Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Grønt lys for flere gode pensionsår

af ​​ Bent Gravesen, medlem af Kritisk Debats redaktion

Hvem skal have grønt lys til flere gode pensionsår? Det spørgsmål har hverken regeringen eller andre endnu givet et godt svar på. Tidlig pension til de nedslidte er ikke det gode svar. Artikel om tidlig pension som svar på voksende sociale pensionsuligheder.

 

Det er ved at haste, hvis det skal blive til noget med Arnes ret til tidlig pension. Det, der haster, er ikke en konkret model for tidlig pension til den 59-årige bryggeriarbejder Arne Juhl, der optrådte i den socialdemokratiske kampagne om tidlig pension for nedslidte. Ganske vist har Arne nu ifølge Dansk Folkepartis kampagnesite arnestur.dk ventet snart 400 dage på en konkret model fra Socialdemokratiet. Men den skal såmænd nok komme, inden Arne har ventet 500 dage. Det, der derimod er ved at haste, er at få overbevist et flertal i både befolkningen og i Folketinget. De skal overbevises om, at det er en god og rigtig idé at give Arne og de andre en ret til tidlig pension. Uden et flertal i Folketinget får Arne og de andre ikke tidlig pension.

I dag er der ikke flertal i Folketinget for at give grønt lys til tidlig pension til Arne. Dansk Folkepartis stemmer mangler. Som tidligere beskrevet1 har Dansk Folkeparti gjort et stort nummer ud af at kritisere Socialdemokratiets forslag om tidlig pension for at være ”et kæmpestort blufnummer over for den danske befolkning”. Dansk Folkeparti kritiserer bl.a. Socialdemokratiet for, at de tre mia. kr., som Socialdemokratiet har afsat til tidligere tilbagetrækning, langtfra vil være nok til at tilfredsstille forventningerne blandt de mange, der mener, at de er slidt ned.

Den kritik kommer Dansk Folkeparti ikke med, fordi man foreslår en anden dyrere og bedre model. Dansk Folkeparti satser tydeligvis på noget helt andet. Partiet satser for øjeblikket på, at mange af de mennesker, som oplever sig selv som nedslidte, vil blive eller kan gøres skuffede, når regeringen fremlægger sit udspil. Dansk Folkepartis plan A er at gøre sig til skuffelsernes talsmænd. Derfor forbereder Kristian Thulesen Dahl for øjeblikket folk på, at der vil være mange hår i suppen, når regeringen spiller ud om nogle måneder.

Alt tyder på, at Arne og de andre kun får ret til tidlig pension, hvis regeringen og dens støtter i denne sag er i stand til at flytte Dansk Folkeparti. Men det er heller ikke umuligt. Kan det lykkes at overbevise en tilstrækkeligt stor del af befolkningen, vil det formodentlig være muligt at få Dansk Folkeparti til at sadle om. Hvis et klart flertal i befolkningen og ikke mindst blandt Dansk Folkepartis potentielle vælgere får et klart og troværdigt svar på, hvorfor det er både sund fornuft og retfærdigt med tidlig pension, vil det blive svært for Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti at sige nej til Arne og alle bryggeriarbejdere, sosu-er, 3F-ere, NNF-ere osv.

Denne artikel handler om, hvem der fortjener ret til tidlig pension og hvorfor. Om hvem, der skal have grønt lys til tidlig pension. Hensigten med artiklen er ikke at komme regeringen i forkøbet med en konkret model. Hensigten er alene at analysere, hvad det er for samfundsproblemer, der skal og kan løses med tidlig pension. I artiklen forsøger jeg at analysere, hvem der ud fra almindelig sund fornuft og retfærdighedssans bør gives ret til tidlig pension for at løse disse samfundsproblemer.

