Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, december-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Hvad skete der i Bolivia for nylig?

 

Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Debats redaktion

 

Efter tretten år på posten som Bolivias præsident måtte Evo Morales flygte ud af landet d. 11. november ombord på et mexicansk regeringsfly efter omfattende uroligheder og efter at militæret ’foreslog’ Morales, at han trådte tilbage, dvs. et kup. Hvordan kunne det gå til at landets til dato længst siddende, mest populære præsident nogensinde, der også er landets første indfødte præsident, og under hvis styre flere millioner af bolivianere er kommet ud af en uhyrlig fattigdom, måtte flygte uden det kom til omfattende modstand og borgerkrig?

 

Valgforløbet

D. 20. oktober var der præsident- og parlamentsvalg i Bolivia og da 83% af stemmerne var talt foreløbigt op, førte Morales fra MAS-IPSP, Movimiento al Socialismo - Instrumento Político por la Soberanía de los Pueblos over sin nærmeste modkandidat Carlos Mesa fra den borgerlige alliance, Communidad Ciudadana, men med lidt mindre end de 10% forspring, den bolivianske valglov kræver for ikke at skulle sætte en valgrunde nummer to i gang1. ​​ Det, der er vigtigt at lægge mærke til her er, at Bolivia har to officielle optællingsmekanismer, hvoraf kun den ene er legalt bindende – et system der blev indført både i Bolivia og andre latinamerikanske lande efter anbefaling fra Organisationen af Amerikanske Stater (OAS). Eksistensen af disse to optællingsmekanismer synes at have forbigået både de allerfleste internationale medier og OAS.

 

Den hurtige og ikke-bindende optælling blev sat på pause i 22 timer efter, at man havde talt ca. 80% af stemmerne. Valgkommissionen havde allerede d. 9.oktober ifølge den bolivianske avis ”La Razón”2 meddelt, at resultaterne af den hurtige og foreløbige optælling ville blive offentliggjort, når mindst 80% af stemmerne var optalt. Det skete som annonceret og derefter opstod der en uforklarlig pause på et døgn, indtil man genoptog optællingen. De endelige og bindende resultater blev offentliggjort fire dage senere og viste et forspring for Morales på 10,5%.3

 

Pausen i optællingen vakte stort postyr og blev af oppositionen brugt som bevis på valgsvindel. Men udover at indsamlingen af resultaterne fra fjerntliggende landdistrikter tager tid, så er det også i disse områder MAS og Morales står stærkt. Jeffrey Webber og Forrest Hylton videregiver i et interview bragt på forlaget Versos blog4 disse fire forklaringer fra valgkommissionen og den daværende regering på optællingspausen:

- at man ikke ønskede at blande den ikke-bindende og hurtige optælling sammen med den bindende og endelige, der allerede var påbegyndt

- at der havde været en cyberangrebsalarm, så optællingen blev stoppet af sikkerhedsgrunde

- at man altid havde stoppet optællingen, når man havde nået ca. 80% af stemmerne

- at 17% af stemmerne manglede, fordi landdistrikterne ikke havde tilstrækkelig internetadgang til at kunne sende fotos af valgresultaterne

Ifølge samme interview blev sagen forværret af, at næstformanden for valgkommissionen, Antonio Costas, trådte tilbage, fordi han ikke havde fået meddelelse om, at optællingen var blevet stoppet.

OAS, der af mange i Latinamerika opfattes som instrument for USA, havde på Morales invitation sendt en valgobservationsmission til Bolivia for at overvåge valget og udsendte allerede d.21. en pressemeddelelse, hvor man udtalte stærk bekymring over ’uregelmæssigheder’. Pressemeddelelsen fulgtes op af en rapport, hvori OAS skrev, at man ikke kunne bekræfte valgresultatets rigtighed5. Men efter manges mening - bl.a. amerikanske Center for Economic and Policy Research - var OAS’ forudindtaget og OAS ikke i stand til at påvise valgsvindel6. En række internationale personligheder protesterede over det, de opfatter som OAS’ medansvar for kuppet7.

 

D.4 december – altså efter Morales’ flugt - offentliggjorde OAS så sin endelige rapport om valgets forløb. I en pressemeddelelse fra OAS konkluderes på baggrund af de indsamlede oplysninger, at der forekom ”… ”bevidst manipulation” og ”alvorlige uregelmæssigheder”, der gør det umuligt at validere de resultater, der oprindeligt blev offentliggjort af de bolivianske valgmyndigheder.”8 ​​ I rapporten opregnes ændringer af resultater, forfalskning af underskrifter, manglende beskyttelse og tab af valgmaterialer. Det alvorligste er imidlertid, at OAS mener at kunne konstatere, at ”datastrømmen under behandlingen af valgresultaterne blev omdirigeret til to skjulte servere, der ikke var under kontrol af den øverste valgkommissions personale, noget der gjorde det muligt at manipulere data og forfalske resultater.” Omdirigeringen skulle være sket med kommissionsmedlemmers vidende. Samtidig slår OAS fast, at det pludselige stop for fremvisningen af de midlertidige valgresultater på valgkommissionens webserver skyldtes et massivt DoS-angreb9, der stod på i 22 timer og kun var rettet mod denne, specifikke server. Den ene af valgkommissionens forklaringer synes dermed bekræftet. Spørgsmålet, der står tilbage er så, hvem der organiserede angrebet.

 

Rapportens konklusion er, at “de opregnede manipulationer og uregelmæssigheder ikke tillader, at der skabes vished angående kandidaten Evo Morales’ margen over kandidaten Carlos Mesa. Tværtimod kan det på baggrund af de overvældende beviser, der er fundet, bekræftes, at der har fundet en række bevidste handlinger sted, hvis sigte var at ændre vælgernes vilje, som den blev udtrykt ved valget.” 10

 

Under alle omstændigheder gik både Mesa og Morales med til, at OAS skulle revidere valgresultaterne, men Mesa trak sit samtykke tilbage, fordi højrefløjen nu ændrede sine krav fra at kræve omvalg til at kræve Morales’ tilbagetræden. Morales accepterede som lovet OAS’ opfattelse af, at der var forekommet uregelmæssigheder, der gjorde at OAS ikke kunne anerkende valget, og opfordrede nu til nyvalg.

 

Politiet gjorde mytteri 8. november og sluttede sig til de protesterende, der nu næsten var helt under ledelse af en karismatisk evangelisk kristen leder på den yderste højrefløj fra Santa Cruz-regionen, Luis Fernando Camacho.

