Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 15. årgang, december-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

5

GREEN NEW DEAL

 

Af Inger V. Johansen

 

Green New Deal er ingen løsning på klimakrisen

 

Green New Deal eller New Green Deal – og Green Deal – bruges forvirrende i flæng for at angive et skift til en mere miljømæssig og klimavenlig politisk kurs. ​​ i EU tales der om en ”European Green Deal”. I USA blev selv retningen for præsident Obamas politik omtalt som en Green New Deal.

 

Men ingen af disse vil nå deres egne mål – endsige løse klimakrisen. ​​ De er i høj grad et svar på klimabevægelsen og et voksende folkeligt pres. Men der er en politisk forskel på en Green New Deal og en Green Deal.

 

Green New Deal

”New Deal” begrebet stammer fra den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelts New Deal-program i 1930erne, hvor han ved hjælp af offentlige investeringer søgte at få USA ud af krisen med en vægt på økonomisk og social genopretning. Dette var ikke en ”grøn” politik. Det nye i New Deal var primært brugen af offentlige investeringer til dette, der var noget nyt i amerikansk økonomisk politik.

 

Fælles for Green New Deal eller New Green Deal er netop brugen af offentlige investeringer til klimamæssig omstilling og social genopretning. Men betegnelsen bruges i dag nærmest i flæng af meget forskelligartede aktører, politiske partier, bevægelser og andre, samt med forskelligt politisk udgangspunkt: Derfor er det nødvendigt at se nærmere på, hvad det konkrete indhold er af de forskellige Green New Deal-politikker.

 

På den radikale venstrefløj forstås Green New Deal eller New Green Deal som

en progressiv klimapolitik, der kombinerer en radikal reduktion af drivhusgasudledningerne med offentlige investeringer i en omstilling til vedvarende energi, suppleret med en offentlig social og anden politik, der skal mindske den økonomiske og sociale ulighed.

Med fokus på at øge de offentlige investeringer kan Green New Deal betyde et brud med dele af nyliberalismen.

 

Dette er dog ikke tilfældet med mange af aktørerne der kalder deres klima-og miljøpolitik Green New Deal eller New Green Deal. Green New Deal eller New Green Deal bruges fx af såvel Enhedslisten, og Alternativet, GUE/NGL, diverse europæiske venstrepartier, de europæiske grønne partier heriblandt SF, det britiske Labour og mange socialdemokratiske partier, samt de amerikanske progressive politikere Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez fra det amerikanske Demokratiske Parti, og også den kendte forfatter og aktivist Naomi Klein.

 

Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez fører kampagne for en ambitiøs grøn klima-og jobplan og grøn offentlig boligpolitik, som er en del af deres Green New Deal-program op til det kommende amerikanske præsidentvalg.

 

”Greenwashing” af kapitalismen

Men for de fleste af de politiske aktørers vedkommende, der taler om en Green New Deal eller en Green Deal handler dette ”green” mere om ord end realiteter. Det er snarere en slags ”greenwashing” af kapitalismen, som vi fx ser EU eller den danske regering stå for. Kapitalismen og markedsmekanismerne er stadig det grundlæggende i deres politik. Det drejer sig om at give kapitalismen et ”grønt skær”.

 

EU toner dog mere rent flag hvad dette angår, idet man vælger at tale om en European Green Deal og ikke en Green New Deal. Der lægges ikke skjul på at der stadig satses på liberaliseringer og at minimere statslige, offentlige investeringer. EU lægger ikke op til at droppe sit nyliberalistiske grundlag og vil stadig støtte olie- og kulindustrien, atomkraft samt de nye gasledninger der er på vej. Og der lægges heller ikke op til at lempe på den stramme økonomiske politik, der gør det svært for EU-landene at øge investeringerne til omstilling til vedvarende energi, som er en forudsætning for reduktion af CO2 udledningerne. Det er markedet og de store selskaber der skal sørge for den vedvarende energi.

 

For EU-toppen er situationen business as usual. Men det man fx gør, er at få målene til at se mere ambitiøse og klimarigtige ud: I stedet for 40% drivhusgasreduktion i 2030, hedder det nu 50%.

 

”Forståelsespapiret”

”Forståelsespapiret” mellem den nye socialdemokratiske mindretalsregering herhjemme og de tre centrum-venstre partier blev fremlagt som et radikalt nybrud hvad angår klimapolitikken. Men hvis man sammenligner papirets radikalisme med den socialdemokratiske regerings efterfølgende faktiske politik, er det mere kapitalisme end grønt.

 

Det mest radikale nybrud i ”forståelsespapiret” er målsætningen om en 70 % reduktion af drivhusgasserne i 2030 sammenlignet med 1990, dette for at leve op til Paris-aftalens målsætning om et CO2-neutralt samfund i 2050, samt også et stop for salg af diesel- og benzinbiler i 2030. Regeringen skal påtage sig det internationale lederskab for eller ”gå forrest i” den grønne omstilling, står der. Hvad angår stop for salg af diesel - og benzinbiler har EU-Kommissionen efterfølgende afgjort, at det må regeringen ikke. EU planlægger ikke at udfase benzinbiler før efter 2030.

