Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, december-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Globale forsyningskæder og frygtelige arbejdsforhold.

 

Garrett Brown

 

Nye rapporter afdækker de frygtelige arbejdsforhold i de globale forsyningskæder. I år har vi set de sædvanlige rapporter som dokumenterer manglende sikkerhed, sundhedsskadelige og ulovlige forhold i de globale forsyningskæder. Men der er også stadigt mere forskning som afdækker hovedårsagen til denne udvikling: Nemlig den forretningsmodel og outsourcing som de internationale brands eller mærkevarefirmaer indenfor tekstil og beklædning, elektronik, sportssko mm., bedriver.

 

Rapporter fra akademikere, menneskeretsforkæmpere, arbejdsrets organisationer og koncern initiativer fortæller levende, hvordan det er en bevidst politik hos de store koncerner. Det er en praksis som er årsag til sundhedsskadelige arbejdsforhold for millioner af arbejdere i forsyningskædernes fabrikker overalt i verden.

 

Rapporterne fortæller detaljeret hvordan de højt lovpriste men ineffektive CSR programmer (Corporate Social Responsibility) ikke retter sig mod de grundlæggende årsager til at der findes ​​ sweatshops, nemlig mærkevarefirmaernes forretningsmodel; de fejlagtige og korrupte CSR audits og den såkaldte ”sociale monitorering”; og manglen på reel arbejderdeltagelse i udviklingen og gennemførelsen af arbejdsmiljø og CSR programmer ude i fabrikkerne.

 

De nyeste rapporter fortæller:

Disse rapporter og artikler fortæller om de grundlæggende svigt i den 25 år gamle CSR industri, og hvorfor den ikke har forbedret forholdene på fabriksgulvet selv om der bruges op mod 8 billioner $ om året.

Forretningsmodellen bygger en jerntrekant af outsourcing – kontrakter med leverandører som forlanger den laveste pris, den højeste kvalitet og den hurtigste levering. Denne indkøbspolitik har ført til et ræs mod bunden i priserne, da varemærkefirmaerne(the brands) spiller virksomheder, byer, lande og regioner ud mod hinanden i jagten på de lavest mulige produktionsomkostninger(og den højest mulige profit). Det betyder ubarmhjertige nedskæringer i stykprisen for hver gang der laves nye kontrakter, og hvis en lokal fabrik vægrer sig, så finder man hurtigt et andet firma som er desperat nok til at tage kontrakten. Da mærkevarefirmaerne normalt afviser langtidskontrakter med deres leverandører, så betyder korttidskontrakter konstant usikkerhed og pres med hyppige kontraktforhandlinger med lokale fabrikker.

Mærkevarefirmaer som kører med det laveste antal underleverandører i deres forsyningskæde, presser bevidst fabrikkerne med ordrer som leverandøren ikke kan nå til den aftalte deadline. Sammen med hårde bøder for manglende overholdelse af deadlines, betyder dette høje produktionskvoter og tvunget overarbejde for arbejderne. Samt uundgåeligt outsourcing til andre fabrikker, da leverandøren ikke kan opfylde sin kontrakt til tiden.

Desuden må lokale fabrikker ofte selv betale for CSR programmer uden økonomisk støtte fra mærkevarefirmaerne, for at kunne leve op til firmaernes offentlige CSR initiativer. På en pervers måde så undergraver disse ustøttede CSR tiltag arbejdsforholdene på fabriksgulvet, da ressourcer i stedet bruges på vinduesprogrammer(f.eks. IT, engelsk og iværksætteri) som ser godt ud i firmaernes CSR rapporter og pressemeddelelser. Resultatet af denne forretningsmodel er nedværdigende arbejdsforhold ude i de lokale fabrikker, da årsagerne forbliver helt overset i de normale CSR programmer. Fabriksejerne er under et voldsomt pres og”sweatshops” er det eneste mulige og logiske resultat i forsyningskæderne.

Lav løn, seksuel chikane og usikre arbejdsforhold fortsætter.

