Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Leder

 

Hvis ikke EU-mindsteløn, hvad så?

 

Af Jan Helbak, medlem af Kritisk Debats redaktion

 

Siden den nye kommissionsformand, Ursula von der Leyens store tale til EU-parlamentet, hvor hun annoncerede, at en EU-mindsteløn bliver en væsentlig del af kommissionens program, har det ikke skortet på de store overskrifter i dansk presse. Modstanden fra de faglige topledere og den socialdemokratiske beskæftigelsesminister har været til at få øje på. Begrundelserne har ikke været overbevisende.

 

Ikke længe efter, at beskæftigelseskommissær, Nicolas Schmit, havde holdt sin tale under kommissærhøringen i parlamentet, hvor han i øvrigt friholdt den ”danske model” ved indførelsen af en EU-mindsteløn, så flere indlæg i dagspressen fra fagbevægelsens topfolk dagens lys. Den svenske ”forligskvinde” kunne refereres for, at ”Mindsteløn underminerer arbejdsmarkedets parter”, og kort tid efter bragte Information et debatindlæg fra formanden for 3F, Per Christensen, hvor han i øvrigt ret nedladende skød tanken om en EU-mindsteløn ned ved at rose ”den danske model” og begræde de ringe arbejdsmarkedsforhold andre steder indenfor EU. Kort inde i 2020 blev hans indlæg fulgt op af et indlæg i Altinget af EU-chefen i Dansk Metal med overskriften: ”EU-mindsteløn er symbolpolitik af værste skuffe”. Forinden havde beskæftigelsesministeren også i Altinget et indlæg med overskriften: ”EU-mindsteløn skal ikke undergrave den ”danske model”. Sådan har tonen været sat.

 

Endvidere har der i forbindelse med beskæftigelseskommissærens besøg i Danmark lige omkring frigivelsen af kommissionens oplæg (Consultation Document, 14. januar) været artikler og indlæg af FH’s formænd Lizette Risgaard og Bente Sorgenfrey med hovedbudskabet: EU-mindsteløn gavner ikke nogen og uanset, hvad man siger i Bruxelles, udgør den en trussel mod det danske aftalesystem.

 

Som væsentligste argument mod EU-mindsteløn (måske lovbestemt mindsteløn overhovedet. Det fremgår ikke helt klart.) påpeger Bente Sorgenfrey, hvad mange ved, at 22 ud af 27 medlemslande har lovbestemt minimumsløn, og af disse ligger mindstelønnen for flertallets vedkommende under fattigdomsgrænsen. Hvorfor det selvfølgelig skulle være indlysende, at den slags skal vi ikke have her i Danmark, hvor den overenskomstmæssige mindsteløn trods alt ligger noget over. Eller sagt på en anden måde, argumenterer Bente Sorgenfrey ud fra en grundpåstand om en naturlig sammenhæng mellem meget lav løn og lovbestemt minimumsløn. I øvrigt uden at placere denne sammenhæng i en politisk-økonomisk og historisk sammenhæng. For i så tilfælde ville det fremgå, at der er langt flere årsagsfaktorer på spil, og at det samlede billede er langt mere komplekst. FH formandens argumentation ville falde til jorden.

 

Gennemgående i panelets argumentation mod EU-kommissionens forslag om en EU-mindsteløn er, at en sådan vil udfordre aftaleforholdene på det danske arbejdsmarked, forringe fleksibiliteten og føre til politisk indblanding, som vi i Norden heldigvis har været forskånet for. Ifølge både fagtoppen og beskæftigelsesministeren beror den danske velfærdsstat og den generelt stærke økonomi og skarpe konkurrenceevne på, som beskæftigelsesministeren siger: ”at vi i Danmark har gode lønninger, gode arbejdsvilkår, og virksomhederne tilsvarende er mere konkurrencedygtige, fordi vi lader det være op til arbejdsmarkedets parter selv at aftale løn og arbejdsvilkår”. Alle andre specifikke historiske forhold i den danske velfærdsstats udvikling lades ude af betragtning eller anses for så underordnede, at de ikke behøver at indgå i et samlet billede. Havde det været for tredive år siden, ville en sådan anskuelse være blevet kaldt reduktionistisk.