 

Urolighederne tog til i omfang og voldsomhed og fik yderligere næring ved, at indfødte og folkelige organisationer, herunder ikke mindst landets største fagforbund, COB (Central Obrera Boliviana), sluttede sig til kravet om Morales afgang. COB, der ellers i lange stræk havde været Morales’ allierede, havde noget tøvende 10. november opfordret Morales til at overveje at gå af, hvis dette skulle vise sig at være til landets bedste og til at der udnævntes nye medlemmer af den øverste valgkommission 11. Samme dag ’opfordrede’ hærens chef, general William Kaliman Romero, Morales til at træde tilbage og Morales flygtede derefter først til sin hjemstavn i det centrale højland og næste dag til Mexico, hvor han nu opholder sig og har fået politisk asyl.

 

D.12. november blev den højreorienterede senator fra det østlige lavland Jeanine Áñiez indsat som præsident i fraværet af MAS’ medlemmer af begge parlamentets kamre.

​​ 

Bolivia – to lande

Geografisk og på mange andre måder, herunder ikke mindst etnisk, er Bolivia med sine cirka 10 millioner indbyggere to lande: Højlandet i Andesbjergene, der hovedsageligt er befolket af indianske folk, der taler aymara og quechua, udgør lidt over 60% af den samlede befolkning og som lever af subsistenslandbrug, privat minedrift og den meget store, uformelle sektor. Det er her MAS har sin højborg. I lavlandet mod øst foregår udvindingen af Bolivias enorme gasreserver og her ligger de store jordejendomme med kvægavl og dyrkning af sojabønner til eksport. Lavlandet er hovedsageligt beboet af spansktalende efterkommere af europæiske indvandrere. Dog lever der spredte indianerstammer i den jungle og savanne, der udgør en væsentlig del af området. Det er også her i lavlandet mod øst, modstanden mod MAS og Morales er stærkest – en modstand der i høj grad er præget af racisme og foragt for de indianske folk.

 

Folkeafstemningen 2016

Mistanken om valgsvindel i oktober-valget var imidlertid blot den umiddelbare årsag til urolighederne, der anførtes af folk fra byernes middelklasse godt hjulpet af den meget højreorienterede, traditionelle og hvide overklasseminoritet. Den bolivianske forfatning tillader nemlig kun to valgperioder for en præsident, men i 2016 udskrev Morales en folkeafstemning for at kunne ændre forfatningen, så en præsidentkandidat kunne stille op, så mange gange vedkommende lystede. Den tabte han og MAS med et knebent mindretal, idet 51,3% stemte imod. Morales bragte sagen for forfatningsdomstolen, der halvandet år senere annullerede folkeafstemningen fra 2016 under henvisning til den inter-amerikanske menneskerettighedskonventions bestemmelse om, at alle borgere skal kunne stemme og kunne vælges. Menneskerettighedskonventionen kommer før boliviansk lov og der var dermed grønt lys for Morales genvalg12 . Samtidigt ophævede domstolen tidsbegrænsningerne for alle valgte regeringsposter13. Oppositionen skiftede taktik: Fra at have været ’analfabetisk indianer’ og ’kommunist’ blev Morales nu til ’diktator’ og ’tyran’14.

 

Forfatningsdomstolens afgørelse blev af mange – også af Morales-tilhængere - opfattet som grundlæggende forkert og som udtryk for knæfald for en præsident, der ganske vist havde bragt landet meget godt, men nu var ved at blive magtfuldkommen og havde lagt pres på en føjelig forfatningsdomstol. Især byernes middelklasse med dens liberale forestillinger om lighed for loven og om regelmæssig udskiftning på præsidentposten, reagerede voldsomt. Men det er værd at huske på, at Morales kun tabte folkeafstemningen i 2016 med en ganske lille margen.

 

Hvorfor gjorde han nu det? Forklaringen er tofold, den ene at de oprindelige folk i højlandets landdistrikter og mindre byer stemte på MAS i forholdet to til en, fordi MAS havde hævet så mange af dem ud af fattigdommen og givet dem værdighed som mennesker på lige fod med de hvide bolivianere. Den anden er økonomien. For på trods af en nedadgående tendens har den bolivianske vækst været høj og dermed tilladt en massiv omfordeling. Det på trods af kriser i Bolivias to største eksportmarkeder, Argentina og Brasilien og en generel afmatning i latinamerikansk økonomi.

 

Revolutionær ekstraktivisme?

I lighed med hvad der er tilfældet for andre latinamerikanske lande, er Bolivia næsten helt afhængig af råstofeksporten som økonomisk motor. Det er indtægterne fra denne sektor, der tillader en intern omfordeling, hvis ellers den lokale regering har den rigtige politiske farve. Men denne råstofudvinding – med et fint ord kaldes den ’ekstraktivisme’ - har naturligvis en bagside, den kræver nemlig store indgreb i natur og landskaber og dermed i lokalbefolkningernes levevilkår. Hertil kommer at en økonomi, der hovedsageligt hviler på råstofeksport bliver hyperfølsom overfor de internationale råstofpriser – husk blot på, hvad der sker i Venezuela.

 

Den bolivianske eksport består hovedsageligt af naturgas, bly, zink og sojabønner, så det fald i råvarepriser, der er sket siden ca. 2014 betyder, at landets valutareserver svinder hastigt på grund af den store import af udenlandske produkter. Fortsætter faldet, kan det betyde, at man må stramme livremmen ved at mindske importen og skære ned på den offentlige sektor og de offentlige ydelser.

 

Morales og MAS kom i klemme på grund af den overvældende afhængighed af råstofeksporten. På den ene side var det en helt grundlæggende del af Morales’ og MAS’ politiske program at stille indtægterne fra eksporten til rådighed for en massiv omfordeling af velstanden i det bolivianske samfund i form af infrastruktur, opbygning af lokal industri, undervisning og en generel hævelse af levestandarden. På den anden side betød det, at Morales, der jo selv er af indiansk afstamning, lagde sig ud med en række indfødte organisationer, fordi udnyttelsen af råstofferne og opbygningen af storlandbrug betød uoprettelige ændringer og ødelæggelser af økosystemer og af leveområder for en række oprindelige folk. Kampen om adgangen til vand og jord er ligesom i resten af Latinamerika hård i Bolivia.

 

En anden effekt af ekstrativismen er, at den kun skaber relativt få direkte job, der ovenikøbet som hovedregel skal besættes af folk med mellemlang eller lang uddannelse. Disse job besættes med mænd og dermed medvirker ekstrativismen til at holde kvinder udenfor arbejdsmarkedet og viderefører deres afhængighed af deres mænds indkomst.

 

Råstofudvindingen har bragt reelle forbedringerne med sig i form af forhøjet mindsteløn, nytårsgratialer og lønstigninger i den offentlige sektor, men medvirker også til at øge forventningerne og presset for yderligere lønforhøjelse, noget der sætter gang i inflationen.

