Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, december-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Maria Falcone i København.​​ 

Gert Sørensen, seniorforsker, dr. phil., Institut for Engelsk, germansk og Romansk Københavns Universitet

For​​ de fleste af os danskere er Sicilien meget langt væk​​ og forbindes gerne med​​ mafiaen. Efter sigende er ordet​​ mafia​​ blandt de mest udbredte italienske ord i verden. Men vi ved​​ i grunden meget lidt​​ om øens brogede historie.​​ Med aftenens æresgæst, Maria Falcone,​​ tvinges vi​​ imidlertid​​ ind i virkelighed, som vi ikke bare kan skubbe fra os;​​ en meget brutal virkelighed,​​ som​​ faktisk også er vores. Det er den blevet, fordi den også udstiller paradokserne i​​ den europæiske integrationsproces, når vi i dag står over for et Syditalien, der​​ af førende italienske forskere anskues​​ som det største sammenhængende udkantsområde i Europa.​​ 

Det er et levende vidnesbyrd om​​ en dyb tragedie på Sicilien og i Italien,​​ vi​​ konfronteres med her​​ i aften. Men en kulturel udveksling, som vort møde også befordrer, kan i det små bidrage til at gøre denne historie​​ til​​ europæisk​​ erindringsstof,​​ netop fordi mafiaen​​ er mere end​​ organiseret kriminalitet​​ og med sin hensynsløshed og sine kriminelle netværk​​ også​​ uden for Italiens grænser​​ rammer så meget dybere​​ ind i vort fælles samfundsliv.​​ Da​​ Giovanni Falcone og kollegaen og​​ vennen​​ Paolo Borsellino blev dræbt ved to militært tilrettelagte​​ operationer ved​​ Capaci​​ og​​ i via​​ d’Amelio​​ i Palermo​​ tilbage i 1992, fik offentligheden endnu en​​ brat​​ påmindelse​​ om, hvor skrøbelig retsstaten​​ egentlig​​ er, og hvor udsatte retsstatens repræsentanter var og fortsat er over for de kræfter, der vil det demokratiske​​ fællesskab​​ til livs.​​ 

Fondazione Falcone og de øvrige Antimafia-organisationer​​ og forskningscentres​​ modfortællinger​​ åbner​​ imidlertid​​ også op for et håb, der viser, at når det civile samfund begynder at røre på sig kan det gøre en forskel, hvis det vil.​​ Som det måske allerede er bekendt er den 21. marts, den første rigtige forårsdag, gjort til en​​ sådan mindedag, en​​ Giornata della memoria, dedikeret til mafiaens ofre.​​ Der kan derfor være god grund til at ridse nogle af de bredere​​ koordinater op, når vi har at gøre med et fænomen som mafiaen. De fleste associerer formentlig til den sicilianske​​ cosa nostra, der for længst har indskrevet sig i vor kulturelle forestillingsverden​​ om Italiens mange baggårde. Men man kan da let overse, at det​​ i dag er de andre mafia-organisationer:​​ camorra’en i Napoli og​​ ’ndranghetaen i Calabria, der de seneste årtier har været de mest aggressive.​​ Historikeren Isaia Sales har et sted anført, at i Calabria er over ¼ af regionens befolkningen afhængig af den illegale mafia-økonomi. På Sicilien anslås tallet til 10%.

Når mafia er mere end blot organiseret kriminalitet, der dog er​​ alvorlig nok, har det ikke mindst sin forklaring i, at fænomenet stort set siden​​ Risorgimento​​ og Italiens Samling​​ har haft en destabiliserende​​ indvirkning på den italienske stats udvikling.​​ Som nogle af de første satte Sidney Sonnino og Leopoldo Franchetti, begge fra Toscana, mafiaen ind i en større social kontekst, da de på baggrund af rejser rundt på et voldspræget Sicilien udsendte deres​​ Inchiesta su Sicilia​​ i midten af 1870’erne. Der var imidlertid i deres detaljerede arbejde en tendens til at reducere mafiaen til noget, der havde udspring i en egentlig middelaldermentalitet, i en arkaisk​​ siciliansk​​ bondekultur. De to toscanere var imidlertid ikke i tvivl om – og deri var deres fremskridtstro usvækket -, at den modernisering af det italienske samfund, som Samlingen gav løfte om, ville bringe Sicilien og Syditalien op på et norditaliensk civilisationsniveau. Men de var også klar over, at​​ hvis det ikke​​ skete, ville det få alvorlige konsekvenser og føre til en svækkelse enhedsstatens indre​​ strukturer.​​ I eftertidens klare lys må vi så konstatere, at dette ‘hvis’ har​​ indsneget sig som en​​ af historiens mange korrektioner.​​ ​​ 

