Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Økonom på tværs

af Carsten Jensen

 

Bogen ”Økonomi på tværs”i er en hyldest til Jesper Jespersens økonomiske faglighed og realisme. Den er skrevet og udgivet i anledning af hans afgang som aktiv professor i økonomi på RUC i foråret 2019. Desuden kan den læses som en støtte til den centrum-venstrepolitik, som Jespersens offentlige kritik af den neoliberale ideologi også udspringer af.

 

Bogen er skrevet af en række forfattere, der på forskellig vis har haft berøring med Jespersen i hans faglige virke. På den måde vil fx læsere, der har glædet sig over, at han har udfordret de dominerende økonomiske tilgange i Danmark, kunne få uddybet deres kendskab til de tilgange, som Jespersen repræsenterer. Det store antal forfattere, 17, der har bidraget, kunne måske antyde, at det er en diffus bog, men det er faktisk ikke tilfældet. Den hænger meget godt sammen, sikkert primært fordi de enkelte kapitler, skønt de typisk ikke henviser til hinanden, er gensidigt relaterede. Redaktionen må også have gjort et godt stykke arbejde.

 

Bogen bør også fremhæves for ikke at tage udgangspunkt i identitetspolitik, men for at sætte økonomien i centrum på den fede måde, hvor man ikke ser økonomien som afgørende for politik, når alt kommer til alt, men som en slagmark, hvor forskellige retninger strides. Dertil er den velskrevet og for det meste lettilgængelig.

 

Indhold

Den tidligere vismand/formand for Det økonomiske råd Niels Kærsgaard nævner i det indledende kapitel, at Jesper Jespersens har været en, hvis ikke den, ledende figur i indsatsen for at problematisere skiftende regeringers brug af ’finansministeriets regnemodeller’. Kritikken har gået på forskellige temaer: 1) modellernes tekniske indretning, 2) den økonomiske forståelse der ligger bag modellernes indretning, og 3) den politiske brug af modellernes resultater. Hermed er der lagt et spor ud for resten af bogen, der i høj grad handler om politiske spørgsmål med relation til økonomi, men ikke så meget, som man måske skulle tro, om økonomi-interne spørgsmål.

 

Jespersens offentlige indsats i forhold til de offentlige regnemaskiner og den økonomiske politik er et aspekt af hans virke, men det er ikke fra alle vinkler det vigtigste. Bogen har selvfølgelig det nævnte aspekt med, men det er ikke det, der fylder mest. Jespersens arbejde har primært ligget andre steder, der har haft med udvikling af nationaløkonomi som fag at gøre. Det har både handlet om diskussion af den realøkonomiske udvikling, af økonomiens udvikling som vidensområde og om, hvordan man formidler til såvel studerende som offentlighed i bred forstand. Økonomi på tværs afspejler disse områder, skønt den ikke er egentligt opdelt i sektioner, kun i kapitler. Redaktørerne beskriver dog selv bogen som opdelt i fire dele, der groft sagt kan beskrives som en første del , der omhandler makroøkonomiske problemstillinger, herunder Finansministeriets rolle og økonomiske tænkning, velfærdsstaten samt vækst og klima. Formidling af økonomi i offentlighed og som undervisning er emneområdet for anden del. I tredje del behandles videnskabsteoretiske spørgsmål og i fjerde del politiske - især vedrørende neoliberalismen, men også højrepopulismen. Af disse områder fokuseres der her på forholdet til neoliberalismen.

 

Kritikken af den neoliberale økonomi (og dens økonomer)

Bogen er baseret på erkendelsen af, at keynesianismen i den klassiske form som samfundspolitik er udlevet, selvom keynesianisme som økonomisk tilgang lever. Derfor termen ’postkeynesianisme’ som betegnelse for komplekset økonomisk teori og politiske anbefalinger. De tre redaktører bruger forholdsvist meget af indledningens plads på keynesianismens efterfølger, neoliberalismen. Det er tydeligvis denne, der har været med til at styre, hvad de ville med bogen. Deres pointer er organiseret omkring en historie om økonomisk teori og politik i Danmark. Den starter med påstanden om, at keynesianismen helt frem til starten af ”1990’erne var bredt forankret i fagbevægelsen og i Socialdemokratiet, samt på universiteterne og blandt ’vismændene’ i Det Økonomiske Råd”.

