Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Il Ducetto. Matteo Salvini og højrepopulismen i Italien

af Gert Sørensen

Her i slutningen af januar fik man overstået lokalvalgene i regionerne Calabrien og Emilia Romagna. Den syditalienske region kunne ikke helt mobilisere den store opmærksomhed. For mange er det lidt ligegyldigt, om det er den ene eller den anden ​​ fløj, der vinder. Kynisk betragtet er det alligevel den calabresiske ’ndrangheta, den mest aggressive af de italienske mafiaer, der bestemmer. Størst spænding var der derfor om udfaldet i Emilia-Romagna.

Den mellemitalienske region med mønsterbyen Bologna som hovedstad er en af Italiens rigeste, rig på mere positive italienske mærkevarer som parmaskinken, parmasanosten, luksusbiler som Ferrari og Lamborghini og meget andet godt inden for pædagogik og biotech. Politisk har Emilia-Romagna siden Anden Verdenskrig været styret af venstrefløjen og blev da også kaldt det røde bælte sammen med regionerne Toscana og Umbrien. Frem til Murens Fald sad PCI, Det Italienske Kommunistparti, solidt på magten. Siden har Partito Democratico taget over med dets rødder tilbage i det gamle PCI og den mere reformvenlige fløj i det nu også for længst hedengangne Democrazia Cristiana.

PD’s siddende regionspræsident Stefano Bonaccini søgte genvalg og vandt. Det frygtede scenarie udeblev. Højrefløjen med Salvinis Lega i spidsen opstillede Lucia Borgonzoni, der dog kom til at stå helt i skyggen af Salvini og dennes bestræbelser på at gøre valgkampen til et nationalt anliggende. Kalkulen var den, at faldt venstrefløjens bastion – ligesom Umbrien var faldet sidste år - ville det have fået konsekenser for en i forvejen noget vaklende regering Conte og have fremprovokeret et nyt parlamentsvalg. Salvini havde ellers selv fra sommeren 2018, efter valget i marts det år, siddet i den første regering Conte sammen med Movimento 5 Stelle (M5S, den såkaldte Femstjernebevægelse) med status både af viceministerpræsident og indenrigsminister. Han trak imidlertid stikket hen over sommeren 2019 i forventning om, at det ville udløse et valg og i overensstemmelse med de meget fordelagtige meningsmålinger give ham en sikker sejr. Kortene blev dog overspillet, da der blev stablet et alternativt parlamentarisk flertal på benene, nu bestående af PD og M5S og under Conte II. Det parlamentariske demokrati var endnu ikke helt suspenderet.

Salvini blev sendt i opposition og måtte udsætte sin forventede valgsejr. Det forklarer, at han, som den populistiske agitator han er, siden har benyttet enhver given lejlighed til at piske en folkestemning op imod det politiske establishment og ikke mindst håndteringen af det evige indvandrerspørgsmål. Det gav sig udslag i nogle stærkt foruroligende initiativer under den seneste valgkamp i Emilia-Romagna. Lad os derfor se på et konkret eksempel fra det virkelige liv, der i en enkelt gestus opsamler en ny politisk mentalitet og ikke holder sig tilbage fra at indoptage bagtalelse og sykophanti som et ledemotiv i den direkte aktion.

 

I en forstad til Bologna havde nogle af Salvinis tilhængere hvisket ham i øret, at der boede en pusher i en af boligblokkene. Under stor mediebevågenhed, således at hele optrinnet kunne dokumenteres på de sociale medier, ringede Salvini på dørtelefonen. Det viste sig at være en tunesisk familie, der angiveligt ikke havde noget med sagen at gøre. Men havde der været noget at komme efter, er det i en retsstat næppe et anliggende for en parlamentariker som Salvini også at være efterforsker og dommer. Parlamentet i Tunis protesterede øjeblikkeligt over for Italien. Mange sendte da også en tanke til nazismen, når der dengang blev sat skilte op om, at her boede der en jøde, eller tæskeholdene bankede deres udråbte fjender ned. Salvini selv fandt ikke anledning til at undskylde. Men da hans kandidat også tabte valget i den forstad, hvor denne episode fandt sted, måtte Salvini igen sande, at han endnu engang havde fejlvurderet situationen. Men hvor længe?