 

Hvad man desværre ikke forholder sig til – andet end i forbigående – er indholdet i EU-kommissionens oplæg, de begrundede perspektiver og forslag til proces. I den hidtil fremførte argumentation fremgår det umisforståeligt, at forsvaret af det bestående – ”Den danske model” – vejer lang tungere end blot en vis imødekommende nysgerrighed overfor forslaget fra kommissionen for ikke at sige udarbejdelsen af en vis generel oplysning til medlemmerne om, hvad det er kommissionen spiller ud med. Ikke dermed sagt, at medlemmerne ville falde over hinanden for at få fat i materialet, men muligheden ville foreligge.

 

Man kan med hensyn til politisk indblanding undre sig over, at ikke engang beskæftigelsesministeren lige stopper op og tænker efter. Hvem er det, der sammenlagt over en hel konjunkturcyklus finansierer størstedelen af arbejdsløshedsunderstøttelsen? Er det ikke staten og fastsættes dagpengesatserne ikke politisk? Forholdet fremgår ellers meget klart i de sidste ugers skænderier mellem fagbevægelsens ledere og regeringen, hvor sidstnævnte ikke agter at hæve dagpengesatserne på trods af støttepartiernes pres.

 

Hele det fagretlige system og arbejdsmiljøsystemet, der udgør den institutionelle ramme om overenskomsterne i Danmark er også understøttet af den danske stat og tilhørende arbejdsmarkedsjura, og det er for de fleste et kendt forhold, at den statslige forligsmand ofte må gribe ind og styre overenskomstforhandlingerne og afgøre, hvad der skal kædes sammen, og hvad der ikke skal i afstemningerne blandt medlemmerne. De har parterne kun begrænset indflydelse på. Så meget for armslængdeprincippet.

 

Vi er måske ved at nå et punkt i historien, hvor det kunne være formålstjenligt at frigøre arbejdsmarkedssystemerne i Norden fra den nordiske mytologi og mere nøgternt vurdere dem i forhold til udviklingen i EU og på det globale marked og i det perspektiv drøfte, om de kendte modeller og institutioner også holder fremover. Og i den sammenhæng, om der fremover skal mere til for at holde liv i fagforeningerne end deres indfældethed i det kendte arbejdsmarkedssystem – populært kaldet den ”Danske Model”. Eller om de danske lønmodtageres løn- og arbejdsvilkår i fremtiden vil være så afhængige af forhold udenfor landets grænser, at de faglige toplederes aktuelle nationale indadvendthed vil blive opfattet som en belastning for lønudviklingen og forbedringen af arbejdsforholdene?

 

For at besvare de spørgsmål kunne det måske være hensigtsmæssigt at kaste et første blik på kommissionens begrundelser for at fremlægge Konsultationsdokumentet om en EU-mindsteløn og dernæst vurdere, hvad der egentlig står.

 

Allerede ved sin tiltræden i 2014 foreslog den dengang nye kommissionsformand, Jean Claude Juncker, indførelse af en EU- mindsteløn. Hans begrundelse var, at uligheden mellem klasserne (sådan sagde han det ikke helt) og uligheden mellem lønmodtagerne indenfor EUs grænser voksede med foruroligende hast. Væksten i eksporten af arbejdspladser og ansættelse af billig arbejdskraft fra de økonomisk svageste medlemslande udgjorde en trussel mod det ”indre markeds” stabilitet og en fortsat accept af de ”fire friheder” i det indre marked.

