Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Corona-epidemien: Hvis vi alle er i samme båd, ved vi godt, hvem der skal ro!

Af Niels Frølich, medlem af KritiskDebats redaktion

23. marts 2020

”Den historiske langtidsvirkning af coronakrisen handler ikke om sundhed, men om​​ politik”1.

(Advarsel til læserne: Denne mandagskommentar bliver længere end​​ sædvanligt for KD, men jeg håber, at den vil være tilstrækkeligt interessant til, at I vil bære over med mig).

Mange i min generation husker sikkert coveret fra Pink Floyds ”Dark Side of the Moon”. Det viser Newtons berømte eksperiment, der påviste, at hvidt lys ved hjælp af et prisme kunne opløses i sine spektralfarver. Men er det modsatte også tilfældet, som det vises på det udfoldede cover? Kan det farvede lys atter samles til hvidt?​​ 

 

Jeg kom i tanker om dette cover, da regeringens kolossale og massive,​​ økonomiske støttepakker i den forgangne uge blev rullet ud. En ven havde nemlig ironisk gjort mig opmærksom på, at den rækkefølge i hvilken støttepakkerne blev rullet ud var et nøje spejl af det samfundsmæssige hierarki: Først fik de store og tunge virksomheder, så de lidt lettere, så de små selvstændige, så lønmodtagerne, så freelancere, og til sidst studerende og hjemløse. Og så kom jeg altså i tanke om Pink Floyd.​​ 

 

Hvis vi et øjeblik bruger Pink Floyd-coveret som et billede på samfundet, så repræsenterer det hvide lys ’danskerne’ – et begreb, der er tømt for interesse-og klassemodsætninger, mens spektralfarverne repræsenterer samfundets klasser og interessegrupper. Regeringens og folketingspartiernes kunstgreb går så ud på i corona-epidemiens tid at samle de mange farver til hvidt lys. Indtil videre er det gået godt, der er almindelig enighed om,​​ at regeringen har udvist handlekraft,​​ og at de ekstraordinære foranstaltninger gør nytte. Om indsatsen så er helt rettidig og har det rette fokus, hersker der uenighed om bl.a. fra sundhedsstyrelsens chef, Søren Brostrøm og nogle af landets førende sundhedspersoner – men hvad der virker, finder vi desværre først ud af, når det hele er ovre. En ting står imidlertid fast, at når det drejer sig om eksponentielle processer som corona-epidemien, er der et vendepunkt, som, hvis processen når det, betyder at processen kommer ud af kontrol – det er forskellen på den måde Kina, Sydkorea og Taiwan har håndteret epidemien på til forskel fra f.eks. Italien og Spanien.

 

Men​​ blot fordi landene for en stund er nødt til at sætte alt ind på at få bremset epidemien, betyder det ikke at interesse- og klassemodsætningerne er ophørt at eksistere. Tager vi f.eks. Norge, så prøvede den borgerlige, norske mindretalsregering at tørre omkostningerne ved hjælpen til erhvervslivet af på lønmodtagerne i form af en stærkt forringet støtte. I Norge er det nemlig sådan, at en arbejdsgiver godt kan hjemsende folk, men skal så betale to ugers kompensation. Det ville regeringen nedsætte til to dage. Det blev forhindret ved, at fagforeningerne trådte i karakter og ved at de norske partier, der repræsenterer lønmodtagerne: Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Rødt i Stortinget tvang regeringen til at opgive sit forehavende. Samtidigt har de tre partier krævet, at firmaer, der modtager corona-kompensation, ikke må udbetale udbytte til aktionærerne – her var noget til efterfølgelse for andre europæiske fagforeninger og venstrefløjens partier2.

 

Andre steder i det corona-ramte Europa ulmer det også – lønmodtagere i erhverv, der endnu fungerer, har i Italien og Spanien nedlagt arbejdet i protest mod​​ at​​ ingen eller helt utilstrækkelige værnemidler er til rådighed og for at lukke al ikke-nødvendig produktion3.

