Kritisk Debat

 



Aktuelt nummer : 16. årgang, december-2019

 

 

 

 

Udskriftsvenlig version

 

Fra 1968 til neoliberalisme.

Arven efter 68 II

Af Carsten Jensen

They got the guns, but we got the numbers” Jim Morrison (1968), sanger i The Doors, på albummet Waiting for the Sun.

”Jeg bryder mig ikke om, når man disser 68. Det var også kvindefrigørelse, fred og miljø. Og disse ideer er stadig relevante”. Facebookopslag (2018) fra John Densmore, trommeslager i The Doors.

Bogomtale af

Bjarke Skærlund Risager m. fl., red. (2018) 1968. Slagmarks Revolutionsserie. Peter Thielst (2019) Kræv det umulige. Ideerne op til 1968. København, Det lille forlag. Richard Vinen (2018/2019) The Long ’68. Radical Protest and Its Enemies. Milton Keynes, Penguin Books.

Vi lever i genskinnet fra ’68’ og i skyggen af den borgerlige reaktion mod det. Sådan kunne man sammenfatte de tre bøger, der her skal omtales. 1968, og hvad dertil hører, har gjort et stort indtryk som både realitet og symbol. Og på både højre og venstrefløj.

På Vesterbro i København, hvor jeg bor, var det over 50 år efter i sommeren 2019 stadig gangbart for gymnasieelever at gå rundt i røde t-shirts med et billede af Che Guevara. Det er selvfølgelig en dogmatiseret og romantisk brug af et 68-ikon, men det er dog alligevel et eksempel på, at forestillingen om 1968 og det (ungdoms-)oprør, det er forbundet med, lever.

Det samme er den række bøger, der er nævnt ovenfor. Året 1968 forbindes i bøgerne set under et med opstand, aktivisme og, ikke at forglemme, politisk reaktion fra højre. I det store og hele ses 1968 som et år, hvor en række begivenheder fandt sted nogenlunde synkront fordelt på kloden, og hvor ’systemet’ eller ’kapitalismen’ blev problematiseret meget direkte.

Det var også et år med meget store modsætninger. I bøgerne ses 1968 som et år med opstand, men også med meget stærke modreaktioner. Man skal ikke glemme, at hvis det tjekkoslovakiske forår hører med i 1968, gør Warszawapagtens besættelse af landet det også.

Den argentinske politiske filosof Ernesto Laclau skrev en gang i 1980’erne at: ”Til grund for den stadige udvidelse af den demokratiske revolution ligger (…) undermineringen af de traditionelle forhold under kapitalismen. (…) en voksende del af befolkningen stiller nye frihedskrav, hvilket udmanøvrerer og stiller spørgsmålstegn ved systemet. Der sker en voksende polarisering af de sociale forhold. I denne forståelse repræsenterer 1968 et grundlæggende vendepunkt i industrisamfundets historie.” (Laclau, 1987/97);157). Det er en sådan synsvinkel på 1968, der ligger til grund for den nedenstående omtale: året var et foreløbigt højdepunkt for bevægelserne for radikalt demokrati. Om det så var godt eller skidt, kan man jo diskutere.

Omtalen af bøgerne er organiseret efter et kronologisk princip. De tre bøger handler godt nok alle om ’1968’ som politisk forestilling, men de gør det på forskellige måder. Kræv det umulige af Peter Thielst handler om de teoretiske og politisk filosofiske forudsætninger for de politiske handleformer, der associeres med 68. Risager og venners 1968 er overvejende en samling af originaltekster (i bred forstand) produceret under 68 og Vinens The long 68 handler dels om 68, men også om det lange politiske spor, der blev trukket efter 1968. Derfor falder rytmen i omtalen også lige for.

Ideerne op til 1968

Hvad var de idémæssige forudsætninger, og hvordan blev ’revolutionen forberedt’ i stillingskrigen i det civile samfund i efterkrigstiden? For nu at udtrykke det gramsciansk. I en hvis forstand er Kræv det umulige fra 2019 et svar på dette spørgsmål.

