelse og normalisering.

Efter et årti med tavshed kom de første initiativer i 1950’erne til en ”revurdering af fortiden”, som Theodor Adorno formulerede det. I Ludwigsburg blev der oprettet et hovedkontor for retsforfølgelse af nazi-forbrydelser, efter at den første proces havde fundet sted i Ulm. På samme tid organiserede medlemmer af SDS (Tysklands Socialistiske Studenter) imod råd fra SPD’s ledelse en udstilling omkring ”usonet nazi-justits”, som fremprovokerede voldsomme kontroverser. Men det var ikke før Auschwitz-sagen i Frankfurt, der var rejst af Fritz Bauer (en jødisk dommer og anklager), at noget af det mødte national opmærksomhed. Til trods for de milde domme, kunne ingen længere ignorere Auschwitz.

I tilbageblik fastslår historikeren Ulrich Herbert med en af de få kategoriske formuleringer i hans vigtige værk Geschichte Deutschlands im 20. Jahrhundert: ”At der på trods af millioner af ofre for nazi-politikken, undslap medlemmer af nazi-eliten og selv massemordere fra sikkerhedspolitiet og SD (Sikkerhedstjenesten) næsten uantastet og kan til dels leve i priviligerede stillinger som respekterede borgere, var en så stor skandale, der grundlæggende går imod enhver opfattelse af politisk moral, så det ikke kunne vare ved uden alvorlige konsekvenser for dette samfund, dets interne strukturer og fremtræden i udlandet. I årtiet og helt op til det nuværende 21. århundrede, er det på trods af den succesrige opbygning af et stabilt demokrati, stadig et kainsmærke.” 9)

Fokuseringen på retfærdighed var bare kerneelementet i denne intellektuelle kommen overens med fortiden, som den fejede hen over den vrede eller modstræbende del af befolkningen i en række af bølger. Disse kontroverser griber om sig i bredere og bredere cirkler, indtil den socialdemokratiske kansler Willy Brandt i 1970 knæler ved monument for den jødiske ghetto i Warszawa og dermed giver dette centrale tema en ny politisk dimension, mens scenerne med Weiss-familien i filmen Holocaust (vist i 1979 i Tyskland) giver resonans over hele landet. Denne afslutning på et af de mest rastløse årtier i den gamle forbundsrepublik, selvfølgelig med studenterprotesterne siden 1967 i front, havde nu nået sit højdepunkt. Som del af en internationale bevægelse fik den sit eget udtryk, fordi den yngre generation for første gang åbent konfronterede deres nazi-forældre og offentligt udstillede nazistiske personale, der havde fået lov til at vende tilbage til arbejde. Men også ”1968” havde sin egen forhistorie: Historikere har siden gjort opmærksom på adskillige politiske debatter og initiativer, der siden sidst i 1950’erne havde ledsaget protestbevægelser mod genoprustning og nødretslove. 10)

Det var ingen selvfølge, at dette Leitmotiv, erindret i stikord og hele tiden gentaget som et kald om, ”aldrig at glemme” ville være blevet vævet ind i republikkens officielle politiske identitet. Emnet ville sandsynligvis være forduftet med kontroverserne og kampene i de ophidsede 1970’ere, som Herbert Marcuse ironisk kaldte ”Revolution og kontrarevolution”, hvis der ikke havde været et indskud efter regeringsskiftet i 1983 som bestod i Kohl’s forcerede historiepolitik under overskriften ”moralsk skifte”.

Kohl’s forsøg på at ”genaktualisere nazi-perioden” (Ulrich Herbert) sluttede ikke med det yderst symbolske møde med Mitterand i Verdun og den amerikanske præsident Ronald Reagan i Bitburg eller med hans lignende kluntede forsøg på at øve indflydelse på amerikanernes plan for et holocaust museum i Washington ved at slå på ”tyske nationale interesser”. 11) Det lykkedes i højere grad med nye initiativer såsom grundlæggelsen af et nationalt museum for den tyske historie, der skulle bibringe befolkningen en stærk følelse af identitet ud fra en national helhedshistorie. Men Richard von Weizsäcker’s tale på 40-årsdagen for krigens afslutning var en streg i regningen. I hvert fald gjorde det et stort indtryk på den brede offentlighed, at forbundspræsidenten foretog en sammenkædning mellem på den ene side en skånselsløs benævnelse af individuelle grupper af ofre myrdet i koncentrationslejrene og på den anden ved at definere den 8. maj 1945 ”som en befrielsens dag”. Denne redefinition stod i bevidst kontrast til, hvordan hovedparten af de dalevende personligt havde oplevet den dag.