 

Den økonomiske udvikling har medført opståen af det, som Fabricant og Gustafson kalder et aymara-borgerskab15. Alligevel er den uformelle sektor forblevet på nogenlunde samme niveau, ca. 65% af arbejdsstyrken hvilket skyldes den lave vækst i de jobs, der opstår i den del af økonomien, der ikke er forbundet med råstofudvindingen, dvs. opbygningen af lokal industri og en generel diversificering af økonomien går alt for langsomt. Og COB har fokus på den formelle sektor og de organiserede arbejdere og ikke den uformelle sektor, der tiltrækker mange unge fra landdistrikterne som ende i underbetalte, prekære job.

 

Ifølge Fabricant og Gustafsson er det også værd at nævne agroindustriens ekspansion, der finder sted i det østlige lavland – der hvor modstanden mod MAS og Morales har sit hovedsæde - med hovedvægten på dyrkning af sojabønner og sukker til eksport. Denne ekspansion har i lighed med andre lande i regionen medført sammenstød med oprindelige folks organisationer og sammenslutninger af jordløse, fordi ekspansionen medfører fordrivelse af småbønder og miljøødelæggelser. MAS forsøgte og opnåede en alliance og forståelse med de agro-industrielle storbønder for at beskytte eksporten af især sojabønner og for at befæste den agro-industrielle model, men denne alliance skabte et modsætningsforhold til en række ​​ organisationer, der ellers var regeringens allierede16.

 

’Evonomics’ og ’bolivianisering’17

Den økonomiske model, som Morales og MAS stod for, kaldes af nogen for ’evonomics’. Journalisten Ferdinando Molina beskriver ’evonomics’ som grundlæggende værende en statslig økonomi i strategiske sektorer som gas og elektricitet, i en alliance med den del af den private sektor, der står for de store agro-industrier, handel i stor skala og finanser og ’fredelig sameksistens’ med den store mængde af små industrier- og handelsvirksomheder, som står for over 60% af arbejdsstyrken, men som kaldes ’uformelle’ fordi de f.eks. ikke overholder arbejdsmarkedslovene. Disse virksomheder har nydt overordentlig godt af de gode råvarepriser, der også har gavnet latinamerikansk økonomi i al almindelighed i årene mellem 2004 og 2014.

 

Bolivias økonomi har lige siden den spanske kolonisation for snart tre hundrede år siden ​​ været eksportbaseret. Først i form af sølv og senere tin, zink og andre metalmalme. Og nu naturgas og landbrugsprodukter. Desuden sidder Bolivia på mellem halvdelen og to tredjedele af verdens kendte lithium-reserver, som Kina har udvist interesse for, under den udtørrede saltsø Salar de Uyuni, men planerne om udvinding er stødt på protester fra miljøgrupper. Lithium er en meget vigtig bestanddel af batterier til elbiler, så måske vil den nye regering gøre en indsats for at få gang i udvindingen, der kan indbringe astronomiske beløb.

 

Den bolivianske model opdeler økonomien i to sektorer: En statslig del, der ’genererer overskud’ fra olie-, gas- og mineindustrierne samt elektricitetsproduktionen og en privat del, der ’genererer indtægter og job’ bestående af fremstillingsvirksomhederne, landbrug, husdyrhold, byggeri, turisme osv. Den statslige sektor er langt den vigtigste og det er den, der frembringer det overskud der bruges til den sociale omfordeling i form af offentligt forbrug, der virker efterspørgselsudvidende, men også at opbygge en forædlingsindustri baseret på råstoffer, en udbygning af de virksomheder ’ der generer indtægter og jobs’ og til at garantere den sociale lighed.

 

Denne politik har medført at fattigdommen defineret som en indtægt på under to dollars om dagen er faldet fra 38% til 18% og nu er på 10% i byerne, mens 30% af befolkningen nu tjener mindre end fire dollars om dagen. Eksplosionen i forbruget betød at en række virksomhedsgrene voksede voldsomt, virksomheder som ofte ejes af udenlandske interesser. Blandt nogle af de hastigst voksende er banksektoren.

 

Den hastigt voksende økonomi og de meget store valutareserver betød, at det nu ikke længere var Den internationale Valutafond eller Verdensbanken, der herskede over Bolivias økonomi, men landets økonomiministerium og centralbank. Landet oplevede i 2019 for femtende år i træk vækst.

 

Evonomics chefarkitekt var Luis Arce Catacora, landets økonomiminister lige siden Morales første gang blev valgt som præsident. Han er også manden bag ’bolivianiseringen’, dvs. at bolivianerne nu bruger landets egen valuta i stedet for den amerikanske dollar. Hvor i 2000 kun 3% af bankernes indskud var i bolivianos – landets møntenhed – og resten i dollars, var det i 2015 lige omvendt, nu var 94% af indskuddene i bolivianos og kun 6% i dollars.

 

Molina skriver, at grunden til at det lykkedes at gøre landets egen valuta interessant var, at de meget store dollarindtægter fra råstofeksporten tillod at bolivianoen kunne stige i værdi i forhold til dollaren og det så meget at folk begyndte at se, at deres opsparede dollar rent faktisk tabte i værdi. Da regeringen samtidig ikke forbød brugen af dollars, steg tilliden til den indenlandske valuta. Bolivianiseringen betød, at man nu rådede over store reserver, der kunne lånes ud til virksomhederne. Det er naturligvis vigtigt at bemærke sig at hele konstruktionen hviler på en fastkurspolitik i forhold til dollaren, fordi devalueringer af bolivianoen kunne få folk til igen at begynde at bruge dollars.

 ​​​​ 

Morales-regeringerne holdt fast i denne økonomiske model, der hviler på kontinuerligt store indtægter fra råvareeksporten, på trods af de svagheder, den også indebærer i form af at man fortsætter med ekstraktivismen uden at udnytte de muligheder for en gradvis diversifikation af økonomien og en mindskelse af afhængigheden fuldt ud, som de store råstofreserver giver. Men udpumpningen af penge i form af offentlige investeringer, der forblev højt, fremkaldte også en stor import, der belastede valutareserverne. Så længe eksportindtægterne bare steg gjorde det ikke noget, men så snart de begyndte at synke pga. faldende råvarepriser gjorde det ondt. Molina angiver, at importen steg fra 20% til 30% af BNP i 2013 – 2014, og den ligger nu på 26%. Landet har de sidste fire år importeret betydeligt mere, end det har eksporteret for, hvad der tærer på valutareserverne. Og dette bliver alvorligt når man tager i betragtning, at 81% af indkøbene i udlandet ikke kan produceres i Bolivia og bl.a. er nødvendige for ​​ udbygningen af den produktive sektor og infrastrukturen, brændstoffer til transporten o.l. Morales’ regering havde indtil sin afgang ikke gjort noget ved sagen, men i valgprogrammet op til valget d. 20. oktober, anerkender regeringen, at omstillingsprocessen kunne komme i fare pga. råvareprisernes fald og foreslog forholdsregler, der kunne øge valutaindtjeningen som f.eks. turisme eller elektricitetseksport og importsubstitution. Og den nye regering vil også skulle løse disse problemer, der vil blive en balancegang mellem at redde økonomien og det niveau af social uro, den vil tolerere.

