Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Vinde slaget - tabe krigen

Uddrag af interview med René Rojas i Jacobin nr. 35 efteråret 2019 ved Poul Petersen.

Der har længe været behov for et overblik over, hvad begrebet ”Den lyserøde bølge” i Latinamerika egentlig står for. I dette interview med René Rojas koncentrerer han sig om de fire hovedlande i bølgen: Argentina, Bolivia, Ecuador og Venezuela.

Dybest set handler den lyserøde bølge om venstrepopulisme. I Latinamerika handler denne bølge ikke så meget om en dominerende illiberale leder, der despotisk fortryller en labil folkemasse, som højrepopulismen i Europa gør. En latinamerikansk caudillo er i sit udgangspunkt folkets talerør på baggrund af sociale opstande vendt mod oligarkier og militærdiktaturer. At de senere udvikler sig i samme retning som deres europæiske fætre og kusiner er en anden sag. Med René Rojas’ ord ”blev de folkelige bevægelser rent faktisk integreret i nye massebevægelser og politiske partier, ligesom de også organisatorisk blev integreret i staten – korporativistisk integration af folkelige organisationer i en ny form for demokratisk massepolitik.”

Baggrunden er industrialisering

Venstrepopulismen har her sin baggrund i de reformer eliterne selv – økonomiske og politiske – foretog for at modernisere, det vil sige industrialisere, de nationale økonomier. Der var tale om intervention fra oven, hvor man forsøgte at lede de nationale økonomier væk fra afhængighed af eksport af landets naturlige ressourcer hen imod konkurrencedygtig industriproduktion. Metoden var ISI: Import Substitution Industrialization. Det betød markante ændringer for de største økonomier i Latinamerika og store udfordringer for det politiske lederskab – ikke mindst med en voksende og stadig mere militant arbejderklasse.

René Rojas forklarer processen således:

”I Mexico havde regimet held med at inkorporere befolkningen i et klassisk korporativistisk projekt, hvor der blev etableret et fællesskab af bønder, arbejder og studerende, der blev hierarkisk knyttet til staten. Derved blev arbejderklassens organisationer stabiliserende søjler for staten frem for rebelske grupper, der kunne stille krav til staten.

I Argentina, hvor industrien var langt mere avanceret, forholdt det sig helt anderledes. ISI betød en massiv forandring af samfundet for alle dem, der boede i byer og arbejdede i industrien. Det var med til at udvikle en dynamisk og militant arbejderklasse. På det tidspunkt, hvor Perón kom til magten, gav han betydningsfulde indrømmelser til arbejderne. Han bidrog til at skabe stærke fagforbund for eksempel med betydelig indflydelse på de betingelser, den industrielle udvikling skete under. Det betød et mere ustabilt forhold mellem statens øverste lag og det regerende parti på den ene side og dets arbejderklassebasis på den anden.

Fra og med det tidspunkt blev argentinsk politik noget rod. Der var konstant uro frem og tilbage mellem arbejderbevægelsen, der stillede stadig mere militante krav til staten, og Perón, der indså, at han var nødt til have fagbevægelsens opbakning samtidig med, at han var tvunget til at begrænse deres manøvremuligheder for at undgå, at han blev afsat af den rivaliserende elite.”

Militæret tager over

Det var nemmere sagt end gjort, for de gamle magthavere generelt i regionen havde ikke i sinde at se passivt til, mens arbejderbefolkningen tog mere og mere for sig af retterne. I Chile var det militæret, der helt bevidst med Pinochet i spidsen gik efter, at arbejderklassen aldrig igen ville få en position, som den havde erhvervet sig i den første halvdel af århundredet. Det lykkedes delvist, når man tager i betragtning, at det først er nu, næsten et halvt århundrede efter, magthaverne er tvunget til at udskrive folkeafstemning om en ny forfatning. I Argentina forsøgte militæret sig med noget lignende uden dog at opnå samme resultat. Ud over militærets indgriben var det den økonomiske elite i regionen, der pressede på i en mere liberalistisk retning, hvor man forsøgte at presse ineffektive virksomheder ud og støtte de rigeste og største til at vokse sig endnu større. Resultatet var det ønskede, nemlig en fragmentering af arbejderklassen, der mistede den strukturelle indflydelse, den tidligere havde haft under ISI.

I følge Rojas betød det, at ”de koporativistiske industrielle komplekser brød sammen med et massivt tab af jobs til følge og dermed en lige så massiv vækst af den informelle sektor. I regionens største økonomier som Argentina, Brasilien og Mexico endte mere end 50% af arbejdsstyrken med informelle ansættelser, hvor man falbyder varer på gaderne, og arbejder under usikre ansættelsesforhold. For disse arbejdere var det selvfølgelig vanskeligt at organisere sig, fordi de ikke længere var fagligt organiserede og oplevede sig selv isolerede fra andre ansatte i de samme virksomheder og under samme vilkår.

