Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

 

 

 

EUs flygtningepolitik er en forbrydelse mod menneskeheden.

 

Af John Graversgaard, medlem af Kritisk Debats redaktion

„Es gibt zu viele Flüchtlinge, sagen die Menschen. Es gibt zu wenig Menschen, sagen die Flüchtlinge.“ ​​ (Ernst Ferstl, østrigsk forfatter).

Situationen ved EUs ydre grænser bliver stadigt mere grotesk og rædselsvækkende. Samtidig med at vi fyldes med beroligende meldinger om, at flygtningestrømmen mod Danmark og EU nu er begrænset. Men det sker på baggrund af en stadig mere voldelig og brutal grænsekontrol. En grænsepolitik som man helt bevidst har gennemført med tusindvis af druknede flygtninge som resultat. EU og medlemsstaterne er nu indbragt for Den Internationale Straffedomstol(ICC) og anklaget for brud på menneskerettighederne. Her kan du læse anklagen.

Den tyske kaptajn Carola Rackete fra redningsskibet Sea Watch 3, som både har oplevet at blive afvist fra havne og blive arresteret siger i sin nylige bog: Handeln statt Hoffen : ”Der er ikke tale om en flygtningekrise. Det er en krise som handler om global retfærdighed”(Rackete, 2019).

EU har kriminaliseret personer og NGOer som aktivt har forsøgt at udføre en humanistisk redningsindsats i Middelhavet. Efter at Italien stoppede sin ganske effektive aktion Mare Nostrum, så steg antallet af druknede i Middelhavet voldsomt. Den blev erstattet af en indsats som dækkede et langt mindre havområde, og disse redningsskibe eller ”havets ambulancer” som reddede liv til havs, blev udsat for chikane, mistænkeliggørelse og retssager. Samtidig indledte EU et samarbejde med libyske militser og den libyske kystvagt, som er en kriminel organisation, alene med det formål at forhindre migranter at søge asyl i EU. Dermed forbryder man sig mod folkeretten, når man forhindrer mennesker på flugt i at ansøge om asyl. ​​ Artikel 14 siger at man har ret til at søge og opnå asyl som en menneskeret.

EU gik over til en afskrækkelsespolitik, og mennesker efterlades på havet til at dø. Der opstår et ”dødens gab” i det centrale Middelhav hvor der ikke udføres nogen effektiv redningsindsats til havs i det område hvor behovet er størst. EU var vidende om de dødbringende konsekvenser ved at indskrænke redningsarbejdet, da man nu dækkede en meget mindre zone, og der blev brugt langt færre midler og skibe. Det handler nu om grænsekontrol som det centrale budskab fra EU, og man bryder kalkuleret international lov. Det øget presset på handelsskibe i området, som også begynder at vælge andre ruter. I begyndelsen af 2015 skete der en voldsom vækst i antallet af druknede, iagttagere taler om, at dødeligheden blev 30 gange større.

Men så kom den ”sorte uge i april” i 2015, hvor 1200 migranter druknede og det fyldte medierne i Europa. Det medførte krisemøde i EU og man ville nu øge støtten til mere redningsarbejde. Det var også en periode hvor op til 12 redningsskibe fra NGOer begyndte at operere og redde enormt mange. Men EU ændrede nu igen strategi og indledte en ​​ strategisk, taktisk og militær indsats, hvor det handlede om kontrol ikke kun til havs, men også i Libyen. Den højreekstreme Salvini i Italien gør sit til at kriminalisere NGOerne. Vi ser havne lukkes for modtagelse. EU begynder at satse på andre kræfter, og her kan den libyske kystvagt bruges som redskab til at udføre EUs kriminelle politik. Forbrydelserne skal væk fra offentlighedens lys, og denne strategi har to ben: At satse på andre til at udføre PUSH BACK og kriminalisere redningsskibenes arbejde. Det drejer sig om at forhindre modtagelse af migranter, og stoppe den negative mediekampagne mod EU landene for ikke at gøre noget. Resultatet er mærkbart og dødbringende, i 2018 er der kun et redningsskib tilbage. ​​ Samtidig begynder EU at beskrive Libyen som sikker havn, et land hvor en tysk diplomat har beskrevet lejrene i Libyen som KZ lejre.