 

Ultra-højre fra Santa Crux

Carlos Mesa stillede som sagt op til præsidentposten ved valget i oktober og det blev hurtigt klart, at kampen om denne post ville stå mellem ham og Morales. Mesa, der har haft en tidligere præsidentperiode, blev imidlertid under den hastigt accellererende uro i landet løbet politisk over ende af Fernando Camacho. Hvor kampen mellem Morales og Mesa på trods af den meget hårde sprogbrug og de gensidige beskyldninger havde udspillet sig indenfor forfatningens rammer, så pressede Camacho en maksimalistisk linje igennem.

Camacho, der stammer fra den østlige provins Santa Cruz og fra en familie, der har tjent sine penge på provinsens gasindustri, har i lang tid været aktiv på den yderste højrefløj i provinsen først som leder af den ultrahøjreorienterede paramilitære, racistiske, evangelisk-kristne organisation Unión Juvenil Cruceñista (UJC), Santa Cruz’ Ungdomsforbund, der med vold bekæmpede journalister, politiske modstandere især til venstre og indfødte bønder og senere som leder af Comité Cívico de Santa Cruz, Santa Cruz Borgerkomite, en af de såkaldte borgerkomiteer, der organiserede og stod i spidsen for den omfattende uro i forbindelse med valget.

 

Santa Cruz har i mange år været præget af højreorienteret politik med et stærkt racistisk indslag og af krav om løsrivelse. Ved en ulovlig folkeafstemning i 2008, som MAS og de fleste indianerorganisationer boykottede, opnåede ønsket om autonomi omkring 86% af de afgivne stemmer mens omkring 40% boykottede afstemningen. Stor var overraskelsen derfor da Morales-regeringen vendte på en tallerken og i 2010 gav provinsen autonomi i tråd med de krav, der var fremsat ved folkeafstemningen i 200818. Camacho bekender sig til fundamentalistisk kristendom, på samme måde som Bolsonaro i Brasilien og optræder gerne med en bibel i hånden19.

 

Morales og hæren

Bolivia har oplevet 188 kup, siden statens oprettelse i 1825 og Morales tiltræden som præsident i 2006, og hæren har været involveret i dem alle. Hæren er derfor en faktor, man må regne med og forholde sig til i boliviansk politik.

 

Morales’ og MAS’ forhold til hæren startede i god tid, før han i 2006 valgtes første gang. I 2004 holdt en indtil da ukendt general, Cesár Lopez en tale, der vakte stor opmærksomhed her ni år efter den neoliberale konsolidering af demokratiet:

”På en prioritetsskala udgør hverken terrorismen, narkotrafikken eller undergravende virksomhed de faktorer, der har sat vort samfund under belejring, som man prøver at få os til at tro. Det er fattigdommen, korruptionen, vore institutioners svaghed, udgrænsningen og marginaliseringen, racismen og magtens koncentration i de fås hænder, der er de betingelser, der lader volden spire og vokse. Ingen indsats, hvor magtfuld den end måtte være, kan afværge truslerne mod et land, så længe det, der betinger den uretfærdighed, der fremmer truslerne, ikke fjernes. Med hver eneste uretfærdighedens, undertrykkelsens, forglemmelsens eller straffrihedens handling, uddestilleres hadet og hævnen.20

Generalen gik i sin tale også til angreb på den udenlandske udplyndring af landets naturressourcer og på de eliter, der var bange for at miste deres privilegier. Talen viste sig at være et udtryk for de politiske holdninger, der var opstået i hæren især hos de yngre officerer som følge af påvirkningerne fra Morales’ MAS, men som kæmpede om indflydelse med den neoliberale fløj. Morales vandt præsidentvalget og rensede straks ud i hærens øvre lag og udnævnte general Kaliman – den general der ’opfordrede’ Morales til at træde tilbage – til chef for generalstaben. Samtidig klagede Morales over den racisme, der også gennemtrængte hæren og forsvarsministeren krævede, at hæren åbnede sig mod samfundet, så soldaterne medvirkede til udvikling, inklusion og integration. Tilmed startede en revurdering af den bolivianske hærs rolle i nedkæmpelsen af Che Guevaras guerrillaer21.

 

Endnu et tegn på de dybe forandringer, hæren gennemløb, var at hæren, efter den nye forfatning blev gennemført i 2009, der gjorde Bolivia til en flernational stat, tog wiphala – de oprindelige folks regnbueflag – til sig og satte det på alle uniformer. I 2010 ændredes de væbnede styrkers slogan fra ”Lydighed og kontinuitet – leve Bolivia!” til ”Patria o muerte – venceremos!”, den cubanske revolutions slogan. I 2016 oprettedes den anti-imperialistiske skole, som alle værns officerer skulle gennemgå for at opnå rang af kaptajn. Skolen var naturligvis tænkt som en modvægt til den berygtede School of the Americas, der tidligere lå i Panama-kanalzonen, og hvor USA uddannede latinamerikanske officerer, hvoraf mange deltog i den bølge af undertrykkelse og myrderier, der kom til udtryk i Plan Condor.

 

Morales’ behov for at stå sig godt med et militær, der stadigvæk var splittet og hvoraf i hvert fald en del af officerskorpset var indædt i mod den politik, som MAS stod for, førte til at Morales på et tidspunkt udtalte, at de væbnede styrker ingen skyld havde i de foregående militærdiktaturers forbrydelser, men blot havde fulgt ordrer. Dette vakte naturligvis stor fortørnelse bland ofrene for forbrydelserne og i 2017 måtte Morales oprette en sandhedskommission.

 

Hæren ønskede heller ikke at medvirke, da Morales-regeringen i 2017 forsøgte at få officererne til at mindes halvtredsårsdagen for Che Guevaras død.

 

Et alvorligt problem opstod i 2014, da en fagforeningssammenslutning af underofficerer foreslog, at der skulle indføres forholdsregler for at bekæmpe den racistiske diskrimination, der bl.a. gik udover denne gruppe. Morales-regeringen valgte ikke at støtte underofficererne, men opfordrede til at hærledelsen ikke gik for hårdt frem, fordi man ikke ønskede at støde hærens ledelse fra sig. Det på trods af, at det formodentligt er fra de lavere rangklasser, at MAS henter sine støtter. Man kan desuden spekulere på om ikke det ville have været gavnligt for MAS, hvis man havde knyttet netop de lavere officersgrader og befalingsmændene til sig og dermed potentielt have skabt kernen til en ’folkehær’.

