Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Opbrud i EU – venstrefløjens udfordring

 

Af Jan Helbak, medlem af Kritisk Debats redaktion

 

Den nye EU-kommission under Ursula Von der Leyens formandskab har fart på. Allerede indenfor de første måneder af dens levetid har den annonceret flere kontroversielle projekter, som vil skille vandene mellem medlemslandene, statslederne og de politiske partier. Samtlige forslag reflekterer et begyndende opbrud i Unionen, og som sådan stiller de også den organiserede politiske venstrefløj overfor en afgørende udfordring. Afklaring af forholdet til EU!

 

EU kommissionens køreplan

Selv om EU-kommissionen i sine kommunikationsdokumenteri ikke skriver det direkte, skinner det igennem, at man har erkendt, at krisepolitikken fra 2011 og frem er nået til vejs ende og nu er blevet en belastning for Unionens videre udvikling. Fællespagtens konstruktion fra 1986ii, der hovedsageligt var et svar på kriserne i 70’erne og 80’erne (de europæiske landes svækkede stilling overfor USA), trænger også til reformer. Udviklingen på verdensmarkedet i løbet af globaliseringsperioden har overbevist en del af den europæiske elite, herunder et flertal i kommissionen og parlamentet, om, at der skal gennemføres en ret vidtgående reformproces på næsten alle områder, hvis Unionen skal overleve. Enten accelereret integreret Union eller indre opløsning – kunne man sige.iii

 

Som et af sine første træk har kommissionen udsendt en skrivelse til Ministerrådet og EU-parlamentet om afholdelse af en to-årig konference om Europas fremtid. Konferencen skal inddrage stort se alle institutioner, bevægelser, nationale partier osv. Spørgsmålene, der skal behandles, er eksempelvis, realisering af punkterne i Den Sociale Søjle. Udformningen af en progressiv Green New Deal med et større EU-budget.iv Ændringer af hele ØMU-konstruktionenv. Ændringer i de fire ”friheder” i ”det indre marked” bl.a. bedre beskyttelse af arbejdskraften, en fælles skattepolitik i EU og ændrede transnationale politiske opstillingslister ved EU-parlamentsvalgene. Det sidste forudsætter ændringer i Lissabontraktaten. Konferencen skal starte i 2020 og slutte med udgangen af 2022.

 

EU-parlamentet har allerede svaret på kommissionens udspil med formulering af en række krav til konferencen. Så som ”tydelig”, ”gennemsigtig” og ”reel inddragelse” af EUs borgere. At parlamentet får sæde i styrekomiteen og ikke uvæsentligt, at ministerrådets repræsentation skal afspejle styrkeforholdene i de nationale parlamenter. Parlamentet foreslår tillige, at der ved konferencens afslutning skal sammenfattes helt konkrete og ikke mindst ”forpligtende” politiske skridt. Begrundelsen er, at konferencen skal formidle Unionens videre udvikling til et egentligt politisk fællesskab. Dvs. overskride den herskende liberaløkonomiske rammetænkning og institutionelle logik.

 

Kommissionen har på grundlag af Von der Leyens politiske programerklæringvi udsendt et arbejdsprogram for 2020, hvor hovedpunkterne er Europæisk Grøn Pagt (New Deal), digitalt samarbejde, en ændring af den økonomiske politik, ”så den tjener borgerne”, forbedrede mindstelønninger og arbejdsmarkedsforhold i øvrigt, og et stærkere Europa i verden.

 

Hver især er disse punkter selvfølgelig interessante, men også gammelkendte. Taget i deres helhed derimod lægger kommissionen indirekte op til en gradvis udvidelse af EUs budget, en vigtig reform af Vækst- og stabilitetspagten, en nyfortolkning af begrebet ”social markedsøkonomi” i Lissabontraktatenvii, skridt mod en reel ligestilling af kommission og parlament, hvor sidstnævnte får initiativret, konturerne af fremtidens andetkammer i den demokratisk institutionelle arkitektur og en ny selvstændig geopolitisk/sikkerhedspolitisk kurs.

 

Disse forholdsvis vidtgående perspektiver kan ikke læses direkte af kommissionens udsendte papirer, men hver især ligger de som konsekvens af de initiativer, man vil sætte i gang eller i første omgang til debat, og danner i den sammenhæng det sandsynlige konfliktmønster i den nære fremtid. Der er kommet en kommission, der til forskel fra stemningen blandt statslederne og de nye nationalistiske tendenser i de nationale parlamenter målrettet vil arbejde mod en stadigt tættere Union med umiskendelige føderalistiske træk både proceduralt og substantielt. Om den så opnår magt til bare at søsætte for ikke at sige udrulle sit projekt, eller, som det er set før, trækkes ned i medlemsstaternes rivalisering og låses fast i de store modsætninger, er en ganske anden sag.

 

Afgørende for, om det går den ene eller den anden vej, bliver bl.a. om kommissionen og parlamentet opnår succes i deres annoncerede bestræbelser på at engagere borgere, bevægelser, partier og institutioner i en diskussion om Europas fremtid – eller om initiativet fiser ud i de gammelkendte elitære bureaukratiske manøvrer. Sker det sidste, sker der intet fremadrettet. Det stiller den organiserede venstrefløj i Europa fra Socialdemokratiet og ud til European Left overfor en helt konkret udfordring. Vil man deltage aktivt i den proces og forsøge at påvirke den/slå tonen an på alle niveauer, eller vil man på forhånd afskrive den som endnu et blålys fra kommissionen. Svaret på det spørgsmål vil nødvendigvis bero på de respektive partiers og bevægelsers forudgående analyse af EU. Ingen nævnt her, ingen glemt.

 

Staten og EU som historiske institutioner

Som et styrende overbegreb har den underliggende modsætning – en union af stater versus en union af borgere – strakt sig gennem de forskellige forslag og temaer, som den nuværende og tidligere kommissioner har søsat. Hvordan man forholder sig til den modsætning, afhænger for en stor dels vedkommende af ens statsanalytiske udgangspunkt.

 

Jeg arbejder ikke med et klassisk venstreorienteret statsbegreb. Dvs. som et overvejende magtbegreb. Staten skal efter min opfattelse begribes som et statssystem. Det skal for det første præcisere den systemiske tilgang, og har for det andet som konsekvens, at staten i dens mangfoldighed skal ses som et system af funktioner og enheder, der både internt og dem imellem  ​​​​ gennemrives af mange forskellige interesser og dermed mangefacetterede konflikter, som henter sin næring, energi og dynamik fra samfundet udenfor.

 

Det afgørende er dog, at statssystemet først og fremmest og over alt andet har som funktion og opgave at sikre stabiliteten i fremvæksten i den til enhver tid eksisterende samfundsformation. Statssystemet kan således ikke forstås som et redskab i hænderne på en bestemt samfundsklasse eller alene ved sin ”sidste instans opgave” at anvende sit voldsmonopol overfor en given opposition til den bestående orden eller i forsvaret af nationalstatens suverænitet.