I sig selv er bogen først og fremmest et litteraturstudie. Den fremstiller en række forfatterskaber og værker. Forfatteren Peter Thielst præsenterer selv sit emne således: ”Her skal det ikke direkte handle om ’68’, men om de ideer og opbrud i anskuelser, kulturnormer og samfundssyn, der gik forud, og kan siges at væve det idehistoriske bagtæppe for de begivenheder og forandringer, der blev til det det, vi nu kalder ’68’.” (Thielst, 2019; 8). Han mener også, at disse idéer og opbrud, skal søges i årene efter 2. Verdenskrig og før 1968. Det var især her, bagtæppet blev til.

Bogen indledes med et lille essay, der faktisk er meget godt. Det vil måske ikke holde på alle leder og kanter for en meget grundig analyse, men som oversigt giver det god og rimeligt nøgtern besked. Det er ikke ukritisk overfor ’68’, men advarer ret bastant mod at glorificere perioden. 68 var ganske vist en ny demokratisk offensiv, men det var også året med politiske mord i USA, fx på Martin Luther King og Robert Kennedy, valget af Nixon - samt ikke mindst Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet og knusning af ’Prag-foråret’ og dermed ethvert håb om, at man kunne vente sig noget positivt af den sovjetiske kommunismevariant.

Det forekommer naturligt at opfatte bogen som delt i to dele, selvom Thielst ikke selv fremstiller det sådan. Den første del handler om mere traditionelt politisk indhold, om end med nye vinkler og handlingsanvisninger. Kapiteloverskrifterne her er ’Oprør –praktisk’, ’Oprør – teoretisk’ og ’Kritisk teori’. De virker meget logiske set i forhold til indholdet, og kapitelopdelingen fungerer godt, selvom der vist strengt taget ikke er nogen logisk sammenhæng i opdelingerne. Logikken er mere intuitiv og politisk – Ludwig Wittgenstein, den gamle pedant, ville nok mene, at det handler om ’familieligheder’ end om hård logik.

Det første kapitel, der handler om oprør i praktisk form fremstiller ideer om, hvordan man kommer undertrykkelse – imperialistisk og racistisk - til livs. Franz Fanons og Che Guevaras politik beskrives, ligesom den demokratiske Martin Luther King og den noget mere sammensatte Eldrige Cleaver, (der i parentes bemærket deler efternavn med den sexistiske karakter Daniel Cleaver fra bøger og film om Bridget Jones). De oprørske tænkere er Albert Camus, Jean-Paul Sartre og Herbert Marcuse, mens de ’kritiske tænkere’ er Erich Fromm og Jürgen Habermas.

Tilsammen giver de tre kapitler ganske givet et overblik over i hvert fald nogle af de fremtrædende ’bagtæppevævere’. Så vidt jeg kan vurdere, er der tale om sobre fremstillinger og relevante iscenesættelser. Men man savner nu også nogle. Der er især tale om ’revolutionære’, der ikke tillagde arbejderbevægelsen en synderligt fremtrædende rolle (måske med undtagelse af Sartre, der havde et mere komplekst syn). Man kan dog ikke lade være med at savne en omtale af Antonio Gramsci. Ganske vist skrev han i 1920’erne og 1930’erne, men hans breve, der blev del af italiensk litteratur, og ikke mindst hans optegnelser fra fængslet udkom først i netop den efterkrigstid, der omtales som den relevante periode. Nogle ville nok også synes, at hvis Sartre kan få så relativt mange sider (og Eldridge Cleaver overhovedet nogen), så burde der også have været god plads til Simone de Beauvoir. ​​ 

De tre kapitler i bogens anden del er på sin vis mere festlige. De handler om antipsykiatri, trancendens, samt lyst krop og køn. Det ville ikke have været en bred introduktion til ideerne bag ’68’, hvis ikke disse emner og deres italesættere var med. Denne sidste del kunne have haft titlen ’det psykedeliske ’68’. Vel at mærke, hvis man tager ordet psykedeliske på dets oprindelige betydning, der kan fordanskes til ’bevidsthedsudvidelse’ (til forskel fra fx brug af stoffer til ren adspredelse, virkelighedsflugt eller lignende). I en anden artikel i Kritisk Debat (’Psykedelisk Corbynisme’, 16. April, 2018) blev denne dimension drøftet, og den bliver derfor ikke yderligere omtalt her.