I dag ved vi, at mafiaen ikke kan klassificeres som et førmoderne fænomen. Tværtimod har​​ den​​ været i stand til at​​ tilpasse sig de skiftende politiske systemer og​​ fortsat udgøre en trussel mod den demokratiske orden og​​ retsstatens institutioner.​​ Man skal dog helt frem til begyndelsen af 1970erne før​​ en parlamentarisk nedsat Antimafia Kommission forsøger sig med en opdateret definition af, hvad mafia er, hvilket selvsagt er en forudsætning for, at man kan sætte ind med lovgivning og straffesager, der ikke ender i frifindelser.​​ Pietro Grasso​​ med​​ et langvarigt kendskab til​​ kampen mod Mafiaen, først som​​ retsembedsmand​​ i Palermo, derefter​​ som​​ leder af den​​ øverste anklagemyndighed​​ ved​​ Direzione​​ Nazionale​​ Antimafia, og endelig​​ som​​ formand for Senatet​​ fra 2013 til 2018, gentager dette vedtagne skema, når han i et​​ interview udtaler: “Mafiaen er en kriminel sammenslutning, der ud over profit stræber efter at opnå kontrol med et territorium ved brug af intimidering og hemmelige aftaler med politikere og eksponenter for det økonomiske liv. Det ultimative mål består i at påføre et bestemt territorium organisationens totale og fuldbyrdede magt for ad den vej at gøre den åbne brug af vold overflødig og​​ for at infiltrere og undertvinge de økonomiske, politiske og sociale institutioner”.

Den umiddelbare forhistorie til vort tema her i aften vedrører imidlertid en periode på små femten år, hvori volden var​​ ekstraordinær brutal. Baggrunden herfor var, at der internt i den sicilianske mafia var et opgør i gang mellem forskellige fraktioner samtidig med, at organisationen skulle​​ reorganisere sig i forhold til​​ nogle markante ændringer i​​ det politiske system.​​ Vi taler om årene 1980 til 1994, hvori mafiaen slog til i to​​ voldsbølger.​​ Det var i overgangsårene til 1980erne, at de såkaldte​​ corleonesi​​ satte sig på mafiaen og definerede strategien​​ i en mere voldspræget retning. Det var bosser som Totò Riina og Bernardo Provenzano, der nu udstak kursen​​ for​​ de næste årtier, satte staten under pres​​ og løftede niveauet til også at omfatte ambitionen om ‘at blive stat’​​ og komme så tæt på de politiske beslutninger som muligt.​​ 

Målet for en tæt række​​ blodige attentater lå hurtigt klart: i januar 1980 blev Siciliens regionspræsident, den kristelige demokrat​​ Piersanti​​ Mattarella dræbt. Han var elev af Aldo Moro og​​ bror til Italiens nuværende præsident, Sergio Mattarella. Den kendte sicilianske fotograf, der i mange år arbejdede​​ for Palermo-avisen​​ L’Ora, har efterladt et enestående foto, der viser en yngre Sergio Mattarella løfte sin hårdt sårede bror ud af bilen og fastfryser denne​​ gestus​​ i​​ en​​ Pietà-lignende​​ figur.​​ Det ikoniske foto af Falcone og Borsellino sammen i et sjældent afslappet øjeblik er også af Letizia Battaglia.​​ 

