Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Hvorhen, Spanien?

 

Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Debats redaktion.

 

Så lykkedes det langt om længe at få dannet den første spanske koalitionsregering regering siden den anden republik gik under ved Francos sejr i den spanske borgerkrig 1939. Om bukserne så i længden kan holde er en anden sag, for den nye regering har arvet spanske regeringers evindelige møllesten: Økonomien og det catalonske spørgsmål og i tilgift de stadig alvorlige efterdønninger af finanskrisen. Samtidig skal regeringen afprøve om koalitionen, der jo faktisk består af et parti, PSOE plus en koalition i koalitionen, Podemos og Izquierda Unida, er i stand til dels at holde sammen og dels opvise resultater i et parlament, hvor koalitionsregeringens mandater er i mindretal og afhængig af opbakning fra baskiske og catalonske nationalister og konstant under pres fra en aggressiv højrefløj.

 

D.7.januar kom som noget hidtil uset efter Francos død i 1975 den første spanske koalitionsregering efter den fascistiske sejr i borgerkrigen 1936-39 til verden bestående af det spanske socialdemokrati, PSOE og venstrefløjsvalgsamarbejdet Unidas Podemos (UP) mellem Podemos og Izquierda Unida (IU). Fødslen var hård – forud var gået fire valg på fire år plus et sammenbrud i regeringsforhandlingerne mellem PSOE og UP i sommeren 2019, der medførte endnu et valg.

 

Der var tvivl til det sidste, om det ville lykkes Pedro Sánchez, PSOEs leder, både at tilfredsstille Podemos’ krav om direkte regeringsdeltagelse og de krav som henholdsvis det baskiske nationalistparti PNV og de catalonske venstrerepublikanere (ERC) havde stillet for at undlade at stemme imod dannelsen af en Sánchez-regering i det spanske parlament. Det forholder sig nemlig sådan, at spansk parlamentarisk skik (og loven) kræver, at man for at kunne danne regering ikke må have et flertal imod sig.

 

Topartisystemet brudt

Med dannelsen af den nye regering er topartisystemet i spansk parlamentarisme definitivt brudt – et system der med socialdemokratisk overvægt har regeret Spanien siden demokratiets indførelse. At det har kunnet lade sig gøre, er finanskrisens skyld. Krisen ramte Spanien meget hårdt og førte til en gennemsnitlig arbejdsløshed i 2013 for alle aldersgrupper på 26 procent, men med en ungdomsarbejdsløshed der nærmede sig de 50 procent, i titusindvis af virksomhedslukninger og udsættelse af mange tusinde familier fra deres bopæl, fordi de ikke længere kunne betale husleje eller afdrag på lån. Men den politiske modreaktion lod ikke vente længe på sig: I 2011 opstod bevægelsen, man har kaldt Los Indignados (”De rasende”) eller 15.maj-bevægelsen, som det også blev kaldt, efter dagen, hvor der opstod protester af hidtil uset omfang over hele Spanien. Protesterne var båret af en længe opsparet vrede over et korrupt og stift politisk system og en samfundsorden, der ikke var i stand til at varetage og ikke interesserede sig for almindelige menneskers skæbne, men som syntes indrettet til alene at varetage overklassens og bankernes interesser. Af denne bevægelse opstod Podemos som parti i 2014. Så alene set i det lys, er det en bemærkelsesværdig bedrift efter blot seks år at blive regeringsbærende.

 

Men fødselsvanskelighederne var store. Det var lykkedes PSOE, UP og baskiske og catalonske nationalister i forening at vælte den konservative PP-regering under Mariano Rajoy juni 2018 efter, at højtstående PP-medlemmer var blevet idømt strenge straffe i en af Spaniens største korruptionssager. Sánchez blev regeringsleder uden valg. Sammen med UP udarbejde PSOE et finanslovsforslag, men det blev nedstemt da de catalonske selvstændighedspartier stemte imod. Derefter udskrev Sánchez valg i april 2019.

 

Efter valget indledte PSOE og UP forhandlinger, men disse samarbejdsforhandlinger kæntrede i foråret 2019, fordi Podemos insisterede på at blive en del af regeringen, mens PSOE forsøgte at holde Podemos ude, men ønskede at bruge partiet som parlamentarisk grundlag og med et programmatisk samarbejde. PSOEs udspil var, at man ikke ville tillade UP-ministre og slet ikke på de tunge poster – man kunne derimod få en række statssekretariater uden definerede magtbeføjelser. Efter megen frem og tilbage gik PSOE dog med til at UP kunne få regeringsposter, men igen uden definerede beføjelser.