Politik handler i høj grad om at påpege og analysere de problemer, der kalder på politisk handling. Politisk kamp handler tilsvarende om at få andre til at se problemerne på nogenlunde samme måde. Politiske kampe kan vindes, hvis man er i stand til at tale ind i en allerede eksisterende folkelig fornuft og retfærdighedsforståelse på en sådan måde, at man får denne folkelige fornuft og retfærdighedsfølelse formuleret på en sådan måde, at de omfatter netop de problemer, man ønsker at løse med sin politik. Ønsker man opbakning til at indføre ret til tidlig pension, skal man være i stand til at påpege og beskrive de problemer, som man mener, at ret til tidlig pension vil og kan løse.

Tidlig pension er ikke det rette svar på nedslidning

Socialdemokratiet har som tidligere beskrevet2 i bedste fald fremlagt en bred upræcis problembeskrivelse, som det vil blive svært at indfri. Så længe Socialdemokratiet gør nedslidningen til det store problem, der skal løses med ret til tidlig pension, åbner partiet en unødvendig angrebsflanke for Dansk Folkeparti og de øvrige borgerlige partier. Når regeringen gør ’nedslidning’ til problemet og ret til tidlig pension til løsningen, bliver det svært.

’Nedslidning’ er ikke noget præcist veldefineret begreb. Det er det hverken klinisk, arbejdsmiljømæssigt eller juridisk. De arbejdsmiljøprofessionelle, politikere og medier, der oftest har brugt begrebet, har inkluderet mange forskellige symptomer i nedslidningsbegrebet3. Alene af den grund vil det være vanskeligt at finde et sæt af objektive kriterier på nedslidning, der kan lægges til grund for en ret til tidlig pension.

Men ikke nok med det. Hertil kommer, at nedslidning ofte defineres relationelt. Der tales ofte om, at en person er nedslidt i relation til et givet arbejde. Vi taler således om, at personerne med et særligt fysisk krævende job som f.eks. ​​ brolæggere, slagteriarbejdere, sosu-er og flyttemænd er nedslidte, når de ikke længere kan klare jobbets arbejdskrav. På den måde bliver nedslidning defineret som en (aldersafhængig) ubalance mellem et bestemt arbejdes krav og arbejdsudøverens psykiske og fysiske ressourcer.

Med en sådan definition bliver nedslidning både person- og jobrelateret. Det betyder, at man er nedslidt i forhold til et bestemt arbejde. Selve nedslidningsprocessen, indskrænkningen af de fysiske og psykiske ressourcer, kan derimod udmærket være sket i helt andre jobfunktioner.

Da Folketinget indførte seniorpensionsordningen, tog aftalepartierne de facto udgangspunkt i et sådant relationelt nedslidningsbegreb. Balancen mellem det seneste arbejdes krav og personens psykiske og fysiske ressourcer (juridisk beskrevet som ’arbejdsevne’) blev gjort til kriteriet for at få seniorpension. Partierne blev enige om et subjektivt visitationskriterium for at få ret til seniorpension, hvor man op til 6 år før folkepensionsalderen kan få seniorpension, hvis det vurderes, at man maksimalt kan arbejde 15 timer om ugen inden for det seneste jobområde. En social- og sundhedsassistent, der ikke længere kan klare 15 timer om ugen i jobbet, vil f.eks. kunne få seniorpension, selv om hun eller han måske ville kunne passe et job på 15 timer i et mindre krævende job.

Modsat Socialdemokratiet var partierne bag seniorpensionsaftalen på forhånd enige om ikke at lede efter objektive kriterier for nedslidning, der kunne lægges til grund for en objektivt defineret ret til seniorpension. Hvis nu regeringen fastholder sin ambition om at gå på jagt efter et eller flere objektive kriterier for nedslidning, er der udsigt til en ørkenvandring. Det er ganske enkelt ikke muligt at finde tilstrækkeligt retvisende objektive kriterier for en nærmere defineret ubalance mellem et bestemt arbejdes krav og arbejdsudøverens psykiske og fysiske ressourcer.

