Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, december-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Nederlaget

 

Af Jan Helbak medl. af Kritisk Debats redaktion

 

Labour tabte brexitvalget december 2019 den 12. september 2015, hvor Jeremy Corbyn holdt sin tiltrædelsestale som ny formand for partiet. Her blev partiets underliggende og styrende ambivalens i forhold til EU gjort fuldstændig tydelig og dermed også partiets politisk strategiske svaghed.

 

Indtil Corbyn og klanen fra den tidligere Socialist Campaign Group satte sig på magten i Labour havde ledelsen fra Blair over Gordon Brown til Ed Miliband videreført det reserverede, men også pragmatiske forhold til EU. Man var ikke decideret imod EU, men i lighed med de Konservative imod visionen om og udviklingen hen mod en mere føderal Union. Her overfor havde veteranerne i gruppen omkring Corbyn siden 80’erne ført direkte kampagner mod EU som en ”kapitalistisk klub” uden dog på samme tid at have udviklet en politik og en strategi for et brexit. Man var først og fremmest imod på et kampagne- og oppositionsplan og henviste i lighed med højrefløjen i det Konservative parti de fleste aktuelle dårligdommes udspring til Bruxelles.

 

Corbyngruppens overtagelse af partiets ledelse skabte således ikke klarhed om den fremtidige EU politiske kurs. Tværtimod udløste Corbyns tale en forbitret magtpolitisk kamp i partiets parlamentsgruppe, hvilket skulle få vidtrækkende betydning for partiets videre politiske skæbne.

 

For at redde sit eget politiske skind lovede den britiske premierminister David Cameron allerede i 2013 befolkningen en afstemning inden 2017 om, hvorvidt Storbritannien skulle blive eller forlade EU, hvis hans regering vandt regeringsmagten ved valget i 2015. Det gjorde de Konservative med nød og næppe. Labour tabte valget. Lederen Ed Miliband gik af, og Jeremy Corbyn overtog magten bakket op af en stor venstreorienteret ”ungdomsbølge” i og udenfor partiet. Samtidig stod det klart, at forholdet til EU – indenfor eller udenfor – ville blive det afgørende politiske omdrejningspunkt i britisk politik – om man ville det eller ej.

 

Man vidste også – eller burde have vidst – at de Konservative i flere år havde været dybt splittede på EU spørgsmålet, og at Cameron havde gjort et stort nummer ud af at lægge afstand til EU og at få forhandlet yderligere undtagelser for EU medlemskabet igennem. Globaliseringens lange skygger over store dele af den engelske befolknings levevilkår blev identificeret med EU. EU blev fremstillet som, og i Midt- og Nordengland og rundt om i mindre tidligere industribyer opfattet som identisk med fremmed billig arbejdskraft på grund af arbejdskraftens fri bevægelighed og ubillig konkurrence forårsaget af kapitalens fri bevægelighed. Man vidste med andre ord eller skulle have vidst, at der dybt ind i ”Labourland” (”de gule vestes” område i England) – i størsteparten af de henfaldne industriområder – herskede en udtalt animositet overfor EU, der blev udtrykt i form af insulær nationalisme kombineret med det postimperiale stolthedssyndrom. ”Giv os friheden og magten tilbage, så skal vi nok klare ærterne, som vi altid har gjort”. (”Toryerne er nogle skiderikker, men de er vores skiderikker”).

 

Det interessante i den forbindelse er, at den nye ledelse rent praktisk ikke skænkede det snigende stemningsskifte i ”Labourland” den store opmærksomhed. Allerede ved de to foregående valg kunne der registreres et skifte fra Labour til de Konservative. For de mange tusinde arbejdsløse industriarbejdere eller løsarbejdere, der følte sig parkeret udenfor historien og uden en fremtid overhovedet, repræsenterede de Konservatives reaktionære nationalisme og dyrkelse af patetiske storhedsdrømme en form for kompensation, og hadet til et EU som en fjende udenfor rækkevidde kunne gøres til samlende mål for den ophobede vrede. Labour blev opfattet som ufølsomt overfor deres konkrete problemer, og man var træt af at blive taget for givet.

 

Man skulle så tro, at Labours nye venstreorienterede ledelse, der selv betegnede EU som en ”kapitalistisk klub”, skulle være selvforskrevet til at gøre politisk indhug i ”Labourland” og vinde de mange arbejdervælgere tilbage. Det kom af flere grunde ikke til at gå sådan. For det første formåede Corbyngruppen ikke på noget tidspunkt at transformere EU modstanden til EU politik. Af samme grund kunne den tilstand af evindelige ”dødelige” slag om linjen i parlamentsgruppen helt frem til den 12. december 2019 ikke stoppes. For det andet opnåede Corbyn (Corbyismen, ikke nærmere bestemt) så stor støtte fra de unge bl.a. gennem Momentumbevægelsen og i store dele af middelklassen, at den voksende tilslutning til partiet gjorde partledelsen blind overfor det faktum, at båndene til de mere traditionelle dele af arbejderklassen samtidig blev udvisket. Man havde tiltro til, at det faglige bureaukrati med Unite’s formand Len McCluskey og dennes administrative leder Andrew Murphy i spidsen kunne sikre indflydelsen i de traditionelle Labourkredse.