 

Få statsledere interesserede sig dengang for kommissionsformandens begrundelser. Nedbringelse af statsgælden, budgetunderskuddene og overholdelse af Finanspagtens bestemmelser indtog førstepladsen på næsten alle råds- og topmøder. Imellem tiden er uligheden vokset eksplosivt, og hele EU-konstruktionens fremtid er med Brexit og handelskrigenes pres på verdensmarkedet ikke så sikker, som den har været.

 

Det er det forhold, som den nye kommission under Ursula von der Leyens formandskab tager udgangspunkt i, når den i sit arbejdsprogram og bagved liggende politiske retningslinjer for det første udpeger den økonomiske og sociale ulighed indenfor EU’s rammer som et af de største problemer, og for det andet gør det klart, at nu skal tankerne i ”Den europæiske søjle for sociale rettigheder” endeligt realiseres og for det tredje af den grund ønsker at indføre en EU-mindsteløn. ”Kommissionen vil under hensyntagen til nationale traditioner fremsætte forslag om at sikre rimelige mindstelønninger for arbejdstagere i EU, en europæisk arbejdsløshedsgenforsikringsordning og initiativer til at sikre en effektiv og retfærdig beskatning”.

 

Det fremgår ret tydeligt i denne passage fra ”Køreplanen for en mere ambitiøs Union”, at kommissionen godt ved, hvor skoen trykker, og hvad der skal gøres på arbejdsmarkedsområdet, hvis borgernes kritiske forhold og manglende tillid til EU (begrundet i krisepolitikkens konsekvenser) skal imødegås. Det fremgår tillige tydeligt af hele programteksten og af det konkrete forslag fra kommissionen, som grundlag for en længere dialog mellem kommissionen og medlemslandene og de respektive arbejdsmarkedsparter, at man fra kommissionens side er ganske klar over de traktatmæssige begrænsninger.

 

EU må ikke blande sig i den konkrete nationale løndannelse, hvorfor man med en realisme, der ikke præger den danske stats- og beskæftigelsesminister, end ikke antyder bestemmelser, som måtte tangere en ”social protokol”. En sådan forudsætter nemlig enstemmighed om en traktatændring. Og det er at se spøgelser allerede nu at foruddiskontere en EU-mindsteløn fremsat som direktivforslag.

 

Billedet af truslen fra Bruxelles mod vores skattede ”Danske model” holder ganske enkelt ikke, hvis man læser oplæggene fra kommissionen. Dermed ikke sagt, at den ”Danske model” ikke er truet, for det er den. Men truslen kommer et helt andet sted fra – nemlig fra lønmodtagernes rå konkurrence om arbejdspladser – og det er præcist den trussel kommissionsformanden og beskæftigelseskommissæren hævder at imødegå med forslaget om en EU-mindsteløn.

 

På den formuleringsmåde, som nu engang er et vilkår i kommissionen og i EU-institutionen i almindelighed, skriver man, at stabiliteten på det europæiske arbejdsmarked er truet af et markant fald i dækkende overenskomster, et vigende medlemskab af de faglige organisationer. En større del af arbejdsstyrken kan kun få deltidsjobs eller korttidskontrakter eller kan kun finde arbejde i form af salg af ydelser som små ”selvstændige arbejdsgivere” indenfor hele platformsøkonomien. Hertil kommer vandringen af billig arbejdskraft fra de fattigste områder i især Østeuropa, som ikke alene underbyder den øvrige arbejdskraft på lønnen, men også på arbejdsforholdene i bred forstand og således også arbejdsmiljøet.

 

Det siger næsten sig selv, at der i det billede, som kommissionen tegner, og som ikke er langt fra virkeligheden, udfolder sig meget voldsomme spændinger i EU og de mange forskellige institutioner, som ikke kan fortsætte. I flere medlemslande vil man eksempelvis som i Danmark forsøge at gennemføre national lovgivning både på arbejdsmarkedsområdet (mod social dumping) og på det sociale område (begrænsning af ydelser) for at beskytte den nationale arbejdskraft. Får kommissionen ikke sat et opgør mod den tendens i gang nu, bliver det et spørgsmål om tid, før EU for alvor begynder at implodere under vægten af massetilslutning til nationalisme og foragt overfor EUs institutioner.