Selv hvis man vil nøjes med at finde objektive kriterier for fysisk nedslidning, er det ikke muligt at finde tilstrækkeligt valide data. Der findes ganske enkelt ingen umiddelbart tilgængelige data til opsummering af de fysiske påvirkninger gennem arbejdslivet4. Hertil kommer, at nedslidningen også påvirkes af andre faktorer end selve arbejdet. Forskning viser, at fysisk nedslidning bl.a. afhænger af arv, konstitution, individuelle aldringsprocesser, livsstil og socioøkonomisk status.

Men kan man ikke bruge antallet af år på arbejdsmarkedet eller antallet af arbejdsår som indikator for nedslidning? Mange års hårdt arbejde må vel have slidt mere end få år. Men nej. Der kan ganske enkelt ikke konstateres en positiv sammenhæng mellem længden af arbejdslivet og risikoen for, at man ikke længere kan klare arbejdet eller kun kan klare det med stort besvær i form af smerter, træthed. mv. Måler man for en sammenhæng mellem længden af arbejdslivet og selvoplevet helbred, finder man ikke en positiv sammenhæng, snarere en negativ. Længere arbejdsliv synes således at hænge sammen med relativt bedre helbred5.

Dette er en velkendt sammenhæng fra arbejdslivs- og arbejdsmiljøforskningen. Nedslidning som følge af en vedvarende ubalance mellem arbejdets krav og arbejdsudøverens psykiske og fysiske ressourcer bidrager til kortere arbejdsliv. Det kan man bl.a. læse i førtidspensionsstatistikkerne.

Vi står således med et yderst reelt og på nogle punkter voksende nedslidningsproblem, hvor det er svært for ikke at sige umuligt at finde objektive kriterier for nedslidningen. Socialdemokratiet bør derfor opgive at sikre værdig pension til nedslidte via en ret til tidlig pension på grundlag af arbejdsmarkedsanciennitet eller et andet objektivt kriterium. En værdig pension til de nedslidte sikres bedre gennem en visitationsmodel.

Med seniorpensionen kom vi her et stykke af vejen. Men selv hvis den nye seniorpension kommer til at virke efter sit formål, vil den ikke komme til at hjælpe alle de nedslidte seniorer, der ikke kan forsørge sig og sine. Er man f.eks. kortuddannet og lavtlønnet, vil det ikke være nok til at sikre en rimelig tilværelse, hvis man kan arbejde mere end 15 timer. Derfor bør regeringen foreslå, at timegrænsen for seniorpension sættes højere, f.eks. ved et halvtidsjob. ​​ 

Folkepension som et ulige fordelt universelvelfærdsgode

Det betyder ikke, at regeringen bør droppe en objektivt begrundet ret til tidlig pension. Selv om ret til tidlig pension ikke er den bedste løsning til de ’nedslidte’, kan tidlig pension sagtens være en god og rigtig løsning for ’slidte’, der fortjener at kunne gå tidligere på pension.

Hvad betyder ret til tidligere pension til ’de slidte’? Det betyder, at ret til tidlig pension er svaret på et uligheds- og retfærdighedsproblem, der knytter sig til udviklingen i det universelle danske folkepensionssystem, og som vokser sig større og større. Dette problem og dets løsning vil blive analyseret nærmere i den sidste del af artiklen.

I Danmark har vi siden 1956 haft folkepensionen som et universelt velfærdsgode. Alle borgere over en vis alder var og er berettiget til at modtage en fælles skattefinansieret folkepension. Men neden under universalismen gemmer der sig en række sociale uligheder. Uden større diskussion og folkelig kritik har dette universelle velfærdsgode gennem årene været socialt skævt fordelt. Vi har i mere end 60 år haft en formelt lige ret til folkepension, der har været socialt skævt fordelt. Lige rettigheder, men med socialt skæv fordeling.