 

Fælles for Corbyns inderkreds var, at man hang fast i tidligere tiders aktivistiske antiglobaliseringslinje og en udtalt EU modstand, uden på noget tidspunkt at have følt sig tvunget til at formulere et alternativ som ret meget andet end klassisk Labourpolitik tilsat et vist antal gen/nationaliseringer og en vis form for ØD. Man havde med andre ord hverken en politik eller en strategisk plan for et muligt brexit eller omvendt for en socialdemokratisk reformpolitik indenfor EU. Ballet for fraktionsstridighederne var således åbnet. Brexitfløjene (der var flere) trivedes ved at være imod på et arbejderistisk grundlag. Remainfløjene (der var flere), der hovedsageligt havde støtter i parlamentsgruppen, indenfor Momentumbevægelsen og i partiets middelklassestøtter og arbejdergrupper i de største byer, foldede sig ud og satte med stor støtte fra medierne sit præg på store dele af partiets øvrige politikudvikling. Den traditionelle arbejderklasse blev totalt overset og afkoblet partiets videre politikudvikling.

 

Konsekvensen blev, at Labour var ude af stand til at føre en sammenhængende politisk kampagne ved den EU afstemning, der skulle afholdes den 23. juni 2016. Man havde ellers fået et markant forvarsel ved EU parlamentsvalget i 2014. Her fik UKIP, som repræsentant for den uartikulerede EU modstand i England, flest stemmer. Men som i så mange andre tilfælde brugte man mere krudt på at nedgøre populisterne end tage tilslutningens fødekæde alvorligt.

 

Ved afstemningen i 2016 stemte 52% af vælgerne for at forlade EU. 48% for at blive i EU. Ikke nogen betydningsfuld forskel, hvis ikke det lige var for det faktum, at tyngdepunktet på nejsiden som ved det foregående parlamentsvalg lå nord for London og i de mindre industribyer spredt rundt om i England. Ja-sidens tyngdepunkt blev de store byer og den yngre veluddannede generation. Labours helt afgørende problem blev eksponeret. Partiet havde været helt uforberedt og uden et klart politisk perspektiv til at påvirke vælgerne i den ene eller den anden retning, fordi ambivalens og den strategiske uklarhed gik ned gennem hele partiet. Labour formåede ganske enkelt ikke politisk at slå igennem alt det plat, demagogi og katastroferetorik, som fyldte valgkampen. Partiet kunne hverken stille sig i spidsen for en offensiv socialdemokratisk reformlinje i EU eller fremlægge en strategi for en socialdemokratisk reguleret brexit. Corbynledelsen tabte afstemningen med et brag, og ”EU-borgerkrigen” i Labours parlamentsgruppe og i fagbevægelsen blussede op på ny, uden at nogen af fraktionerne kunne fremlægge en troværdig politisk strategi.

 

Efter chokket over afstemningsresultatet i det bedre borgerskab og den intellektuelle elite gik David Cameron af som formand for det Konservative parti. I kampen om premierministerposten vandt Theresa May over Boris Johnson. Politisk betød det, at den ”bløde brexitlinje” vandt over den ”hårde”. Det gav Labour et pusterum, men udskød samtidig opgøret med den retningsløse EUlinje. Banen var således fri for Theresa May til at udnytte Labours nærmest permanente forvirringstilstand og opløse parlamentet og udskrive nyvalg i 2017.

 

Først og fremmest tabte Theresa May valget og hermed afgørende sin politiske autoritet og allerede her premierministerposten. Labour gik frem fra ca. 30% af stemmerne til 40%. De konservative kunne kun bevare regeringsmagten med støtte fra DUP i Nordirland. Valgresultatet indledte en lang politisk stilstand i Storbritannien spændt ud mellem ”blød” eller ”hård” brexit og i kulissen muligheden af en ny folkeafstemning.

 

Det var i perioden op til valget i 2017 og frem til valget den 12. december 2019, at Labour begik de afgørende fejl, som gjorde nederlaget både indlysende og forudsigeligt.

 

Op til valget i 2017 formulerede Labour sit på den internationale venstrefløj meget berømte manifest: ”For the many not the few”. Manifestet indeholdt de klassiske programpunkter fra Tony Benn perioden og Socialist Campaign Group. Gen/nationalisering af forsyningsvirksomhederne, postvæsnet og hele jernbaneområdet, herunder de busnet, som Margaret Thatcher havde privatiseret. Massive investeringer i sundhedsvæsenet. Bedre social sikring. Opbygning af investeringsfonde til at udrulle moderne industri og infrastruktur. Overførsel af 10% af aktiemassen i virksomheder med over 250 ansatte til medarbejderfonde. Afskaffelse af universitetsafgifter og en fredsorienteret international politik.

