Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

 

Retssikkerhed i forfald

af Niels Henrik Nielsen, medlem af Kritisk debats redaktion

Stadig oftere råber universitetsjurister, forsvarsadvokater og andre vagt i gevær, når Folketinget vedtager nye love på retsområdet. Advokatsamfundet, tænketanken Justitia m.fl. skriver det ene kritiske høringssvar efter det andet, når regeringen – uanset farve – sender lovforslag fra især justitsministeriet i høring. Kritisk Debat kigger nærmere på de retspolitiske udfordringer.

Indledningsvis er det vigtigt lidt nærmere at få defineret, hvad begrebet retssikkerhed dækker over. Retssikkerhed kan i praksis opdeles i fire adskilte elementer. For det første materiel retssikkerhed, for det andet processuel retssikkerhed, for det tredje de demokratiske rettigheder eller frihedsrettighederne, det vil sige, at man som enkeltperson har en række rettigheder og friheder, som ikke uden videre kan begrænses af hverken Folketing, politi eller andre myndigheder, fordi mange er en del af grundloven,endelig for det fjerde retsstatsprincipperne, som de kommer til udtryk i retsplejen.

Ved materiel retssikkerhed forstås, at indholdet af retsreglerne skal være klare, og det skal være muligt for den enkelte borger at kende sine rettigheder og pligter ved at læse den relevante lov. Når forvaltningen træffer afgørelser, skal de have baggrund i loven, ligesom de skal være i overensstemmelse med grundlæggende retsprincipper. Først og fremmest princippet om lighed for loven - sidebemærkning: Det var derfor maskeringsforbuddet ikke kunne hedde ”burkaforbuddet”.

Processuel retssikkerhed handler om, at sagsbehandlingen skal følge reglerne fra forvaltningsloven om partshøring, begrundelsespligt med henvisning til lovgrundlag og aktindsigt, ligesom borgeren skal sikres adgang til at klage over myndighedernes afgørelser. Eksempelvis kan myndighedsafgørelser fra et jobcenter indklages for Ankestyrelsen og en person dømt for kriminalitet kan som minimum anke rettens afgørelse til næste instans. Hertil kommer, at borgerne ikke kan pålægges flere pligter, end der er lovhjemmel til.

De demokratiske rettigheder eller frihedsrettighederne er i større omfang indskrevet i grundloven. Det gælder bl.a. magtens tredeling i Folketing, regering og domstole eller den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Det gælder rettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, boligens ukrænkelighed og foreningsfrihed – alle inden for bestemte grænser som defineret i den øvrige lovgivning og udøvet af domstolene. Som der står i grundlovens § 77: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Retsstatsprincipperne kommer især til udtryk i strafferetsplejen, for det er her statsmagten har de mest vidtgående beføjelser til frihedsberøvelse eller andre former for indgreb over for den enkelte borger, som ikke er fundet skyldig eller dømt for nogen forbrydelse. Det er således i retsplejeloven, politiets og andre myndigheders beføjelser og kontrolforanstaltninger overfor disse er beskrevet.

Retsbeskyttelse er relateret til retssikkerhed. Retsbeskyttelse indebærer, at staten har en forpligtelse til at beskytte borgerne mod andre borgeres overgreb. Denne beskyttelse består typisk i at forhindre, retsforfølge og straffe kriminalitet.

Uanset hvilket af elementerne omkring retssikkerhed, man kigger på, ses der et politisk pres, hvor pilen kun peger en vej – en indskrænkning i retssikkerheden.