 

UP mistænkte PSOE for at bruge UP som kanonføde for at få en koalitionsregering med det nye centrum-højreparti Ciudadanos, der åd meget stærkt ind på tidligere PP-vælgere, på benene, noget som den spanske arbejdsgiverforening arbejdede intenst på. Men Podemos generalsekretær Pablo Iglesias og hans næstkommanderende Irene Montero og partiets flertal ønskede imidlertid ikke at blive holdt ude fra regeringen eller, hvis man deltog, fra de tunge poster, fordi man mente, at man kun kunne holde PSOE på et progressivt spor, hvis UP var en del af regeringen. Forhandlingerne brød sammen og da de catalonske partier stemte imod Sánchez-regeringen,blev der derefter udskrevet endnu et valg, der afholdtes i november 2019. Ved valget blev PSOE det største parti i parlamentet, mens UP – og til alles store overraskelse også det ellers succesrige Ciudadanos - gik tilbage og kom på en fjerdeplads efter PP og det ultrahøjreorienterede Vox, der stormede frem.

 

Podemos stærke antikapitalistiske fraktion, der er ældre end Podemos og som især har sine tilhængere i Andalusien – indtil for nylig PSOEs højborg – var sammen med IU stærkt imod, at partiet skulle indgå et regeringssamarbejde, formentlig belært af erfaringerne med det andalusiske socialdemokrati, der beherskes af partiets højrefløj under Suzana Díaz, en hård modstander af Sánchez. Antikapitalisterne foreslog i stedet, at man brugte den portugisiske model, hvor venstrefløjens partier med aftaler om et udvalgt, men begrænset antal emner, danner parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk regering. Det er også - bare på et meget løsere grundlag - den model, den socialdemokratiske regering i Danmark har etableret sit parlamentariske grundlag efter.

Det, der skete efter november-valget syntes at være en gentagelse af det, der skete efter valget i april: PSOEs magtfulde regionale ledere og arbejdsgiverforeningen forsøgte at presse Sánchez og PP (og måske Ciudadanos) til et samarbejde for at holde UP ude, mens fagforeningerne og bevægelserne pressede den anden vej. Sánchez vidste, at for at få regeringsmagten, var han nødt til at sikre sig, at han ikke fik et flertal i parlamentet imod sig ved indsættelsesafstemningerne. Sánchez, der gennem årene har vist et stort talent for politiske manøvrer og for at skabe alliancer, der passede til lejligheden, forsøgte gennem forhandlinger med PP og Ciudadanos at sikre sig, at de afholdt sig fra at stemme, men det lykkedes ikke. Gættet er, at forhandlingerne med de to borgerlige partier var skinmanøvrer for at presse UP, men det er en kendsgerning, at mange i middelklassen og medierne gerne så en slags samlingsregering mellem socialdemokraterne og de to borgerlige partier for at holde ’ekstremisterne’, UP og Vox ude.

 

Derefter startede forhandlingerne med UP eller rettere sagt genstartede og denne gang fik UP ganske hurtigt sin vilje. 12. november indgik PSOE og UP en aftale – nogen kalder det en hensigtserklæring – der dels har programmatisk karakter og dels lukker UP ind i regeringen med Podemos’ leder Pablo Iglesias som en af flere vicestatsministre og yderligere fire ministerposter, nemlig arbejdsministeriet (Yolanda Díaz), ministeriet for ligestilling (Irene Montero), forbrug (IUs leder Alberto Garzón) og ministeriet for universiteterne (Manuel Castells). Mange har ironiseret eller skældt ud over, at det skulle tage seks måneder og endnu et valg, når det kun tog et par dage i december at nå frem til det samme resultat som i foråret. ​​ 

 

Selv med UPs stemmer, kunne Sánchez imidlertid ikke danne regering – han måtte samle tilslutning eller i det mindste opnå neutralitet fra de nationale mindretals partier. Det baskiske nationalistparti, PNV, ville stemme for en PSOE-UP-regering. Og eftersom det catalonske venstrerepublikanske parti, ERC, havde vundet valget i Catalonien og på trods af, at partiets leder Oriol Junqueras, der blev idømt 13 års fængsel for oprør, havde luftet smidigere holdninger end det borgerlige Junts per Catalunya, som man deler regeringsmagten i Catalonien med, gik PSOE i gang med at forhandle med dette parti. Lige efter nytår havde man så en aftale i hus og der kunne dannes regering efter den anden indsættelsesafstemning. Sánchez havde dog endnu en overraskelse i ærmet: Til UPs ærgrelse endte regeringen med ikke at have tre vicestatsministre – to fra PSOE og en fra UP, Iglesias – men fire.