 

Hvem skal betale – et godt emne til en 1. maj-tale

Hertil kommer så hele diskussionen om tiden efter epidemien: Hvem skal betale? Skal det gå ligesom under finanskrisen, hvor bankernes private gæld blev tørret af på lønmodtagerne i form af austerity-politikken, der siden da har smadret den offentlige sektor i en række lande – ikke mindst den dyre sundhedssektor - og fået uligheden til at vokse voldsomt, fordi det viste sig, at nok var vi i samme båd, men der var kun en klasse til at ro? ​​ 

 

Netop en vision for tiden efter epidemien, der vil indebære en recession, der med største sandsynlighed vil blive endnu værre end finanskrisen, ville kunne udgøre kernen​​ i en offensiv og fremadskuende 1.maj-tale, og her kan de fire indsatspunkter, som Pelle Dragsted skitserer i en artikel i Altinget4, snildt bruges som udgangspunkt:

Her og nu:

- Krisehjælp her og nu, der sikrer at ingen lønmodtagergrupper eller små selvstændige står uden indtægt

 

Når udbruddet er kommet under kontrol:

- Omfattende grønne stimuluspakker efter krisen er overstået, der skal sætte gang i​​ den grønne omstilling

​​ 

- Redningspakker med modkrav i form af f.eks. stop for udbyttebetalinger og aktietilbagekøbsprogrammer, bonusser, lønstigninger til bestyrelser og ledelser, statsstøtte skal veksles til ejerandele

 

- Oprydning i finanssektoren, f.eks. opsplitning af de store banker, adskillelse mellem almindelig bankvirksomhed og spekulation, kontrol med kapitalstrømme, statsstøtte veksles til ejerandele

 

Naturligvis kræver den ekstraordinære situation ekstraordinære midler, herunder udstrakt​​ fleksibilitet fra lønmodtagerne, men det kan sagtens ske uden, at disse foranstaltninger bliver permanente eller kollektiviteten sættes over styr. Derfor skal lønmodtagerne og fagforeningerne være på vagt i forsvaret for retten til kollektive forhandlinger​​ og rettigheder – under henvisning til krisesituationen og de erklærede eller uerklærede undtagelsestilstande vil både offentlige og private arbejdsgivere med stor sandsynlighed forsøge at pille ved de opnåede rettigheder.​​ 

 

Folke- og klassefællesskabet

Vender vi tilbage til Danmark, hersker endnu folke- og klassefællesskabet. Som Lars Trier Mogensen skriver i lørdagens Information, ”de aktuelle rystelser klemmer … dansk politik sammen inde på midten5”, hvilket som praktisk konsekvens har, at forståelsespapiret mellem S på den en side og RV, SF og EL på den anden side de facto ikke længere eksisterer. ​​ Hvor længe folke- og klassefællesskabet holder ved man​​ ikke, men det​​ undrede, at der ikke fra Enhedslistens Pernille Skipper i løbet af DR P1s to-timersudsendelse6​​ om krisens følgevirkninger, kom forslag til tiden efter krisen - det blev kun til ’vi’ og ’danskerne’. Forklaringen skal formentlig dels søges i den uoverskuelige situation og i at EL​​ ikke i den nuværende situation finder det klogt at skille sig ud fra flokken, men både EL og SF skal huske på som Politiken i en leder skrev, at det ikke er hverken upatriotisk eller illoyalt på trods af den vanskelige situation at være kritisk overfor regeringen7​​ og slet ikke når Pelle Dragsted havde leveret rigtig​​ gode ideer i sin artikel i Altinget. Tværtimod skærper situationen kravene til venstrefløjspartiernes iderigdom, fantasi og ikke mindst agtpågivenhed.

 

Opbakningen omkring regeringens tiltag er helt og aldeles afhængig af, at man formår at opretholde befolkningens tillid til at tiltagene hjælper. Og der har man naturligvis en opsparet kapital at trække på i form af den høje tillid, der traditionelt I Danmark hersker mellem borger og stat. Men den tillid kan hurtigt blive tyndslidt eller helt nedbrudt, hvis det viser sig, at regeringen rent faktisk ikke har magt over situationen eller begynder at foreholde befolkningen eller folketingets partier oplysninger. Her har venstrefløjen og fagforeningerne også en væsentlig rolle at spille som vagthund.

