Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Sæson for internationale indeks

af Peter Søndergaard

 

Den skandinaviske model

Kalenderårets begyndelse er tidspunktet, hvor de mange internationale indeks, der sammenligner verdens lande på en bestemt indikator, offentliggøres og påkalder sig opmærksomhed om hvordan det er gået siden sidst: op, ned eller uændret i forhold til konkurrenterne.

Transparency International, uafhængig organisation med hovedsæde i Berlin, offentliggjorde i januar for 25. gang sit årlige Corruption Perceptions Index på World Economic Forums møde i Davos. Forinden på samme sted så et nyt internationalt indeks verdens lys for første gang, nemlig Global Social Mobility Index, som måler bevægelse mellem sociale lag indenfor et land. På begge indeks indtager Danmark en topplacering. Lad os se på dem.

Korruption defineres af TI som illegitime fordele og økonomiske transaktioner mellem to eller flere parter. Der er flere underafdelinger af korruption: bestikkelse, herunder smørelse, defineret som bestikkelse ved brug af mindre beløb, visse former for underslæb, bedrageri, afpresning, nepotisme, karteller, matchfixing og interessekonflikt. For at kunne indgå i TI’s indeks skal den ene af de involverede parter være repræsentanter for en offentlig myndighed. Det betyder f.eks. at de store hvidvaskskandaler ikke indgår i indekset, med mindre det kan påvises, at repræsentanter for offentlige tilsynsmyndigheder er involveret eller bevidst har svigtet deres kontrolopgaver.

De data, som indgår i indekset, kommer fra 13 forskellige databanker, som erhvervsorganisationer, World Bank, World Economic Forum, eksperter og tænketanke har indsamlet. TI indsamler altså ikke selv data til indekset men standardiserer og sammenkører indhentede data til ét indeks. Indeksets opgørelsesmetoder har skiftet siden starten for 25 år siden, men har været ensartede siden 2012, så man kan følge landenes udvikling de sidste 8 år.

Indekset går fra 1 til 100, jo nærmere et land kommer 100, jo mindre korrupt er det. Gennemsnitsscoren for de 180 lande, som indgår i indekset, ligger typisk på mellem 40 og 50 point, og år for år er der almindeligvis kun få udsving land for land. På årets indeks (2019) ligger Danmark og New Zealand på en delt 1. plads, begge med 87 point, der er altså selv for duksene et stykke vej til at være korruptionsfri. Det er uændret for New Zealands vedkommende, men en tilbagegang for Danmark fra 88 sidste år, hvor vi lå på en udelt førsteplads. Og desværre er udviklingen siden 2015, hvor vi lå på 91 point, den, at Danmark mister cirka 1 point om året. Det er ingen trøst, at det gør de fleste andre topkandidater også. Den generelle udvikling er derfor, at de mest korruptionsfri lande, er blevet mere korruptionsplagede, og at Danmark skal vise stålvilje til at bekæmpe korruption, hvis vi skal bevare en topplacering.

Blandt de 10 topscorere finder man som sædvanlig alle de skandinaviske lande, bortset fra Island som havner på 11. pladsen med 78 point på grund af bestikkelse for fiskeriaftaler. Blandt de førende økonomier i verden er kun Tyskland på en 9. plads med på listen over de topplacerede. I bunden af indekset finder man næppe overraskende lande som Venezuela, Sudan, Yemen, Syrien og Somalia i bunden med et 9-tal, alle lande ramt af krige og borgerkrigslignende ulykker.

Indekset står ikke alene, og i årets løb udsender TI’s 100 landekontorer rapporter om korruptionsstatus. Kontoret i Danmark skrev i sin 2018 rapport om Danmark “most experts agree that its public sector exhibits a high level of integrity”, men har senest kritiseret den manglende gennemsigtighed ved de danske politiske partiers finansiering og politikernes valgkampsmidler. Her falder Danmark i gruppen af lande der har regler, men ingen gennemsigtighed eller systematisk kontrol af reglernes overholdelse. Så her rammer Demokratikommissionens forslag lige i centrum af det meget ømme punkt, og de politiske partier har en bunden og velbeskrevet opgave, der skal løses.

Indekset kritiseres vedvarende for den måde, der måles på, og der er to hovedkategorier af kritik. Den ene går på, at man bør udskifte eksperternes vurderinger med befolkningernes meninger, mens den anden kritik finder, at indekset kun bør bygge på objektivt konstateret korruption. Men heller ikke disse alternative forslag er resistente for alvorlig kritik. Metodeproblemer i et andet internationalt indeks, der måler ligestilling mellem kønnene, Global Gender Gap Report 2020, udarbejdet af World Economic Forum, er derimod så kritiske, at vi ikke behandler resultaterne her.

