Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, december-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

OK-20: Den tværfaglige kamp må genrejses

 

Af Benedicte Toftegård, grafisk trykker og fællestillidsrepræsentant på Aller Tryk

 

Overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked går snart i gang. Fritvalg, overenskomst til alle samt kontrol med arbejdstiden trænger sig på som nogle af de temaer, der har en bred tværfaglig appel. Især vil det blive spændende at se, om OK20 kan gå hen og genintroducere arbejdstidsspørgsmålet som et centralt overenskomsttema.

Den 10. april i år blev der afholdt et landsdækkende formands- og tillidsrepræsentantmøde omhandlende OK-20. Mødet fandt sted i El-forbundets Københavnsafdeling, og som gæster i panelet var bl.a. Lizette Risgård, formand for FH og Per Christensen, formand for 3F. Deltagerne var en broget skare af byggefagsfolk, aktionerende DSB-arbejdere, stilladsarbejdere, pædagogmedhjælpere, laboranter og et par grafiske fra HK. Sædvanen tro var der kun få deltagere fra Metal.

Et af de store samtaleemner på mødet var, om det ville kunne lykkes de private ansatte at møde arbejdsgiverne med samme musketér-ed, som det langt hen af vejen var lykkedes for de offentlige ved OK18? Panelet var skeptisk: Vi har ikke samme krav. Alle ved, at CO Industri kører løbet, og at andre fag må nøjes med at skrive af og tilpasse. Alligevel fandt forsamlingen det muligt at kunne samle fagbevægelsens medlemmer på det private arbejdsmarked under tre hovedparoler, der blev foreslået i salen: Mere i løn, kontrol med arbejdstiden og overenskomst til alle.

HK Privat fulgte op fra sin kongres i september og fra sin hovedbestyrelse og udtog følgende hovedkrav:

  • Dobbelt op på fritvalgskontoen – frihed i arbejdslivet

  • Kontrol med arbejdstiden

  • Overenskomst til alle

 

Dobbelt op på fritvalgskontoen

’Dobbelt op på fritvalgskontoen’ er et krav, der favner de fleste. Kravet er ikke mindst godt for de mange arbejdspladser, hvor de lokale lønforhandlinger er nærmest ikke-eksisterende.

Der er dog et men. Fritvalg er nemlig en procentdel af lønnen og vil derfor være med til at øge forskellene i fagbevægelsen; ikke mindst i HK, hvor de lavestlønnede syv procent tjener så lidt, at de ikke - eller kun lige akkurat - kan opnå den maksimale dagpengesats ved ledighed.

Det kan eksempelvis være bogbinderiassistenter (af mange nationaliteter) på trykkerivirksomheder med stor personaleudskiftning, og hvor nyansatte, der hele tiden kommer ind på en lavere løn, har bragt niveauet tæt på mindstelønnen i overenskomsten.

Og på funktionærområdet er der end ikke tale om mindsteløn. Her står der bare i overenskomsten, at man skal lønnes efter kvalifikationer. Det lave lønniveau mærker callcenter-medarbejderne, tandlægeklinikassistenterne og de unge turistguider på kanalrundfarten.

Imidlertid har HK argumenteret imod en mindsteløn. Man frygter, at bliver der først fastlagt en mindsteløn, så bliver den også det faktiske lønniveau. Hvis der derimod ikke er fastlagt nogen mindsteløn, kan man forhandle sig til mere, lyder argumentet. Et relevant argument … hvis man altså har 50 procent organiserede på arbejdspladsen, en overenskomst og en tillidsrepræsentant som er stærk nok til at kræve en forhandling. Men netop dét mangler på mange af de pågældende arbejdspladser, og det vil kræve kamp at opnå. Det er der ikke meget, der tyder på, at HK Privat er parat til.

Bundlinjen bliver derfor, at HK Privat nedprioriterer arbejdet med de lavestlønnede. Man vil hellere tiltrække de veluddannede. Der er nemlig prestige i at organisere medlemmer med viden og gode faglige kvalifikationer. Og det er nemmere at skaffe dem resultater.

Men hvis fagbevægelsen kun satser på fritvalg, fordi det er det nemmeste og kan bredes ud til alle medlemmer, så får vi omvendt ikke udlignet de store lønforskelle. Og hvorfor skal de unge lavtlønnede på f.eks. callcentrene så organisere sig i HK, hvis fagforeningen bekender sig til krav om procentuelle lønstigninger, som får dem til at sakke yderligere bagud?

 

Frihed i arbejdslivet

I dag optjener lønmodtagere med overenskomst fire procent af deres indtægt til ’fritvalg’. De kan vælge at få dem udbetalt i forbindelse med ferie eller spare dem op til pension. Fem år før pensionen kan de desuden vælge at konvertere pengene til frihed; de fire procent svarer ca. til en uges ekstra frihed om året.

En stigning på ’fritvalg’ sikrer, at der sker en lønudvikling også på de mange arbejdspladser, hvor der stort set ikke har været lokale lønforhandlinger i flere år. Det er godt. Det er dog også vigtigt, at man gennem formuleringen ’frihed i arbejdslivet’ prioriterer muligheden for at veksle fritvalgskontoen til fridage og fritimer efter eget valg. I dag har man som nævnt nemlig kun den mulighed, hvis man er fem år (eller mindre) fra at kunne gå på pension. Eller hvis man har tilkæmpet sig retten i en lokalaftale.