I halvfemserne – efter at demokratiet var vendt tilbage i mange latinamerikanske lande – forsøgte nye demagoger at appellere til de atomiserede masser ved at tilbyde alle mulige slags kompromisser. Menem er det klassiske eksempel i Argentina ligesom Fujimori i Peru. Deres strategi var samtidig med en liberalisering af økonomien at vinde parlamentsvalg ved at love forøgede ressourcer til de fattigste på rent klientilistisk vis. Men selvfølgelig kunne noget sådant ikke holde i længden. Da de nationale økonomier begyndte at kunne mærke krisen, tørrede støtten til den type neoliberale populister meget hurtigt ud, og det var lige netop den manglende opbakning, samtidig med at der skete en genopbygning af folkelige organisationer, der førte til fremkomsten af en ny slags populisme – den lyserøde bølge.”

Hvad var den lyserøde bølge?

”Den lyserøde bølge var en slags venstrepopulisme, der brød frem i begyndelsen af 2000-tallet”. Det er René Rojas’ definition. Hverken mere eller mindre. Her skal det noteres, at ”venstrefløj” som begreb traditionelt ikke er særligt veldefineret. Derfor er der også mange misforståelser om den lyserøde bølge, og derfor kan det være misvisende at trække europæiske partiforståelser ned over kontinentet. ”Venstrefløj” er her defineret ved ”social forandring for de brede masser”. Og det er så det.

”Sådan som jeg ser det, er der fire regeringer (og alene fire regeringer), der helt nøjagtigt kan identificeres som den lyserøde bølge. Det er Argentina under Néstor Kirchner, Christina Fernández de Kirschner og venstrefløjen af peronismen, som de stod i spidsen for. Bolivia under Evo Morales og MAS (Movimiento al Socialismo). Ecuador under Rafael Correra og PAIS-Alliancen (Patria Altiva i Soberana). Venezuela under Hugo Chávez og PSUV (Partido Socialista Unido de Venezuela)”

For Rojas er der to forhold, der binder dem sammen.

”For det første blev regeringerne under den lyserøde bølge næsten båret til magten - eller den vundne magt fortsatte – af voksende folkelige organisationer og massemobilisering, der var voldsomt systemnedbrydende, hvor hele nationer lukkede ned og regeringer måtte give op.”

Der var den såkaldte vandkrig i Cochabamba i Bolivia i nullerne og gaskrigen nogle år efter med en massiv mobilisering af arbejdere, bønder og indfødte organisationer. I Argentina var der piquetero-bevægelsen, der var en bevægelse af arbejdsløse uden udsigt til at få arbejde. De protesterede mod følgerne af præsident Menems økonomiske politik. Bevægelsen kulminerede i 2001, hvor landet var lammet og måtte skifte flere præsidenter inden for ganske få uger.

”Det andet kendetegn ved den lyserøde bølge var de tidligere partisystemers sammenbrud. Årsagen var, at mange af partierne, der traditionelt styrede landets udvikling på en korporativistisk basis, nu gjorde det på et neoliberalistisk grundlag.”

Det udløste generelt en legitimitetskrise, hvor partierne ikke længere kunne mediere mellem virksomheds- og arbejderinteresser, hvorved de afskar sig fra de masser, der traditionelt bakkede dem op. Det gælder især for Chávez i Venezuela og Morales i Bolivia. I Argentina og Ecuador var sammenbruddet ikke så voldsomt, men også i deres tilfælde brød det traditionelle partisystem sammen. I Bolivia, hvor massemobiliseringen var kraftig, allerede inden Morales blev valgt, blev han nærmest båret til magten. Sådan var det lige netop ikke i Venezuela. Da Chávez blev valgt, var massemobiliseringen taget af. Hans målsætning var da også ”kun” at rydde op i det politiske liv og lette tilværelsen for de fattige. Han var først og fremmest optaget af at bekæmpe korruption. Det varede ikke længe før de gamle partier rejste en oppositionsbevægelse selv mod hans mest moderate reformer og forsøgte et kup i 2002. Det blev et signal til massemobilisring og starten på hans Chavista-bevægelse.

”I alle fire tilfælde var den lyserøde bølge kendetegnet ved massive skridt fremad i forhold til demokratisering og bekæmpelse af fattigdom, hvor de brede arbejderklassebevægelser kom til at nyde godt af politisk inklusion, hvis lige ikke er set siden venstrefløjens storhedstid i Latinamerika”.

Magt som agt?