Allerede ved folkepensionens indførelse fandtes der betydelige sociale forskelle i, hvor stor en andel af de forskellige sociale grupper der levede længe nok til at modtage folkepension. En relativt stor andel af de kortuddannede døde ganske enkelt, inden de nåede folkepensionsalderen. Blandt de højtuddannede døde nogle også før folkepensionsalderen. Men det var relativt set langt færre.

Der fandtes også social ulighed blandt dem, der levede længe nok til at få ret til folkepension. Her var der også betydelige sociale uligheder i, hvor mange år forskellige sociale grupper som gennemsnit levede med ret til folkepension. De kortuddannede på folkepension opnåede i gennemsnit færre år med ret til folkepension, end de højtuddannede gjorde.

Disse sociale uligheder i udnyttelsen af den universelle folkepension eksisterer fortsat den dag i dag. I dag har 30-årige ufaglærte mænd ifølge en analyse fra AE-Rådet6 en gennemsnitslevealder på 76,1 år, mens 30-årige mænd med en lang videregående uddannelse har en forventet gennemsnitslevealder på 83,7 år. Der er således 7,6 års forskel på mænds levealder på tværs af uddannelsesniveau. Denne forskel afspejler både en relativt større dødelighed før folkepensionsalderen og en kortere levetid for dem, der når pensionsalderen. Kvinder har en højere forventet levealder end mænd. Men her er de sociale forskelle mindre. Forskellen er her 5,7 år mellem ufaglærte kvinder og kvinder med en længere videregående uddannelse.

Man kan med god grund spørge, om det universalistiske folkepensionsprincip har ført til en fair og retfærdig fordeling af de skattefinansierede folkepensionsrettigheder7. Er det fair, at de kortuddannede, der typisk er startet tidligt på arbejdsmarkedet og ofte har haft et hårdt arbejde i gennemsnit kan få folkepension i færre år end højtuddannede?

Dette spørgsmål er nærmest slet ikke blevet stillet før de allerseneste år. Det kan der være mange grunde til. Formodentlig er en af årsagerne, at der over årene er blevet flere og flere kortuddannede, der fik glæde af at leve længe nok til at få nogle år på folkepension. Fokus har været på, at folkepensionen gradvist er blevet stadigt mere for hele folket.

I de første fire årtier af folkepensionens eksistens voksede levetiden ganske vist kun langsomt. Men efter 1995 kom der gang i udviklingen. Nu kom der større stigninger i den gennemsnitlige levetid for alle. Det gjaldt også de kortuddannede 60+-årige. Det forventede antal år på folkepension steg fra i gennemsnit 12,6 år i 1995 til 18,4 i 2010. Flere og flere har op gennem det 20. århundrede fået gavn af folkepensionen fra 67 år.

Med efterlønsordningen nød de kortuddannede samtidig i langt højere grad end de højtuddannede godt af en 5-årig efterløn. Derfor kan det ikke undre, at mange LO-arbejdere og fagbevægelsen manglede blik for den ulige fordeling af folkepensionsrettigheder i de år, hvor alle nød godt af en stigende levealder og en uændret pensionsalder, der tilmed blev sænket fra 67 til 65 ​​ år over en periode fra 2004 til 2006. Skævhederne i folkepensionsrettigheder blev opvejet af efterlønsrettighederne.

Velfærdsaftalen – stop for flere gode pensionsår ​​ 

Men alt dette har ændret sig. De første store ændringer blev politisk besluttet med velfærdsaftalen i 2006, hvor et bredt politisk flertal i Folketinget med velfærdsaftalen satte en stopper for flere gode pensionsår og tilmed rullede udviklingen lidt baglæns. I Velfærdsaftalen fra 2006 blev det aftalt mellem den daværende VK-regering, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre at hæve efterløns- og folkepensionsalderen fremadrettet8. I dag bliver pensionsalderen i overensstemmelse med velfærdsaftalen revideret løbende, ”således at den forventede periode med efterløn og folkepension er omkring 19½ år på længere sigt.”9 Dermed er nuværende forventede folkepensionsalder for dem, som i 2019 er 30-år, 72,5 år.