 

Molina opsumerer sit syn på forholdet mellem Morales og de væbnede styrker med, at han er den mest ’afholdte og respekterede demokratiske præsident’ nogensinde22.

 

Politiet derimod udsultede Morales-regeringen ved at fratage det indtægtskilder og ved en udpræget forskelsbehandling til fordel for de væbnede styrker. Og det betaltes der for, da politiet gjorde mytteri og sluttede sig til civilbefolkningens uroligheder. Det er formentlig politiets mytteri, der gjorde udslaget for de væbnede styrkers leder general Kaliman, da han opfordrede Morales til at træde tilbage.

 

Den bolivianske hær har siden rækken af diktaturer i 70erne og 80erne ikke været populær og dens ledelse havde formentlig intet ønske om at gøre sig upopulær hos tilhængerne af landets største parti, MAS ved at skyde på demonstranter eller ved åbenlyst at slutte sig til oppositionen – hæren havde hele tiden under urolighederne holdt sig på kasernerne og overladt det beskidte arbejde til politiet og først efter ’opfordring’ begyndte man at patruljere i fællesskab med politiet. Alt i alt reagerede politiet ved aktivt at gøre oprør, mens hæren reagerede ved at forholde sig passivt og nægte at forsvare landets præsident.

 

Hærens passivitet varede dog ikke længere end til den nye præsident var blevet udråbet. Derefter begyndte hæren og politiet at patruljere sammen og deltog i adskillige nedskydninger af pro-Morales-demonstranter. Rygdækning fik man fra præsidenten, der i et dekret gav de væbnede styrker immunitet for retsforfølgelse, når det gjaldt opretholdelsen af ro og orden. Han blev dog tvunget til kort tid efter at tilbagekalde dekretet efter pres fra andre lande og menneskerettighedsorganisationer.

 

Fortiden I: Militærsocialismen

Der eksisterer i Bolivia en politisk tradition, som nogen kalder militærsocialisme23. Den udsprang af den forfærdelige Chaco-krig mellem Bolivia og Paraguay, der udkæmpedes i årene 1932-35 og som anses for at være den vigtigste krig i Latinamerika i det tyvende århundrede. Ofrene var forfærdende med næsten 100.000 døde samt utallige sårede og lemlæstede, hvoraf hovedparten var bolivianere – der døde flere af sult og sygdomme end af direkte kamp. De to lande kæmpede om et øde og tørt savanneområdeområde, El Gran Chaco i det østlige lavland og en af årsagerne, var at Standard Oil havde fundet olie i området. Det kom efter Chaco-krigen frem, at Standard Oil i hemmelighed havde unddraget Bolivia en del af indtægterne ved olieproduktionen ved med korrupte, bolivianske embedsmænds vidende, at sende den gennem en hemmelig rørledning til Argentina.

 

Bolivia tabte krigen og måtte afstå store landområder. Samtidigt sank priserne på landets vigtigste eksportprodukt, tin til et uhørt lavt niveau. Krigsafslutningen medførte hjemsendelse af titusindvis af utilfredse soldater og afstedkom social uro, som de oprørske tinminearbejdere, der netop var ved at begynde at organisere sig, sluttede sig til. Hærens menige udgjordes udelukkende af oprindelige folk og arbejdere, som blev behandlet som umælende dyr og blev sat til at være kanonføde for et fædreland, der aldrig havde gjort noget for dem, uden de mest basale borgerrettigheder herunder stemmeretten – et fædreland hvis eksistens soldaterne fra de oprindelige folk ​​ knap nok vidste eksisterede.

 

Det siger sig selv at hæren var gennemsyret af racisme og af kaste- og overklasseholdninger. Stor var forbavselsen blandt de bolivianske officerer, da chilenske lejeofficerer ankom og intet besvær havde med race, klasse eller kasse – måske fordi de i modsætning til de bolivianske officerer blev hos deres folk i alle situationer.

 

De hjemvendte soldaters organisation, Legión de Ex Combatientes (LEC), arbejderne og de yngre officerer foranstaltede i maj 1936 et ublodigt kup, hvor arbejderbevægelsen fik et ministerium for arbejde og socialforsikring, der skulle varetage arbejdernes interesser og etablere rammerne for opbygningen af social retfærdighed. Hæren udtalte, at dens ideologi var i overensstemmelse med de socialistiske partiers og at der skulle sættes punktum for det gamle system. Det nye system kaldte man ’statssocialisme’. Bolivias ’statssocialisme’ var blot en del af en tilsvarende udvikling i andre latinamerikanske lande som Mexico og Chile.

 

Man kan med en vis ret tidsfæste Bolivias begyndende indtræden i den moderne tid med kuppet i 1936. Kort tid efter at arbejdsministeriet var oprettet og arbejderbevægelsen var blevet en del af statsapparatet oprettedes ministeriet for miner og olie og Minebanken. Men ’statssocialismen’ havde to ansigter, for den nye regering satte også kommunister og anarkister udenfor loven, indførte arbejdspligt og forbød løsgængeri, noget der ramte de mange demobiliserede hårdt. Disse modsætninger skulle fortsætte med at bestå og vokse i hele statssocialismens periode, der på en række områder var forud for den senere statsmodel i Peróns Argentina. Med henblik på at samordne og styrke forbindelsen mellem fagforeningerne og staten oprettedes et nationalt fagforeningsråd, et kontaktorgan hvor arbejdsministeren en gang om ugen kunne forelægge regeringssager og hvor fagforeningerne kunne fremkomme med deres ønsker, kritik og klager.

 

Udviklingen henimod en korporativ stat forstærkedes, da præsidenten, oberst Toro, i juli 1936 fremsatte planen om, at staten skulle reorganiseres med et parlament med dobbelt repræsentation både for partierne gennem borgernes stemmer og for de faglige og professionelle sammenslutninger gennem afstemninger i hver organisation. Som i andre korporative bestræbelser gik denne ud på at udviske klasseidentiteterne og opbygge en organisk organiseret stat. Det fulgte af dette, at fagforeningsmedlemsskab blev obligatorisk.

 

Både på højrefløjen og den del af venstrefløjen, der ikke var del af regeringen, vakte denne udvikling vrede, men også fagforeningernes minister, Álvarez, blev mere og mere isoleret i regeringen og forsøgte at balancere mellem fagforeningerne og militæret, der frygtede, at hans mange rundrejser og møder i provinsen opmuntrede ​​ klassekampen, fordi bønderne nu aktivt begyndte at udnytte dekretet om tvunget fagforeningsmedlemsskab. I september 1936 blev Álvarez smidt ud af regeringen.