Uklar lovgivning

Inden for den materielle og processuelle retssikkerhed ses stadig flere eksempler på uklar lovgivning. Det mest kontroversielle eksempel herpå er tidligere justitsminister Søren Pape Poulsens forslag om kriminalisering af såkaldt ulovlig påvirkningsvirksomhed. Forslaget om at kriminalisere såkaldt påvirkningsvirksomhed, skal ses som en udløber af beskyldningerne mod den russiske efterretningstjenestes indblanding i den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016. Ifølge forslaget skulle det være forbudt at hjælpe eller samarbejde med en udenlandsk efterretningstjeneste om at ”udøve påvirkningsvirksomhed med henblik på at påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse”. I loven som blev vedtaget i marts 2019, er der ikke nærmere definition af, hvad der f.eks. menes med at påvirke den almene meningsdannelse.

I den mere milde ende af kritikken af forslaget påpegede juraprofessor Jørn Vestergaard, at det skaber ”kolossal retsusikkerhed” og ”gør det svært at vide, hvad man må og ikke må”. Andre som Retspolitisk Forening var hårdere i kritikken og mente, at ”den slags statsregulering af sindelag og holdninger, som reglerne indebærer, ikke hører hjemme i en retsstat”.

Mest skarp i kritikken var forskningschef emeritus ved journalisthøjskolen Oluf Jørgensen, som til Information 11. oktober 2018 udtalte, at ”I demokratiske samfund er statens sikkerhed ikke truet af meninger. Demokratiet er truet, hvis staten griber ind overfor visse meninger, men freder andre”.

Uklare afgørelser – uklare beføjelser

Når det drejer sig om den processuelle retssikkerhed vokser usikkerheden og uklarheden ligeledes som følge af den offentlige forvaltnings digitalisering. Stadig flere sagsgange digitaliseres fuldt ud, det vil sige, at der ikke er mennesker ind over hverken i behandling eller i afgørelse af sagen – det afgøres af en såkaldt selvlærende algoritme (kunstig intelligens, AI). Softwaren lærer imidlertid mere end de eksempler, der oprindelig blev puttet ind i den, da den blev opbygget, så den kan generalisere til nye eksempler og på den baggrund træffe nye eller egne løsninger. Hvordan den er nået frem til en konkret afgørelse, vides således ikke; det kan ikke læses i algoritmen. Indtil videre bruges AI kun i begrænset omfang til sagsbehandling, der indebærer en afgørelse til borgeren. Men eftersom der er betydelige besparelser i AI, arbejder myndighederne hårdt på udviklingen og brugen af AI. Indtil videre opretholdes princippet om, at enhver myndighedsafgørelse kan ankes til mindst en instans.1

Hertil kommer, at teknologien giver forvaltningen hidtil usete muligheder for at kontrollere borgerne og deres nærmeste, når de modtager offentlige ydelser. Det sker først og fremmest ved de vide muligheder for indhentning og samkøring af oplysninger fra mange forskellige kilder uden borgerens samtykke. Der kan således gennemføres, hvad der svarer til en politiefterforskning af borgerens privatliv uden nogen form orientering af borgeren eller domstolskontrol. Ifølge vicedirektør i Tænketanken Justitia, Birgitte Arent Eiriksson er den digitale kontrol af borgerne på kant med borgernes ret til privatliv og beskyttelse af personoplysninger.2

Demokratiske rettigheder under beskydning

Når der tales om demokratiske rettigheder eller frihedsrettighederne, så blev den 12. december 2019 en skelsættende dag. Regeringen og de borgerlige partier vedtog uden at ryste på hånden et brud med princippet om boligens ukrænkelighed, idet politiet nu uden dommerkendelse til enhver tid kan ransage en pædofilidømts bolig – også efter udstået straf.

Det kan ikke betragtes som andet end et fundamentalt brud med ikke kun et, men to grundlæggende retsstatsprincipper. For det første princippet om dommerkendelse ved ransagninger, som er et tvangsindgreb mod boligens ukrænkelighed. Og for det andet princippet om, at en borger efter udstået straf ikke længere skal bøde for sin handling. Pågældende skal behandles som alle andre borgere.