 

Aftalerne

Hvad gik aftalerne så ud på og kan de realiseres i et spansk, politisk klima der til stadighed polariseres og med pres fra Bruxelles og EU i et Europa, hvor venstrefløjen er i defensiven? Først og fremmest afspejler aftalen med UP de forandrede styrkeforhold mellem PSOE og UP. Siden valget i 2015, hvor man kun lå 1,5% efter PSOE har Podemos gennemgået splittelser og afskalninger og selvom mange havde forventet et dårligere resultat ved det sidste valg, er UP alligevel den lille i samarbejdet og har måttet indrettet sig på at æde kompromisser, som risikerer at blive upopulære hos partiets medlemmer og støtter – noget Iglesias har været klog nok til vedvarende at advare dem om.

 

Aftalen mellem PSOE og UP indebærer forbedringer, hvad angår arbejdstagernes rettigheder i form af en stor forhøjelse af minimumslønnen, tiltag for at forbedre forholdene for prekært ansatte, en tilbagerulning af PPs arbejdsmarkedsreformer, der svækkede arbejdernes rettigheder og gjorde det lettere at fyre folk, men ikke af PSOEs egne reformer fra 2010. Desuden er det aftalt at øge investeringerne i den offentlige sundhedssektor og rulle privatiseringer tilbage eller i det mindste sætte tempoet ned. Skatterne sættes lidt op for høje indkomster og der indføres skat på finansielle transaktioner samt en hårdere beskatning af firmaer som Google. Endelig indføres der huslejekontrol, gratis børnehave indtil treårsalderen, ophævelse af den berygtede mundkurvslov og en uddybning af loven om historiske minder således at der gennemføres en opgørelse af aktiver og ejendom, fascister beslaglagde efter borgerkrigen.

 

Hvad angår aftalen med ERC går den bl.a. ud på, at begge parter anerkender, at den catalonske konflikt er politisk og at den skal løses med politiske og ikke juridiske midler, ​​ at der oprettes et forhandlingsforum for centralregeringen og Cataloniens regionalregering, Generalitat, hvis mandat rækker udover det bilaterale udvalg, der allerede eksisterer og at man skulle anbefale højesteret, at ERCs fængslede leder, Oriol Junqueras kan udfylde sin post som valgt medlem af Europa-parlamentet – noget som både den centrale valgkommission og højesteret netop har af vist.

 

Lidt i skyggen af de to aftaler med UP og ERC står aftalen med PNV, det baskiske nationalistparti. Aftalen understreger Spaniens multinationale karakter – noget der ophidser de centralistiske højrepartier – og pålægger centralregeringen at konsultere den baskiske regionalregering i spørgsmål, der angår Baskerlandet, især hvad angår finanser og skatter.

 

Hvad truer så de nygifte? For det første er der den helt store elefant i rummet, nemlig det catalonske spørgsmål, der i virkeligheden er et spørgsmål om den ufuldstændige spanske forfatning fra 1978, der blev til i skrækken for et militærkup og som derfor undlod at løse bl.a. det nationale spørgsmål og fastslog, at Spanien er udeleligt. Ingen spansk regering kommer udenom det catalonske spørgsmål, der indtil sin løsning fortsat vil plage spansk politik og stort set overskygge alt andet. ​​ 

 

