Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

På tide at redde dagpengesystemet

 

Af Peter Raben, næstformand i HK-stat4

 

Dagpengesystemet er i årtier blevet udsultet og det klinger hult, når politikerne ikke vil rette op på et stærkt forringet dagpengesystem, som ikke giver den sikkerhed, der ellers skulle indgå i den så højt besungne flexicurity, der er et vigtigt element i den danske model. Dette på trods af, at statens udgifter til dagpenge er faldet med omkring 15 mia. kr. de seneste 25 år.

 

Arbejdsløsheden har bidt sig fast med omkring 100.000 registrerede ledige i Danmark samtidigt med en rekordhøj beskæftigelse. I december 2019 var ledigheden steget med 200 fuldtidspersoner sammenlignet med december 2018, så der var 104.300 bruttoledige svarende til 3,7% af arbejdsstyrken. Beskæftigelsen er ellers steget markant gennem de senere år.

 

Siden 2013 er der blevet skabt en kvart million flere lønmodtagerjob; men en betydelig del af de nye jobs er deltidsstillinger besat af unge ufaglærte og kvinder. Ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har der relativ set været størst fremgang af job på mindre end 20 timer. Mens det samlede antal af job er steget med 7,6% fra 2013 til 2018, er antallet af deltidsjob på under 20 timer steget knap 16%, når studerende og fleksjobbere tælles med – og uden dem 13%.

 

85% af den udvidede arbejdsstyrke, hvoraf stadig flere er på deltid, skyldes nye på arbejdsmarkedet, mens kun 15% er kommet fra køen af registrerede ledige. Erfaringer fra mange a-kasser viser, at hvis ledige ikke inden for det første halve års ledighed er kommet i job, bliver det langt sværere at finde beskæftigelse. Og så er udsigterne dystre. For dagpengene er kraftigt udhulet og dagpengeperioden kortet ned.

 

Så betyder ledighed ikke blot tab af job og arbejdsfællesskab, men bliver også en alvorlig økonomisk udfordring. Ganske vist har næsten hver tiende dansker tegnet en privat lønforsikring, ligesom flere fagforbund har obligatoriske, kollektive lønforsikringer – hovedparten af medlemmerne i HK og formodentlig snart alle er omfattet af en kollektiv forsikring. Lønforsikringerne dækker op til 80% af løntabet, dog typisk kun i de første 6 måneders ledighed og enkelte lidt mere. Derefter er der alene dagpenge tilbage, og hovedparten af lønmodtagerne har ikke en lønforsikring.

 

Dagpengene dækker dog langt fra den mistede lønindtægt, da de over en årrække er blevet udhulet. Dagpengene er ganske vist i år steget med 217 kr. om måneden til 19.083 kr. før skat. Men de skulle være steget med 358 kr. om måneden ifølge beregninger fra 3F. Som fuldtidsledig i hele 2020 vil man samlet miste 1700 kr. i 2020, og frem til 2023 vil den manglende regulering være på ca. 7.000 kr.

Udhulingen af dagpengeniveauet er sket over 25 år. Kompensationsgraden ved ledighed målt som rådighedsbeløb er ifølge FH faldet fra 71% i midten af 1990´erne til 62% i dag og skønnet 58% i 2023. Der er dog stor forskel mellem faggrupperne. Tabet er større for nogle end for andre. Mens en gennemsnitlig arbejder mister 1/3 af sit rådighedsbeløb, mister en funktionær gennemsnitligt halvdelen af rådighedsbeløbet.  ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

 ​​​​ 

En meget anstrengt økonomi bliver derfor følgen af arbejdsløshed, hvis afslag på afslag følger selv den mest intense jobsøgning. Det mærker ikke mindst ledige seniorer, der har meget sværere ved at finde nyt job end de lidt yngre. Mens knap 6 ud af 10 ledige mellem 40 og 49 år er i beskæftigelse igen efter et år, er det ikke en gang 4 ud af 10 ledige over 60 år. Det viser en undersøgelse lavet af Epinion for FH, ifølge hvilken også 82% af seniorerne finder det svært at finde job. På trods af at seniorer er flittige i jobsøgningen. 72% søger i gennemsnit 8 job om måneden.

 

Andre undersøgelser peger i samme retning. Tal fra Jobindsatsen viser, at kun hver tredje i aldersgruppen 60-64 år har fundet nyt job efter 12 måneder. Og allerede fra 50 års-alderen og op falder andelen af ledige, der er i beskæftigelse igen efter et år. Som det lød i en sang af Niels Skousen fra de arbejdsløshedsprægede 1980´ere: vi vil hellere have en lidt yngre mand! Samme sang lyder fortsat – blot med nyt omkvæd: vi er et ungt team!