De nyeste rapporter belyser de underliggende årsager til sweatshop-sygdommen og rapporter fortæller også mere om de særlige symptomer man finder, især i tekstil industrien. Det er rapporter som dokumenterer sultelønninger som tvinger arbejderne at arbejde over for at kunne forsørge deres børn og betale deres regninger:

Seksuel chikane og vold på arbejdspladsen er endelig begyndt at få mere opmærksomhed rundt i verden og i mange forskellige industrier. ​​ Den globale beklædningsindustri har en arbejdsstyrke som massivt består af kvinder, og der er i år flere rapporter og studier om kønsbaseret vold.

Rapporterne fra i år dokumenterer fortsat problemer i fabrikkerne med tvungen overtid, grove arbejdsledere og mangel på respekt for arbejderes legale rettigheder i mange industrier. De seneste rapporter viser at 25 år med CSR programmer ikke har gjort nogen meningsfuld forskel på fabriksgulvet. Dette gælder ikke kun de mest ikoniske brands og deres forsyningskæder indenfor tekstil (Pakistan),(Cambodia),( Clean Clothes) og elektronik (Samsung) (Amazon) og legetøj ( China Labor Watch), ​​ men også undersøgelser af migranters beskæftigelse i lande som Cambodja, Laos og Myanmar(Cambodia).

Rapporter er kommet i år ikke kun fra de traditionelle arbejderrettigheder NGO`er og fagforeninger (here), men også fra nye initiativer som ser på forholdene i bestemte brancher og industrisektorer. Disse rapporter ser på forholdene mere generelt end snævert på enkelte virksomheder eller brancher. De koncernstøttede initiativer som ​​ Better Buying, , Corporate Human Rights Benchmark og Vigeoeiris – involverer direkte deltagelse og funding fra de internationale brands, og investorer og kan ikke beskyldes for at have negative fordomme overfor industrien.

Disse forsøg på at undersøge koncernernes formåen har udvist skuffende resultater når det gælder fe faktiske arbejdsforhold i forsyningskædernes fabrikker, se ( Know The Chain), (KTC), (CorporateBenchmark) og (Human Rights). CSR programmernes manglende evne til at forbedre arbejdsforholdene i den globale økonomi har også været genstand for undersøgelser hos et voksende antal forskere på business akademier i USA og Europa.

Ineffektiv og korrupt social auditering.

En anden vigtig årsag til at CSR programmer ikke forbedrer arbejdernes rettigheder samt sikkerhed og sundhed er, at evalueringen af disse programmer ligger i hænderne på ukvalificerede auditører med helt klare særinteresser.

De fleste sociale auditører arbejder for en uafhængig tredjepart som er firmaer med deres egne profitinteresser. En standard CSR er en kortvarig affære for at holde omkostningerne nede og øge profitten for auditfirmaet. De gennemføres af ukvalificerede auditører(ofte revisorer) med begrænset eller ingen træning og erfaring med ikke-finansielle forhold, som f.eks. seksuel chikane, sikkerhed på arbejdspladsen, og legale rettigheder til organisering. Tilfælde af direkte korruption hvor auditører modtager bestikkelse for at overse direkte lovovertrædelser og brud på codes of conduct optræder også.

Desuden kan vedvarende negative audit rapporter fra disse CSR firmaer true deres muligheder for at få fremtidige opgaver fra deres klienter. Audit firmaerne har en betydelig interesse i at være venlige og undlade at spørge og fortælle, når det gælder afrapportering af arbejdsforholdene i deres klienters fabrikker. ​​ 

En række rapporter fra 2019 fortæller i detaljer hvordan CSR industrien har svigtet arbejderne i forsyningskæderne:

En hovedrapport om audit industrien er udgivet af ​​ Clean Clothes Campaign i Amsterdam i sept 2019.

Mangel på ægte arbejderdeltagelse.

En tredje årsag til at CSR programmer svigter når det gælder om at forbedre arbejdsforholdene, er at arbejderne i forsyningskædernes fabrikker kun i meget begrænset eller slet ikke involveres i at udvikle, indføre og evaluere effektiviteten af de CSR programmer som indføres ude på fabriksgulvet. Det er velkendt i arbejdsmiljøbranchen(Health and Safety) at effektive arbejdsmiljøprogrammer kræver deltagelse af velinformerede arbejdere som har indflydelse, tid og lønsikring for at kunne udføre deres rolle.

