Dobbelt standard

Af Jan Helbak, medlem af Kritisk Debats redaktion

”Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel”. (Forsiden på Victor Klemperers bog: ”LTI, Det tredje riges sprog. En filologs notesbog”.

I mange af verdens storbyer demonstrerer folk i titusindvis mod Israels bombardement i Gaza. Kravet om øjeblikkelig våbenhvile vokser for hver dag med bombninger af en civilbefolkning, der ikke kan beskytte sig. Men kritikken vokser også mod Vestens dobbelt standard, hvor især USA kalder Hamas’ angreb den 7. oktober for et afskyeligt terrorangreb og på den anden side forhindrer, at Israels massedrab i Gaza bringes til ophør og stopper for bosætternes angreb på civile palæstinensere på Vestbredden.

Men, og det er måske det vigtigste, de dobbelte standarder fremtræder ikke i ”bar figur”. De legitimeres med bestemte ord, der tilslører, fordrejer, ekskluderer, mistænkeliggør og passiviserer.

Aischylos skrev i 480 (f.Kr.): ”I krig er sandheden det første offer”. I de sidste få år – krigen i Ukraine og nu i Israel – har vi erfaret visdommen i citatet fra Aischylos’. Som i enhver krig udsættes befolkningen for massiv propaganda. Det gælder i særdeleshed i de to verserende krige.

Og som altid består propagandaen hovedsageligt af:

  • Forvridning af de historiske kendsgerninger op til krigens udbrud. Historien sættes i stå, og hele skismaet reduceres til ”de gode mod de onde”,
  • Dehumanisering af fjenden og direkte eller indirekte glorificering af egen moral, integritet, hensigter og handlinger. Fjenden går målrettet efter civilbefolkningen. Vi beklager utilsigtede hændelser,
  • Fortielser om egne tabstal og overdimensionering af fjendens,
  • Fremhævelse af egne strategiske sejre og bagatellisering af fjendens fremskridt til taktiske erobringer uden betydning,
  • Fremhævelse af egne soldaters moral og egne våbensystemers teknologiske overlegenhed,
  • Generering af en stemning, hvor det tangerer regeringsskadelig virksomhed at betvivle sandheden i de informationer, der udgår fra regeringen eller hæren og ikke mindst begrænsninger (moraliserende begrænsninger) af, hvad der kan skrives og tales om af hensyn til rigets sikkerhed,
  • Og løgn, hvor de løbende informationer decideret fører befolkningen bag lyset hvad angår det, der virkelig foregår. Blandt andet ved at afskære journalister adgang til frontafsnittene.

Propagandaen består som sagt af ord eller billeder (af tvivlsom værdi), som for det meste repræsenterer anerkendelsesværdige egenskaber eller det modsatte, hvor hver af de stridende parter selvsagt placerer sig selv på positivlisten og udmaler modpartens negative og nærmest barbariske træk:

  • Ruslands invasion af Ukraine takseres i USA og Europa til at være et barbarisk overfald. USA’s invasion af Irak og ”krigen mod terrorisme” kaldes i dag beklagelige fejltagelser,
  • Ruslands motiver for invasionen kaldes imperialistiske, hvor hele Europa står i fare for at blive opslugt af russisk imperialisme, hvis Ukraine taber krigen,
  • Støtten til Ukraine er udtryk for en solidarisk kamp for friheden mod en despot og et autokrati som i øvrigt ikke defineres nærmere. (Men styret er i hvert fald ikke liberalt, hvilket er fatalt),
  • Putins megalomane udfald mod Ukraine repræsenterer et af de alvorligste angreb på verdens universelle værdier, hvis skarphed i fuldt optrukne linjer ikke tåler en virkelighedstest,
  • Og et angreb på ”rules based order”, som i parentes bemærket ikke er det samme som international lov.