I 2011 besluttede den daværende VK-regering så sammen med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre en ekstraordinær fremrykning af stigningen i folkepensionsalderen. Det skete med virkning fra 2019.

Med disse ændringer har Danmark lagt sig helt op i toppen som det EU-land, der har udsigt til den allerhøjeste pensionsalder i fremtiden. Ingen andre lande er gået så langt så hurtigt, når det gælder om at sætte pensionsalderen i vejret og dermed sætte grænser for flere gode pensionsår. Vi følges kun af Grækenland og Holland, der ligger lige i hælene på Danmark med en lovbestemt pensionsalder på henholdsvis 69,6 og 69,3 år.

Velfærdsaftalens stop for flere gode pensionsår blev af aftalepartierne begrundet i en bekymring for den offentlige økonomi på længere sigt. Vi havde ifølge politikerne ikke råd til at give os selv så mange gode pensionsår mere.

Dette argument har lidt sig. Når middellevetiden stiger, mens folkepensionsalderen ligger fast, vil udgifterne til folkepension også stige, ikke mindst i de år hvor de store efterkrigsgenerationer var på pension. Det danske samfund havde og har derfor udsigt til fremover at skulle bruge flere penge på folkepension. Så langt, så godt.

Men allerede her stopper argumentet. Har man ikke penge nok til det, man gerne vil, må man gøre noget for at få penge nok. Hvis der på længere sigt skulle være tilstrækkelig offentlig økonomi til at dække bl.a. den demografiske udvikling med væsentligt flere ældre, måtte Folketinget gøre noget. Her var mulighederne mange. Man kunne optage lån, vedtage skattestigninger, foretage reduktioner i andre offentlige udgifter eller gennemføre andre såkaldte arbejdsudbudsreformer, der f.eks. får flere til at trække sig senere og/eller langsommere tilbage fra arbejdsmarkedet.

Blandt alle disse muligheder valgte partierne bag velfærdsaftalen det sidste. De satte efterløns- og folkepensionsalderen i vejret. De andre muligheder for at ’få råd’ til flere pensionsår fravalgte man derimod.10

Dette klare politiske valg blev så begrundet med to forskellige argumenter. Et økonomisk og et baseret på tilsyneladende folkelig snusfornuft. Et til brug på Christiansborg og et til den folkelige debat. På Christiansborg og partierne imellem var aftalepartiernes begrundelse økonomisk. Man frygtede finansmarkedernes reaktioner, hvis Danmark tillod sig at køre med et lidt større underskud på de offentlige budgetter i de år, hvor de store efterkrigsårgange var på pension. Derfor ville man ikke gå lånevejen, og skattestigninger under Anders Fogh Rasmussens skattestoppolitik kunne der af politiske grunde ikke blive tale om.

Over for befolkningen var argumentet et helt andet. Her blev der brugt et simpelt ’Vi har ikke råd ’-argument, hvor der blev henvist til lange, uforståelige teoretiske beregninger over den mulige fremtidige udvikling i dansk økonomi. Det var vel at mærke alle sammen beregninger med en lang række politiske regneforudsætninger. Ikke noget med at regne på fremtiden med skatteændringer. Ikke noget med, at vi godt kunne få råd til længere pension, hvis vi bare ville bruge lidt mere af fremtidens vækst til det formål.

Under disse politiske regneforudsætninger om, at man ikke ville sætte skatterne lidt op eller køre med et lidt større offentligt underskud, kunne der ifølge politikernes beregninger opstå en ’risiko for ubalancer i den offentlige økonomi på længere sigt’, hvis ikke aldersgrænserne for efterløn og folkepension blev sat i vejret. Højere efterløns- og folkepensionsalder blev dermed gjort til den ’nødvendige’ politik.