EU har systematisk arbejdet på et flytte grænsekontrollen ned i Afrika og yder økonomisk støtte ikke kun til Libyens militser, men også til lande i Sahara området som Niger, Mali og Tchad. Migranter stoppes nede i Afrika, fængsles, afpresses og tortureres. Det legitime forsvar af grænser er endt i en humanitær katastrofe, som bryder med de værdier, som de europæiske lande ellers hylder ved festlige lejligheder.

EUs ledere som højtideligt præsenterer sig som modstandere af racisme og fremmedhad, har i bred enighed forvandlet Middelhavet til et dødens hav, interneret titusinder i uoverskuelig tid i lejre på græske øer og udliciteret flygtningemodtagelse til lovløse profitmagere og slavehandlere i Libyen. ” Den politiske og moralske uformåen til at tage hånd om et begrænset antal desperate mennesker afslører EUs sande tilstand bedre end kilometervis af akademiske skriverier”(Lapavistas, 2018).

Massedøden i Middelhavet.

Advokaten Omar Shatz med flere som står bag et anklageskrift mod EU for forbrydelser mod menneskeheden siger bla:

”Der foregår en krig i Middelhavet. Men fjenden er ikke stater eller soldater, men sårbare mennesker som foretrækker at begå selvmord til havs frem for fortsat at lide i lejrene. Jeg er født ved Middelhavets kyst og som far til et barn tænker jeg hver dag på hvordan dette smukke Mare Nostrum er blevet til verdens største kirkegård. Fuld af døde børn hvis navne vi aldrig får at vide. Radikal eller banal ondskab betyder måske præcist dette: At det er uforståeligt hvordan det ”høflige” EU er aktiv i en sådan dødbringende handling. Det er ironisk, at man ved at bygge mure for at beskytte Europas værdier - de liberale principper om menneskerettigheder – så ødelægger disse værdier. Der er ingen og har aldrig været nogen ”migrationskrise” eller ”flygtningekrise”, men en eksistenskrise for Europa”.

”I oktober 2013 chokerede forliset ved Lampedusa hvor hundredvis druknede og det førte til redningsaktionen Mare Nostrum. En humanitær aktion som varede et år og havde til formål at redde alle civile som flygtede fra Libyen. Men i dag er massedød ved drukning blevet EUs officielle politik med 20.000 døde børn, kvinder og mænd de sidste 5 år. ​​ 

Det handler om at træne militser og operere droner, som fortæller militserne hvor migranternes både er lokaliseret, hvis de kommer i havsnød. Med det formål at sikre at alle civile som flygter fra Libyen stoppes, deporteres til og fængsles i libyske koncentrationslejre. Det drejer sig om 50.000 indenfor de sidste 3 år. Vores anklage mod EU har været diskuteret I EU parlamentet, se #EU2ICC. Samt er oversat til mange sprog, men uden nogen handling”. ( Shatz i II Manifesto)

Anklageskriftet mod EU.

Anklagen er rettet til Den Internationale Straffedomstol i Haag, og her er en opsummering.

  • Der fremlægges bevis for at EU og embedsmænd fra medlemsstaterne er ansvarlige for forbrydelser mod menneskeheden ved fra 2014 gennem en forsætlig politik at begrænse strømmen af migranter på den centrale rute i Middelhavet.

  • Det er bevis for et kriminelt ansvar som ligger indenfor domstolens virkeområde for følgende: 1) at tusinder af migranter er druknet, 2) tilbagesendelse – refoulement - af titusinder af migranter som har forsøgt at flygte fra Libyen, 3) medvirken i deraf følgende forbrydelser som deportation, mord, fængsling, slaveri, tortur, voldtægt, forfølgelse og andre inhumane handlinger som har fundet sted i libyske interneringslejre og torturcentre.

  • EU har bygget på aftaler med Muammar Gadaffi, men med det libyske styres kollaps i 2011 brød EUs eksternaliseringspolitik også sammen. Som konsekvens heraf griber EU til en afskrækkelsesbaseret migrationspolitk, som ignorerer migranters ulykkelige situation på havet, med henblik på at afholde andre i en lignende situation fra at søge en sikker havn i Europa( EUs Politik Nr. 1).