 

Målet om en 70% reduktion af drivhusgasudledningerne i 2030 vil blive underbygget med en bindende dansk klimalov, som er en rammelovgivning, der netop er indgået aftale om. Det skal senere konkretiseres ved hjælp af en klimahandlingsplan, hvordan man vil nå denne målsætning. ​​ 

 

”Forståelsespapiret” blev efterfulgt af et ganske fantastisk forløb hvor næsten samtlige af Folketingets partier, inkl. Dansk Folkeparti, tilsluttede sig målsætningen om en 70% reduktion af drivhusgasser. Men igen siger disse relativt høje ambitioner (sammenlignet med tidligere) intet om den faktiske politik er i stand til at leve op til disse ambitioner. Det vil vi til dels få at se med den nye klimalov men især ved at følge klimahandlingsplanen fremover.

 

Med udgangspunkt i ”forståelsespapiret” fik statsminister Mette Frederiksen profileret Danmark på den internationale scene på FN’s klimatopmøde i september i New York som et grønt foregangsland.

 

Den praktiske politik viser noget andet

Den nye finanslov for 2020 er selv i de danske medier blevet kritiseret for, at den ikke tager de store og nødvendige skridt i klimakampen, som skal gøres nu. Den opnår at nedsætte CO2 udslippet med 1%! ​​ Der kommer ingen afgifter på flyrejser for at skåne de mindrebemidlede! Mens begejstringen har været større hvad angår udkastet til ny bindende klimalov især på grund af udsigten til at den ville ”forny det danske demokrati” med et borgerting på klimaområdet. ​​ Men dette er en rammelov, og ikke specielt konkret. Og den er ikke mere bindende end at et nyt Folketing kan ophæve den igen.

 

Meget kommer også unægtelig til at afhænge af, om regeringen fortsat uændret vil prioritere tilslutningen til EU’s finanspagt og bevare budgetloven, der bl.a. indskrænker mulighederne for offentlige investeringer i bæredygtige alternativer til den sorte energi. Regeringen overvejer også at giver nye licenser til udvinding af olie i Nordsøen, hvilket ville øge CO2 udledningerne drastisk. Og man har godkendt gasledninger både over Østersøen fra Rusland til Tyskland – med ”Nord Stream2” – og fra Norge gennem Danmark til Polen – kaldet ”Baltic Pipe”. ​​ Begge støttet af EU.

 

Hvor lidt seriøs den danske regering reelt er mht. indsatsen mod klimaopvarmningen understreges ydermere af den voldsomme stigning i de militære udgifter der planlægges over de næste år, og som ganske givet også vil blive taget fra klimaindsatsen.

 

Dette er politikker, som vil gøre det sværere at nå i mål med ambitionerne og som vil forværre klimakrisen, fordi man fastholder disse politikker på et helt afgørende tidspunkt. Det er nu der burde satses på store CO2 reduktioner hvis man skal undgå at klimaopvarmningen tager til, samt optrappe diverse truende ”tipping points” i klimasystemet, der betyder at klimaopvarmningen ikke bliver til at standse.

 

Men hvad så med en ”Green New Deal” eller ”New Green Deal”? ​​ 

Den venstreorienterede udgave af Green New Deal adskiller sig fra en ”greenwashing” af kapitalismen ved på den ene side at stille mere radikale klimakrav og på den anden side ved at kombinere klimapolitikken med en social politik, der skal sikre at klimapolitikken ikke bare vender den tunge ende nedad og lader de økonomisk svage og mindst formuende betale en procentvis alt for stor del af regningen for klimaindsatsen.

 

Denne politik er et forsøg på at konstruere en socialt retfærdig og radikal klimapolitik. Den omtales ofte som ”Just transition”. Men det er stadig en klimapolitik, der bevæger sig inden for systemets rammer.

 

Man skal måske forstå forskellen på ”Green New Deal” eller ”New Green Deal” sådan at den ene søger at afgrænse sig til den gængse ”New Deal”-politik ved at sætte ”new” foran ”green deal”. Skal dette være en ”ny grøn aftale” uden forbindelse til den gamle ”New Deal”-politik? På den anden side kan formuleringen også ses som en respons til EU’s Green Deal-politik. Men det er ikke soleklart.

 

Venstrepartiernes ”New Green Deal”

Hvis man ser på den ”New Green Deal”, som 6 europæiske venstrepartier har fremlagt i

forbindelse med EU-valgkampen i foråret 2019, indeholder den ingen systembrud eller socialistiske perspektiver. Den indeholder derimod et brud med centrale elementer af EU’s nyliberalistiske grundlag og politik.

