Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Nyt krav til indvandrere: 37 timers bidragsarbejde om ugen

Af Bent Gravesen, medlem af Kritisk Debats redaktion

9. marts 2020

Er Socialdemokratiet og regeringen godt på vej til at overhale de sidste 20-30 års moralsk begrundede arbejdsmarkedspolitik indenom, når det gælder indvandrerne? Det kan man godt frygte med regeringens forslag om 37 timers bidragsarbejde om ugen.

I starten af 1990rne skete der et afgørende ideologisk opbrud i både den danske og den europæiske arbejdsmarkedspolitik. Det er ideologien fra dengang, der går igen i Mattias Tesfaye og Peter Hummelgaards forslag om, at alle arbejdsløse indvandrere fra den nyankomne flygtning til den langtidsledige på kontanthjælp skal have noget, der til forveksling ligner en 37 timers arbejdsuge for overhovedet at gøre sig fortjent til en offentlig ydelse. Man forstår ganske enkelt Mattias Tesfaye og Peter Hummelgaards tanker bedre ved at genopfriske deres snart 30 år gamle inspirationskilder.

Det ideologiske nybrud i arbejdsmarkedspolitikken skete ikke som et radikalt skifte, der ændrede tingene fra den ene dag til den anden. Der var tværtimod tale om en gradvis, men afgørende forandringsproces, der hentede inspiration og energi i et forandret syn på, hvad der var arbejdsmarkedspolitikkens problem og opgave.

Tidligere havde den dominerende opfattelse været, at arbejdsmarkedspolitik først og fremmest handlede om at afhjælpe de problemer, der løbende opstod på arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedsproblemer var der nemlig nok af. Der manglede beskæftigelse til de arbejdsløse. Der var flaskehalse, hvor virksomhederne ikke kunne få arbejdskraft nok med bestemte kvalifikationer. Der var for mange dårlige jobmatch, hvor lønmodtagerne ikke fik det bedste mulige job, og virksomhederne heller ikke fik den bedste m/k til jobbet. Det havde i årtiers været den gængse opfattelse, at arbejdsmarkedspolitikken først og fremmest skulle tage sig af den slags problemer.

Det var denne opfattelse, der gradvist ændrede sig fra starten af 1990rne. Arbejdsmarkedsproblemerne gled i baggrunden. I stedet blev der fremmalet et nyt afgørende problem, som arbejdsmarkedspolitikken skulle koncentrere sig om: de arbejdsløse og deres adfærd på arbejdsmarkedet.

De arbejdsløse og deres adfærd blev fra starten af 1990rne og frem i stigende grad beskrevet som det store, afgørende problem. Arbejdsløse eller bestemte grupper af arbejdsløse blev beskrevet som borgere, der selv mere eller mindre var skyld i, at de gik arbejdsløse. Arbejdsløshed var nærmest et frivilligt tilvalg, som alt for mange valgte i alt for lang tid.

Der var ifølge den nye ideologi meget galt med de arbejdsløses adfærd. Arbejdsløse var dovne og kræsne. Alt for mange vænnede sig alt for hurtigt til en tilværelse på offentlige ydelser. Velfærdsafhængighed blev det kaldt.

Medicinen mod velfærdafhængigheden var ligetil. ’Prisen’ for at være arbejdsløs skulle bare op, og ydelsen sættes ned. At være arbejdsløs skulle kort sagt gøres så lidt attraktiv som muligt for at få de dovne, kræsne og velfærdsafhængige op af sofaen.

Denne tilgang kom i passende indpakning til at præge dansk arbejdsmarkedspolitik op gennem 00rne. Dagpenge eller kontanthjælp var noget, man skulle gøre sig fortjent til. Først og fremmest skulle man bevise, at man var så og så aktivt jobsøgende med de rette jobansøgninger og klik på internettet. Samtidig skulle man deltage i alskens jobsamtaler, aktiveringstilbud osv. Systematiseret mistænksomhed over for de arbejdsløse blev det dominerende mantra for arbejdsmarkedspolitikken.