I interviewet stiller Rojas sig selv det spørgsmål, hvorfor regeringerne i disse lande på den ene side brugte enorme summer hentet fra deres naturressourcer på at afhjælpe fattigdom og forbedre de sociale forhold for folk med ustabile arbejdsforhold, mens de på den anden side undlod at udnytte den folkelige aktivitet til en strukturel omlægning af disse landes økonomiske struktur.

”Jeg tror, at årsagen er, at disse regeringer med den opbakning, de havde, ikke mente, de havde tilstrækkelig magt til at tvinge en sådan strukturel omlægning igennem. På trods af den tilsyneladende magtfulde mobilisering, var det ikke nok til så drastisk et skridt. I virkeligheden følte den lyserøde bølges ledere sandsynligvis, at en konfrontation med kapitalen ville være for vanskelig og ikke ville være det værd, fordi de selv kunne udnytte nedfaldsfrugterne fra det afkast, eksport af naturressourcerne kunne tilvejebringe på det globale råvaremarked. Når det drejede sig om deres muligheder for at holde sig ved magten, var der ingen grund til at gå efter de velhavende, når de havde en direkte rørledning til råvarernes overskud, der kunne ledes over til finansiering af nye velfærdsprogrammer.”

Programmerne var målrettet fattige familier, små landbrug og byernes prekære arbejdsstyrke. Det betød et voldsomt løft for deres levevilkår og sociale opstigning og sikrede fortsat støtte til disse regeringer. Svagheden var, udover den manglende økonomiske investering i fremtiden, en fastholdelse af den måde arbejdsmarkedet havde udviklet sig på under neoliberalismen. Arbejderne mistede deres organiserede magt i industrien, for mens de havde opbygget deres evne til at mobilisere og lægge pres på deres regeringer, havde de ikke tilstrækkelig strukturel magt til at kæmpe for mere grundlæggende reformer.

Sagt på en anden måde: ”I stedet for at tage mere dristige skridt i retning af at sprede økonomien eller opbygge mere varige former for industri, fortsatte den lyserøde bølges populister med at malke naturressourcerne og udvikle nye klientilistiske strukturer for at kontrollere den offentlige sektor ovenfra. Så da eventyret var slut, da det globale råstofmarked kollapsede, faldt det sammen som et korthus.”

Frem og tilbage er alligevel ikke lige langt

”Sagen er”, siger Rojas, ”at disse eksperimenter under den lyserøde bølge, selv i Venezuela, aldrig kunne slippe helt fri af neoliberalismen. Det var selvfølgelig afvigelser fra den ortodokse neoliberalisme, men hvad de i virkeligheden stod for, var en anderledes måde at forvalte neoliberalismen på. De var trods alt mere egalitære, idet der foregik en reel fordeling af velfærden, og mere demokratiske i den forstand, at den offentlige sektor igen blev inddraget i det politiske liv, hvad neoliberalismen netop havde smadret.”

Alle fire lande står nu i en helt ny situation. I Bolivia er Morales væltet og afløses sandsynligvis af et højreorienteret regime. I Argentina har Macri regeret i en periode på neoliberalistisk grundlag og er nu afløst af en peronistisk orienteret regering, der ikke vil være vellidt af de store kapitalinteresser. I Venezuela har Maduro opkastet sig selv og sine allierede i militæret til diktator. I Ecuador har Lenín Moreno afløst Correa og umiddelbart derefter svunget kursen skarpt til højre.

”I alle disse tilfælde” konkluderer Rojas ”omfavner tilbageskridtet nu austerity-politikken og afvikler de reformer, den lyserøde bølges støtter nød godt af, især den informelle sektors forarmede masser. Det, der havde været udslagsgivende for støtten til og troskaben over for den lyserøde bølges regeringer – den brede fordelingspolitik –, betød samtidig opkomsten af nye former for en klientilisme, der underminerede de folkelige organisationers selvstændighed og deres muligheder for at stille selvstændige krav. Når de samme regeringer så bare én gang er nødt til at gribe til nedskæringer, begynder masserne enten af se sig om efter alternativer, stemme på andre partier eller bliver simpelt hen hjemme og lader være med at stemme.

Den politiske opposition, der nu har vundet parlamentsvalgene i regionen, ville elske at fuldføre en omfattende tilbagerulning af alt, hvad den lyserøde bølge har opnået. Men det er ikke sådan, at de har frie hænder til at føre det program ud i livet. Den lyserøde bølges reformer, dens svagheder og begrænsninger til trods, har helt sikkert haft en blivende effekt. Opbygningen af folkelige organisationer og den massemobilisering, der har fundet sted i de 10 år, der er gået, har ikke været totalt spildt.”

René Rojas er assisterende professor ved Department of Human Development ved SUNY Binghamton. Han er medlem af Catalyst’s redaktion.


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020