Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, februar-2020

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Tidlig pension: ​​ Der bliver brug for solidaritet

 

Af Bent Gravesen, medlem af Kritisk Debats redaktion

13. januar 2020

Der bliver brug for solidaritet, hvis Dansk Folkeparti skal presses til at støtte tidlig pension. I de kommende måneder skal der skabes bred folkelig opbakning til, at dem, der har haft det hårdeste arbejde og de fleste år på arbejdsmarkedet, fortjener at kunne gå tidligere på pension.

Statsminister Mette Frederiksen brugte langt det meste af tiden i sin nytårstale til at tale om vores fælles ansvar for de børn, der har det allersværest. Men hun fandt dog også tid til at tale om et andet fælles ansvar, nemlig vores fælles ansvar for dem, der har haft det hårdeste arbejde og de fleste år på arbejdsmarkedet. Her har vi også ifølge Mette Frederiksen et fælles ansvar. Også her er der brug for fælles solidaritet. Det er er jeg enig i.

De få ord, som statsministeren brugte på retten til tidlig pension, rettede hun i første omgang til Arne og alle de andre med det hårdeste arbejde og de fleste år på arbejdsmarkedet: ”I er ikke glemt. Regeringen er der stadig for jer,” lød budskabet. Så langt så godt. Vi har modsat Kristian Thulesen Dahl tid til at vente nogle måneder, hvis det så bare bliver den rigtige model, der bliver gennemført.

Men Mette Frederiksens budskab var andet og mere end en bøn om Arnes tålmodighed. Med de få ord henvendte hun sig først og fremmest til os andre. Alle os, der ikke skal regne med at få rabat på en stadigt højere pensionsalder. Alle dem, Socialdemokratiet risikerer at skuffe og måske tilmed provokere, når regeringen engang sidst på foråret fremlægger sin konkrete model.

Mette Frederiksens budskab til Arne og alle os andre blev desværre pakket lidt for pænt ind. Når regeringen senere på året kommer med et konkret forslag, bliver der ”brug for solidaritet. Særligt fra alle os, der har haft mulighederne for at tage en længere uddannelse og er startet senere på arbejdsmarkedet,” som statsministeren udtrykte det.

Det kan ikke siges i en nytårstale. Men i andre fora kan og bør det siges væsentlig mere præcist. ​​ Uden bred opbakning, ikke mindst fra dem, der ikke selv vil kunne få gavn af ordningen, er der en alvorlig risiko for, at der slet ikke kommer nogen tidlig pension for nogen. Det bliver efter alt at dømme bredden af solidaritet, omfanget af politisk opbakning i befolkningen, der vil komme til at afgøre, om den socialdemokratiske mærkesag bliver til noget eller ej. Uden tilstrækkelig folkelig solidaritet har regeringen stærkt begrænsede chancer for at få politisk flertal i Folketinget for ret til tidligere pension.

Så præcist sagde Mette Frederiksen det ikke. Men det var det klare, underliggende budskab, der desværre helt er blevet overset.

Jeg er grundlæggende enig. Vel at mærke af nogle grunde, som Mette Frederiksen slet ikke nævnte i sin nytårstale. Skal Socialdemokratiet have politisk flertal for tidlig pension, er det ikke nok at få venstrefløjen med, selv om det måske også her kan volde besvær at nå til enighed. Udover venstrefløjen skal regeringen mindst have Dansk Folkeparti med, og det ligger ikke just lige på den flade.

Dansk Folkeparti er nemlig på vej i den modsatte retning. Dansk Folkepartis nuværende position blev grundlagt inden folketingsvalget. Det skete med aftalen mellem de blå partier om seniorpension. Her blev samtlige blå partier enige om en fælles afvisning af tidlig pension: Spørgsmålet om værdig tilbagetrækning for ’de nedslidte’ skal slet ikke løses med tidlig pension. Løsningen for de nedslidte er den seniorpensionsordning, som de blå partier indgik aftale om lige op til valget: ​​ ”Forligspartierne er enige om, at indførelsen af seniorpension giver personer, der er nedslidte efter mange års beskæftigelse, mulighed for en værdig tilbagetrækning.”