  • EUs Politik Nr. 1 gør det centrale Middelhav til verdens mest dødbringende migrationsrute. Mellem 1. jan 2014 og slutningen af juli 2017, er over 14.000 døde eller meldt savnet. To begivenheder i en uge i april 2015 kostede 1.200 mennesker livet.

  • Medens antallet af migranter ikke blev reduceret, så steg dødstallet stærkt. Gradvis begyndte NGOer at udføre redningsaktioner(Search and Rescue- SAR) som før blev udført af EU. Som følge heraf ændrede EU i 2015 sin eksternaliseringspolitik.

  • EUs Politik Nr. 2 presser NGOerne ud af Middelhavet og udvider kraftigt samarbejdet med den libyske kystvagt. I en situation hvor EU og dets medlemsstater accepterer en direkte ulovlig PUSH BACK til Libyen, så betyder denne udvikling indsatsen udliciteres til den libyske kystvagt.

  • I stedet for et lovligt redningsarbejde med sikker aflevering gennemført af NGOer, ​​ bliver den libyske kystvagt en nøglefaktor i afvisning og ulovlig refoulement (tilbagesendelse) af migranter som forsøger at flygte fra Libyen.

  • Gennem lovgivning, administrative afgørelser og formelle aftaler, forsyner EU og medlemsstaterne den libyske kystvagt med materiel og strategisk støtte, som fartøjer, træning og kommando/kontrol kapacitet.

  • For at øge antallet af migranter som sendes tilbage til libyske havne, støtter EU og medlemslandene den libyske kystvagt ved at forsyne dem med positionsoplysninger om både med migranter som har problemer til havs.

  • Uden støtte fra EU og medlemslandene, ville den libyske kystvagt ikke have haft kapacitet eller vilje til at standse migranter som vil væk fra Libyen og tilbageholde dem i lejre. Uden implementering af EUs Politik Nr. 2 ville forbrydelserne mod denne målgruppe ikke have fundet sted.

  • Gennem EUs Politik Nr. 2 førte disse forbrydelser til omfattende og organiserede angreb på civile med henblik på at forhindre deres immigration, en kampagne som Den internationale Straffedomstol har juridisk tilsyn med.

  • Denne udbredte og systematiske kampagne som var og stadigvæk finder sted er rettet mod mennesker i nød, i deres mest udsatte situation når de til havs har brug for hjælp for at undgå druknedøden.

  • For at undsige sig de pligter som følger af havets love, har EU støttet en politik med tvangsmæssig overførsel til fangelejre, hvor der er begået og stadigvæk begås forbrydelser.

  • Mellem 2016 og 2918 er mere end 40.000 blevet opfanget og transporteret til fangelejre, hvor forbrydelser finder sted i strid med Rom Traktaten. Migranters forsøg på at krydse Middelhavet fortsætter med frygtelige konsekvenser.

  • EU og embedsmænd fra medlemslandene og deres agenter har omhyggeligt designet og indført en koordineret grænsekontroloperation til havs, med fuld viden om de dødbringende konsekvenser af deres handlinger.

  • I januar 2017 modtog den tyske kansler Angela Merkel en diplomatisk meddelelse fra den tyske ambassade i Niger, som beskrev lejrene i Libyen som steder ”hvor henrettelser, tortur, voldtægt, afpresning og hvor man efterlader folk i ørkenen er hverdag… med alvorlige og systematiske menneskeretsforbrydelser under koncentrationslejr lignende forhold”.

  • I august 2017 beskrev en italiensk minister dette som en organiseret afvisning fra EU og Italien af titusinder af migranter og sagde ”det bragte dem tilbage til helvede”. Den internationale straffedomstols anklager beskrev Libyen som et marked for menneskehandel”, medens den franske præsident Macron udtalte at det var ”en forbrydelse mod menneskeheden”.

  • Præsidenten for den Afrikanske Union beskrev situationen i Libyen som ”chokerende og skandaløs”. Og insisterede på at gerningsmændene skulle findes. ”Vi må fastslå hvem som er ansvarlige….i Libyen er der ingen regering, så EU kan ikke bede dette land om at tilbageholde flygtninge..disse flygtninge er i en frygtelig situation…EU er ansvarlig”.

