Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Buttigieg, Buttigieg og Gramsci. Apropos det amerikanske præsidentvalg.

​​ Af Carsten Jensen

Pete Buttigieg er foreløbig den store overraskelse under forberedelserne til det amerikanske præsidentvalg, der skal finde sted til efteråret. ’Buttigieg vil’, med Sara Marcus’ ord, være ’den første homoseksuelle præsident i USA’. At Buttigieg samtidig har rødder i en i gramsciansk familie, gør ham ikke mindre overraskende i en amerikansk kontekst. Set i forhold til venstrefløjen stiller hans kandidatur et taktisk spørgsmål. Hvad er vigtigst: at slippe af med Trumps aggressive højrepopulisme eller at vise flaget i forhold til lighedsdiskussionen med Sanders.

Pete Buttigieg var for få måneder siden aldeles ukendt i USA. Med hans sejr over Bernie Sanders, Joe Biden og resten i Iowa, det første delstatsvalg i kampen om at blive den demokratiske udfordrer til præsident Trump, satte han sig umiddelbart på dagsordenen. Andenpladsen i New Hampshire har ikke ændret på dette, men snarere understøttet forstillingen om, at han ikke blot er et one-hit wonder. Han har ligesom fx Jesse Jackson og Ralf Nader før ham vist, at ’det andet USA’ har mange facetter. Den demokratiske opposition kæmper ikke kun for økonomisk lighed, men breder også krav om lighed ud i alle det sociale livs facetter. Hvor Obama satte racespørgsmålet i den amerikanske betydning på dagsordenen først i det nye årtusinde, fortsætter Buttigieg nu med succes ved de fakto at sætte kønspolitikken øverst.

Buttigieg ser foreløbig ud til at blive en hovedperson i Det demokratiske partis forsøg på at finde en kandidat, der kan slå Donald Trump til efteråret. Buttigieg går en hård tid i møde, for det er sjældent at republikanske præsidenter ikke bliver genvalgt, og da den amerikanske økonomi pt. overvejende er på Trumps side (nogenlunde beskæftigelsestal), kan det bliver svært for demokraterne.

Der er visse lighedspunkter mellem Buttigieg og Trump, der kan være interessante nok, hvis de skulle komme op mod hinanden til sidst. De er fx begge sønner af en førstegenerationsindvandrer fra Europa (Malta henholdsvis Tyskland), der klarede sig ok i USA (professor hhv. ejendomshandler) og de har begge løjtnantsgrader (Trump har dog vist ingen egentlig erfaring som sådan). De er også forfattere. Trump udgav en bog om hans erfaringer med at lave (fantastiske) aftaler, mens Buttigieg har skrevet om sine bl.a. politiske erfaringer som tidligere borgmester i South Bend, Indiana.

Der er imidlertid også store forskelle: mens Trump står for ’det gamle USA’ med holdninger, der opprioriterer heteroseksuelle, hvide, ældre amerikanere, der er forankret i en industrialistisk kultur, står Buttigieg på mange måder for det modsatte. Han er godt nok ’hvid’, men med sydeuropæiske/latino rødder til forskel fra de britiske eller tyske rødder som den almindelige ’white anglo-saxon protestant’ (WASP), der plejer at dominere USA’s politik, har. Han er også forholdsvis ung (38) og åbent homoseksuel. Hans primære relation til det amerikanske arbejdsmarked har været den offentlige sektor og hans tilgang er udpræget postindustrialistisk – eller postfordistisk om man vil. Hvor Trump prøver at genopvække drømmen om 1950’ernes USA (eller USSR) med mange jobs i sværindustrien, taler Buttigieg om smarte, IT-baserede løsninger på amerikanernes aktuelle problemer. Trumps arv var økonomisk (et ejendomsimperium), mens Buttigiegs var kulturel: Hans far stod for et af de største projekter nogensinde uden for Italien for formidling af Antonio Gramscis tankegods: den amerikanske udgave af de berømte ’fængselsoptegnelser’. Joseph Buttigiegs redaktion og oversættelse udkom i store bidder i løbet af 1990’erne og 2000’erne. Med andre ord, inden for det amerikanske ’establishment’ er det svært at finde politikere, der er mere forskellige end de to. De viser dermed også noget af spændvidden i dette segment og ikke mindst, hvorfor det har været svært at holde sammen på den neoliberale blok i USA.