 

Statssystemet er tværtimod gennemtrevlet af impulser fra civilsamfundet og hele det politiske og økonomiske liv udenfor offentlighedssfæren både som modtager og udøver i vekselhandlingerne. Der er ikke nogen skarp og veldefineret grænse mellem statssystemet og civilsamfundet. Alene af den grund, at statssystemet beskæftiger næsten halvdelen af alle lønmodtagere, hvor en meget stor del af disse absolut ikke har fælles interesse med de øverste ledende lag eller udøvende magt og indbyrdes indgår i mange forskellige hierarkier, som igen refererer til bevægelser og interessepunkter ude i samfundet.

 

Den her ultrakorte fremstilling af statsbegrebet medfører også en principiel historisk tilgang til analysen af statssystemet, hvilket på den anden side indebærer en afvisning af de politologiske, sociologiske og rene økonomiske begreber om statssystemet som udynamiske og som af samme årsag ikke magter at indfange de virkelige bevægelser både i statssystemernes daglige metabolisering, de forskellige påvirknings- og beslutningskæder og det reciprokke samspil med civilsamfundet.viii

 

Statssystemet opfattes derfor som værende både indfældet i hele samfundet, en del af alle dets bevægelser, interessemodsætninger, klassemodsætninger mv. og på samme tid stående udenfor samfundet som en ”entitet” (som oplevet handlingssubjekt, hvad statssystemet selvfølgelig ikke er), der forsøger af regulere det samfund, som det selv er en del af. Man kan således ikke beskrive institutionernes historie uden at beskrive den historiske udvikling i almindelighed.

 

I princippet gælder beskrivelsen af statssystemet også for beskrivelsen af et overnationalt system som EU. EU må med andre ord først og fremmest forstås i sin historiske tilblivelsesproces, hvis den overordnede institutionelle struktur og de indbyrdes magt- og kompetenceforhold skal forstås. Som det nationale statssystem er EU blevet til gennem en lang historisk proces brolagt med klassekompromisser, geopolitiske kompromisser og ikke mindst nationalstatslige kompromisser. Det er præcist det, som EU modstanderne eller kritikerne ser bort fra, for ellers kan de ikke operere med EU som problembærer – som det sted, hvor alle nationalstatens skyggesider adresseres.

 

EU, som unionen ser ud i dag med vedtagelsen af Lissabontraktaten, den institutionelle arkitektur, det ”indre marked”, ØMU’en, fælles valuta og de mellemstatslige traktater, ligger på sin vis meget langt fra Robert Schumans ide i 1950 om Kul- og stålunionen – og så alligevel ikke. Men den grundlæggende ide om at samle Europa til ét sammenhængende politisk fællesskab modstod ikke den kortsigtede pragmatik i de herskende klassers økonomiske genrejsningspolitik efter 1945. Det blev Jean Monnet, der fik til opgave at omsætte Schumans ideer til praktisk politik. Hans største problem var, at når skåltalerne var overstået, ønskede ingen af de seks deltagende landes ledende cirkler at afgive suverænitet. Alle vogtede over egne interesser. De praktiske barrierer på vejen frem til den endelige vedtagelse af Rom traktaten i 1957 hobede sig op, hvorfor det endelige udkast også først og fremmest blev et svar på de helt aktuelle og påtrængende problemer og opgaver snarere end en realisering af den føderale ide.ix

 

Siden har EUs udvikling foregået som én lang kamp mellem de forskellige lande, landealliancer, klassealliancer, politiske alliancer og klassers forestillinger om, hvilken konstruktion, der tjente dem bedst og i den henseende de faktiske og håndgribelige udfordringer Unionssamarbejdet ​​ stod overfor. Eksempelvis foregreb Wernerrapporten allerede tidligt i 70’erne efter ophævelsen af dollarens guldindløselighed, at en Økonomisk Monetær Union ville blive nødvendig både som fællesvaluta og som konkurrerende verdensvaluta. Det ”indre marked” blev den europæiske elites svar på USAs mere og mere aggressive dominanspolitik med Washington Concensus fra 1979 og USAs og Europas valutakonflikter i 80’erne. Den oplagte anledning til vedtagelsen af ØMU’en var dels dens forlængelse af det ”indre marked” og dels den voldsomme og kaotiske valutaspekulation, som det tidligere mellemnationale valutasamarbejde (Valutaslangen og EMS) ikke havde nogen medicin imod. Slutteligt gælder det i den grad for de mellemstatslige traktater, der opstod i forbindelse med gældskrisen.x

 

Fælles for disse afgørende elementer i Unionsstrukturen er, at de er blevet til gennem omfattende og til tider ødelæggende politiske kampe om adækvate svar på de historiske udfordringer. Således var der eksempelvis ikke enighed om hverken det ”indre marked” eller hovedelementerne i Maastrichtudkastet. Det var imidlertid den nye liberale markedsfundamentalisme, som under påvirkning af USA og på baggrund af Mitterand-regeringens nederlag i 1983, fuldstændigt fortrængte de socialliberale og socialdemokratiske modeller. Ud over den liberale indflydelse på udformningen af traktaterne og institutionerne slog den også igennem som ”statsdannelsestænkning”. Man forestillede sig simpelthen, at en stadigt tættere Union ville blive det automatiske resultat af markedsharmoniseringen og det monetære økonomiske samarbejde, som selvfølgelig måtte kræve sine egne institutioner som betydningsfulde elementer i hele EU-strukturen og det politiske magtspil. På liberal vis fik økonomien og især mikroøkonomiens primitive virksomhedsanalogier primat over politikken og har haft det lige indtil nu.

 

Efter 1989 overtog globaliseringsbølgen rollen fra ”den kolde krig” som den ydre faktor og strukturerende driver for den indre Unionsproces. Kampen om positionen på verdensmarkedet blev altafgørende for al unionspolitik og bestemmende for de nationale og politiske koalitioner organiseret omkring Paris-Berlinaksen.xi

 

Men uanset ”neoliberalismen”xii ​​ som politisk strategisk doktrin fik overvægten i den europæiske kapitals restaurationspolitik, hvor hovedangrebspunktet var velfærdsstaten, lønmodtagernes relative organisatoriske styrke og den udpræget kollektive orientering som samfundskultur, levede forestillingerne om en Europæisk Føderation af Stater som et politisk fællesskab for borgerne videre. Dvs. også tankerne om en større demokratisk overbygning over de økonomiske institutioner levede videre og blev stadigt mere konkrete, hvad der nu i dag slår ind i kommissionens aktuelle udspil.xiii

 

Ganske få har været tilfredse med Lissabontraktatens kompromis, men endnu har ingen af de store nationale aktører eller politiske institutioner/partier turdet binde an med en reel plan for en reformerende gennemskrivning af traktaten til en ægte moderne forfatningstraktat.

 

Det er historiens ironi, at krisen i 2008 og den efterfølgende gældskrise satte en afgørende stopper for den liberale ”negative integrationsstrategi” og udbygningen af det markedsfundamentalistiske grundlag for unionen. I samme ironi indgår som et betydningsfuldt særtræk, at videreudviklingen af europæisk kapitalisme og dens fortsatte position på verdensmarkedet, i dag forudsætter et opgør med den liberale økonomiske tænkning og forestillinger om økonomisk formidlede politiske-føderative reformer af EU.