 

Det er med andre ord ud fra en historisk defensiv position, hvor unionsbyggerne har mistet både energi og retning, at den nye EU-kommission har formuleret sit arbejdsprogram, så det i hovedsagen henvender sig til borgerne omkring sikringen af deres daglige velfærd og den grønne omstilling. Formodentlig handler det ikke kun om ændret stil. Det afbilder ganske givet en forskydning af magtforholdene og de toneangivende elitegruppers udspil for om muligt at tilbageerobre tabt troværdighed og autoritet.

 

Den styrkekomposition og kommissionens signaler har man forstået i ETUC (den Europæiske Faglige Sammenslutning). Af samme grund har man til forskel fra de fleste nationale politikere og faglige repræsentanter været hurtige til at tage imod Ursula von der Leyens invitation til dialog om den ”sociale søjle” og en EU-mindsteløn og samtidig gøre klart, at de eksisterende mindstelønsordninger er for ringe på alle parametre. Det sker i en meddelelse op til det første møde med kommissionsformanden med overskriften: ”Lovbestemt minimumsløn efterlader arbejdere i fare for at havne i fattigdom i mindst 17 EU-lande”. Længere nede i meddelelsen står der, at mindst 10 EU-lande har lovbestemte minimumsordninger, hvor lønnen er under 50% af medianindkomsten. ​​ 

 

Det ændrer dog ikke ved, at man i ETUC principielt er positivt indstillet overfor en EU-mindsteløn som arbejdsmarkedsinstitution. Man har lige siden Jean Claude Junckers annoncering drøftet forskellige modeller og sat forskning i gang i samarbejde med WSI (institut for økonomi- og socialforskning under Hans- Böcklerstiftungen). Man har i den forskning ikke kunnet påvise en forringelse af medlemslandenes konkurrencedygtighed eller en direkte årsagsforbindelse mellem en lovbestemt minimumsløn og de faglige organisationers styrke eller svaghed. Heller ikke hvad angår bevægelserne i overenskomsternes dækningsgrad. Det klareste resultat af forskningen er, at de forskellige mindstelønsordninger ligger langt fra de ambitioner, som kommissionen er fremkommet med.

 

Forberedelsesarbejdet bevirker, at man nu med relativ stor gyldighed kan identificere de bedste ordninger som dem, der er indbygget i en universel aftale. Dvs. ordninger bygget op som generelle aftaler enten mellem arbejdsmarkedets parter og herefter ophøjet til lov eller via trepartsforhandlinger. I f.eks. Østrig, som i øvrigt ikke har en lovbestemt minimumsløn, har man som nu i Danmark, ophøjet en bestemt toneangivende overenskomst indenfor en sektor til lov. Det er det, der lige er sket i Danmark indenfor transportsektoren.

 

Det afgørende traktatlige og institutionelle problem ved en lovbestemt minimumsløn eller en EU-mindsteløn er, hvordan der kan skrues en model sammen, som på den ene side sikrer et relativt højt lønmæssigt dækningsniveau og på den anden side en forhandlingsmekanisme, så satserne ikke udhules, fordi progressionen sander til.

 

Hvad angår det første ligger ETUC på linje med kommissionen og foreslår anvendelse af Kaitzindexet, som relaterer indekset til den generelle løn- og indtægtsstruktur i det pågældende land. På den måde går man ikke efter en harmonisering af minimumslønnen men efter en harmonisering af metoden til at regne den ud på og løbende forhandle den på – altså harmonisering af det institutionelle set up. Helt konkret foreslås minimumslønnen til at udgøre mindst 60% af et lands medianindkomst, hvilket de fleste steder vil være en løn over fattigdomsgrænsen i modsætning til, hvad der er tilfældet i dag. En EU-mindsteløn er med andre ord ikke en fast lønstørrelse over hele Europa, men en EU-forpligtelse til at påse, at medlemslandene indfører nedre løngrænser, som ikke ligger under de 60% af medianindtægten. Det er således ikke tanken, at kommissionen eller andre EU-institutioner skal blande sig i den konkrete løndannelse og for så vidt heller ikke i måden, den forhandles på og indenfor hvilket nationalt institutionelt system.