 

Trump, Sanders og Buttigieg

Set fra nogle venstrefløjstilgange er Buttigiegs succes selvfølgelig noget af en udfordring. Det ser ud til, at han blandet andet har holdt Bernie Sanders tilbage i delstatsvalg, der foreløbigt er afholdt. Sanders står for en mere bastant ’demokratisk socialistisk’ version af Det andet Amerika. Jeg havde for to år siden det held, at tilbringe det meste af en dag sammen med en af USA’s mere fremtrædende sikkerhedseksperter. En professor i International Politik, der er en af de få på hans ’rating niveau’, der imod Trump og hans følge fastholder forpligtigelsen på et åbent og udadvendt USA. Han mente i ramme alvor, men især i privat konversation, at med Sanders som kandidat i stedet for Hillary Clinton, ville Demokraterne have slået Trump. Hans primære argument var, at de demokratiske vælgere, der stemte på Hillary også ville have stemt på Bernie blot for at slippe for og tilføje Trump et nederlag. Men dem, der i svingstaterne var uafklarede, ville ikke stemme på en Hilary Clinton, som de i høj grad med rette mente repræsenterede et arrogant og ufølsomt lag af privilegerede i USA. De ville hellere vise deres utilfredshed ved at tage chancen med Trump. Havde de fået chancen med Sanders, var argumentet, kunne nogle få hundrede tusinde vælgere (og dette er dokumenteret rigtigt) have svinget hele valgresultatet bort fra Trumps mindretal og over til det (ligeså dokumenterede) demokratiske flertal af vælgere (til forskel fra ’valgmænd’).

På den baggrund er det ikke noget under, at mange amerikanere ser en udfordring til Sanders som noget, der ligner et forsøg på at undergrave venstrefløjen. Foreløbig er der ikke noget i det, som Buttigiegs siger, der retfærdiggør en tro på, at hans politik skulle repræsentere USA’s traditionelle venstrefløj bedre end Sanders. Denne synes også at være fastere forankret i grupper uden for hans egen på det identitetspolitiske område, ’farve’, sprog, etc. end Buttigieg. På den måde kan der være en idé i at håbe på Sanders. Men spørgsmålet er, om den venstrefløj, som Sanders repræsenterer, også står for det fremtidige venstre i USA? Nogle har argumenteret for, at Trump og Sanders er hinandens modsætninger, men modsætninger inden for det samme begrænsede politiske rum, nemlig et rum, der er begrænset af det klassiske industrisamfunds rammer. Ligesom Trumps kernevælgere (i Europa fx Boris Johnsons) er i færd med at forsvinde givet deres høje alder, sådan er også Sanders’. Hvis ’tid’ er en faktor i politik, og det tyder alt på, at den er, så er der også en biologisk tid for politiske erfaringer. Det må være en materialistisk/realistisk ledetråd. I dette perspektiv er et valg mellem de to ’industrialister’ ikke nødvendigvis den bedste løsning for et progressivt venstre. I hvert fald står Buttigieg ’den yngre’ med et potentiale, der set i den politiske tids perspektiv er større end Sanders’.

 

 

Pete Buttigieg og den umiddelbare identitetspolitik

Ved siden af at være tidligere borgmester og nu præsidentkandidat fanger Buttigieg de amerikanske mediers interesse på grund af hans private livs organisering. Han fremhæver selv, at han er meget forpligtet på sin familie, og har været meget åben om det. Det har selvfølgelig smittet af på medieomtalen. Her må det række at videregive tre miniportrætter af dem, der har stået ham nær i det offentlige billede af ham. Hans far Joseph/Joe Buttigieg døde i januar 2019. Han var som nævnt i en årrække optaget af et stort gramsciprojekt. Hans øvrige akademiske arbejder om Gramsci er blevet offentliggjort på så forskellige sprog som Italiensk, tysk, spansk, portugisisk og japansk. Han var ph.d. professor og tillige aktiv i den amerikanske del af det internationale gramsciselskab. Han blev født på Malta i 1947 og havde syv søskende. Ved siden af sin grundlæggende akademiske uddannelse på Universitet i Malta, tog han en uddannelse i på Oxford Universitet. Sidste ord: ’It’s been a good trip”. (68’er til det sidste lader det til.)

 

Moderen, Jennifer Anne Montgomery er også tidligere underviser på Notre Dame. Ved siden af engelsk har hun undervist i kunst og kultur. Hun beskrives som den hovedansvarlige for, at Pete kan gøre sig forståelig på norsk, fransk, spansk, italiensk, maltesisk, arabisk og dari, samt at han spiller klaver. Montgomerys baggrund er skotsk og hendes far var militærmand (oberst). Hun har støttet sin søns ægteskab og fulgte ham til alteret ved brylluppet i 2018. Hun har også støttet ham ved vælgermøder i løbet af præsidentkampagnen.

 

Chasten Glezman er Pete Buttigiegs mand. Han er 30 (Pete er 38), og har en grad inden for teater. Han er opvokset i en katolsk familie, der var skeptisk overfor hans seksuelle orientering, har boet i Tyskland og har arbejdet med teater som underviser, blandt andet for unge autister. Han har boet sammen med Pete i flere år før ægteskabet. Chasten kan ikke fordrage at gå ud med skrald, men accepterer at Pete ikke kan fordrage den måde han lægger T-shirts sammen på. Hvis det skulle lykkes Pete at blive præsident, forventer han at blive den første ’First Gentleman’ i Det hvide hus.

