Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

 

 

NATOs fjerde krise: Målet på 2 procent er forsvarsanalfabetisme.

 

Af Jan Øberg. Oversat af Peer Møller Christensen fra ”NATO’s 4th crises: The 2 per cent goal as defense illiteracy”, The Transmational, 2. December 2019

 ​​​​ 

 

​​ 

Politisk

NATOs topmøde i London den 3. og 4. december 2019 viste den dybe politiske krise i den 70-årige alliance: Kun en middag og et kort møde, ingen fælles erklæringer, skænderier mellem ledende militærfolk, beskyldninger, grundlæggende uenigheder om Syrien og mange andre spørgsmål, den dybeste transatlantiske konflikt nogensinde og de sædvanlige diskussioner om byrdefordelingen.

 

Juridisk

Men den politiske dimension af NATOs krise er kun en side af sagen. Der er også en juridisk krise. Det kan man se, hvis man interesserer sig for at læse NATO-traktatens tekst - noget som akademikere og mediefolk generelt ikke ser ud til at have gjort. For så ville de have bemærket, at alliancen, som den ser ud i 2019, konsekvent har opereret udenfor - faktisk i strid med - sine egne mål, formål og værdier. F.eks. er FNs charter, der burde udstikke retningslinjerne for NATO, blevet overtrådt permanent i årtier – som det var tilfældet med bombningerne i Jugoslavien uden FN-mandat.

 

Den foragt, der er vist for international lovgivning generelt og FNs charter i særdeleshed, er en integreret del af NATOs eksistentielle krise.

 

Moral

Og for det tredje er der en moralsk dimension i NATO's krise. Det er der selvfølgelig ingen, der snakker om.

 

Det er en simpel kendsgerning, at ingen krig, som enkelte NATO-medlemsstater eller NATO som sådan har engageret sig i, kan betegnes som andet end forudsigelige fiaskoer, når de bedømmes ud fra alliancens egne erklærede mål og kriterier - bare tænk på Vietnam, Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien ... alle krystalklare moralske katastrofer, der har ført til ubeskrivelige lidelser, død og ødelæggelse for millioner, mens de ikke har nået et eneste af de erklærede mål, der var sat for at forklare og legitimere disse krige, såsom at skabe demokrati, respektere menneskerettigheder, frigøre kvinder eller stoppe påståede folkemord.

 

På nuværende tidspunkt burde verden have fået fortalt tilstrækkeligt med løgne om NATOs gode hensigter, politikker og handlinger til at mobilisere skattebetalende borgeres modstand.

 

Disse tre kriser kan alle henføres til den vestlige verdens reaktion på Sovjetunionens og Warszawa-pagtens hensygnen for 30 år siden - dvs. til beslutningen om at udvide NATO og udnytte Ruslands svaghed.

 

Intellektuelt

Den sidste og måske mest skjulte krise er NATOs intellektuelle krise.

 

Det er nu en alliance, der opererer i et slags ekkokammer med ringe eller ingen sans for verdens realiteter. Den er der for sin egen skyld. Når man lytter til dets generalsekretær - ikke kun Stoltenberg, men også Fogh Rasmussen og dem før dem - føler man et niveau af kreativitet og intellektualisme, der minder en om andre ledere, der også tilfældigvis var generalsekretærer, som f.eks. Leonid Breznev.

 

Uden at tage hensyn til en minimal, objektiv analyse af situationen synger NATO kun en melodi: Der er hele tiden nye trusler, vi skal bevæbne os mere, vi har brug for nye og bedre våben, og vi må derfor øge militærudgifterne.

 

Og hvordan legitimeres det?

 

Ved at udtale mantraer. Uanset hvad NATO og dets medlemmer vælger at gøre, fremlægges det ganske enkelt uden det mindste spor af argumentation eller dokumentation for, at flere penge vil øge fire ting: Forsvar, sikkerhed, stabilitet og fred. Og styrke grundlæggende vestlige værdier som frihed, demokrati og fred.