 

Selv som ung skal man heller ikke være for sikker på at få job. En del unge døjer med at finde læreplads. Ikke så sært. For på trods af virksomhedernes råb om kommende mangel på faglært arbejdskraft, falder antallet af lærepladser. Antallet af nye uddannelsesaftaler om lærepladser faldt med ca. 1200 i de 12 måneder op til november 2019. Også i den offentlige sektor kniber det. Antallet af kontorelever i kommunerne er de seneste år faldet med omkring 200, og nyuddannede kontorelever ansættes i stigende grad ikke i kommunerne efter uddannelse. I staten er antallet af lærepladser dog ret stabilt, da alle statslige arbejdspladser har været pålagt at tage et vist antal elever, som dog ikke er sikret ansættelse efter læretiden, og mange statslige arbejdspladser er fortsat omfattet af omprioriteringsbidragets årlige 2% besparelse. ​​ 

 

Også nyuddannede med længerevarende uddannelser kan have svært ved at finde job efter den sidste eksamen, især en del akademikere. Nogle søger så HK-jobs og fortrænger dermed HK´ere, mens andre må prøve at klare sig igennem med måske op til flere løse, såkaldt prekære jobs. Ligesom vi har oplevet tidligere, risikerer en del unge aldrig at få rigtigt fodfæste på arbejdsmarkedet i fast, ordinært job, men må i årevis hutle sig igennem med en meget anstrengt økonomi og stor utryghed.

 

For de ældre kan længerevarende ledighed betyde, at de ryger ud af arbejdsmarkedet før tid og havner i et stort sort hul, hvor de efter 2 år på dagpenge hverken kan få kontanthjælp eller pension. I løbet af de sidste to år er over 1000 ledige HK-medlemmer faldet ud af dagpengesystemet. Ca. hver tiende over 60 år, der ikke er i job og ikke endnu har nået folkepensionsalderen, er ligeledes uden nogen form for offentlig ydelse og såkaldt selvforsøgende, mens hovedparten af denne aldersgruppe er på efterløn. Men færre vil med tiden være på efterløn, der er under udfasning og stærkt udhulet af også mange former for modregning.

 

Hverken seniorpension eller en eller anden form for kommende tidlig tilbagetrækningsordning vil i sig selv løse denne problemstilling, hvor en del gerne vil arbejde, men er uønskede af arbejdsgiverne. For mange af disse mennesker i et sådant økonomisk ingenmandsland lurer en økonomisk og social deroute, hvilket stemmer meget dårligt med regeringens motto om at sætte velfærd først. Samtidig mister dagpengesystemet legitimitet: hvorfor betale til noget, der giver så lidt i så kort tid?

 

Derfor har HK, 3F, FOA og FH forsøgt at råbe regeringen op om dagpengeudhulingen, men ikke mødt megen lydhørhed. Også Enhedslisten har med tilslutning fra SF, Alternativet, De Radikale og Dansk Folkeparti i Folketinget forsøgt at skubbe regeringen til at gøre noget ved de forringede dagpenge, men uden held. Med en del uld i mund har svaret været, at der er andre og højere prioriterede store udgiftsposter, nemlig minimumsnormeringer, tidligere tilbagetrækning og klimahandlingsplaner. Regeringen har ellers understreget, at klimatiltag ikke må øge den sociale ulighed formodentlig belært af de gule vestes oprør i Frankrig. ​​ 

 

Derfor klinger det hult, når politikerne ikke vil rette op på et stærkt forringet dagpengesystem, som ikke giver den sikkerhed, der ellers skulle indgå i den så højt besungne flexicurity, der er et vigtigt element i den danske model. Så økonomisk uoverstigeligt er det heller ikke med en genopretning. Statens udgifter til dagpenge er på grund af stramninger af dagpengereglerne og højere a-kassekontingent tre gange mindre i dag end i 1995 – et fald på 15 milliarder kr. A-kassemedlemmerne betaler over 30% mere og finansierer i dag selv en stor del af dagpengesystemet.

 

For statsfinanserne har det faktisk ganske godt for tiden. Noget uventet kommer der langt flere penge ind i statskassen for tredje år i træk fra skatter og afgifter end skønnet ved vedtagelsen af finanslovene. Fra en gæld på 150 milliarder kr. er der ifølge Danmarks Statistik nu en opsparing over 85 milliarder. En betydelig del af de flere penge kommer fra pensionsafkastskatten (PAL-skat), der har givet langt mere end forventet, men også kan variere en del fra år til år og derfor ikke er en sikker permanent stor indtægtskilde. Derfor bør en betydelig del af disse ekstra midler i statskassen bruges til investeringer i anlæg og infrastruktur, men bør også kunne bruges til at skabe rum for forbedringer på velfærdsområdet, herunder dagpengesystemet, indtil andre kilder til øget finansiering af offentlig drift og velfærd bringes til veje.

 

For der kan findes penge ved bl.a. at tilbagerulle de lettelser af topskatten, der betyder, at statskassen hvert år ifølge AE er gået glip af 35 milliarder kr. Ligeledes vil en forstærket kontrolindsats fra skattemyndighederne kunne bringe næsten 15 mia. kr. mere i kassen årligt, ligesom flere medarbejdere og nye, bedre it-systemer vil kunne inddrive både en del af de mange milliarder kr. ophobet gæld til det offentlige og sikre en mere effektiv inddrivelse af gæld i fremtiden.

 

Pengene til en genopretning af det beskårne dagpengesystem kan altså findes og bør findes. Hvis jobmarkedet ikke står til rådighed for alle og dermed ikke lever op til den grundlovssikrede ret til et arbejde, må politikerne træde til og sikre den tryghed, der skal til for at bevare velfærd for alle. Det er alene et spørgsmål om politisk vilje.


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020