 

EU ikke en monolit

Med fremkomsten af de populistiske bevægelser og den voksende folkelige opposition mod krisepolitikken og brexit er det for alvor trængt ind i den europæiske elites forskellige grupperinger, at redningsaktionen overfor finansverdenen, de store banker og selskaber, er nået til vejs ende. Borgerne vil ikke længere finde sig i at skulle betale regningen og leve videre med den voksende ulighed. De ser ikke længere EU som et værn mod globaliseringens vilkårlige virkninger og trussel mod social- og politisk tryghed – tværtimod. Og den store historiske transatlantiske alliance er i opløsning,xiv så for de toneangivende europæiske kapitalgrupper gælder det, at de er afhængige af en stærk union som grundlag, hvis de fremover skal stå distancen på verdensmarkedet. USAs og NATOs geopolitiske og sikkerhedspolitiske beskyttelse er reelt væk (Macron har ret), og på den anden side nyder deres hidtidige unionsprojekt ikke befolkningernes tillid længere.

 

Spændingerne mellem Nord og Syd, Øst og Vest og de voksende nationalistiske tendenser, hvor medlemslandene trækker sig tilbage fra unionsforpligtelserne (eks. dansk statsministers bagud skuende trusler om veto mod budgettet) og indgår i regionale alliancer udgør ikke alene en trussel mod den videre unionsdannelse. Den udgør en trussel mod europæisk kapitalismes stilling og dermed samfundenes indre velstand, sammenhængskraft og stabilitet.

 

Disse mange interessemodsætninger, der gennemskærer hinanden, påvirker samarbejdet mellem statslederne og nedbryder hidtidige alliancer. Den vigtigste alliance – Paris – Berlin – er i opbrud, fordi Tyskland som national økonomi mister styrke, og fordi en videre økonomisk udvikling af EU hidtil har stået i modsætning til tysk industris snævre interesser. Interessemodsætningerne slår også ind i forhold til de institutionelle styrkepositioner. Når Ursula Von der Leyen igen og igen fremhæver og roser parlamentet, hænger det selvfølgelig sammen med en delvis svækkelse af Det Europæiske Råd og Ministerrådet, men også med rådenes stadigt mere fodslæbende kompromisser, der afspejler de forskellige regeringsrepræsentanters hjemlige interessespil. Rådene spiller slet ikke samme positive og drivende rolle som tidligere. Den er ved at blive flyttet til kommissionen og parlamentet, som i et tæt samspil kan erobre den demokratiske legitimitet fra rådene.

 

Af disse og de tidligere nævnte grunde er det kontraproduktivt at opfatte EU som en monolit eller konsekvent omtale unionen som et handlende subjekt (på godt og ondt – mest ondt), der kan gøres ansvarligt for stort set alt. EU handler ikke og kan ikke handle. EU er et institutionelt system, indenfor hvilket de forskellige bærende instanser og interesseorganisationer kæmper om magten og det legale grundlag for magtens udøvelse. Heri indgår også det grundlæggende spændingsforhold mellem de nationale parlamentariske institutioners repræsentanter og unionens institutioners forvaltere. Godt nok har Kommissionen initiativretten, men måden den praktiseres på har i lang tid i stigende grad taget form af, hvad der kan gå gennem rådet. Af samme grund skyder oppositionen/EU modstanderne også ved siden af, når de kritiserer Kommissionens forskellige beslutninger, fordi disse som udgangspunkt er konfirmeret i ministerrådet. Aben er i vid udstrækning placeret i de hjemlige parlamenter, hos de siddende regeringer og disses magtlobbyer.

 

Desværre fremgår det ikke af de forskellige programmer på venstrefløjen, at man har gjort op med opfattelsen af EU som en monolit stående i modsætning til den legitime nationale suverænitetxv. I det seneste program fra European Left (EL) kan man ikke læse en konkret analyse af EU og finder heller ikke konkrete svar på, hvilken politik den europæiske venstrefløj skal føre. Men man taler stadig om EU som en handlende monolit. I programmet opstilles en række udmærkede (og næsten obligatoriske) reformkrav, og indirekte lægges der nu luft til de tidligere forestillinger om en opløsning af EU eller den enkelte medlemsstats udtræden af unionen. (brexit hat sat sit præg)xvi. Men dermed ikke sagt, at EL er kommet et skridt nærmere til et fælles program for demokratiske socialistiske reformer af unionen som forudsætning for at komme ud af den erkendte isolation, der stod klart efter parlamentsvalget i 2019.

 

Helt konkret indebærer den modsætningsfulde holdning til EU i European Left og i andre vestrefløjsgrupperinger, at de til forskel fra f.eks. den europæiske fagbevægelsexviixviii ikke har forholdt sig konkret til de nye udspil fra kommissionen bortset fra Varoufakis’xix bevægelse, der i traditionel stil koncentrerer sig om at skyde kommissionens grønne udspil ned, i stedet for at beskæftige sig med, hvordan der kan mobiliseres for at forbedre det. Men de ved ikke, hvordan det praktisk skal ske, fordi de skyder på kommissionen i stedet for på statslederne og de hjemlige regeringer, som har foden på bremsen.

 

På den anden side har de europæiske socialdemokraters analyse af EU og forestillinger om unionens fremtid heller ikke været særligt konkrete. I al almindelighed har de socialdemokratiske partier op gennem 90’erne, 00’erne og 10’erne underlagt sig den neoliberale ideologi og fulgt den europæiske kapitalelites krav til genopretningspolitikken. På det grundlag har de medvirket til at køre de tidligere velfærdsstater i sænk, svække arbejderbevægelserne og cementere den liberale økonomiske tænknings primat i udviklingen af EU. Af samme grund er socialdemokratierne også blevet krisepolitikkens største politiske ofre både i vælgertilslutning og i evne til at formulere en ny EU-politik for et politisk fællesskab og en social union. Man gør mange tilløb i PES og indenfor de respektive socialdemokratiske partier, men nogen samlet strategi er det ikke blevet til, og hvordan skulle det også kunne blive det, når flere af de socialdemokratiske partier, herunder det danske, hænger fast i illusionerne om at genskabe den gamle velfærdsstat indenfor nationalstatens grænser og på et økonomisk grundlag, som ikke eksisterer længere. Og som den moderne kapitalisme netop kæmper for at frigøre sig fra uden at sætte hele samfundsstabiliteten på den anden ende – læren fra 1919 – 1949.

 

Dermed ikke sagt, at der indenfor den socialdemokratiske familie ikke foregår progressiv politikudvikling på kryds og på tværs. Det gør der, og mange af de forslag, der behandles i Social Europe, Ebertstiftungen, progressive europæiske tænketanke mv., er både meget konkrete og meget anvendelige i reformeringen af unionen til en egentlig politisk demokratisk og ikke mindst social union. Men der er få bud på, hvordan de politiske programmer, visioner og konkrete sektorudspil skal realiseres. Dvs. bud på, hvilke politiske kræfter, der skal gennemføre forslagene.

