Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, december-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Reformisme uden undskyldninger

Carsten Jensen

Kommentarer til: Peter Hummelgaards, ”Den syge kapitalisme”. (København, Gyldendal 2019).

Peter Hummelgaard, socialdemokrat og beskæftigelsesminister, har skrevet en bog om kapitalismen efter finanskrisen. Hvad er der galt med den, og hvad kan man gøre ved det? Det er de spørgsmål, som bogen er bygget op omkring. I jagten på svarene, får Hummelgaard rejst en række centrale, aktuelle politiske emner.

Fx mener han, at lighed i egentlig forstand skal helt op på toppen af dagsordenen. Det skal også diskuteres hvilken social basis og tilhørende politiske alliancer, der skal bære velfærdsstaten fremover. Bogen har nogle begrænsninger i både politisk tilgang og emnemæssigt udsyn, men den er et virkelig godt debatoplæg til både centrum-venstre og venstrefløj.

””Alle mennesker er født lige og frie i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hinanden i broderskabets ånd.” Denne bekendelse har Danmark tiltrådt med sit medlemskab af F.N.-pagten. Vi krænker den hver dag – her og nu, i vores eget land.” ​​ 

Nej, den ovenstående, indholdsmættede og stærke, tekstblok er ikke fra Peter Hummelgaards, nu beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, nye bog, Den syge kapitalisme. Men den kunne godt have været det. Teksten er fra forordet til Bent Hansens halvtreds år gamle Velstand uden velfærd (1969). Udpluk af underoverskrifter fra Hansens bog kunne også være taget fra i dag: ’De riges diskrete klassekamp’, ’Vi forkæler de velbjergede’, og ’Kulturpolitik er magtkamp’.

Når jeg trækker netop Hansens bog fra 1960’erne frem til indledning, er det fordi Hummelgaards bog på mange måder ligger i forlængelse af samme form for (venstre-) socialdemokratisk tænkning, som Bent Hansen stod for. Selvom arbejderbevægelsen, og de forskellige folkelige bevægelser på fx køns- og miljø-/klimaområdet, er kommet langt de sidste 50 år, viser tilbageblikket på Velstand uden velfærd, at der også er mange problemer, der stadig udestår. Og Den syge kapitalisme er et virkelig godt udgangspunkt for at diskutere dem.

Bogens indhold og opbygning

Ifølge Hummelgaard blev forestillingen om en risiko- og krisefri kapitalisme for en ny generation (hans egen) manet i jorden med Finanskrisen. Det er et af bogens hovedbudskaber. Alternativet til den neoliberale utopi om den selvregulerende kapitalisme er en forbedret udgave af den forholdsvis velprøvede flexicurity-model, hvor kapitalismens rammer bliver reguleret med fast politisk hånd, og hvor de mindre fx beskæftigelseskriser, der opstår som følgevirkninger af omstillingsprocesser bliver håndteret hurtigt, nænsomt og med solidarisk fingerspitz-gefühl. Hummelgaard bekender sig uden undskyldninger til den form for blandingsøkonomi og tilhørende politisk reformisme.

I beskrivelsen af kapitalismen har Hummelgaard taget udgangspunkt i en kronik af Mette Frederiksen, der for nogle år siden netop hævdede, at ’kapitalismen er syg’, og at socialdemokraterne sidder inde med opskriften på den bedste medicin. Bogen er angiveligt en videreudvikling af denne tanke.