Tilbage i 2011, da den daværende regering kom med et forslag om, at SKAT skulle have kontroladgang til folks ejendomme for at bekæmpe sort arbejde, var såvel Venstre som Konservative oppe på de høje nagler og kaldte det et brud på boligens ukrænkelighed. SKAT fik imidlertid ikke adgang til folks boliger – kun til ejendommen, lige som man naturligvis heller ikke kunne foretage ransagning. Det kan derfor kun betegnes som hyklerisk, når de borgerlige partier nu uden dommerkendelse giver politiet adgang til tvangsforanstaltninger over for borgere, som har afsonet deres straf.

Det tog kun få uger før loven om ransagning af pædofiles hjem dannede præcedens. Denne gang vendt mod terrordømte. Også her får politiet ret til at ransage terrordømtes hjem uden retskendelse efter endt straf. Med andre ord har regeringen og et flertal i Folketinget inden for kun to måneder frataget to – meget små -minoriteter fundamentale retsgarantier.

Der synes at være en politisk strategi bag sådanne forslag. En strategi som er uhyggelig i sin konsekvens. Man starter med små minoriteter, hvor «folkestemningen» synes, det er i orden. Egentlig begyndte det med den såkaldte rockerlov tilbage i 1996. Nu senest er man så kommet til pædofile og fremmedkrigere, som har afsonet deres straf. Men hvem bliver de næste – og hvem derefter.

Det er ikke i sig selv et brud med grundloven, for her står i § 72 ”Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.” Og det er henvisningen til den indskudte sætning, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, som er argumentet. Så længe der ikke foreligger en definition på, hvad ’særegen undtagelse’ betyder, så kan det fortolkes snævert eller bredt afhængig af de politiske vinde.

Retskulturen i politisk modvind

Det karakteristiske for en retsstat er, at den beskytter den enkelte borger mod overgreb fra staten. Hvad der skal beskyttes, afgøres af den politiske kamp. Hvorvidt den private ejendomsret skal beskyttes mod statens indgriben, er således ikke et spørgsmål om et retsstatsprincip, men om den samfundsmæssige indretning. Det der burde være principiel enighed om på tværs af det politiske spektrum, er derimod beskyttelsen af den enkelte borgers integritet mod vilkårlige overgreb eller indgreb fra statsmagten.

Det som kendetegner en retsstat, er således ikke ”opretholdelse af lov og orden”, det gør diktaturer også. Det grundlæggende er, at retsstaten vejer modstående hensyn mod hinanden og i denne afvejning lægger meget stor vægt på at undgå at dømme uskyldige, uagtet det kan medføre, enkelte skyldige kan gå fri.

Det afspejles i forhold til de krav, som kræves til beviserne i en sag. Her gælder princippet ved opklaringen af sagen fra politiets side om, at enhver mistænkt skal betragtes som uskyldig, indtil det modsatte er bevist, samt at ingen må straffes uden dom. Og ved domstolsbehandlingen gælder princippet om, at hellere lade ti skyldige gå fri end straffe en uskyldig.

Det er disse grundlæggende principper, som afspejler en retsstat. Hvor hårdt der skal straffes, er et politisk spørgsmål, ikke et retsstatsprincip.

Nuværende forsvarsminister, tidligere retsordfører for Socialdemokratiet, Trine Bramsen kan således mene, at bandemedlemmer skal straffes hårdere, men de skal have samme rettigheder som alle andre. Så, når hun beklikker en forsvarsadvokats indvendinger mod brug af anonyme vidner - med henvisning til at advokaten jo også tjener styrtende med penge på at forsvare disse borgere - der vil svække ovennævnte principper om hellere at lade ti skyldige gå fri end dømme en uskyldig, er det netop et af mange udtryk for, hvorledes retsstatsprincipperne er under pres.3

Eksemplerne på skred i retssikkerheden er mange. Af andre kan nævnes forslaget om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, som blev vedtaget. Her stiller myndighederne en strafferetlignende proces op over for børn og unge uden de sædvanlige retsgarantier, som domstolsbehandling ellers giver. 12-årige børn kan pålægges foranstaltninger, der kan sammenlignes med samfundstjeneste alene på mistanke om kriminalitet.