 

EU fremstår således først og fremmest som monolit og bureaukratisk entitet, fordi ingen større politiske bevægelser i Europa har formået at skabe ​​ en tæt politisk-organisatorisk sammenhæng mellem den politik, der føres i det nationale rum og i EU. I dag et paradoks, der næsten ikke kan overvurderes al den stund, hverken socialdemokratiernes nye forsøg på at formulere progressive programmer for at generobre fordums storhed eller venstrefløjens politiske mål kan realiseres indenfor nationalstaternes grænser. Det forhold er så praktisk indlysende, at end ikke vælgerne i England havde tillid til realismen i Labours progressive program, bl.a. fordi det negligerede betydningen af de internationale kapitalkræfters modstand og nødvendigheden af en samlet institutionel aktør på verdensmarkedet for at modgå globaliseringens kapitaldominans og USA-Kinas dominanspolitik.xx

 

Elitens jagt på en strategi

De borgerlige kræfter i EU kan i den aktuelle historiske situation hverken gå frem eller tilbage. Selv den mest oplyste del af den europæiske elite hænger fast i luftkasteller, fordi den kan ikke komme igennem med sin politik.

 

Frankrigs præsident Macron har gjort sig til talsmand for en i realiteten temmelig moderat reform af EUs politiske overbygning og etablering af et europæisk alternativ til Nato bl.a. ved at tilbyde sin atomare afskrækkelseskapacitet i eller anden form for et fælles anliggende. Macron har også foreslået en grundig revision af de mellemstatslige traktater, der styrer den monetære politik og indgår som bærende grundlag i krisepolitikken. Han ønsker en finanspolitisk og institutionel overbygning euroen. Dog uden at gøre indrømmelser til de kritikere af euroen, der på et ordinært fagøkonomisk grundlag har påvist, at den aldrig kommer til at fungere før: a) EU-budgettet udvides, b) der indføres en række europæiske udligningsordninger, c) der gennemføres en fælles industripolitik og d) der indføres en række socioøkonomiske stabilisatorer og modkonjunkturelle mekanismer som led i en større grundlæggende økonomisk harmonisering.xxi

 

Macron får en vis støtte fra Portugal og Spanien men modarbejdes åbenlyst af den gruppe af lande med Holland i spidsen, som Danmark og Sverige også er medlemmer af. Den tyske kansler afviser ikke direkte Macrons udspil, men trækker ambitionerne ned og tidsfaktoren ud. Endnu er den fælles bankunion ikke fuldt gennemført. Tyskland tøver med at acceptere indskyderbeskyttelsen. Man kan ikke enes om at ændre formålsbestemmelsen for ECB, så banken kan fungere som egentlig centralbank under demokratisk kontrol med styrke til at regulere finanssektoren bl.a. gennem udstedelse af EU-obligationer.

 

Striden vil også vise sig, når EUs klimapolitik skal gennemføres. For det første skal EU budgettet udvides markant. For det andet vil der være europæiske investeringsfonde, der skal have udvidet deres kompetence, og der skal opbygges en politisk overbygning, som demokratisk kan kontrollere EUs øgede indflydelse i forhold til medlemsstaterne. Hele det institutionelle kompleks, der skal udvikles for at styrke euroens internationale betydning og placering i de globale transaktioner, de skærpede krav til handelsaftalerne i forhold til EUs grønne profil og kommende industripolitik antager desværre på indeværende tidspunkt mere og mere semimerkantelistiske træk – altså defensiv karakter, der slet ikke vil modsvarer de faktiske krav fra eksempelvis den fælles klimapolitik.

 

De samme tendenser gør sig gældende på det geopolitiske område. Det er i slutningen af 2019 og begyndelsen af 2020 blevet tydeligt for enhver, at EU står mere eller mindre handlingslammet overfor USAs ageren i nærområderne (Iran, Tyrkiet, Irak, Syrien, Libyen osv.). Hvis EU skal kunne handle hurtigt og effektivt, og hvis EU skal kunne forfølge en mere human og lighedsskabende udenrigs- og handelspolitik f.eks. i Mellemøsten og i Afrika, er det nødvendigt med overførsel af udenrigsministeriel- og sikkerhedspolitisk kompetence til EUs organer og begrænsning af medlemsstaternes nuværende vetoret i ministerrådet.

 

I modsat fald vil Europa og EU blive svækket på verdensmarkedet både økonomisk, geopolitisk og sikkerhedspolitisk, hvis ikke unionskapaciteten på alle tre områder styrkes.

 

Men indtil nu har den tyske kapital strittet imod en EU-finansminister, og afvist alle udligningsordninger med henvisning til budgetsløseriet, den lave produktivitet og arbejdsdisciplin i Sydeuropa. Man har promoveret eksportstrategien som eneste løsning og entydigt afvist gældsstrategien i Syd. Budgetdisciplinen og arbejdsmarkedsdisciplinen fremstilles som forudsætning for hele unionens eksportfremstød, som har været god latin også i kommissionen frem til nu. Men nu falder argumenterne til jorden, for tysk industri er ved at blive offer for sin egen medicin, og den situation slår ind i hele Europa. Man har eksporteret uden at investere, og man har investeret uden volumen og ikke nær tilstrækkeligt indenfor det avancerede it-område. Kort sagt har man med den neoliberale strategi forsømt det område, der økonomisk skulle sikre Europa – det ”indre marked”, de fælles investeringer, det fælles finansielle grundlag og den fælles industri.

 

Det er samtidig gået op for den økonomiske elite, at arbejdskraftens fri bevægelighed med optagelsen af de østeuropæiske lande er blevet et tveægget sværd. Den har leveret billig arbejdskraft fra især Syd- og Østeuropa til de mest dynamiske økonomier i Nordeuropa, men har samtidig svækket incitamenterne til investeringer og øget produktivitet, fordi profitten kunne fastholdes med den billige arbejdskraft. Den strategi er som i USA ved at blive en belastning for den større omstrukturering af kapitalen. Det vilkår ansporer nu de mest fremsynede til, under henvisning til det sociale ansvar overfor borgerne, at argumentere for reform af det ”indre marked” og vedtagelse af modvirkende foranstaltninger så som EU-mindsteløn, EU-arbejdsløshedspolitik, EU- pensionsordninger osv. Det er ikke kun, fordi de mest oplyste ønsker at imødekomme den voksende modstand fra EU-borgerne, der ligger også funktionelle intentioner bag. Hvis ikke reformerne gennemføres, kan der udvikle sig et pres fra borgerne for, at de nationale regeringer indfører beskyttelsesforanstaltninger på alle de nævnte områder, og hvis de tendenser får fart, bliver de en reel trussel mod hele unionsstrukturen, der langt overgår truslen fra brexit og de nationalkonservative trusler mod demokratiet og den politiske udvikling fra Ungarn og Polen.

Et enkelt forhold demonstrerer forbilledligt, hvor vanskeligt det er for de borgerlige kræfter at finde samling og skabe enhed blandt de herskende klasser og grupper i EU.

 

Margrethe Vestager fører som ledende kommissær en klar og klassisk liberal linje for at forsvare den fri konkurrence og modvirke enhver form for monopoldannelse. Tysk og fransk kapitalisme ønsker derimod et opgør med den politik (Siemens-Alstom sagen). Man forfægter nødvendigheden af at lempe på konkurrencereglerne og dermed åbne retten til reel monopoldannelse indenfor et område og ad den vej opbygge ”economic champions”. Argumentationen går på, at det er tvingende nødvendigt, hvis de store europæiske virksomheder indenfor specielle områder skal kunne ​​ tage konkurrencen op med de amerikanske og især Kinesiske om markedspositioner på verdensmarkedet og således også kontrollen med værdikæderne.