I denne del kunne man godt have ønsket sig et kort kapitel om ’kulturen’ omkring ’68’. Især kunne den nye musikkultur og dens udtryksformer, der mere end nærmede sig en politisk bevægelse, have været nævnt og diskuteret. Jeg tror ikke, at man skal overvurdere Dylans, Beatles’ og Doors’ indflydelse på forestillinger om det politisk relevante og mulige, men jeg tror bestemt heller ikke, at man skal undervurdere dem. Især perioden fra 1960 til først i 1970’erne havde, som Pete Townshend fra the Who en gang har sagt, rockmusikken den samfundsmæssige placering, som kunsten tidligere havde. Den blev det primære medie, som nye ideer blev masseformidlet i og som bearbejdede erfaringer. Det kunne der godt have været et ’bevidsthedsudvidende’ afsnit om.

Men summa summarum; at Gramsci, de Beauvoir og Dylan ikke var med, er jo småting i forhold til at bogen udgør en rigtig god introduktion til det Peter Thielst kalder ’bagtæppet’ for aktørernes indtræden på den spektakulære scene for 1968-begivenhederne.

1968 med egne ord

Dermed er vi så også ovre i 1968, der netop giver det spektakulære shows spillere ordet. 1968 har en noget anden karakter end Kræv det umulige. Den er først og fremmest et monster af en kildesamling.

Bogen har en indledning med titlen ’Hvad var 1968?’, der er forfattet af redaktørerne. Den fylder små 50 sider. Men dertil kommer hovedindholdet og bogens raison d’etre: omkring 570 siders originale kilder i dansk oversættelse, der er skrevet i 1968 eller årene umiddelbart efter. De belyser forskellige aspekter af ’oprøret’.

Kilderne er samlet fra 12 lande, herunder Danmark. Landene er fordelt på Nordamerika (USA; Canada, Mexico), Europa (især større lande og en understatslige del: Nordirland) og Asien (Japan). Der er altså især tale om industrialiserede lande (’Det globale Nord’, kalder forfatterne det), hvilket må siges at være den største indskrænkning i repræsentativitet. Central- og Sydamerika er således udeladte. I betragtning af hvilket arbejde, det må have været at lave bogen er udeladelserne forståelige nok, selvom fx et land som Argentina ville have været spændende at have haft med.

Kildesamlingen er fordelt på landene (altså til forskel fra fx tematisk eller kronologisk) og hvert land har en kort indledning ligesom hver kilde har en kort kontekstualiserende indledning.

Den samlende indledning anfører, at 1968 i bogens kontekst ikke skal forstås i snæver forstand som netop året 1968, men som ’det lange 1968’, der ”strækker sig fra midten af 1960’erne til midten af 1970’erne” (side 17). Det anføres også, at 1968 i den forstand bliver anskuet som en periode med særlige kendetegn. Det bliver set som en del af den klynge af omfattende og tilsyneladende sammenhængende begivenheder, der udgøres af ’revolutionsbølger’, fx de atlantiske revolutioner i det sene 18 århundrede, 1848 i Europa, efterkrigstiden anti-koloniale revolutioner og begivenhederne (’pladsrevolutionerne’) i 2011.

Ambitionen med bogen og styringen af dens udvalg af kilder fremgår især på side 56. Her fortæller redaktørerne at ”Teksterne, som er inkluderet i denne bog har til hensigt at vise en diversitet af stemmer, ikke blot inden for kapitlerne, som er tilknyttet de enkelte lande, men på tværs af bogen som helhed. Af denne grund har vi valgt tekster, som ikke blot repræsenterer et givent lands 1968, men som bidrager til den bedst mulige repræsentation af det lange 1968 i Det Globale Nord som sådan.” Dette er utvivlsomt indfriet, men man skal dog samtidig huske, at udvalget af tekster jo stadig giver en ’redigeret virkelighed’, - som det hed dengang.

Redaktørerne peger afslutningsvis på, at denne forskellighed i stemmer er en kilde til styrke og konkluderer, at ’meningsfuld forandring involverer mange forskellige aktivister, som taler fra forskellige steder med mange forskellige stemmer’. Umiddelbart lyder det rigtigt og konstruktivt, og som repræsentativt for en tid med mangfoldighed som en form for politisk grundbetingelse. Selvom der ret beset ikke rigtig er ført noget ’bevis’ for påstanden.