 

For det andet flugter ETUC’s ambitioner om at udbrede brugen af kollektive overenskomster og øge deres dækningsgrad med kommissionens formulerede mål, herunder forøgelse af lønmodtagernes selvstændige og statsuafhængige faglige organisering. Om, kommissionen så faktisk vil levere på det punkt, er noget andet, men ETUC kæder eksplicit bestræbelserne for at udvikle modeller for en EU-mindsteløn og udbredelsen af kollektive overenskomster sammen, hvor førstnævnte skal være afsæt for arbejdet med sidstnævnte. Helt konkret mener man, at det forudsætter en høj grad af faglig organisering og stærke fagforeninger, hvis der skal opbygges effektive løftemekanismer for minimumstaksterne i de forskellige lande og hertil overvågningsmekanismer, så man sikrer de lovbestemte krav overholdt.

 

For ETUC betyder det for det tredje, at man, som kommissionen også delvist er inde på om end ikke ganske tydeligt, skal finde veje til at ændre i kriterierne i vækst- og stabilitetspagten og især i det ”europæiske semester” for at åbne for en reel udvikling i mindstelønnen. Hvorvidt kommissionen reelt ønsker at udnytte åbningen i det ”europæiske semester” til at føre dialogen med det enkelte medlemsland på en sådan måde, at der generelt tages større hensyn til forbedring af lønmodtagernes økonomiske og sociale forhold, kan vi af gode grunde ikke vide. Men vi ved, at det er en formuleret hensigt, hvad der åbner for en national/lokal faglig-politisk indblanding i processen i ”det europæiske semester”, hvilket vist ikke er sket før.

 

Derfor indgår ETUC nu i forhandlingerne med kommissionen og beskæftigelseskommissæren med krav om, at kommissionen bidrager til at udbrede kollektive overenskomster, sikre lønmodtagerens ret til organisering og sikre mekanismer, der kan løfte minimumslønningerne og ad den vej tilstræbe større konvergens – hvilket stadig ikke er det samme som harmonisering. Hertil knytter ETUC også krav om mere demokrati på arbejdspladserne i form af ”virksomhedsråd”, uden at kravet er særligt præcist beskrevet.

 

ETUC ønsker også at gå videre end kommissionen hvad angår oprettelse af en EU-arbejdsløshedsforsikring. Kommissionen har indtil videre foreslået en genforsikringsmodel for at sikre de økonomisk svageste lande, hvor det er ETUC’s mangeårige ambition at få vedtaget et egentligt europæisk dagpengesystem.

 

Hidtil har ETUC ikke opnået virkelig aktiv opbakning fra de forskellige medlemsorganisationer. Og så er der alligevel ved at ske noget nu. Bl.a. er det tyske DGB (LO) gået i spidsen (i øvrigt støttet af Die Linke og SPD) for at lægge maksimalt pres på kommissionen, så det udsendte forslag ikke afgår ved en stille død og på den anden side, ikke får lov at leve i en eller anden udvandet form, som hverken reducerer uligheden eller øger konvergensen. Det er i den sammenhæng interessant, at uenighederne indenfor hele medlemskredsen i den europæiske arbejderbevægelse først og fremmest tager farve af placeringen i forhold til EU og synet på en tættere Union versus større national selvstændighed, hvorimod argumenterne bl.a. refereret af Financial Times og Politico mod selve udspillet om en EU-mindsteløn ikke er særligt sofistikerede.