 

Midt i 1937 blev spændingerne i samfundet og internt i regeringen så kraftige, at præsidentens støtte i befolkningen på trods af nationaliseringen af Standard Oil smuldrede og hans forsøg på at danne et statssocialistisk parti slog fejl. Krigsveteranerne og de yngre officerer under Germán Busch, en af de store helte fra Chaco-krigen, slog nu til og fjernede Toro. Dette kup støttedes af en meget blandet forsamling af radikale nationalister, den værste del af oligarkiet og socialister.

 

I et land så splittet som Bolivia ønskede militæret at bygge en moderne, stærk stat på et nationalt fællesskab fri for egoisme og med et idealistisk idegrundlag uden dog at afskaffe markedet og den private ejendomsret. Flere og flere så henimod det nye, nazistiske Tyskland som en mulig model, noget der lettedes af de veletablerede militære og kommercielle bånd mellem de to lande. I 1938 sendte Busch en delegation af unge officerer på studietur til Tyskland. Tyskland var imidlertid mere optaget af at skaffe sig råmaterialer til sin planlagte krig end at støtte opbygningen af en latinamerikansk stat efter nationalsocialistisk model på trods af at Busch i 1939 havde udråbt sig selv til diktator og bad Tyskland om hjælp. Busch pludselige selvmord stoppede denne udvikling og betød at Bolivia igen vendte sig mod Washington.

 

Miltærsocialismens måske største fortjeneste var de love, der gav arbejdere og landarbejdere rettigheder, og stemmeret og forfatning der gav disse klasser et ”stærkt sprog, hvormed de kunne tale om deres rettigheder som arbejdere”24 og påbegyndte med hjælp fra det revolutionære Mexico alfabetisering og uddannelse for de oprindelige folk. Og ud af årene med miltærsocialisme udkrystalliseredes de politiske partier, der skulle præge Bolivia i tiårene fremover: Partido de Izquierda Revolucionario, Falange Socialista Boliviana og ikke mindst Movimiento Nacionalista Revolucionario.

 

Man kan konstatere, at tiden i 30erne ikke var moden til en fuldbyrdet korporativistisk stat, dertil var landet for uudviklet, staten for svag og klassemodsætningerne for stærke, men som Stefanoni skriver i sin konklusion, blev arven fra militærsocialismen taget meget stærkere op ved revolutionen i 1952 og den går også igen i Morales-regeringens i form af, at regeringen kalder sig ”de sociale bevægelsers regering”.  ​​​​ 

 

Fortiden 2: Den revolutionære nationalisme25 26

La Revolución Nacional – den nationale revolution – er så meget af et begreb i Bolivia, at den staves med store begyndelsesbogstaver. Og med god grund fordi den anses for at være Bolivias endegyldige indtræden i den moderne tid. Den nationale revolution omfatter perioden mellem d.9. april 1952 og til d.4. november 1964, hvor styret blev væltet ved et kup.

 

Bolivia blev i denne periode styret af MNR, Den nationalistiske, revolutionære Bevægelse. MNR var et småborgerligt, antiimperialistisk parti, der havde tætte forbindelser med minearbejdernes fagforening, den stærkeste i Bolivia takket være tinminedriftens enorme betydning for landets økonomi.

 

Når denne periode blev så skelsættende, skyldes det, at MNR-styret tog fat i Bolivias mest brændende problemer: En jordreform rettet mod storgodserne i den østlige del af landet og statslig kontrol med landets naturressourcer og dermed en væsentlig for ikke at sige den væsentligste del af landets økonomi. Indførelsen af universel stemmeret inddrog kvinderne og de oprindelige folk på landet.

 

Efter en periode med voldsom undertrykkelse af især de rebelske og stærke minearbejderfagforeninger, vandt MNR valget i 1951 og reaktionen lod ikke vente på sig – en militærjunta støttet af det mineejende borgerskab tog magten for at forhindre MNR i at danne regering og hæren bombarderede La Paz’ arbejderkvarterer fra luften. Det udløste til gengæld et modkup fra MNR støttet først og fremmest fra gendarmeriet og politiet, der straks vandt opbakning fra befolkningen, fagforeningerne og dele af hæren. Der blev uddelt våben og ammunition til fagforeningsmedlemmerne og andre civile MNR-støtter. Men hærens ledelse, der først havde støttet opstanden, vendte på en tallerken og begyndte at nedkæmpe den. Men på trods af, at hæren til at begynde med havde heldet med sig i La Paz, landets hovedstad, vendte det, da bevæbnede minearbejdere strømmede til fra minedistrikterne.

 

Hæren gik nu helt i opløsning og den ca. 40.000 mand store arbejder- og bondemilits overtog magten, men i det store hele forblev det borgerlige statsapparat uberørt og militserne og overlod den politiske magt til MNR.

 

I første omgang var MNRs leder Paz Estenssoro imod en nationalisering af minerne, fordi han var bange for, at det ville sende et ideologisk forkert signal til USA. Men COBs leder, Lechín, var også minister for miner og olie og pressede på for en nationalisering. MNR-styret indførte som en første foranstaltning et eksportmonopol i form af Minebanken, hvor alle eksportindtægter i fremmed valuta fra minerne skulle deponeres. Til slut bøjede Paz sig og minerne blev i oktober 1952 nationaliseret mod kompensation på trods af COBs heftige modstand mod kompensationer.

 

Minedriften var nu nationaliseret og samlet i det statslige COMIBOL (Corporacíon Minera de Bolivia) og fagforeningerne, der næsten samtidigt blev samlet i Central Obrero Boliviana (COB) – fagforeningernes hovedorganisation - fik vetoret i minernes ledelser og fik lovgivningsmæssige og udførende beføjelser og beføjelser til at udøve justits. Men de udstrakte krav om at erstatte den borgerlige stat blev ikke opfyldt og fagforeningernes leder Lechín støttede MNR-præsidenten Paz Estenssoro og fik integreret fagforeningerne i statsapparatet. Ikke desto mindre var COB i hele MNR-tiden regimets revolutionære fløj og krævede konstant en uddybelse af revolutionen til fordel for arbejdere og bønder og befandt sig ligesom med alle andre senere regeringer i et modsætningsfyldt forhold til regeringen på grund af sin stædige hævden af sin selvstændighed og sin militans. MNR-styret blev efterhånden mere og mere klientilistisk og korrupt og da landet hurtigt kom ud i hyperinflation, måtte man i sidste ende søge støtte hos USA og Den internationale Valutafond.

 

Grunden til den økonomiske misere skal søges i forskellige faktorer: Dels blev pengemængden forøget for at kunne finansiere COMIBOL, dels at nedgangen i landbrugsproduktionen og sammenbruddet i distributionen af landbrugsvarer nødvendiggjorde en øgning af importen og dette satte gang i inflationen. Man måtte derfor som tidligere anført søge hjælp hos et USA, der var blevet beroliget af, at nationaliseringen af minerne var sket med kompensation og MNR ikke var kommunistisk. Den amerikanske hjælp startede med fødevarer, men efterhånden trængte amerikanske rådgivere ind i mange andre sektorer af den bolivianske stat, ikke mindst de væbnede styrker og i 1964 stammede ca. 20% af BNP og 40% af de offentlige udgifter fra hjælp ydet af Alliancen for Fremskridt.