Første kapitel tager læseren med ind i Hummelgaards verden, som går fra Kaastrup, Amager, ud i det globale, og tilbage til tilværelsen som dansk folketingspolitiker på Christiansborg. Det tegner et troværdigt og egentlig ret sympatisk billede af Peter Hummelgaard. Han er en fyr, der har rigtige rødder i arbejderklassen. Begge forældre er ufaglærte og han voksede op i en arbejderkultur centreret omkring Danmarks største arbejdsplads og lufthavn. Det vil sige den, der ligger i Kaastrup, og som vist efter Hummelgaards mening stadig burde kaldes ved sit oprindelige og rigtige navn. Efter det lille selvportræt, der tjener til at give læseren en baggrund for at vurdere både Hummelgaards baggrund og socialdemokratiske troværdighed og tilværelsen for de borgere, han mener at tale for, følger to store dele. Den første handler om, hvad den aktuelle kapitalisme fejler, mens den anden del diskuterer, hvilken politisk medicin, der skal kurere sygdommen.

Den beskrivende del starter først rigtigt med et kapitel om ’Den uretfærdige ulighed’. Det giver baggrunden for, at der er noget at kæmpe politisk for. Det vil sige den ulighed, som allerede Bent Hansen spiddede, som stadig præger Danmark, og hvis effekter blev forstærket af finanskrisen, dens eftervirkninger og en del af de politikker, der blev iværksat for at modvirke den. Kapitlet er et af bogens vigtigste. For det første fordi det utvetydigt sætter uligheden på dagsordenen, og for det andet fordi det giver den en helt central placering som politisk udfordring. Politik er mere end teknokratiske løsninger på markedsfejl og kriser, det er også et projekt for et bedre, mere lige samfund.

De øvrige kapitler i den første del uddyber beskrivelsen af ’postfinanskrisesamfundet’, dets kapitalisme og de problemer denne kapitalisme sætter resten af samfundet overfor. ​​ 

Hvad så, for socialdemokratisk strategi?

Bogens anden del handler om løsningerne, om ’medicinen’ som Hummelgaard kalder den. Her bygges op til det sidste kapitel, der er helliget ’Politiske forslag til at helbrede kapitalismen’. Der argumenteres for, at lighed faktisk virker. Folk får det bedre. Den virker også som baggrund for, at samfund med mindre grad af ulighed klarer sig økonomisk godt i den globale konkurrence. Der argumenteres også for, at velfærdsstaterne har skabt bedre levevilkår. Det vil sige mod det neoliberale synspunkt, at en stor offentlig sektor ødelægger økonomier og holder folk i fattigdom og ’trældom’, som den østrigske økonom Hayek og eftersnakkeren Fogh Rasmussen påstod. Medicinen består kort fortalt i, at det socialdemokratiske projekt og den politiske alliance, der bar det, skal gentænkes på de nye præmisser, som finanskrisen satte.

Denne sektions kapitel om ’En fornyet social kontrakt for det 21. Århundrede’ er også et af de centrale. Påstanden er her, at grunden til den forøgede ulighed og problemerne for og med kapitalismen i de seneste årtier er, at kapitalisterne har opsagt den sociale kontrakt, som de var en del af i efterkrigstiden. Uanset hvordan man opfatter situationen, og om man tilskriver ’kapitalisterne’ evne til at handle kollektivt og koordineret, peger kapitlet på noget helt centralt: at kapitalismens problemer er skabt politisk og skal løses politisk. Der er tale om en politisk konflikt mellem forskellige projekter for samfundsudvikling, og Hummelgaard står på den side, der mener, at der skal lægges et forøget pres på kapitalejerne.

Set i sammenhæng med kapitlet, der sætter uligheden i centrum, giver kapitlet om den sociale kontrakt et stærkt bidrag til centrum-venstretænkningen (og dermed også til venstrefløjens langsigtede overvejelser). De to kapitler peger på, at der er politiske konflikter på spil, at der skal vælges retninger, og at der skal samles flertal for nye politikker. Her taler vi ikke om teknokratiske tricks, regnemetoder, finansielle fix og så videre. Vi taler om de store blokke i samfundet, der skal udkæmpe styrkeprøver. Her bliver bogen ekstremt relevant og rammer ind i debatten om, hvorfor socialdemokratier over hele Europa har tabt terræn i forhold til højrepopulismen. Dele af arbejderklassen i Europa er gået til højre i mangel på, hvad der kunne opfattes som realistiske alternativer til venstre. Med tilgange som Hummelgaards ville sådanne tab til højre blive formindskede.