I april 1982 rammer mafiaens håndlangere Pio La Torre, der var leder af det største oppositionsparti, PCI; og få måneder senere, i september 1982, kommer turen til Palermos netop udnævnte præfekt, Carlo Alberto Dalla Chiesa, dennes kone og følge af livvagter. Og i juli må Rocco Chinnici lade livet ved en bilbombe. Denne var leder af den såkaldte​​ Pool Antimafia,​​ en helt ny konstruktion,​​ der også talte​​ Giovanni Falcone og Paolo Borsellino, og som vidnede om en​​ mere professionel​​ indsats over for mafiaen, i det​​ flere undersøgelsesdommere​​ blev sat på​​ de samme sager.​​ Det var en vigtig​​ erfaring og viden,​​ der blev bygget op i dette regi​​ af et øget samarbejde mellem instanserne, der før havde været ukordineret.​​ Man taler også om en særlig Falcone-metode i efterforskningen, hvor man gik efter pengestrømmene.​​ 

Af stor værdi​​ i den videre kamp mod mafiaen,​​ var det, at man​​ kunne trække på Giovanni Falcones sicilianske baggrund og evne til at skabe et fortrolighedsforhold med en angrende​​ mafioso​​ som Tommaso Buscetta, hvis informationer om mafiaens indre opbygning skulle blive uvurderlige.​​ Marco Bellocchio beskriver​​ dette meget nænsomt​​ og empatetisk​​ i sin seneste film,​​ Il Traditore.​​ 

Over for​​ disse åbenlyse anslag​​ mod retsstaten, der tegnede​​ konturerne af​​ et lokalt siciliansk statskup​​ mod de folkevalgte og mod​​ udvalgte og repræsentative øvrighedspersoner,​​ svarede parlamentet​​ igen​​ med en strengere lovgivning, der gav efterforskere og overhovedet de​​ dømmende myndigheder et bedre grundlag for succes i de løbende sager mod mafiaen.​​ Det blev foreløbigt kronet med held, da den såkaldte​​ Maxi-processo, der blev indledt i 1986,​​ faktisk førte til domfældelser af et meget stort antal​​ mafiosi, der også blev stadfæstet​​ i 1992 ved​​ Kassationsdomstolen.​​ 

Men mafiaen var imidlertid ikke slået​​ og vejrede ny tider, da der sideløbende med retsmyndighedernes succesfulde resultater indtrådte et​​ egentligt​​ kollaps i det politiske system. I stigende grad havde​​ de politiske partier​​ ligget​​ under for korruption​​ og bestikkelse, der​​ ikke bare​​ blev brugt til personlig berigelse men​​ også​​ til at fremskaffe midler til​​ at finansiere partiernes øgede​​ aktiviteter. Det var først og fremmest de regeringsbærende partier, DC og Bettino Craxis PSI, der lod sig friste af en udbredt illegal partistøtte.​​ Vi ved, at Berlusconi eksempelvis finansierede PSI efter denne model.​​ I 1992 eksploderede de store skandaler, der​​ dukkede op i offentligheden, takket været hele den operation​​ Rene Hænder, som anklagemyndigheden i Milano havde iværksat.​​ Det fik fatale konsekvenser for den politiske klasse, der havde regeret Italien siden anden verdenskrig, men som også havde svigtet den forfatning, de ellers havde svoret til.​​ 

Magttomrummet, der​​ opstod,​​ stillede​​ mafiaen​​ over for to udfordringer, der ikke blev mindre af de store geopolitiske ændringer i kølvandet på Murens Fald og Sovjetunionens sammenbrud. For det første forsvandt de politikere i​​ Rom, som mafiaen altid havde kunnet regne​​ med. Og kunne disse​​ ikke holde ord og garantere straffrihed, blev de likvideret, som​​ det skete med den fremtrædende kristeligdemokratiske politiker, Salvo Lima,​​ Giulio Andreottis betroede mand på Sicilien​​ og myrdet på åben gade i marts 1992.​​ 