 

F.eks. minder debatten i Danmark meget om debatten i Portugal. Offentligt diskuterer man stort set ikke kommissionens udspil men indskrænker sig til at skyde mod diverse stråmænd. For det første forbigår man konsekvent det forhold, at kommissionen (både kommissionsformand og beskæftigelseskommissæren) gentagne gange og meget markant i Konsultationsdokumentet og det bagved liggende arbejdsprogram slår fast, at man dels ikke kan og dels ikke vil blande sig i løndannelsen, og at man agter at respektere samtlige landes specifikke arbejdsmarkedsordninger, organisationsforhold og traditioner. Dernæst henviser man til EU-domstolens tidligere indgriben mod faglige rettigheder under påberåbelse af de traktatlige bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed, som argument for forlods at afvise kommissionens udspil. Antagelsen eller måske påstanden er, at bliver EU-mindstelønnen gennemført som direktiv, er der en risiko for, at domstolen vil bruge en eller anden sag til at gribe ind på det danske arbejdsmarked eller andre nationale arbejdsmarkeder for at tvinge en ganske model igennem og endnu engang sætte ”EU-lov over national lov eller regler”. Lad være, at antagelsen eller beskæftigelsesministerens frygt virker en kende overdrevet, men tages de aktuelle styrkeforhold og den aktuelle historiske kontekst i betragtning virker det ikke sandsynligt, at kommissionen overhovedet vil komme igennem med en retsakt, der åbner for det scenarie.

 

For det tredje er det en bekymring, som allerede nu er luftet, og hvor de danske faglige organisationer selv kan gøre en del for, at det scenarie aldrig bliver til virkelighed. Man kunne eksempelvis træde ud af det juridiske spejlkabinet og i stedet lægge energi i at få ETUC til at afæske kommissionen og parlamentet en præcisering af kompetenceforholdet, så man reducerer domstolens mulighed for på baggrund af en ny enkeltsag at blande sig. (bl.a. foreslået af Nicolas Schmit). Det samme budskab burde sendes til PES og den socialdemokratiske fløj sammen med allierede i EU- parlamentet. Netop kommissionens meget forsigtige udspil inviterer til en offensiv fra fagbevægelsen indenfor et perspektiv, der rækker langt ud over en snæver skelen til de aktuelle nationale arbejdsmarkedsforhold.

 

Selvfølgelig kan dansk fagbevægelse ikke forvente en skudsikker forsikring om, at kommissionen eller på et senere tidspunkt et sagsanlæg fra domstolen overholder de løfter, der dels er udstukket i Ursula von der Leyens politiske retningslinje og formuleret i kommissionens arbejdsprogram og dels i ”konsultationsdokumentet”. Styrkeforholdene kan jo forskydes, og forpligtelserne kan altid tolkes i de tekster, der ellers forekom skridsikre. ​​ Men på trods af tidligere tiders dårlige erfaringer forekommer det ikke velovervejet blot at afvise udspillet og i øvrigt henholde sig til næsten mytisk dyrkelse af egen ordnings fortræffeligheder og helt abstrakt afvise politisk indblanding i de nationale arbejdsmarkedsforhold. Den bedste sikring mod et eventuelt kommende løftebrud vil være at indgå i samlet flok med de øvrige medlemsorganisationer i ETUC’s forhandlinger med kommissionen og parlamentet. Dvs. opbygge en praktisk enhed. Ingen i ETUC har nogen interesse i at forringe de bedste nationale ordninger på arbejdsmarkedet – tværtimod er konvergens og løft af de ringeste ordninger ledetråden i ETUC’s opspil til kommissionen. Nu er chancen der for at forsyne de fine hensigter med krop.