 

Men stort set ikke et ord om EU! Et totalt fravær af strategiske overvejelser over, hvordan programmet skulle gennemføres, og hvordan en forudsigelig borgerlig reaktion og kapitalflugt skulle holdes i skak, når en Labourregering påbegyndte realiseringen af programmet. Heller ikke meget om, hvilke sociale kræfter og organisationer/bevægelser, der skulle bære det igennem og værne om resultaterne.

 

Klassisk ”vinduespynt”, som en af de ledende oppositionspolitikere i parlamentsgruppen kaldte det. Eller kampagne- og oppositionspolitik i klassisk stil på Labours venstrefløj efter de eklatante nederlag til Thatcher i 80’erne. Mange fine programpunkter men uden organisk og strategisk forbindelse til de praktiske og konkrete forhold for de vælgergrupper, programmerne henvendte sig til.

 

Uheldigvis blev valgresultatet i 2017, der styrkede Corbyn, opfattet som et bevis for (understøttet af flere meningsmålinger), at brede dele af vælgermassen støttede partiets nye venstrelinje – og ikke hang fast i EU-spørgsmålet. Resultatet blev, at man i partiets indre cirkler følte sig overbevist om, at man kunne vinde næste valg på et lignende program, hvorfor det først og fremmest drejede sig om at lade fraktionerne i det Konservative parti æde hinanden op og selv lukke ned for at få løst den indre EU strid.

 

Konsekvenserne blev som bekendt skelsættende. Det lykkedes Boris Johnson at udnytte forhandlingsstilstanden og den nationale politiske vakuum til at vælte Theresa May i sommeren 2019 og efterfølgende at flå hele det parlamentariske landskab fra hinanden med sine ”hard brexit” politiske manøvrer. Labour var fanget af sin egen indre splittelse og ude af stand til at konfrontere Boris Johnson politisk (det meste gik op i konstitutionel jura).

 

Partiet kunne ikke føre kampagne for hverken den ene eller den anden linje. Det blev til et både – og. En ny forhandling om brexit og en ny folkeafstemning. Hermed placerede partiet sig i den mest prekære situation af alle. For det første tilsidesatte man indirekte det første afstemningsresultat og lod arrogant hånt om de mange vrede arbejderstemmer bag resultatet. For det andet lagde man op til endnu en lang forhandlingsperiode, og for det tredje åbnede man uden at vedkende sig et muligt skifte for en forbliven i EU med en ny folkeafstemning. Højprofileret opportunisme, som helt indlysende måtte frastøde begge ydergrupper i vælgerkorpset.

 

Således politisk handlingslammet mistede Labour og især Corbyn tillid og åbnede for, at Boris Johnson kunne presse både EU’s forhandlere og oppositionen i det Konservative parti til som en sidste udvej at åbne for et nyvalg, som alle vidste ville blive til en ny afstemning for eller imod ”hard brexit” – uden at det reelle indhold i et ”for” eller ”imod” var kendt.

 

På trods af det faktum og i tillid til, at succesen fra 2017 kunne gentages, udformede Labour et nyt program/manifest: ”It’s time for real change”. (Mere intetsigende kunne titlen næsten ikke være). Manifestet var et opkog af manifestet fra 2017 og i lighed hermed uden organiske forbindelseslinjer til arbejdervælgernes praktiske virkelighed. Manifestet fremstiller kun de rigtige og såkaldt progressive programpunkter : Kamp mod uligheden og for genopretning af velfærdsstaten. Men som ved det foregående program renset for strategiske overvejelser og helt uden diskussioner af magt- og reguleringsspørgsmålet, herunder forholdet til den globale kapitals manøvrer og til det nødvendige aftalegrundlag med EU.

 

Et typisk parlamentarisk produkt, og som sådan blev det også anvendt. Hver dag blev der lanceret nye forslag fra programmet alt afhængigt af den politiske ”dagsform” (dygtigt dirigeret af medierne), hvilket til sidst drev de menige kampagnefolk til vanvid, for de vidste ikke, hvilke temaer, der lige den dag skulle trækkes frem. Det resulterede i passivitet hen mod slutningen af valgkampen og låste de lokale partimedlemmers muligheder i ”Labourland”. De Konservative fik frit spil til uden toneskift at hamre parolen ”Get brexit done” igennem.