 

Hovedpunkterne er: En klimalov for EU med en protokol til EU-traktaterne, der sikrer at klodens overlevelse prioriteres højere end EU’s indre marked; stabilitetspagten og finanspagten skal afskaffes for at kunne støtte grønne offentlige investeringer; bindende klimamål: Nul udledninger i 2040, øge EU’s mål for CO2 reduktioner fra 40% i 2030 til 65%; en udvidelse af offentlig grøn tog- og anden transport i stedet for privatiserede af det samme; ​​ forbud mod benzinbiler i 2025; grøn offentlig investeringsplan for at skabe en 100% bæredygtig energimodel; stop for EU-subsidier til de fossile brændstoffer, inklusive gas og atomkraft; en ny grøn landbrugsmodel via omstilling af landbrug og fødevareproduktion – fremme lokalt og økologisk landbrug; ​​ at betale vores del af den globale klimagæld: øjeblikkelig overførsel af klimabistand fra EU til de fattigste lande i overensstemmelse med forpligtelserne i Paris-aftalen.

 

Bortset fra at den voksende klimabevægelse op til EU-valget sidenhen var med til at presse målsætningen i vejret om en reduktion af drivhusgasudledningerne i 2030 fra valggrundlagets 65 til 70%, er det politiske indhold noget helt andet end i ”forståelsespapiret”.

 

Men udover at afvise nyliberalismen indeholder valgrundlaget ingen antydning af, hvad man vil gøre for at nå sine mål. Anbefaler man at den danske eller den portugisiske regering fx skal nægte at adlyde EU? Systemiske ændringer – eller hvad?

 

Er det for sent?

Hovedproblemet er at realia – klimasituationen – stiller såvel Green New Deal og New Green Deal samt alle andre grønne politikker, over for uafvendelige krav. De seneste advarsler fra FN’s klimapanel viser hvor grel situationen er. Det er for sent at kunne bremse klimaopvarmningen så Paris-aftalens mål overholdes - halvanden eller max. to graders temperaturstigning i dette århundrede, hvis ikke der sker et øjeblikkelig stop for drivhusgasudledningerne. Og der gør der ikke. Der er pt. hvert år en stadig stigning i udledningerne. Højst sandsynligt nås de 2 graders temperaturstigning senest i slutningen af 2030’erne, hvis man tager advarslerne fra FN’s klimapanel alvorligt.

 

Så til trods for at der stadig tales om at leve op til Paris-aftalens mål – fx på COP25 i Madrid i december i år - er vi reelt dér hvor vi kun kan tale om at reducere den værste klimaopvarmning. Det er for længst passé at holde sig inden for Paris-aftalens mål. ​​ Paris-aftalen har altid været utilstrækkelig, selvom aftalen er en bindende aftale, idet målene ikke er bindende for de enkelte lande, der skal planlægge og overvåge egne tiltag. I 2020 træder aftalen i kraft.

 

Green New Deal eller New Green Deal lægger sig op ad Paris-aftalen. Dette er ikke tilstrækkeligt radikalt til at løse klimakrisen. Selve medlemskabet af EU er en forhindring, EU taler om en indsats efter 2030 og der er ikke udsigt til nogen reform af EU-grundlaget.

 

Frem mod nulvækst

Det kan undre at selv socialister, der ved at klimakrisen hænger snævert sammen med kapitalismen og den kapitalistiske produktionsmåde, ikke opgraderer og rejser krav om systemiske ændringer, når det er oplagt. Tankegangen pt. – også på venstrefløjen – synes at være at mere radikale og sociale klimapolitikker og reformer er vejen frem. ​​ Der kan være gode sociale reformer her. Men selv de mest radikale klimapolitikker - uanset om man får hver enkelt borger til at skære det meste af kød- og andet forbrug ned - vil ikke kunne løse klimakrisen.

 

Det er det eksisterende økonomiske system – kapitalismen – som har skabt klimakrisen. Hvordan forventer man at man inden for dettes rammer – et vækstbaseret system - vil kunne løse en krise kapitalismen selv har skabt og fortsat nærer og forstærker? Dette kan man ikke gøre uden systemiske ændringer, som ikke forefindes i dag som del af en radikal klimapolitik. De seneste advarsler fra FN’s klimapanel - og i disse dage fra EU’s Miljøagentur - viser hvor grel situationen er.

 

Problemet er især at der mangler, ikke kun konkrete hurtige tiltag nu for at begrænse CO2 udslippet, men også mangler en bevidsthed om, at selv med en mere radikal politik og mere ambitiøse målsætninger og med sigte på en radikal omstilling til vedvarende energi, kommer man ikke i mål. Der kræves en fundamentalt anden tilgang, som rokker ved selve grundlaget for kapitalismen - væksten.

 

Bemærk mediernes kommentarer til finansloven – at den var god fordi den sikrede vækst og jobs. Ingen forstår at væksten er problemet.

 

Bemærk også at regeringerne har meget travlt med at tale om hvor dyrt det bliver for befolkningerne med klimaindsatsen. Det tørres af på den enkelte borger. Men det bliver jo især dyrt for borgerne, hvis man holder hånden over olie og kulindustrien, bilfabrikanterne og ikke investerer tilstrækkeligt i den bæredygtige energi samt tager hul på systemiske ændringer, der bryder med den vækstbaserede samfundsøkonomi.


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. februar 2020