Kritisk Debat

Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, oktober-2019;

 

 

 

 

Udskriv denne side

Om Kritisk Debat

Kritisk Debats grundlag
Af Redaktionen

Offentliggjort: 14. februar 2010
Kritisk Debat er et internetbaseret tidsskrift, som har som vigtigste formål at bringe kritiske artikler og essays, der rækker ud over den nyliberalistisk dominerede debat og orienterer sig mod de mange og forskelligartede bestræbelser for at formulere og opbygge et centrum-venstre alternativ til det kapitalistiske samfundssystem.

Kritisk Debat henvender sig til alle socialister og kritisk indstillede, der ønsker en åben og udogmatisk debat om alternativer til det kapitalistiske samfundssystem og den nyliberalistiske dagsorden, socialformer, samfundsmodel og ikke mindst historieopfattelse.

Kritisk Debat lægger vægt på både teoretiske og mere konkrete og praktisk betonede artikler og essays, der fra alle vinkler kan belyse baggrunden og grundlaget for den aktuelle samfundsudvikling i nationalt og internationalt perspektiv samt bidrage til at føre diskussionen ind i dagens politiske kampfelt og bestræbelserne for at udvikle et demokratisk centrum-venstre alternativ til kapitalismens markedsgørelse af hele samfundslivet.

Kritisk Debat vil hovedsageligt bringe perspektiverende artikler indenfor felterne: samfundspolitik, statsteori og regulering, demokrati, arbejdsmarked, international og national politik og økonomi, herunder EU, kapitalismekritik, centrum-venstredebatten, historie, og socialfilosofi.

Kritisk Debat udgår fra det faktum, at det bliver stedse vanskeligere at føre denne debat i de store meningsdannende medier og det helt uholdbare i, at debatten således henvises til fagtidsskrifter og mindre politisk/teoretiske tidsskrifter med en meget begrænset læserskare.

Kritisk Debat udgår også fra den grundholdning, at skal debatten være reelt kritisk og have nogen værdi for fremtiden, må den frigøre sig fra alle sekteriske tendenser og løftes ind i det offentlige rum og i de miljøer, hvor der på folkeligt niveau faktisk allerede udfolder sig mangfoldige forsøg på at begribe vores tid og overskride kapitalismens og den nyliberalistiske hegemonis forståelseshorisont.

Kritisk Debat redigeres af et lille redaktionsudvalg. En del af bidragene kommer fra et panel af bidragsydere med hver deres speciale eller fra enkeltpersoner og repræsentanter fra centrum-venstre partier, fagbevægelsen og andre bevægelser. Partitilhørsforhold og partihensyn interesserer os ikke, da vi finder den kritiske debat af kapitalismen og alternativet hertil for vigtig til at lade sig bremse af aktuelle og taktiske partiinteresser.

Enhver læser er velkommen til at indsende artikler, essays, kritiske kommentarer mv. Det vil kun medvirke til at gøre Kritisk Debat interessant og nærværende. Det er vores største ønske!

Redaktionen består af følgende personer:

Bent Gravesen
Chefkonsulent, cand.phil.

Jan Helbak [ansvarshavende]
Faglig-politisk konsulent

Klaus Krogsbæk
Konsulent

John Graversgaard
cand.psych.

Niels Frølich
IT-seniorkonsulent

Peer Møller Christensen [webmaster]
cand.mag. PhD.

John Hansen.
cand.mag.

Niels Henrik Nielsen

Poul Petersen
cand.mag i filosofi

Kritisk Debats forfattervejledning
Af Redaktionen

Offentliggjort: 15. februar 2014
Denne vejledning skal hjælpe dig som forfatter – og os – til at få artikler ind, som det er nemt at lægge på vores hjemmeside. Husk, at vi kun publicerer på internettet.

Kritisk Debat har som udgangspunkt tre formater:

Artikler af 8 sider – selvstændige tekster og introduktioner
Artikler på 5 sider – anmeldelser og kortere debatoplæg
Artikler på 3 sider – typisk debatindlæg eller svar
En side forstås her som 2400 slag inklusive mellemrum.

Alle artikler skal forsynes med en manchet på maksimalt 500 slag inklusive mellemrum.

Afvigelser fra disse normer kan kun ske efter aftale med redaktionen.

Teksten skal skrives i et almindeligt anvendt tekstbehandlingssystem – typisk MS Word, Libre Office eller andet tilsvarende. Derudover skal artiklerne respektere følgende regler:

Manuskripter skrives uden orddeling og med løs bagkant.
Eventuelle fremhævninger skal ske med kursiv eller fed. Undlad at anvende understregning, forskellige skrifttyper forskellige farver eller HTML-koder som H1 eller lignende.
Der skal som hovedregel kun anvendes ét overskriftsniveau og overskrifterne skal markeres med fed skrift.
Nyt afsnit markeres med linjeskift. Brug ikke manuelt indryk eller tabulering.
Referencer og noter placeres i slutningen af dokumentet – noter KUN som slutnoter.
Der kan anvendes noter i teksterne.
Figurer og tabeller leveres indsat i artiklen.
Kritisk Debat lægger med hensyn til det anvendte sprog endvidere vægt på at artiklernes indhold er tilgængeligt for den almindelige, politisk interesserede læser.

Hvis du ikke har offentliggjort artikler i Kritisk Debat før – eller hvis der er sket afgørende ændringer i din status – så bedes du samtidig vedlægge en kort forfatterbeskrivelse, som vi kan lægge ind i vores forfatterregister. Beskrivelsen må meget gerne rumme informationer om din beskæftigelse, din uddannelsesbaggrund og dit job – hvis du har et. Endvidere ser vi gerne, at du oplyser en kontaktadresse (en email) samt at du vedlægger et lille billede (omkring 300 x 300 pixels). Men ellers kan du skrive det, du har lyst til.