Det er svært at give en sammenfattende vurdering af indholdet i 1968, blandt fordi der er medtaget så mange forskelligartede kilder. Med det forbehold, at det især er ’den industrialiserede verdens’ eller Det Globale Nords 1968, der tales fra og om, virker selve ideen om at samle kilderne overvældende god. Og udførelsen nærmest superb.

Med denne uforbeholdne ros, må der også være plads til at udfolde risen: Sondringen mellem Nord og Syd i bogen antyder, en forskel i nogle grundlæggende betingelser for globalisering, som i hvert fald ikke anerkendes fuldt ud. Uden at kunne føre afgørende beviser, vil jeg fx hævde, at i Latinamerikanske storbyer som Buenos Aires, Sao Paolo og Rio de Janeiro er der en så stor, kritisk, masse, at globaliseringen også i 1968 var mindst lige så fremskredet som i fx København eller, på andre præmisser, Prag og Beograd. Formidlingen af politiske ideer, respons på oplevet undertrykkelse, marginalisering, etc. havde et omfang og et niveau i fx Buenos Aires, der sagtens kunne måle sig med Københavns. På den baggrund tror jeg, at opdelingen i denne sammenhæng er kunstig.

Når dette er sagt, ville en bog, der inddrog flere lande begynde at være uhåndterlig, og under alle omstændigheder er bogen, som den ligger, en dokumentations- og inspirationssamling nærmest uden sidestykke på dansk. Man forstår godt, at den allerede er kommet i to oplag.

De radikale protester i 1968 og deres modsvar

Richard Vinens bog The Long ’68 ligger nærmest i naturlig forlængelse af ovennævnte kildesamling, selvom der vist er forskellige ’erkendelsesinteresser’ bag de to udgivelser. Hvor 1968, i det store billede ligger inden for samme forståelses- og interesseramme, som den Laclau indledningsvist blev citeret for, er Vinen mere afdæmpet. Det blik for nuancer, der kommer frem i udvalget af tekster til 1968, kommer direkte til udtryk i den skrevne tekst i The Long ’68, der også afsluttes forbavsende afdæmpet med en fredsommelig diskussion af, hvordan de spektakulære begivenheder kan tænkes at have påvirket de mere anonyme deltagere. De enkelte fik måske, bevægelsernes umiddelbare nederlag taget i betragtning, ikke så meget direkte ud af indsatsen, men måske rigere (i mental betydning) og mere bevidste tilværelser ud af det. ​​ Vinen tilslutter sig dog cirka samme forståelse af ’68’ som Risager med venner: ”med ’68’ mener jeg de radikale bevægelser og opstande fra de sene 1960’ere og tidlige 1970’ere”, skriver han i de første linjer af indledningen. ​​ 

Bogen starter med et litteraturstudie. Ikke af forudsætninger, som hos Thielst, men af de mange historiske delstudier, der hen ad vejen er kommet de sidste fem årtier. Hensigten med denne læsning og drøftelse er, at komme frem til en generel forståelse af, hvad ’68 er, for derved at kunne afgrænse den følgende bogs emne. Resultatet er allerede nævnt. Derefter følger en række kapitler af ret forskellig karakter. En første blok handler om generelle sociologiske institutionelle forudsætninger. Dernæst følger en blok med landestudier af USA, Frankrig, Vesttyskland og Storbritannien. Den sidste blok udgøres af kapitler om tre specifikke emner: seksuel frigørelse/familie, arbejdere og vold. Endelig sluttes af med kapitlet ’Nederlag eller tilpasning’.

Et nærmere referat af bogen ligger givet dens karakter uden for det muliges rammer. Dertil er de enkelte kapitler simpelthen for detaljerede. De bærer naturligt nok præg af forfatterens baggrund som faghistoriker, hvilket i dette tilfælde betyder, at der er en guldgrube af delfortællinger og anekdoter, men at der til gengæld ikke er så mange sammenfatninger og generaliseringer. Hvad der kan gives i denne sammenhæng er derfor nogle observationer af generelle træk ved bogen og et par betragtninger over særlige emner.