 

Set fra redaktørernes synspunkt var Poul Nyrup en slags håndlanger for modstanderne: ”Det var med Poul Nyrup Rasmussen som først formand for Socialdemokratiet og herefter statsminister (1993-2001), at nyliberale styringsteknikker opnående karakter af konsensus i Danmark. Det gjaldt ikke bare privatisering og udlicitering, men også og frem for alt new public management (NPM) som måden at styre effektivisering af den offentlige sektor - en politik der videreførte Schlütter-regeringernes ’modernisering’ og ’genopretning’ (1982-1993)”.ii

 

Forfatterne fortsætter og hævder, at denne accept af neoliberalismen blandt socialdemokraterne var del af en bredere tendens i 1990’erne. I Tyskland havde de Schröders ’Neue Mitte’ og i UK Blairs ’New Labour’. ”På den økonomifaglige front blev tidligere tiders makroøkonomi og finanspolitik nedprioriteret, mens mikroøkonomi og pengepolitik til gengæld blomstrede op. De keynesianske principper om markedsfejl, betoning af lighed og nedsat arbejdstid blev erstattet af modsatte principper om statsfejl, negligering af ulighed og konsekvent fokus på arbejdsudbud som konsekvent vækstdynamo.” (10).

 

Det er i forhold til denne udvikling, at Jesper Jespersens keynesianske faglighed og hans vilje til at holde fast i den mod strømmen af neoliberale økonomer fremhæves. Det er her, han er ’på tværs’ og repræsenterer dem, der politisk er på tværs i denne betydning. Det vil være alt for omfattende at gennemgå i detaljer, hvordan kritikken af neoliberalismen udfoldes i bogen. Derfor vil jeg blot videreformidle en central sammenfatning af, hvad problemet med den slags politik er. Heldigvis har Jespersen selv for nylig, men i en anden sammenhæng, skrevet at ”Siden den neoliberale økonomi vandt indpas i 1980’erne, har antallet af fattige personer, uligheden og miljøbelastningen været støt stigende. Samtidig har væksten i Europa været aftagende.”iii (Jespersen, 2019).

 

Diskussion af bogens tilgang

Altså: i praksis, det vil sige realistisk set til forskel fra idealistisk, betyder nyliberalisme 1) fattigdom, 2) ulighed, 3) miljøbelastning og 4) lavvækst. Det er klart, at med en sådan opkridtning af banen bliver indsatsen mod neoliberalisme et centralt politisk spørgsmål set fra venstre. Økonomi på tværs er derfor også umiddelbart politisk relevant, fordi den fra forskellige faglige vinkler sætter neoliberalismen til debat og problematiserer den som økonomisk praksis, økonomisk teori og ikke mindst som samfundsmæssigt udviklingsprojekt. iv

 

Bogen samler et bredt spektrum af dansk universitets-kritik af neoliberalismen. De fleste af de kritikker af denne, der har vist sig over de sidste 30 40 år, er repræsenteret. Den kritik af neoliberalismen, der kommer til orde, er imidlertid en ’anti-elitekritik’ eller anderledes udtrykt: en kritik af en alliance mellem neoliberale ideologer og neoklassiske ideologer, der kommer fra en mod-elite. Derfor er det også stadig en debat inden for den samfundsfaglige videnselite i Danmark. Der er ikke tale om, at en særlig gruppe, nemlig de neoliberale, skulle være altdominerende og da slet ikke ideologisk set. Selvom der klart hævdes, at der er en overvægt af neoliberale blandt økonomer, viser bogen i sig selv helt tydeligt, at der også er en superkvalificeret opposition til denne overvægt.

 

Et positivistisk blik på forfattergruppen understreger denne påstand: De i alt 17 forfattere har tilsammen 26 akademiske uddannelser. Af dem, der specifikt har angivet deres kandidatuddannelser (14), er 10 økonomer, tre har ’andre’ samfundsfaglige uddannelser (administration, politologi, sociologi), mens én er humanist. Otte oplyser at de er ph.d.er, mens det fremgår af øvrige beskrivelser, at yderligere tre også må være på mindst dette niveau. Altså i praksis 11. En oplyser at være dr.polit. Over halvdelen har altså to eller flere akademiske uddannelser. Der er således tale om, at en mildt sagt overgennemsnitligt højt uddannet arbejdskraft har deltaget i bogens udarbejdelse. Set i forhold til det samlede antal relevante ansatte er det selvfølgelig i sig selv ikke overbevisende, men bogen samler også kun en brøkdel af dem, der arbejder inden for samfundsvidenskabelige paradigmer, der ikke kan kaldes ’neoliberale’ i den ovenstående betydning.