For det andet den stærkt tiltagende ’juridificering’ af spansk politik, hvor domstole og en dommerstand, der for langt den overvejende del er meget konservativ for at sige det mildt og som aldrig har været forsøgt renset for frankistiske reminiscenser, aktivt forsøger at bremse en progressiv udvikling ved at fortolke lovene på en sådan måde, at man gør politiske problemer til juridiske, man så kan løse ved straffe – det PP-regeringens metode under folkeafstemningen i Catalonien i oktober 2017 her fremstår behandlingen af det catalonske spørgsmål og de meget hårde straffe catalonske politiske ledere og embedsmænd idømtes som et i vesteuropæisk målestok skræmmeeksempel af dimensioner. Det sidste er at fratage den catalonske ministerpræsident Quim Torra retten til at være folkevalgt, fordi han har nægtet at tage et skilt med en opfordring til at frigive de politiske fanger, der blev hængt op på Generalitats bygning i Barcelona, ned. ​​ Andre har fået hårde fængselsstraffe for at udtale sig mod kongen og monarkiet eller mod politimyndighederne.

 

For det tredje den voksende ulighed, der har gjort Spanien til et af EUs mest ulige lande. ​​ I den britiske avis The Guardian citeres det spanske nationale institut for statistik for disse tal: 26,1 % af befolkningen lever med risiko for fattigdom eller social eksklusion, en stigning fra 24,7 % i 2008. Arbejdsløsheden er på 14,1 %, mere end det dobbelt af EUs gennemsnit. Halvdelen af befolkningen har svært ved at få pengene til at slå til.

 

Som den ’lille’ har UP været nødt til at sluge en række kameler først og fremmest at acceptere EUs underskudsregler, finansiel ansvarlighed og ’ en reduktion af underskuddet og den offentlige gæld på en måde, der er i overensstemmelse med økonomisk vækst og jobskabelse.’ Desuden har man renonceret på nogle af sine centrale, mærkesager som oprettelsen af et offentligt ejet energiselskab og en bankskat. Men måske allervigtigst er, at man har accepteret at en løsning eller forsøg på en løsning af det catalonske spørgsmål skal ske indenfor forfatningens rammer, noget der i den herskende fortolkning udelukker det princip som Podemos ellers har haft, nemlig retten til selv at bestemme.

 

Det er naturligvis uvist hvorledes Podemos medlemmer, aktivister og vælgere vil reagere, hvis Podemos for fortsat at deltage i regeringen bliver tvunget til flere kompromisser, til at svigte valgløfter eller til at undsige de bevægelser, man ellers mener, man er parti for. Man kan i den forbindelse skæve til, hvordan det er gået andre venstreorienterede partier, der har været i regering med socialdemokratier. De er ofte blevet slidt ned – det skete for SV i Norge og det skete for SF i Danmark. Det er meget vanskeligt både at være indenfor og udenfor magten.

 

Det catalonske spørgsmål

I opløbet til dannelsen af PSOE-UP-regeringen spillede det catalonske spørgsmål naturligvis en helt central rolle – spørgsmålet har i flere år ganske domineret spansk politik og er det prisme, som stort set alle andre politiske spørgsmål ses igennem – det er svært at skimte klassekampen gennem alt flagsvingeriet. PSOE lagde sig ud med selvstændighedskræfterne ved at slutte sig til PP-regeringen og stemme for anvendelse af forfatningens paragraf 155, der sætter en region under direkte centralt styre under folkeafstemningen om uafhængighed i oktober 2017. Men PSOE nedtonede sin centralistiske holdning, fordi man var nødt til at skaffe sig catalonske stemmer eller i hvert fald neutralitet for at vinde regeringsmagten efter valget i november 2019. Allerede efter valget i april 2019 kritiserede man Rajoy-regeringen for at ville løse politiske problemer med juridiske midler og man slog på tromme for, at anklagerne mod de fængslede uafhængighedsledere ikke kom til at omfatte anklagen for voldeligt oprør, som der ellers havde været tale om.

 

Den store fremgang, catalonsk selvstændighedsbevægelse fik, skyldes i høj grad de svigtede løfter fra den selvstyrestatut af 2006, der blev vedtaget både i Catalonien og i Spanien, men som forfatningsdomstolen underkendte i 2010. PSOE har imidlertid bragt mange af de tiltag domstolen afviste tilbage under forhandlingerne med ERC om en aftale. Herunder løfter om udvidet beskatningsret og andre udvidelser af selvstyret plus betragtelige investeringer i Cataloniens forsømte infrastruktur.