Med disse politiske begrundelser fik det danske samfund med velfærdsaftalen en politisk målsætning om at sætte en stopper for flere gode pensionsår. Hvis vi bliver ved med at leve længere og længere, skal forlængelsen så vidt muligt omsættes 100% til længere tid på arbejdsmarkedet uden ret til folkepension eller efterløn.

Tidlig pension som svar på voksende sociale pensionsuligheder

Dette stop for flere gode pensionsår påvirker allerede nu de sociale pensionsuligheder. De kortuddannede og lavtlønnede rammes langt hårdere end de langt uddannede og højtlønnede. Det skyldes først og fremmest, at de ufaglærte og faglærte er overrepræsenterede blandt dem, der har et stort behov for at trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet.

Ufaglærte og faglærte har som gennemsnit haft et ønske om at trække sig væsentligt tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet end f.eks. akademikere med en lang uddannelse. En langt større del af de ufaglærte og faglærte ønskede at bruge efterlønsordningen, end det var tilfældet blandt langvarigt uddannede. En undersøgelse har vist, at overgangen til efterløn blandt 60-årige var mere end syv gange større for arbejderklassen end for overklassen og den højere middelklasse11. For 20 år siden trak ufaglærte sig i gennemsnit fra arbejdsmarkedet som 62-årige, mens personer med en lang videregående uddannelse trak sig som 66-årige.

Disse forskellige tilbagetrækningsmønstre er allerede nu blevet påvirket ganske forskelligt af højere efterløns- og pensionsalder. I 2016 var afstanden ifølge en analyse fra Forsikring & Pension næsten halveret. I 2016 var ufaglærte i gennemsnit væsentligt ældre, 64,5 år, inden de forlod arbejdsmarkedet. Personer med en lang videregående uddannelse forlov derimod stort set arbejdsmarkedet i samme alder som ved århundredets start, nemlig ved 66,75 år.

Dette tegner et tydeligt billede. Velfærdsreformen og den efterfølgende tilbagetrækningsreform får de ufaglærte og faglærte til at blive længere på arbejdsmarkedet, mens der ikke rigtigt ændres noget for de højtuddannede. Denne udvikling og disse forskelle skyldes derimod ikke, at de ufaglærte og faglærtes middellevetid er steget hurtigere end for højtuddannede. Det er snarere det modsatte, der har været tilfældet.

Vi har i dag udsigt til, at flere og flere ufaglærte og faglærte forventer at blive så slidte, trætte og belastede, at de vil have svært (for nogen mere end svært) ved at fortsætte på arbejdsmarkedet indtil den dag, de kan få folkepension. Samtidig fortæller deres pensionsoversigt dem med al tydelighed, at de ikke vil have råd til at gå på pension uden folkepensionen. Så langt rækker arbejdsmarkedspensionen slet ikke.

I dag er det de færreste af dem, der er startet meget tidligt på arbejdsmarkedet, der undervejs har tjent en så god løn og haft en så god pensionsopsparing, at de vil have råd til at gå på pension uden ret til folkepension.12 Andre med en mere almindelig eller måske tilmed meget lav pensionsordning vil derimod ikke have økonomisk mulighed for at trække sig tilbage uden folkepensionen. ​​ 

Dermed rammer de universelle forhøjelser af efterløns- og folkepensionsalderen klasserent. Ulighederne i fordelingen af folkepensionerne vokser og bliver mere og mere synlige, ikke mindst for dem, der rammes mest. Vi har fået en voksende ulighed i livsmuligheder. Nogle har mulighed for mange gode, raske år på pension. Andre er frataget denne mulighed. De har ikke anden mulighed end at blive stadigt længere i et job, de måske tilmed mangler fysiske og psykiske ressourcer til at klare. Det er hverken retfærdigt eller ønskværdigt. ​​ 