 

I den nationale revolutions periode blev de væbnede styrker opløst og reorganiseret. Antallet af soldater blev reduceret fra 20.000 til 5.000 og budgettet skåret ned fra 20% af det samlede statsbudget til halvdelen. Til at opretholde ro og orden dannede MNR arbejder- og bondemilitser, der sammen med politiet stod for sikkerheden. Men efter 1956 aftog militsernes betydning til fordel for politiet og en hær, der i mellemtiden var blevet reorganiseret. Det er værd at bemærke, at på nær krigene med Chile og Paraguay, har hærens opgave ikke først og fremmest være at forsvare landet udadtil, men at opretholde den interne orden, som en slags tungt bevæbnet gendarmeri og har i den rolle deltaget i utallige overgreb og massakrer på arbejdere og bønder.

 

Den universelle stemmeret, der blev indført af MNR-styret og gav stemmeret til kvinder, analfabeter og oprindelige folk, betød at hvor antallet af vælgere i 1951 udgjorde 6,6% af befolkningen var det blevet til 33,8% i 1956.

 

Jordreformen løb ind i store vanskeligheder på trods af, at den nok var landets mest påtrængende problem på grund af landbrugets manglende evne til at brødføde landet og fordi manglen på reform betød voldsomme spændinger og undertrykkelse i landområderne. Så sent som i 1968 var kun otte millioner hektar af de 36 millioner hektar, der var til fordeling, blevet fordelt. I de efterfølgende 30 år lykkedes det dog at fordele yderligere 39 millioner hektar, således at dets samlede, fordelte areal kom op på 47 millioner hektar. Jorden blev ikke fordelt til enkeltpersoner, men til fagforeninger og fællesskaber og kunne ikke sælges individuelt.

 

Hvad gik galt?

Morales og MAS står, som det fremgår af det foregående på skuldrene af en lang, boliviansk tradition for radikalisme. Hvad var det så, der gik galt for Morales og MAS, når en præsident, der har stået i spidsen for et økonomisk mirakel af hidtil usete dimensioner, som har gavnet meget store dele af de fattigste lag i landet og sat respekten for de oprindelige folk på dagsordenen? Det kom jo ikke til en koncentreret indsats fra Morales’ og MAS’ støtter for at forhindre den udvikling, der endte med kuppet og selvom der har været voldsom uro efter dette, har den relativt set ikke været i stand til at gøre landet uregerligt eller frembragt en borgerkrig. Der har tværtimod været relativt roligt i væsentlige dele af landet.

 

For det første er det bemærkelsesværdigt, at den indianske middelklasse, MAS-regeringerne skabte, ikke havde travlt med at beskytte Morales og MAS – den havde travlt med at beskytte sin nyvundne velstand. Tilsyneladende har MAS ikke været i stand til at etablere en politik, der knyttede denne nye klasse til sig. 27

 

For det andet er det stadigvæk uforklarligt, hvad der fik hærledelsen under general Kaliman til at skifte side fra at have været en trofast støtte til MAS og Morales og deres anti-kolonialistiske doktrin til at opfordre Morales til at gå af. Nogen gætter på, at det østlige lavlands borgerskab, der nu sidder på magten, betalte for skiftet, men det er indtil videre kun gætterier28.

 

En medvirkende faktor i forløbet har formentligt, som Gabriel Hetland skriver, været langtidseffekten af konflikten i 2011 om nationalparken Tipnis, som regeringen ønskede at føre en motorvej igennem. Her stod Morales og MAS overfor oprindelige folks og andre organisationers modstand. Modstanden blev undertrykt af regeringen med dødsfald til følge. ​​ Resultatet blev, at flere højt profilerede venstreorienterede brød med Morales og der med MAS aktive bistand opstod en splittelse blandt de oprindelige folks organisationer, både i højlandet og lavlandet, der oprindeligt havde støttet Morales og MAS. Det kan have været medvirkende til den langsommelighed med hvilken visse sociale organisationer forsvarede Morales efter kuppet29 30.

 

MAS havde også lagt sig ud med kvindebevægelser, fordi man ikke, selvom kvindernes rettigheder har fået et markant løft, i tilstrækkelig grad har grebet ind overfor den stigende vold mod kvinder og en af de højeste drabsrater på kvinder på hele kontinentet. Det samme gælder oprindelige folks organisationer i lavlandet for ikke at have hørt dem, inden man i samarbejde med multinationale firmaer gik i gang med mine- og naturgasprojekter. Hertil kom den alliance som Morales havde indgået med det stærke agro-industrielle borgerskab i Santa Cruz, for at styrke diversifieringen af økonomien ved at øge sojaeksporten.

 

Denne langsommelighed med hensyn til at reagere på begivenhederne mener Webber og Hylton også at kunne konstatere hos de organisationer, der var regeringens tætteste allierede, nemlig cocaavlernes fagforeninger, højlandsindianernes organisationer, de jordløses bevægelse og det, der er tilbage af den organiserede arbejderbevægelse. Denne langsommelighed skyldes til dels, at disse organisationer næsten helt er blevet en del af statsapparatet, noget der har medført en bureaukratisering og pacificering og en mangel på kritisk uafhængighed, autonomi og mobiliseringskraft. Forfatterne ser her i en parallel til udviklingen i Brasilien, hvor det samme skete for Arbejderpartiet (PT) og som derfor gjorde det muligt for højrefløjen at sætte sig i spidsen for mange sociale protestbevægelser 31.

 

Statens enorme indtægter fra råstofudvindingen betød, at den økonomiske politik blev afhængig af aftaler med multinationale energifirmaer og med den agro-industrielle kapital i det østlige lavland. Udpumpningen af penge i samfundet parret med at MAS begunstigede de oprindelige folk førte til, at der opstod et indfødt småborgskab af handlende, selvstændige minearbejdere og små- og mellemstore landbrugere. Denne udvikling ændrede sammensætningen af Morales’ politiske base.

 

Promoveringen af de oprindelige folk medførte, at disse til en vis grad fortrængte de ’hvide’ i statsbureaukratiet, der før havde været den hvide bymiddelklasses traditionelle karrierevej – en demokratisering, der efterhånden bredte sig til flere og flere områder. Utilfredshed med denne udvikling var sammen med vreden over forlængelsen af Morales præsidentskab og den formodede valgsvindel d. 20. oktober en mobiliseringsfaktor for den hvide middelklasse.