I seniorpensionsaftalen aftalte de blå partier samtidig noget nær et gensidigt politisk forbud mod at forhandle tidlig pension med Socialdemokratiet. Bl.a. Radikale Venstre havde undervejs gerne set en egentlig blå musketered. Men så langt turde Dansk Folkeparti trods alt ikke gå. Resultatet blev en aftale om, at hvis det mod forventning skulle vise sig, at seniorordningen ikke fuldt og helt bliver løsningen for de nedslidte, skal de blå partier sætte sig sammen for eventuelt at aftale ændringer af folkepensionsalderen: ”Forligspartierne vil i 2023 vurdere brugen af ordningen, når den har været i kraft i tre år, og derefter vil forligspartierne tage stilling til, om en evaluering giver anledning til nye politiske initiativer.”

Herudover har de blå partier bundet sig politisk til et princip om universel folkepension inden for de økonomiske rammer, der ikke mindst aftegnes af velfærdsaftalen fra 2006: ”Det er et grundlæggende princip i det danske pensionssystem, at alle i samme årgang har samme efterløns- og folkepensionsalder uanset uddannelse, arbejdsmarkedstilknytning mv. Således udløses retten til folkepension ved en given alder, hvis man opfylder betingelserne for folkepension. Hvis der skal ændres på det grundlæggende princip, kræver det nøje overvejelser om konsekvenserne for den enkelte dansker, for arbejdsmarkedet og for vores økonomi.”

Med aftalen om seniorpension har Dansk Folkeparti både bundet sig til, hvad der kan diskuteres og med hvem, det kan diskuteres. Alle de borgerlige partierne er enige om kun at ville diskutere med hinanden om en eventuel justering af den aftalte levetidsindekserede, universelle folkepensionsalder med virkning tidligst efter 2040, og kun såfremt finanspolitikken efter 2040 er holdbar.

Det er denne politiske enighed, Socialdemokratiet er oppe imod og skal slå en kile ind i. Det sker ikke af sig selv. Det vil kræve, at de borgerlige partier i almindelighed og Dansk Folkeparti i særdeleshed udsættes for et ganske betydeligt politisk pres. Dansk Folkeparti skal efter alt at dømme opleve en så markant vælgeropbakning til tidlig pension, at partiet kan vinde stemmer ved at gå med. Ellers vil Dansk Folkeparti formodentlig finde vej til det blå afvisningshold.

Helt udelukket er det imidlertid ikke at få Dansk Folkeparti med. Det fremgår bl.a. af den helt særlige afvisningskurs, Dansk Folkeparti har valgt efter valget. Her holdes bagdøren nemlig på klem for at skifte side, hvis vælgerstemningen hos de potentielle DF-vælgere tilsiger det. Denne bagdør holdes åben ved, at Kristian Thulesen Dahl fortæller en historie om, at ret til tidlig pension i virkeligheden er en rigtig god ide. Det er tilmed en idé, som Dansk Folkeparti fik længe før Socialdemokratiet. Dansk Folkeparti fik ifølge Thulesen Dahl allerede ideen, da han helt tilbage i 2006 diskuterede højere folkepension i forbindelse med Velfærdsaftalen.

Ifølge Kristian Thulesen Dahls version af historien er der kun to ting, der har forhindre ham i at få gennemført tidlig pension, nemlig politisk modstand ”skiftende regeringer, fagbevægelsen og arbejdsgiverne”, og at ’vi’ ikke hidtil har ”kunnet finde en egnet, retfærdig model”.

Kristian Thulesen Dahl bruger denne fortælling til at holde alle muligheder åbne for Dansk Folkeparti. Samtidig og ikke mindst bruges den til at mistænkeliggøre Socialdemokratiet. Socialdemokratiet kritiseres for at være alt for længe om at se DF-lyset og fået den idé, som Dansk Folkeparti fik allerede i 2006. Samtidig sår Kristian Thulesen Dahl tvivl om, hvorvidt Socialdemokratiet kan og vil finde en ’egnet, retfærdig model’, når det kommer til stykket. Socialdemokratiet kritiseres igen og igen for ikke at fremlægge en konkret model. Dansk Folkeparti forsømmer ingen lejlighed til at efterlyse svar fra Socialdemokratiet på, hvem der skal have ret til tidlig pension, og hvem der ikke skal. Hvordan og hvornår, for hvem eller for hvilke penge, spørger partiet igen og igen.