I de to følgende år udbrød den såkaldte historikerstrid med Ernst Noltes forsøg på at relativere Holocaust ved at referere til Stalins forbrydelser. På baggrund af Kohl’s historiepolitik handlede striden i sidste ende om to ting: For det første den betydning ”Auschwitz” og mordet på europæiske jøder skulle indtage i den tyske befolknings politiske hukommelse, relevansen af denne selvkritiske påmindelse om den nazistiske fortid for at opretholde borgernes identifikation med den demokratiske stats konstitution og, mere generelt, med en liberal livsform skabt af gensidig anerkendelse af andres ret til ”anderledeshed”. Om denne anerkendelse på det tidspunkt ville udgøre en fast bestanddel af kernen i, hvordan borgerne i forbundsrepublikken ville opfatte sig selv, var stadig usikkert.

Den faste forankring af denne bevidsthed i civilsamfundet – som i dag har et eksemplarisk udtryk i ord og handling fra en forbundspræsident som Frank-Walter Steinmeier – skyldes først og fremmest den passionerede historiedebat i 1990’erne. Jeg taler her om den uendelige kæde af folkelige reaktioner: Daniel Goldhagen’s provokerende bog om normaltyskeren som Hitler’s willing Executioners af Holocaust; skribenten Martin Walser’s tale i 1998 ved modtagelsen af de tyske boghandleres fredspris i hvilken han nedgjorde ”denne permanente udstilling af vores sorg” og den spontane modreaktion fra den daværende formand for det Jødiske Centralråd Ignaz Bubis; den omrejsende udstilling arrangeret af Jan-Philip Reemtma om den (den gang) udbredte benægtelse af Wehrmacht forbrydelser i udryddelseskrigen mod ”jødisk bolsjevisme” og endelig bygningen af Berlins Holocaust mindesmærke, som Kohl i mellemtiden selv har foranlediget.

Disse diskussioner var i deres tyngde og omfang uden sammenligning med noget som helst i fortiden. De medførte dybe skel men havde en afsluttende natur: Indtil i dag er sværgen i enhver offentlig mindehøjtidelighed til demokrati og retsstaten ikke bare en abstrakt tilkendegivelse, men i langt højere grad en ceremoniel forsikring som resultatet af en vanskelig læreproces – som en stadig og selvkritisk påmindelse om forbrydelser mod menneskeheden, for hvilke vi som efterkrigsborgere ikke bærer nogen skyld, men for hvilke vi ikke desto mindre er forpligtede og bærer et historisk ansvar for (som Karl Jaspers utvetydigt erklærede over for sine landsmænd så tidligt som i 1946 i ”Die Schulfrage”)

Efter at debatterne om den nazistiske fortid, der havde kørt i 1960’erne, 70’erne og 80’erne, og hvor den sidste bølge rakte helt ind i det første genforeningsårti, var det mere eller mindre et anliggende for vesten. 12) Det gjaldt for initiativtagere, offentlige debattører og deltagere i disse debatter og kan inter alia ses ved hvilke byer Wehrmact udstillingen mellem 1995 og 1999 tiltrak omkring 900.000 besøgende. Den slags udslag i deltagelse behøver ikke nogen forklaring, når man betænker den anti-fascisme dikteret fra oven, der havde været gældende i mere end 40 år i øst. Det er der ikke grund til at kritisere på grund af en helt anderledes måde at komme overens – rette ikke komme – med den nazistiske fortid i DDR. I disse dage efter 1989-90 måtte befolkningen i øst ovenikøbet gøre op med problemer, der rakte dybt ind i deres dagligdag, som man i vesten dårligt opfattede, og som de selv ikke havde nogen anelse om.

Fraværet af en politisk offentlighed i DDR-perioden – og derefter

Alligevel omtaler jeg denne asymmetri, fordi den peger på en meget relevant omstændighed: Den østtyske befolkning havde hverken før eller efter 1989 adgang til sin egen politiske offentlighed, hvor konfliktende grupper kunne udspille debatter om identitet. Fordi et diktatur i 1945 blev afløst af et andet (dog af en helt anden art) 13) var der i årtier derefter ikke et sted for spontan, selvigangsat, selvkritisk afklaring af en rystet politiske bevidsthed på linje med det, det skete i vest. Det er en mangel, som de ikke selv har andel i, og hvis konsekvenser, jeg ikke kan vurdere.