 

Hvis modstanderne af Vestagers liberale konkurrencepolitik vinder slaget, hvad der er tegn på, vil det få enorme konsekvenser for omstruktureringen af europæisk kapitalisme. Små og mellemstore nationale virksomheder vil blive udkonkurreret eller opkøbt som underleverandører. De nationale regeringer vil stå svækkede overfor de store transnationale giganter (alene indenfor fremtidens togstruktur i Europa), fordi den nationale økonomi vil blive afhængig af disse giganters udvikling. Det vil få betydning for skattepolitikken, den finansielle sektor, investeringspolitikken, de mindre virksomhedernes mulighed for at investere og for arbejdsmarkedspolitikken.

 

Endnu har ingen kapitalfraktion hverken nationalt eller transnationalt (i EU) været stærke nok til ensidigt at trække af og sætte linjen hverken indenfor eller udenfor EUs institutioner. Ikke desto mindre øges presset bl.a. forårsaget pres udefra som eksempelvis af Trumps ”America First” politik, sanktionspolitikken, dollardominansen og Kinas stille ”invasion” af Østeuropa og Belt and Road initiativ, der, hvis det ikke modgås, vil komme til at sætte standarderne for fremtiden.

 

Som det er set før i historien, afløses en historisk periode ikke gnidningsfrit af en ny. De liberale kræfter er i dag splittet mellem de hidtil toneangivende markedsfundamentalister og de nye oplyste grupperinger, som ønsker en politisk-demokratisk videreudvikling af unionen i socialliberal retning (bl.a. Ursula Von der Leyen). De nationalistiske kræfter er delt mellem traditionelle nationalkonservative grupper og mere radikale populistiske strømninger som dem i Italien, Frankrig og Tyskland, og i alt væsentligt repræsenterer de de svageste kapitalkræfter, uden at der endnu har tegnet sig en samlet gruppe til at repræsentere de stærkeste kapitalfraktioner. Men afgørende er, at der ikke vil være nogen samfundsområder, der går fri for den omstruktureringsproces, som er i gang om end på diffus facon og uden klart perspektiv.

 

En ny progressiv alliance?

Kapitalens aggressive neoliberale genopretningsstrategi har nedbrudt unionen som politisk demokratisk og folkeligt projekt og fremmedgjort EU overfor brede dele af befolkningen indenfor samtlige samfundsområder.

 

Det er den samme genopretningsstrategi, der har udviklet den parasitære finanssektor, stivnet EUs forskellige institutioner og opløst medlemslandenes begyndende kulturelle tilnærmelse i ekstreme nationalistiske strømninger, skubbet til racistiske og nationalistiske fordomme og nationalt snæversyn. Sat nationale lønmodtagergrupper op mod hinanden og lukket af for udbredt værdioverførsel indenfor Unionen.

 

De økonomiske klasser, der klæber til denne strategi, forsøger på alle måder i dag at videreføre den i stadigt mere ekstreme former. Overfor disse klassers politik og økonomiske dispositioner står en ny kommission og et parlament med en siden valget i 2019 stærkere historisk legitimitet, der i hovedtræk ønsker at drive EU i socialliberal og mere demokratisk retning og af samme grund er tvunget ud i et opgør med hele komplekset af neoliberal politik både i de nationale parlamenter, i EUs institutioner og ude i samfundet både på markedet og i civilsamfundet.

 

Det er i det perspektiv, kommissionens forskellige udspil skal vurderes. Det gælder udspillet om konferencen om Europas fremtid. Det gælder Arbejdsprogrammet for 2020, forhandlingerne om European Stability Mechanism og dens optagelse i EU-systemet (for nuværende mellemstatsligt). Det gælder reform af hele ØMU-systemet og tilsvarende politisk overbygning, herunder liberalisering af Vækst- og Stabilitetspagtens bestemmelser. Det gælder forstærkning af den sociale dimension i Det Europæiske Semester. Det gælder udvidelse af EUs budget. Det gælder øget inddragelse af de nationale parlamenter i beslutningsprocesserne, en stærkere rolle for det regionale og det sociale- arbejdsmarkedspolitiske udvalg samt ikke mindst omsætning af Den Sociale Søjle til reel og praktisk politik.xxii

 

Som tidligere nævnt foreslår kommissionen også transnationale partidannelser og opstillingslister til parlamentsvalget tillige med en øget indflydelse for parlamentet i beslutningsprocessen. Man kan hævde, at de sidste forslag er gratis, fordi de ikke kan gennemføres uden traktatændringer, som igen forudsætter enighed i Det Europæiske Råd. Men det ændrer ikke på, at en hel række af de centrale temaer i en europæisk reformpolitik til gavn for lønmodtagerne og øget demokratisk indflydelse, nu er sluppet ud og har fået autoritativ status, eftersom de er formuleret af kommissionen og delvist støttet af parlamentet.

 

Modsat de forskellige fraktioner i de herskende klassers ”købmands-og prokuratorpolitik” har de brede lønmodtagergrupper i hele Europa en klar interesse i en samlet union med en stærkere og mere demokratisk politisk overbygning, herunder demokratisk kontrollerede udligningsordninger. Hvis lønmodtagerne skal beskytte sig mod globaliseringens vilkårlige dehumanisering af leveforholdene, hvis de skal forhindre vanvittig militær oprustning og europæisk kapitalismes ødelæggende investeringer, som skaber lavvækst på verdensmarkedet, hvis lønmodtagerne skal forhindre ødelæggelse af deres byer, klimaet, arbejdsforhold osv. har de en klar interesse i at samle sig for en udvidet union. Uden økonomisk tyngde ingen magt.

Indenfor det forhold står og falder den europæiske og de nationale arbejderbevægelsers fremtidige betydning (herunder socialdemokratierne og dele af venstrefløjen) med deres evne og vilje til at formulere konkrete programmer sammen med de socialliberale partier og bevægelser i middelklassen.

 

På det grundlag kan der skabes en ny offensiv centrum-venstrealliance som afløsning for den tidligere defensive alliance, hvis mål var at holde den neoliberale offensiv stangen.xxiii Der er i den forstand tale om to vidt forskellige alliancer, selv om de samme partier, bevægelser og sociale klasser indgår i alliancerne.

 

Et nyt centrum venstre

Før nogen af de politiske partier indenfor EU for alvor har reageret på kommissionens udspil, er der kommet positive reaktioner fra parlamentets forskellige grupper (De Grønne, Socialdemokraterne og dele af venstrefløjen og de socialliberale) og fra den europæiske faglige sammenslutning (ETUC), hvor man i flere manifester og oplæg efter 2019 slår tonen an: Fagbevægelsen skal levere helt konkrete forslag til at gøre unionen mere social, og fagbevægelsen skal bidrage til at rekonstruere unionen på et mere demokratisk politisk grundlag, hvilket forudsætter konstitutionelle ændringer. Det indebærer også reform af de institutionelle strukturer.

 

Her adskiller ETUC’s udspil sig fra en række af de kendte forslag fra bl.a. venstrefløjen om ”Et andet Europa”. Politikken sættes før institutionerne, som i hovedsagen ikke behandles uafhængigt af den politik, de skal beslutte og forvalte. Det fremgår af en række oplæg, rapporter, memoranda osv. fra ETUCs tænketank ETUI og fra tilsluttede tænketanke og forskningsenheder.