Eller man kan nævne tidligere justitsminister Søren Pape Poulsens kamp for at få gennemført det første foreningsforbud i Danmark i nyere tid. Pilen pegede af flere grunde på banden Loyal To Familia, LTF. Et tilsvarende ønske i relation til rockerbander, var tidligere blevet afvist med henvisning til grundlovens § 78, stk. 2, med den begrundelse, at bestemmelsen med sin placering ikke syntes at være rettet mod almindelig kriminalitet, men mod trusler mod den demokratiske proces. Da rigsadvokaten ikke ville anlægge sag, blev pågældende udskiftet med en, som ville.

Det er derfor på tide, når tre førende jurister i Berlingske Tidende 3. februar 2020 citeres for: ”Skive for skive, skridt for skridt har de danske politikere bevæget sig ind på en kurs, hvor man tilsidesætter grundlæggende frihedsrettigheder. Og nu er udviklingen kommet så langt, at det bør kalde på dyb bekymring fra borgerne og grundig eftertanke fra det politiske system.”

Indskrænkninger – international tendens

Det er imidlertid ikke kun herhjemme, man ser tendensen til indskrænkninger i retssikkerheden. Det er en international tendens, som vel egentlig startede i Storbritannien for år tilbage.

Efter flere måneders ophidset debat om borgernes rettigheder kontra borgernes sikkerhed vedtog det franske parlament i oktober 2017 en ekstrem striks antiterrorlov. Loven erstatter den undtagelsestilstand, som var indført efter terrorangrebene i efteråret 2015. Den giver politiet meget vide beføjelser. Således kan politiet blandt andet sætte borgere i husarrest uden dommerkendelse og ligeledes uden dommerkendelse foretage ransagninger og forbyde offentlige arrangementer.

I Polen er det regerende Lov og Retfærdigheds-parti systematisk i gang med at nedbryde det grundlæggende princip i et demokratisk samfund, magtens tredeling. I første omgang gik regeringen efter forfatningsdomstolen. Som led i omkalfatringen af retssystemet blev tre forfatningsdommere, der var udnævnt af den forrige regering, ikke længere anerkendt – i stedet indsatte man sine egne kandidater med en procedure, som både et forfatningstribunal og Europa-kommissionen vurderede som forfatningsstridig. Efterfølgende blev alle statsadvokater direkte underlagt justitsministeren, så ministeren kunne gribe ind i alle sager, såfremt han ønskede det. Derefter blev udpegningen af dommere flyttet fra det såkaldte landjustitsråd, der alene bestod af dommere, til parlamentet. Det er denne politiske eller partipolitiske overtagelse af den dømmende magt, som har fået EU til at indlede en sag mod Polen.

I Ungarn har regeringen med en forfatningsændring voldsomt beskåret forfatningsdomstolens magt. Fra 2020 vil en ny lov give justitsministeriet ret til at udpege landets dommere og blande sig i hvilken som helst efterforskning.

I november 2018 lagde den 476 medier sammen i en koncern under kontrol af regeringen, således at der i dag næppe kan siges at eksistere et medie, som ikke på en eller anden måde er underlagt regeringens kontrol. Mediernes rolle som befolkningens ”vagthund” er de facto sat ud af spil. På den måde bliver brug – eller misbrug – af magten en del af spørgsmålet om retssikkerhed.

Listen er lang over lande eller regeringer – ikke kun i Europa, men verdensomspændende – som har foretaget mere eller mindre åbenlyse indgreb i borgernes retssikkerhed. Uden for Europa kan man f.eks. pege på Indien, hvis hinduistiske regering har indført åbenlyst diskriminerende love over for det meget store muslimske mindretal eller Phillippinerne hvor regeringen har indført udenomretligt mord og lemlæstelse af formodede narkohandlere.