 

EU knager

Selvsagt lægger epidemien voldsomt pres på EU, så meget så hele konstruktionen knager. Hovedbrudlinjen går mellem Berlin-Haag-aksen, der står fast – i hvert fald i skrivende stund – på, at europæiske hjælpepakker ikke må betyde,​​ at landene hæfter for hinandens statsgæld, og så en akse mellem Madrid-Paris-Rom-EU-kommissionen, der kæmper for at sætte de strikse budgetregler ud af kraft eller i hvert fald lempe dem. Lige nu står den praktisk kamp,​​ om man kan bruge midlerne i Europæiske Stabilitetsmekanisme som sikkerhed for såkaldte corona-obligationer, der i givet fald skulle udstedes af den Europæiske Investeringsbank8. Italien er ved at gå under i krisen og den tidligere tyske og franske afvisning af at sælge medicinsk udstyr til et Italien, der forbløder, har vakt en vrede i Italien, der kan hælde yderlige benzin på det EU-skeptiske bål i landet, der heller ingen hjælp fik, da bådflygtningene væltede ind. Også den spanske regering, der ellers har ført en neddæmpet politik i forhold til EU, har i det sidste døgn skærpet tonen og kræver nu konkret hjælp i form af udstedelse af corona-obligationer og oprettelse af en EU-fond til​​ dækning af arbejdsløshedsunderstøttelse9.

 

Både den kinesiske og den russiske regering fisker naturligvis i rørte​​ vande og sender under stor mediebevågenhed flylæs af udstyr og personel foreløbigt til Spanien og Italien. Men også Serbien har bedt om hjælp.

 

Handlekraft og magtforskydning

I situation, som den corona-epidemien har fremkaldt, er der brug for at kunne agere hurtigt og med rettidig omhu. Men en fare, der demokratisk set lurer i den nuværende situation er, at den magtforskydning, der i handlekraftighedens navn er sket fra den lovgivende magt, folketinget, til den udøvende magt, regeringen, med tilhørende apparat, embedsværket, sætter sig fast. På det samfundsmæssige plan betyder den omfattende isolation af individerne fra hinanden også en fare for, at denne forskydning forstærkes og at de demokratiske funktioner svækkes, fordi de demokratiske funktioner i så​​ høj grad afhænger af fysiske møder​​ – deltagelsen i det danske demokratis basisorganisationer som politiske partier og fagforeninger var i forvejen for stærkt nedadgående.

 

Og handlekraften stråler ud af det fantastiske billede, som ledsager Lars Trier Mogensens tidligere omtalte analyse i Information: En Mette F med knold i nakken træder i stramtsiddende tøj (figursyet jakke og stramme sorte bukser) og høje hæle ind i et officielt udseende lokale, mens en alvorligt udsende, men meget lidt iscenesat Jakob Elleman-Jensen holder døren for hende. Fotografen har i Mette Fs fremtoning fanget magtens iscenesættelse minutiøst.

 

Og magtforskydningen er reel: Landet styres i denne tid af en inderkreds omkring Mette Frederiksen, der består af​​ statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen, udviklingschefen Pelle Pape og stabschefen Martin Rossen plus en lille gruppe rådgivere. Dette centrum understøttes af finansministeriets Nationale Operationsstab (NOST) under ledelse af Rigspolitiets chef, Thorkild Foged og med repræsentanter for forsvarskommandoen, udenrigsministeriet, efterretningstjenesterne, beredskabet, og trafik-, bolig- og byggestyrelsen.​​ 

 

I min forrige mandagskommentar skrev jeg om den anden, potentielle fare, der ligger i en udnyttelse af corona-epidemien til at gennemføre tiltag, som dem Naomi Klein beskriver i sin bog ”Chokdoktrinen”. Det er netop det, som den israelske forfatter Yuval Hariri advarer imod i interviewet i Politiken10:

​​ 

”Den overvågningsteknologi, som indføres i forbindelse med coronakrisen, forsvinder ikke af sig selv bagefter. Den her epidemi vil retfærdiggøre biometrisk overvågning. Vi står over for et kæmpe problem i forhold til folks ret til privatliv … Hvis vi ikke passer meget på, kan den nuværende epidemi blive brugt til at retfærdiggøre totalitære samfund”.

 

Hariris advarsel som er affødt​​ af de foranstaltninger som Israels premierminister Netanyahu har gennemført, bl.a. at lade landets interne sikkerhedstjeneste overvåge corona-smittede borgere, ligger lidt på linje med de advarsler, der her i landet er fremsat af bl.a. Lars Trier Mogensen. Og som vi tidligere har set med Danmarks i EU-sammenhæng ulovlige brug af telelogning, er det meget svært at få afskaffet overvågning, når den først er indført. Det ligger indenfor det muliges grænser at personovervågningen skærpes under henvisning til​​ opsporing af smittebærere. Også her er der en agtpågivenhedsopgave for venstrefløjens partier, fagforeningerne og civilsamfundets organisationer.