Et tredje indeks som præsenteredes på World Economic Forums møde var Global Social Mobility Index udarbejdet af WEF selv. Det er et nyt indeks som placerer de 82 indekserede lande i rangorden efter hvor gode de er til at befordre mobilitet mellem samfundets sociale lag. Synspunktet er traditionelt vækstøkonomisk: “Menneskelig kapital er drivkraften for økonomisk vækst. Derfor kan alt, der undergraver den bedste allokering af talent og forhindrer akkumulering af menneskelig kapital hæmme væksten betydeligt”. Det er jo noget af en elitær provokation og udfordring til et møde hvor også klimaforkæmpere optræder, men der kan også være andre grunde end vækstøkonomiske til at støtte større social mobilitet, nemlig det synspunkt at talent er relativt universelt og befordrende for befolkningens livskvalitet, hvis det fremkaldes gennem den førte politik.

For at fremme den sociale mobilitet anbefaler WEF at regeringerne 1) forbedrer den progressive beskatning, begrænser koncentration af rigdom, effektiviserer socialpolitikken, 2) udbygger undervisning og livslang læring ved at forbedre undervisningsprogrammers kvalitet og tilgængelighed for alle, 3) skaber trygge og beskyttende rammer for alle arbejdstagere uanset erhvervsstatus i en tid med store teknologiske forandringer og jobskifte. Erhvervsledere opfordres til at satse på merit i ansættelser og til at betale en fair løn.

Indekset placerer Danmark på en førsteplads blandt de 82 lande med en score på 85.2, mens Norge, Finland, Sverige og Island følger på de næste 4 pladser.

Har de to indeks noget med hinanden at gøre? Er det på nogen måde ensartede fænomener, de samme virkninger de måler? Formentlig, ja. Blandt de 10 højest scorende på begge lister, er de 7 gengangere og altid med de skandinaviske lande i front. CPI måler forekomsten af særlige illegitime magtforhold, som skaber korruption ud fra en forestilling om, at ikke-korrupte tilstande er ønskelige og opnåelige. GSMI måler effekten af en særlig egalitær indretning af samfundsinstitutioner, som nedbryder nedarvede rettigheder og barrierer for social mobilitet. Begge indeks har oplysnings- og forandringsintentioner: Hvis I gør sådan eller sådan og allerhelst begge dele så styrker I befolkningernes fællesinteresse og bevarelsen af kapitalistiske samfundsøkonomier på et moderne civiliseret grundlag. Gør I det ikke, svækker I fællesinteressen, I får samfund med svagere demokratiske institutioner, hvor klientelistiske interesser dominerer, og I kan forvente mere korruption og mere nepotisme, nidkær yngelpleje, sociale stopklodser, færre sociale mønsterbrydere etc.

De to indeks har det tilfælles, at de måler alle andre lande på, hvor godt de ligner eller forsøger at efterligne den skandinaviske model.

 

Italien

Danmark ligger i den sidste opgørelse fra 2019 altså i førerfeltet på TI’s liste over de mindst korruptionsramte lande, og alligevel er der plads til forbedringer. Vi er blevet lidt mere korrupte end vi var, men det er indeks-konkurrenterne om topplaceringerne også.

Hos en af vore EU-kollegaer, Italien, er korruption et stort og for mange italienere dagligdags problem. Italien ligger på en delt 51. plads på TI’s indeks sammen med lande som Rwanda og Saudi-Arabien med 53 point. Det til trods er det en positiv nyhed, for Italien bevæger sig med stormskridt op ad listen med en gennemsnitlig forbedring på 2 point pr år de sidste 5 år. Den fremherskende norditalienske samfundsmoral, administrative tradition og forretningsetik presser de mere klientelistiske traditioner i Syditalien.

Alligevel er korruption i Italien så udbredt at de fleste italienere straks genkender den, når de møder den i en af dens mange forklædninger og former, også i former som man ikke i streng juridisk forstand vil definere som korruption eller følgesvenden bestikkelse, f.eks. illegale afgifter, penge under bordet, betaling for et job, overpriser, klientelistiske vennetjenester.

Hvad man ikke kan se af TI’s indeks-oversigt er at den italienske placering dækker over voldsomt store regionale forskelle, og at det er de syditalienske regioner og Rom-regionen Lazio der tegner sig for hovedparten af korruptionssagerne, mens flere norditalienske regioner mere ligner Danmark. Det viser en ny rapport fra den italienske antikorruptionsstyrelse, finansieret af en EU-bevilling.