Disse kapitler taler også ind i debatten om hvem, der skal bære til venstre. Hummelgaard beklager, at alliancen mellem arbejderklassen og de veluddannede middelklasser er blevet svækket. Det var den alliance, der bar socialdemokratismen frem i efterkrigstiden. Siden Murens fald blev en del af middelklassen imidlertid ’globaliseret’ samtidig med, at arbejderne blev ’indvandrerforskrækkede’ (meget hurtigt fortalt og frit efter Hummelgaard). Det vil sige, at alliancepartnerne fik forskellige horisonter at tænke politik i og gled fra hinanden. Før denne alliance bliver gentænkt, genforhandlet og genskabt, kommer der nok ikke nogen stabil opgangsfase for centrum-venstre. Det peger Hummelgaard meget prisværdigt også på. Hermed understreges også en politiske relevans af Den syge kapitalisme, der bærer ud over forfatterens eget partipolitiske tilhørsforhold. Det peger også på, at heller ikke venstrefløjens fornyelse kommer uden om arbejderbevægelsens rolle.

Hvilken slags lighed og hvilken slags alternativ?

Som det er fremgået, er Den syge kapitalisme både relevant for partier, der opfatter sig som ’centrum-venstre’ og som ’venstrefløj’. Uanset hvor man ser sig selv, er lighedsproblemet blevet centralt igen og spørgsmålet om den sociale basis for et fornyet projekt for mere lighed er dermed blevet reaktualiseret. Dette er bemærkelsesværdigt i en bevægelse, der i næsten to årtier var påvirket af den ’lighed i muligheder’-tænkning, der mest tydeligt blev udtrykt i det britiske såkaldte ’New Labour’, også kaldet ’blairisme’ efter den partiformand, der stod for dens indførelse.

Vi taler med det nye eftertryk på reel lighed ikke om et skel mellem ’reformister’ og ’revolutionære’. I dag er venstrefløjen, hvis man hermed mener dem, der partipolitisk står ’til venstre’ for socialdemokraterne, endnu mere reformistisk end det socialdemokratiske centrum-venstre. I hvert fald i den forstand, at venstrefløjens partier i praksis ikke kræver revolution, men flere og større reformer end ’reformisterne’ på ministerposterne. Hvis vi med ’venstrefløjen’ forstår SF og EL står de ikke for revolutionære alternativer, men for to bud på mere eller i hvert fald anderledes reformisme.

Man skal måske skelne mellem det venstre, der identificerer sig med regeringsprojektet og det venstre, der blot ’støtter’ det. For de første handler det om hjerteblod, for de andre om ’den mindst ringe løsning her og nu’. Men begge parter har brug for at diskutere, hvad der skal være de centrale omdrejningspunkter fremover, og her har Hummelgaard i hvert fald fremlagt et gennemtænkt manifest, der kan diskuteres af alle slags reformister inden for den danske debatkreds. Hummelgaards svar er lighed, velfærdsstat/reguleret kapitalisme og en fornyet arbejder-middelklassealliance. Det er ikke nødvendigvis et dårligt debatoplæg.

I praksis mangler Den syge kapitalisme nok en hel del på forholdet mellem klima-politik og øvrige politikfelter. Med den nuværende regerings aktuelle fokus (og ikke mindst den nye klimalov som også venstrefløjspartierne støtter) på dette område, kan der sagtens i årene umiddelbart fremover komme nogle vanskelige debatter for det ’nationale projekt’. Hvordan skal fx finanslove se ud, hvis vi både vil have nogenlunde intern fordragelighed til venstre, mere lighed og bedre klima?