Jeg er en lige så dårlig dommer, når jeg skal vurdere for hvilke dele af befolkningen, der gælder forklaringerne fra psykoterapeut Annette Simon, datter af forfatteren Christa Wolf, når hun taler om, hvordan den partidikterede antifascistiske identitet havde en stærk indflydelse. Det var, sagde hun, ”fordi den tilbød en tilstrækkelig undskyldning fra tyske forbrydelser … Alt efter 1945 i form af psykiske dispositioner, tilbøjelighed til at underordne sig, autoritær tænkning, foragt for fremmede og de svage blev aldrig offentligt bearbejdet bortset fra i kunst og litteratur. I institutioner og familier var der den samme tavshed som oprindeligt i vesten. Der var den samme tavshed om, hvad der skete før 1945 lige netop på dette universitet, netop dette hospital eller i denne eller hin familie. Hovedparten af østtyskere var presset ind i en ideologi af de russiske sejrherrer og deres hjælpere i Pankow eller Wandlitz. Hvis man accepterede denne ideologi, i starten bistået af terror og senere af diktatur, kunne dette dobbeltknob bestående af socialisme og antifascisme friholde en fra skyld og løse en fra nogen form for tyskhed.” 14)

Denne analyse drejer sig først og fremmest om det fravær, der indtil 1989 var af en offentlig sfære, der kunne have muliggjort en åben kontrovers mellem østtyske borgere om, hvordan de skulle forstå sig selv som arvinger til en tyngende fortid. Situationen er helt anderledes, når det kommer til et videre og forståeligt socio-psykologisk fænomen, som Annette Simon citerer andre undersøgelse om – skammen over at have tilpasset sig forventningerne og forlangenderne fra det kommunistiske system, som man så ydmygt havde givet op overfor. Det berører den ikke eksisterende offentlige sfære post-1989. På det tidspunkt havde den offentlige sfære i forbundsrepublikken åbnet op for sine nye medborgere, men de var nægtet deres offentlige sfære. Så der eksisterede ikke et beskyttet sted for en forsinket afklaring og kommen overens med ens fortid og nutid, for en proces, der ikke ville være forudindtaget ud fra den herskende mening ”fra den gang” – som altid ved bedre: ”Denne gamle, ofte ubevidste og undertrykte skam over DDR-æraen, hvor man mere end absolut nødvendigt bøjede sig for restriktionerne, bliver nu hevet frem i lyset på mange måder. Og i den offentlige menings skarpe lys fra vestens spotlight, bliver det til en ny ydmygelse og devaluering. Som eksempel kan man referere til omgangen med DDR’s antifascisme, der jævnt hen var bygget op som en antifascisme uden deltagere.” 15)

I dette tilfælde er det genforeningsprocessen i sig selv, der ikke blot har liberaliseret presse og TV i øst, men knyttet den til den vesttyske offentligheds infrastruktur. Borgerne fra det tidligere DDR kom ikke til at nyde deres egen offentlighed. Man kan sige, at de blev ”frataget” deres egne medier, hvis man kunne sige, at der overhovedet havde været en fri offentlig sfære. Det gjaldt ikke alene de hurtigt opkøbte medievirksomheder, men også det personale uden hvilken ens ”egen” offentlige sfære ikke kan fungere. Den vesttyske presse, kan man sige, tog hånd om den effektive likvidering af østtyske skribenter og intellektuelle, hvis ord havde artikuleret og reflekteret hverdagserfaringer i DDR frem til det tidspunkt. I den gamle republik var de stadig værdsat og endda litterært fejrede, men i den genforenede stat talte Stefan Heym, Christa Wolf, Heiner Müller og alle de andre ikke længere som de venstreorienterede, de var, men som intellektuelle vandbærere for Stasi-regimet, hvad de ikke havde været. Heller ikke kunne de oppositionelle intellektuelle nede fra rækkerne indtage deres pladser.

Klaus Wolfram, der i 1977 blev fjernet fra sin akademiske stilling og sendt på fabrik, tilhørte sidenhen Neuen Forum’s lederskab. I december 1989 grundlagde han den kritiske avis Die Andere, men mislykkedes i længere perioder med at få den udgivet og måtte til sidst lukke i 1992. Han holdt i 2019 en tale, hvor han skarpt polariserede publikum i østlige og vestlige medlemmer af Berliner Akademie derKünste og beklagede den umeddelbare ”destruktion af deres egen medieoffentlighed … To år efter 1990 var der i det østlige Tyskland ikke en eneste TV-station og nogen aviser med faste abonnenter, der ikke havde en vestlig chefredaktør i toppen. Den almindelige debat, politisk bevidsthed, social hukommelse og selvforståelse, som en befolkning netop havde vundet for sig selv, blev transformeret til umyndiggørelse og belæring.” 16)