For det andet​​ skulle mafiaen finde nye politiske kontakter i et politisk system, der stod foran opkomsten af en ny politisk klasse, af et nyt politisk​​ lederskab. Det blev indledningen til endnu en voldsbølge, som vi kender alt for godt med mordene på Falcone og Borsellino i månederne fra maj til juli 1992, der blev fulgt op af de blodige attentater​​ i maj og juli​​ i​​ Via dei Georgofili, bagved​​ Uffizi’erne​​ i Firenze,​​ og i Milano og Rom​​ i 1993, hvor det også gik ud over kulturarvens momumenter.​​ 

Det var i denne højspændte periode, at Italien gik til valg i 1994 og bragte Berlusconi til regeringsmagten og med ham en umage alliance mellem Forza Italia, Lega Nord, som det endnu hed dengang, og de tidligere nyfascister i MSI, senere​​ Alleanza Nazionale.​​ Under dette markante politiske skiftes overflade, der havde alle mediers fulde opmærksomhed i årene 1992 til 1994,​​ skal der have været mindre oplyste​​ kontakter mellem mafiaen og​​ medlemmer af carabinierikorpsets specialstyrker på området​​ og i en følgende fase også mellem mafiaen og​​ Berlusconi via​​ personer som Marcello dell’Utri, en personlig ven til​​ Berlusconi​​ og primus motor i dannelsen af Forza Italia.​​ Der blev sidste år, i 2018, afsagt tunge domme i denne sag, der dog endnu ikke er endegyldigt afsluttet.​​ 

Denne​​ studehandel af et​​ quid-pro-quo​​ handlede i korthed om, at staten, der i disse skæringsår, var i knæ,​​ skulle​​ lempe​​ på den strenge antimafialovgivning, der nu også omfattende en skærpelse​​ af livstidsstraffen​​ (carcere duro).​​ Denne​​ praksis​​ er i øvrigt for ganske nyligt blevet kritiseret af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.​​ Som modydelse skulle​​ mafiaen give​​ afkald på​​ deres attentater​​ (la strategia delle stragi). Det var især Totò Riina, der tegnede denne linje. Han blev da også fanget i 1993,​​ hvilket mere end antydede, at han indgik​​ i den uformelle​​ deal​​ mellem stat og mafia. Derefter overgik ledelsen​​ af det ærede selskab til Bernardo Provenzano, der trods efterforskernes kendskab til hans skjulested først blev arresteret i 2006. Attentaterne ophørte​​ imidlertid; f. eks. blev et påtænkt attentat mod Stadio Olimpico i Rom afværget​​ i 1994. Over for dette fremsatte​​ de forskellige Berlusconi-regeringer i de følgende år forskellige lovforslag, hvis hensigt det var at​​ slække​​ på indsatsen over for mafiaen og på den måde bekræfte​​ mafiaens egenart, dens​​ evne til at ‘blive stat’ og i denne proces​​ til at​​ korrumpere​​ retsstaten og den politiske klasse.​​ 

Disse strukturelle træk​​ ved mafia-kriminalitet​​ er​​ på mange måder​​ blevet​​ forstærket med globaliseringen af den internationale økonomi de sidste mange årtier. Neoliberalisme og deregulering af de internationale finansmarkeder​​ er nogle af de dominerende tendenser, der har præget globaliseringens epoke​​ og kastet mange​​ lande ud i langvarige økonomiske og politiske kriser. Det er næppe tilfældigt, at netop disse tendenser​​ har givet et større råderum for​​ mafia-organisationerne​​ i den​​ illegale netværksøkonomi​​ på tværs af grænserne.​​ Vi ser således, at​​ det er​​ den kalabresiske​​ ’ndrangheta, der​​ bedst​​ har tilpasset sig de nye vilkår, i det omfang man anslår,​​ at kun en femtedel af​​ organisationens​​ omsætning​​ falder inden for det oprindelige territorium. For camorraen og den sicilianske Cosa Nostra anslås procentdelen at være langt over de 50%.

Det viser med al ønskelig tydelighed, at kampen mod mafiaen kræver en fortsat opdatering af vore begreber, af vore informationer om fænomenet,​​ og​​ den kræver​​ en fortsat organisering af modstrategier og en fortsat mobilisering af vor kollektive erindring som italienere, som danskere​​ og som​​ europæere. ​​​​ ​​ ​​  ​​ ​​ 


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. februar 2020