De, der i rigtig mange år har været på arbejdsmarkedet, ofte med et hårdt og belastende job, hvor de har bidraget deres til samfundet og betalt skat, fortjener at kunne få de gode år på pension med tid til børn, børnebørn og fritidsinteresser. De, der er startet tidligt på arbejdsmarkedet og har været der gennem mange år, fortjener en ret til tidlig pension. Tidlig pension skal være en rettighed for dem, der gennem et langt arbejdsliv har gjort sig fortjent til at gå tidligt på pension, hvis de oplever sig så slidte og trætte af et måske belastende arbejde, at de gerne vil gå tidligere på pension end den almindelig folkepensionsalder. Retten til tidlig pension skal give dem råd til at kunne gå tidligt på pension, også inden de når folkepensionsalderen. Råd til at vælge en række gode år på pension med tid til børn, børnebørn og fritidsinteresser.

 

 

 

1

​​ Bent Gravesen: Tidlig pension - Der bliver brug for solidaritet, Kritisk Debat 13. januar 2020.

2

​​ Bent Gravesen: Tilbagetrækning og pension: En neoliberal succeshistorie. Kritisk Debat, april 2019; Bent Gravesen: Slut med ens, stadigt stigende folkepensionsalder til alle. Kritisk Debat, februar 2019

3

​​ Møller A, Reventlow S. Muskuloskeletal aldring, arbejdsevne og “sundhedsbrøken”. Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund 2012; 16:15–31.

4

​​ Jf. bl.a. Møller A: Giver fysisk krævende arbejde tegn på nedslidning blandt midaldrende danskere? Slutrapport til Arbejdsmiljøforskningsfonden

5

​​ Finansministeriet: Økonomisk analyse: Lange arbejdsliv og risiko for nedslidning, København 2019

6

​​ AE-Rådet: Ufaglærte mænd kan forvente 7 års kortere levetid end akademikere 2019. AE-Rådet: Ufaglærte og faglærte betaler for senere tilbagetrækning. Portræt af generation 1950-54. 2016.

7

​​ Selv om selve retten til folkepension følger et universalistisk aldersprincip, er folkepensionens størrelse gradueret efter både et bopælskriterium, samlivsform og indtægt. Fordelingen af folkepensionsrettigheder er derfor mere socialt skæv end fordelingen af folkepensionsmilliarderne. I denne artikel behandles alene den sociale fordeling af folkepensionsrettigheder. ​​ 

8

​​ Efter regeringsudvidelsen i november 2016 har Liberal Alliance tilsluttet sig forligskredsen.

9

​​ Aftale om fremtidens velstand og velfærd og investeringer i fremtiden, 20. juni 2006.

10

​​ Velfærdsaftalen indeholder bl.a. en række initiativer til at få flere indvandrere og efterkommere i arbejde og uddannelsessøgende hurtigere gennem uddannelserne.

11

​​ AE-Rådet: Ufaglærte og faglærte betaler for senere tilbagetrækning, København 2016.

12

​​ Tallene tyder ikke på, at den gruppe, der både er så tilpas trætte af deres måske belastende arbejde, at de ser frem til pensionering og har de økonomiske muligheder for selv at finansiere en pension før folkepensionsalderen er særlig stor. Men denne gruppe forventes at stige i takt med højere folkepensionsalder. Finansministeriet har tidligere beregnet, at der i 2019 forventes at være mindre end 2 pct., som benytter sig af muligheden for at selvfinansiere en pension før folkepensionsalderen med egen pensionsformue. I Finansministeriets fremskrivninger er det blevet lagt til grund, at denne andel vil stige til knap 5 pct. i 2030 og til ca. 13 pct. i 2050, hvor de forventede folkepensionsaldre er henholdsvis 68 og 72 år. Finansministeriet: Teknisk gennemgang vedr. provenuberegninger af tilbagetrækningsreformer. Oplæg for Finansudvalget d. 15. marts 2019. Finansudvalget 2018-19, Alm. Del - Bilag 103

 


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020