 

Man kunne hævde, at bogen på den måde også indirekte viser, at neoliberalismen er meget langt fra at have hegemoni i Danmark, også selvom den skulle være dominerende på polit-studiet i København, på nogle avisredaktioner og blandt CEPOS’ økonomiske bagmænd. Billedet af, at den økonomiske faglighed er en slagmark, synes at dække bedre, end at den skulle være et instrument i de neoliberales hænder. Midlertidig overmagt, men ikke almagt, må være det realistiske stikord. Set i dette lys, kan man godt være lidt mere optimistisk på pluralismens og alternativernes vegne, end bogen set som et hele giver udtryk for. Paradoksalt nok, er bogen jo selv det bedste udtryk for, at både pluralisme og alternativ tænkning til venstre lever.v

 

Hertil kommer, at neoliberalismen som ideologisk projekt også er udfordret fra højre i dag. Højrepopulismen har siden Murens fald fået stigende opbakning inden for den politiske højrefløj. Neoliberalismen var ledende fra omtrent 1989 til 2010, altså godt 20 år, men i dag er der lande, hvor den pt. har måttet afgive initiativet. Trump og Boris Johnson har taget regeringsmagten fra de neoliberale forgængere. Alene disse eksempler kan række, når vi taler overordnet politik.

 

At der så er modstandslommer i partier, regeringer og nok især i statslige administrationer, der fastholder dele af det neoliberale projekt, også i Danmark, bør ikke overskygge det store billede, der viser at dens status er for nedadgående. Der er en grund til, at der er så udbredt Trumpskepsis, også i Danmark. Nemlig at både det ledende højre og det ledende venstre bliver udfordret af ham og den politiske strømning, han repræsenterer. Så måske kan de neoliberale mønstre flest økonomer i Danmark under deres fane i dag, men det betyder ikke, at de ikke er udfordrede.vi Bogen synes i nogen grad at overvurdere neoliberalismens samfundsmæssige position og styrke. Det kan medføre, at der er muligheder for alternativ politik, der ikke udnyttes, og det vil være en er ærgerlig sideeffekt.

 

 

Afslutning

Det vil ikke være forkert at sige, at bogen er tyk på kritik af neoliberalismen, men også omvendt, at den er lidt tynd på positive vinkler til, hvordan man praktisk kommer videre ude i samfundet. Til det er at sige, at det heller ikke er fra statsansatte forskere, at nye projekter skal komme, men - med en ultimativ kliché – ’fra neden’. Samt ikke mindst, at bogen, hvad angår pædagogisk praksis, er ret godt kørende.

 

Det er et af bogens særkender, at den ikke kun bevæger sig indenfor politiske og økonomiske områder, men også behandler hele spørgsmålet om, hvordan faget økonomi fungerer i samfundet som praksis- og magtfelt. Dette emne ville i sig selv have retfærdiggjort en bogomtale med det dobbelte omfang. Den behandler og spørgsmålet om, hvordan der undervises i økonomi (og samfundsfag i det hele taget), hvilket normalt er et emne, der overses i fagbøger.

 

Helt afslutningsvis må man sige, at Økonomi på tværs er en ualmindelig nyttig bog. Man kunne godt ønske, at nogle af forfatterne skrev mere på den måde, - fx i KD?

 

i

​​ Torben Bech Dyrberg, Allan Dreyer Hansen og Peter Nielsen, red. (2018) Økonomi på tværs. Festskrift til Jesper Jespersen. Frederiksberg, Frydenlund.

ii

​​ Man bør dog huske, at forarbejdet til dette blev gjort med perspektivplanerne i 1970’erne og især af Anker Jørgensens socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen, der utrætteligt mindede om overforbruget i såvel det private som det offentlige Danmark. Det var ham, der allerede i 1979 sagde, at Danmark var som et tog, hvor passagererne styrede direkte mod den økonomiske afgrund – men ganske vist på første klasse!

iii

​​ Jesper Jespersen (2018) ’Den neoliberale ideologis triumf er, at selvransagelsen udebliver’. Information, 30.4.

iv

​​ Det skal dog understreges, at den fraværende hovedperson Jesper Jespersen vist sondrer mere bastant mellem ’neoliberal ideologi’ og ’neoklassisk økonomi’ end de fleste af bogens forfattere. Givet sprogbrugen i selve bogens indledning, synes det dog retfærdiggjort, at ordet ’neoliberalisme’ i denne sammenhæng bruges som fællesbetegnelse for de to strømninger.

v

​​ En senere artikel vil drøfte dette mere indgående.

vi

​​ A pro pos bogens gennemgående ros til Jespersen for hans realistiske tilgang til tingene: ved vi, hvor mange aktive økonomer, der i dag i Danmark reelt støtter neoliberalisterne, og hvor mange, der støtter alternativer, herunder keynesianere og postkeynesianere? Spørgsmålet er ikke retorisk ment, men udspringer af, at man kan få en fornemmelse af nogle af tilgangene i bogen, at økonomifaget er gennemført skurkagtigt. Hvilket ikke helt svarer til en intuitiv oplevelse set ude fra.

4


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020