  • Set i bakspejlet erkendte arkitekterne bag denne EU politik deres fejltagelser. De beskrev det som ”en kæmpe fejl”, som har ”kostet menneskeliv”. Men det var ingen fejltagelse. Det fremlagte bevismateriale indikerer, at denne politik var del af en bevidst plan, hvor man fuldt ud var klar over de dødbringende konsekvenser.

  • På baggrund af viden om de udbredte og systematiske forbrydelser begået i Libyen, udtalte FNs rapportør vedr. ikke-juridiske og vilkårlige henrettelser, Callamard, at ”den internationale straffedomstol burde overveje at gennemføre en indledende undersøgelse af grusomme forbrydelser mod flygtninge og migranter”.

  • FNs specielle rapportør vedrørende tortur, Melzer, beskrev hovedårsagen til disse forbrydelser: ”Migrationslove, politikker og praksis som bevidst eller med forsæt udsætter migranter for en forudsigelig risiko for tortur eller dårlig behandling er klart ulovligt”.

  • Melzer støttede Callamard i opfordringen til straffedomstolens anklager om ”at undersøge om der er tale om forbrydelser mod menneskeheden i forhold til de grove omfattende og systematiske tilfælde af tortur og umenneskelig behandling som finder sted som en direkte eller indirekte følge af staters refoulement (tilbagesendelse), afskrækkelse, kriminalisering og fængslinger”.

  • Forbrydelserne mod migranterne er veldokumenterede, det gælder også i EUs institutioner. Beviserne om forudgående viden hos EU og medlemsstaterne, mht. hvad der er sket for de deporterede migranter, kan findes i deres egne udtalelser og officielle dokumenter.

  • Det eneste udestående spørgsmål som står tilbage er at anklageren skal undersøge de forskellige aktørers ansvar for disse forbrydelser.

  • Den internationale straffedomstol har nu undersøgt situationen i Libyen i 8 år. De kriminelle overgreb mod migranter har fundet sted de sidste 5 år og fortsætter stadigvæk.

  • Bevismaterialet som er fremlagt handler om de som er mest ansvarlige. Vi beder anklageren om at stille disse til regnskab.

Kilder:

Omer Shatz på Twitter: https://twitter.com/shatzomer/media

The Guardian: ICC submission calls for prosecution of EU over migrant deaths

https://www.theguardian.com/law/2019/jun/03/icc-submission-calls-for-prosecution-of-eu-over-migrant-deaths

Debat i EU parlamentet: #EU2ICC

Costas Lapavistas: The left case against the EU, 2018.

Carola Rackete: Handeln statt hoffen. München, 2019

German diplomat in an internal cable to Angela Merkel, 29 January 2017 quoted in: Deutsche Welle, 2017, “Libyan Trafficking camps are hell for refugees, diplomats say”, ​​ https://p.dw.com/p/2WaEd

International Criminal Court, 2017, “Statement of the ICC Prosecutor to the UNSC on the Situation in Libya,” https://www.icc-cpi.int/pages/item.aspx?name=170509-otp-stat-lib

French President, Emmanuel Macron, 22 November 2017, quoted in: Pennetier, M., 2017, “France tells Libya to act over migrant “crimes against humanity”, Reuters, ​​ https://www.reuters.com/article/us-libya-migrants-france/france-tells-libya-to-act-overmigrant-crimes-against-humanity-idUSKBN1DM1YU

Agnes Callamard, Special Rapporteur of the Human Rights Council on extrajudicial, summary or arbitrary executions, 15 August 2017 in: “Report of the Special Rapporteur of the Human Rights Council on extrajudicial, summary or arbitrary executions”, United NationsGeneral Assembly, A/72/335, ​​ https://reliefweb.int/sites/reliefweb.int/files/resources/N1725806.pdf

Nils Melzer, Special Rapporteur on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment, 26 February 2018 quoted in: Itamar Man et al., 2018, “Time to Investigate European Agents for Crimes Against Migrants in Libya”, EJIL: Talk!,https://www.ejiltalk.org/time-to-investigate-european-agents-for-crimes-against-migrants-in-libya/

 


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020