 

De forskellige kapitalfraktioner havde haft et ustabilt forhold til Morales og MAS. Fra at have været aktivt imod Morales og forsøgt at vælte ham, indgik både den agro-industrielle kapital og den udenlandske mine- og energikapital aftaler med hans regering. Så længe rentabiliteten var høj og der intet højreorienteret alternativ var til Morales, lærte man at leve med ham. ​​ Men da råvarepriserne begyndte at falde omkring 2014 ændrede situationen sig. Kapitalen krævede sociale nedskæringer og da forlængelsen af Morales’ præsidentskab så ud til at betyde, at kapitalen permanent ville blive udelukket fra politisk repræsentation begyndte man at kigge efter alternativer.

 

Hvorledes det vil gå med MAS fremover, ved man naturligvis ikke, men avisen El País skrev 24. november at man havde indgået en aftale med den siddende præsident om snarlige valg med MAS’ deltagelse, men hvor Evo ikke kunne stille op32 . Og noget tyder på at MAS er splittet mellem en pragmatisk fløj, der søger at videreføre MAS uden Evo og en anden fløj, der stadig opfatter Morales som sin leder. Det er så et spørgsmål om MAS kan overleve uden Morales’ karisma. Latinamerikansk politik vrimler med eksempler på caudillismo, dvs. at politik er centret omkring et partis leder og ikke dets program og at partiet derfor opløses, når lederen af en eller anden grund forsvinder. Og Morales vicepræsident indrømmer i et interview, at MAS har forsømt at opbygge en ny generation af kadrer, der kunne føre partiet videre33. Men det, der kan give anledning til en vis, forsigtig optimisme er, at der i Bolivia hersker en lang tradition for militant politisk og faglig organisation – noget der kan betyde, at MAS må omdanne sig fra at være en løs alliance for bevægelser til et egentligt, politisk parti. Hvorledes Morales vil stille sig til en sådan udvikling, der jo potentielt vil svække ham som leder, vides heller ikke, men det, at han planlægger at slå sig ned i nabolandet Argentina, så snart Argentinas nye præsident træder til, tyder på, at han ikke har til sinds at smide tømmerne lige nu.

1

​​ Forfatningen foreskriver to valgrunder i det tilfælde, at en kandidat ikke opnår over 50% i en første runde eller over 40% og mindst 10% forspring foran nærmeste anden kandidat

2

​​ Ángel Guarachi: ”A dos horas del cierre de la jornada electoral, el TSE publicará 80% de los resultados preliminares”, La Razón, 9. oktober 2019

3

​​ Renaud Lambert: “Bolivia’s coup”, Le Monde Diplomatique, december 2019

4

​​ Jeffrey Webber, Forrest Hylton: “The Eighteenth Brumaire of Macho Camacho: Jeffery R. Webber (with Forrest Hylton) on the Coup in Bolivia”, 15. november 2019

5

​​ OAS: “Preliminary Report of the Electoral Observation Mission in Bolivia”, 23. oktober 2019, “Electoral integrity analysis – General Elections in the Plurinational State of Bolivia October 2019”, Washington DC, 10. november 2019

6

​​ Center for Economic and Policy Research: “What Happened in Bolivia’s 2019 Vote Count? The Role of the OAS Electoral Observation Mission”, Washington DC, november 2019

7

​​ “The OAS has to answer for its role in the Bolivian coup”, The Guardian, 2. december 2019

8

​​ OAS, pressemedelelse E-109/19: “Final Report of the Audit of the Elections in Bolivia: Intentional Manipulation and Serious Irregularities Made it Impossible to Validate the Results”, 4. december 2019

9

​​ DoS (Denial of Service - distribueret servicenægtelse) er betegnelsen for et angreb, der bevidst overbelaster en internetserver i en sådan grad, at reelle forespørgsler til serveren ikke kan besvares i tide.

10

​​ OAS: “Análisis de Integridad Electoral Elecciones Generales en el Estado Plurinacional de Bolivia 20 de octubre de 2019 INFORME FINAL”, 4. december 2019

11

​​ “La Central Obrera Boliviana pidió la renuncia a Evo Morales”, Infobae, 10. November 2019

12

​​ Renaud Lambert: “Bolivia’s coup”, Le Monde Diplomatique, december 2019

13

​​ Linda Farting, Olivia Arigho-Stiles: “Bolivia’s Tragic Turmoil”, NACLA Newsletter, 15. november 2019

14

​​ Renaud Lambert: “Bolivia’s coup”, Le Monde Diplomatique, december 2019

15

​​ Nicole Fabricant, Bret Gustafson: ”Revolutionary Extractivism in Bolivia?”, NACLA Newsletter, 2. marts 2015

16

​​ Samme

17

​​ Dette afsnit bygger i væsentlig grad på Ferdinando Molina: ”Bolivia: ”Es la economía, estúpido””, Nueva Sociedad, nr. 238, september-oktober 2018

18

​​ https://en.wikipedia.org/wiki/2008_Santa_Cruz_autonomy_referendum

19

​​ Max Blumenthal, Ben Norton: ”Bolivia coup led by Christian fascist paramilitary leader and millionaire – with foreign support”, The Grayzone, 11. november 2019

20

​​ Citeret i Ferdinando Molina: ””Patria o muerte. Venceremos” – el orden castrense de Evo Morales”, Nueva Sociedad, nr.278, november-december 2018

21

​​ Samme

22

​​ Samme

23

​​ Se Pablo Stefanoni: ”Rejuvenecer (y salvar) la nacíon: el socialismo militar boliviano revisitado”, l’inkazos, nr. 37, 2015 for en detaljeret beskrivelse af militærsocialismen, som også dette afsnit i væsentlig grad bygger på

24

​​ Samme

25

​​ ”La Revolucíon Boliviana, 1952”, La Verdad Obrera, 9. december 2019

26

​​ ”Revolucíon boliviana de 1952”, https://es.wikipedia.org/wiki/Revolucíon_boliviana_de_1952

27

​​ Jonah Walter interview med Raul Rodriguez Arancibia: “Bolivia’s path to Camacho (Interview)”, NACLA Newsletter, 13. November 2019

28

​​ Samme

29

​​ Gabriel Hetland: ”Understanding Bolivia’s Nightmare”, NACLA Newsletter, 19. November 2019

30

​​ Jeffrey Webber, Forrest Hylton: “The Eighteenth Brumaire of Macho Camacho: Jeffery R. Webber (with Forrest Hylton) on the Coup in Bolivia”, 15. november 2019

31

​​ Samme

32

​​ Fernando Molina: ”Bolivia aprueba una ley para convocar nuevas elecciones sin Evo Morales”, El País, 24. november 2019

33

​​ Jo Tuckman: ”Exiled vice-president blames ‘racist backlash’ for Evo Morales’s forced exit”, The Guardian, 20. november 2019


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020