Hvad der endnu mangler – og hvad der nu tæller

Hvad der ved første øjekast ikke forekom som meget mere end et delaspekt ved konverteringen til kapitalistiske konkurrencestrukturer rammer i virkeligheden ind i hjertet af en politisk kultur, der fremstod af en nazi-periode med en helt anderledes profil. I denne ”overtagelse” af en ømfindtlig kommunikativ sammenfletning, der selv i bedste fald var tankeløs, fremstod helt klart naiviteten i de formodninger, der styrede forbundsregeringen i den triumferende bekræftelse af sin antikommunisme. Denne naivitet havde sit juridiske udtryk i valget af den forfatningsretlige sti for ”genforening” med (endnu ikke) eksisterende østlige länder via artikel 23 i Grundgesets (grundlov). Denne artikel var oprindeligt tilpasset for Saarlands genindtræden i 1949, hvor adskillelsen kun havde varet i fire år – så man dengang, hvad der hurtigt viste sig, kunne gennemføre en ”naturlig” national forening af de to sider. Årtier senere i forbindelse med genforeningen startede man ud fra samme præmis, der måske forståeligt men vildledende reflekterede en bølge af nationalfølelse – helt bortset fra den kendsgerning, at denne tiltrædelsesmåde fratog borgerne i både øst og vest muligheden for at skabe en fælles tradition ved at forberede en i et snuptag fælles konstitution og dermed udvikle en varig politisk bevidsthed i den valgte sammenlægning.

Det var samtidigheden mellem Kohl’s 12 punkts plan og folkeflertallets vilje i DDR, der med resultatet af valget til Volkskammer (Østtysklands parlament) i marts 1990 gjorde beslutningen om at gennemføre genforeningen hurtigst muligt uigenkaldelig – en beslutning, der også af udenrigspolitiske grunde var logisk. Der Runde Tisch, (et forum for SED-grupper og borgertsbevægelser) med deres initiativer til en anden form for genforening blev således ikke bare skubbet til side af vesten alene.

Imidlertid findes der en omfattende litteratur om de fejltagelser gjort på den rå måde, som de vestlige funktionærer benyttede, da de overtog kontrollen med alle aspekter af livet i DDR. 17) Et symptom på det er, at selv efter tre årtier mangler der stadigvæk østtyske eksperter på økonomi, politik og statsadministration. Men, på den ene eller den anden måde, var med beslutningen om at ”skyde genvej” en ”robust” overgang til at fungere på linje med Vesttysklands sociale systemer ustoppelig. På den måde blev DDR-intellektuelle og dele af borgerretsbevægelsen, der havde ønsket først at styrte det kommunistiske SED-regime med det uklare mål at skabe et andet og ”bedre” DDR 18) simpelthen marginaliserede. Selvfølgelig kunne der have været en højere grad af tilbageholdenhed fra vestlig side, selv i betingelserne for en demokratisk valgt ”Anschluss. Under alle omstændigheder ville befolkningen i DDR have haft mere ud af mere plads til at kunne handle selvstændigt – om ikke andet fordi de på den måde havde haft mulighed for at gøre deres egne fejltagelser. Og frem for alt var der intet tilgængelig offentligt rum for en proces, hvor man kunne komme overens med en dobbelt tyngende fortid.

Men dette er kontrafaktiske refleksioner, der mere angår de tabte muligheder i de seneste få årtier og ikke længere tjener et politisk formål i dag. Og dog tilbyder nutidens usædvanlige situation i et tysk perspektiv en ny mulighed for at nå frem til en dobbelt enhed på det tyske så vel som det europæiske niveau. Nu er der, som vi har set, to komplementære udviklinger i gang i forbundsrepublikken. På den ene side gensidig følsomhed over for og forståelse af historiske forskelle – og dermed ikke af ens egen bidrag til karakteren af politiske holdninger – er vokset i øst og vest. På den anden side og samtidig er den politiske betydning af en konflikt nu klart blevet taget alvorligt og endog accepteret af det politiske establishment.

AfD puster til gløderne i en konflikt, der meget vel kunne opstå ud af de asymmetriske omkostninger, men er nu orkestreret som en spejlreflektion af europæiske integration i et nationalistisk og racistisk sprog. Denne konflikt har sin specielle relevans i vores kontekst, fordi den i dag har antaget en fælles tysk karakter: Den bevæger sig ikke længere langs de historiske skæbners fastlagte geografiske grænser, men i stedet langs partimæssige præferencer. Jo klarere de landsdækkende konturer af denne konflikt tegner sig, jo større vil udsigten til en konfrontation med højreradikal populisme, der nu breder si over hele landet, kunne fremskynde den nu indsete historiske distance til fejltagelserne i genforeningsprocessen – og, hvad mere er, bevidstheden om at yderligere problemer træder i forgrunden, som vi kun kan løse kan løse sammen i både Tyskland og Europa i en verden, der er blevet mere autoritær og ufredelig.