 

Fra os til jer

Her kommer så et indskud: Vi er på KritiskDebat ikke særligt forvænt med at modtage tilbagemeldinger på det, vi skriver eller bringer. Det er nok en virkelighed mange tidsskrifter, medier og skribenter kan genkende. Og får man endelig tilbagemeldinger på sine frembringelser, så er de oftest negative. Men jeg vil gerne udnytte anledningen til at sige mange tak for de positive tilbagemeldinger, jeg til min glædelige overraskelse har fået på min forrige mandagskommentar om corona-epidemien, ”Et lærred som folks dybeste frygt og fordomme projiceres op på”. Og det fører mig over til næste sektion af denne mandagskommentar: En læser har opfordret KritiskDebat til at give bud på kapitalismens fremtid efter corona-epidemien. Det er som bekendt svært at spå om fremtiden, men heldigvis har jeg gode kræfter til at hjælpe mig, så læseren vil i det næste hovedafsnit se en række citater fra disse kræfter.

 

Toppen af isbjerget

I meget overordnet perspektiv vil udfaldet af krisen afhænge af, hvor længe og hvor omfattende epidemien bliver. Alene det faktum at Kina i dag udgør en væsentlig større del af verdensøkonomien end for blot ti år​​ siden bidrager til dette. En lang række vesteuropæiske og nordamerikanske virksomheders produktion er helt afhængig af, at de værdikæder, der starter i Kina, fungerer uafbrudt. Og lige præcis Wuhan og omegn er et af Kinas industrielle​​ centrer. ​​ 

 

I en artikel på Jacobinmag11, hvori han priser de foranstaltninger, regering og folketing indtil nu har sat i værk, fordi de ved at sikre en indkomst også gør det mere sandsynligt at folk både overholder og kan overholde karantænereglerne, stiller Bue Rübner Hansen spørgsmålet om disse foranstaltninger ”er et tegn på en midlertidig tilbagevenden til en klassisk socialdemokratisk korporativisme eller et skridt henimod et nyt post-neoliberalt paradigme”. Et paradigme, der skal tilpasses en verden med negativ eller ingen vækst og hvori en fordeling af tabene skal være en del. Bue Hansens spørgsmål ligger i tråd med den statskapitalistiske linje, der også går igennem Pelle Dragsteds tidligere omtalte artikel. Derfor: Kan man forestille sig,​​ at en statskapitalisme, der opererer på nogle af de præmisser, som Bue Hansen og Pelle Dragsted opregner,​​ kunne være en vej ud af corona-epidemiens økonomiske nedtur?

 

Den recession, som corona-epidemien udløser, står på skuldrene er en mere dybtgående krise i kapitalismen. De voldsomme pengeudpumpninger i kølvandet på finanskrisen er ikke blevet investeret i realøkonomien, men først og fremmest i den finansielle sektor – noget som det tyske tidsskrift Der Spiegel allerede bemærkede skete med de enorme midler, der under finanskrisen f.eks. blev pumpet i de tyske banker for at holde dem flydende. Resultatet har været en voldsom vækst i aktiekurserne, noget som corona-epidemien til gengæld lynhurtigt har taget livet af med de voldsomste kursfald i årtier.

 

De meget lave renter har til gengæld fristet især de større virksomheder til en voldsom gældsætning. Kombinationen af gældsætning og de voldsomme aktiefald​​ vil med stor sandsynlighed medføre en verdensomspændende bølge af fallitter samtidig med at betalingsstandsningerne vil sætte bankerne under pres, fordi virksomhederne ikke kan betale deres lån tilbage. Man vil med andre ord se en kapitaldestruktion af dimensioner.

 

David Harvey skriver i en artikel på sin blog12, at sandsynlige følgevirkninger af corona-krisen kunne være, at de globale forsyningskæder forkortes eller omlægges, samtidig med at produktionen omlægges til mindre arbejdskraftintensive metoder, dvs. højere automatiseringsgrad - med potentiel massearbejdsløshed til følge - og at den forbrugerisme, der eksploderede efter 2007-8 og fandt sit fornemste udtryk i den voldsomt voksende globale turisme, fuldstændig er ophørt. Dennes eneste redning er, skriver Harvey, ”en statsfinansieret og -inspireret masseforbrugerisme, der skal trylles ud af ingenting. Dette vil f.eks. nødvendiggøre en​​ socialisering af hele den amerikanske økonomi uden at kalde det socialisme”.​​ 