Man kan umiddelbart se, at Vinen har været et kolossalt materiale igennem. Bogen er spækket med detaljer og konkrete fortællinger om begivenheder, hvor ’radikale’ enkeltaktører eller bevægelser har søgt at udfordre givne magtstrukturer, institutioner og organisationer. I mange tilfælde gås der tæt på begivenhederne, men givet bredden i stoffet, er der også emner, der nødvendigvis gives en lettere overfladisk behandling. Blot et enkelt eksempel fra min egen boghylde: I en biografi om Jean-Paul Sartre (af Ronald Hayman, 1986) bruges der omkring 45 sider på Sartres indsats i ’68. Vinen kan i kapitlet om Frankrig klare sig med 3 linjer. Og så er Sartre oven i købet en af dem, der har flest henvisninger i indekset. Dette lille eksempel siger både noget om stofmængden, der er stor, når en central person affærdiges så hurtigt, men altså også om, at der gives virkelig mange detaljer, når de tilsammen fylder så meget, at enkeltfigurer paradoksalt nok nærmest forsvinder.

Der er også brugt meget energi på at skrive de nationale historier. Alligevel er resultatet, som det er fremgået, blevet snævrere end i fx 1968. Fordelen ved det er at man får nogle eksemplariske fortællinger, men også et langt mere ’industrialistisk’ billede af ’68 end i det ovennævnte værk. Til gengæld skal Vinen roses for de tre emnespecifikke kapitler. De giver mange indsigter, og det virker også rimeligt, at fx kapitlet om ’Workers’ er medtaget, da det giver en god modvægt mod de landespecifikke afsnit, der hælder mere i retning af ’middelklasse’-emner og begivenheder.

Endelig et lille hjertesuk. Et af de virkelig spændende temaer i Vinens bog er ideen om, at begivenhederne i 1968/1968 også blev til ’68’ på grund af reaktionerne fra højre, kunne godt have været mere udfoldet. I den tanke ligger også det, som nogle ville kalde ’dialektik’, altså at historien ikke kun skabes og skrives af en part, men især opstår i kampen mellem parterne. Vinen nævner fx kultursociologen Stuart Hall som en figur, der både fremprovokerede reaktioner fra højre – blandt andet fordi har var sort, indvandrer og meget succesfuld – og som selv reflekterede over dette samspil i sine politiske skrifter. Reaktionen fra højre på Stuart Halls (med mange fleres) krav fra venstre, blev efterhånden som 1970’erne skred frem svejset sammen til det, der netop af Stuart Hall, blev kaldt og analyseret som ’Thatcherisme’, - det vil sige som neoliberalismens første politiske succes i Europa. Et selvstændigt kapitel om denne historie – set i perspektiv af, at højrepopulismen nu er ved at overtage neoliberalismens førerstilling til højre - ville have været virkeligt spændende.

Afslutning

Hvis 1968 var et vendepunkt, var det ikke nødvendigvis et vendepunkt, der udelukkede senere tilbageskridt. Man kunne endda tilføje, at den blandt andet blev udviklet som ideologi, bevægelse og politisk strategi som reaktion på 1968, som Vinen har peget på.

Men man bør også tilføje, at ’vendepunktet’ frisatte og inspirerede en masse kræfter, der gav styrke til de sociale bevægelser. Vores samfund i dag ville ikke være nær så åbne og demokratiske (med hensyn til køn, etnicitet, anti-racisme, helbred, pædagogik og så videre) uden disse bevægelser. Set fra ’den demokratiske kapitals’ synspunkt er der akkumuleret langt mere demokratisering efter 1968 end der skete i 1968. Derfor er det også vigtigt at fastholde ideen om 1968 som vendepunkt, men ikke nødvendigvis højdepunkt, for radikalt demokrati.

Drømme og ambitioner var store i 1968, men paradoksalt nok er det i de mere ydmyge postmoderne og postrevolutionære tider fra 1990’erne og frem, at mange af demokratiseringerne af hverdagslivet slog igennem.

1968 blev i det perspektiv indledningen til en permanent demokratisk revolution båret af sociale bevægelser. Det blev også starten til et ligeså fortløbende uafklaret forhold mellem bevægelser, ikke mindst fagbevægelsen, og partier, der også i dag udfordrer venstresiden af politik.


Kritisk Debat's bankkonto : 53870425827 reg.5387

Næste nummer udkommer 15. april 2020