Hele denne tilgang fik mange navne. Workfare blev en af de mest udbredte og sigende (engelske) betegnelser. Begrebet var en sammentrækning af work (arbejde) og welfare (velfærd). Kernen var, at man som arbejdsløs skulle arbejde for sin velfærdsydelse. Begrebet workfare siger dermed meget præcist, at der var tale om en særlig form for moralsk motiveret krav om, at de arbejdsløse ikke skulle have noget forærende. De skulle gøre sig fortjent til deres ydelse ved at arbejde for ydelsen. Ved at appellere til et sådant moralsk synspunkt fik politikerne også en effektiv politisk medicin mod den dovenskab, kræsenhed og velfærdsafhængighed, der nu var gjort til det altdominerende arbejdsmarkedsproblem.

Her næsten 30 år senere er to yngre socialdemokratiske ministre, udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, på vej med et nyt ’arbejd for dine penge’ tiltag, og tilsyneladende er der tale om et forslag, der ønsker at slå nye rekorder og indtage nyt workfare-land. Det drejer sig som sagt om regeringens endnu ikke fremsatte forslag om at indføre en pligt til at bidrage i 37 timer om ugen for alle indvandrere på integrationsydelse og kontanthjælp.

Der er endnu ikke fremsat et konkret forslag. Regeringen har formodentlig endnu ikke helt afklaret, hvad den vil foreslå. Det er f.eks. ikke helt de samme signaler, der kommer fra henholdsvis beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. Måske overvejer regeringen en version af forslaget for Peter Hummelgaards kontanthjælpsmodtagere og en anden for Mattias Tesfayes flygtninge og familiesammenførte under integrationsloven. Vi ved det ikke.

Forslaget blev oprindeligt præsenteret som en del af Socialdemokratiets samlede udlændingepolitik før folketingsvalget med ordene: ”Vi ønsker, at flere skal bidrage til vores samfund. Derfor vil vi indføre en pligt til at bidrage for indvandrere på kontanthjælp og integrationsydelse svarende til et normalt arbejde i 37 timer om ugen.”

Denne noget upræcise formulering synes at dække over en grundlæggende uklarhed i den socialdemokratiske tænkning. Formuleringen tilstræber tydeligvis at fremstille forslag som et redskab til bedre og øget integration på arbejdsmarkedet. Men det er stadig uklart, om Socialdemokratiet mener, at forslaget vil kunne fremme integrationen på det danske arbejdsmarked. Meget tyder på, at forslaget er tænkt som et redskab til integration i samme forstand som fortidens workfare-forslag. Forslaget skal bidrage til øget beskæftigelse og integration ved at gøre det ekstra surt for indvandrere at være på overførselsindkomst. I så fald er Socialdemokratiets primære sigte slet ikke bedre integration på arbejdsmarkedet, men derimod et moralsk begrundet krav til en særlig gruppe i det danske samfund, indvandrerne, hvor man skal abonnere på workfare-ideologien for at forvente en integrationseffekt af forslaget.

I Socialdemokratiets udlændingepolitiske udspil hedder det f.eks.: ”Den bedste måde at blive integrereret i det danske samfund er ved at have et arbejde. Og det næstbedste er at have en hverdag, som svarer til at gå på arbejde. Derfor vil Socialdemokratiet indføre en pligt til at bidrage i 37 timer om ugen for alle indvandrere på integrationsydelse og kontanthjælp.”

Hvad står der egentlig her? Da der tales om pligt til at bidrage, har Socialdemokratiet nok ikke haft det, man til lejligheden passende kunne kalde Grundlovens arbejdsmarkedsintegrationsparagraf, i tankerne. I ’integrationsparagraffen’,Grundlovens § 75 Stk. 1, står der: ”Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.” Men det synes ikke just at være tilbud om et 37 timers arbejde, som Socialdemokratiet har tænkt på.

Socialdemokratiets forslag synes snarere at lægge sig i forlængelse af, det man her passende kan kalde Grundlovens ydelsesparagraf, nemlig Stk. 2 i § 75, der lyder: ”Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.” Socialdemokratiet foreslår, at arbejdsløse indvandrere skal underkaste sig en lovbestemt forpligtigelse til at ’bidrage i 37 timer om ugen’ for at være berettiget til en offentlig ydelse.