De internationale koncerner(brands) og fabriksejerne er fjendtlige overfor fagforeninger( ​​ se Rana Plaza) og andre organisationer som arbejdere danner for at beskytte sig selv og deres rettigheder. Uden mulighed for at tale og handle på egne vegne af frygt for repressalier og gengældelse, så er arbejdere i forsyningskæderne blevet passive tilskuere til stadigt mere udbyggede, og lige så ineffektive CSR programmer.

Det sidste nye smarte CSR begreb: Empowerment, er generelt begrænset til telefon hotlines –som jo svarer til forslagskassen udenfor chefens kontor, så arbejdere kan fortælle om deres bekymringer. ​​ En Blog på hjemmesiden for Business & Human Rights Ressource Centre har beskrevet hvordan disse initiativer som vil give arbejderne en stemme ikke opvejer manglerne ved den såkaldte sociale auditering. En anden rapport fra The International Labor Rights Forum har dokumenteret hvordan et program for arbejdere i Bangla Desh hvor de kan indbringe klager er væsentligt anderledes en de sædvanlige CSR programmer. Det er en model som faktisk har kunnet gøre noget ved arbejdernes klager.

Sidste nye eksempel: Etiopien.

Hvis de internationale tekstilbrands ønsker deres kunder skal tro på at de har lært noget og nu tager afstand fra den globale sweatshop model, så viser det sidste nye forjættede land, Etiopien, at modellen stadig er virksom. I Etiopien er lønningerne så lave som 12 cents/timen og der er en arbejdsstyrke desperat for jobs, og en imødekommende regering med næsten ingen regulering og kontrol. Etiopien er et typisk fattigt land som overrendes af de globale leverandører (som kinesere, bangla deshere og saudier) til de store tekstilbrands.

Rapporter fra Worker Rights Consortium ( Ethiopia, Trust og Stern Center ved New York University ​​ giver et detaljeret billede af hvordan den illegale og skadelige globale tekstilindustri nu er kommet til Etiopien se ( Human Rights ). Og med Etiopien som en adgang til andre lande i Østafrika (Kenya, Uganda og Tanzania) som presses til at deltage i ræset mod bunden, hvor mærkevarekoncernerne spiller landene ud imod hinanden i jagten på den højest mulige profit. Som overalt i den globale økonomi så kæmper arbejdere i Etiopien, se Industrial All, for at beskytte sig gennem kampagner for faglig organisering, men møder stærk modstand fra både de lokale fabriksejere og de internationale brands.

Et alternativ: Arbejderstyret deltagelse og socialt ansvar.

Faktisk er det ikke helt fair at sige CSR(Corporate Social Responsibility) ikke beskytter arbejderne, for det har aldrig været det egentlige mål for CSR programmerne. Det faktiske mål med CSR er at beskytte de transnationale virksomheders image og rygte ved at skabe en illusion om at man tager ansvar for at beskytte arbejdernes helbred, sikkerhed og rettigheder. CSR programmer er designet til at forsikre kunder og investorer, nyhedsmedier og deres egne ansatte, at det gøres noget for at begrænse brugen af sweatshops i den globale forsyningskæde. Selv om disse CSR programmer ikke er rettet mod hovedårsagerne til at der er sweatshops, og simpelthen er uegnede til at bekæmpe dem.

At styrke troværdigheden af CSR og illusionen om fremskridt er mere værd end de 8 billioner $ som transnationale virksomheder bruger om året på CSR programmer. Samtidig med at de fortsætter med at hente maksimum profitter fra deres globale forsyningskæder. CSR har opnået sit egentlige mål med at beskytte koncernerne, selv om talrige rapporter fortæller om manglen på faktiske fremskridt over de sidste 25 år. Heldigvis er der kommet en alternativ tilgang til CSR som har fået stigende opmærksomhed. Dette alternativ kaldes “worker-driven social responsibility (WSR). Et netværk af NGOèr som arbejder med arbejderes rettigheder har offentliggjort materiale om fordelene ved en WSR tilgang: ​​ WSR Rapport .