Rapporten La corruzione in Italia 2016-2019 fra Autorità Nazionale Anticorruzione, ANAC, samler anklagemyndighedernes efterforskede sager om korruption i den offentlige forvaltning i de seneste tre år. I perioden har anklagemyndighederne efterforsket 152 sager, og mere end hundrede personer har indtil videre været varetægtsfængslet. Rapporten gætter ikke på hvor stort mørketallet er, men gør opmærksom på at det kan være betydeligt.

Rom (Lazio) og Syditalien har størstedelen af korruptionen i den offentlige forvaltning.

Regionerne Sicilien, Lazio (Rom), Campanien (Napoli), Puglien, Calabrien er overrepræsenterede og tegner sig for præcis 100 af de 152 korruptionssager. De fleste sager (40%) findes inden for reparation og vedligehold af veje og bygninger, altså offentlige anlægsarbejder hvoraf langt de fleste er licitationsopgaver. Udfaldet af disse konkurrencesager er fremkommet ved at de ansvarlige offentligt ansatte eller politisk valgte har modtaget bestikkelse af entreprenørfirmaerne i udbudsrunden. Renovationsopgaver og sundhedsforvaltninger er også korruptionsramte. Netop renovationsopgavernes katastrofalt elendige håndtering i Syditalien viser at korruption ikke alene skaber dyrtid, men også en ineffektiv måde at løse opgaver på.

Det er først og fremmest i de kommunale forvaltninger at korruption forekommer. De tegner sig for knap halvdelen af sagerne, mens regioner og provinsadministrationer tilsammen ”kun” har en halv snes sager. Resten fordeler sig på selskaber, styrelser og justits- og retsvæsenet, herunder en anløben styrelse som administrerer beslaglagt mafiaejendom. Kommunerne som arnested for korruption afspejler sig også i de retsforfulgtes professioner. Her finder man 25 borgmestre og viceborgmestre, 90 funktionærer og ledelsesansatte.

Hvad får man så for sin ulejlighed? Hvad får man til gengæld for at være korrupt? I knap 50% af sagerne har bestikkelsen pengeform, men også jobs er en valid byttevare i en snes sager. Gaver gives i en halv snes sager mens det der betegnes som bytte af ”professionelle tjenester” (”Du får en byggeentreprise; jeg får en ny asfaltvej på domicilen”) forekommer i knap en snes sager.

ANAC-rapporten forsøger med det kunstgreb at isolere korruptionssagerne til specifikke sektorer i en kriminel verden, hvor alle mulige forbrydelser over tid danner en fantasifuld mosaik. Korruption er en vigtig komponent, et kriminelt smøremiddel, viklet ind i et kringlet mønster med mafiakriminalitet, bedrageri, valgsvindel, embedsmisbrug og forskellige former for økonomisk kriminalitet på tværs af sektorer.

I den virkelige kriminelle verden faldt der dom i en spektakulær sag samtidig med ANAC-rapporten udkom. Formand for Messinas kommunalbestyrelse, Emilia Barrile, stod sammen med 16 andre anklaget for en lang række forbrydelser, herunder økonomisk kriminalitet, embedsmisbrug, ulovlig adgang til kommunale it-systemer, samarbejde med mafiaen og korruption. Hun fik en dom på godt 8 år, hvor korruptionsandelen af den samlede forbrydelsespakke var den mest banale. Et enkelt smøremiddel for at alt det andet kunne lade sig gøre.

Man kan begræde eller forarges over den italienske korruptionssvøbe, eller man kan glæde sig over at de italienske samfundsinstitutioner og borgerinitiativer i højere grad befolkes og repræsenteres af personer som gør en forskel og en stor indsats for at forhindre svindel, overgreb og snyd. ANACs rapport om korruption er en lille trædesten i den bestræbelse.

Men, at der er lang vej igen før befolkningen mener at det nytter noget, viser en anden ny stor undersøgelse lavet af ISTAT, det nationale statistiske institut. Godt halvdelen af de adspurgte sicilianere svarer at det er farligt at anmelde korruption, og en tredjedel mener tillige at det er nytteløst. Godt en fjerdedel mener at korruption er uundgåelig. Det passer godt med en anden undersøgelse som fastslår at en ud af seks sicilianerne har oplevet korruption i forbindelse med deres kontakt med sundhedsvæsenet. ISTAT vurderer at korruption på Sicilien årligt koster 4 mia. €, svarende til 3% af regionens bruttonationalprodukt.

 

5

 


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020