 

Pete Buttigieg og Joe Buttigieg

Er der noget, der tyder på, at Buttigieg har lært af sit opvækstmiljø? Det er der i hvert fald kolleger til hans far, der mener. Sara Marcus’, der underviser på Notre Dame universitetet, hvor Joseph Buttigieg underviste frem til hans tilbagetrækning i 2017, har sammenfattet hans indsats i forbindelse med unge Buttigiegs anmeldelse af hans kandidatur.

 

Hun fremstiller kollegaen Buttigieg som præget af en ’ægte, kraftfuld stamme af social retfærdighed’, en god pædagog, en underviser uden trang til at prakke de studerende sine egne ideer på og vist frem for alt en praktisk person, der ’var så langt fra en ideolog, som jeg kan forestille mig’ som hun citerer en tidligere studerende for at sige om ham. Fagligt mente hun, at han selv grundlæggende delte Gramscis interesse for ’kultur/religion, civilsamfundet, litteratur og intellektuelt arbejde’. ”Hvis kultur former politik og økonomi”, skriver Marcus, ” så er det kunstnere, intellektuelle og forskere gør, helt afgørende for ethvert politisk program”. Joe Buttigieg forklarede det på denne måde: ”Ideer betyder mindst lige så meget, som den direkte udøvelse af magt og frontal modstand.””

 

Hun fortsætter denne tankegang med at hævde, at Pete Buttigieg i sin tid som borgmester på mange måder arbejdede ud fra samme principper, om end omsat til praktiske projekter for byens fornyelse.

 

Det sæt af idéer, som Buttigieg den yngre ifølge denne fremstilling bringer videre, er således især forestillingen om ’det konkrete’, at politik skal laves som løsninger på almindelige menneskers daglige udfordringer. Det vil sige ikke som politik for de få (fx den ene procent) eller fordi en nedarvet teori som fx marxismen fra det 19. århundrede udpeger særlige problemområder eller politiske metoder. På den måde er der i hvert fald et element af en meget gramsciansk tilgang til venstrepolitik. I den forstand kan en ’arbejdsetik’ og en forpligtigelse på de mange (de 99 procent) og det konkrete være Joseph Buttigiegs arv til sønnen.

 

Højrefløjen, Buttigieg og Gramsci

Som forventet har dele af det indflydelsesrige autoritære højre omkring Trump kronede dage i omtalen af Joe og Pete Buttigieg. En ’amerikansk tænker’, Peter Skurkiss, hævder således, at Pete Buttigieg simpelthen er sin afdøde faders inkarnation og dermed også Antonio Gramscis. I en artikel, hvis titel direkte oversat ville lyde ’Borgmester Pete (Buttigieg, oa.) er Gramscis perfekte fremføringsmiddel for kulturel ødelæggelse’, sammenfattes en del af de retoriske midler, som man kan forvente at højrefløjen vil bruge mod Buttigieg i særdeles og selvfølgelig det amerikanske venstre i almindelighed i løbet af valgkampen. Skurkiss fremstår som et godt eksempel på, hvordan dette gøres.

 

For det første mistænkeliggøres Buttigieg på grund af hans faglige arbejde på Nortre Dame. På den ene side antydes det, at han ikke lavede særlig meget (var dum og doven), men bare læste Gramsci, og – naturligvis – på den anden side hævdes det, at han gjorde en monstrøs indsats for at sprede Gramscis ideer ud over verden gennem sine mange artikler, der blev oversat til forskellige sprog. ’Damned if you do and damned if you don’t’, som det hedder på amerikansk. Derudover anklages han for at have ’svigtet Gramsci’ på sine gamle dage og i stedet have kastet sig over Foucault, som han på ’marxistisk vis’ inficerede Nortre Dame universitet med.

 

For det andet og i forlængelse af fremstillingen af den akademiske rolle antyder Skurkiss, at Pete Buttigiegs homoseksualitet kan tilskrives, at hans fader beskæftigede sig professionelt med Foucault. Det antydes videre, at unge Petes åbenhed om sit privatliv er en del af et langsigtet forsøg på at normalisere homoseksualitet og dermed en del af et gramsciansk inspireret forsøg på at føre ’kulturkampf’ (Skurkiss udtryk), der skal undergrave den traditionelle amerikanske livsstil. Som Skurkiss siger: ” .. this is how the Marxists advance their agenda: - incrementally, one step at a time”.