 

Udspillene kan indeholdes indenfor følgende hovedoverskrifter:

  • Overflytning af magt og kompetence fra ministerråd til parlamentet. Fremme af flertalsafgørelse, så fremdriften i unionen ikke kan stoppes af veto,

  • Den regionale komite og den økonomiske-sociale komite skal have større kompetence og indgå i fremtidens beslutningsprocedure sammen med de nationale parlamenter,

  • Euroen og hele ØMU-systemet skal underlægges en samlet økonomisk EU-politik med ansvar for den økonomiske udbygning af hele Europa,xxiv

  • En samlet industripolitik og et finanspolitisk grundlag for udligning skal sikre en harmonisering af produktivitets- og dermed konkurrenceudviklingen i alle EUs medlemslande, herunder sikre en fremtidsholdbar arbejdsdeling,

  • De sociale forhold og arbejdsmarkedsforholdene skal gradvist harmoniseres på højeste fællesnævner, hvilket forudsætter de foregående elementer,

  • Der skal gennemføres en revolutionerende klimapolitik, som skal styre hele Europas omstrukturering og indgå i alle handelsaftaler og investeringsfremstød,

  • Hele den kollektive trafik skal harmoniseres, og der skal investeres i boliger, som folk kan betale,

  • Støtte til et selvstændigt defensivt forsvar.

 

Rationalet er det forholdsvist banale, at hvis det lykkes et nyt centrum-venstre og fagbevægelsen at mobilisere til diskussion af de ovenfor nævnte punkter samt indgå i åben diskussion med kommissionen og parlamentet vil det være muligt at udlægge forskellige men sammenfaldende veje til fælles forhold, fælles standarder og således også konvergerende kultur og ikke mindst vigtigt opbygning af en politisk unionsbevidsthed som alternativ til den snævre liberale identitetspolitik.

 

Sprog, normer, identiteter, ”tryghed ved den anden” osv. skabes ikke pr. dekret eller ud af den blå luft. Det gjaldt også op gennem nationalstaternes dannelsesproces (der skal mere til, end at et flag falder ned fra himlen. Frankrigs overgang fra landet af generalstænder til en nationalforsamling var ikke ublodig).

 

Samtlige samfundsmæssige institutioner er frembragt og konsolideret gennem kamp mellem mange modsatrettede interesser – eks. konservative/reaktionære og utopisk fremskuende grupper (som i Danmark mellem Nationalliberale og Helstatspolitikere). Det samme gælder for dannelsen af den politisk-demokratiske Union.

 

Eksempelvis findes konturerne til politisk, organisatorisk og kulturel konvergens i en mulig fælles bestræbelse på arbejdsmarkedet for en høj fast EU-mindsteløn. For fælles arbejdsløshedsforsikring og social beskyttelse. For arbejdsmiljøbeskyttelse osv. For fælles beskyttelse af udkantsområderne og gennemførelse af billig kollektiv trafik. For fælles bankregulering og indførelse af fælles skattepolitik til at finansiere omstillingerne.

 

Hvor forestillingerne om en europæisk unionsidentitet og gensidig åbenhed for det meste fremtræder i til tider opulente symbolmarkører, hvor de fleste politikere og opinionsdannere ofte på skolastisk vis forveksler dem med de virkelige enhedsskabende forhold, nemlig som det at være fælles om noget dagligt betydningsfuldt – eksempelvis overenskomster eller en ensartet arbejdsmiljølovgivning.

 

Det er disse mulige organiserede og politisk formulerede initiativer, bevægelser og projekter, der skaber det materielle grundlag for konvergens og politiske opgør med EUs aktuelle ”neoliberalt” dominerede institutionelle- og beslutningsmæssige arkitektur.

 

Ovennævnte grundlag for et nyt centrum-venstre kan ikke takseres som en tilfældig mulighed. Hvis lønmodtagerne skal gennemføre opgøret med den neoliberale strategi i alle dens aspekter og blive til europæiske lønmodtagere, herunder opgøret med den brutale globaliseringsstrategi, er samlingen bag et forenet centrum-venstre og en styrket fagbevægelse en nødvendighed. På den anden side – og her gemmer nødvendighedens grund sig – kan hverken socialdemokratierne, venstrefløjen, de socialliberale eller fagbevægelsen gennemføre deres politik på national grund eller vokse i styrke på de lokale arbejdsmarkeder, hvis de ikke kan mobilisere og løfte deres nationale politik ind i et unionsperspektiv. Der kan eksempelvis ikke gennemføres en radikal arbejdsmiljøpolitik på nationalt plan uden at svække det nationale erhvervsliv. Selv de mindste forbedringer skal tage hensyn til det ”indre marked” og de afgørende markedsfriheder. Hvis man ikke anerkender det historiske forhold, er der kun det defensive nationale perspektiv tilbage, og så har man forskrevet retten til fremtiden til en ukendt spiller.

 

Selvfølgelig kan man argumentere for en udmeldelse af EU eller en opløsning af hele unionen og dens omdannelse til en snæver handelsunion (hvilket har været fremherskende forestillinger på den organiserede venstrefløj).

 

Konsekvenserne ville dog i denne verden være uoverskuelige og helt sikkert, ville det være lønmodtagerne, som kom til at betale for den strategi. Ikke bare socialt og økonomisk, men politisk og kulturelt (bevidsthedsmæssigt). I en sådan alles kamp mod alle og en fælles svækkelse på verdensmarkedet, ville lønmodtagerne som samlet gruppe blive underlagt den nationale kapital eller den transnationale kapitals direktiver og dominans – berøvet ethvert alternativ.

 

Og endnu har vi til gode at se bare konturerne af en håndgribelig og troværdig strategi fra den EU-kritiske venstrefløjsbevægelse for, hvordan en ​​ udmeldelse fra eller opløsning af EU skal foregå uden at udlevere lønmodtagerne til den totale underordning under kapitalens og borgerskabernes dominans. Desværre har den linje historisk spillet en fremtrædende rolle på den organiserede venstrefløj og virket som en blokering for udarbejdelse af en konkret og offensiv unionsstrategi med plads til en realistisk alliancepolitik.

 

Socialdemokratiernes ambivalente forhold til enhver union i modsætning til deres historiske forkærlighed for nationen placerer dem for tiden ikke i en meget bedre position. Men som samlet gruppe og som europæisk enhed i PES bekender de sig trods alt til en fremtidsvision for en social union samtidig med, at de som centrale nationale partier indgår i EUs praktiske politik og løbende studehandler. Men nogen offensiv kraft har socialdemokratierne ikke udgjort siden begyndelsen af 80’erne (den socialdemokratiske leder, der kom nærmest, var Delors. Men også han måtte bøje nakken for den ”neoliberale” dominans). Det samme gælder de nationale faglige sammenslutninger.

 

Som centrale historiske politiske kræfter i samfundet og i de parlamentariske institutioner adskiller socialdemokratierne sig fra den organiserede venstrefløj, som siden slutningen af 70’erne og helt tydeligt efter 1992 fortrinsvis har spillet en marginal rolle. Man vil sandsynligvis hævde det modsatte ved at henvise til de mange protestbevægelser i Europa, hvoraf nogle er blevet til politiske partier af diffus venstreorienteret type. Men kendetegnende for dem alle er fraværet af bærende programmer for at overvinde de misforhold, som de er opstået som protestbevægelser imod samt fraværet af organisk forbindelse til den brede arbejderbevægelse.