Man kan således næppe pege på en specifik årsag til at retssikkerheden er under pres rundt om i verden og her tænkes ikke på diktaturer men på formelt demokratiske lande. ​​ Hovedtendenserne synes dog på den ene side at være indvandring og terrorangreb og på den anden side fastholdelse og kontrol over den politiske magt og samfundsudviklingen.

Retssikkerhed – en usikker fremtid

Siden Sovjetunionens og den såkaldt virkeliggjorte socialismes sammenbrud omkring 1990/1991 har kapitalismen – i forskellige varianter - som økonomisk system været enerådende. Det som er blevet kaldt den liberale verdensorden, stod vel på magtens tinde. Angrebet på World Trade Center i New York i 2001 indledte en omkalfatring, så da den amerikanske menneskerettighedsorganisation Freedom House udgav sin årsrapport i 2019 var konklusionen, at frihedsrettighederne havde tabt terræn på verdensplan for 13. år i træk. 4​​ 

De sociale og økonomiske forandringer i medfør af globaliseringen syntes at have indledt en permanent undtagelsestilstand5 mellem borgere, statsmagt og frihedsrettighederne.  

Under indtryk af en stadig mere truende klimakrise, er der ikke udsigt til, at kapitalismen kan stoppe den faldende økonomiske vækst, den stigende ulighed og den finansielle ustabilitet. Ifølge den tyske økonom Wolfgang Streeck vil man ikke se et stort big-bang af et sammenbrud, men snarere en lang række dysfunktionaliteter, der hver for sig ikke er ’dødelige’, men som heller kan repareres hver for sig, fordi de bliver flere og flere.

Sagt på en anden måde. Samfundskontrakten hvor staten tager vare på sine borgere er langsomt men sikkert på vej mod opløsning. Statsmagten i form af den til enhver tid siddende regering søger at hindre dette sammenbrud gennem at tiltage sig stadig flere magtbeføjelser. Således har der nærmest været en eksplosion i nye magtbeføjelser til statsmagten i et sådant omfang, at selv tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen har kaldt det ”stasi-agtigt”.6 Svaret er derfor ikke som nuværende justitsminister Nick Hækkerup udtalte på Folketingets talerstol under en forespørgselsdebat for nylig, ”mere overvågning er mere frihed”.

Svaret er snarere at genlæse teologen Hal Kochs klassiker fra 1945, »Hvad er demokrati?« Her forklarede han, at demokratiet er meget mere end paragraffer og afstemninger. Demokrati er ikke bare en styreform, men en livsform, som vokser nedefra gennem samtalen og går fra det personlige til det nationale niveau. Og herfra videre til det internationale niveau.

 

1

​​ Se i øvrigt Kritisk Debat, april 2019 ”Digitalisering af den offentlige sektor og den demokratiske udfordring”

2

​​ Se Birgitte Arent Eiriksons indlæg i bogen Eksponeret, Gads forlag 2018, s. 29-45

3

​​ I 2017 vendte forsvarsadvokat Grith Stage sig mod daværende justitsminister Søren Pape Poulsens forslag om indførelse af særlige, anonyme vidner i sager om bandekriminalitet. I P1 Morgen kommenterede retsordfører Trine Bramsen indvendingen således ifølge Information 29. november 2017 ”Det er et udsagn, der kommer fra den forsvarsadvokat, der beskytter bandemedlemmerne, og som tjener styrtende med penge på at beskytte bandemedlemmer. Selvfølgelig synes hun da ikke, at det er en god idé”. Sagen endte med, at i hvert fald en blev dømt på grund af et anonymt vidneudsagn,

5

​​ Et begreb opfundet af den italienske filosof Giorgio Agamben i bogen ”undtagelsestilstanden på dansk i 2009.

7

 


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020