 

En af de ting, jeg hæftede mig ved i Harveys artikel, var hans opfattelse af, at det var Kina der reddede den globale kapitalisme efter finanskrisen i 2008, så en forstyrrelse i​​ Kinas økonomi vil​​ have alvorlige konsekvenser for en global økonomi, der allerede var i en kritisk tilstand. Harvey slutter med denne salut:

 

​​ ”Hvis Kina ikke kan gentage sin rolle fra 2007-8, vil indsatsen for at komme ud af den nuværende,​​ økonomiske krise hvile på USA og her kommer den højeste ironi: Den eneste politik, der vil virke både økonomisk og politisk er langt mere socialistisk end noget, Bernie Sanders kunne foreslå og sådanne redningspakker ville skulle igangsættes under Donald Trump auspicier, antageligt maskeret som Making America Great Again. Alle de republikanere, der så indædt modsatte sig redningsaktionerne i 2008, må nu æde det i sig igen eller trodse Trump.​​ Denne vil, hvis han er klog, annullere [præsident-]valget på grund​​ af en nødretstilstand og proklamere et kejserligt præsidentskab for at redde kapitalen og verden fra uro og revolution.”

 

Menneske og natur

Jeg vil gerne slutte denne mandagskommentar med nogle betragtninger over forholdet mellem natur og menneske. Lad os​​ starte med endnu et citat, hvis indhold jeg fuldt og helt deler, fra Harveys artikel:

 

”Jeg har længe afvist ideen om, at ’naturen’ er udenfor og adskilt fra kulturen, økonomien og dagliglivet. Jeg har et mere dialektisk og relationelt syn på [menneskets]​​ stofskifte med naturen. Kapitalen modificerer de miljømæssige betingelser for sin egen reproduktion, men gør dette i en sammenhæng, hvori optræder utilsigtede konsekvenser (som klimaforandringerne) og på en baggrund af autonome og uafhængige udviklingskræfter, der i al evighed atter og atter omformer de miljømæssige betingelser. Set fra dette standpunkt eksisterer der ikke ægte naturkatastrofer.”

 

Ovenstående citat taget i betragtning kan det så tænkes, at Covid-19s opståen hænger sammen med industrialiseret landbrugsdrift, fødevareproduktionen – især af kødkvæg - og med den konstante urbanisering af større og større områder? Biologen Robert Wallace siger i et interview13, at det kapitalintensive landbrug, agro-business, med sin globale afskovning og overtagelse af smålandbrugernes jorder, betyder, at store landområder strømlines på en sådan måde, at patogener, der tidligere kun levede i lokalområdet overføres til det lokale kvæg og til de mennesker, der lever i området. Her nævner Wallace som eksempler ebola, zika, familien af corona-vira, fugleinfluenzaer og den afrikanske svinefeber. Det er de store agro-businessvirksomheder eller virksomheder, der optræder som leverandører til disse, der står bag tyveriet af jord og ressourcer i mindre udviklede lande og som derfor slipper de tidligere lokale patogener løs.

 

Men hvordan kan det gå til? Hertil siger Wallace, at det at avle husdyr i genetiske monokulturer fjerner deres eventuelle barrierer, der kunne bremse overførslen af sygdomsfrembringere. De store flokstørrelser og det,​​ at disse flokke opholder sig meget tæt på hinanden,​​ letter overførslen. Og den hurtige​​ slagterate giver en stadig strøm af ideelle vækstbetingelser for voldsomt smitsomme patogener. Men da det handler om afkast på kapitalen, er det åbenbart værd risikoen.

 

Det er Rob Wallaces’ opfattelse, at koncentrationen om et såkaldt wet-market i Wuhan​​ er forkert fokus, fordi den er blind overfor den landbrugsdrift, der finder sted i Wuhans bagland og dennes kapitalisering. Indtagelsen af vilde dyr bliver nemlig både i Kina og globalt formaliseret som en økonomisk sektor. Når den industrielle produktion​​ af svin, fjerkræ osv. udvides ind i naturskovene, udøver det et pres på leverandørerne af vildt, der så søger længere ind i skovene for deres fangst og dermed øges snitfladen med nye patogener, herunder Covid-19, og dermed chancerne for overførslen til mennesker.