Kristian Thulesen Dahl ynder at bruge det manglende, konkrete socialdemokratiske forslag til at beskylde Mette Frederiksen for at bruge et ikke-konkret forslag ”som et instrument til at vinde valget, og ikke så meget noget, som de har tænkt sig at gennemføre i den virkelige verden.” Kristian Thulesen Dahl går endda så langt i sit forsøg på at mistænkeliggøre Socialdemokratiet, at han kalder Socialdemokratiets forslag om tidlig pension for ”et kæmpestort blufnummer over for den danske befolkning”. Dermed holder Kristian Thulesen Dahl sig ikke tilbage for at kopiere Lars Løkke Rasmussen, der under valgkampen kaldte den socialdemokratiske mærkesag for ”det største bluf i dansk politisk i flere generationer”.

Kristian Thulesen Dahl ved selvfølgelig udmærket godt, at der vil komme et socialdemokratisk udspil sidst på foråret. Han ved også, at forslaget kan forventes at have en vis folkelig opbakning. Men samtidig ved han, at der sandsynligvis vil være større eller mindre revner i den folkelige opbakning. Denne skuffelse og skepsis satser Kristian Thulesen Dahl på at fremme og forstørre med sin mistænkeliggørelse af Socialdemokratiet. Kristian Thulesen Dahl satser på at være tvivlernes, skeptikernes og de skuffedes repræsentant. En rolle, som Dansk Folkeparti forbereder sig på at give fuld gas, når det socialdemokratiske forslag kommer.

Indtil da er Dansk Folkeparti tilsyneladende åben og imødekommende. Kom endelig med en konkret model, ’så vi kan se, hvem er inden for og hvem er uden for, og så skal vi nok tage stilling til det.’ Men næste skaktræk er allerede forberedt. Dansk Folkeparti skal være partiet, der finder alle hårene i suppen for at kunne appellere bedst muligt til alle dem, der ikke vil kunne gå tidligere på pension i den socialdemokratiske model og dem, der ikke finder modellen rimelig og retfærdig.

Dansk Folkeparti satser på at kunne bruge de formodentlig store hår i suppen til at sikre den fornødne vælgeropbakning til at give det socialdemokratiske forslag fingeren. Måske vil en sådan kritik og afvisning samtidig blive brugt til at begrunde et DF-krav om, at den gradvise forhøjelse af pensionsalderen enten må stoppes eller i det mindste sættes ned i tempo – efter 2040 vel at mærke.

Jeg siger ikke, at det nødvendigvis vil gå præcist sådan. Jeg siger heller ikke, at Dansk Folkeparti nødvendigvis får held til at forhindre tidlig pension. Min pointe er en helt anden. Nemlig, at det bliver ganske afgørende for tidlig pension, at Kristian Thulesen Dahl ikke får succes med sin ’hår i suppen’- politik.

Om Arne og de andre får ret til tidlig pension, kan meget vel blive afgjort af, om Dansk Folkeparti kan mobilisere tilstrækkelig vælgeropbakning til at sige nej til Arne og alle de andre med det argument, at en masse andre af Arnes bryggeriarbejderkolleger, sosu-er, 3F-ere og NNF-ere ikke vil få ret til tidlig pension. Hvis regeringen derimod sammen med brede dele af fagbevægelsen i de kommende måneder kan opbygge den solidaritet og den bredest mulige politiske opbakning i befolkningen, som Mette Frederiksen appellerede til i sin nytårstale, kan vi spænde ben for Thulesen Dahl. Men det gøres ikke med nogle få sætninger i en nytårstale og så ellers politisk radiotavshed de kommende måneder under de igangværende overenskomstforhandlinger. Solidariteten skal skabes. Den er er ikke automatisk og kommer ikke automatisk.


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020