 

For at summere op. Det hjælper ikke stort bare at hævde, at lovbestemt EU-mindsteløn vil styrke det politiske systems kontrol med arbejdsmarkedet og svække den faglige organisering. Det ligger i udspillet, at der ikke kræves indbygget en bestemt automatik. Tværtimod lægges der vægt på parternes deltagelse i udformningen af den samlede lønmekanisme, så den i praksis ikke bliver afhængig af det til enhver tid siddende politiske flertal i parlamentet og dermed regeringens politiske orientering. Der bliver med andre ord i høj grad brug for, at fagforeningerne mobiliserer og indretter sig på fortløbende forhandlinger af minimumslønnen både hvad angår forbedring af satserne, justeringsterminer og kravene til procentdel af medianindkomsten. Heri ligger der i sig selv en progressiv og konvergerende tendens indenfor lønmodtagergrupperne i EU.

 

Så hvis det er så meget om at gøre, at holde EU’s indblanding fra livet og afskære EF-domstolen fra at gribe ind i danske arbejdsmarkedsforhold, hjælper det som sagt ikke stort, som Metals EU-chef foretrækker, at søge beskyttelse i juraen. En fagforeningsmand burde om nogen vide, at juraens grundlag er det underliggende magtforhold og ikke de gode viljer.

 

Samme viden burde også gælde det forhold, at når danske arbejdsgivere i det pågældende spørgsmål viser stor enighed med fagbevægelsens top, har det ikke andre begrundelser end, at man fra erhvervslivets side kan se en interesse i at holde de danske lønmodtagere væk fra et europæisk perspektiv – det kunne jo blive praktisk og betydningsfuldt på et tidspunkt – og i forlængelse heraf er man bestemt ikke tilhænger af en øget og progressiv regulering af arbejdsmarkedet og styrkelse af den sociale dimension i Unionen.

 

Erhvervslivets ønskescenarie er stadig en hyper mobil kapital og nationalt begrænsede arbejdsmarkedsforhold, hvor den svageste del af den vandrende arbejdskraft konstant tilvejebringer fordelene for de mobile kapitalinvesteringer.

 

Hvor de kendte argumenter mod en EU-mindsteløn som princip og praktisk erfaring havde en vis tyngde, gør den udvikling i Europa, der foregår lige for næsen af os, dem temmelig tynde. Modstanden fra især fagtoppen handler nok mere om at bevare de nuværende institutionelle strukturer og slå ring om de faglige organisationers liv, som de ser ud i dag, end om at sikre medlemmernes interesser på lidt længere sigt. I den forstand adskiller fagtoppens reaktioner mod kommissionens udspil sig ikke fra den overvejende EU-skeptiske linje hos den socialdemokratiske ​​ regering med dens illusioner om at genopbygge velfærdsstaten som et nationalt projekt beskyttet af stærke nationale grænser og en fortsat særstilling på verdensmarkedet.

Det er faktisk lidt forstemmende, at både statsministeren, beskæftigelsesministeren og fagtoppen fremstår bagstræberiske set i forhold til Ursula von der Leyens program. Kommissionsformanden er jo ikke filantrop eller jubeleuropæer, og formanden for Europabevægelsen, Stine Bosse, er efter eget udsagn ikke socialist, selv om hun i spørgsmålet om EU-mindsteløn påkalder sig Marx’ argumentation for praktisk solidaritet over landegrænserne (”Marx mangler i Socialdemokratiets mindstelønspolitik”).

 

Fælles for dem begge er imidlertid, at de frygter et sammenbrud i Unionen, hvis ikke de europæiske lønmodtageres tillid genvindes gennem markante forbedring af arbejdsmarkeds- og socialforholdene.

 

De er først og fremmest fremsynede repræsentanter for den europæiske elite, der er begyndt at bekymre sig om sit eget grundlag set i lyset af den voksende nationalisme og modstand mod en udbygget Union. De er ganske givet på forskellige niveauer bevidste om, at en gennationalisering af EU vil svække den samlede europæiske elite og de herskende klasser overfor de andre store aktører på verdensmarkedet – fortrinsvis USA og Kina. Af den grund har man brug for en lønmodtagerbefolkning, der vil en tættere Union og som på grund af konvergerende forhold på det europæiske arbejdsmarked også kan leve med og tåle den europæiske kapitals fri bevægelighed. Fordi den er så reguleret, at det ikke som i dag går ud over løn- og arbejdsforhold.