Britiske Aditaya Chakrabortty, der er økonomisk kommentator på avisen The Guardian har for nylig hævdet, at opgaven for det politiske venstre i dag ’er at skræmme kapitalisterne mere end kommunismen gjorde’. Hans logik er, at kapitalister kun giver indrømmelser, hvis de vurderer, at det på sigt bliver dyrere ikke at give dem. Kommunismen udgjorde et alternativ i efterkrigstiden, som viste alverden, at der var et alternativ. Efterhånden viste det sig, at kommunismen ikke kunne tiltrække ’masserne’ i Vesteuropa, men inden det gik op for kapitalisterne, havde de accepteret udbygningen af velfærdsstaten. Siden 1980’erne har der ikke været en politisk trussel af den type, som kommunismen udgjorde, og derfor har ’kapitalister’ trukket deres del af støtten til velfærdsstaten, er argumentet – svarende til Hummelgaards tanke om, at de har ’opsagt den sociale kontrakt’. Man kan på den baggrund hævde, at Den syge kapitalisme i hvert fald er et forsøg på at gøre socialdemokratismen økonomisk farlig igen – dvs. farlig for kapitalisterne. Spørgsmålet er så bare ’hvor farlig’ den skal være?

Afslutningsvis kan der også peges på, at der er en stor begrænsning i udsynet i Den syge kapitalisme. En ting er at henvise til, at man ønsker mere lighed. Det er fint, og det bør kunne bygge bro mellem centrum-venstre og venstrefløj. Noget andet er, hvad man mener med lighed ud over (som Hummelgaard især peger på) at det skal være mere end uddannelsesbaseret chancelighed? Er det kun eller især økonomisk lighed, der menes, eller handler det også om politisk, kulturel med videre lighed?

Hvis man nu også vil videre end at realisere ideer til en sundere og mere retfærdig kapitalisme? Ja, så er det meget begrænset, hvad der findes af konstruktive forslag. Bogens sidste kapitel om ’Politiske forslag til at helbrede kapitalismen’ har fx slet ingen forslag, der går i den retning. Hvis man kun eller især taler om det første, om økonomisk lighed, er Hummelgaards bog uden tvivl et godt sted at starte. Hvis man også taler inden for et bredere lighedsbegreb er der noget mindre at hente.

Begrænsningen i udsyn handler også om det europæiske og globale perspektiv. Det er ikke nok at sige, at vi kan gøre nogle ting bedre i Danmark end EU kan, og at vi må støtte os på et europæisk projekt, hvor vi kan, men ellers på maoistisk vis ’stole på egne kræfter’. På trods af, at den er skrevet af en, der har dyppet tæerne i ’globalismen’, er det påfaldende, hvor nationalt indadvendt, der tænkes eller i hvert fald skrives. Men måske er der tale om en arbejdsdeling her. Bogen blev skrevet i en oppositionsperiode, og nu er der med sommerens regeringsdannelse et bredere formelt perspektiv. Man kunne sige, at hvad udsynet angår, er ansvaret så udenrigsministerens, det vil sige Jeppe Kofods. Derfor kan man, hvis man mobiliserer sin bedste vilje, godt give de næstsidste ord i den sag til ham, der for mange år siden pegede på dette udsyns mål. Han opsummerede i 2002 i forrige oppositionsperiode en drøftelse af indsatsen for udvikling og ny klimapolitik således: ’Kald det bare kampen for global retfærdighed’. Måtte han og Hummelgaard huske denne formaning.

Øvrige henvisninger

Aditya Chakrabortty (2019) ’The task of politics today is to scare capitalists as much as communism did’, The Guardian, 14. november.

Bent Hansen (1969) Velstand uden velfærd. København, Fremad. Citeret efter sideangivelserne i udgaven fra 1973.

Jeppe Kofod (2002) ’Kald det bare kampen for global retfærdighed’. I Carsten Jensen m.fl. , red. Nye vinde, nye veje. Udfordringer og visioner for Socialdemokraterne i en stormfuld tid. Frederiksberg, Samfundslitteratur.


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020