Men propagandaen vil i længden vise sig virkningsløs, hvis den ikke byggede oven på et underliggende betydningslag bestående af rodfæstede opfattelser indkapslet i ganske bestemte ord, der bliver gentaget igen og igen som selvindlysende sandheder eller autoritative udtalelser. Ord, der bestemmer, hvad der i det offentlige rum kan tales om uden at blive mistænkeliggjort. Og ikke mindst hvordan.

  • Hamas og Hezbollah er terrororganisationer, derfor er deres handlinger terrorhandlinger, som både er kriminelle og barbariske. Enkelthandlinger definerer med andre ord en organisation eller en stat. Hermed lukkes der for enhver samtale om, hvorvidt organisationer, der begår terrorhandlinger kan identificeres med enkelthandlinger. Og i tilfældet Israel lukkes der for en drøftelse af, om den israelske stat i årtier har begået statsterroristiske handlinger på Vestbredden og i Gaza. For de lande og regeringsledere, som hævder retten til at foretage definitioner af andre lande, organisationer og kulturer, har vedtaget, at Hamas ikke er en militant organisation men en terrororganisation, hvorimod Israel er en anerkendt stat,
  • Rusland er imperialistisk ensbetydende med ekspansionistisk, hvorfor de kredse og enkeltpersoner, der forsøger at forstå årsagerne til Ruslands invasion af Ukraine, stemples som ”Putinversteher”. Hvilket blot et moderne udtryk for, at de kan betragtes som i bedste fald ”nyttige idioter” og i værste fald som landsskadelige,
  • Når invasionen af Ukraine fremstilles som ekspansionistisk og en trussel mod de Vestlige demokratier – uden at begrebet demokrati er nærmere defineret, bliver Ukraines modstand mod invasionen automatisk til en frihedskamp. Og hvem støtter ikke frihedskampe, selv om terroraktioner til alle tider har indgået i de fleste frihedskampe,
  • Krigen i Ukraine føres af en despot og en samling oligarker omkring Putin. Oligarki betyder fåmandsvælde og i moderne betydning en snæver samling af magtfulde rigmænd. Ordet oligark betegner noget odiøst. Den samme beskrivelse gælder ikke repræsentanter for storkapitalens enorme politiske indflydelse i Vesten. Mest tydeligt i amerikansk politik,
  • Israel er en selvstændig og internationalt anerkendt stat, hvad der således retfærdiggør den israelske stats selvforsvar gennem nådesløs bombardement af Gazastriben. At selvforsvarets karakter er helt ude af proportioner, er en sag for sig. Blot gør det reale forhold sig gældende, at Israel er en besættelsesmagt/kolonimagt og en apartheidstat, som ret beset kalder på frihedskamp mod besættelsen. (De fleste Europæiske statsledere har stået oven på hinanden for at undskylde for de uhyrligheder, som deres lande forårsagede som kolonimagter først og fremmest i Afrika. Men kritikken rettes ikke mod Israel,
  • Tværtimod. Palæstinensernes kamp for deres eget land mod besættelsesmagten og politiske (ikke religiøse) afvisning af den israelske stat som legitim tilbagevises næsten pr. automatik som antisemitisk, selv om kun ganske få i dag anfægter jødernes ret til at dyrke deres religion og deres traditioner. Blot det sker indenfor en sekulær stats demokratiske rammer med grundlovssikret religionsfrihed.

Disse og mange flere ord og ”selvindlysende” begreber i ”løs vægt” lukker af for synet på de historiske nuancer og hvad, der faktisk sker. De retfærdiggør den manglende forståelse for den anden og beklikker ønsket om begrebsmæssig klarhed i den offentlige debat som grundlag for stillingtagen og handling. Afstanden fra erkendelse til fri drøftelse i det offentlige rum bliver længere og længere og eksklusionsmekanismerne strammere og strammere. Selv den stærkeste opposition mod den herskende begrebsdominans føler sig presset til at overtage den dominerende magts ord. Bare for at komme til orde, hvorved den samme opposition ofte ufrivilligt bekræfter den dominerende magts ord og begreber og som konsekvens reducerer sig selv til et moralsk korrektiv, der samtidig opgiver retten til at fremlægge alternativer.