Vi har brug for at kampen for kortere arbejdstid igen kommer på dagsordenen. Og vi har brug for krav, som ikke øger uligheden: En ekstra friuge er i det mindste det samme for alle uanset lønniveau.

 

Kontrol med arbejdstiden

Når jeg rejser debatten om nedsættelse af den daglige/ugentlige arbejdstid, bliver jeg ofte mødt med et suk om, at folk har nok at gøre med bare at holde arbejdstiden i ro, så den ikke stiger! Funktionærer inden for bl.a. IT-området kæmper således med kontrakter uden øvre arbejdstid eller med løse bestemmelser om, at ’man arbejder til bakkerne er tomme’. Det er ikke velset at gå hjem på et bestemt klokkeslæt.

Inden for industrien er det især nat- og skifteholdsarbejde med lange vagter og belastende rådighedskrav, som optager folk - frem for det generelle krav om kortere arbejdstid. Frem mod OK20 rejses derfor krav om skærpede bestemmelser for, hvornår vi kan kræves at stå til rådighed og krav om, at honoreringen på skiftehold skal stige og - som udgangspunkt – føre til mere frihed.

Et andet eksempel er buschaufførerne, som om nogen har brug for kontrol med og indflydelse på arbejdstiden. Man møder f.eks. ind kl. 5.30 og kører bus i fire timer. Så har man fri og skal møde ind igen, når myldretiden sætter ind om eftermiddagen. Det kaldes ’delte vagter’ og giver helt urimelige arbejdsdage, hvor man reelt ikke kan bruge den midterste fritid til f.eks. at være sammen med familie og børn. Chaufførerne har desuden problemer med, at 11 timers reglen ikke altid bliver overholdt.

 

Overenskomst til alle

’Overenskomst til alle’ er et krav, som ikke kun favner HK’s uløste problem med funktionærernes såkaldte 50 procents-regel (ifølge hvilken det skal kunne dokumenteres, at HK organiserer 50 procent af de ansatte, for at disse kan blive omfattet af en overenskomst). Det favner også virksomheder, der misbruger udenlandsk arbejdskraft, eftersom det modsvarer byggefagenes og chaufførernes krav om klare regler om kædeansvar eller hvervgiveransvar fra hovedfirma til underleverandører i forhold til at tegne overenskomst. Desværre er det stadig udbredt med konstruktioner, hvor en hovedentreprenør hyrer 2-3 polske eller andre udenlandske firmaer, som aflønner deres ansatte med 70 kr. i timen og ikke betaler pension eller søgnehelligdag. Hvervgiveransvar må og skal indføres i hovedoverenskomsten. Det vil f.eks. betyde, at hovedentreprenøren vil komme til at garantere betaling ’fra første til sidste led’ – altså eksempelvis også til den rumænske murerarbejdsmand hos underentreprenørens underentreprenør.

 

Den tværfaglige kamp må genrejses

Det er godt, at HK markerer OK-krav, der ikke kun handler om medlemmer af HK, men også kan samle lønmodtagerne i byggefagene, transportsektoren og den øvrige industri. Der var fokus på at opprioritere det tværfaglige blandt de delegerede på HK Privats kongres. Fagbevægelsen må genfinde sine evner til at kæmpe sammen frem for hver for sig. Spørgsmålet er så, om vi vil finde den samme holdning i CO Industri?

 

CO Industri - på vej i offensiven?

Torsdag den 5. december afholdt CO-industriforhandlerne Mads Andersen (3F) og Claus Jensen (Metal) møde med tillidsfolk fra hele industrien i København. Det var det sidste møde i en række over hele landet, hvor der i øvrigt har været et pænt fremmøde. På nogle af de første møder i provinsen gav Claus Jensen udtryk for, at man skulle huske, at det ville blive dyrt, hvis man skulle have for meget på fritvalgskontoen. Han havde også advaret om, at der kunne være en økonomisk krise i sigte. Over for tillidsfolkene i København pointerede han dog, at han var træt af DI og deres postulater om, at sorte skyer er på vej i økonomien. I ingen andre lande (på nær USA) har virksomhederne i industrien kunnet præstere et tilsvarende overskud siden før finanskrisen. Claus Jensen har sit publikum for øje, når han vælger sine ord - men måske er der alligevel ved at komme en lidt mere offensiv tilgang til forhandlingerne?

Spørgsmålet om arbejdstid og især skiftende arbejdstider fyldte rigtig meget i debatten på mødet i København. F.eks. gjorde lufthavnsfunktionærerne opmærksom på, at de ingen steder i deres overenskomst har bestemmelser omkring skiftehold, der kan kompensere dem for eller værne dem imod arbejdsgivernes diktat af mødetider.

I det hele taget var der fokus på, hvad fritvalgskontoen kan bruges til. Flere steder er der indgået lokalaftaler om, at pengene kan anvendes til frihed. Så dét er kommet på dagsordenen. Hvis man som helt ung på arbejdsmarkedet fra starten vælger at hensætte sin fritvalgskonto til pension, vil man i praksis kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet fem år før pensionsalderen.

Endelig var der en debat omkring lærlingenes løn. 80 procent af lærlingene får kun mindstebetalingen, selvom de har ret til at indgå i de lokale forhandlinger. De bliver bare ikke taget med.

 

Læs også: https://socinf.dk/loensikring-og-socialraadgivning-vi-tog-ikke-kampen-mens-tid-var-nu-maa-vi-klare-det-selv/

 


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020