 

Hvem er så Matteo Salvini? Han blev født i 1973 i Milano og meldte sig ind i Lega Nord i 1990. Han har således været med fra partiets grundlæggelse og nydt godt af stifteren Umberto Bossis bevågenhed. Det banede vejen for en karriere som journalist på partiets medier og som kommunalpolitiker i Milano. Senere fulgte valget til Europa-Parlamentet og poster i det italienske parlament, senest som senator og minister. Oprindelig fulgte Salvini partilinjen med krav om større selvstændighed til Norditalien ud fra nogle tvivlsomme tanker om et etnisk funderet Padania. Indstillingen til Europa var overvejende positiv, fordi det repræsenterede et korrektiv til Rom, hovedstaden, der nedsættende blev omtalt som Roma Ladrona (det tyvagtige Rom) og identificeret med alle nationalstatens dårligdomme. Salvini gik så vidt som til at glæde sig, når det italienske fodboldlandhold tabte, fordi nogen havde formastet sig til at se landholdet som et bevis på sammenhængskraften i samfundet. Syditalienerne blev mødt med fordomme, der ikke var uden racistiske og fremmedfjendske undertoner. Salvini skal selv have været med i en aktion ved det store fodboldstadion i Milano, San Siro, da favoritholdet Milan spillede mod Napoli. Ved den lejlighed blev der uddelt affaldsposer til de napoletanske fans for at minde dem om, at i Milano havde man så sandelig for længst løst problemet.  ​​​​ 

 

Med Berlusconi og Forza Italia’s valgsejr i 1994 blev Ligaen en fast om end ikke altid lige pålidelig partner i mediemogulens fire regeringer frem til 2011, da finanskrisen dramatiske følger satte en foreløbig stopper for denne første fase af den italienske populisme. Berlusconi blev yderligere svækket, efter at han havde fået en dom for skattesvig i 2013. Året før, i 2012, kom også Lega Nord i vanskeligheder, da partiet blev taget i misbrug af offentlige midler. Skandalen ramte direkte kredsen omkring Bossi, der efterfølgende måtte trække sig som partileder. I stedet udpegede man i 2013 Salvini til ny leder, og det var også fra dette tidspunkt, at der skete en mærkbar ændring i partiets profil og territoriale forankring. Centrum-højre fløjen stod over for en intern omorganisering. Det gjaldt ledergruppens sammensætning og strategi. Der var også behov for et generationsskifte. Dertil kom, at de nye og mere højredrejede strømninger i Europa (Le Pen i Frankrig, Putin i Rusland og Orbán i Ungarn) også krævede ændringer i den politiske og kulturelle orientering. Salvini var mand for denne forvandling af et regionalt Lega Nord til Lega, en nationalt dækkende Liga med ambitioner om også at få fodfæste i Syditalien.

 

Det var ikke fordi, der ikke allerede var et grundsæt af stereotyper og handlingsmønstre, som kunne mobiliseres med dette mål for øje. Da finanskrisen begyndte at gøre sin virkning og for alvor udstillede krisen i globaliseringens og randkrigenes deregulerede flow af kapital, arbejdskraft og flygtninge, kan man iagttage en forskydning i Salvinis retorik. Svigtende investeringer og tab af arbejdspladser fik ham til tidligt at rette blikket mod de mange indvandrede, der angiveligt tog arbejdspladser ikke så meget fra norditalienerne, men fra italienerne generelt, der nu var truet og derfor måtte frem i første række. Det senere udfoldede udtryk ‘italienerne først’ (it. prima gli italiani) lå her i kim. Det afgørende ryk lå i, at det ikke længere var syditalienerne, der var fjenderne. Det fik man et vidnesbyrd om, da centrum-venstre regeringen under Enrico Letta fra PD, der i 2013 afløste Mario Montis ‘tekniske’ regering, udpegede Cecelie Kyenge til integrationsminister. Kyenge var italiensk statsborger med en kongolesisk baggrund. Hånen fra Ligaens side nåede bunden, da en fremtrædende repræsentant for partiet, Roberto Calderoli, ikke holdt sig tilbage fra at sammenligne den kvindelige minister med en orangutang. Udtalelser som disse, der ikke er fremmede for Salvini selv, har en klar parallel, når der ved de store fodboldkampe kan høres racistiske tilråb mod de mange farvede spillere på topholdene.