 

Med andre ord har socialdemokratierne og de nationale fagforeninger, regionale bevægelser mv. de mest indlysende motiver til at overvinde det aktuelle nationale snæversyn og engagere sig i opbygningen af en ny centrum-venstre alliance, hvorimod det vil kræve et større psykologisk- politisk-ideologisk opgør, hvis venstrefløjen skal vriste sig fri af sin marginale politiske placering og indgå i en centrum-venstrealliance i åbent samarbejde med de socialliberale kræfter og grønne partier.

 

Perspektivering – reformpolitikkens organisering

Ursula Von der Leyens kommission kan ikke realisere sit eget program, medmindre kommissionen kan trække sig selv op ved håret og sprænge sit institutionelle grundlags magtkonstellation. Kommissionen kan pege på de problemer, der skal løses, men ikke selv løse dem.

 

Ministerrådet kan i princippet lovgive på en række af de områder, som kommissionen peger på, men kan, som enhver kan se, ikke blive enig med sig selv om at handle. Hertil er de nationale interessestridigheder for store på næsten alle de problemkomplekser, som kommissionen har udpeget.

 

Det europæiske råd er ikke meget mere handlekraftigt, når det kommer til virkelig gennemgribende reformer af ØMU’en, det ”indre marked”, fælles forsvar og udenrigspolitik og EUs fremtidige institutionelle opbygning. Her gennemskæres det europæiske råd af så alvorlige modsætninger, at man knap er i stand til at forfatte fællesudtalelser efter topmøderne. Flere topledere vil gerne svinge pisken, men de har ingen.

 

Men nogen skal jo handle! Hvis vi vel at mærke skal ud af dødvandet og virkeliggøre kommissionens kendte arbejds- og reformprogram eller for den sags skyld mangfoldigheden af de programmer, der er udviklet indenfor især det socialdemokratiske venstre og nogle organisationer på den europæiske venstrefløj. Eksempelvis producerer Diem 28 politiske programmer for ”Another Union” i en lind strøm, men der følger som regel ikke konkrete forslag til en handlende samfundsaktør med. Det er også meget fint, at diverse tænketanke og ikke mindst ETUC som samlet fagbevægelse kommenterer på kommissionens udspil og selv fremlægger virkeligt substantielle forslag både hvad angår virkeliggørelse af forslagene i den sociale søjle, kommissionens arbejdsprogram og invitation til konferencen om Europas fremtid. Men som så ofte før løber de mange gode forslag ud i sandet, og den snævre teknokratiske virksomhedspolitik tager over, hvis ikke der er samfundskræfter udenfor de kendte institutioners lukkede rum, som handler – og som folk er flest kan tilslutte sig.

 

De enkelte aktørgrupper kan sagtens handle hver for sig, men det flytter ikke det store, og da slet ikke hvis det gælder afgørende reformer af EUs traktatgrundlag og unionens funktionsmåde. Selvfølgelig kan danske parlamentarikere handle og sende ministrene afsted til Bruxelles med bindende mandat. Selvfølgelig kan borgmestre og regionsformænd handle i Den Regionale Komite.xxv Selvfølgelig kan arbejdsmarkedets parter handle i Den Økonomisk- sociale Komite og selvfølgelig kan de forskellige parlamentarikere i EU-parlamentet handle. Men det ændrer ikke meget, medmindre de store spillere – statslederne fra de store lande – udfordres af en folkelig mobilisering og et organiseret politisk pres, der tager reformudspillene alvorligt og måske oven i købet ønsker at radikalisere dem yderligere.

 

Der skal opbygges en EU-centrum-venstre alliance bestående af partier, fagforeninger og mangfoldigheden af sociale bevægelser, der både kan opbygge nationale alliancer og fronter, alliancer på tværs af grænserne for at presse bestemte dagsordener igennem på ministerrådsmøderne og møderne i Det Europæiske Råd. Der kan opbygges lignende alliancer på tværs af grænserne mellem de regionale- og kommunale råd og institutioner på helt konkrete og praktiske spørgsmål som eksempelvis udkantspolitik, bedre geografisk balance og offentlig trafik. Der kan opbygges alliancer mellem de faglige organisationer og de forskellige sociale bevægelser som f.eks. i kampen for bedre arbejdsmarkedsregulering, boligregulering, sundhedsydelser og forbedrede pensionsordninger på EU-plan.

 

Det centrale er, at der dannes en EU-centrum-venstre alliance som omdrejningspunkt for de lokale, regionale, nationale og mellemnationale alliancer, så beslutningsprocessen på EUs forskellige beslutningsniveauer bliver politiseret af organiserede kræfter udefra, der er ​​ åbne for borgerinddragelse gennem alliancernes forskellige initiativer. Både lokalt og på EU niveau. Allerede i dag findes de institutionelle muligheder for en sådan proces. Man behøver ikke afvente traktatændringer.

 

De nationale parlamenter har eksempelvis høringsret i forhold til al EU-lovgivning med henvisning til overholdelse af subsidiaritetsprincippet. Det kunne blive et ”dagligt” politisk tema på Christiansborg. Den regionale Komite og Den Økonomisk-sociale Komite har høringsret. En dimension, der burde formuleres som handleområde i det faglige arbejde. EU-parlamentet er medbestemmende i størstedelen af lovgivningsprocessen, så der er åbenlyse muligheder for et samarbejde mellem dele af disse institutioner og beslutningsniveauer (nationale parlamenter/EU- parlamentet) og forbinde de mange initiativer. Herigennem bliver det muligt at udforme konturerne af et fremtidigt parlamentarisk andetkammer til sikring af den nationale lovgivningsmagts politiske indflydelse i Unionen.

 

En centrum-venstre alliance vil altså rent praktisk kunne startes og opbygges med udgangspunkt i centrum-venstre i EU-parlamentet, de progressive kræfter i den europæiske fagbevægelse og med samlende forbindelser til de nationale og regionale/kommunale parlamentariske forsamlinger og bevægelser/fagforeninger. (f.eks. er der ved at udvikle sig et tæt samarbejde med den EU progressive venstrefløj i det tyske SPD og partiets EU-parlamentarikere)

 

Men hvad skal på virkelighedens grund samle et nyt europæisk centrum-venstre på tværs af nationalitet og bindinger til nationale særinteresser?