 

For det tredje inddrages hans forældres livstil i almindelighed. Fx antydes det, at Joe Buttigeigs død skulle have relevans for sønnen Petes kampagne og, må man tro, eventuelle virke som præsident. Buttigieg den ældres død beskrives i øvrigt sådan: ”The Man, a smoker who could not quit, died of lung cancer in 2019”.

 

For det fjerde bør det selvfølgelig nævnes, at den inspiration som Gramscis skrifter stadig giver angribes. Her citeres en større passage, der sammenfatter det amerikanske højres ’gramscifrygt’: ”Gramsci needs no introduction. He was a Marxist philosopher and sometimes politician. He’s nothesworthy for redirecting the Marxist subversion of societies from the economy to instead focus on culture. Gramsci’s premise was that if the Marxists could rot out the culture, society would fall into their laps. In this regard, Gramsci’s idea has been tremendously succesful. It unleashed the Kulturkampf (culture war) against traditionalism, the family, love of country, and, most of all, religion. Their weapons are insidious ideas like multiculturalism, social justice, and identity politics.” Skurkiss misrepræsenterer således ​​ ikke Gramsci 100%, men kun cirka 50%. Under alle omstændigheder er både indholdet af Gramscis skrifter og Skurkiss’ fordrejninger egnet til at vække frygt i bibelbæltet.

 

Foreløbig virker det dog som om, der er en bred sympati for Buttigieg også ud over det demokratiske parti. Skurkiss fx advarer mod, at selv FOX TV har omtalt ham rosende, og blandt andet sammenlignet ham med Obama, som en ny demokratisk stjernepolitiker. Man må dog forvente, at dette ændrer sig, hvis han skulle blive kandidat og for alvor true Trumps republikanske parti. I så fald kan man selvfølgelig regne med alle mulige former for fortsatte for angreb på ham, hans forældres liberale, ’kommunistiske’ baggrund og hans livsstilsvalg.

 

Gramsci, Buttigieg og det neoliberale hegemonis krise

Under alle omstændigheder viser det, at Buttigieg foreløbig synes at have en chance, at der er opbrud i politik i USA. Med Trump som kandidat for højre og Sanders og Buttigiegs som repræsentanter for venstre kan neoliberalismen som ideologi ikke længere hævdes at være hegemonisk. Virkeligheden taler med stort og fortæller, at det er udfordrerne til ’det neoliberale hegemoni’ – hvor forskellige de end er – der har initiativet.

 

Udtrykt i gramscianske termer viser valgkampen i USA foreløbig, at modstanden mod neoliberalismen sætter dagsordenen. Lad være at neoliberalismen måske er dominerende på en række områder (det vil sige at mange af de store beslutninger tages på neoliberale præmisser), men hegemonisk er den ikke, hvis hegemoni har noget med tilslutning og konsensus at gøre. De almindelige borgeres politiske fornuft er gået andre steder hen i Iowa og New Hampshire. Måske ligner den almindelige fornuft mere sig selv i sydstaterne, men det kan kun de næste måneder vise.

 

Der er ingen garantier for, at Buttigieg kan klare sig bedre mod Trump end Sanders. Men han rejser under alle omstændigheder en del spørgsmål, som både det amerikanske og det europæiske venstre skal stille sig selv. Hvordan skal man forholde sig til reorganiseringen af det transatlantiske højre. Med Johnson og Trump ved magten begynder neoliberalismen for mange mennesker at ligne det næstdårligste valg. Den gamle forestilling om, at neoliberalisme både var værre end og årsag til højrepopulisme begynder at smuldre. Chantal Mouffe sagde fx i små tyve år, at højrepopulismen skulle forklares ved, at neoliberalismen skabte problemer for mange arbejdere, fordi den undergravede deres jobsikkerhed, løn og arbejdsforhold. Ifølge hende reagerede en stor del af dem ved at støtte partier, der udpegede forsvarsløse syndebukke. Haiders i Østrig, Kjærsgaards i Danmark, etc. Hvis man kunne knække neoliberalismen, ville man derfor samtidig ødelægge grundlaget for højrepopulismen. Man ville kort sagt slå to fluer med et smæk. I dag ser denne analyse og andre af samme type ikke mere så overbevisende ud. Det er også på dette felt en gentænkningens tid, som det amerikanske valg foregår under, og Buttigieg/Sanders-problematikken viser tydeligt, at svarene ikke er lette.

 

Henvisninger:

 

 

Erin Laviola (2020) ’Joseph Buttigieg, Pete Buttigieg’s Father: 5 Fast Facts.’ Heavy, 2. januar.

 

Sara Marcus (2019) ’What a Midwestern President Candidate Learned From Marxist Intellectuals’, The Nation, 12. februar.

 

Peter Skurkiss (2019) ’Mayor Pete’ is Gramsci’s perfect socialist vehicle for cultural destruction’. American Thinker, 21 maj.

 

 

6


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020