 

Da EU-Kommissionens ansvarlige for de indre anliggender, svenske Cecilie Malmström, bakkede op om Cecilie Kyenge, blev det blot en anledning til at rette den hånske tale mod EU. Det er måske også et meget godt eksempel på, at det ene fjendebillede hurtigt tager det andet med sig: de fremmede, centrum-venstre, EU, eliten, kasten, der formodes at forråde det sande folks interesser. Den følelsesmæssige acceleration bliver overhovedet et bærende træk ved den populistiske agitation, der nemt omgår den ellers åbenlyse modsigelse mellem at stemple syditalienerne det ene øjeblik for så det næste at glemme denne fortid og i stedet genopfinde sig som italienernes parti og foreløbigt med held til at banke sig op til at blive Italiens største parti ved valget til Europa-parlamentet i maj 2019. Her fik partiet over 30% og fortsætter med i meningsmålingerne at kunne mønstre en tredjedel af stemmerne.

 

Som indenrigsminister i den første regering Conte brugte Salvini ministerstolen ikke så meget til at regere, men til at føre valgkamp via sin twitter-konto, der gav ham direkte adgang til at kommunikere med kernevælgerne. For at vise sin handlekraft fik han en lov igennem, der udvidede private personers ret til at bruge skydevåben over for dem, der uretmæssigt betrådte eller ville stjæle deres ejendom. Salvini lod sig da også fotografere med en riffel i hånden som en slet skjult appel til hans second amendment people. Der blev også lagt hindringer i vejen for, at de mange skibbrudne flygtninge og immigranter. Der kom aldrig en rationel og gennemtænkt plan for, hvordan Italien skulle løse det vitterligt store problem med de hundreder af tusinder, der opholder sig illegalt i landet. Salvini mødte aldrig op til møderne i EU-regi om dette presserende emne. I stedet rundsendte Salvini selfies af sig selv og sine tilhængere fra de mange vælgermøder. Salvini er nok en karismatisk leder i et persondrevet parti som Lega (i dag endda omdøbt til Lega Salvini per presidente), men han fremstår ikke som en egentlig avantgardefigur, som tidligere tiders store ideologiske fortællinger definerede en visionær leder. Snarere foretrækker han at spejle sig i sine tilhængere, være ét med dem og deres verden af krænkelser, af vrede. Hverdagens småfortrædeligheder triumferer, og hverdagsfornuftens fordomme og almindelige resistens over for ‘fremmede’ argumenter tager over, mens de rationelle politiske valg fortoner sig. Salvini lader sig gerne fotografere halvnøgen til de kulørte ugeblade. Skellet mellem privat og offentligt er brudt ned. Så ser vi ham spise Nutella på de sociale medier, indtil det går op for ham, at nødderne, der indgår i produktet, er tyrkiske.

 

Hurtigheden, hvormed Salvini var i stand til at udskifte sin foretrukne medieplatform, gav ham på mange måder et kommunikativt forspring. Tidligt i karrieren var det avisen La Padania og Radio Padana, der vel kan sammenlignes med de ekstremt højredrejede stationer, vi kender fra USA. Hvad der for alvor skulle flytte Salvini fra mediernes undergrundsverden og ind i centrum af den politiske meningsdannelse og dermed af det politiske system, var og er fortsat det internetbaserede ‘tæskehold’, La Bestia, der tilrettelægger Salvinis direkte kommunikative forbindelseslinjer til tilhængere uden om det traditionelle mediesystem. Gruppen af unge IT-eksperter ledes af Luca Morisi, der må være det nærmeste Salvini kommer på Boris Johnsons Dominic Cummings og Trumps Steve Bannon.