 

Lige så slemt var det, at de ledende medlemmer af Labours kampagnestab mødte de borgerlige økonomers dommedagsanalyser, dagbladenes frygtkampagne og arbejdsgiverforeningernes kritik af de ”katastrofale følger for britisk økonomi” og slet skjulte trusler om kapitalflugt og ”skatteomgåelse” med lidt for smarte teknokratiske og uigennemtrængelige argumenter. Til og med afslog f.eks. skyggefinansminister og ledende teoretiker, John McDonnell, at konkretisere flere af de centrale programpunkter som eksempelvis opbygningen af de store investeringsfonde, og hvordan de skulle administreres. Selv de mere positive men skeptiske keynesiansk inspirerede økonomer fra Financial Times og Guardian blev afvist eller henvist til at få de konkrete svar, når Labour havde vundet regeringsmagten.

 

Selvfølgelig blev Labours politik angrebet og tæppebombet. Selvfølgelig blev enhver Labourpersonlighed beskyldt for alt fra antisemitisme til tidligere tætte forbindelser til det engelske kommunistparti og støtte til Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet. Alt smuds blev gravet frem, herunder de graverende personlige fejder og gensidige eksklusioner fra ledelsen. Sådan er det jo. Det er et vilkår, og det var et åbenlyst svigt af Labours ledelse ikke mere seriøst og offensivt at tage højde for det vilkår. Både et svigt overfor partiets politik, men i endnu højere grad overfor de mennesker, man forventer, tager den alvorligt. Og det er nærmest patetisk, når man på dele af venstrefløjen forsøger at forklare nederlaget ved at henvise til de mange smæde- og bagvaskelseskampagner – som en slags kollektiv benægtelse af problemets indre arnested.

 

En af klummeskriverne i The Guardinan rammer situationen meget præcist med sin bemærkning om, at Labours valgkamp frem til den 12. december mest af alt lignede et opportunistisk ophørsudsalg, som frastødte vælgere i ”brexitland” og i ”remainland” og slog skår i de store vælgergruppers tillid til, at Labour som regeringsparti og Corbyn som premierminister ville være i stand til at lede landet og forvalte de store og brede vælgergruppers fælles interesser i eller udenfor EU – med eller uden ”It’s time for real change”. ”Et parti er ikke en oppositionsbevægelse, men et redskab til at lede og gribe magten for at gennemføre en bestemt politik”.

 

Labour tabte valget. De Konservative gik kun 1% frem men flyttede trods alt 1 mio. stemmer i ”Labourlands” lavtlønsområder, hvilket her var tilstrækkeligt til at vinde ca. 40 mandater fra Labour.

 

Labour tabte valget på grund af egne indre svagheder, og nederlaget var politisk og strategisk større end tabet af mandater egentlig tilsiger. Uden en afklaring af forholdet til EU og formuleringen af en decideret EU strategi kommer partiet ikke videre. For det andet skal der gøres op med fascinationen af Momentums bevægelsesaktivisme både indenfor og udenfor partiet. Og for det tredje trænger der sig en anden og mindre elitær forståelse af forholdet mellem parti – program – masse sig på. I og med den traditionsbestemte loyalitet overfor Labour er væk i arbejderklassen, kan de udsatte grupper kun vindes tilbage ved en politik, der tager udgangspunkt i deres konkrete levevilkår, inddrager dem i politikudviklingen og som fremviser en klar strategi, der overbeviser dem om, at politikken kan gennemføres og magten fastholdes.

 

Valgnederlaget er dommen over årtiers sekteriske magtkampe med dynger af prangende manifester og en fastlåst kultur som oppositionsparti, selv når man var i regering. Med nederlaget og dommen følger sandsynligvis en lang politisk kamp, hvor gruppen omkring Corbyn forståeligt nok allerede har positioneret sig som magt for at stænge ”centristerne”, der allerede nu nyder støtte fra nær og fjern. ”Valgets tale vragede jo venstreorienteret politik”, som det nu lyder fra de moderate kandidater i det Demokratiske parti i USA i deres opgør med Bernie Sanders og Elisabeth Warren, og fra forandringsangste socialdemokrater på kontinentet in casu SPD.

 

Det afgørende og dybt ironiske er nemlig, at Labour som et hvilket som helst andet socialdemokratisk parti ikke for alvor i dag kan slå igennem som ledende og dominerende politisk og social kraft uden et strategisk offensivt svar på forholdet til EU. Om Labours kommende ledelse nok så meget ”respekterer brexit”, kan partiet ikke fremlægge noget program eller formulere en praktisk gennemførlig reformpolitik i magtkampen med de Konservative uden at indregne samarbejdet med EU. Unionens videre udvikling eller afvikling er og bliver den praktiske og håndgribelige målestok for Labours og de kontinentale socialdemokratiers evne og magt til at opbygge en slagkraftig modvægt til den globale kapitalisme på den ene side og den reaktionære socialkonservative nationalisme på den anden.

 

 

 

 

 

 

 

7


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. februar 2020