 

Hvad skal man så stille op? Det korte svar​​ er​​ at nedlægge det kapitalintensive landbrug, fordi det bringer menneskeheden i fare. Vi er derfor nødt til at overgå til driftsformer i landbruget, der er økologiske og som beskytter miljøet og de mennesker, der producerer vores mad. Wallace siger med Harvey: ”… Vi må lukke den kløft i [menneskets] stofskifte [med naturen], der adskiller vores økologi fra vores økonomi.”​​ 

 

Når dette skrives – søndag aften d. 22. marts 2020 – er der gået endnu en corona-dag og jeg som så mange andre tænker: ”Hvad skal det ende med?” for vi ved jo alle sammen, at der i disse dage sker noget, ingen af os nogensinde havde regnet med at skulle kom ud for. Ender det med det apokalyptiske sammenbrud som​​ man får glimt af i Italien og måske også Spanien og vil der af dette sammenbrud opstå et statskapitalistisk samfund hvor marked, kapital og ulighedens vækst er bragt under stram kontrol, men hvor den menneskelige frihed og demokratiet er indsnævret (’mere overvågning = mere frihed’, som ’nogen’ siger) eller kommer vi ud af en forfærdelig tid med et samfund, hvor markedskræfterne endnu engang har fået overtaget og genopstår som en ildevarslende fugl Føniks af asken, nu i en mørkere og farligere udgave eller er kapitalismen blevet så​​ ødelagt, at den ikke kan rejse sig igen, så der plads til at menneskeheden til gengæld kan rejse sig og forsøge at opbygge et menneskevenligt og retfærdigt samfund, der er i stand til tage den helt store udfordring op, klimaforandringerne?​​ 

 

1

​​ Citat fra interview med Yuval Hariri, ”Hvis vi ikke passer meget på, kan den nuværende epidemi blive brugt til at retfærdiggøre totalitære samfund”,​​ Politiken, 22. marts 2020.

 

2

​​ Ellen Engelstad, ”Norway’s Workers Insisted They Shouldn’t Pay for Coronavirus — And They Won”,​​ Jacobinmag, 19. marts 2020.

3

​​ Paola Tamma, ”Coronavirus sparks nationwide strikes in Italy”,​​ Politico, 13. og 15.marts 2020,​​ https://www.politico.eu/article/coronavirus-sparks-nationwide-strikes-in-italy/

4

​​ Pelle Dragsted: ”Sådan skal vi håndtere den kommende økonomiske krise”,​​ Altinget,​​ 21. marts 2020.

5

​​ Lars Trier Mogensen, ”Borgfred skubber Ellemann-Jensen ud i kulissen”,​​ Information, 21. marts 2020.

6

​​ P1 Direkte med Klemens Kjersgaard, ”Coronakrisens globale konsekvenser”, 21. marts 2020, ​​ https://www.dr.dk/radio/p1/clement-pa-p1/clement-pa-p1

7

 ​​​​ ”Politiken mener: Det er ikke upatriotisk at sætte spørgsmålstegn ved regeringens ageren eller være direkte uenig -​​ 

Regeringens kurs er ikke den eneste mulige”,​​ Politiken, 14. marts 2020.

8

​​ Lluís Pellicer, ”Bruselas redobla la presión a Berlín para lanzar un plan que incluia los ‘coronabonos’”,​​ El País, 21. Marts 2020.

9

​​ Jesús Sérvulo González, ”Sánchez pide a la UE un Plan Marshall y eurobonos contra la crisis del virus”,​​ EL País,​​ 23.​​ Marts 2020.

 

10

​​ Interview med Yuval Hariri, ”Hvis vi ikke​​ passer meget på, kan den nuværende epidemi blive brugt til at retfærdiggøre totalitære samfund”,​​ Politiken, 22. marts 2020.

11

​​ Bue Rübner Hansen, ”Social-Democratic Denmark Shows How to Respond to Coronavirus”,​​ Jacobinmag, 18. Marts 2020.

12

​​ David Harvey,​​ ”Anti-Capitalist Politics in the Time of COVID-19”, David Harveys blog, 19.marts 2020

http://davidharvey.org/2020/03/anti-capitalist-politics-in-the-time-of-covid-19/

13

​​ Yaak Pabst, interview med Rob Wallace, “Capitalist agriculture and Covid-19: A deadly combination”,​​ Marx21​​ eller​​ Climate & Capitalism, 11. Marts 2020.​​ 

 


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020