Denne blanding af de politiske kort kan ses som en mulighed for at fuldende den tyske genforeningsproces ved at samle de nationale kræfter til det endelige skridt til at integrere Europa. Uden europæisk samling kan vi ikke overvinde de uforudsigelige økonomiske konsekvenser af pandemien eller højrepopulismen herhjemme og i EU’s andre medlemsstater.

Noter

  1. Luuk van Middelaar, Vom Kontinent zur Union, Berlin 2016, ss 299 ff.
  2. Der er stadig ikke nogen fælles politisk vilje til et virkeligt fælles europæisk perspektiv for den form, tingene skal tage. Når det gælder kritik af det halvhjertede kompromis i Bruxelles, se forslagene fra lederen af Kieler Weltwirtschaftinstitut Gabriel Felbermayr, ”Was die EU für die Bürger leisten sollte”, Freankfurter Allgemeine Zeitung, 7. August 2020.
  3. Ashoka Mody, Eurotragedy: A Drama in Nine Acts, Oxford University Press.
  4. Wolfgang Schäuble, “Aus eigener Stärke”, FAZ, 6. Juli 2020.
  5. Uanset hvilke følelser, der dengang havde været i spil (alt efter alder), kan vesttyskerne tage den nu sædvanlige frase om en ”lykkelig” genforening i deres mund af personlige grunde, fordi det minder dem om et ren og skært lykketræf alt efter fødested og har belyst sammenlignelige livshistorier, som de kan leve ud med den dybe tilfredsstillelse, at deres mindre begunstigede landsmænd og kvinder i det mindste fik chancen for en stabil retfærdighed.
  6. Se den imponerende bog Der Riss: Wie die Radikalisierung im osten unser Zusammenleben zerstört, Berlin 2020, s61, 72ff, 135ff, 145ff, 166ff og 209ff. I den rapporterer journalisten Michael Kraske i detaljer om sådanne tilfælde uden nogen snert af vesttysk arrogance. Han hylder det mod, østtyskerne viste, da de befriede sig selv fra et repressivt regime og den tvang og fornærmelser, de stod overfor fra starten i 1990. Han glemmer heller ikke at pege på, at de højreorienterede kadrers lederskab, der oprindeligt var med til at organisere den indenlandske scene, kom fra vest.
  7. Axel Schildt, ”Antikommunismus von Hitler zu Adenauer“ i Norbert Frei og Dominik Rigoll (Ed.) Der Antikommunismus in seiner Epoche, Göttingen 2017, ss 186-203.
  8. Kraske op cit, s57.
  9. Ulrich Herbert, Geschichte Desutschlands im 20. Jahrhundert, München 2017, s667.
  10. Michael Frey, Vor Achtundsechzig, Göttingen 2020, ss199ff.
  11. Jacob S. Eder, Holocaust-Angst, Göttingen 2020.
  12. Det gælder sandsynligvis ikke i samme omfang for den debat om asylrettigheder, der fulgte i kølvandet på Balkankrigen. I sammenhæng med afbrændingen af asylcentre i samme omfang i vest og øst blev sammenbruddet af illusionen ”Vi er ikke et indvandringsland” stridens genstand.
  13. Set ud fra et normativt retsstatsligt synspunkt er en nylig udgivet undersøgelse interessant for en differentiering mellem de to systemer: Inga Markovits, Deiner zweier Herrn: DDR-Juristen zwischen Recht und Macht, Berlin 2019, Anmeldt af Uwe Weswl i FAZ, 28. juli 2020.
  14. Annette Simon, ”Wut schlägt Scham”, i Blätter, 28. oktober 2019, 2s43ff.
  15. Ibid, s43.
  16. Berliner Zeitung, 6. april 2020.
  17. To vidt forskellige bidrag fra den seneste tid: Norbert Frei, Franka Maubach, Christina Morina og Mark Tändler, Zur rechten Zeit, Berlin 2019; Ilko-Sascha Kowalczuk, Die Übernahme, München 2019.
  18. ”Die Reise hin zu etwas, das wir noch finden wollten“, af Thomas Oberender, Empowement Ost, Stuttgart 2020.