Men de mange ord, der virker som ”små doser arsenik” og styrer vores syn på f.eks. Rusland eller Israel er ikke frit svævende og tilfældige. De indgår som faste bestanddele i vores verdenssyns struktur. I dag kalder vi dem værdier og ultimativt universelle værdier, endskønt de kun er Vestlige. Som alene på grund af Vestens verdensomspændende dominans gennem 500 år i dag fremstår som universelle og civilisatoriske grundværdier. Underforstået, at der kun findes en civilisation identisk med den Vestlige konstruktion.

Her tangerer vi nok problemets kerne og magten i de mange styrende ords tyranniske betydning. For når ganske bestemte værdier så som frihedsbegreberne, de kristne budskaber, juraen, ejendomsretten og den liberale udgave af demokrati kun kan forstås på en måde – ellers er de ikke universelle – må alle andre forståelser, værdier og verdenssyn opfattes som barbariske i græsk betydning – som fremmede og ikke-civilisationer.

Værdipolitikken udelukker dermed gensidighed i nationernes og de mange civilisationers anerkendelse og således også en fælles sikkerhedsstruktur med respekt for de forskellige nationers opbygning, politiske indretning etc.

I den forstand tegner Biden tidsånden med sin vanvittige og kontraproduktive dikotomi: demokratier versus autokratier. Biden og de andre Vestlige lederes Dobbelt standard legitimeres med henvisning til de ufravigelige universelle værdier. Det betyder, at selv hvor de Vestlige samfund (USA og Europa) begår overgreb på Folkeretten eller handlinger, der er brud på international lov, skal de takseres efter en anden skala end den, der gælder for autokrater. Der er forskel på at forsvare det gode og det onde, selv om handlingerne er ens. (Nato bombningen af Serbien, fordi landet efter Vestens opfattelse udgjorde en fare for menneskeheden i kampen om Kosovo. Eller invasionen af Irak, Afghanistan og bombningen af Libyen).

Men alting har sin tid. Også ord og begreber. De ændrer betydning eller udsigelseskraft og bliver virkningsløse. Når f.eks. USA nu sammen med Israel isoleres i FN, er det blot det sidste og mest prægnante udtryk for, at Vesten er ved at miste førstefødselsretten og dermed magten til at bestemme, hvad der er universelle værdier, og hvad der udgør en civilisation. Indlejret i det skifte, som også benævnes det ”Globale Syds” opgør med Vesten og vestlige værdier, ligger tillige opgøret med det bygningsværk af ord, som hidtil har spærret for åbningen af en horisont hinsides af de eksisterende magt- og samfundsforhold og verdenssyn.

Men på trods af krig i Ukraine og krig og massedrab i Israel skal der findes politiske løsninger, og med Bidens ord bliver resultatet ikke som før. Der skal findes andre løsninger end de vante. Det er de politiske ledere i Vesten langsomt ved at forstå. Al magtpolitik og militær overmagt har sine grænser, og mange politiske ledere kommer til at æde deres ord om Putin som terrorist, russisk barbarisme, kinesisk-kommunistiske tyranni og kritik af Israel som antisemitisme. De dobbelte standarders legitimitet og magt udfordres nu på en måde, som ikke er set siden Sovjetunionens fald. Og det letter ikke statsledernes gang på jorden, når de på et eller andet tidspunkt må bidrage til en fredsløsning i Ukraine og forhandle med Putin, eller når de nu tvinges til at realisere den tostatsløsning, som de har stillet palæstinenserne i udsigt i 30 år, som ikke er mulig uden et samarbejde med de arabiske lande og de andre stormagter (Kina, Rusland og angiveligt BRICS landene), som man ellers har sat på autokratformlen.