 

Spændingerne i Spanien skyldes i høj grad den ulige udvikling landet fra gammel tid har været udsat for og som gav sig udslag i spændinger mellem det politiske centrum, Madrid og de økonomiske centre, Catalonien og Baskerlandet, fordi det politiske centrum holdt de økonomiske centres eliter ude fra den politiske magt, der blev rekrutteret blandt Castiliens og Andalusiens eliter. Heraf opstod også den storcastilianske chauvinisme, der sætter lighedstegn mellem spansk og castiliansk og som ikke anerkender, at Spanien indeholder andre folk.

 

Det ser imidlertid ud til at den nye regering er villig til at udvide råderummet for både Baskerlandet og Catalonien. Om denne villighed så også rækker til at tage om nældens rod, nemlig en forfatningsændring i føderal retning, vides endnu ikke. En gentagelse af den alliance, der i 30erne under indtryk af faren fra højre og fra fascisterne opstod mellem arbejderbevægelsen og de catalonske og baskiske nationale bevægelser ser ikke ud til at være på tapetet.

 

Derimod ser der ud til både i SOE og dets catalonske søsterparti, PSC at være baggrund for at prøve få sat de politiske fanger på fri fod ved en amnesti - et krav, der står højt på samtlige selvstændighedspartiers ønskeliste. Desuden har PSC-lederen udtalt, at det er regeringens ønske at ændre straffeloven, fordi man ikke mener, den burde have været anvendt på den måde, som den brugt på mod de ledende og nu fængslede selvstændighedsfolk. Måske er dette udsagn et tegn på, at den nye regering forbereder reformer i det juridiske apparat for at forhindre, at dette apparat bliver til en sabotagecentral rettet mod den nye regering, hvor regeringen søges undermineret ved at politikken juridificeres.

 

ERC har dygtigt forstået at udnytte PSOEs mindretalsposition til at opnå en aftale, der til gengæld er holdt i vendinger, så begge parter kan sige at de fik indrømmelser: PSOE fik ERC til at gå med til at der skal udvises loyalitet mod institutionerne og ERC fik indrømmelser, der går videre end den skrottede selvstændighedsstatut fra 2006. Aftalen kan sammen med en amnesti for de politiske fanger åbne for en dialog der kan afdramatisere spændingerne i Catalonien og måske bane vejen for en genoptagelse af arbejdet på at forny forfatningen.

 

Forhistorien

For at forstå, hvordan en bevægelse som Podemos ender som regeringsbærende, er det nødvendigt at kigge lidt på baggrunden. Franco havde indsat prins Juan Carlos som sin efterfølger og han og en af Francos nære medarbejdere, Adolfo Suárez stod for en overgang til et demokrati, der på den ene side skulle imødekomme kravene om et ’normalt’, europæisk demokrati og på den anden side sørge for, at demokratiet ikke for alvor satte spørgsmålstegn ved den herskende økonomiske orden, men alligevel fik en udformning som gjorde det muligt for Spanien at blive optaget i det europæiske, økonomiske samarbejde for på den måde at bringe landet ud af Franco-tidens stilstand og tilbageståenhed. Så selvom det spanske socialdemokrati og kommunistpartiet blev legaliseret, fik den nye forfatning en sådan udformning, at den ikke udfordrede det spanske militær, det store frankistiske embedsværk, der stort set forblev urørt, og den konservative middelklasse – der var en reel angst for et militærkup. Resultatet var en forfatning, der blev ufærdig, noget der siden hen har bragt mange vanskeligheder med sig - først og fremmest i det nationale spørgsmål.

 

Suárez’ konservative parti regerede indtil 1982, hvor en økonomisk nedtur gjorde, at det spanske socialdemokrati, PSOE vandt valget og beholdt magten i samfulde fjorten år. ​​ PSOE var kommet ud af illegaliteten med sine marxistiske rødder intakte og med et i forhold til andre europæiske socialdemokratier revolutionært program med bl.a. nationalisering af banker og udtræden af NATO. Men under Felipe González skiftede partiet karakter fra at være et udpræget arbejderparti til i tråd med udviklingen i de europæiske socialdemokratier at blive et folkeparti. Kombinationen af høj arbejdsløshed og høj inflation og indtrykket af den økonomiske sabotage, den franske herskende klasse udsatte Mitterands socialistiske regering for, fik González til at slå ind på en kurs med kraftige nedskæringer for i det mindste at nedbringe inflationen. Ikke desto mindre kan socialisterne tage æren for at have påbegyndt opbygningen af den moderne, spanske velfærdsstat herunder ikke mindst et nationalt sundhedsvæsen.