 

Hvordan kan det være – ville den lille dreng, der så på kejseren spørge - at uanset hvad NATO har gjort de sidste 70 år, fastholder alliancen stadig, at den har brug for mere for at skabe dette forsvar, sikkerhed, stabilitet og fred?

 

Hvad er der galt med et system, der fortsætter med at anvende den samme medicin årti efter årti og bevæger sig længere og længere væk fra at nå det fastsatte mål?

 

Militærudgifter generelt - ingen balance og ingen realitetskontrol

NATOs vigtigste fjende formodes at være Rusland. Det betyder ikke noget, at Ruslands militærudgifter er ca. 6-7% af NATOs samlede udgifter (29 lande). Det betyder ikke noget, at NATOs tekniske niveau er overlegent. Det betyder ikke noget, at Ruslands militærudgifter falder år for år – de faldt til 64 mia. dollars i 2018 fra 66 mia. dollars i 2017. Det betyder ikke noget, at Ruslands militærudgifter i gennemsnit kun udgjorde 45 mia. dollars fra 1992 indtil 2018.

 

Kun? Ja, NATOs samlede budget er på 1036 mia. dollars, hvoraf USA står for de 649.

 

Og det betyder ikke noget, at det gamle Warszawa-pagtbudget var ca. 65-75% af NATOs under Den Første Kolde Krig, og vi fik dengang fortalt, at en slags balance var god for stabiliteten og freden. I dag får vi at vide, at jo mere overlegenhed NATO har, jo bedre er det for verdensfreden.

 

Kort sagt, virkeligheden betyder ikke længere noget for NATO.

 

Målet på to procent

Og det er her de to procent af BNP kommer i spil og afslører, hvor dyb NATOs krise er. Men har man hørt nogen sætte spørgsmålstegn ved dette toprocentsmål, som det filosofiske nonsens - eller fup - det er?

 

Det ligner absurd teater at knytte militærudgifter til et lands økonomiske resultater. Man kan forestille sig, at en person afsætter ti procent af sin indkomst til at købe mad for. Pludselig vinder han eller hun i et lotteri eller bliver forfremmet til et job, der giver en fem gange højere indkomst. Skal den person så også begynde at spise fem gange mere?

 

Målet på de to procent er en absurditet, et udtryk for forsvarsanalfabetisme. Mennesker, der tager det alvorligt - inden for politik, medier og den akademiske verden - har åbenbart aldrig læst en grundlæggende bog om teorier og begreber inden for forsvar og sikkerhed. Eller om hvordan man udfører en professionel analyse af, hvad der truer et land.

 

Hvis militære udgifter er beregnet til at sikre et lands fremtid, kan forskellige trusler, som dette land står over for, så også variere alt efter størrelsen på BNP? Selvfølgelig ikke! Det er en bizar antagelse.

 

Anstændig, videnbaseret forsvarspolitik bør udformes på grundlag af en omfattende analyse af trusler og indeholde dimensioner som:

 

Hvad truer vores nation, vores samfund nu og ud ad forskellige tidshorisonter? Hvilke trusler, kan vi forestille os, er så store, at vi ikke kan gøre noget for at imødegå dem? Hvilke er af en sådan karakter, at det er meningsfuldt at modregne dette eller hint beløb for at føle sig rimeligt sikker? Hvilke trusler synes så små eller usandsynlige, at vi kan ignorere dem?

 

Hvilke trusler vil med størst sandsynlighed udvikle sig fra at være latente til at blive manifeste? Hvordan prioriterer vi blandt knappe ressourcer, når vi har andre behov og mål end at føle os sikre, såsom at udvikle vores økonomi, uddannelse, sundhed, kultur osv?

 

Og vigtigst af alt, to yderligere overvejelser: Hvilke trusler kan imødegås med overvejende militære midler, og hvilke kræver dybest set civile midler? Og hvordan handler vi i dag for at forhindre, at de erkendte trusler bliver realiteter, som vi er nødt til at se i øjnene - hvordan forhindrer vi, med de midler vi har, vold og reducerer risici så meget som muligt?

 

Alle disse spørgsmål skulle være mulige at besvare med det nye mantra: Bare altid giv militæret to procent af BNP, så vil alt være i orden?