Der er kommet stadigt flere konkrete og succesrige eksempler på WSR indenfor de sidste 10 år:

  • Bangladesh Accord, en juridisk bindende aftale mellem tekstilbrands og fagforeninger(både lokalt og globalt) som indeholder uafhængige inspektioner, pligt til at forbedre arbejdsmiljøet, offentlighed omkring inspektioner og handleplaner, træning af arbejdere i sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og sikkerhedskomiteer i fabrikken.

  • Fair Food program, som er opstået I et fagligt organiseringsarbejde i Florida, som har forbedret lønninger og sikkerheden samt sat fokus på chikane og vold mod kvindelige landarbejdere.

  • Alta Gracil apparel factory  i Den Dominikanske Republik- nok den mest ægte anti-sweatshop i en tekstilvirksomhed på verdensplan – som betaler 3 gange gennemsnitslønnen, har en medlemsstyret og medlemsledet fagforening, og et effektivt arbejdsmiljøprogram.

  • Aftaler om ret til faglig organisering i Indonesien (Protocol) og Honduras (Workers Rights) som er aftaler mellem internationale tekstilbrands og arbejderorganisationer som respekterer arbejdernes ret til at danne en fagforening uden at blive mødt med repressalier.

  • En aftale om Harassment and Violence som bekæmper seksuel chikane og vold i tekstilfabrikker. Det er en aftale mellem tekstilfirmaer, globale arbejder organisationer og fagforeninger og kvindeforeninger i Lesotho.

Et vigtigt princip i WSR er transparens eller gennemsigtighed, dvs. offentlighed fra de transnationale koncerner om fabrikkerne i deres forsyningskæder og produktionsforholdene her.

To rapporter fra 2019 fortæller detaljeret hvordan denne tilgang er til fordel for både arbejdere, forbrugere og virksomheder: “Full Disclosure: Towards better modern slavery reporting og ​​ “The benefits of transparency: A business case for the apparel and footwear supply chain transparency pledge”.

En lignende udvikling kan ses i “Open Apparel Registry”, som er en åben database over de globale tekstilvirksomheder og deres kunder og med et unikt nummer tilknyttet hver virksomhed: “OAR ID”. Registrets database er åbent for offentligheden, og kan levere information om forholdene i bestemte fabrikker til brug for kunder, investorer og kampagnefolk. Et sådant register kan også udvikles for andre globale forsyningskæder, som elektronik, legetøj, fødevarer osv. - og kan føre til reelle forbedringer af de globale forsyningskædearbejderes liv og deres arbejdsforhold.

Konklusion

I de sidste 2 årtier er vi blevet oversvømmet med rapporter om frygtelige arbejdsforhold i de globale forsyningskæder. Vi er måske ved et vendepunkt i den offentlige forståelse af hvorfor disse forhold bliver ved med at fortsætte. Rapporterne i 2019 belyser de underliggende årsager til farlige og illegale forhold, som ligger i de transnationale koncerners politik og praksis. CSR programmer har svigtet at beskytte arbejdere, men har haft succes med deres primære mål, nemlig at beskytte koncernernes image og rygte som brands der designer, opererer og profiterer af de globale forsyningskæder.

Et effektivt alternativ til CSR er arbejderstyret socialt ansvar(WSR). Der er håb for arbejderne og deres familier i forsyningskæderne med WSR som bygger på principper om fuld åbenhed og øget kontrol.

Garrett Brown er certificeret arbejdshygiejniker som har arbejdet i det Californiske Arbejdstilsyn, Cal/OSHA i 20 år som tilsynsførende. Efter at være gået på pension i 2014 følger han ​​ Arbejdstilsynet bla. gennem hjemmesiden: ​​ “Inside Cal/OSHA” : http://insidecalosha.org.

Han har også været frivillig koordinator i Maquiladora Health & Safety Support Network siden ​​ 1993 og har koordineret projekter i Bangladesh, Mellemamerika, Kina, Dominikanske Republik, Indonesien, Mexiko og Vietnam.

Artiklen er oversat af John Graversgaard efter aftale med Garrett Brown.

Kilder:

 

The Pump Handle

http://www.thepumphandle.org/2019/09/04/new-reports-shine-spotlight-on-underlying-causes-of-terrible-working-conditions-in-global-supply-chains/#.Xd7yu3dFyUl

WSR: https://wsr-network.org/what-is-wsr/

www.labour-inspection.org

 

 

 

 


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020