 

De socialdemokratiske regeringer fik efterhånden bugt med de økonomiske problemer, men omkostningerne var høje og medførte stor utilfredshed i arbejderklassen og fagforeningerne, der resulterede i generalstrejker, noget der gjorde ondt på et arbejderparti og som gjorde at man gik så meget tilbage ved valgene i 1993, at man for at holde på regeringsmagten måtte alliere sig med de højreorienterede, borgerlige catalonske nationalister ​​ (det der nu i dag er Junts per Catalunya, Puigdemonts og Quim Torras parti) – for hellere det end en alliance med venstrefløjens enhedsparti, Izquierda Unida (IU). Socialdemokraternes politik gled nu stadig mere over i retning af det neoliberale – for at kunne indtræde i eurozonen måtte regeringen opfylde Maastricht-kriteriet om nedbringelse af den offentlige gæld.

 

I 1996 mistede socialdemokraterne regeringsmagten til sin rival, det borgerlige højreparti, Partido Popular (PP), der var blevet grundlagt af ministre i Francos regering for at samle middel- og overklassen for at kunne dæmme op for socialdemokraterne og kommunisterne. Det var dette parti, PSOE de næste tyve år skiftedes til at have regeringsmagten med i et de facto topartisystem.

 

PPs regeringstid var præget af vækst baseret på lave lønninger og ringe sociale ydelser og i 2004 var det så PSOEs tur til at få regeringsmagten med Zapatero som leder. De europæiske socialdemokratier var på det tidspunkt præget af ideerne om ’den tredje vej’, der i sær var opstået omkring Nyt Labour i Storbritannien med Tony Blair som leder. En politisk linje, der grundlæggende bestod i aktiv administration af neoliberalismen med skattesænkninger, nedskæringer i den offentlige sektor, forringelser af arbejdstagernes vilkår, indskrænkninger af fagforeningernes indflydelse, privatiseringer og aktiv støtte til markedskræfterne. Højdepunktet i Spanien var PSOEs og PPs aftale om, at tilbagebetalingen af offentlig gæld havde forrang for alle andre statsudgifter, skulle indskrives som paragraf 135 i den spanske forfatning.

 

Da finanskrisen brød ud i 2008 med Lehman Brothers’ fallit, varede det et års tid inden den for alvor slog igennem i Europa, hvor den ramte vidt forskelligt. De sydeuropæiske lande, som de nordeuropæiske lande havde brugt til at pløje deres eksportoverskud tilbage i som lette lån, blev ekstra hårdt ramt. Landene havde efter optagelsen i eurozonen fået meget bedre adgang til lån, der hovedsageligt gik til forbrug og til et voldsomt byggeboom. Da kreditgivningen så frøs, kunne man ikke tilbagebetale lånene og staterne måtte søge hjælp hos ECB og IMF på særdeles hårde vilkår, nemlig voldsomme offentlige nedskæringer samtidig med at det offentlige måtte forgælde sig voldsomt for at holde de vigtigste banker flydende. Snart måtte Zapatero som PSOEs statsminister skrive under på ECBs vilkår og skære ned på de offentlige udgifter og lade skatterne stige.

 

Regeringens politik fik i 2011 bægeret til at flyde over og det antages at mellem 6 og 8 millioner mennesker deltog i demonstrationer og besættelser over hele Spanien på trods af politibrutalitet og på trods af, at det reaktionære retsmaskineri forsøgte at forbyde demonstrationerne under påskud af, at de ville forstyrre det tilstundende kommunalvalg. Protesterne rettede sig mod snart sagt hele det politiske og økonomiske system med dets korruption, arbejdsløshed og udsættelser under det berømte slogan: ”I repræsenterer ikke os!”. Ved valget samme år måtte PSOE bøde for sin nedskæringspolitik og tabte til PP med det største nederlag siden demokratiets indførelse. PP dannede derefter regering under Mariano Rajoy og beholdt regeringsmagten til 2018.