 

MIMAC

MIMAC er det militær-industrielle-medie-akademiske kompleks - små eliters særinteresser i symbiose med regeringer, der kører videre og drager fordel af bizarre standarder som målet på to procent.

Et formål med dette mål er at gøre seriøs, empirisk og relevant trusselsanalyse irrelevant. Det er en evighedsmaskine - en måde at sikre, at MIMAC altid får det, det har brug for, uanset hvilke konsekvenser det har for dem, der betaler det hele, borgerne og deres skattepenge.

 

Hvis man forestiller sig, at Rusland forsvandt fra jordens overflade i morgen. Så ville NATO hurtigt finde en anden "fjende" til at legitimere, at alliancen alligevel også i fremtiden har brug for to procent af BNP. Mindst!

 

NATO Titanic

NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, bekendtgjorde for to dage siden denne forbløffende nyhed, som blev slugt af medierne som den mest naturlige ting i verden, som ikke krævede nogen spørgsmål - læs den på NATO's hjemmeside:

 

”Forud for NATO-ledernes møde i London for at markere alliancens 70-års jubilæum fremkom generalsekretær Jens Stoltenberg fredag (29. november 2019) med detaljer om store stigninger i de allierede forsvarsudgifter. Hr. Stoltenberg meddelte, at forsvarsudgifterne i 2019 for de europæiske allieredes og Canadas vedkommende i faste tal steg med 4,6%, hvilket gør dette til det femte år i træk med vækst. Han afslørede også, at disse allierede i slutningen af 2020 vil have investeret 130 mia. dollars mere siden 2016. Baseret på de seneste skøn vil den akkumulerede stigning i forsvarsudgifterne ved udgangen af 2024 være 400 mia. dollars. Hr. Stoltenberg sagde: ”Dette er en hidtil uset fremgang, og det gør NATO stærkere.””

 

Læs det omhyggeligt: ​​ Væksten i NATOs militærudgifter i perioden 2016-2020, er på 130 mia. dollars - det er dobbelt så meget som Ruslands samlede årlige budget!

 

Der er kun to ord der kan beskrive dette: Vanvid og irrationalitet. Vanvid i sig selv og vanvid, når det ses i perspektivet af alle de andre problemer, det for menneskeheden haster med at finde midler til at løse.

 

Det samlede almindelige FN-budget for året 2016-17 var på 5,6 mia. dollars. Det vil sige, at NATO-landene bruger 185 gange mere på militæret end hele verden bruger på FN.

 

Synes du, at det er klogt og i overensstemmelse med de problemer, menneskeheden har brug for at løse? Denne forfatter gør det ikke. Jeg står ved ordet vanvid. Der findes ingen rationel, akademisk, empirisk analyse og ingen teori, der kan beskrive NATOs militære udgifter som rationelle eller at de tjener menneskehedens fælles bedste.

 

Verdens stærkeste, nukleare alliance er en borg bygget på intellektuelt kviksand. Det er en politisk, moralsk, juridisk og intellektuel Titanic.

 

Den eneste bevæbning, som NATO har brug for, er juridisk, moralsk og intellektuel. Og medmindre alliancen nu bevæger sig i den retning, fortjener den at blive opløst.

 

Den omvendte proportionalitet mellem dens destruktive magt og dens moralsk-intellektuelle magt er - uden tvivl - den største enkelte trussel mod menneskehedens fremtid.

 

Denne udfordring er mindst lige så alvorlig og presserende som klimaforandringerne.

 

Måske er det på tide at holde op med at holde NATO i live ved hjælp af skatteydernes penge og starte en skatteboykot i alle NATO-lande, indtil alliancen er opløst eller i det mindste kommer ned på – lad os sige - en tiendedel af sit nuværende overdrevne militære niveau? For ikke at tale om dens ødelæggende fodaftryk på miljøet ...

 

Originalen kan findes her : https://transnational.live/2019/12/02/natos-4th-crises-the-2-per-cent-goal-as-defence-illiteracy/

 

 

 

 


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020