 

Det er i den sammenhæng og under de givne historiske vilkår, at det forekommer bagstræberisk, når den danske fagbevægelses ledelse, socialdemokratiet og venstrefløjspartierne i modsætning til ETUC – den europæiske fælles sammenslutning – vælger at værne om vores historisk begrænsede privilegier og nærmest dyrke interessefællesskabet med de danske erhvervsledere. Man burde støtte en mulig offensiv for europæiske basisoverenskomster, generelle og stramme arbejdsmiljøbestemmelser og fælles arbejdsløshedsforsikring, sådan som ETUC har lagt an til. EU-mindstelønnen er ikke målet – men midlet til at opnå europæiske fællesoverenskomster.

 

Det er faktisk lidt uforståeligt, at de faglige ledere ikke kan se perspektivet. Vi er midt i overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked, og arbejdsgivernes sang er den velkendte: ”for høje lønstigninger truer konkurrenceevnen” (selv om de har beriget sig selv ud over alle grænser). Det samme siger arbejdsgiverne i Tyskland, Holland, Sverige osv., og takket være splittelsen indenfor den europæiske lønmodtagerklasse, er det lykkedes dem over en bred kam at køre deres konkurrenceevnestrategi igennem. Den samme sang lyder, når det drejer om at forbedre arbejdsmiljøet – både det fysiske og psykiske. Man er fra arbejdsgiverside og fra politisk hold villig til at gå langt for at forbedre forholdene (de kan ikke holde til at sige det modsatte), men der er desværre snævre grænser på grund af konkurrenceevneforholdet.

 

Arbejdsgiverne og erhvervslivets evidensbaserede tænketanke vil selvfølgelig blive ved med at sige det samme, men uden samme vægt og indflydelse på bevidsthedsdannelsen, hvis den danske og de andre medlemslandes fagbevægelser for alvor tog del i ETUC’s bestræbelser for at presse kommissionen, ministerrådet og parlamentet til at støtte en progressiv virkeliggørelse af det program, som Ursula von der Leyen har lagt frem og vundet tilslutning til i EU-parlamentet.

 

Det gælder nu en gang for enhver overenskomst, som filosoffen Thomas Hobbes udtrykte det, at den ikke er meget værd uden viljen og styrken til at håndhæve den. Sådan gælder det også for lønaftaler, hvorfor det giver god mening af arbejde for en EU-mindsteløn og progressiv konvergens, så det ikke kan betale sig for de danske arbejdsgivere at overtræde de danske overenskomster eller opsige dem i den hensigt at ansætte billig arbejdskraft. For med tiden findes den arbejdskraft ikke.

 

Der er vi som bekendt langt fra i dag, og vi kommer der heller ikke, hvis vi som Bente Sorgenfrey indskrænker os til at vride hænder over de elendige arbejdsmarkedsforhold i Østeuropa, Union busting i resten af EU og samtidig fastholde, ”at løndannelse er en national kompetence og ikke noget, der skal reguleres fra EU’s side”. Så er der kun at håbe, at den vandrende kapital også i al fremtid vil vide at respektere, at løndannelse er en national kompetence. Desværre har den vandrende kapital aldrig accepteret nogen national kompetence på noget område med mindre, det kunne betale sig.

 

Så i stedet for at argumentere mod stråmænd, ville det være betimeligt, hvis fagtoppen oplyste sine medlemmer om udspillet fra kommissionen, om ETUC’s forestillinger og forslag og i øvrigt holdt det politiske system op på, at der i rådet ikke kan vedtages hverken direktiver eller anbefalinger, der ensidigt og uden respekt for subsidiaritetsprincippet tilsidesætter de danske arbejdsmarkedsregler. Men så længe kommissionens ”Konsultations Dokument” står til troende – det bør alene praksis vise – ville det også være at sparke en åben dør ind.

 

 

 

 

 

11

 


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020