 

En bevægelse i regering

Der er ingen tvivl om, at Podemos’ opståen har haft en enorm indflydelse på Spaniens politiske landskab: Topartisystemet er opløst, PSOEs aktivister smed partiets gamle ledelse på porten og valgte Pedro Sánchez på et program der bar tydelige aftryk fra Podemos, og ikke mindst har klassebegreber igen vundet indpas i spansk, politisk sprog og er dermed sat på den politiske dagsorden. Netop det sidste er interessant, eftersom Podemos startede sit liv med at afvise venstre-højre-aksen og de politiske klassekategorier, der er forbundet med denne - i stedet talte man om de mange mod kasten.

 

Podemos sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved det politiske systems legitimitet, idet Spaniens demokrati efter partiets opfattelse hviler på, at Franco-styrets forbrydelser ikke blev straffet og på en udviskning af den antifascistiske hukommelse.

 

Fordi man både afviser det politiske system og samtidig arbejder i det og fordi man opfatter sig selv både som en bevægelse og et parti, er man underkastet en række indre spændinger, som også de nyligt opståede arbejderpartier i forrige århundrede fremviste og det nye venstres partier (herhjemme først Venstresocialisterne og senere hen Enhedslisten) og de grønne partier, der udsprang af miljøbevægelserne fik at mærke. Man skal på den en side have fat i så mange vælgere som muligt og på anden side opretholde sit image som antisystembevægelse. Samtidig med, at Podemos søger magten, er der også sket en mærkbar svækkelse af partiets holden fast i ikke at kunne placeres på en højre-venstre-akse. Men taler nu i langt højere grad i klassetermer.

 

Men Podemos risikerer så at sige at blive ligesom det, man prøver at spise. Dvs. at man i lighed med andre venstrefløjspartier, der nærmer sig magten, afvæbner sig selv i form af at dæmpe sin grundlæggende kritik og overvurdere det parlamentaristiske arbejde i forhold til at opretholde presset udenfor parlamentet. Hvis ikke Podemos formår at opretholde græsrodsaktivismen og bruger alt krudtet på det parlamentariske arbejde, ender man i samme problemstilling som den danske Enhedsliste: Al energi rettes mod parlamentet og medlems- og aktivistskaren frustreres og holder op med at være aktiv.

 

En ny position for Spanien i EU?

EU ser med rynkede bryn på den nye regerings økonomiske politik og de udgiftskrævende valgløfter og kritiserer, at både Spaniens gæld og budgetunderskud mindskes meget langsomt. Men både Frankrig, Spanien og Italien ønsker, at de stramme underskudsregler ændres, så der bliver plads til vækst og til grøn omstilling. Frankrigs præsident Macron har endda udtalt, at han anser diskussionen om overskridelser af reglen om, at det offentlige underskud maksimalt må være på tre procent af bruttonationalproduktet. De nordeuropæiske lande – den såkaldte Hansa-gruppe - ønsker også ændrede regler, men af ganske andre grunde: Man ønsker automatiske sanktioner ved budgetoverskridelser.

 

Ifølge den spanske avis EL País ser det også ud til, at den nye regering er i gang med en drejning af sine relationer i EU. Hvor det tidligere så ud til at Spanien med Sánchez ville lægge sig tæt op ad den fransk-tyske akse og måske ovenikøbet ville overtage Storbritanniens plads i EU efter Brexit, ser det nu ud til, at Spanien mere vil se på midlertidige alliancer, der kan opfylde landets behov eller det, der lige nu er på unionens dagsorden. På den måde kan den nye regering også skræve over PSOEs EU-glæde og UPs EU-skepsis. Her ville en fast tilslutning til en blok kunne skabe spændinger internt i regeringen.

 

Den nye spanske regering får et svært liv, fordi den er i mindretal, men den giver også anledning til et forsigtigt håb i et land, der har været så hårdt ramt af finanskrisen, som tilfældet har været med Spanien. Den spanske højrefløj vejrer morgenluft og bruger enhver given anledning til voldsomme angreb. Og hvor politikken ikke slår til vil højrefløjen bruge domstolene og den konservative og højreorienterede dommerstand til sine formål. Det øvede man sig på allerede under Rajoy-regeringen ved opdigtede anklager mod Podemos. Det haster derfor med reformer i justitsapparatet og med at fjerne PPs arbejdsmarkedslove og mundkurvsloven, der målrettet anvendes mod venstrefløj, arbejderbevægelse, fagforeninger, de nationale mindretals organisationer og folkelige organisationer.

 

 

 

 

 

 

 

​​ 

 

 


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020