Socialdemokratiet ønsker – eller håber - tydeligvis, at denne ’bidragspligt’ vil bidrage til at fremme integration på arbejdsmarkedet. I hvert fald skriver Socialdemokratiet i sit udspil, at pligten, det ’at have en hverdag, som svarer til at gå på arbejde’, kun er det næstbedste. At pligtbidraget med andre ord vil være et skridt på vejen til det bedste, ’at gå på arbejde’. Men kan man uden videre antage det?

Det er her 1990rnes ideologiske opbrud i synet på de arbejdsløse kommer ind i billedet. Er man abonnent på det billede af arbejdsløse eller bestemte grupper af arbejdsløse, der dengang blev gjort til arbejdsmarkedspolitikkens helt store udfordring, så har man også købt ind på, at en 37 timers ’bidragspligt’ vil forandre de pligtiges adfærd. De flygtninge og andre indvandrere, der ellers ville være blevet alt for forvænte med at leve på en offentlig ydelse, vil ud fra denne tankegang blive voldsomt interesserede i at bytte en arbejdsuge på integrationsydelse eller kontanthjælp ud med en arbejdsuge med løn. Derfor er det socialdemokratiske forslag om 37 timers bidragspligt et uforfalsket ekko af 1990rnes moralske workfare ideologi. Arven fra Claus Hjort Frederiksens tid som beskæftigelsesminister er desværre mere end tydelig.

Indtil videre har Socialdemokratiet klogelig undladt at fremlægge belæg for, at de 37 timer er et egnet redskab til bedre integration på arbejdsmarkedet.

Fagbevægelsen har indtil videre valgt at være usikre på Peter Hummelgaard og Mattias Tesfayes hensigter. Derfor er der endnu ikke kommet klare meldinger fra fagbevægelsen. Fra fagbevægelsens side vil det ellers være oplagt ​​ klart at sige fra over for alle forestillinger om, at 37 timers ’bidragspligt’ automatisk vil bidrage til at få arbejdsløse flygtninge ind på det almindelige arbejdsmarked. Det vil kræve helt andre tiltag – 37 timer eller ej.

Fagbevægelsen har ingen interesse i at bidrage til en moralsk mistænkeliggørelse af arbejdsløse. Det gælder, uanset om det er tale om indvandrere, efterkommere eller danskere, uanset om det er forsikrede ledige eller ledige på kontanthjælp eller integrationsydelse. Fagbevægelsen har en interesse i, at de arbejdsløse er aktivt arbejdssøgende. Men fagbevægelsen har ingen interesse i en masse moralsk begrundede krav om at arbejde for dagpenge, kontanthjælp eller integrationsydelse.

Fagbevægelsen bør snarest muligt udfordre den grundlæggende uklarhed i det socialdemokratiske forslag: Hvad der skal forstås ved at ’bidrage’ ’svarende til et normalt arbejde i 37 timer om ugen’. Forestiller Socialdemokratiet, at indvandrerne ’bidrager’, dvs. arbejder, gratis – måske i halve og hele år - for integrationsydelsen og kontanthjælpen? ​​ 

Socialdemokratiet forestiller sig givetvis ikke, at indvandrernes ’bidrag’ skal være arbejde i formel juridisk forstand. I så fald ville regeringen lægge sig godt og grundigt ud med fagbevægelsen. Det ville være et massivt lovdikteret brud med gældende overenskomster, der jo som bekendt er en kollektiv aftale om, hvilken løn der skal betales for et givent arbejde.

Det kan blive uhyggeligt spændende at se, hvordan den socialdemokratiske regering vil placere sin ’bidragspligt’ ind i den danske arbejdsmarkeds- og aftalemodel. Desværre ser det ud til at blive mere uhyggeligt end decideret spændende. Forhåbentlig bliver fagbevægelsens reaktion et klart, konkret integrationsalternativ til moralsk workfare.

 


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020