 

Det vil næppe være helt forfejlet og hævde, at der med en politiker-skikkelse som Salvini og med den medvind, han indtil videre nyder godt af, åbnes et postdemokratisk perspektiv, væk fra den forfatningsorden, som Italien formelt fik på plads i 1948 efter fascismens nederlag. Salvinis handlinger har flere gange bragt ham ikke bare på kanten men også ud over gældende ret. Det har ført til en række sager ved domstolene mod Lega, bl. a. for ikke at kunne gøre rede for et beløb på 49 mill. euro, som partiet har modtaget fra staten. Det lignede til forveksling en gentagelse af den tidligere sag mod partistifteren Bossi.

 

Som indenrigsminister blokerede Salvini, som nævnt, en række skibe, der dermed ikke kunne landsætte dem, der var samlet op på Middelhavet. Flere af disse skibe var fra den italienske kystvagt, de pågældende befandt sig altså principielt på italiensk jord. Det fik anklagemyndigheden i Catania (Sicilien) til at fremsætte et ønske om at rejse sag mod Salvini for uretmæssig tilbageholdelse af personer. Det krævede dog et flertal i parlamentet. Regeringen Conte, som Salvini var indenrigsminister i, kunne imidlertid mønstre et flertal, der afviste anklagemyndigheden krav – i denne omgang. Men med det ændrede regeringsflertal under den anden regering Conte, der sendte Salvini i opposition, er der nu udsigt til, at han får et flertal imod sig, således at retsstatens dømmende magt kan følge op på sagen og afgøre spørgsmålet om lovligheden i, hvad Salvini har foretaget sig på dette specifikke punkt.

 

Kort før Salvini trak sig ud af den første regering Conte i sommeren 2019, holdt Salvini – det var blevet hans politiske signatur - en række valgmøder ved feriestederne langs kysterne. Under et af disse gik han i tillid til de galopperende galluptal så vidt som til af folket at kræve ‘ubegrænset magt’, der i tilfælde af en forventelig valgsejr kunne gøre ham helt fri af alle parlamentarismens mange modvægte. Det var en terminologi, der ikke findes i forfatningen, og anviste da også en anden vej for demokratiets fremtid. Det er i den forbindelse næppe heller tilfældigt, at Salvini ruller hele den verdslige forfatningskultur tilbage og har indført madonnadyrkelse, rosenkrans og padre Pio i sin retorik, der igen kan forklare hans orientering mod den katolske højrefløj og hans forkærlighed for ledertyper som Putin. Der ligger også her en forklaring på de ikke helt vandtætte skotter til de egentlig nyfascistiske grupper som Casa Pound (opkaldte efter den profascistiske amerikanske forfatter Ezra Pound) og Forza Nuova, der aldrig bliver bortvist, når de dukker op på Salvinis folkemøder. Det vakte også opsigt, da Salvini valgte at holde en af sine møder i byen Forlì og tale fra en balkon ud mod torvet, som også Mussolini, il Duce, havde brugt i sin tid.

 

Der tegner sig her to forskellige opfattelser af, hvad et demokrati er. Salvini og ligesindede reducerer demokrati til blot at være et spørgsmål om at have et flertal bag sig, der nærmest giver carte blanche til at gøre hvad som helst. Frifindelsen af Trump peger i samme retning af et illiberalt demokrati, hvori Fyrsten er hævet over lov og ret. Den anden opfattelse fastholder flertalsprincippet men føjer til, at det skal forvaltes inden for de modbalancer, som en forfatning definerer. Det er dette mere socialliberale demokrati, der i disse år er under et stærk pres fra demagoger som Matteo Salvini. Om han og andre med ham også vil være i stand til helt at tømme det demokratiske indhold i de italienske og europæiske institutioner, må tiden vise. Imidlertid går tiden jo ikke bare; den er en eksistentiel dimension, hvori der skal træffes nogle valg, der i dag definerer den egentlige politiske og kulturelle kamp, og hvori historien skabes.

 

Se også Il Ducetto della Padania. Sparate e vaccate del capo leghista Matteo Salvini, politicante all’italiana (redigeret af Giovanni Castiglioni, med forord af Michele De Lucia og et interview med Giorgio Galli), Milano: Kaos Edizioni, 2019.

 

 ​​ ​​​​ 


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020