 

Lad os gøre svaret meget konkret og aktuelt. Kommissionens annoncerede 2020 konference, der skal køre frem til 2022 og inddrage EU borgerne mest muligt – det er i hvert fald ambitionen, og det vil parlamentet holde kommissionen fast på - kan udgøre den oplagte anledning til at annoncere forskellige initiativer til opbygning af en centrum-venstre alliance på grundlag af konferencens hovedpunkter – forstærket af ETUC’s programudspil. Dertil kommer kommissionens oplæg til reform af ØMU-konstruktionen, herunder ECB og etableringen af nye investeringsfonde i forbindelse med New Green Deal i Europa. Det drejer sig i den sammenhæng ikke om at forske i kommissionens motiver, men om at omsætte temaer til konkrete politikpunkter, der kan samle et nyt centrum-venstre både politisk og fagligt, og som kan tiltrække de mange forskellige bevægelser og borgerinitiativer (f.eks. i forbindelse med klimakampen). Sandsynligvis den eneste måde at mobilisere borgernes interesse og udfordre de populistiske og højrenationale bevægelser på, på alle niveauer. Og på den anden side udfordre statsledernes grandiose planer, der for det meste sander til i ynkelige kompromisser. Her med direkte reference til Macrons mange og vidtløftige udspil og efterfølgende moderationer i Berlin og på den modsatte front statsledernes studehandler om holdningen til Polens og Ungarns manifeste brud på de demokratiske spilleregler og liberale frihedsrettigheder, som udgør centrale markører i EUs ”acquis sanitaire” og grundpiller i Lissabontraktaten. Holdninger og handlinger som vækker forargelse og skaber mistillid i befolkningen. En organiseret centrum-venstre alliance vil kunne udvikle en bred støtte til oppositionen i Ungarn og Polen i stedet for som det er tilfældet nu, hvor alle bare passivt vrider hænder over den ”illiberale” udvikling.

 

Afsluttende bemærkninger

Som det forhåbentligt er fremgået, drejer det sig ikke om at idyllisere EU eller unionens forskellige institutioner eller det modsatte at dæmonisere EU som ”kapitalistisk klub”, ondskabens imperium eller neoliberalt redskab. Tværtimod skal EU begribes som et overnationalt system – som en hybrid mellem et markedsfællesskab og et føderalt Europa. EU er ingen af delene. Men unionen kan ikke blive stående, hvor den står og på den anden side ikke bevæge sig frem mod en egentlig føderal union, medmindre nogen vil det og vil formulere vejen til en sådan føderal union politisk, sociokulturelt, institutionelt og politisk proceduralt.

 

Som sådan vil en centrum-venstre bevægelse konstant skulle afbalancere sine politiske udspil mellem hensynet til de daglige teknokratiske elementer og hensynet til den langsigtede reformpolitik, der gradvist afsvækker de nationale institutioner og opbygger nye på de gamles grund blot i nye føderale sammenhænge. En centrum-venstre alliance vil også skulle afbalancere kulturelle forskelligheder og søge konvergensen som vitalt udviklingselement frem for harmoniseringen i ethvert spørgsmål.

 

Vi skal ikke glemme, at EU-systemet er et kapitalistisk overstatsligt system på samme måde, som nationalstaterne består af kapitalistiske statssystemer. Sådan er det i en kapitalistisk samfundsformation. I perioder er det lykkedes arbejderbevægelsen og de demokratisk socialistiske partier at tvinge de herskende klasser til indrømmelser overfor de store lønmodtagergrupper. I de perioder har statssystemet i høj grad varetaget og forvaltet borgernes velfærdsordninger på måder og indenfor institutioner, som har reduceret lønmodtagernes sårbarhed overfor kapitalismens sociale vilkårlighed. I andre perioder og især i den, vi netop befinder os i, har de herskende klasser bestræbt sig på at tilbageerobre alle indrømmelser, og her har statssystemernes mange agenter helt ud til kommunaldirektørerne mere forvaltet kapitalens interesser, fordi de var lig med systemets stabilitet.

 

Men siden velfærdsstatens velmagtsdage og den socialdemokratiske arbejderbevægelses storhedstid er grundlaget for genopbygningen af de nationale velfærdsordninger eroderet. Det samme gælder lønmodtagernes historiske selvforståelse. Hvis vi vil videre – hvis socialdemokratierne og den organiserede venstrefløj vil spille en rolle i morgen, går vejen over kampen for nye og bæredygtige klassekompromiser og for styrkelse af lønmodtagernes politiske økonomi indenfor en Europæisk unionsramme. Andre muligheder gives reelt ikke. Det er indsigten i nødvendigheden, der er frihedens forudsætning. Det gælder også for den europæiske venstrefløj. Enten søger den sammen med de mest progressive socialdemokrater, grønne og socialliberale og stiller sig i spidsen for en demokratisk og social reformpolitik indenfor en centrum-venstre alliance, eller også må den leve videre som et marginalt politisk fænomen.

 

 

i

​​ EU kommissionen: Shaping the Conference on the Future Europe – Questions and Answers, Brussels 22. January 2020,

Europaparlamentets beslutning af 15. Januar 2020 om Europa-parlamentets holdning til konferencen om Europas fremtid

ii

​​ Sådan samarbejder EU, Efter lissabontraktaten. Folketinget 2015

iii

​​ Europa-kommissionens arbejdsprogram for 2020: En køreplan for en mere ambitiøs Union, 29. januar 2020

iv

​​ Communicationen on the European Green Deal, 11. December 2019

v

​​ Kommissionen; Economic governance review, 5. februar 2020 og Memorandum of understanding on the Working relations between Commission and the European Stability Mechanism

vi

​​ Ursula Von der Leyen: En mere ambitiøs Union, Min dagsorden for Europa

vii

​​ Lissabontraktaten, Afsnit 1, artikel 3 og 4 samt opfølgningen i TEUF

viii

​​ The state in the capitalist society, Ralph Miliband, 1968

ix

​​ The Qustion of Europe, edited by Peter Gowan and Perry Anderson, 1997

x

​​ The Big Market, John Grahl & Paul Teague, 1991 og Global finance and Social Europe, 2009

xi

​​ World in Crisis, Guglielmo Carchedi and Michael Roberts

xii

​​ Begrebet neoliberalisme opfattes som en konfliktneutraliserende og fokusforskydende eufemisme for ”kapitalens restaurationsstrategi”. Og som sådan er begrebet til dels misvisende og i hvert fald uklart

xiii

​​ Marx’s revenge, Meghnad Desai, 2002

xiv

​​ Rapporten forud for Munich Security Conference (MSC) har lagt navn til konferencetemaet: ”Westlessness”

xv

​​ Political Document – final version: Reset Europe, go left, vedtaget på European Lefts kongres December 2019

xvii

​​ ETUC, A trade union input for an action plan to implement European Pillar of social rights, 22. October 2019 og How to redesign the fiscal regime of the Eurozone, an alternative take on lessons from US and Eurozone experiences, february 2019 og ETUC response til European Commission review of economic governance

xviii

​​ The European pillar of social rights 2017

xix

​​ Guardian: The EUs green deal is a colossal exercise in greenwashing, Varoufakis and David Adler, 7. February 2020

xx

​​ Financial Times; Europe First: taking on the dominance of the US dollar, 5. December 2019 og The Economist; L’industrie, c’est eux, 16. January 2020 samt andre relevante artikler fra FI, The Economist og Politico og Open Europe

xxi

​​ Saving the Euro, redesigning Euro Area economic governance. Red. Andrew Watt, 2017

xxii

​​ Collective bargaining and the workers’ voice can be strong enablers of inclusive labour markets, OECD 2019

xxiii

​​ ETUI; Rough waters European trade unions in a time of crisis, 2017

xxiv

​​ Towards a progressive EMU fical governance, ETUI working paper 2019.13

xxv

​​ Euroobserver 14. februar 2020; Central Europe mayors join in direct EU funds plea

20

 


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020